TEXT 20

Text

Tekst

dātavyam iti yad dānaṁ
dīyate ’nupakāriṇe
deśe kāle ca pātre ca
tad dānaṁ sāttvikaṁ smṛtam

Synonyms

dātavyam — würdig, daß man ihm etwas gibt; iti — so; yat — das, was; dānam — Spende; dīyate — wird gegeben; anupakāriṇe — unabhängig davon, ob man etwas zurückbekommt; deśe — am rechten Ort; kāle — zur rechten Zeit; ca — auch; pātre — einer geeigneten Person; ca — und; tat — diese; dānam — Spende; sāttvikam — in der Erscheinungsweise der Tugend; smṛtam — gilt als.

dātavyam — værd at give; iti — således; yat — som; dānam — velgørenhed; dīyate — gives; anupakāriṇe — uden hensyn til gengæld; deśe — på det rette sted; kāle — på det rette tidspunkt; ca — også; pātre — til en passende person; ca — og; tat — den; dānam — velgørenhed; sāttvikam — i godhedens kvalitet; smṛtam — anses for at være.

Translation

Jene Spende, die aus Pflichtgefühl gegeben wird, ohne etwas dafür zu erwarten, zur rechten Zeit, am rechten Ort und einer würdigen Person, gilt als Spende in der Erscheinungsweise der Tugend.

Velgørenhed, der gives af pligt på rette tid og sted til en værdig person uden forventning om gengæld, anses for at være i godhedens kvalitet.

Purport

ERLÄUTERUNG: In den vedischen Schriften wird empfohlen, Spenden einem Menschen zu geben, der spirituellen Tätigkeiten nachgeht. Es wird nicht empfohlen, Spenden willkürlich zu verteilen. Spirituelle Vollkommenheit muß immer das Kriterium sein. Es wird daher empfohlen, Spenden an einer Pilgerstätte, bei Mond- oder Sonnenfinsternissen, am Ende eines Monats, einem qualifizierten brāhmaṇa oder Vaiṣṇava (Gottgeweihten) oder einem Tempel zu geben. Solche Spenden sollte man geben, ohne irgend etwas dafür zu erwarten. Oft werden den Armen aus Mitleid Almosen gegeben, doch wenn ein solcher armer Mensch nicht würdig ist, Almosen zu empfangen, macht der Spender keinen spirituellen Fortschritt. Mit anderen Worten, launenhaftes Verteilen von Spenden wird in den vedischen Schriften nicht empfohlen.

FORKLARING: I den vediske litteratur bliver det anbefalet, at velgørenhed gives til en person, der er beskæftiget med åndelige aktiviteter. Intet sted anbefales det at give i velgørenhed på må og få. Åndeligt fremskridt skal altid tages i betragtning. Det anbefales derfor, at velgørenhed gives på et pilgrimssted, under måne- eller solformørkelser, ved månedens slutning, til en kvalificeret brāhmaṇa eller vaiṣṇava (en hengiven) eller i templer. Den slags velgørenhed bør gives uden hensyn til, hvad man får til gengæld. Undertiden bliver der givet i velgørenhed til de fattige af medfølelse, men hvis en fattig er uværdig til at modtage velgørenhed, er der intet åndeligt fremskridt. Det bliver med andre ord ikke anbefalet i den vediske litteratur at give i velgørenhed til hvem som helst.