Skip to main content

TEXT 26

TEXT 26

Text

Tekst

patraṁ puṣpaṁ phalaṁ toyaṁ
yo me bhaktyā prayacchati
tad ahaṁ bhakty-upahṛtam
aśnāmi prayatātmanaḥ
patraṁ puṣpaṁ phalaṁ toyaṁ
yo me bhaktyā prayacchati
tad ahaṁ bhakty-upahṛtam
aśnāmi prayatātmanaḥ

Synonyms

Synonyms

patram — ein Blatt; puṣpam — eine Blume; phalam — eine Frucht; toyam — Wasser; yaḥ — wer auch immer; me — Mir; bhaktyā — mit Hingabe; prayacchati — opfert; tat — das; aham — Ich; bhakti-upahṛtam — mit Hingabe geopfert; aśnāmi — nehme an; prayata-ātmanaḥ — von jemandem in reinem Bewußtsein.

patram — et blad; puṣpam — en blomst; phalam — en frugt; toyam — vand; yaḥ — hvem end; me — til Mig; bhaktyā — med hengivenhed; prayacchati — ofrer; tat — det; aham — Jeg; bhakti-upahṛtam — ofret med hengivenhed; aśnāmi — accepterer; prayata-ātmanaḥ — fra en i ren bevidsthed.

Translation

Translation

Wenn Mir jemand mit Liebe und Hingabe ein Blatt, eine Blume, eine Frucht oder etwas Wasser opfert, werde Ich es annehmen.

Hvis en person tilbyder Mig et blad, en blomst, lidt frugt eller noget vand med kærlighed og hengivenhed, tager Jeg imod det.

Purport

Purport

ERLÄUTERUNG: Für einen intelligenten Menschen ist es unerläßlich, Kṛṣṇa-bewußt zu werden und sich im transzendentalen liebevollen Dienst des Herrn zu beschäftigen, um so ein unvergängliches, freudvolles Leben des ewigen Glücks zu erlangen. Der Vorgang, um ein solch wunderbares Ergebnis zu erzielen, ist sehr einfach und kann selbst vom Ärmsten der Armen aufgenommen werden, ohne daß er irgendeine Qualifikation mitzubringen braucht. Die einzige erforderliche Qualifikation in diesem Zusammenhang besteht darin, ein reiner Geweihter des Herrn zu sein. Es spielt keine Rolle, was man ist oder wo man sich befindet. Der Vorgang ist so einfach, daß es schon ausreicht, dem Höchsten Herrn mit aufrichtiger Liebe ein Blatt, etwas Wasser oder eine Frucht zu opfern, und der Herr wird es erfreut annehmen. Daher kann niemand vom Kṛṣṇa-Bewußtsein ausgeschlossen werden, da es so einfach und universal ist. Wer ist so dumm, daß er durch diese einfache Methode nicht Kṛṣṇa-bewußt werden und somit die höchste Vollkommenheit des Lebens – Ewigkeit, Glückseligkeit und Wissen – erlangen möchte? Kṛṣṇa möchte nur liebevollen Dienst, und weiter nichts. Von Seinem reinen Geweihten nimmt Kṛṣṇa sogar eine kleine Blume an. An Opferungen von Nichtgottgeweihten ist Er nicht interessiert. Er benötigt von niemandem etwas, denn Er ist in Sich Selbst vollkommen, und doch nimmt Er die Opfergaben Seines Geweihten in einem Austausch der Liebe und Zuneigung entgegen. Kṛṣṇa-Bewußtsein zu entwickeln ist die höchste Vollkommenheit des Lebens. Das Wort bhakti wird in diesem Vers zweimal gebraucht, um zu betonen, daß bhakti, hingebungsvoller Dienst, das einzige Mittel ist, um sich Kṛṣṇa zu nähern. Keine andere Eigenschaft, wie zum Beispiel ein brāhmaṇa, ein belesener Gelehrter, ein sehr reicher Mann oder ein großer Philosoph zu werden, kann Kṛṣṇa dazu bewegen, eine Opferung anzunehmen. Ohne das grundlegende Prinzip der bhakti kann nichts den Herrn dazu bringen, irgend etwas von irgend jemandem anzunehmen. Bhakti ist niemals von äußeren Ursachen abhängig. Der Vorgang der bhakti ist ewig und besteht darin, direkt im Dienst des absoluten Ganzen tätig zu sein.

FORKLARING: For den intelligente person er det afgørende at være i Kṛṣṇa-bevidsthed og engageret i Herrens transcendentale kærlighedstjeneste, så han kan komme til den permanente, lyksalige bolig, hvor han kan være evigt lykkelig. Måden, hvorpå man opnår et sådant fantastisk resultat, er meget let og kan praktiseres af selv den fattigste blandt fattige uden nogen forudgående kvalifikation. I denne sammenhæng er den eneste kvalifikation, der kræves, at være Herrens rene hengivne. Det er ligegyldigt, hvad man er, eller hvor man befinder sig. Metoden er så let, at selv et blad, lidt vand eller noget frugt kan ofres til den Højeste Herre med ægte kærlighed, og Han vil med glæde tage imod det. Ingen er derfor afskåret fra Kṛṣṇa-bevidsthed, for det er så nemt og universelt. Hvem kan være så tåbelig ikke at ville være Kṛṣṇa-bevidst gennem denne enkle metode og således opnå det højeste fuldkomne liv i evighed, lyksalighed og viden? Kṛṣṇa ønsker kun tjeneste i kærlighed og intet andet. Kṛṣṇa tager imod selv en lille blomst fra Sin rene hengivne. Han vil ingen form for ofring have fra en ikke-hengiven. Han har ikke brug for noget fra nogen, for Han er selvtilstrækkelig, men ikke desto mindre tager Han imod Sin hengivnes ofring i en udveksling af kærlighed og hengivenhed. At udvikle Kṛṣṇa-bevidsthed er livets højeste fuldkommenhed. Bhakti bliver nævnt to gange i dette vers for at understrege ekstra kraftigt, at bhakti eller hengiven tjeneste er den eneste måde, man kan nærme sig Kṛṣṇa på. Ingen andre omstændigheder såsom at være en brāhmaṇa, en klog videnskabsmand, en rig mand eller en stor filosof kan få Kṛṣṇa til at tage imod et offer. Uden det grundlæggende element af bhakti kan intet formå Herren til at indvillige i at tage imod noget fra nogen. Virkelig bhakti er aldrig motiveret. Processen er evig. Der er tale om direkte handling i tjeneste til den absolutte helhed.

Nachdem Śrī Kṛṣṇa klargestellt hat, daß Er der einzige Genießer, der urerste Herr und der wahre Empfänger aller Opferdarbringungen ist, offenbart Er nun, welche Arten von Opfern Er Sich wünscht. Wenn sich jemand im hingebungsvollen Dienst für den Höchsten betätigen möchte, um geläutert zu werden und das Ziel des Lebens – transzendentalen liebevollen Dienst zu Gott – zu erreichen, sollte er heraus finden, was Kṛṣṇa von ihm wünscht. Wer Kṛṣṇa liebt, wird Ihm alles geben, was Er Sich wünscht, und es vermeiden, Ihm etwas zu opfern, was Er Sich nicht wünscht oder worum Er nicht gebeten hat. Fleisch, Fisch und Eier sollten Kṛṣṇa folglich nicht geopfert werden. Wenn Er solche Dinge als Opfer wünschte, hätte Er es gesagt. Statt dessen bittet Er eindeutig darum, daß Ihm ein Blatt, eine Frucht, Blumen und Wasser dargebracht werden, und Er sagt von einem solchen Opfer: „Ich werde es annehmen.“ Wir sollten uns also im klaren darüber sein, daß Er Fleisch, Fisch und Eier nicht annehmen wird. Gemüse, Getreide, Früchte, Milch und Wasser sind die für den Menschen geeigneten Nahrungsmittel und werden von Śrī Kṛṣṇa Selbst vorgeschrieben. Was auch immer wir sonst essen, kann Ihm nicht geopfert werden, da Er es nicht annehmen wird. Wir können also nicht auf der Ebene liebender Hingabe handeln, wenn wir solche Nahrung opfern.

Efter at have fastslået, at Han er den eneste nyder, den oprindelige herre og den virkelige genstand for alle rituelle offerhandlinger, afslører Herren Kṛṣṇa her, hvilken slags ofringer Han ønsker. Hvis man gerne vil engagere sig i hengiven tjeneste til den Højeste for at blive renset og nå livets mål, Guds transcendentale kærlighedstjeneste, må man finde ud af, hvad Herren ønsker af én. Hvis man elsker Kṛṣṇa, giver man Ham alt det, Han gerne vil have, og undgår at tilbyde Ham noget, der er uønsket, eller som Han ikke har bedt om. Derfor kan kød, fisk og æg ikke ofres til Kṛṣṇa. Hvis Han gerne ville have haft sådanne ting som offergaver, ville Han have sagt det. Han anmoder i stedet klart og tydeligt om, at et blad, en frugt, blomster og lidt vand bliver givet til Ham, og Han siger om en sådan offergave: “Jeg vil tage imod den.” Derfor kan vi forstå, at Han ikke vil acceptere kød, fisk og æg. Grøntsager, korn, frugter, mælk og vand er den rette føde for mennesker og er blevet foreskrevet af Herren Kṛṣṇa Selv. Hvad vi ellers spiser af andre ting, kan ikke ofres til Ham, da Han ikke vil tage imod dem. Altså kan vi ikke handle på niveauet af kærlig hengivenhed, hvis vi ofrer den slags mad.

Im Dritten Kapitel, Vers 13, erklärt Śrī Kṛṣṇa, daß nur die Überreste von Opfern geläutert und daher geeignet seien, von denjenigen gegessen zu werden, die nach Fortschritt im Leben suchen und danach streben, von den Fesseln der materiellen Verstrickung befreit zu werden. Er sagt im gleichen Vers, daß diejenigen, die ihre Nahrung nicht opfern, nichts als Sünde essen. Mit anderen Worten, jeder Bissen, den sie zu sich nehmen, verstrickt sie nur noch mehr in das Wirrwarr der materi- ellen Natur. Wenn man jedoch wohlschmeckende, einfache Gemüsegerichte zubereitet, sie vor dem Bild oder der Bildgestalt Śrī Kṛṣṇas opfert, seine Ehrerbietungen darbringt und zu Kṛṣṇa betet, Er möge diese bescheidene Opferung annehmen, wird man befähigt, im Leben beständig Fortschritt zu machen, den Körper zu läutern und feine Gehirnzellen zu entwickeln, die ein klares Denken ermöglichen. Vor allem sollte die Opferung in einer liebevollen Haltung dargebracht werden. Kṛṣṇa braucht keine Nahrung, da Er bereits alles besitzt, doch Er wird die Opferung eines Menschen annehmen, der den Wunsch hat, Ihn auf diese Weise zu erfreuen. Das wichtige Element bei der Zubereitung, beim Verteilen und bei der Opferung ist die Liebe zu Kṛṣṇa.

Śrī Kṛṣṇa forklarer i kapitel 3, vers 13, at kun rester fra offerhandlinger er rensede og egnede til at blive indtaget af dem, der forsøger at gøre fremskridt i livet og slippe ud af kløerne på den materielle forvikling. Kṛṣṇa udtaler i samme vers, at de, der ikke ofrer deres mad, spiser kun synd. Deres involvering i den materielle naturs forviklinger bliver med andre ord blot dybere og dybere for hver mundfuld, de indtager. Men at tilberede velsmagende, enkle grøntsagsretter og derefter ofre dem til Herren Kṛṣṇas billede eller Deitet og bukke sig ned og bede Ham tage imod dette beskedne offer, sætter én i stand til støt og roligt at gøre fremskridt i livet og rense kroppen og opbygge fint hjernevæv, der fører til en klar tankegang. Frem for alt skal ofringen tilberedes i en ånd af kærlighed. Kṛṣṇa mangler ikke mad, da Han allerede ejer alt, der findes, men alligevel vil Han tage imod ofringen fra den, der ønsker at glæde Ham på den måde. Det vigtigste element under tilberedelse, servering og ofring er derfor at handle med kærlighed til Kṛṣṇa.

Unpersönlichkeitsphilosophen, die behaupten, die Absolute Wahrheit sei ohne Sinne, können diesen Vers der Bhagavad-gītā nicht begreifen. Für sie ist er entweder eine Metapher oder ein Beweis für das weltliche Wesen Kṛṣṇas, des Sprechers der Bhagavad-gītā. In Wahrheit jedoch besitzt Kṛṣṇa, der Höchste Gott, sehr wohl Sinne, und es heißt, daß Seine Sinne miteinander austauschbar sind; mit anderen Worten, jeder Sinn kann die Funktion aller anderen Sinne erfüllen. Dies ist die Bedeutung der Aussage: „Kṛṣṇa ist absolut.“ Wenn Er keine Sinne hätte, könnte man kaum sagen, daß Er alle Füllen in Vollkommenheit besitze. Im Siebten Kapitel hat Kṛṣṇa erklärt, daß Er die Lebewesen in den Schoß der materiellen Natur eingibt. Dies geschieht, indem Er über die materielle Natur blickt. Auf diesen Vers übertragen, bedeutet dies: Wenn Kṛṣṇa die liebevollen Worte des Gottgeweihten beim Opfern der Speisen hört, so ist dies mit Seinem Essen und Genießen völlig identisch. Dieser Punkt sollte besonders betont werden: Weil Er absolut ist, ist Sein Hören mit Seinem Essen und Schmecken völlig identisch. Nur der Gottgeweihte, der Kṛṣṇa ohne Interpretation so akzeptiert, wie Er Sich Selbst beschreibt, kann verstehen, daß die Höchste Absolute Wahrheit Speisen essen und genießen kann.

Upersonlighedsfilosofferne, der gerne fastholder, at den Absolutte Sandhed er uden sanser, kan ikke forstå dette vers i Bhagavad-gītā. For dem er det enten en metafor eller bevis på den verdslige natur af Kṛṣṇa, Bhagavad-gītās taler. Men i virkeligheden har Kṛṣṇa, den Højeste Guddom, sanser, og der står skrevet, at Hans sanser er ombyttelige. Med det ene sanseorgan kan Han med andre ord udføre alle andre sanseorganers funktioner. Det er det, der menes med, at Kṛṣṇa er absolut. Hvis Han var uden sanser, kunne man dårligt sige om Ham, at Han er fuldstændig i alle overdådigheder. Kṛṣṇa forklarede i kapitel 7, at Han befrugter de levende væsener ind i den materielle natur. Dette sker ved, at Han kaster Sit blik på den materielle natur. Og så i dette tilfælde er det, at Kṛṣṇa lytter til den hengivnes kærlige ord under dennes ofring af mad til Ham, fuldstændig identisk med, at Han spiser og faktisk smager på ofringen. Dette punkt fortjener at blive understreget: På grund af Hans absolutte position er det, at Han hører, helt og aldeles identisk med, at Han spiser og smager. Kun den hengivne, der uden fortolkning accepterer Kṛṣṇa, som Han beskriver Sig selv, kan forstå, at den Højeste Absolutte Sandhed kan spise mad og nyde den.