TEXT 7

Text

Tekst

kārpaṇya-doṣopahata-svabhāvaḥ
pṛcchāmi tvāṁ dharma-sammūḍha-cetāḥ
yac chreyaḥ syān niścitaṁ brūhi tan me
śiṣyas te ’haṁ śādhi māṁ tvāṁ prapannam

Synonyms

kārpaṇya — des Geizes; doṣa — durch Schwäche; upahata — beeinflußt; sva-bhāvaḥ — Kennzeichen; pṛcchāmi — ich frage; tvām — Dich; dharma — Religion; sammūḍha — verwirrt; cetāḥ — im Herzen; yat — was; śreyaḥ — in jeder Beziehung gut; syāt — möge sein; niścitam — im Vertrauen; brūhi — sage; tat — das; me — mir; śiṣyaḥ — Schüler; te — Dein; aham — ich bin; śādhi — unterweise; mām — mich; tvām — Dir; prapannam — ergeben.

kārpaṇya — af gnieragtighed; doṣa — af svagheden; upahata — er ramt; svabhāvaḥ — jeg, hvis kendetegn; pṛcchāmi — jeg beder; tvām — Dig; dharma — med hensyn til min religion; sammūḍha — forvirret; cetāḥ — hvis hjerte; yat — hvad; śreyaḥ — bedst; syāt — vil være; niścitam — fortroligt; brūhi — fortæl; tat — det; me — til mig; śiṣyaḥ — discipel; te — Din; aham — jeg er; śādhi — instruer blot; mām — mig; tvām — til Dig; prapannam — der er overgivet.

Translation

Nun bin ich verwirrt und weiß nicht mehr, was meine Pflicht ist, und ich habe aus geiziger Schwäche meine Fassung verloren. In diesem Zustand bitte ich Dich, mir klar zu sagen, was das Beste für mich ist. Jetzt bin ich Dein Schüler und eine Dir ergebene Seele. Bitte unterweise mich.

Nu er jeg usikker på, hvad der er min pligt, og jeg har tabt al fatning på grund af gnieragtig svaghed. I denne tilstand beder jeg Dig fortælle mig, hvad der med sikkerhed er bedst for mig. Nu er jeg Din discipel og en sjæl overgivet til Dig. Vær god at vejlede mig.

Purport

ERLÄUTERUNG: Es liegt in der Natur dieser Welt, daß das ganze System materieller Tätigkeiten für jeden eine Quelle der Verwirrung darstellt. Auf Schritt und Tritt gibt es Verwirrung, und deswegen ist es erforderlich, sich an einen echten spirituellen Meister zu wenden, der einem die richtige Führung geben kann, so daß man in der Lage ist, den Sinn des Lebens zu erfüllen. Alle vedischen Schriften geben uns den Rat, einen spirituellen Meister aufzusuchen, um von den Verwirrungen des Lebens frei zu werden, die auftreten, ohne daß wir es uns wünschen. Sie gleichen einem Waldbrand, der wütet, ohne von jemandem entfacht worden zu sein. Die Lage dieser Welt ist so beschaffen, daß Verwirrungen im Leben von selbst entstehen, obwohl wir sie uns nicht wünschen. Niemand will, daß es brennt, aber dennoch geschieht es, und wir sind verwirrt. Damit man diese Verwirrungen des Lebens lösen und die Wissenschaft dieser Lösung verstehen kann, rät uns die vedische Weisheit, einen spirituellen Meister aufzusuchen, der sich in der Schülernachfolge befindet. Von einem Menschen mit einem echten spirituellen Meister erwartet man, daß er alles weiß. Man sollte deshalb nicht in materiellen Verwirrungen verstrickt bleiben, sondern sich an einen spirituellen Meister wenden. Das ist die Bedeutung dieses Verses.

FORKLARING: Af natur er hele virvaret af materielle aktiviteter en kilde til rådvildhed for alle. For hvert skridt, man tager, er der forvirring, og derfor påhviler det alle at opsøge en ægte åndelig mester, der kan vejlede én i den rette måde at opnå livets mål på. Hele den vediske litteratur anbefaler, at vi opsøger en ægte åndelig mester for at slippe ud af livets forviklinger, der opstår, selv uden at vi ønsker dem. De er som en skovbrand, der på en eller anden måde opstår, uden at nogen har antændt den. Verdenssituationen er ligeledes sådan, at der automatisk kan opstå komplikationer i livet, selv om vi ikke ønsker en sådan forvirring. Ingen ønsker ildebrand, men det opstår alligevel, og vi bliver forvirrede. Den vediske visdom råder os derfor til, hvis vi ønsker en løsning på livets komplikationer og at forstå videnskaben om, hvordan de løses, at vi opsøger en åndelig mester fra discipelrækken. Den, der har en åndelig mester, ved alt. Man bør derfor ikke fortsætte med at være i materiel vildrede, men bør opsøge en åndelig mester. Det er betydningen af dette vers.

Wer ist den materiellen Verwirrungen ausgesetzt? Es ist derjenige, der die Probleme des Lebens nicht versteht. In der Bṛhad-āraṇyaka Upaniṣad (3.8.10) wird der verwirrte Mensch wie folgt beschrieben: yo vā etad akṣaraṁ gārgy aviditvāsmāl lokāt praiti sa kṛpaṇaḥ. „Wer in der menschlichen Form die Probleme des Lebens nicht löst, ist ein Geizhals, und daher verläßt er diese Welt wie die Katzen und Hunde, ohne die Wissenschaft der Selbstverwirklichung zu verstehen.“

Die menschliche Lebensform ist ein überaus kostbares Gut für das Lebewesen, denn es kann sie zur Lösung der Probleme des Lebens nutzen; wer daher diese Gelegenheit nicht richtig nutzt, ist ein Geizhals. Andererseits gibt es den brāhmaṇa, das heißt den Menschen, der intelligent genug ist, den Körper zur Lösung aller Probleme des Lebens zu nutzen. Ya etad akṣaraṁ gārgi viditvāsmāl lokāt praiti sa brāhmaṇaḥ.

Hvem er det materielt forvildede menneske? Det er det, der ikke forstår livets problemer. I Bṛhad-āraṇyaka Upaniṣad (3.8.10) bliver det forvildede menneske beskrevet som følger: yo vā etad akṣaraṁ gārgy aviditvāsmāl lokāt praiti sa kṛpaṇaḥ. “Den, der ikke løser livets problemer som menneske og derfor forlader denne verden som hundene og kattene uden at have forstået videnskaben om selverkendelse, er et gnieragtigt menneske.” Denne menneskelige livsform er et særdeles værdifuldt gode for det levende væsen, der kan anvende den til at løse livets problemer med. Derfor er den, der ikke benytter sig af denne mulighed, en gnier. På den anden side er der brāhmaṇaen, dvs. den, der er intelligent nok til at bruge kroppen til at løse alle livets problemer med. Ya etad akṣaraṁ gārgi viditvāsmāl lokāt praiti sa brāhmaṇaḥ.

Die kṛpaṇas oder Geizhälse verschwenden ihre Zeit mit übermäßiger Zuneigung zu Familie, Gesellschaft, Land usw. in der materiellen Lebensauffassung. Der Mensch ist oft ans Familienleben, an die Frau, die Kinder und die anderen Angehörigen angehaftet, und dies aufgrund von „Hautkrankheit“. Der kṛpaṇa glaubt, er könne seine Familienangehörigen vor dem Tode schützen, oder er denkt, seine Familie oder Gesellschaft könne ihn vor dem Rachen des Todes retten. Solche Familienanhaftung kann man selbst bei niederen Tieren finden, die sich ebenfalls um ihre Jungen sorgen. Da Arjuna intelligent war, konnte er erkennen, daß die Zuneigung zu seinen Familienangehörigen und sein Wunsch, sie vor dem Tode zu schützen, die Ursachen seiner Verwirrung waren. Obwohl er verstand, daß es seine Pflicht war zu kämpfen, konnte er aufgrund geiziger Schwäche seine Pflichten nicht erfüllen. Er bittet daher Śrī Kṛṣṇa, den höchsten spirituellen Meister, eine endgültige Lösung zu finden. Er bietet sich Kṛṣṇa als Schüler an, und er möchte alle freundschaftlichen Gespräche beenden. Gespräche zwischen dem Meister und dem Schüler sind ernst, und nun will sich Arjuna mit seinem anerkannten spirituellen Meister mit Ernsthaftigkeit unterhalten. Kṛṣṇa ist daher der ursprüngliche spirituelle Meister in der Wissenschaft der Bhagavad-gītā, und Arjuna ist der erste Schüler, der die Gītā versteht. Wie Arjuna die Bhagavad-gītā versteht, wird in der Gītā selbst gesagt. Und dennoch erklären törichte weltliche Gelehrte, es sei nicht notwendig, sich Kṛṣṇa als Person zu ergeben, sondern vielmehr dem „Ungeborenen in Kṛṣṇa“. Es besteht kein Unterschied zwischen Kṛṣṇas Innerem und Kṛṣṇas Äußerem. Jemand, der unfähig ist, dies zu verstehen, erweist sich bei dem Versuch, die Bhagavad-gītā zu verstehen, als der größte Narr.

Kṛpaṇaerne eller de, der er gnieragtige, spilder deres tid på overdreven kærlighed til familie, samfund, fædreland osv. i den materielle livsopfattelse. Man er ofte knyttet til familielivet, dvs. til hustru, børn og andre familiemedlemmer på grund af “hudsygdom”. Kṛpaṇaen tror, at han kan beskytte sin familie mod døden, eller at hans familie eller samfund kan frelse ham, når han selv ligger for døden. Den slags familietilknytning ser man selv blandt lavere dyr, der også tager sig af deres børn. Eftersom Arjuna var intelligent, kunne han forstå, at hans kærlighed til hans familiemedlemmer og hans ønske om at beskytte dem mod døden var grunden til hans forvirring. Selv om han var klar over, at pligten til at gå i krig ventede ham, kunne han ikke gøre sin pligt på grund af denne gnieragtige svaghed. Han beder derfor Herren Kṛṣṇa, den største åndelige mester, om at komme med en endegyldig løsning. Han giver sig selv til Kṛṣṇa som discipel. Han vil nu indstille al venskabelig samtale. Samtaler mellem mesteren og disciplen er en alvorlig sag, og nu har Arjuna i sinde at føre en meget alvorlig samtale med den anerkendte åndelige mester. Kṛṣṇa er derfor den oprindelige åndelige mester i videnskaben om Bhagavad-gītā, og Arjuna er den første discipel til at forstå Bhagavad-gītā. Hvordan Arjuna forstod Bhagavad- gītā, bliver beskrevet i Bhagavad-gītā selv. På trods af det kommenterer tåbelige verdslige lærde, at det ikke er nødvendigt at overgive sig til personen Kṛṣṇa, men til “den ufødte inden i Kṛṣṇa”. Der er ingen forskel på Kṛṣṇas indre og ydre. Den, der ingen forståelse har af dette, er den største tåbe i sit forsøg på at forstå Bhagavad-gītā.