Selv om Bhagavad-gītā for det meste bliver udgivet og læst for sig selv, står den oprindeligt som en episode i Mahābhārata, det store epos på sanskrit fra Oldtidens Indien. Mahābhārata fortæller om begivenheder, der leder frem til Kali, den nuværende tidsalder. Det var i begyndelsen af denne tidsalder for omkring 5.000 år siden, at Herren Kṛṣṇa talte Bhagavad-gītā til Sin ven og hengivne Arjuna.

Deres samtale, der er en af menneskehedens og verdenshistoriens store filosofiske og religiøse dialoger, foregik lige før starten på en omfattende krig, en broderstrid mellem Dhṛtarāṣṭras 100 sønner og deres Pāṇḍava-fætre, Pāṇḍus fem sønner.

Dhṛtarāṣṭra og Pāṇḍu var brødre i Kuru-dynastiet og nedstammede fra Kong Bharata, en tidligere monark, der regerede over Jorden, og som navnet Mahābhārata kan føres tilbage til. Fordi Dhṛtarāṣṭra, den ældre bror, var født blind, blev tronen, der ellers skulle have været hans, overdraget til hans yngre bror Pāṇḍu.

Pāṇḍu døde i en tidlig alder, hvilket var grunden til, at hans fem sønner – Yudhiṣṭhira, Bhīma, Arjuna, Nakula og Sahadeva – kom i varetægt hos Dhṛtarāṣṭra, der i praksis blev konge for en tid. Således voksede Dhṛtarāṣṭras og Pāṇḍus sønner op under samme kongelige tag. Begge blev oplært i våbenkunst af kongehusets erfarne militærlærer, Droṇa, og vejledt af klanens højt respekterede bedstefader, Bhīṣma.

Alligevel hadede og misundte Dhṛtarāṣṭras sønner, specielt den ældste, Duryodhana, ikke desto mindre Pāṇḍavaerne. Den blinde og svage Dhṛtarāṣṭra ville ligeledes helst have, at hans egne og ikke Pāṇḍus sønner skulle arve kongeriget.

Derfor konspirerede Duryodhana med Dhṛtarāṣṭras samtykke om at dræbe Pāṇḍus unge sønner. Kun på grund af deres onkel Vidura og deres fætter Kṛṣṇas omhyggelige beskyttelse slap Pāṇḍavaerne helskindet fra de mange forsøg på at slå dem ihjel.

Her skal det specielt nævnes, at Herren Kṛṣṇa ikke var et almindeligt menneske, men den Højeste Guddom Selv, der var nedsteget til Jorden og spillede rollen som en prins i et samtidigt dynasti. I denne rolle var Han også nevø til Pāṇḍus hustru Kuntī eller Pṛthā, Pāṇḍavaernes moder. Så både som slægtning og den evige opretholder af religion støttede Kṛṣṇa Pāṇḍus retskafne sønner og beskyttede dem.

Det endte med, at den snu Duryodhana udfordrede Pāṇḍavaerne til et terningespil. Under dette skæbnesvangre spil forgreb Duryodhana og hans brødre sig på Draupadī, Pāṇḍavaernes kyske og hengivne hustru, da de på den mest fornærmelige måde forsøgte at afklæde hende foran alle de forsamlede fyrster og konger. Kṛṣṇas guddommelige indgriben reddede hende fra denne forsmædelse, men terningespillet, der var manipuleret, snød Pāṇḍavaerne for deres land og sendte dem i 13 års landflygtighed.

Da Pāṇḍavaerne vendte tilbage fra eksilet, bad de om at få deres retmæssige kongerige tilbage fra Duryodhana, der imidlertid på groveste vis nægtede at give det fra sig. Som pligttro fyrster, hvis opgave det var at tjene som regenter og administratorer, indskrænkede de fem Pāṇḍavaer deres krav til blot fem landsbyer. Men Duryodhana svarede arrogant, at han ikke engang ville lade dem have så meget land, som de kunne stikke en nål i.

Igennem hele dette forløb havde Pāṇḍavaerne konsekvent været tolerante og overbærende. Men nu syntes krig uundgåelig.

Mens hele verdens fyrster delte sig i to lejre, og nogle holdt med Dhṛtarāṣṭras sønner, og andre tog Pāṇḍavaernes side, påtog Kṛṣṇa Selv Sig rollen som budbringer for Pāṇḍus sønner og aflagde et besøg ved Dhṛtarāṣṭras hof for indtrængende at appellere om fred. Da Hans forslag blev afvist, var krigen en realitet.

Pāṇḍavaerne, der var mænd af højeste moral og karakter, anerkendte Kṛṣṇa som Guddommens Højeste Personlighed, mens Dhṛtarāṣṭras ugudelige sønner ikke gjorde det. Alligevel tilbød Kṛṣṇa at gå ind i krigen på sidstnævntes præmisser. Som Gud ville Han ikke Selv kæmpe, men den ene side ville få Kṛṣṇas hær, og den anden side kunne have Kṛṣṇa Selv som rådgiver og hjælper. Sat over for dette valg snuppede Duryodhana som det politiske geni, han var, Kṛṣṇas væbnede styrker, mens Pāṇḍavaerne var lige så ivrige efter at få Kṛṣṇa Selv.

Dette var grunden til, at Kṛṣṇa blev Arjunas vognstyrer og påtog Sig at føre den sagnomspundne bueskyttes stridsvogn. Hermed er vi kommet til det tidspunkt, hvor Bhagavad-gītā begynder med de to kampklare hære opstillet over for hinanden, og Dhṛtarāṣṭra ængsteligt spørger sin sekretær, Sañjaya: “Hvad gjorde de?”

Vejen er beredt – alt er klart. Det eneste, der mere behøves, er en kort bemærkning om denne oversættelse og kommentar.

Generelt har oversættere, når de skulle fremlægge Bhagavad-gītā på engelsk, været tilbøjelige til at tilsidesætte personen Kṛṣṇa for at gøre plads til deres egne ideer og filosofier. Historien i Mahābhārata affejes som en oldtidsmyte, og Kṛṣṇa bliver en kreativ digters påfund for at udtrykke nogle ideer fra et anonymt geni i fordums tid. I bedste fald bliver Kṛṣṇa reduceret til en mindre væsentlig historisk personlighed.

Ifølge Bhagavad-gītā selv er det imidlertid selve personen Kṛṣṇa, der er målet i Bhagavad-gītā og den, som hele bogen handler om.

Denne oversættelse og dens ledsagende kommentar leder derfor læseren til Kṛṣṇa i stedet for væk fra Ham, hvilket gør Bhagavad-gītās budskab modsigelsesfrit og letforståeligt. Siden Kṛṣṇa er taleren i Bhagavad-gītā såvel som bogens egentlige mål, præsenterer Bhagavad-gītā som den er denne store tekst på dens virkelige præmisser.

The Publishers