TEXT 13

Text

Tekst

mahātmānas tu māṁ pārtha
daivīṁ prakṛtim āśritāḥ
bhajanty ananya-manaso
jñātvā bhūtādim avyayam

Synonyms

mahā-ātmānaḥ — die großen Seelen; tu — aber; mām — zu Mir; pārtha — o Sohn Pṛthās; daivīm — göttliche; prakṛtim — Natur; āśritāḥ — Zuflucht genommen habend bei; bhajanti — bringen Dienst dar; ananya-manasaḥ — ohne Abweichung des Geistes; jñātvā — wissend; bhūta — der Schöpfung; ādim — der Ursprung; avyayam — unerschöpflich.

mahā-ātmānaḥ — de store sjæle; tu — men; mām — Mig; pārtha — O Pṛthās søn; daivīm — den guddommelige; prakṛtim — natur; āśritāḥ — som har søgt tilflugt i; bhajanti — de tjener; ananya-manasaḥ — uden at sindet afviger; jñātvā — efter at have forstået; bhūta — til skabelsen; ādim — oprindelsen; avyayam — uudtømmelig.

Translation

O Sohn Pṛthās, diejenigen, die nicht verblendet sind, die großen Seelen, stehen unter dem Schutz der göttlichen Natur. Sie sind vollständig im hingebungsvollen Dienst beschäftigt, da sie Mich als die Höchste Persönlichkeit Gottes kennen, die ursprünglich und unerschöpflich ist.

O Pṛthās søn, de store sjæle, der ikke er vildledte, står under den guddommelige naturs beskyttelse. De er fuldt ud engageret i hengiven tjeneste, for de kender Mig som Guddommens Højeste Personlighed, oprindelig og uudtømmelig.

Purport

ERLÄUTERUNG: In diesem Vers findet man eine klare Beschreibung des mahātmā. Das erste Kennzeichen des mahātmā besteht darin, daß er bereits in der göttlichen Natur verankert ist. Er untersteht nicht der Herrschaft der materiellen Natur. Und wodurch ist dies bewirkt worden? Dies wurde bereits im Siebten Kapitel erklärt: Wer sich der Höchsten Persönlichkeit Gottes, Śrī Kṛṣṇa, ergibt, wird sogleich von der Herrschaft der materiellen Natur befreit. Darin besteht die Qualifikation. Man kann von der Herrschaft der materiellen Natur befreit werden, sobald man seine Seele der Höchsten Persönlichkeit Gottes hingibt. Das ist die grundlegende Voraussetzung. Weil das Lebewesen zur marginalen Kraft gehört, wird es, sobald es von der Herrschaft der materiellen Energie befreit ist, der Führung der spirituellen Natur unterstellt. Die Führung der spirituellen Natur wird daivī prakṛti, göttliche Natur, genannt. Wenn man also auf diese Weise, durch Hingabe zur Höchsten Persönlichkeit Gottes, erhoben wird, erreicht man die Stufe der mahātmās, der großen Seelen.

FORKLARING: I dette vers gives der en klar beskrivelse af mahātmāen. En mahātmās første kendetegn er, at han allerede befinder sig i den guddommelige natur. Han står ikke under den materielle naturs kontrol. Hvorledes går det til? Det blev forklaret i kapitel 7, vers 14. Den, der overgiver sig til Guddommens Højeste Personlighed, bliver øjeblikkeligt befriet fra den materielle naturs kontrol. Det er kvalifikationen. Man kan blive fri for den materielle naturs kontrol i samme øjeblik, man overgiver sin sjæl til Guddommens Højeste Personlighed, Śrī Kṛṣṇa. Det er den grundlæggende formel. Eftersom det levende væsen tilhører den marginale energi, sættes han under vejledning af den åndelige natur, så snart han er frigjort fra den materielle naturs kontrol. Den åndelige naturs vejledning kaldes daivī prakṛti eller guddommelig natur. Når man på den måde ophøjes ved at overgive sig til Guddommens Højeste Personlighed, forfremmes man til niveauet af en stor sjæl, en mahātmā.

Der mahātmā richtet seine ganze Aufmerksamkeit auf Kṛṣṇa und läßt sie auf nichts anderes abschweifen, da er genau weiß, daß Kṛṣṇa die ursprüngliche Höchste Person, die Ursache aller Ursachen, ist. Daran besteht kein Zweifel. Ein solcher mahātmā, eine solche große Seele, entwickelt sich durch Gemeinschaft mit anderen mahātmās, reinen Gottgeweihten. Reine Gottgeweihte fühlen sich nicht einmal zu anderen Formen Kṛṣṇas, wie dem vierarmigen Mahā-viṣṇu, hingezogen. Ihre Zuneigung gilt einzig und allein der zweiarmigen Form Kṛṣṇas. Sie verspüren keinerlei Anziehung zu anderen Formen Kṛṣṇas, und auch die Formen irgendwelcher Halbgötter oder Menschen sind ihnen gleichgültig. Sie meditieren nur über Kṛṣṇa im Kṛṣṇa-Bewußtsein. Sie sind ständig im unerschütterlichen Dienst des Herrn, im Kṛṣṇa-Bewußtsein, beschäftigt.

En mahātmā vil ikke tillade sin opmærksomhed at blive afledt fra Kṛṣṇa, for han ved udmærket godt, at Kṛṣṇa er den oprindelige Højeste Person, alle årsagers årsag. Det er han ikke i tvivl om. Sådan en mahātmā eller stor sjæl udvikler sig gennem samvær med andre mahātmāer, rene hengivne. Rene hengivne er ikke engang tiltrukket af Kṛṣṇas andre former som den firarmede Mahā-viṣṇu. De er udelukkende tiltrukket af Kṛṣṇas toarmede form. De er ikke tiltrukket af andre af Kṛṣṇas aspekter eller interesserer sig for nogen form for halvgud eller menneske. De mediterer kun på Kṛṣṇa i Kṛṣṇa-bevidsthed. De er altid engageret i Herrens usvigelige tjeneste i Kṛṣṇa-bevidsthed.