TEXT 41

Text

Tekst

tasmāt tvam indriyāṇy ādau
niyamya bharatarṣabha
pāpmānaṁ prajahi hy enaṁ
jñāna-vijñāna-nāśanam

Synonyms

tasmāt — deshalb; tvam — du; indriyāṇi — Sinne; ādau — am Anfang; niyamya — durch Regulierung; bharata-ṛṣabha — o Oberhaupt unter den Nachkommen Bharatas; pāpmānam — das große Symbol der Sünde; prajahi — bezwinge; hi — gewiß; enam — diese; jñāna — des Wissens; vijñāna — und des wissenschaftlichen Wissens über die reine Seele; nāśanam — die Zerstörerin.

tasmāt — derfor; tvam — du; indriyāṇi — sanserne; ādau — i begyndelsen; niyamya — ved at regulere; bharata-ṛṣabha — O førende blandt Bharatas efterkommere; pāpmānam — det store symbol på synd; prajahi — tæm; hi — sandelig; enam — dette (begær); jñāna — af viden; vijñāna — og videnskabelig viden om den rene sjæl; nāśanam — ødelæggeren.

Translation

Deshalb, o Arjuna, bester der Bharatas, bezwinge gleich zu Anfang dieses große Symbol der Sünde [die Lust], indem du die Sinne regulierst, und erschlage diese Zerstörerin des Wissens und der Selbstverwirklichung.

O Arjuna, du bedste blandt Bharataerne, hold derfor allerede fra første færd dette mægtige symbol på synd [begær] nede ved at regulere sanserne og slå denne ødelægger af viden og selverkendelse ihjel.

Purport

ERLÄUTERUNG: Der Herr gab Arjuna den Rat, die Sinne von Anfang an zu regulieren, so daß er die größte sündige Feindin, die Lust, bezwingen könne, die den Drang nach Selbstverwirklichung und das Wissen vom Selbst zerstört. Jñāna bezieht sich auf das Wissen, das das Selbst vom falschen Selbst unterscheidet, oder mit anderen Worten, das Wissen, daß die spirituelle Seele nicht mit dem materiellen Körper identisch ist. Vijñāna bezieht sich auf spezifisches Wissen über die wesensgemäße Stellung der spirituellen Seele und ihre Beziehung zur Höchsten Seele. Dies wird im Śrīmad-Bhāgavatam (2.9.31) wie folgt erklärt:

FORKLARING: Herren rådede Arjuna til at regulere sanserne allerede fra begyndelsen af for at kunne tøjle den største syndige fjende, begær, der ødelægger den indre trang til selverkendelse og detaljeret viden om selvet. Jñāna refererer til viden om selvet som forskelligt fra ikke-selvet eller med andre ord viden om, at den åndelige sjæl ikke er kroppen. Vijñāna refererer til detaljeret kundskab om den åndelige sjæls naturlige position og hans forhold til den Højeste Sjæl. Det bliver forklaret i Śrīmad-Bhāgavatam (2.9.31):

jñānaṁ parama-guhyaṁ me
yad vijñāna-samanvitam
sa-rahasyaṁ tad-aṅgaṁ ca
gṛhāṇa gaditaṁ mayā

„Das Wissen vom Selbst und vom Höchsten Selbst ist sehr vertraulich und geheimnisvoll, aber dieses Wissen und dessen Verwirklichung kann man verstehen, wenn es mit all den verschiedenen Aspekten vom Herrn Selbst erklärt wird.“

Die Bhagavad-gītā gibt uns dieses allgemeine und spezifische Wissen über das Selbst. Die Lebewesen sind winzige Teile des Herrn, und daher besteht ihre Aufgabe einfach darin, dem Herrn zu dienen. Dieses Bewußtsein nennt man Kṛṣṇa-Bewußtsein. Schon von Beginn des Lebens an muß man dieses Kṛṣṇa-Bewußtsein erlernen, und so kann man völlig Kṛṣṇa-bewußt werden und dementsprechend handeln.

“Kundskaben om selvet og det Højeste Selv er meget fortrolig og mystisk, men en sådan viden og dens præcise erkendelse kan forstås, hvis de forklares i deres forskellige aspekter af Herren Selv.” Bhagavad-gītā giver os både denne generelle og specifikke viden om selvet. De levende væsener er uadskillelige dele af Herren, og som sådan er formålet med dem ganske enkelt, at de skal tjene Herren. Denne bevidsthed kaldes Kṛṣṇa-bevidsthed. Man må derfor lære om Kṛṣṇa-bevidsthed lige fra livets begyndelse, og på den måde kan man blive helt Kṛṣṇa-bevidst og handle derefter.

Lust ist nur die verzerrte Spiegelung der Liebe zu Gott, die für jedes Lebewesen natürlich ist. Wenn man aber gleich von Anfang an im Kṛṣṇa- Bewußtsein erzogen wird, kann diese natürliche Gottesliebe nicht zu Lust entarten. Wenn Gottesliebe zu Lust entartet, ist es sehr schwierig, zum normalen Zustand zurückzukehren. Nichtsdestoweniger ist Kṛṣṇa- Bewußtsein so mächtig, daß sogar ein Mensch, der spät beginnt, Liebe zu Gott erlangen kann, wenn er den regulierenden Prinzipien des hingebungsvollen Dienstes folgt. Man kann sich also von jeder Stufe des Lebens aus, wann immer man die dringende Notwendigkeit einsieht, dem Kṛṣṇa-Bewußtsein, dem hingebungsvollen Dienst des Herrn, zuwenden, um so die Sinne zu regulieren und die Lust in Liebe zu Gott umzuwandeln – die höchste Vollkommenheit des menschlichen Lebens.

Begær er blot den forvrængede refleksion af den kærlighed, som alle levende væsener naturligt har til Gud. Men hvis man bliver oplært i Kṛṣṇa-bevidsthed lige fra starten af, kan den naturlige kærlighed til Gud ikke blive degraderet til begær. Når kærlighed til Gud degraderes til begær, er det meget svært at bringe den tilbage til dens normale tilstand. Kṛṣṇa-bevidsthed er ikke desto mindre så kraftfuld, at selv en sen begynder kan blive en elsker af Gud ved at følge den hengivne tjenestes regulerende principper. Fra et hvilket som helst stadie i livet eller fra det øjeblik, man indser nødvendigheden deraf, kan man således begynde at regulere sanserne i Kṛṣṇa-bevidsthed, Herrens hengivne tjeneste, og derved omdanne begæret til den Gudskærlighed, der er menneskelivets højeste fuldkomne stadie.