Skip to main content

Indledning

Вступ

oṁ ajñāna-timirāndhasya
jñānāñjana-śalākayā
cakṣur unmīlitaṁ yena
tasmai śrī-gurave namaḥ
ом̇ аджн̃а̄на-тіміра̄ндгасйа
джн̃а̄на̄н̃джана-ш́ала̄кайа̄
чакшур унмı̄літам̇ йена
тасмаі ш́рı̄-ґураве намах̣


ш́рı̄-чаітанйа-мано-’бгı̄шт̣ам̇
стга̄пітам̇ йена бгӯ-тале
свайам̇ рӯпах̣ када̄ махйам̇
дада̄ті сва-пада̄нтікам
śrī-caitanya-mano-’bhīṣṭaṁ
sthāpitaṁ yena bhū-tale
svayaṁ rūpaḥ kadā mahyaṁ
dadāti sva-padāntikam

Jeg blev født i den mørkeste uvidenhed, og min åndelige mester åbnede mine øjne med kundskabens fakkel. Jeg tilbyder ham mine respektfulde hyldester.

Я був народжений в пітьмі невігластва, та мій духовний учитель відкрив мені очі і розвіяв тьму світочем знання. Я схиляюсь перед ним в глибокій шані.

Коли ж Ш́рı̄ла Рӯпа Ґосва̄мı̄ Прабгупа̄да, який запровадив у матеріальному світі місію здійснити бажання Господа Чаітанйі, дасть мені притулок біля своїх лотосних стіп?

Hvornår vil Śrīla Rūpa Gosvāmī Prabhupāda, der har grundlagt Herren Caitanyas mission i denne materielle verden, give mig ly ved sine lotusfødder?

vande ’haṁ śrī-guroḥ śrī-yuta-pada-
kamalaṁ śrī-gurūn vaiṣṇavāṁś ca
śrī-rūpaṁ sāgrajātaṁ saha-gaṇa-
raghunāthānvitaṁ taṁ sa-jīvam
sādvaitaṁ sāvadhūtaṁ parijana-
sahitaṁ kṛṣṇa-caitanya-devaṁ
śrī-rādhā-kṛṣṇa-pādān saha-gaṇa-
lalitā-śrī-viśākhānvitāṁś ca
ванде ’хам̇ ш́рı̄-ґурох̣ ш́рı̄-йута-
пада-камалам̇ ш́рı̄-ґурӯн ваішн̣ава̄м̇ш́ ча
ш́рı̄-рӯпам̇ са̄ґраджа̄там̇ саха-ґан̣а-
раґгуна̄тга̄нвітам̇ там̇ са-джı̄вам
са̄дваітам̇ са̄вадгӯтам̇ паріджана-
сахітам̇ кр̣шн̣а-чаітанйа-девам̇
ш́рı̄-ра̄дга̄-кр̣шн̣а̄-па̄да̄н саха-ґан̣а-
лаліта̄-ш́рı̄-віш́а̄кга̄нвіта̄м̇ш́ ча

Jeg frembærer mine respektfulde hyldester til min åndelige mesters lotusfødder og til alle vaiṣṇavaers fødder. Jeg frembærer mine respektfulde hyldester til Śrīla Rūpa Gosvāmīs lotusfødder og til hans ældre broder Sanātana Gosvāmī såvel som til Raghunātha Dāsa og Raghunātha Bhaṭṭa, Gopāla Bhaṭṭa og Śrīla Jīva Gosvāmī. Jeg tilbyder mine respektfulde hyldester til Herren Kṛṣṇa Caitanya og Herren Nityānanda såvel som til Advaita Ācārya, Gadādhara, Śrīvāsa og andre af Deres ledsagere. Jeg tilbyder mine respektfulde hyldester til Śrīmatī Rādhārāṇī og Śrī Kṛṣṇa sammen med Deres ledsagere Śrī Lalitā og Viśākhā.

Я припадаю до лотосних стіп свого духовного вчителя й стіп усіх ваішн̣ав і висловлюю їм глибоку шану. Я припадаю до лотосних стіп Ш́рı̄ли Рӯпи Ґосва̄мı̄, та його старшого брата Сана̄тани Ґосва̄мі, а також Раґгуна̄тга Да̄са й Раґгуна̄тга Бгат̣т̣и, Ґопа̄ла Бгат̣т̣и й Ш́рı̄ли Джіви Ґосва̄мı̄ і висловлюю їм глибоку шану. Я віддаю сповнені шани земні поклони Господу Кр̣шн̣і Чаітанйі й Господу Нітйа̄нанді, а також Адваіті А̄ча̄рйі, Ґада̄дгарі, Ш́рı̄ва̄сі та їхнім сподвижникам. Я схиляюсь у шанобливому земному поклоні перед Ш́рı̄матı̄ Ра̄дга̄ра̄н̣ı̄ й Ш́рı̄ Кр̣шн̣ою, а також їхніми супутниками Ш́рı̄ Лалітою й Віш́а̄кгою.

he kṛṣṇa karuṇā-sindho
dīna-bandho jagat-pate
gopeśa gopikā-kānta
rādhā-kānta namo ’stu te
хе кр̣шн̣а карун̣а̄-сіндго
дı̄на-бандго джаґат-пате
ґопеш́а ґопіка̄-ка̄нта
ра̄дга̄-ка̄нта намо ’сту те

O min kære Kṛṣṇa, Du er de nødlidendes ven og oprindelsen til skabelsen. Du er gopīernes Herre og Rādhārāṇīs elsker. Jeg frembærer mine respektfulde hyldester til Dig.

О мій дорогий Кр̣шн̣а, Ти — друг нещасних і джерело творіння. Ти повелитель ґопı̄ й коханий Ра̄дга̄ра̄н̣ı̄. Я схиляюсь перед Тобою в глибокій шані.

tapta-kāñcana-gaurāṅgi
rādhe vṛndāvaneśvari
vṛṣabhānu-sute devi
praṇamāmi hari-priye
тапта-ка̄н̃чана-ґаура̄н̇ґі
ра̄дге вр̣нда̄ванеш́варі
вр̣шабга̄ну-суте деві
пран̣ама̄мі харі-прійе

Jeg tilbyder min hyldest til Rādhārāṇī, hvis kropslød er som smeltet guld, og som er Vṛndāvanas dronning. Du er Kong Vṛṣabhānus datter, og Herren Kṛṣṇa elsker Dig højest af alle.

Я віддаю свою глибоку шану Ра̄дга̄ра̄н̣ı̄, цариці Вр̣нда̄вани, колір шкіри якої нагадує розпечене золото. Ти — дочка царя Вр̣шабга̄ну і Ти дуже люба Господу Кр̣шн̣і.

vāñchā-kalpa-tarubhyaś ca
kṛpā-sindhubhya eva ca
patitānāṁ pāvanebhyo
vaiṣṇavebhyo namo namaḥ
ва̄н̃чга̄-калпатарубгйаш́ ча
кр̣па̄-сіндгубгйа ева ча
патіта̄на̄м̇ па̄ванебгйо
ваішн̣авебгйо намо намах̣

Jeg frembærer mine respektfulde hyldester til alle Herrens vaiṣṇava- hengivne. Ligesom ønsketræer kan de opfylde alles ønsker, og de er fulde af medlidenhed med de faldne sjæle.

Я віддаю шанобливі земні поклони всім ваішн̣авам, відданим Господа. Вони — як ті дерева бажань — здатні здійснити бажання кожного і вони сповнені жалю та співчуття до падших душ.

śrī-kṛṣṇa-caitanya prabhu-nityānanda
śrī-advaita gadādhara śrīvāsādi-gaura-bhakta-vṛnda
ш́рı̄-кр̣шн̣а-чаітанйа прабгу-нітйа̄нанда
ш́рı̄-адваіта ґада̄дгара ш́рı̄ва̄са̄ді-ґаура-бгакта-вр̣нда

Jeg fremfører mine hyldester til Śrī Kṛṣṇa Caitanya, Prabhu Nityānanda, Śrī Advaita, Gadādhara, Śrīvāsa og alle andre på hengivenhedens vej.

Я віддаю земний уклін Ш́рı̄ Кр̣шн̣і Чаітанйі, Прабгу Нітйа̄нанді, Ш́рı̄ Адваіті, Ґада̄дгарі, Ш́рı̄ва̄сі й усім тим, хто простує шляхом відданого служіння.

hare kṛṣṇa hare kṛṣṇa kṛṣṇa kṛṣṇa hare hare
hare rāma hare rāma rāma rāma hare hare
харе кр̣шн̣а харе кр̣шн̣а кр̣шн̣а кр̣шн̣а харе харе
харе ра̄ма харе ра̄ма ра̄ма ра̄ма харе харе

Bhagavad-gītā er også kendt som Gītopaniṣad. Den udgør essensen af vedisk viden og er en af de vigtigste Upaniṣader i den vediske litteratur. Der er mange kommentarer til Bhagavad-gītā på engelsk, og man kan spørge om nødvendigheden af endnu en. Denne udgave kan forklares på følgende måde. For nylig bad en amerikansk dame mig anbefale en engelsk oversættelse af Bhagavad-gītā. I Amerika findes der selvfølgelig mange udgaver af Bhagavad-gītā, men så vidt jeg ved, kan ingen af dem i hverken Amerika eller Indien siges at være helt autoritative, for i så godt som alle har kommentatoren fremlagt sine egne meninger uden at komme ind på Bhagavad-gītās ånd, som den er.

Бгаґавад-ґı̄та̄ відома також як Ґı̄топанішада. Вона — суть ведичного знання і одна з найважливіших Упанішад у ведичній літературі. Звичайно, існує безліч коментарів до Бгаґавад-ґı̄ти англійською мовою, і можна висловити сумнів про необхідність ще одного. Це видання можна пояснити таким чином: нещодавно одна американка попросила мене порекомендувати їй англомовний варіант Бгаґавад-ґı̄ти. Звісно, в Америці можна знайти чимало різних видань Бгаґавад-ґı̄ти англійською мовою, проте жодне з них, які я бачив не тільки в Америці, ба й навіть у Індії, не можна з усією відповідальністю назвати авторитетним, тому що майже в кожному з них коментатор висловив свою власну думку, не торкаючись духу Бгаґавад-ґı̄ти, якою вона є.

Ånden i Bhagavad-gītā bliver omtalt i Bhagavad-gītā selv. Den er som følger: Hvis vi gerne vil tage en bestemt medicin, må vi følge vejledningen på mærkaten. Vi kan ikke bare tage medicinen, som vi har lyst til det, eller på forslag fra en ven. Man må indtage den ifølge mærkatens retningslinier eller på lægens vejledning. På samme måde skal Bhagavad-gītā forstås og accepteres som forordnet af taleren selv. Taleren i Bhagavad-gītā er Herren Śrī Kṛṣṇa. På alle sider i Bhagavad-gītā omtales Han som Guddommens Højeste Personlighed, Bhagavān. Sommetider henviser ordet bhagavān til en magtfuld person eller en af de magtfulde halvguder, og her betegner bhagavān helt sikkert Herren Śrī Kṛṣṇa som en mægtig personlighed, men samtidig skal vi vide, at Herren Śrī Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed, som det bekræftes af alle store ācāryaer (åndelige mestre) som Śaṅkarācārya, Rāmānujācārya, Madhvācārya, Nimbārka Svāmī, Śrī Caitanya Mahāprabhu og mange andre autoriteter inden for vedisk videnskab. I Bhagavad-gītā fastslår Herren på samme måde Selv, at Han er Guddommens Højeste Personlighed, og Han bliver også anerkendt som sådan i Brahma-saṁhitā og alle Purāṇaerne, i særdeleshed i Śrīmad-Bhāgavatam, der også er kendt som Bhāgavata Purāṇa (kṛṣṇas tu bhagavān svayam, ŚB. 1.32.8). Vi skal derfor acceptere Bhagavad-gītā, sådan som det bliver os pålagt af Guddommens Højeste Personlighed.

Дух Бгаґавад-ґı̄ти міститься в ній самій. Можна навести таке порівняння: якщо ми бажаємо прийняти певні ліки, то ми повинні дотримуватись вказівок на етикетці. Ми не можемо приймати ліки згідно з нашими власними примхами або за вказівкою друзів. Їх слід приймати лише згідно з вказівками, що написані на етикетці або з призначення лікаря. Так само й Бгаґавад-ґı̄ту треба розглядати і сприймати згідно з вказівками Самого її оповідача. Оповідач Бгаґавад-ґı̄ти — Господь Ш́рı̄ Кр̣шн̣а. Він згадується на кожній сторінці Бгаґавад-ґı̄ти як Верховний Бог-Особа, Бгаґава̄н. Звичайно, слово бгаґава̄н іноді може стосуватись будь-якої могутньої особи, чи будь-якого могутнього напівбога, і тут, без сумніву, слово бгаґава̄н вказує на Господа Ш́рı̄ Кр̣шн̣у як на видатну особистість, але разом з тим ми повинні знати, що Господь Ш́рı̄ Кр̣шн̣а — це Верховний Бог-Особа, що підтверджують такі великі а̄ча̄рйі (духовні вчителі), як Ш́ан̣кара̄ча̄рйа, Ра̄ма̄нуджа̄ча̄рйа, Мадгва̄ча̄рйа, Німба̄рка Сва̄мı̄, Ш́рı̄ Чаітанйа Маха̄прабгу та багато інших авторитетів з ведичного знання в Індії. Сам Господь у Бгаґавад-ґı̄ті також стверджує, що Він — Верховний Бог-Особа, і саме таким Його визнає Брахма-сам̇гіта̄ та всі Пура̄н̣и, зокрема Ш́рı̄мад-Бга̄ґаватам, що відома також як Бга̄ґавата Пура̄н̣а (кр̣шн̣ас ту бгаґава̄н свайам). Тому ми повинні сприйняти Бгаґавад-ґı̄ту так, як це вказує Сам Господь, Верховна Особа. У четвертій главі Ґı̄ти Господь каже:

imaṁ vivasvate yogaṁ
proktavān aham avyayam
vivasvān manave prāha
manur ikṣvākave ’bravīt
імам̇ вівасвате йоґам̇
проктава̄н ахам авйайам
вівасва̄н манаве пра̄ха
манур ікшва̄каве ’бравı̄т
evaṁ paramparā-prāptam
imaṁ rājarṣayo viduḥ
sa kāleneha mahatā
yogo naṣṭaḥ paran-tapa
евам̇ парампара̄-пра̄птам
імам̇ ра̄джаршайо відух̣
са ка̄ленеха махата̄
йоґо нашт̣ах̣ парантапа
sa evāyaṁ mayā te ’dya
yogaḥ proktaḥ purātanaḥ
bhakto ’si me sakhā ceti
rahasyaṁ hy etad uttamam
са ева̄йам̇ майа̄ те ’дйа
йоґах̣ проктах̣ пура̄танах̣
бгакто ’сі ме сакга̄ четі
рахасйам̇ хй етад уттамам

Her fortæller Herren Arjuna, at dette yoga-system (Bhagavad-gītā) først blev berettet til solguden, hvorefter solguden forklarede det til Manu, Manu videregav det dernæst til Ikṣvāku og så fremdeles. På den måde er yoga-systemet nedsteget gennem discipelrækken fra den ene taler til den næste. Men i tidens løb er det gået tabt, hvorfor Herren er nødt til at tale det igen, denne gang til Arjuna på Kurukṣetras slagmark.

Тут Господь повідомляє Арджуні, що система йоґи, яка складає Бгаґавад-ґı̄ту, спочатку була повідана богу Сонця, бог Сонця пояснив її Ману, а Ману сповістив її Ікшва̄ку, і таким чином, через учнівську послідовність, ця система йоґи передавалася від одного оповідача до іншого. Але з часом її було втрачено. Тому Господь вирішив знову повідати її, цього разу Арджуні, на полі бою Курукшетра.

Han fortæller Arjuna, at Han afslører denne højeste hemmelighed for ham, fordi Arjuna er Hans hengivne og Hans ven. Det betyder, at Bhagavad-gītā er en tekst, der især henvender sig til Herrens hengivne. Der findes tre klasser af transcendentalister: jñānīen, yogīen og bhaktaen eller upersonalisten, meditatøren og den hengivne. Her lader Herren Arjuna vide, at eftersom den gamle discipelrække er brudt, gør Han ham til den første modtager i en ny paramparā (discipelrække). Det var således Herrens ønske at starte en ny paramparā i samme ånd som den, der først var kommet ned fra solguden, og Han ville have, at Arjuna skulle udbrede Hans lære igen. Han gjorde Arjuna til autoritet i Bhagavad-gītā. Vi kan således se, at ud over at være direkte elev af Kṛṣṇa og Hans fortrolige ven blev Arjuna undervist i Bhagavad-gītā i sin egenskab af Herrens hengivne. Bhagavad-gītā kan derfor bedst forstås af den, der har de samme kvalifikationer som Arjuna, hvilket vil sige, at man skal være en hengiven med et direkte forhold til Herren. Så snart man hengiver sig til Herren, har man også et direkte forhold til Ham. Det er et meget omfattende emne, men i korthed kan det siges, at en hengiven har et forhold til Guddommens Højeste Personlighed på en af fem måder:

Він говорить Арджуні, що разкриває йому вищу тайну, бо Арджуна — Його бгакта, відданий і Його друг. Отже, Господь дає зрозуміти, що цей трактат, Бгаґавад-ґı̄та̄, призначений передусім для Його відданих. Існує три класи трансценденталістів: джн̃а̄нı̄, йоґи і бгакти або, відповідно, — імперсоналісти, прихильники медитації та віддані слуги Господа. Тут Господь ясно каже, що Він робить Арджуну першою ланкою нової парампари — ланцюга учнівської послідовності, тому що попередній ланцюг було порушено. Господь побажав, щоб Арджуна заново поширив Його вчення у тому ж вигляді, як його передавав бог Сонця, тобто Господь вирішив відновити парампару. Він хотів, щоб Арджуна став авторитетом у розумінні Бгаґавад-ґı̄ти. Отже, ми бачимо, що Бгаґавад-ґı̄ту було повідано Арджуні тому, що він був відданий Господа, безпосередній учень Кр̣шн̣и та Його близький друг. Тобто найкраще зрозуміти Бгаґавад-ґı̄ту може той, хто має якості, подібні до якостей Арджуни. Іншими словами, треба бути відданим і перебувати в безпосередніх стосунках з Господом. Той, хто стає відданим Господа, вступає також в безпосередні стосунки з Господом. Це дуже складна тема, але стисло її можна пояснити так. Відданий перебуває в одному з п’яти різних станів взаємовідносин із Верховним Богом-Особою:

1. Man kan være hengiven i en passiv tilstand.

1. Можна бути відданим в пасивному стані.

2. Man kan være hengiven i en aktiv tilstand.

2. Можна бути відданим в активному стані.

3. Man kan være hengiven som en ven.

3. Можна бути відданим як друг.

4. Man kan være hengiven som en forælder.

4. Можна бути відданим як мати або батько.

5. Man kan være hengiven som en ægtefælle eller elsker.

5. Можна бути відданим як закохане подружжя.

Arjunas forhold til Herren var som ven. Det er klart, at der er en afgrund til forskel på det venskab, de havde, og de venskaber, man finder i den materielle verden. Her er der tale om et transcendentalt venskab, som det ikke er forundt alle og enhver at have. Vi har selvfølgelig alle et særligt forhold til Herren, og det forhold bliver vakt til live, når ens hengivne tjeneste når sin fuldendelse. Men i vores nuværende situation i livet har vi ikke alene glemt den Højeste Herre; vi har også glemt vort evige forhold til Ham. Af alle de milliarder og billioner af levende væsener, der findes, har hvert eneste af dem i al evighed et særligt forhold til Herren. Dette forhold kaldes svarūpa. Gennem hengiven tjeneste kan man genoplive sin svarūpa, og det stadie kaldes svarūpa-siddhi, fuldkommengørelsen af ens naturlige tilstand. Arjuna var således forbundet med den Højeste Herre som en hengiven i venskab.

Арджуна перебував у дружніх стосунках із Господом. Звісно, існує величезна різниця між цією дружбою і дружбою, яку ми бачимо в матеріальному світі. Це — трансцендентна дружба, яка не кожному доступна. Звичайно, кожний перебуває в певних взаємовідносинах із Господом, і такі взаємостосунки визначає ступінь досконалості відданого служіння. Але за теперішнього стану нашого життя ми забули не лише Верховного Господа, але й наші вічні взаємостосунки з Ним. Кожна з багатьох більйонів і трильйонів живих істот вічно має певні взаємовідносини з Господом. Це називають сварӯпою. Шляхом відданого служіння людина може відродити свою сварӯпу і такий ступінь відомий як сварӯпа-сіддгі — досконалість чийогось природного становища. Отже, Арджуна був відданим і перебував у дружніх стосунках із Верховним Господом.

Man bør hæfte sig ved, hvordan Arjuna modtog Bhagavad-gītā. Den måde, han modtog den på, bliver forklaret i 10. kapitel (10.12–14):

Треба зауважити, як Арджуна прийняв Бгаґавад-ґı̄ту. Про це сказано у десятій главі (10.12 – 14):

arjuna uvāca
Арджуна ува̄ча
paraṁ brahma paraṁ dhāma
pavitraṁ paramaṁ bhavān
puruṣaṁ śāśvataṁ divyam
ādi-devam ajaṁ vibhum
парам̇ брахма парам̇ дга̄ма
павітрам̇ парамам̇ бгава̄н
пурушам̇ ш́а̄ш́ватам̇ дівйам
а̄ді-девам аджам̇ вібгум
āhus tvām ṛṣayaḥ sarve
devarṣir nāradas tathā
asito devalo vyāsaḥ
svayaṁ caiva bravīṣi me
а̄хус тва̄м р̣шайах̣ сарве
деваршір на̄радас татга̄
асіто девало вйа̄сах̣
свайам̇ чаіва бравı̄ші ме
sarvam etad ṛtaṁ manye
yan māṁ vadasi keśava
na hi te bhagavan vyaktiṁ
vidur devā na dānavāḥ
сарвам етад р̣там̇ манйе
йан ма̄м̇ вадасі кеш́ава
на хі те бгаґаван вйактім̇
відур дева̄ на да̄нава̄х̣

“Arjuna sagde: Du er Guddommens Højeste Personlighed, den højeste bolig, den reneste, den Absolutte Sandhed. Du er den evige, transcendentale, oprindelige person, den ufødte, den største af alle. Alle de store vismænd som Nārada, Asita, Devala og Vyāsa bekræfter denne sandhed om Dig, og nu bekendtgør Du den selv for mig. O Kṛṣṇa, jeg accepterer til fulde alt, hvad Du har fortalt mig, som sandhed. Hverken halvguderne eller dæmonerne kan forstå Din personlighed, O Herre.”

«Арджуна сказав: „Ти — Верховний Бог-Особа, вища кінцева обитель, найчистіший, Абсолютна Істина. Ти — одвічна первинна Особа, Ти — трансцендентний, ненароджений і найвеличніший. Такі великі мудреці, як На̄рада, Асіта, Девала і Вйа̄са підтверджують істинність подібних тверджень, а зараз Ти Сам сповістив мені про це. О Кр̣шн̣о, я беззастережно приймаю як істину все, що Ти повідав мені. Ані напівбоги, ані демони, о Господи, не можуть зрозуміти Твоєї Особи”».

Efter at Arjuna havde hørt Bhagavad-gītā fra Guddommens Højeste Personlighed, accepterede han Kṛṣṇa som paraṁ brahma, den Højeste Brahman. Alle levende væsener er Brahman, men det højeste levende væsen eller Guddommens Højeste Personlighed er den Højeste Brahman. Paraṁ dhāma betyder, at Han er den endelige bolig eller hvilested for alt; pavitram betyder, at Han er ren og uberørt af materiel besmittelse; puruṣam, at Han er den højeste nyder; śāśvatam, oprindelig; divyam, transcendental; ādi-devam, Guddommens Højeste Personlighed; ajam, den ufødte; og vibhum, den største.

Вислухавши Бгаґавад-ґı̄ту від Верховного Бога-Особи, Арджуна визнав Кр̣шн̣у як парам̇ брахму, Верховного Брахмана. Кожна жива істота — Брахман, але Верховна жива істота, Верховний Бог-Особа — це Верховний Брахман. Парам̇ дга̄ма означає, що Він — кінцеве пристановище або вища обитель усього; павітрам означає, що Він чистий, — Його не може торкнутись матеріальна скверна; пурушам означає, що Він — Верховний блаженствуючий, ш́а̄ш́ватам — першоджерело; дівйам — трансцендентний; а̄ді-девам — Верховний Бог-Особа; аджам — ненароджений; і вібгум — найвеличніший.

Nu kan man tro, at fordi Kṛṣṇa var Arjunas ven, fortalte Arjuna Ham alt dette for at smigre Ham, så for at fjerne den slags tvivl fra Bhagavad-gītās læsere begrunder han sin forherligelse i næste vers ved at sige, at Kṛṣṇa accepteres som Guddommens Højeste Personlighed ikke bare af ham selv, men også af autoriteter som Nārada, Asita, Devala og Vyāsadeva. De er store vismænd, der udbreder vedisk viden i overensstemmelse med alle foregående ācāryaer. Arjuna godtager derfor alt, som Kṛṣṇa siger, som helt perfekt. Sarvam etad ṛtaṁ manye: “Jeg accepterer alle Dine ord som sandhed.” Arjuna bemærker videre, at Herrens personlighed er meget svær at forstå, og at Han ikke engang kan kendes af de store halvguder. Det betyder, at Herren ikke engang kan kendes af dem, der befinder sig på højere planer end mennesker. Hvordan kan et menneske da forstå Herren Śrī Kṛṣṇa uden at blive Hans hengivne?

Хтось може подумати, що Арджуна, як друг Кр̣шн̣и, казав Йому все це з лестощів, але Арджуна, щоб у читачів Бгаґавад-ґı̄ти не виникало подібних сумнівів, наводить достатні підстави для такої хвали в дальшому вірші, коли каже, що не тільки він, але й такі авторитети, як мудреці На̄рада, Асіта, Девала та Вйа̄садева визнають Кр̣шн̣у за Верховного Бога-Особу. Ці видатні особистості поширюють ведичне знання в згоді з усіма а̄ча̄рйами. Тому Арджуна каже Кр̣шн̣і, що приймає все сказане Ним, як закінчене й досконале. Сарвам етад р̣там̇ манйе — «всі Твої слова я приймаю як істину». Арджуна зауважує також, що Особу Господа дуже важко усвідомити і що це неможливо навіть для великих напівбогів. Це означає, що Господа не можуть усвідомити навіть особистості, які набагато перевершують людські істоти у рівні розвитку. Чи може тоді людина, яка не є відданим Кр̣шн̣и, зрозуміти Господа Ш́рı̄ Кр̣шн̣у?

Derfor skal Bhagavad-gītā modtages i en ånd af hengivenhed. Man må ikke tro, at man er på lige fod med Kṛṣṇa, eller at Kṛṣṇa er et almindeligt menneske eller selv en meget stor person. Herren Śrī Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed. Ifølge Bhagavad-gītā eller udtalelserne fra Arjuna – ham, der prøver at forstå Bhagavad-gītā – bliver vi således nødt til i det mindste teoretisk at acceptere Śrī Kṛṣṇa som Guddommens Højeste Personlighed. Kun med denne ydmyge indstilling kan vi forstå Bhagavad-gītā. Medmindre man læser Bhagavad-gītā i et ydmygt sindelag, er det meget svært at forstå Bhagavad-gītā, for den er et stort mysterium.

Отже, Бгаґавад-ґı̄ту слід читати, перейнявшись духом відданості. Людина не повинна думати, що вона є рівня Кр̣шн̣і, так само, як і не повинна вважати, що Кр̣шн̣а — звичайна особа, або навіть найвидатніша особа. Господь Ш́рı̄ Кр̣шн̣а є Верховний Бог-Особа. Таким чином, згідно з твердженнями Бгаґавад-ґı̄ти, або твердженнями Арджуни — людини, яка намагається зрозуміти Бгаґавад-ґı̄ту, — треба хоча б теоретично визнати Ш́рı̄ Кр̣шн̣у за Верховного Бога-Особу, бо лише в такому смиренному душевному стані можна зрозуміти Бгаґавад-ґı̄ту. Якщо читати Бгаґавад-ґı̄ту не в смиреннім настрої, дуже важко зрозуміти її, бо це — велике таїнство.

Hvad er Bhagavad-gītā helt nøjagtigt? Formålet med Bhagavad-gītā er at befri menneskeheden fra den materielle tilværelses uvidenhed. Alle mennesker er i vanskeligheder på mange forskellige måder. Arjuna var i vanskeligheder, fordi han var tvunget til at gå i krig på Kurukṣetras slagmark. Arjuna overgav sig til Herren Śrī Kṛṣṇa, og som følge deraf blev Bhagavad-gītā talt. Ikke kun Arjuna, men alle er vi fulde af frygt i den materielle tilværelse. Hele vores eksistens befinder sig i en atmosfære af ikke-eksistens. I virkeligheden er det ikke meningen, at vores eksistens skal trues med ophør. Vores eksistens er evig, men på en eller anden måde er vi blevet anbragt i asat. Asat refererer til det, der ikke eksisterer.

Тож що таке Бгаґавад-ґı̄та̄? Її мета — визволити людство з невігластва матеріального існування. На своєму шляху кожна людина здибає багато труднощів, і Арджуна теж потрапив у скрутне становище, змушений брати участь у битві на Курукшетрі. Арджуна впокорився Ш́рı̄ Кр̣шн̣і і внаслідок цього була повідана Бгаґавад- ґı̄та̄. Не тільки Арджуну, але й кожного з нас переповнюють тривоги, що супроводжують матеріальне існування. Власне, саме наше існування проходить у атмосфері небуття. Ми зовсім не призначені на те, щоб нам загрожувало небуття. Наше існування вічне. Але тим чи іншим чином нас ввергнуто в асат. Асат означає «те, чого не існує».

Blandt alle de mange lidende mennesker er der kun ganske få, der rent faktisk spørger ind til deres situation i tilværelsen – hvem de er, hvorfor de er blevet sat i denne prekære situation osv. Medmindre man vågner op og begynder at spørge, hvorfor man lider, og medmindre man erkender, at man ikke har lyst til at lide, men hellere end gerne vil finde en løsning på al lidelse, kan man ikke betragtes som et fuldkomment menneske. Menneskelighed begynder først, når den slags spørgsmål opstår i ens sind. I Brahma-sūtra (1.1.1) betegnes den slags spørgsmål som brahma-jijñāsā. Athāto brahma-jijñāsā. Medmindre et menneske udforsker naturen af det Absolutte, må alle dets handlinger siges at være fejlslagne. De, der begynder at stille spørgsmål om, hvorfor de lider, hvor de kom fra, og hvor de skal hen efter døden, er således de rette elever til at forstå Bhagavad-gītā. Den oprigtige elev skal også have dyb respekt for Guddommens Højeste Personlighed. Sådan en elev var Arjuna.

Із безлічі стражденних людей мало хто здатний запитати себе про своє становище, про те, хто він такий і чому його приміщено в такі скрутні обставини. Доки у людини не пробудилося бажання запитати, чому ж вона страждає, доки вона не усвідомить, що не бажає страждати, а, радше, хоче позбутись усіх страждань, її не можна вважати повновартісною людиною. Людина починається тоді, коли в її свідомості пробуджуються такі питання. В Брахма-сӯтрі це названо брахма-джіджн̃а̄са̄. Атга̄то брахма-джіджн̃а̄са̄. Будь-яку людську діяльність треба вважати марною, якщо людина не задає собі питання про природу Абсолюту. Тому Бгаґавад-ґı̄та̄ є «відкрита» книга лише для тих, хто запитує себе про природу своїх страждань, про своє походження і про те, що чекає його після смерті. Щирий учень також завжди плекає в серці своєму шану і повагу до Верховного Бога-Особи. Саме таким учнем був Арджуна.

Herren Kṛṣṇa nedstiger især for at genetablere livets virkelige formål, når mennesket har glemt dette formål. Selv da er der blandt mange, mange mennesker, der vågner op til disse spørgsmål, måske kun ét, der virkelig forstår sin egentlige natur, og det er for dette menneske, at Bhagavad-gītā blev talt. I virkeligheden bliver vi alle slugt af uvidenhedens tiger, men Herren er meget barmhjertig mod de levende væsener, især mod mennesker. Derfor talte Han Bhagavad-gītā, og Han gjorde Sin ven Arjuna til eleven, der modtog Bhagavad-gītā.

Коли людина забуває істинну мету життя, Господь Кр̣шн̣а приходить саме на те, щоб знову встановити її. І навіть тоді з-поміж багатьох і багатьох людей, що пробудилися, знайдеться, можливо, тільки один, хто дійсно перейметься духом розуміння свого становища, — ось для нього й повідано Бгаґавад-ґı̄ту. Справді, всіх нас жере тигриця незнання, але Господь дуже милостивий до живих істот і особливо до людей. Саме тому Він повідав Бгаґавад-ґı̄ту й зробив Свого друга Арджуну Своїм учнем.

Som Herren Kṛṣṇas evige ledsager var Arjuna hævet over uvidenhed, men på Kurukṣetras slagmark blev han med vilje hensat i uvidenhed, så han kunne udspørge Herren Kṛṣṇa om livets problemer. Det gav Herren lejlighed til at diskutere dem til gavn for fremtidige generationer af mennesker og udstikke planen med livet, så mennesker herefter kunne handle i overensstemmelse dermed og opfylde livets mission.

Як друг Господа Кр̣шн̣и, Арджуна перебував поза будь-яким невіглаством, але його було введено в такий стан на полі битви Курукшетра саме для того, щоб він запитав Господа Кр̣шн̣у про проблеми життя так, щоб Господь вирішив їх на користь прийдешніх поколінь та окреслив шлях життя людської істоти. Тоді людина зможе діяти відповідним чином і виконає призначення людського життя.

Bhagavad-gītās tema er forståelsen af fem grundlæggende sandheder. For det første bliver videnskaben om Gud forklaret, og derefter bliver de levende væsener eller jīvaernes naturlige position beskrevet. Først er der īśvara, der betyder herskeren, og dernæst er der jīvaerne eller de levende væsener, der beherskes. Hvis nogen siger, at de ikke står under kontrol, men er frie, er de sindsforvirrede. I det mindste i deres betingede tilstand står de levende væsener under kontrol i enhver henseende. Så Bhagavad-gītā handler om īśvara, den højeste hersker, og jīvaerne, de beherskede levende væsener. Endvidere bliver prakṛti (den materielle natur) og tiden (kāla, varigheden af hele universet eller manifesteringen af den materielle natur) samt karma (handling) forklaret. Hele den kosmiske manifestation er fuld af aktivitet. Alle levende væsener har travlt med forskellige handlinger. Vi må lære fra Bhagavad-gītā, hvad Gud er, hvad de levende væsener er, hvad prakṛti er, hvad den kosmiske manifestation er, og hvordan den bliver styret af tiden, og hvad de levende væseners handlinger er.

Тематика Бгаґавад-ґı̄ти охоплює п’ять основних істин. Перш за все пояснено науку про Бога, а потім з’ясовується становище живої істоти, джı̄ви. Є ı̄ш́вара, тобто Володар, і є джı̄ви, живі істоти, над якими Він панує. Якщо жива істота каже, що вона незалежна — це божевілля. Жива істота підпорядкована з усякого погляду, принаймні за її обумовленого життя. Таким чином, у Бгаґавад- ґı̄ті описано: ı̄ш́вару, Верховного правителя та джı̄в — підвладних живих істот. Обговорюються також пракр̣ті (матеріальна природа), час (тривалість існування всесвіту, тобто проявлення матеріальної природи) і карма (діяльність). Космічне проявлення насичене різноманітною діяльністю. Всі живі істоти виконують певні дії. Із Бгаґавад-ґı̄ти ми повинні зрозуміти, хто такий Бог, що таке живі істоти, чим є пракр̣ті, що таке космічне проявлення, яким чином воно розвивається під впливом часу, і в чому полягає діяльність живих істот.

Af disse fem grundlæggende emner i Bhagavad-gītā fastslås det, at den Højeste Guddom, Kṛṣṇa, Brahman, den Højeste Hersker eller Paramātmā – man kan kalde Ham, hvad man vil – er den største af alle. Kvalitativt er de levende væsener lig med den højeste hersker. For eksempel har Herren kontrol over de universelle anliggender i den materielle natur, som det vil blive forklaret i Bhagavad-gītās sidste kapitler. Den materielle natur er ikke uafhængig. Hun fungerer under den Højeste Herres opsyn. Som Herren Kṛṣṇa siger (Bg. 9.10), mayādhyakṣeṇa prakṛtiḥ, sūyate sa-carācaram: “Denne materielle natur fungerer under Min ledelse.” Når vi ser forunderlige ting ske i den kosmiske natur, må vi forstå, at der står en hersker bag denne udfoldelse. Uden styring vil ingenting kunne blive manifesteret. Det er barnligt ikke at tage en hersker i betragtning. Et barn kan tro, at det er helt fantastisk, at en bil kan køre uden en hest eller et andet dyr til at trække den, men et fornuftigt menneske forstår naturen af bilens mekaniske arrangement. Det ved, at der bag maskineriet altid findes et menneske eller en fører. På samme måde er den Højeste Herre den fører, under hvis ledelse alt sker. Som det vil fremgå af senere kapitler, accepterer Herren jīvaerne eller de levende væsener som Sine uadskillelige dele. En guldpartikel er også guld, en dråbe af havet er også salt, og på samme måde besidder vi, de levende væsener, som uadskillelige dele af den højeste hersker, Śrī Kṛṣṇa, alle Hans kvaliteter i minimal grad, for vi er små īśvaraer eller underordnede herskere. Som det kan ses i vores forsøg på at beherske rummet og planeterne, forsøger vi at beherske naturen, og denne tendens til at ville herske findes også i Kṛṣṇa. Men selv om vi har en tilbøjelighed til at herske over den materielle natur, må vi forstå, at vi ikke er de højeste herskere. Det bliver alt sammen forklaret i Bhagavad-gītā.

Розглядаючи ці головні теми Бгаґавад-ґı̄ти, ми дізнаємося, що Верховний Господь, або Кр̣шн̣а, або Брахман, або Верховний правитель, або Парама̄тма̄ — можна використовувати будь-яке з цих імен — найвищий. Живі істоти однакові з Верховним правителем з якісного погляду. Як з’ясовуватиметься у дальших главах Бгаґавад-ґı̄ти, Господь контролює всезагальну діяльність матеріальної природи. Матеріальна природа не є незалежною. Вона діє згідно з вказівками Верховного Господа. Як каже Кр̣шн̣а: майа̄дгйа̄кшен̣а пракр̣тіх̣ сӯйате са-чара̄чарам — «ця матеріальна природа працює під Моїм керівництвом». Ми бачимо, що в космічній природі все діє з надзвичайною узгодженістю, і ми повинні зрозуміти, що за всіма космічними проявленнями стоїть правитель. Ніщо не може проявитись само по собі. Це легковажно — не звертати уваги на правителя. Наприклад, дитина може думати, що автомобіль — дивовижна річ, бо він рухається, хоча його не тягне кінь, або якась інша тварина, але здорового глузду людина розуміє механіку дії автомобіля. Вона знає, що за механізмом завжди стоїть людина, водій. Так само, Верховний Господь — це правитель, з волі якого все рухається і працює. Щодо джı̄в, живих істот, то Господь визначає їх, про що ми дізнаємось згодом, як Свої невід’ємні частки. Часточка золота — теж золото, крапля води з океану — також солона, й так само ми, живі істоти, як невід’ємні частки Верховного правителя, Īш́вари або Бгаґава̄на, Господа Ш́рı̄ Кр̣шн̣и, теж маємо всі якості Верховного Господа, але в дуже малій кількості, тому що ми — крихітні ı̄ш́вари, підпорядковані ı̄ш́вари. Ми намагаємось опанувати природу, ось і сьогодні ми штурмуємо космос та інші планети, й таке прагнення панувати притаманне нам, тому що воно присутнє в Кр̣шн̣і. І хоча схильність панувати над матеріальною природою присутня в нас, кожна людина повинна усвідомити, що не вона є Верховним правителем. Це і пояснюється в Бгаґавад-ґı̄ті.

Hvad er den materielle natur? Den bliver også forklaret i Bhagavad- gītā som lavere prakṛti, den lavere natur. De levende væsener beskrives som højere prakṛti. Uanset om prakṛti er højere eller lavere, er den altid underlagt kontrol. Prakṛti er hunkøn og beherskes af Herren, ligesom en kvinde forventes at stå under en mand. Prakṛti er altid underordnet og beherskes af Herren, der er den overordnede. De levende væsener og den materielle natur bliver begge styret og behersket af den Højeste Herre. Selv om de levende væsener er uadskillelige dele af den Højeste Herre, skal de ifølge Bhagavad-gītā betragtes som prakṛti. Dette bliver forklaret i Bhagavad-gītās 7. kapitel, vers 5. Apareyam itas tv anyāṁ, prakṛtiṁ viddhi me parām/ jīva-bhūtām: “Denne materielle natur er Min lavere prakṛti, men ud over den er der en anden prakṛti, der består af det levende væsen (jīva-bhūtām).”

Що ж таке матеріальна природа? Її визначено в Бгаґавад-ґı̄ті як нижчу пракр̣ті, нижчу природу. Живу істоту визначено як вищу пракр̣ті. Пракр̣ті завжди підлегла — як нижча, так і вища. Пракр̣ті — жіночого роду, і Господь контролює її так само, як чоловік стежить за діяльністю дружини. Пракр̣ті завжди залежна, підпорядкована Господу, який є повелителем. Як живі істоти, так і матеріальна природа подлеглі Верховному Господеві, який панує над ними. Згідно з Ґітою живі істоти, хоча вони і є невід’ємними часточками Верховного Господа, слід вважати пракр̣ті. Це чітко стверджується в п’ятому вірші сьомої глави Бгаґавад-ґı̄ти: апарейам ітас тв анйа̄м̇ пракр̣тім̇ віддгі ме пара̄м / джı̄ва-бгӯта̄м — «матеріальна природа є Моєю нижчою пракр̣ті, але над нею існує інша пракр̣ті — джı̄ва-бгӯта̄м, жива істота».

Selve den materielle natur består af tre kvaliteter: godhedens kvalitet, lidenskabens kvalitet og uvidenhedens kvalitet. Over disse kvaliteter findes den evige tid, og gennem en kombination af naturens kvaliteter og under den evige tids styring og opsyn foregår der handlinger, der kaldes karma. Disse handlinger har foregået i umindelige tider, og vi lider under eller nyder frugterne af vores handlinger. Lad os for eksempel sige, at jeg er forretningsmand og gennem hårdt arbejde har oparbejdet en stor bankkonto. Så er jeg den, der nyder. Men hvis jeg taber alt i en forretning, lider jeg. På den måde enten nyder eller lider vi i alle livets faser under resultaterne af vores arbejde. Dette kaldes karma.

Матеріальна природа, власне, складається з трьох якостей: ґун̣и благочестя, ґун̣и пристрасті й ґун̣и невігластва. Над трьома ґун̣ами панує вічній час, а поєднання трьох ґун̣ природи під контролем і в межах вічного часу спричиняє дії, які називають кармою. Ми виконуємо ці дії з незапам’ятних часів і страждаємо від їхніх наслідків або ж насолоджуємося ними. Припустимо, наприклад, що я — ділок, і працював так старанно й розумно, що заощадив багато грошей. У цьому випадку я насолоджуюсь плодами своєї діяльності. Але, нехай, далі в якій-небудь комерційній справі я втратив усе, що нажив, — тепер я вже страждаю від плодів своєї діяльності. Так само в будь-якій сфері життя ми насолоджуємось наслідками своєї діяльності або страждаємо від них. Це називається кармою.

Îśvara (den Højeste Herre), jīva (det levende væsen), prakṛti (naturen), kāla (evig tid) og karma (handling) forklares således i Bhagavad- gītā. Af disse fem er Herren, de levende væsener, den materielle natur og tiden evige. Manifestationen af prakṛti er midlertidig, men den er ikke falsk. Visse filosoffer hævder, at tilsynekomsten af den materielle natur er falsk, men ifølge Bhagavad-gītās filosofi eller vaiṣṇava-filosofien er det ikke tilfældet. Verden er ikke falsk. Den er virkelig nok, men den er blot midlertidig. Den sammenlignes med en sky, der bevæger sig hen over himlen, eller med regntiden, hvis indtog nærer kornet. Så snart regntiden er forbi, og skyerne forsvinder, udtørrer afgrøderne, der før blev næret af regnen. På samme måde fremkommer den materielle verden med bestemte intervaller, forbliver et stykke tid og forsvinder så igen. Sådan fungerer prakṛti. Men denne cyklus er evig. Prakṛti er derfor evig. Den er ikke falsk. Herren refererer til den som “Min prakṛti”. Den materielle natur er den Højeste Herres adskilte energi, og på samme måde er de levende væsener også den Højeste Herres energi. De er dog ikke adskilte, men evigt forbundne.

Īш́вара (Верховний Господь), джı̄ва (жива істота), пракр̣ті (природа), ка̄ла (вічний час) і карма (діяльність) — усіх їх пояснено в Бгаґавад-ґı̄ті. Із перелічених щойно Господь, живі істоти, матеріальна природа й час — вічні. Проявлення пракр̣ті може бути тимчасовим, але воно не є оманним. Деякі філософи твердять, що проявлення матеріальної природи оманливе, однак, згідно із філософією Бгаґавад-ґı̄ти або філософією ваішн̣ав, це не так. Проявлення всесвіту не вважають оманою, всесвіт — реальний, але — тимчасовий. Його можна порівняти з хмарою, що в сезон дощів пливе небом й живить хлібні злаки. Сезон дощів закінчується, хмара йде далі, і колосся, напоєне дощем, тужавіє. Так само, матеріальний світ проявляється в певні проміжки часу, залишається деякий час, а потім зникає. Такими є дії пракр̣ті. Однак, такий кругообіг триває вічно. Тому пракр̣ті вічна, — вона не оманлива. Господь каже про неї: «Моя пракр̣ті». Матеріальна природа є відокремленою енерґією Верховного Господа. Так само, живі істоти теж є енерґією Верховного Господа, але вони не відокремлені від Нього, а вічноспоріднені з Ним. Отже, Господь, жива істота, матеріальна природа і час взаємопов’язані та вічні. Але остання категорія — карма — не вічна. Джерела дії карми можуть сягати в глибочінь віків. З прадавніх часів ми відчуваємо страждання або зазнаємо насолоди внаслідок нашої діяльності, але, отримавши досконале знання, ми матимемо можливість вплинути на плоди нашої карми, тобто змінити наслідки нашої діяльності. Нас утягнуто до різноманітної діяльності, але ми не знаєм, що треба робити, яку діяльність обрати, щоб позбутись впливу всіх дій і наслідків нашої карми, однак, звернувшись до Бгаґавад-ґı̄ти, ми зможемо зрозуміти це.

Så Herren, de levende væsener, den materielle natur og tiden er alle forbundet med hinanden, og de er alle evige. Den femte bestanddel, karma, er imidlertid ikke evig, selv om virkningerne af karma meget vel kan være meget gamle. Vi har lidt under eller nydt resultaterne af vore handlinger siden tidernes morgen, men vi kan ændre på resultatet af vores karma eller handlinger, og denne ændring er afhængig af fuldkommengørelsen af vores viden. Vi har travlt med alle mulige ting, og vi ved helt sikkert ikke, hvad vi skal gøre for at blive udfriet fra alle disse handlingers årsager og virkninger, men det bliver også forklaret i Bhagavad-gītā.
Îśvara eller den Højeste Herre befinder Sig i positionen som den højeste bevidsthed. Som uadskillelige dele af den Højeste Herre er jīvaerne eller de levende væsener også bevidste. Både det levende væsen og den materielle natur bliver beskrevet som prakṛti, den Højeste Herres energi, men af de to er det kun jīvaen, der er bevidst. Den anden prakṛti er ikke bevidst. Det er forskellen. Eftersom jīvaen er bevidst ligesom Herren, klassificeres jīva-prakṛti som højere energi. Herrens bevidsthed er imidlertid den højeste. Man kan ikke sige, at jīvaen eller det levende væsen også er den højeste bevidsthed. Det levende væsen bliver på intet stadie af sin fuldendelse til den højeste bevidsthed. Teorien om, at han gør det, er en vildledende teori. Han er bevidst, men han er ikke den perfekte eller højeste bevidsthed.

Становище ı̄ш́вари, Верховного Господа — це стан вищої свідомості. Джı̄ви, або живі істоти, як невід’ємні частки Верховного Господа, також мають свідомість. І живих істот, і матеріальну природу визначено як пракр̣ті, енерґію Верховного Господа, але тільки одна з них, джı̄ва — свідома. Друга — пракр̣ті — несвідома. У цьому полягає їхня різниця. Джı̄ву-пракр̣ті називають вищою, тому що джı̄ва, як і Господь, має свідомість. Однак, Господь має вищу свідомість і не можна претендувати на те, що джı̄в, живих істот, також наділено вищою свідомістю. Жива істота не може мати вищої свідомості, незалежно від ступеня своєї досконалості, і теорія, яка наполягає на можливості цього, — помилкова. Джı̄ва має свідомість, одначе не досконалу й не найвищу.

Forskellen på jīvaen og īśvaraen bliver forklaret i Bhagavad-gītās 13. kapitel. Herren er kṣetra-jñah, dvs. bevidst ligesom det levende væsen, men det levende væsen er kun bevidst om sin egen krop, hvorimod Herren er bevidst om alle kroppe. Eftersom Han befinder Sig i hjertet på alle levende væsener, er Han bevidst om de enkelte jīvaers mentale tilstand, hvilket er vigtigt aldrig at glemme. Det bliver også forklaret, at Paramātmā, Guddommens Højeste Personlighed, bor i alles hjerter som īśvara eller herskeren, der vejleder det levende væsen i at gøre, hvad det gerne vil. Det levende væsen glemmer, hvad det har at gøre. Først beslutter det sig for at gøre det ene og så det andet, og derefter bliver det indfanget af årsag og virkning af sin egen karma. Når det forlader den ene krop, bliver det ført ind i en anden krop, ligesom vi skifter tøj. Under sin vandring fra krop til krop lider sjælen således under årsagerne og virkningerne fra sine tidligere handlinger. Disse handlinger kan ændres, når det levende væsen befinder sig i godhedens kvalitet, dvs. når det bliver intelligent og forstår, hvad slags aktiviteter det bør gøre. Hvis det gør det, kan alle årsagerne og virkningerne fra alle dets forudgående handlinger ændres. Som sådan er karma ikke evig. Det var derfor, vi skrev, at af de fem punkter (īśvara, jīva, prakṛti, tiden (kāla) og karma) er fire af dem evige, men karma er det ikke.

Різницю між джı̄вою та ı̄ш́варою буде з’ясовано в тринадцятій главі Бгаґавад-ґı̄ти. Господь, кшетра-джн̃а, має свідомість, жива істота також має її, але свідомість живої істоти поширюється лише на її тіло, тоді як свідомість Господа охоплює всі тіла, що існують. Він живе в серці кожної живої істоти і тому знає про всі душевні прагнення кожної окремої джı̄ви. Ми повинні не забувати про це. Там також пояснено, що Парама̄тма̄, Верховний Бог-Особа, живе в серці кожного як ı̄ш́вара, володар, і що Він спрямовує живу істоту в її діях, враховуючи її бажання. Жива істота забуває, що їй треба робити. Обравши певний напрямок діяльності, вона врешті- решт заплутується в діях та наслідках своєї карми. Залишивши один тип тіла, вона потрапляє до іншого, подібно до того, як ми вдягаємо та скидаємо одежу. Переселяючись так з одного тіла в інше, душа страждає від наслідків своїх минулих вчинків. Якщо жива істота перебуває в ґун̣і благочестя, має здоровий розум і знає, якого роду діяльність притаманна їй, вона має можливість змінити характер своєї діяльності. Отже, карма не вічна. Тому ми кажемо, що з п’яти перелічених предметів (ı̄ш́вара, джı̄ва, пракр̣ті, час і карма) чотири — вічні, тоді як карма не є вічною.

Den suverænt bevidste īśvara er lig med det levende væsen på følgende måde: Herrens såvel som det levende væsens bevidsthed er begge transcendentale. Det er ikke rigtigt, at bevidsthed opstår på grund af kontakten med materie. Det er en forkert ide. Teorien om, at bevidsthed opstår under de rigtige forhold i materien, accepteres ikke i Bhagavad- gītā. Bevidsthed kan komme forvrænget til udtryk, når den afspejles gennem materie, ligesom lys reflekteret gennem farvet glas kan se ud som den pågældende farve, men Herrens bevidsthed bliver ikke påvirket af materie. Herren Kṛṣṇa bemærker, mayādhyakṣeṇa prakṛtiḥ (Bg. 9.10). Når Han stiger ned til det materielle univers, bliver Hans bevidsthed ikke påvirket af materie. Hvis Han blev påvirket, ville Han ikke være kvalificeret til at undervise os i transcendentale emner, som Han gør det i Bhagavad-gītā. Man kan ikke udtale sig om den transcendentale verden uden at være fri for materielt besmittet bevidsthed. Så Herren er ikke materielt besmittet. På nuværende tidspunkt er vores bevidsthed dog materielt besmittet. Bhagavad-gītā underviser os i nødvendigheden af at få vor materielt besmittede bevidsthed renset. Når vores bevidsthed er ren, bliver vore handlinger sammenføjet med īśvaras vilje, og det vil gøre os lykkelige. Vi behøver ikke ophøre med alle vore handlinger. Vore handlinger skal blot renses, og sådanne rensede handlinger kaldes bhakti. Handlinger i bhakti kan ligne almindelige handlinger, men de er ikke forurenede. For den uvidende kan det se ud, som om en hengiven handler eller arbejder, som folk i almindelighed gør det, men den, der har så lidt indsigt, ved ikke, at Herrens hengivnes handlinger ikke er besmittet af uren bevidsthed eller materie. De er hævet over naturens tre kvaliteter. Vi må dog forstå, at vores bevidsthed på nuværende tidspunkt er forurenet.

Джı̄ва подібна до ı̄ш́вари, який має вищу свідомість, у тому розумінні, що свідомість як Господа, так і живої істоти — трансцендентні. Але свідомість не породжується шляхом розвитку матерії. Це помилкова ідея. Бгаґавад-ґı̄та̄ не визнає теорію, яка твердить, що свідомість розвивається на якомусь етапі ускладнення матерії за певного сполучення її елементів. Свідомість, яку огорнуто оболонкою матерії в різних її станах та сполученнях, спотворюється, подібно до того, як світло, що проходить крізь кольорове скло, здається кольоровим. Однак, свідомість Господа не підпадає під вплив матерії. Господь Кр̣шн̣а каже: майа̄дгйакшен̣а пракр̣тіх̣. Матерія не впливає на Його свідомість, коли Він являє Себе в матеріальному всесвіті. Якби це було не так, то Він не був би спроможний говорити про трансцендентне, як це Він робить у Бгаґавад-ґı̄ті. Той, чия свідомість не вільна від матеріальної скверни, нічого не може знати про трансцендентний світ. Таким чином, матеріальна скверна не може торкнутись Господа. Матерія забруднює тільки нашу свідомість. Бгаґавад-ґı̄та̄ вчить, що ми повинні очистити опоганену матерією свідомість, і коли свідомість очиститься і наші дії буде узгоджено з волею ı̄ш́вари, — це зробить нас щасливими.

Неправильно думати, що ми повинні припинити будь-яку діяльність, — радше, треба очистити нашу діяльність від матеріальної скверни. Таку чисту діяльність називають бгакті. Діяльність у дусі бгакті на перший погляд видається звичайною, однак така діяльність вільна від матеріальної скверни. Необізнаній людині здається, що відданий діє або працює, як і звичайна людина, але така обмежена особа не розуміє, що дії відданого або Господа не забруднює нечиста свідомість чи матерія. Вони трансцендентні щодо трьох ґун̣ природи. Але ми повинні пам’ятати, що наша теперішня свідомість забруднена.

Når vi er forurenede af materie, kaldes vi betingede. Falsk bevidsthed giver sig til kende i opfattelsen af, at jeg er et produkt af den materielle natur. Det kaldes falsk ego. Den, der er hensunket i en kropslig livsopfattelse, kan ikke forstå sin virkelige situation. Bhagavad-gītā blev talt for at befri os for den kropslige livsopfattelse, og Arjuna satte sig selv i den tilstand for at kunne modtage denne viden fra Herren. Man skal blive fri for den kropslige livsopfattelse. Det er en transcendentalists første opgave. Vil man befries, må man for det første forstå, at man ikke er sin materielle krop. Mukti eller befrielse vil sige at blive fri for materiel bevidsthed. Den samme definition på befrielse bliver også givet i Śrīmad- Bhāgavatam (2.10.6). Muktir hitvānyathā-rūpaṁ, svarūpeṇa vyavasthitiḥ: Mukti betyder at blive befriet for den materielle verdens forurenede bevidsthed og blive situeret i ren bevidsthed. Formålet med alle instruktionerne i Bhagavad-gītā er at genopvække denne rene bevidsthed, og derfor finder vi i slutningen af Bhagavad-gītā, at Kṛṣṇa spørger Arjuna, om hans bevidsthed nu er renset. At have ren bevidsthed vil sige at handle på Herrens vejledning. Det er summa summarum af ren bevidsthed. Som uadskillelige dele af Herren er vi allerede bevidste, men vi er tilbøjelige til at blive påvirket af de lavere kvaliteter. Den Højeste Herre bliver derimod aldrig påvirket. Det er forskellen på den Højeste Herre og de små individuelle sjæle.

Якщо матерія забруднює нас, це означає, що ми обумовлені. Під враженням того, що «я» є продукт матеріальної природи, проявляється псевдосвідомість. Її називають оманним его. Хто керується тілесною концепцією життя, той не може усвідомити свого становища. Бгаґавад-ґı̄ту було повідано на те, щоб звільнити людину від тілесного уявлення про життя, і Арджуна став учнем Господа Кр̣шн̣и для того, щоб отримати знання від Господа. Треба звільнитись від тілесної концепції життя, в цьому — найперше завдання трансценденталіста. Той, хто хоче стати вільним, визволитись, насамперед повинен усвідомити, що він не є матеріальне тіло. Мукті, або визволення, означає позбутися матеріальної свідомості. В Ш́рı̄мад-Бга̄ґаватам є таке визначення звільнення: муктір хітва̄нйатга̄-рӯпам̇ сварӯпен̣а вйавастгітіх̣ — мукті означає звільнення від забрудненої свідомості матеріального світу й утвердження в чистій свідомості. Всі повчання Бгаґавад-ґı̄ти призначено на те, щоб пробудити цю чисту свідомість, й тому в заключній частині повчань Ґı̄ти Кр̣шн̣а запитує Арджуну, чи очистилась, врешті-решт, його свідомість. Чиста свідомість проявляється в людині тоді, коли вона діє згідно з Господніми повчаннями. В цьому — суть чистої свідомості. Природно, що ми вже маємо свідомість, адже ми — невід’ємні частки Господа, однак, нам властиво перебувати під впливом нижчих ґун̣ природи. Проте, Господь, будучи Всевишнім, ніколи не підпадає під їхній вплив. Саме тут полягає відмінність між Верховним Господом та крихітною індивідуальною душею.

Hvad er så bevidsthed? Det er bevidstheden om, at “jeg er”. Hvad er “jeg” da? Når bevidstheden er besmittet, indebærer “jeg er”, at jeg er herre over alt. Jeg er nyderen. Verden kredser omkring hvert eneste levende væsens tro på, at det er den materielle verdens herre og skaber. Materiel bevidsthed har to psykologiske kategorier. Den ene er, at jeg er skaberen, og den anden, at jeg er nyderen. Men i virkeligheden er det den Højeste Herre, der både er skaberen og nyderen. Det levende væsen er som en uadskillelig del af den Højeste Herre hverken skaber eller nyder. Det er en medarbejder. Det er den skabte og den, der skal nydes. For eksempel samarbejder en del af en maskine med hele maskineriet. En del af kroppen samarbejder med hele kroppen. Hænderne, benene, øjnene osv. er alle dele af kroppen, men de er ikke de virkelige nydere. Maven er den, der nyder. Benene bevæger sig, hænderne skaffer føde, tænderne tygger den osv. Alle kropsdelene er beskæftiget med at tilfredsstille maven, for det er maven, der er hovedfaktoren i næringen af kroppen. Alt bliver derfor givet til maven. Man nærer træet ved at vande dets rod, og man nærer kroppen ved at forsyne maven. Hvis kroppen skal holdes sund og rask, må alle kropsdelene arbejde sammen for at give maven mad. På samme måde er den Højeste Herre den, der nyder og skaber, mens vi som underordnede levende væsener er til for at samarbejde for at tilfredsstille Ham. Et sådant samarbejde vil i virkeligheden hjælpe os på samme måde som mad, der fordøjes i maven, hjælper alle de andre dele af kroppen. Hvis håndens fingre tror, at de selv kan indtage maden i stedet for at give den til maven, skuffes de. Den centrale skaber og nyder er den Højeste Herre, og de levende væsener er samarbejdere. Gennem dette samarbejde vil de nyde. Det samme princip gør sig gældende i forholdet mellem herren og tjeneren. Hvis en herre er helt tilfreds, er tjeneren det også. Den Højeste Herre skal tilfredsstilles på samme måde. Tilbøjeligheden til at skabe og tilbøjeligheden til at nyde den materielle verden findes dog også i de levende væsener, for disse tilbøjeligheder er til stede i den Højeste Herre, der har manifesteret den kosmiske verden.

Що ж таке свідомість? Свідомість означає: «я — є». Тоді, що таке «я»? Для свідомості, яку спотворює матерія, «я — є» означає: «Я — володар усього, що бачу навколо себе. Я — той, хто насолоджується всім цим». Світ рухається, бо кожна жива істота думає, що вона — володар і творець матеріального світу. Матеріальній свідомості притаманні дві психологічні особливості: перша — людина думає: «Я — творець» і друга: «Я — той, хто насолоджується». Але насправді тільки Верховний Господь є і творець, і той, хто насолоджується, жива ж істота, яка є невід’ємною часткою Верховного Господа, не здатна ані творити, ані насолоджуватись, її призначення — лише співпрацювати. Це її створили, і нею насолоджуються. Наприклад, частина машини співпрацює з усією машиною, частина тіла співпрацює з усім тілом. Руки, ноги, очі тощо — всі вони є частинами тіла, але, насправді, вони не вміють насолоджуватись. Насолоджується тільки шлунок. Ноги носять, руки постачають їжу, зуби жують, і всі частини тіла працюють задля вдоволення шлунка, бо шлунок — основний орган, який живить тіло. Тому все віддається шлункові. Людина живить дерево, поливаючи його коріння, і вона живить тіло, коли насичує шлунок, отже, для того, щоб тримати тіло в здоровому стані, усі його члени повинні співпрацювати задля насичення шлунка. Аналогічно, Верховний Господь — це той, хто насолоджується, і той, хто творить, а ми, підлеглі живі істоти, призначені співпрацювати задля Його вдоволення. Саме така взаємодія по-справжньому допоможе нам, так само, як їжа, яка потрапила в шлунок, приносить користь усім іншим частинам тіла. Якщо рука вирішить забирати їжу собі, замість того, щоб віддавати її шлункові, вона залишиться незадоволеною. Центральною постаттю творіння й насолоди є Верховний Господь, живі істоти — лише співпрацівники. В такій співпраці — їхня втіха. Взаємовідносини між ними — це взаємовідносини між господарем та слугою. Якщо господар цілком вдоволений, то задоволений і слуга. Так само, Верховний Господь повинен бути вдоволений, хоча тенденція стати творцем і насолоджуватись матеріальним світом властива і живим істотам, через те, що вона притаманна Верховному Господеві, Творцеві проявленого космічного світу.

Derfor finder vi i Bhagavad-gītā, at den totale helhed udgøres af den Højeste Hersker, de beherskede levende væsener, den kosmiske manifestation, den evige tid og endelig karma eller handlinger, og hver af dem bliver beskrevet i denne tekst. Tilsammen udgør de den totale helhed, og den totale helhed kaldes den Absolutte Sandhed. Den totale helhed og den fuldstændige Absolutte Sandhed er Guddommens Fuldendte Personlighed, Śrī Kṛṣṇa. Alle manifestationer skyldes ene og alene Hans forskellige energier. Han er den fuldstændige helhed.

Отже, у віршах Бгаґавад-ґı̄ти пояснюється, що всеосяжне довершене ціле включає в себе Верховного правителя, підпорядкованих Йому живих істот, космічне проявлення, вічний час та карму, тобто діяльність. Всі разом вони складають довершене ціле, і це всеосяжне довершене ціле називають Вищою Абсолютною Істиною. Довершене ціле, всеосяжна Абсолютна Істина — це є Верховний Бог-Особа, Ш́рı̄ Кр̣шн̣а. Всі проявлення зумовлюють Його різні енерґії. Він є всеосяжне довершене ціле.

I Bhagavad-gītā (14.27) bliver det endvidere forklaret, at tilmed den upersonlige Brahman er underlagt den fuldkomne Højeste Personlighed (brahmaṇo hi pratiṣṭhāham). I Brahma-sūtra bliver Brahman mere nøjagtigt sammenlignet med Solens stråler. Den upersonlige Brahman er den skinnende stråleglans, der udstrømmer fra Guddommens Højeste Personlighed. Den upersonlige Brahman er kun en delvis erkendelse af den absolutte helhed, og det samme gælder forestillingen om Paramātmā. I kapitel 15 fremgår det, at Guddommens Højeste Personlighed, Puruṣottama, er hævet over både den upersonlige Brahman og den delvise erkendelse af Paramātmā. Guddommens Højeste Personlighed bliver betegnet som sac-cid-ānanda-vigraha. Brahma-saṁhitā (5.1) begynder på denne måde: īśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ, sac-cid-ānanda-vigrahaḥ/ anādir ādir govindaḥ, sarva-kāraṇa-kāraṇam. “Govinda eller Kṛṣṇa er alle årsagers årsag. Han er den første årsag, og Han er selve formen af evighed, lyksalighed og kundskab.” At erkende den upersonlige Brahman vil sige at erkende Hans sat- eller evighedsaspekt. Erkendelse af Paramātmā er det samme som at erkende sat-cit (evig kundskab). Men at erkende Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, vil sige at erkende alle de transcendentale aspekter, dvs. sat, cit og ānanda (evighed, kundskab og lyksalighed) i deres fulde vigraha (form).

В Ґı̄ті пояснюється, що безособистісний Брахман також підпорядкований довершеній Верховній Особі (брахман̣о хі пратішт̣га̄хам). Брахман, як те докладніше пояснено у Брахма-сӯтрі, подібний до сонячного сяйва. Імперсональний Брахман — це промені Верховного Бога-Особи, що сяють. Реалізація безособистісного Брахмана, так само, як і осягнення Парама̄тми, є неповним усвідомленням абсолютного цілого. З п’ятнадцятої глави ми дізнаємось, що Верховний Бог-Особа, Пурушоттама, перебуває як над безособистісним Брахманом, так і над частковою Своєю експансією, Парама̄тмою. Верховний Бог-Особа є сач-чід-а̄нанда-віґраха. Брахма- сам̇гіта̄ починається таким чином: ı̄ш́варах̣ парамах̣ кр̣шн̣ах̣ сач-чід- а̄нанда-віґрахах̣ / ана̄дір а̄дір ґовіндах̣ сарва-ка̄ран̣а-ка̄ран̣ам. «Ґовінда, Кр̣шн̣а, є причиною всіх причин. Він — першопричина, і Він — чиста форма вічності, знання й блаженства». Усвідомлення безособистісного Брахмана — це осягнення Його властивості сат (вічності). Усвідомити Парама̄тму — означає осягнути Його властивості сат-чіт (вічного знання). Але пізнати Бога-Особу, Кр̣шн̣у, означає усвідомити всі трансцендентні властивості: сат, чіт та а̄нанду (вічність, знання та блаженство) у єдиній всеосяжній віґрасі (формі).

Mindre intelligente mennesker anser den Højeste Sandhed for at være upersonlig, men Han er en transcendental person, hvilket bekræftes i hele den vediske litteratur. Nityo nityānāṁ cetanaś cetanānām (Kaṭha Upaniṣad 2.2.13). Ligesom vi alle er levende væsener med hver vores egen individualitet, er den Højeste Absolutte Sandhed yderst set også en person, og at erkende Guddommens Personlighed er det samme som at erkende de transcendentale aspekter til fulde i Hans fuldstændige form. Den totale helhed er ikke formløs. Hvis Han er formløs, eller hvis Han er mindre end noget andet, kan Han ikke være den totale helhed. Den totale helhed må nødvendigvis indeholde alt inden for vores erfaring såvel som det, der ligger uden for vores erfaring, ellers kan den ikke være total.

Люди менш кмітливі вважають Верховну Істину безособистісною, але Верховна Істина — це трансцендентна Особа, що й підтверджують усі ведичні ш́а̄стри. Нітйо нітйа̄на̄м̇ четанаш́ четана̄на̄м (Кат̣га Упанішада 2.2.13). А що всі ми — окремі живі істоти і маємо свою індивідуальність, то і Верховна Абсолютна Істина також, в кінцевім рахунку, є Особа й усвідомити Бога-Особу означає пізнати всі трансцендентні риси й властивості Його всеосяжної форми. Довершене ціле, Абсолют, не позбавлений форми. Якби Він не мав форми, або якби Він був меншим від чогось, тоді б Він не міг би бути довершеним цілим. Всеосяжне ціле передбачає наявність у собі всього, що тільки доступне нашому досвідові і нашій уяві, а також усього, що перебуває поза ними, інакше воно не буде всеосяжним цілим.

Den fuldkomne helhed eller Guddommens Højeste Personlighed har umådelige kræfter (parāsya śaktir vividhaiva śrūyate). I Bhagavad-gītā bliver det også forklaret, hvordan Kṛṣṇa handler gennem Sine forskellige energier. Den fænomenale eller materielle verden, vi er anbragt i, er også fuldstændig i sig selv, for de 24 elementer, som det materielle univers er en midlertidig manifestation af, er ifølge sāṅkhya-filosofien sat til at frembringe alle de nødvendige ressourcer, der skal til for at opretholde og understøtte universet. Der er intet overflødigt, og der mangler intet. Gennem den højeste helheds energi har denne manifestation sin egen fastsatte tid, og når den er slut, bliver de midlertidige manifestationer tilintetgjort gennem den fuldstændiges fuldstændige arrangement. De små fuldstændige enheder, dvs. de levende væsener, er blevet givet fulstændig mulighed for at erkende den fuldstændige, og enhver form for ufuldstændighed opleves kun på grund af vores egen ufuldstændige viden om den fuldstændige. Bhagavad-gītā indeholder således den fuldstændige kundskab om vedisk visdom.

Всеосяжне довершене ціле, Бог-Особа, має безмірну могутність (пара̄сйа ш́актір вівідгаіва ш́рӯйате). В Бгаґавад-ґı̄ті також пояснюється, як саме Кр̣шн̣а виявляє Свої різноманітні потенції. Світ явищ, або матеріальний світ, до якого нас приміщено, також є довершеним у собі, адже двадцять чотири елементи — тимчасовим проявленням яких, згідно з філософією са̄н̇кгйа, є матеріальний всесвіт — досконало пристосовані для виробництва вичерпної достатності ресурсів, необхідних для існування та підтримування всесвіту. В ньому немає нічого зайвого, і в ньому нічого не бракує. Нашому всесвітові, який підтримує енерґія Абсолютного цілого, визначно певний строк, і коли цей строк закінчується, всі тимчасові всесвіти буде знищено, згідно з досконалим устроєм матеріального світу. Крихітні довершені частки, тобто живі істоти, мають усі можливості пізнати всеосяжне довершене ціле, і будь-які недосконалості виникають внаслідок неповного знання про довершене ціле. Отже, Бгаґавад-ґı̄та̄ містить досконалу ведичну мудрість.

Al vedisk viden er perfekt og ufejlbarlig, og hinduer accepterer den som sådan. Kogødning er for eksempel afføring fra et dyr, og ifølge smṛti eller de vediske påbud skal man tage bad for at rense sig selv, hvis man har rørt ved afføring. Men i de vediske skrifter beskrives kogødning som rensende, hvilket kan opfattes som en selvmodsigelse, men ikke desto mindre bliver det godtaget, for det er en vedisk instruktion, og ved at acceptere det går man heller ikke fejl i byen. I nyere tid er det således blevet bevist af moderne videnskab, at kogødning indeholder alle antiseptiske egenskaber. Så den vediske viden er fuldstændig, for den er hævet over enhver form for tvivl og fejltagelse, og Bhagavad-gītā er essensen af denne vediske viden.

Усе ведичне знання — непогрішне, і кожний індус сприймає його як довершене й безпомилкове. Наприклад, коров’ячий гній — це випорожнення тварини, а згідно із смр̣ті, або ведичними приписами, якщо хтось торкнувся екскрементів тварини, то йому слід обмитись для очищення. Проте, в ведичних священних писаннях коров’ячий гній вважають очищувальним засобом. Здається, що тут суперечність, але це — ведичний припис, і тому нам треба прийняти його, — зробивши так, людина не схибить. І справді, сучасна наука довела, що коров’ячий гній має антисептичні властивості. Таким чином, ведичне знання досконале, бо воно вище від сумнівів та помилок, а Бгаґавад-ґı̄та̄ є суттю всього ведичного знання.

Vedisk viden er ikke et spørgsmål om forskning. Vores forskning vil altid være mangelfuld, eftersom vi forsker med vores ufuldkomne sanser. Vi er nødt til at modtage perfekt viden, der, som der står i Bhagavad- gītā, kommer ned gennem paramparā (discipelrækken). Vi skal modtage viden fra den rette kilde i discipelrækken, der begynder med den højeste åndelige mester, Herren Selv, og som siden er blevet videreført ned gennem en række af åndelige mestre. Arjuna, der modtog undervisning direkte fra Herren Śrī Kṛṣṇa Selv, accepterede alt, Herren sagde, uden at sige Ham imod. Man har ikke lov til at acceptere én del af Bhagavad- gītā og forkaste noget andet. Nej, vi skal acceptere Bhagavad-gītā uden fortolkninger, uden at udelade noget og uden at iblande vore egne ideer. Bhagavad-gītā skal accepteres som den mest perfekte fremlæggelse af vedisk viden. Vedisk viden skal modtages fra transcendentale kilder, og de første ord blev talt af Herren Selv. Herrens ord kaldes apauruṣeya, hvilket vil sige, at de ikke kan sammenlignes med ord fra en verdslig person, der er behæftet med fire fejl og mangler. En verdslig person vil (1) helt sikkert begå fejl, (2) uvægerligt være underlagt illusion, (3) være tilbøjelig til at bedrage andre og (4) være begrænset af ufuldkomne sanser. Er man underlagt disse fire ufuldkommenheder, kan man ikke give fuldkommen viden om altomfattende kundskab.

Ведичне знання не є результат розвідок. Наша дослідницька робота недосконала, тому що ми досліджуємо предмети за допомогою недосконалих чуттів. Ми повинні сприйняти досконале знання, яке передається, як це визначено у Бгаґавад-ґı̄ті, через парампару (ланцюг учнівської послідовності). Ми повинні отримати знання із правильного джерела, що належить до парампари, яка починається від вищого духовного вчителя, Самого Господа, і продовжується через послідовність духовних учителів. Арджуна, учень Господа Ш́рı̄ Кр̣шн̣и, сприймає все, що каже йому Господь, без заперечень. Не можна приймати одну частину Бгаґавад-ґı̄ти й відкидати іншу. Ні, ми повинні прийняти Бгаґавад-ґı̄ту без будь-яких тлумачень, без вилучень і не використовувати її матеріал заради власних примхливих амбіцій. Ґı̄ту слід сприймати як найдосконаліший виклад ведичного знання. Ведичне знання отримують із трансцендентних джерел і перше слово його промовив Сам Господь. Господні слова є апаурушейа. Це означає, що вони відрізняються од слів світської особи, якій властиві чотири недоліки. Мирянин: 1) неодмінно припускається помилок, 2) незмінно перебуває під впливом ілюзії, 3) має схильність обманювати інших та 4) обмежений своїми недосконалими чуттями. Той, хто має ці чотири недоліки, не може передати досконалої інформації про всеосяжне знання.

Den vediske viden kommer ikke fra den slags mangelfulde levende væsener. Den blev indgivet i hjertet på Brahmā, det første skabte levende væsen, og Brahmā videregav derefter kundskaben til sine sønner og disciple, sådan som han oprindeligt havde modtaget den fra Herren. Herren er pūrṇam, helt perfekt, så Han kan på intet tidspunkt være underlagt den materielle naturs love. Man skal derfor være intelligent nok til at forstå, at Herren er den eneste ejer af alt i universet, og at Han er den oprindelige skaber, Brahmās skaber. I kapitel 11 bliver Herren tiltalt som prapitāmaha, for Brahmā kaldes pitāmaha, bedstefaderen, og Herren skabte bedstefaderen. Så ingen bør hævde at eje noget. Man må kun tage imod de ting, man er blevet tildelt af Herren som sin kvote til livets opretholdelse.

Недосконалі живі істоти не передають ведичного знання. Його було вкладено в серце Брахми, першої створеної живої істоти, а Брахма̄ в свою чергу передав це знання своїм синам та учням у тому вигляді, в якому він отримав його від Господа. Господь є пӯрн̣ам, абсолютно досконалий, і неможливо, щоб Він підпав під вплив законів матеріальної природи. Людина, яка мислить, здатна зрозуміти, що Господь — єдиний Володар усього, що є у Всесвіті, і що Він — одвічний Творець, сотворитель Брахми. В одинадцятій главі Господа визначено як прапіта̄маху, тому що до Брахми звертаються як до діда (піта̄маха), а Господь — творець діда. Тому ніхто не повинен заявляти, що володіє чимсь; людина повинна брати собі тільки те, що Господь виділив їй як її квоту, так, щоб вона могла підтримувати своє існування.

Der gives mange eksempler på, hvordan de ting, vi er blevet givet af Herren, skal anvendes, og dette bliver også forklaret i Bhagavad-gītā. I begyndelsen besluttede Arjuna sig for ikke at kæmpe i slaget på Kurukṣetra. Det var hans egen beslutning. Arjuna fortalte Herren, at han ikke ville kunne nyde kongeriget efter at have dræbt sine egne slægtninge. Den beslutning var baseret på kroppen, for han troede, at kroppen var ham selv, og at hans kropslige slægtsforhold eller ekspansioner var hans brødre, nevøer, svogre, bedstefædre osv. Derfor ville han tilfredsstille sine kropslige behov. Bhagavad-gītā blev talt af Herren for at ændre denne opfattelse, og til sidst besluttede Arjuna sig for at kæmpe under Herrens ledelse med ordene kariṣye vacanaṁ tava (Bg. 18.73): “Jeg vil handle i overensstemmelse med Din ordre.”

Відомо багато прикладів того, як слід використовувати речі, які Господь виділив нам. Це також пояснюється в Бгаґавад-ґı̄ті. Спочатку Арджуна вирішує, що йому не слід брати участі в битві на Курукшетрі. Це було його власне рішення. Арджуна сказав Господу, що не зможе втішатись царюванням, убивши своїх родичів. Його рішення було засноване на тілесній концепції — він гадав, що його тіло — це він сам, і що всі його родичі на тілесному плані — є його брати, племінники, свояки, діди тощо. Таким чином, він думав лише про задоволення вимог свого тіла. Господь повідав Бгаґавад- ґı̄ту саме на те, щоб змінити такий погляд, й, зрештою, Арджуна, зрозумівши вказівки Кр̣шн̣и, вирішує битись і каже: карішйе вачанам̇ тава — «я діятиму так, як Ти звелиш».

Det er ikke meningen, at mennesker skal strides i denne verden som hunde og katte. Et menneske skal være intelligent nok til at indse vigtigheden af den menneskelige tilværelse og afstå fra at handle som gemene dyr. Et menneske skal kende livets mål. Denne instruktion findes i hele den vediske litteratur, hvis essens er Bhagavad-gītā. Den vediske litteratur henvender sig til mennesker, ikke til dyr. Dyr kan dræbe andre levende væsener uden at pådrage sig synd, men hvis et menneske dræber et dyr udelukkende for at tilfredsstille sine ubeherskede smagsløg, vil det blive holdt ansvarligt for at bryde naturens love. I Bhagavad-gītā bliver det sagt klart og tydeligt, at der findes tre slags handlinger i overensstemmelse med naturens forskellige kvaliteter: handlinger i godhed, handlinger i lidenskab og handlinger i uvidenhed. På samme måde findes der tre slags fødevarer: mad i godhed, mad i lidenskab og mad i uvidenhed. Det bliver altsammen nøje forklaret, og hvis vi drager fordel af Bhagavad-gītās undervisning på den rigtige måde, bliver hele vores liv renset, og yderst set bliver vi i stand til at nå det sted, der ligger uden for den materielle himmel (yad gatvā na nivartante, tad dhāma paramaṁ mama, Bg. 15.6).

Люди в цьому світі живуть не для того, щоб сваритись між собою, як ті коти чи собаки. Людина мусить бути достатньо розумною, щоб, зрозумівши важливість людського існування, не жити життям звичайної тварини. Людська істота повинна реалізувати мету свого життя, і таку настанову містить уся ведична література, суть якої зосереджено в Бгаґавад-ґı̄ті. Ведичну літературу призначено не для тварин, а для людей. Тварини можуть убивати інших тварин і перед ними не постає питання про гріх, але, якщо людина вбиває тварину на задоволення свого невгамовного бажання насолоджуватись їжею, вона відповідатиме за порушення законів природи. В Бгаґавад-ґı̄ті з’ясовано, що відповідно до трьох ґун̣ природи існує троякого роду діяльність: діяльність у ґун̣і благочестя, в ґун̣і пристрасті й у ґун̣і невігластва. Існують також три різновиди їжі: їжа в ґун̣і благочестя, їжа в ґун̣і пристрасті та їжа в ґун̣і невігластва. Все це ясно описано, і якщо ми належним чином скористаємось з повчань Бгаґавад-ґı̄ти, то все наше життя очиститься й, зрештою, ми зможемо досягти місця нашого вищого призначення, яке перебуває поза матеріальним небом (йад ґатва̄ на нівартанте тад дга̄ма парамам̇ мама).

Det sted kaldes sanātana-himmelen, den evige, åndelige himmel. I denne materielle verden kan det observeres, at alt er midlertidigt. Noget bliver til, forbliver et stykke tid, frembringer nogle biprodukter, sygner hen og forsvinder så. Det er den materielle verdens lov, der gælder, uanset om vi taler om kroppen, en frugt eller noget andet. Men vi er blevet givet viden om, at uden for den midlertidige verden er der en anden verden. Den verden består af en anderledes natur, der kaldes sanātana eller evig. Jīvaen bliver også beskrevet som sanātana eller evig, og i kapitel 11 bliver Herren ligeledes beskrevet som sanātana. Vi har et nært forhold til Herren, og fordi vi alle (dvs. sanātana-dhāma eller den evige himmel, den evige Guddommens Højeste Personlighed og de levende væsener, der ligeledes er sanātana eller evige) kvalitativt er ét, er hele formålet med Bhagavad-gītā at genoplive vores sanātana-dharma eller det levende væsens evige beskæftigelse. Vi er midlertidigt engageret i forskellige handlinger, men alle disse handlinger kan blive renset, når vi opgiver de midlertidige handlinger til fordel for de handlinger, der foreskrives af den Højeste Herre. Det er, hvad et rent liv indebærer.

Таку трансцендентну обитель називають небом сана̄тана, вічним духовним небом. Ми бачимо, що в матеріальному світі все тимчасове. Будь-яка річ виникає, живе деякий час, виробляє бічні продукти, виснажується й потім зникає. Таким є закон матеріального світу, і наше тіло, плід, або будь-що інше — все підчиняється йому. Але за межами тимчасового світу існує ще й інший світ, про який ми маємо певні відомості. Природа того світу інша, вона вічна — сана̄тана. Джı̄ву також описано як сана̄тана, вічну, і Господь в одинадцятій главі теж описаний як сана̄тана. Ми маємо близькі взаємостосунки з Господом, а що якісно ми становимо одне — сана̄тана-дга̄му, або небо, (сана̄тана — Верховна Особа і сана̄тана — живі істоти), — то вся мета Бгаґавад-ґı̄ти полягає в тому, щоб відродити наше вічне заняття, нашу сана̄тана-дгарму, вічний обов’язок, або істинне призначення живої істоти. Нас тимчасово залучено до різноманітної діяльності, але вся наша діяльність може очиститись, якщо ми відмовимось від безглуздих дій і присвятим себе діяльності, яку нам визначив Верховний Господь. Тоді наше життя стане чистим.

Den Højeste Herre og Hans transcendentale bolig er begge sanātana, dvs. evige, ligesom de levende væsener er det, og mødet mellem den Højeste Herre og de levende væsener i sanātana-boligen er fuldbyrdelsen af den menneskelige tilværelse. Eftersom de levende væsener er Herrens sønner, er Han meget venlig mod dem. Herren Kṛṣṇa bekendtgør i Bhagavad-gītā (14.3), sarva-yoniṣu... ahaṁ bīja-pradaḥ pitā: “Jeg er alles Fader.” Der er selvfølgelig mange slags levende væsener i forhold til deres forskellige karmaer, men Herren siger her, at Han er Fader til dem alle. For at føre dem tilbage til sanātana-himmelen nedstiger Herren derfor for at reformere alle disse faldne betingede sjæle, så de kan genvinde deres evige sanātana-tilstand i evigt selskab med Herren. Herren kommer Selv i forskellige inkarnationer, eller Han sender Sine fortrolige tjenere som sønner, ledsagere eller ācāryaer for at frelse de betingede sjæle.

І Верховний Господь, і Його трансцендентна обитель — вічні, сана̄тана, так само, як і живі істоти, і возз’єднання живих істот з Верховним Господом у сана̄тана обителі являє собою досконалість людського життя. Господь дуже добрий до живих істот, бо вони — Його діти. Господь Кр̣шн̣а проголошує в Бгаґавад-ґı̄ті: сарва- йонішу...ахам̇ бı̄джа-прадах̣ піта̄ — «Я — батько всього сущого». Звичайно, існує багато видів живих істот, відповідно до їхньої різної карми, але Господь називає Себе батьком їх усіх. Тому Господь приходить на Землю, щоб допомогти всім падшим обумовленим душам виправитись і закликає їх повернутися до вічного (сана̄тана) неба, де вічні живі істоти зможуть віднайти своє вічне становище у вічному спілкуванні з Господом. Господь приходить Сам у різних втіленнях, або посилає Своїх довірених слуг (синів), або Своїх супутників, або а̄ча̄рій, щоб виправляти обумовлені душі й рятувати їх.

Derfor sigter sanātana-dharma ikke til nogen sekterisk religiøs proces, men til de evige levende væseners evige funktion i forhold til den evige Højeste Herre. Sanātana-dharma refererer som sagt til det levende væsens evige beskæftigelse. Śrīpāda Rāmānujācārya har forklaret ordet sanātana som “det, der hverken har begyndelse eller slutning.” Når vi således taler om sanātana-dharma, kan vi ifølge Śrīpāda Rāmānujācāryas autoritet tage det for givet, at den hverken har begyndelse eller ende.

Отже, сана̄тана-дгарма не має нічого спільного ні з яким сектантським релігійним культом. Вона є вічною функцією вічних живих істот у взаємостосунках з вічним Верховним Господом. Сана̄тана- дгарма, як було сказано вище, стосується вічного призначення живої істоти, її вічного обов’язку. Ш́рı̄па̄да Ра̄ма̄нуджа̄ча̄рйа пояснив слово сана̄тана як «те, що не має ні початку, ні кінця», отже, коли ми кажемо про сана̄тана-дгарму, ми повинні, покладаючись на авторитет Ш́рı̄па̄ди Ра̄ма̄нуджа̄ча̄рйі, прийняти на віру те, що вона не має ані початку, ані кінця.

Det danske ord “religion” betyder ikke helt det samme som sanātana- dharma. Religion indebærer tro, og tro kan ændre sig. Man tror måske på en bestemt proces, men man kan ændre denne tro og følge en anden. Sanātana-dharma sigter derimod til den egenskab, der ikke kan ændres. Man kan for eksempel ikke fjerne den flydende eller våde egenskab fra vand eller varme fra ild. På lignende måde kan det levende væsens evige funktion ikke skilles fra det levende væsen. Sanātana-dharma er en evig integreret del af det levende væsen. Når vi taler om sanātana- dharma, må vi på grundlag af Śrīpāda Rāmānujācāryas autoritet derfor acceptere, at den hverken har begyndelse eller ende. Noget, der hverken begynder eller slutter, kan ikke være sekterisk, for det kan ikke begrænses. De, der bekender sig til en særlig sekterisk trosretning, kan fejlagtigt anse sanātana-dharma for også at være sekterisk, men hvis vi går dybere og betragter det videnskabeligt, finder vi, at sanātana-dharma gælder for alle mennesker i hele verden – ja, for alle levende væsener i universet.

Слово «релігія» має трохи інше значення, ніж сана̄тана-дгарма. Релігія виражає ідею віри, а віра може змінюватись. Можна мати віру в певний спосіб поклоніння і можна змінити свою віру й прийняти іншу, але сана̄тана-дгарма стосується такої діяльності, котра не може змінитись. Наприклад, рідкий стан — це невід’ємна властивість води, так само, як тепло — невід’ємна властивість вогню. Так само вічну функцію вічної живої істоти не може бути відділено од самої живої істоти. Сана̄тана-дгарма вічно притаманна живій істоті. Тому, коли ми кажемо про сана̄тана-дгарму, ми повинні покладатися на авторитет Ш́рı̄па̄ди Ра̄ма̄нуджа̄ча̄рйі й вважати, що вона не має ні початку, ні кінця. Те, що не має ні початку, ні кінця, не може бути сектантським, бо його неможливо обмежити жодними рамками. І все ж таки, прихильники якихось сектантських вірувань можуть помилково вважати, що сана̄тана-дгарма теж є сектантською, але якщо ми заглибимось у сутність предмета й разглянемо його в світлі сучасної науки, то побачимо, що сана̄тана- дгарма — це обов’язок, або вічне заняття кожної людини на Землі, більше того, — всіх живих істот у всесвіті.

Ikke-sanātana religiøs tro har en begyndelse i menneskehedens historie, men sanātana-dharma har ingen historisk begyndelse, for den er en evig del af det levende væsen. Hvad de levende væsener angår, står der i de autoritative śāstraer, at det levende væsen hverken fødes eller dør. Ifølge Bhagavad-gītā hverken fødes eller dør det levende væsen nogensinde. Han er evig og unedbrydelig og fortsætter med at leve selv efter, at hans midlertidige materielle krop er gået til grunde. I lys af sanātana-dharma-begrebet må vi prøve at forstå religionsbegrebet ud fra sanskritrodens betydning af ordet. Dharma sigter til den konstante egenskab hos et objekt. Vi kan slutte, at der sammen med ild altid er varme og lys. Uden varme og lys giver ild ingen mening. På samme måde må vi finde frem til den essentielle kvalitet, der følger det levende væsen uophørligt. Det vil være hans evige kvalitet, og denne evige kvalitet er hans evige religion.

Релігійні вірування, що не є сана̄тана, можуть мати початок в анналах людської історії, але немає початку історії сана̄тана-дгарми, тому що вона одвічно притаманна живим істотам. Щодо живих істот, то авторитетні писання твердять, що жива істота не має ані народження, ані смерті. Ґı̄та̄ підтверджує, що жива істота ніколи не народжується й не вмирає. Вона вічна, непідвладна знищенню й продовжує жити після зруйнування тимчасового матеріального тіла. Щодо концепції сана̄тана-дгарми, то спробуймо усвідомити поняття «релігія» за допомогою санскритського кореня цього слова. Дгарма стосується того, що постійно існує з певним предметом, того, що притаманне йому. Ми доходимо висновку, що разом із вогнем існують тепло й світло, без тепла та світла слово «вогонь» втрачає глузд. Таким самим способом нам треба з’ясувати, що ж є суттєвою частиною живої істоти, частиною, яка постійно супроводжує її. Цей постійний супутник — вічна функція живої істоти, її вічна властивість, і ця вічна властивість є її вічною релігією.

Da Sanātana Gosvāmī spurgte Śrī Caitanya Mahāprabhu, hvad alle levende væseners svarūpa er, svarede Herren, at det levende væsens oprindelige tilstand eller svarūpa er at tjene Guddommens Højeste Personlighed. Hvis vi analyserer Herren Caitanyas udtalelse, er det let at se, at ét levende væsen altid tjener et andet levende væsen. Levende væsener tjener andre levende væsener på mange forskellige måder. Ved at gøre dette nyder et levende væsen livet. De lavere dyr tjener mennesker, ligesom en tjener tjener sin herre. A tjener herre B, B tjener herre C, C tjener herre D osv. På lignende måde tjener en ven sin ven, en mor sin søn, og hustruen tjener manden, og manden tjener hustruen osv. Hvis vi bliver ved på den måde, bliver det klart, at når det kommer til at tjene andre, er der ingen undtagelser i samfundet. En politiker fremlægger sit program for vælgerne for at overbevise folk om sin evne til at tjene dem. Vælgerne giver således politikerne deres kostbare stemmer i den tro, at politikerne vil yde samfundet værdifuld tjeneste. Købmanden tjener sine kunder, og arbejderen tjener kapitalisten. Kapitalisten tjener familien, og familien tjener staten med sin arbejdskraft osv. Det er således klart, at intet levende væsen er undtaget fra at tjene et andet levende væsen, og vi kan derfor trygt slutte, at det er tjeneste, der er det levende væsens konstante ledsager, og at tjene er det levende væsens evige religion.

Коли Сана̄тана Ґосва̄мı̄ запитав Ш́рı̄ Чаітанйу Маха̄прабгу про сварӯпу живої істоти, Господь відповів, що сварӯпа, або одвічне природне становище живої істоти — це служіння Верховному Богові-Особі. Якщо проаналізувати твердження Господа Чаітанйі, то легко побачити, що кожна жива істота змушена постійно служити іншій живій істоті. Жива істота різними способами служить іншим живим істотам, і, діючи так, вона насолоджується життям. Тварини перебувають на нижчому ступені розвитку і служать людям так само, як слуги служать своєму хазяїнові. «А» служить хазяїну «Б», «Б» служить хазяїну «В», а «В» служить хазяїну «Г» тощо. Подібним же чином ми бачимо, що друг служить другові, мати служить синові, дружина служить чоловікові, чоловік — дружині тощо. Якщо ми продовжимо розвідку в такому напрямкові, стане очевидним, що в суспільстві живих істот усі без винятку служать кому-небудь. Політик пропонує широкому загалу свій маніфест, аби переконати виборців у своїй здатності служити їм. Тому виборці і віддають йому свої вирішальні голоси, сподіваючись, що він служитиме на користь суспільства. Власник крамниці служить покупцям, ремісник — тому, хто має гроші, промисловець служить сім’ї, сім’я служить державі згідно з вічним прагненням вічної живої істоти. Отже, ми бачимо, що жодна жива істота не вільна від служіння іншим живим істотам, і тому ми можемо з усією певністю підсумувати, що служіння є життєво необхідною потребою живих істот, і що служіння — це вічна релігія живої істоти.

Ikke desto mindre er der mange, der bekender sig til en bestemt tro med rod i en bestemt tidsepoke, og derfor kalder de sig selv for hinduer, muslimer, kristne, buddhister eller er tilhængere af en eller anden anden sekt. Den slags betegnelser har intet med sanātana-dharma at gøre. En hindu kan ændre sin tro og blive muslim, eller en muslim kan ændre sin tro og blive hindu, og en kristen kan ændre sin tro osv. Men ændringer i ens religiøse tro påvirker på ingen måde den evige beskæftigelse med at tjene andre. Hvad enten man er hindu, muslim eller kristen, tjener man i alle tilfælde andre. At bekende sig til en bestemt tro er således ikke det samme som at bekende sig til sin sanātana-dharma. At gøre tjeneste er sanātana-dharma.

Однак, залежно від місця, часу та обставин людина сповідує різні віри й проголошує себе індусом, мусульманином, християнином, буддистом або прихильником якої-небудь іншої релігії чи секти. Але всі такі означення — не сана̄тана-дгарма. Індус може перемінити свою віру й стати мусульманином, мусульманин може стати індусом або християнин може змінити свою віросповідь й т. ін., але за всіх обставин переміна вірування не впливатиме на вічне призначення людини служити іншим. Індус, мусульманин або християнин завжди служать кому-небудь. Таким чином, сповідувати певне віровчення ще не означає сповідувати свою сана̄тана-дгарму, тобто виконувати свій вічний обов’язок. Сана̄тана-дгарма — це служіння.

I virkeligheden er vi alle forbundet med den Højeste Herre igennem tjeneste. Den Højeste Herre er den højeste nyder, og vi, de levende væsener, er Hans tjenere. Vi er blevet skabt med henblik på Hans nydelse, og hvis vi deltager i Guddommens Højeste Personligheds evige nydelse, bliver vi lykkelige. Der er ingen anden måde, hvorpå vi kan blive lykkelige. På samme måde, som ingen kropsdel kan blive lykkelig uden at samarbejde med maven, er det ikke muligt at blive lykkelig uafhængigt af Herren. Uden at gøre transcendental tjeneste til den Højeste Herre kan det levende væsen ikke blive lykkeligt.

Саме служіння зв’язує нас із Верховним Господом. Верховний Господь — це верховний блаженствуючий, а ми, живі істоти, — Його слуги. Нас створено для Його насолоди, і якщо ми поділяємо таку вічну насолоду з Верховним Богом-Особою, ми знаходимо щастя, якого неможливо досягти ніяким іншим способом. Ми не можемо бути щасливі незалежно від Нього, так само, як жодна частина тіла не може бути задоволеною, якщо вона не взаємодіє із шлунком. Таким чином, якщо жива істота не служить Верховному Господеві з чистою трансцендентною любов’ю, вона не може бути щасливою.

Det anbefales ikke i Bhagavad-gītā at tilbede eller tjene de forskellige halvguder. I kapitel 7, vers 20, står der:

В Бгаґавад-ґı̄ті не схвалено поклоніння різним напівбогам і служіння їм. Про це сказано у двадцятому вірші сьомої глави.

kāmais tais tair hṛta-jñānāḥ
prapadyante ’nya-devatāḥ
taṁ taṁ niyamam āsthāya
prakṛtyā niyatāḥ svayā
ка̄маіс таіс таір хр̣та-джн̃а̄на̄х̣
прападйанте ’нйа-девата̄х̣
там̇ там̇ нійамам а̄стга̄йа
пракр̣тйа̄ нійата̄х̣ свайа̄

“De, hvis intelligens er blevet stjålet af materielle ønsker, overgiver sig til halvguder og tilbeder dem ifølge de særlige regler og forskrifter, der stemmer overens med deres egne naturer.” Her står der ligeud, at de, der styres af lyst, tilbeder halvguder og ikke den Højeste Herre, Kṛṣṇa. Når vi bruger navnet Kṛṣṇa, hentyder vi ikke til noget sekterisk navn. Kṛṣṇa betyder den højeste glæde, og det bekræftes, at den Højeste Herre indeholder al glæde. Vi længes alle efter glæde eller lykke. Ānanda-mayo ’bhyāsāt (Vedānta-sūtra 1.1.12). De levende væsener er ligesom Herren fulde af bevidsthed og er alle lykkesøgende. Herren er bestandigt lykkelig, og hvis de levende væsener samarbejder med Ham i selskab med Ham, bliver de også lykkelige.

«Ті, чий розум захоплено матеріальними бажаннями, віддають себе напівбогам і дотримуються певних правил та приписів поклоніння згідно із своєю власною природою». Тут прямо сказано, що напівбогам, замість Верховного Господа, Кр̣шн̣и, поклоняються ті, ким володіє хтивість. Коли ми згадуємо ім’я Кр̣шн̣и, то це не означає, що ми вимовляємо якесь сектантське ім’я. «Кр̣шн̣а» означає «найвища насолода», і це ім’я вказує на те, що Верховний Господь — вмістилище, скарбниця всієї насолоди. Всі ми жадаємо насолод. А̄нанда майо ’бгйа̄са̄т (Веда̄нта-сӯтра 1.1.12). Живі істоти, як і Господь, наділені свідомістю і вони прагнуть щастя. Господь безмежно щасливий, і якщо живі істоти дійсно бажають справжнього щастя, їм слід приєднатися до Господа, співпрацювати з Ним, а також вступити в близькі стосунки з Господом та Його оточенням.

Herren nedstiger til denne dødelige verden for at fremvise Sine glædesfyldte lege i Vṛndāvana. Da Herren Śrī Kṛṣṇa var i Vṛndāvana, var Hans aktiviteter sammen med Hans kohyrdevenner, veninder, køerne og de andre indbyggere i Vṛndāvana fulde af lykke. Hele Vṛndāvanas befolkning tænkte ikke på andet end Kṛṣṇa. Men Herren Kṛṣṇa frarådede Sin fader Nanda Mahārāja at tilbede halvguden Indra, for Han ville slå fast, at man ikke behøver at tilbede nogen halvgud. Man behøver kun at tilbede den Højeste Herre, for det endelige mål er at vende tilbage til Hans bolig.

Господь приходить у цей смертний світ, щоб наочно явити Свої сповнені щастя розваги у Вр̣нда̄вані. Коли Господь Ш́рı̄ Кр̣шн̣а був у Вр̣нда̄вані, то що б Він не робив у гурті Своїх приятелів-пастушків, дівчат-подружок й усіх інших мешканців Вр̣нда̄вани та корів, все було сповнене щастя. Все населення Вр̣нда̄вани не бажало знати нічого, окрім Кр̣шн̣и. Господь Ш́рı̄ Кр̣шн̣а Сам відмовив Свого батька Нанду Маха̄ра̄джа поклонятись напівбогові Індрі, бо немає потреби в поклонінні напівбогам. Людям потрібно поклонятись виключно Верховному Господеві, тому що їхньою кінцевою метою є повернутися до Його обителі.

Herren Śrī Kṛṣṇas bolig bliver beskrevet i Bhagavad-gītā, kapitel 15, vers 6:

Обитель Господа Ш́рı̄ Кр̣шн̣и описано в шостому вірші п’ятнадцятої глави Бгаґавад-ґı̄ти:

na tad bhāsayate sūryo
na śaśāṅko na pāvakaḥ
yad gatvā na nivartante
tad dhāma paramaṁ mama
на тад бга̄сайате сӯрйо
на ш́аш́а̄н̇ко на па̄ваках̣
йад ґатва̄ на нівартанте
тад дга̄ма парамам̇ мама

“Denne Min højeste bolig oplyses hverken af Solen eller Månen og heller ikke af ild eller elektricitet. De, der når dertil, vender aldrig tilbage til den materielle verden.”

«Ту Мою верховну обитель освітлює не сяйво сонця, не місяць, не вогонь або електрика. І той, хто досягне її, вже ніколи не повернеться до матеріального світу».

I dette vers beskrives den evige himmel. Vi gør os helt naturligt en materiel forestilling om himmelen og tænker på den i forhold til Solen, Månen, stjernerne osv., men her fortæller Herren, at i den evige himmel er det ikke nødvendigt med sol, måne, elektricitet eller ild af nogen slags, for den åndelige himmel er allerede oplyst af brahmajyoti, stråleglansen, der udgår fra den Højeste Herre. Vi prøver med møje og besvær at komme til andre planeter, men at forstå den Højeste Herres bolig er ikke så svært. Den bolig omtales som Goloka. Der er en smuk beskrivelse i Brahma-saṁhitā (5.37): goloka eva nivasaty akhilātma-bhūtaḥ. Herren lever for evigt i Sin bolig Goloka, men alligevel kan Han nås fra denne verden, og for at hjælpe os til at nå Ham kommer Herren og viser Sin virkelige form, sac-cid-ānanda-vigraha. Når Han manifesterer den form, er der ingen grund til at forestille sig, hvordan Han ser ud. For at undgå alle mulige fiktive spekulationer nedstiger Han og viser Sig, som Han er, som Śyāmasundara. Når Han kommer som en af os og leger med os som et almindeligt menneske, bliver Han desværre hånet af de mindre intelligente. Men vi skal ikke af den grund betragte Herren som en af os. Det er gennem Hans almagt, at Han viser Sig for os i Sin virkelige form og fremviser Sine lege, der er tro gengivelser af de lege, der foregår i Hans bolig.

У цьому вірші описане вічне духовне небо. Звичайно, ми маємо матеріальне уявлення про небо і коли думаємо про нього, то пов’язуємо його із сонцем, місяцем, зірками тощо, але в даному вірші Господь твердить, що вічне небо не потребує ні сонця, ні місяця, ні вогню чи будь-якого іншого джерела світла, бо духовне небо осяюють промені брахмаджйоті, джерелом яких є Верховний Господь. Ми долаємо величезні труднощі, намагаючись досягти інших планет, але зовсім неважко дізнатися, якою є обитель Верховного Господа. Його обитель іменують Ґолокою. Її чудово описано в Брахма-сам̇гіті (5.37): ґолока ева нівасатй акгіла̄тма-бгӯтах̣. Господь вічно перебуває в Своїй обителі, яку називають Ґолокою, і все ж таки ми можемо наблизитись до Нього і в цьому світі, бо саме на це Він приходить до нас і являє Свою істинну форму, сач- чід-а̄нанда-віґраху. Коли Він являє Свою форму, нам вже не треба губитись у здогадах, який же Він на вигляд. Щоб покласти край вигадкам та припущенням, Він приходить до нас і виявляє Себе таким, яким Він є, — як Ш́йа̄масундара. На жаль, нерозумні люди не сприймають Його всерйоз, бо Він з’являється як один із нас і видає Себе за людську істоту. Але це ще не підстава для того, щоб прирівнювати Господа до людини. Завдяки Своїй всемогутності Він може показати нам Свою істинну форму та проявити Свої ігри, які є точною копією Його розваг, що вічно тривають в Його верховній обителі.

Utallige planeter svæver i den åndelige himmels stråleglans, brahmajyoti, der udgår fra den højeste bolig, Kṛṣṇaloka, og de ikke-materielle ānanda-maya, cin-maya planeter svæver på disse stråler. Herren fortæller os i Bhagavad-gītā (15.6), na tad bhāsayate sūryo, na śaśāṅko na pāvakaḥ/ yad gatvā na nivartante, tad dhāma paramaṁ mama. Den, der får adgang til denne åndelige himmel, behøver aldrig mere at vende tilbage til det materielle plan. Selv om det skulle lykkes os at komme til den højeste planet, Brahmaloka, for ikke at tale om Månen, er de samme livsbetingelser altid til stede, nemlig fødsel, død, sygdom og alderdom. Ingen planet noget sted i det materielle univers er fri for disse den materielle eksistens’ fire grundprincipper.

У променистому сяйві духовного неба плаває безліч планет. Вища обитель Кр̣шн̣алока випромінює брахмаджйоті, а нематеріальні планети а̄нанда-майа та чін-майа плавають у цьому сяйві. Господь каже: на тад бга̄сайате сӯрйо на ш́аш́а̄н̇ко на па̄ваках̣ / йад ґатва̄ на нівартанте тад дга̄ма парамам̇ мама. Тому, хто спроможний досягти духовного неба, не треба повертатись назад, до матеріального світу. У матеріальному небі, навіть якщо ми досягнемо вищої планети (Брахмалоки), не кажучи вже про Місяць, ми знайдемо ті ж самі умови життя, а саме: народження, хвороби, старість та смерть. Жодна планета матеріального всесвіту не вільна від цих чотирьох основ матеріального існування.

De levende væsener vandrer fra planet til planet, men vi kan ikke komme til en hvilken som helst planet, vi har lyst til, ved hjælp af mekaniske arrangementer alene. Hvis vi gerne vil til andre planeter, er der en foreskrevet metode dertil. Dette omtales også: yānti deva-vratā devān, pitṝn yānti pitṛ-vratāḥ (Bg. 9.25). Det er ikke nødvendigt med mekanik for at komme på interplanetariske rejser, hvis det er det, vi gerne vil. Bhagavad-gītā fortæller os, yānti deva-vratā devān. Månen, Solen og de andre højere planeter kaldes Svargaloka. Planeterne tilhører tre forskellige kategorier: de højere, de midterste og de lavere planetsystemer. I Bhagavad-gītā er der en meget enkel formel for, hvordan man kommer til de højere planetsystemer (Devaloka): yānti deva-vratā devān. Det eneste, man behøver at gøre, er at tilbede en planets særlige halvgud, og på den måde kan man komme til Månen, Solen eller et hvilket som helst andet af de højere planetsystemer.

Живі істоти подорожують з однієї планети на іншу, проте це не означає, що ми можемо потрапити на якусь уподобану нами планету просто за допомогою механічних пристроїв. Якщо ми бажаємо дістатися до якоїсь іншої планети, то на те існує певний спосіб. Про це також згадується: йа̄нті дева-врата̄ дева̄н пітР̣̄н йа̄нті пітр̣- врата̄х̣. Нема потреби в механічних пристроях, якщо ми бажаємо здійснити міжпланетну подорож. Ґı̄та̄ наставляє: йа̄нті дева-врата̄ дева̄н. Місяць, Сонце та інші вищі планети складають планетну систему, яка має назву Сварґалоки. Існують планети трьох різних категорій: вищі, середні та нижчі планетні системи. Земля належить до середньої планетної системи. Бгаґавад-ґı̄та̄ пояснює нам, як можна рушити до вищої планетної системи (Девалоки) дуже простим способом: йа̄нті дева-врата̄ дева̄н. Треба лише поклонятись певному напівбогові відповідної планети і таким чином можна потрапити на Місяць, Сонце або будь-яку з планет у вищих сферах.

Ikke desto mindre fraråder Bhagavad-gītā os at rejse til nogen af planeterne i denne materielle verden, for selv om vi kommer til den højeste planet, Brahmaloka, ved hjælp af et eller andet mekanisk arrangement og rejser i 40.000 år (og hvem lever så længe?), vil vi stadig blive mødt af de materielle lidelser i form af fødsel, død, sygdom og alderdom. Stræber man derimod efter den højeste planet, Kṛṣṇaloka, eller en anden planet i den åndelige sfære, bliver man ikke længere mødt af disse materielle ubehageligheder. Blandt alle planeterne i den åndelige himmel er der én suveræn planet, der kaldes Goloka Vṛndāvana, og som er den oprindelige planet i Guddommens Oprindelige Personlighed, Śrī Kṛṣṇas, bolig. Hele denne viden findes i Bhagavad-gītā, og gennem dens instruktioner lærer vi, hvordan man kan forlade den materielle verden og begynde på et virkeligt lyksaligt liv i den åndelige verden.

Але Бгаґавад-ґı̄та̄ не радить нам рушати на якусь з планет матеріального світу, бо якщо ми й потрапимо на найвищу планету Брахмалоку за допомогою якого-небудь механічного пристрою, подорожуючи, можливо, сорок тисяч років (а чи здатний хтось прожити стільки?), ми все ж таки знайдемо там ті ж самі матеріальні турботи: народження, смерть, хвороби та старість. Але той, хто досягає верховної планети Кр̣шн̣алоки або будь-якої іншої планети духовного неба, уникає матеріальних турбот. Серед усіх планет духовного неба є одна верховна планета, яку називають Ґолока Вр̣нда̄вана, вона — одвічна первинна планета в обителі Верховного Бога- Особи, Ш́рı̄ Кр̣шн̣и, вища серед усіх інших планет, як матеріального, так і духовного неба. Всі ці знання викладено в Бгаґавад-ґı̄ті, і з її повчань ми можемо довідатись, як покинути матеріальний світ і розпочати істинно блаженне життя в духовному небі.

I Bhagavad-gītās 15. kapitel (15.1) gives det virkelige billede af den materielle verden. Der står der:

В п’ятнадцятій главі Бгаґавад-ґı̄ти змальовано справжню картину матеріального світу. Там сказано:

ūrdhva-mūlam adhaḥ-śākham
aśvatthaṁ prāhur avyayam
chandāṁsi yasya parṇāni
yas taṁ veda sa veda-vit
ӯрдгва-мӯлам адгах̣-ш́а̄кгам
аш́ваттгам̇ пра̄хур авйайам
чганда̄м̇сі йасйа парн̣а̄ні
йас там̇ веда са веда-віт

Her beskrives den materielle verden som et træ, hvis rødder vokser opad og grene nedad. Vi har alle oplevet et træ, hvor rødderne vender opad: Hvis man står ved bredden af en flod eller sø, kan man se, at træerne, der spejler sig i vandet, vender omvendt. Grenene vender nedad, og rødderne vender opad. På samme måde er den materielle verden en refleksion af den åndelige verden. Den materielle verden er blot en skygge af virkeligheden. I en skygge er der ingen virkelig substans, men ud fra skyggen kan vi forstå, at der findes substans eller virkelighed. Der er intet vand i ørkenen, men et fatamorgana antyder, at der findes vand et andet sted. I den materielle verdens ørken er der intet vand, der er ingen lykke, men det virkelige vand eller den virkelige lykke er at finde i den åndelige verden.

Матеріальний світ описано тут як дерево, коріння якого росте догори, а гілля — додолу. Всі ми зустрічали дерево з корінням догори: стоячи на березі річки або якої-небудь іншої водойми, можна побачити, що дерева віддзеркалюються у воді догори ногами: коріння спрямоване вгору, а гілля — додолу. Так само матеріальний світ є відображенням світу духовного. Матеріальний світ — лише тінь реальності. Тінь не має ніякої конкретної форми або змісту, вона нетривка, нереальна, але завдяки їй ми можемо зрозуміти, що десь існує реальна субстанція. В пустелі немає води, але міраж підказує, що така річ, як вода, десь існує. В матеріальному світі немає «води», немає щастя, але справжня вода істинного щастя існує там, в духовному світі.

Herren foreslår, at vi tager til den åndelige verden på følgende måde (Bg. 15.5):

Господь показує нам шлях, яким ми можемо досягти духовного світу (Бґ. 15.5):

nirmāna-mohā jita-saṅga-doṣā
adhyātma-nityā vinivṛtta-kāmāḥ
dvandvair vimuktāḥ sukha-duḥkha-saṁjñair
gacchanty amūḍhāḥ padam avyayaṁ tat
нірма̄на-моха̄ джіта-сан̇ґа-доша̄
адгйа̄тма-нітйа̄ вінівр̣тта-ка̄ма̄х̣
двандваір вімукта̄х̣ сукга-дух̣кга-сам̇джн̃аір
ґаччгантй амӯд̣га̄х̣ падам авйайам̇ тат

Denne padam avyayam eller det evige rige kan opnås af den, der er nirmāna-moha. Og hvad betyder det? Vi er gale efter betegnelser eller titler. Den ene vil gerne kaldes “Hr.”, og den anden vil kaldes “Deres velærværdighed”, og nogle af os ønsker at blive præsidenter, rige mænd, konger eller noget andet. Så længe vi er knyttet til disse betegnelser, er vi bundet til kroppen, for disse betegnelser beskriver kun kroppen. Men vi er ikke denne krop, og erkendelsen af dette er det første skridt i åndelig erkendelse. Vi er fast bundet af den materielle naturs tre kvaliteter, men vi er nødt til at blive utilknyttet til den materielle naturs kvaliteter. Hvis vi ikke bliver knyttet til Herrens hengivne tjeneste, kan vi ikke blive frigjort fra den materielle naturs kvaliteter. Betegnelser og tilknytninger skyldes vores lyst og begær efter at herske over den materielle natur. Så længe vi fastholder tilbøjeligheden til at herske over den materielle natur, er der ingen mulighed for at vende hjem til den Højestes rige, sanātana-dhāma. Det evige rige, der aldrig bliver tilintetgjort, kan kun nås af den, der ikke lader sig forvirre af tiltrækningen til falsk materiel nydelse, og som er forankret i den Højeste Herres tjeneste. Er man på det niveau, er det let at opnå den højeste bolig.

Вічного царства, падам авйайам, може досягти той, хто є нірма̄на- моха. Що це означає? Ми любимо означення. Ми вганяємо за титулами, такими як «сер» чи «лорд», хтось жадає бути президентом, багатієм, царем чи ще ким-небудь. Доки ми прив’язані до таких означень, доти ми прив’язані й до тіла, тому що всі означення стосуються лише тіла. Але ми не є наше тіло й таке розуміння є першим ступенем духовного усвідомлення. Нас зв’язано трьома ґун̣ами матеріальної природи, але нам треба звільнитись від них шляхом відданого служіння Господу. Якщо ми не схильні віддано служити Господеві, ми не зможемо стати незалежними від ґун̣ матеріальної природи. Означення та прив’язаність зумовлені нашою хтивістю й бажаннями, нашим прагненням панувати над матеріальною природою. Доки ми не відкинемо схильність панувати над матеріальною природою, у нас не буде можливості повернутись до царства Всевишнього, сана̄тана-дга̄ми. До вічного, непідвладного руйнуванню царства Божого може наблизитись лише той, кого не бентежать оманні матеріальні насолоди, хто укріпився в служінні Верховному Господеві. Така людина може легко наблизитись до верховної обителі.

Andetsteds i Bhagavad-gītā (8.21) står der:

В Бгаґавад-ґı̄ті (8.21) також сказано:

avyakto ’kṣara ity uktas
tam āhuḥ paramāṁ gatim
yaṁ prāpya na nivartante
tad dhāma paramaṁ mama
авйакто ’кшара ітй уктас
там а̄хух̣ парама̄м̇ ґатім
йам̇ пра̄пйа на нівартанте
тад дга̄ма парамам̇ мама

Avyakta betyder umanifesteret. Den materielle verden er ikke manifesteret for os i sin helhed. Vore sanser er så ufuldkomne, at vi ikke engang kan se alle stjernerne i det materielle univers. I den vediske litteratur er der et væld af oplysninger om alle planeterne, og vi kan tro på disse oplysninger eller lade være. Alle de vigtige planeter er beskrevet i den vediske litteratur, især i Śrīmad-Bhāgavatam, og den åndelige himmel, der befinder sig uden for den materielle himmel, beskrives som avyakta eller umanifesteret. Man bør længes og stræbe efter dette højeste rige, for når man først er kommet dertil, behøver man aldrig mere vende tilbage til den materielle verden.

Авйакта означає «непроявлений». Навіть матеріальний світ не проявляється перед нами у всій його повноті. Наші чуття настільки недосконалі, що ми навіть не можемо побачити всіх зірок нашого матеріального всесвіту. Ми маємо змогу отримати докладну інформацію про всі планети з ведичної літератури і ми можемо вірити або не вірити їй. У ведичній літературі, особливо в Ш́рı̄мад-Бга̄ґаватам, описано всі значні матеріальні планети, а духовний світ, що перебуває поза матеріальним небом, змальований як авйакта, непроявлений. Треба пристрасно бажати увійти в трансцендентне царство, адже, досягнувши його, жива істота вже не мусить повертатися до матеріального світу.

Men hvordan kommer man til den Højeste Herres bolig? Det bliver forklaret i kapitel 8, vers 5, hvor der står:

Далі можна поставити питання, яким шляхом можна досягнути обителі Верховного Господа. Восьма глава містить відповідь на це. Там сказано:

anta-kāle ca mām eva
smaran muktvā kalevaram
yaḥ prayāti sa mad-bhāvaṁ
yāti nāsty atra saṁśayaḥ
анта-ка̄ле ча ма̄м ева
смаран муктва̄ калеварам
йах̣ прайа̄ті са мад-бга̄вам̇
йа̄ті на̄стй атра сам̇ш́айах̣

“Og den, der ved livets slutning forlader sin krop, mens han udelukkende husker på Mig, opnår øjeblikkeligt Min natur. Om det hersker der ingen tvivl.” Den, der tænker på Kṛṣṇa i dødsøjeblikket, kommer til Kṛṣṇa. Man bliver nødt til at huske på Kṛṣṇas form. Hvis man forlader sin krop, mens man tænker på denne form, kommer man med sikkerhed til det åndelige rige. Mad-bhāvam refererer til det Højeste Væsens højere natur. Det Højeste Væsen er sac-cid-ānanda-vigraha, dvs., Hans form er evig og fuld af viden og lyksalighed. Vores nuværende krop er ikke sac- cid-ānanda. Den er asat og ikke sat. Den er ikke evig, men derimod forgængelig. Den er ikke cit, dvs. fuld af viden – den er fuld af uvidenhed. Vi har ingen viden om det åndelige rige, ja, vi har ikke engang fuldstændig viden om denne materielle verden, hvor der er masser af ting, vi ikke kender til. Kroppen er også nirānanda. I stedet for at være fuld af lyksalighed er den fuld af lidelse. Alle de lidelser, vi oplever i den materielle verden, har deres årsag i kroppen, men den, der forlader kroppen, mens han tænker på Herren Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personlighed, får med det samme en sac-cid-ānanda-krop.

«Кожний, хто наприкінці життя, тої миті, коли покидає тіло, думає лише про Мене, той одразу ж потрапляє до Моєї обителі, — в цьому немає сумніву» (Бґ. 8.5). Той, хто думає про Кр̣шн̣у в момент смерті, йде до Кр̣шн̣и. Слід тримати у своїй пам’яті образ Кр̣шн̣и; неодмінно досягне духовного царства той, хто, покидаючи тіло, згадує Його образ. Мад-бга̄вам стосується вищої природи Верховної Істоти. Верховна Істота — це сач-чід-а̄нанда-віґраха — тобто Його форма вічна, сповнена знання і блаженства. Наше теперішнє тіло не є сач-чід-а̄нанда. Воно не сат, воно — асат, тобто не вічне, а тлінне. Воно не чіт, сповнене знання, воно — повне невігластва. Ми нічого не знаємо про духовне царство, ми навіть не маємо досконалого знання про матеріальний світ, в якому є так багато невідомого нам. Так, наше тіло є ніра̄нанда: замість того, щоб бути сповненим блаженства, воно сповнене страждань. Усі страждання, яких ми зазнаємо в матеріальному світі, виникають через тіло, але той, хто, залишаючи тіло, думає про Господа Кр̣шн̣у, Верховного Бога-Особу, одразу ж досягає тіла сач-чід-а̄нанда.

Måden, hvorpå man forlader denne krop og får en anden krop i den materielle verden, er også styret. Et menneske dør, efter det er blevet besluttet, hvilken slags krop vedkommende skal have i sit næste liv. Den beslutning er op til højere autoriteter. Det levende væsen selv har intet at skulle have sagt. I overensstemmelse med vores handlinger i dette liv stiger vi enten op eller synker ned. Det nuværende liv er en forberedelse til det næste. Hvis vi derfor kan forberede os i dette liv til at blive forfremmet til Guds rige, får vi med sikkerhed en åndelig krop som Herrens, når vi forlader denne materielle krop.

Шлях виходу з тіла та отримання нового тіла в матеріальному світі також впорядковано. Людина вмирає тоді, коли вже вирішено, яку форму тіла вона дістане в наступному житті. Приймає рішення не сама жива істота, а вищі судді. Згідно з нашою діяльністю в цьому житті ми або піднімаємося вище, або скочуємось униз. Наше життя — це підготовка до життя майбутнього. Тому, якщо ми зможемо в цьому житті підготувати своє повернення в царство Боже, тоді, без сумніву, покинувши матеріальне тіло, ми одержимо тіло духовне, таке, як у Господа.

Som allerede forklaret findes der forskellige slags transcendentalister – brahmavādīen, paramātmavādīen og den hengivne – og som før nævnt er der utallige åndelige planeter i brahmajyoti (den åndelige himmel). Antallet af de planeter overstiger langt antallet af alle planeter i den materielle verden. Den materielle verden er blevet anslået til kun at være en fjerdedel af skabelsen (ekāṁśena sthito jagat). Inden for dette materielle udsnit findes der millioner og milliarder af universer med billioner af planeter, sole, stjerner og måner. Men det er alt sammen blot en brøkdel af den totale skabelse. Det meste af skabelsen består af den åndelige himmel. Den, der ønsker at blive ét med den Højeste Brahman, bliver omgående overført til den Højeste Herres brahmajyoti og opnår således den åndelige verden. Den hengivne, der ønsker at nyde Herrens selskab, kommer til de utallige Vaikuṇṭha-planeter, hvor den Højeste Herre omgås med ham i Sine fuldstændige ekspansioner som Nārāyaṇa med fire hænder under forskellige navne som Pradyumna, Aniruddha og Govinda. Ved livets slutning tænker transcendentalisterne derfor enten på brahmajyoti, Paramātmā eller Guddommens Højeste Personlighed, Śrī Kṛṣṇa. I hvert af disse tilfælde får de adgang til det åndelige plan, men det er kun en hengiven eller den, der er i personlig kontakt med den Højeste Herre, der kommer til Vaikuṇṭha-planeterne eller Goloka Vṛndāvana-planeten. Herren tilføjer endvidere, at “det er der ingen tvivl om.” Man bliver nødt til at tro fuldt og fast på dette. Vi må ikke afvise noget, blot fordi det ikke passer ind i vores forestillinger. Vi skal have samme holdning som Arjuna, der sagde: “Jeg tror på alt, Du har fortalt mig.” Når Herren derfor siger, at den, der i dødsøjeblikket tænker på Ham som Brahman, Paramātmā eller Guddommens Højeste Personlighed, med sikkerhed kommer til den åndelige verden, er der ingen tvivl om det. Det er helt sikkert.

Як вже було з’ясовано, існують різні типи трансценденталістів: брахма-ва̄дı̄, парама̄тма̄-ва̄дı̄ і бгакти, віддані. Також було вказано, що в брахмаджйоті (духовному небі) існує безліч духовних планет. Таких планет набагато більше, ніж усіх планет матеріального світу. Матеріальний світ становить приблизно лише одну четверту частину всього творіння (ека̄м̇ш́ена стгіто джаґат). У цьому матеріальному відсікові існують мільйони й мільярди світів із трильйонами планет і сонць, зірок та місяців. Але все матеріальне творіння — це лише фраґмент усього створеного світу, більшу частину якого складає духовне небо. Той, хто бажає злитися з буттям Верховного Брахмана, миттю переміщується в брахмаджйоті Верховного Господа і таким чином досягає духовного неба. Відданий, який бажає насолоджуватись спілкуванням з Господом, потрапляє на планети Ваікун̣т̣ги, яких є незчисленна кількість, і Верховний Господь у Своїх повновладних експансіях На̄ра̄йан̣и з чотирма руками й під різними іменами, такими, як Прадйумна, Аніруддга, Ґовінда тощо, дарує йому Своє товариство. Отже, в кінці свого життя трансценденталісти думають або про брахмаджйоті, або про Парама̄тму, або ж про Верховного Бога-Особу, Ш́рı̄ Кр̣шн̣у. У всіх цих випадках вони досягають духовного неба, однак, лише відданий, той, хто перебуває в особистісних стосунках з Верховним Господом, вступає на планети Ваікун̣т̣ги, або на планету Ґолока Вр̣нда̄вана. Далі Господь додає, що в цьому «немає сумніву». Треба твердо вірити в це. Ми не повинні відкидати те, що виходить за межі нашої уяви; наше ставлення до цього має бути таким, як у Арджуни: «Я вірю всьому, що Ти сказав». Отже, коли Кр̣шн̣а запевняє, що будь-хто може досягнути духовного неба, якщо в момент смерті думатиме про Господа як про Брахмана, або Парама̄тму, або Бога-Особу, то в цьому не повинно бути ніякого сумніву. Не можна не вірити словам Кр̣шн̣и.

Bhagavad-gītā (8.6) forklarer også det generelle princip, der giver én adgang til det åndelige rige udelukkende ved at tænke på den Højeste i dødsøjeblikket:

В Бгаґавад-ґı̄ті (8.6) також роз’яснюється загальний принцип, керуючись яким, можна досягти духовного царства, просто пам’ятаючи про Всевишнього під час смерті:

yaṁ yaṁ vāpi smaran bhāvaṁ
tyajaty ante kalevaram
taṁ tam evaiti kaunteya
sadā tad-bhāva-bhāvitaḥ
йам̇ йам̇ ва̄пі смаран бга̄вам̇
тйаджатй анте калеварам
там̇ там еваіті каунтейа
сада̄ тад-бга̄ва-бга̄вітах̣

“En hvilken som helst tilstand, man husker, når man forlader sin nuværende krop, opnår man med sikkerhed i sit næste liv.” Her må vi først og fremmest forstå, at den materielle natur er et produkt af en af den Højeste Herres energier. I Viṣṇu Purāṇa (6.7.61) bliver der redegjort for alle den Højeste Herres energier:

«Про який стан існування людина згадує під час виходу з тіла, того стану вона і досягне неодмінно в наступному житті». Ми насамперед повинні з’ясувати зараз, що матеріальна природа — це вияв однієї з енерґій Верховного Господа. У Вішн̣у Пура̄н̣і (6.7.61) описано всю сукупність енерґій Верховного Господа:

viṣṇu-śaktiḥ parā proktā
kṣetra-jñākhyā tathā parā
avidyā-karma-saṁjñānyā
tṛtīyā śaktir iṣyate
вішн̣у-ш́актіх̣ пара̄ прокта̄
кшетра-джн̃а̄кгйа̄ татга̄ пара̄
авідйа̄-карма-сам̇джн̃а̄нйа̄
тр̣тı̄йа̄ ш́актір ішйате

Den Højeste Herre har talrige forskelligartede energier, der ligger uden for vores fatteevne. Lærde vismænd eller befriede sjæle har imidlertid studeret disse energier og inddelt dem i tre kategorier. Alle energierne er viṣṇu-śakti, Herren Viṣṇus forskellige energier. Den første energi er parā eller transcendental. Som allerede forklaret hører de levende væsener til denne højere energi. De andre energier, de materielle energier, er i uvidenhedens kvalitet. På dødstidspunktet kan vi enten forblive i den materielle verdens lavere energi, eller vi kan overføre os selv til den åndelige verdens energi. Så Bhagavad-gītā (8.6) forklarer:

Верховний Господь володіє незліченними різноманітними енерґіями, які перебувають поза нашим розумінням; однак, видатні освічені мудреці, або звільнені душі, дослідили ці енерґії й угрупували їх у три основні категорії. Всі енерґії є вішн̣у-ш́акті, тобто вони є різними потенціями Господа Вішн̣у. Перша енерґія — пара̄, трансцендентна. Живі істоти також належать до вищої енерґії, як це вже пояснювалось. Інші, матеріальні, енерґії перебувають у ґун̣і невігластва. В момент смерті ми можемо або залишитися під впливом нижчої енерґії матеріального світу, або перенестись у світ духовний, де діє вища енерґія. Бгаґавад-ґı̄та̄ з цього приводу каже (8.6):

yaṁ yaṁ vāpi smaran bhāvaṁ
tyajaty ante kalevaram
taṁ tam evaiti kaunteya
sadā tad-bhāva-bhāvitaḥ
йам̇ йам̇ ва̄пі смаран бга̄вам̇
тйаджатй анте калеварам
там̇ там еваіті каунтейа
сада̄ тад-бга̄ва-бга̄вітах̣

“En hvilken som helst tilstand, man husker, når man forlader sin nuværende krop, opnår man med sikkerhed i sit næste liv.”

«Про який стан існування людина згадує під час виходу з тіла, того стану вона і досягає неодмінно в наступному житті».

I livet er vi vant til at tænke enten på den materielle eller på den åndelige energi. Hvordan kan vi nu overføre vores tanker fra den materielle energi til den åndelige energi? Der er et væld af litteratur, der fylder vores tanker med den materielle energi – aviser, blade, romaner osv. Vores tanker, der nu er optaget af den slags litteratur, skal overføres til den vediske litteratur. Derfor har de store vismænd skrevet en mængde vedisk litteratur såsom Purāṇaerne. Purāṇaerne er ikke fiktion. De er historiske kildetekster. I Caitanya-caritāmṛta (Madhya 20.122) finder vi følgende vers:

Звичайна річ, на протязі життя ми звикли мислити в межах матеріальної енерґії, але нам властиво розмірковувати і про духовні речі. Яким же чином ми можемо перенести свої думки з матеріальної енерґії на духовну? Існує стільки літератури, що наповнює наші думки матеріальною енерґією: газети, журнали, романи тощо. На сьогодняшній день подібна література поглинає всі наші думки, але в наших інтересах звернути їх на літературу ведичну. Щоб надати нам такої змоги, великі мудреці створили багато таких шедеврів ведичної літератури, як, наприклад, Пура̄н̣и. Пура̄н̣и — не вигадка, вони містять історичні факти. В Чаітанйа-чаріта̄мр̣ті (Мадгйа 20.122) надибуємо такого вірша:

māyā-mugdha jīvera nāhi svataḥ kṛṣṇa-jñāna
jīvere kṛpāya kailā kṛṣṇa veda-purāṇa
ма̄йа̄-муґдга джı̄вера на̄хі сватах̣ кр̣шн̣а-джн̃а̄на
джı̄вере кр̣па̄йа каіла̄ кр̣шн̣а веда-пура̄н̣а

De glemsomme levende væsener eller betingede sjæle har glemt deres forhold til den Højeste Herre og har fyldt deres tanker med materielle ting. Med det ene formål at overføre deres tankevirksomhed til den åndelige himmel har Kṛṣṇa-dvaipāyana Vyāsa skrevet en stor mængde vedisk litteratur. Først inddelte han Vedaerne i fire afsnit, derefter forklarede han dem i Purāṇaerne, og for de mindre intelligente skrev han Mahābhārata, der indeholder Bhagavad-gītā. Dernæst sammenfattede han hele den vediske litteratur i Vedānta-sūtra, og til vejledning for kommende generationer skrev han en naturlig kommentar til Vedānta-sūtra ved navn Śrīmad-Bhāgavatam. Vi skal holde vores sind konstant optaget af at læse denne vediske litteratur. Ligesom materialister holder deres sind beskæftiget med aviser, blade og anden materialistisk litteratur, skal vi skifte vores læsestof ud med de skrifter, Vyāsadeva har givet os. På den måde vil det være muligt for os at huske på den Højeste Herre i dødsøjeblikket. Det er den eneste fremgangsmåde, Herren foreslår, og Han garanterer resultatet: “Der er ingen tvivl om det.”

Забудькуваті живі істоти, або обумовлені душі, втратили свій зв’язок з Верховним Господом і заглибились у думки про матеріальну діяльність. Саме на те, щоб спрямувати їхню розумову енерґію до духовного неба, Кр̣шн̣а-дваіпа̄йана Вйа̄са створив стільки пам’ятників ведичної літератури. Передусім, він розділив Веди на чотири частини, потім він пояснив їх у Пуран̣ах, а для менш розвинутих людей він написав Маха̄бга̄рату, частиною якої і є Бгаґавад-ґı̄та̄. Далі всю ведичну літературу було узагальнено у Веда̄нта-сӯтрі і, щоб її могли зрозуміти прийдешні покоління, він написав доступний коментар до Веда̄нта-сӯтри під назвою Ш́рı̄мад-Бга̄ґаватам. В наших інтересах уподобати читання ведичної літератури. Так само, як матеріалісти скеровують свій розум на читання газет, журналів та безлічі іншої матеріалістичної літератури, ми повинні зосередитись на читанні творів, що їх дав нам Вйа̄садева: таким способом ми зможемо пам’ятати про Верховного Господа під час смерті. Це єдиний шлях, що запропонований Господом, і він обов’язково приведе до місця призначення: «В цьому немає сумніву».

tasmāt sarveṣu kāleṣu
mām anusmara yudhya ca
mayy arpita-mano-buddhir
mām evaiṣyasy asaṁśayaḥ
тасма̄т сарвешу ка̄лешу
ма̄м анусмара йудгйа ча
майй арпіта-мано-буддгір
ма̄м еваішйасй асам̇ш́айах̣

“Arjuna, derfor skal du altid tænke på Mig i Min form som Kṛṣṇa samtidigt med, at du gør din foreskrevne pligt og kæmper. Ved at tilegne dine handlinger til Mig og med dit sind og din intelligens forankret i Mig kommer du uden tvivl til Mig.” (Bg. 8.7)

«Тому, Арджуно, ти повинен завжди пам’ятати про Мене в образі Кр̣шн̣и й водночас виконувати свій обов’язок кшатрійі, тобто воювати. Присвятивши Мені всі свої дії і зосередивши на Мені свій розум та інтелект, ти, без сумніву, прийдеш до Мене» (Бґ. 8.7).

Kṛṣṇa beder ikke Arjuna om blot at huske på Ham og opgive sin beskæftigelse. Nej, Herren foreslår aldrig noget upraktisk. Man er tvunget til at arbejde for at opretholde kroppen i den materielle verden. Samfundet bliver inddelt i fire sociale ordener i forhold til menneskers arbejde – brāhmaṇa, kṣatriya, vaiśya og śūdra. Brāhmaṇa-klassen, dvs. den intelligente gruppe, arbejder på én måde, kṣatriya-klassen eller den administrerende gruppe arbejder på en anden, og handelsstanden og arbejderne er beskæftiget i deres særlige bestillinger. Man bliver nødt til at arbejde for at forsørge sig selv, uanset om man er arbejder, forretningsmand, administrator eller landmand i samfundet, eller selv hvis man tilhører den højeste orden og er litterær og fungerer som videnskabsmand eller teolog. Herren fortæller derfor Arjuna, at han ikke behøver at ophøre med sit arbejde, men mens han gør sit arbejde, skal han huske på Kṛṣṇa (mām anusmara). Hvis man ikke under kampen for tilværelsen øver sig i at huske på Kṛṣṇa, kan det ikke lade sig gøre at huske Kṛṣṇa på dødstidspunktet. Herren Caitanya tilråder det samme. Han anbefaler, kīrtanīyaḥ sadā hariḥ: Man skal hele tiden øve sig i at recitere Herren Kṛṣṇas navne. Der er ingen forskel på Herrens navn og selve Herren. Herren Kṛṣṇas instruktion til Arjuna om at “huske Mig” og Herren Caitanyas opfordring til “altid at synge Herren Kṛṣṇas navne” går således ud på det samme. Der er ingen forskel, for Kṛṣṇa Selv og Kṛṣṇas navne er ikke forskellige fra hinanden. På det absolutte plan er der ingen forskel på en henvisning og det, der bliver henvist til. Vi skal derfor øve os i konstant at huske på Herren døgnet rundt ved at synge eller recitere Hans navne og forme vores handlinger således, at vi altid kan huske Ham.

Кр̣шн̣а не пропонує Арджуні просто пам’ятати Його й залишити свої справи. Ні, Господь ніколи не пропонує чогось нездійсненного. В матеріальному світі кожний мусить працювати, щоб підтримувати тіло. Людське суспільство, згідно з діяльністю, яку виконують люди, поділено на чотири соціальні класи: бра̄хман̣и, кшатрійі, ваіш́йі та ш́ӯдри. Клас бра̄хман̣, або клас інтеліґенції, виконує одну діяльність, кшатрійі, або адміністративний клас — іншу, клас торговців і клас робітників також виконують свої певні обов’язки. У людському суспільстві можна бути робітником, торговцем, адміністратором, землеробом або навіть літератором, ученим чи богословом, тобто належати до найвищого класу, та все ж таки кожен мусить працювати, щоб підтримувати своє існування. Тому Господь каже Арджуні, що не треба відмовлятись од роботи, але, продовжуючи свою діяльність, йому слід завжди пам’ятати про Кр̣шн̣у (ма̄м анусмара). Якщо він не думатиме постійно про Кр̣шн̣у під час боротьби за існування, то він не зможе також згадати Кр̣шн̣у в момент смерті. Господь Чаітанйа радить те ж саме. Він каже: кı̄ртанı̄йах̣ сада̄ харіх̣ — «треба завжди оспівувати Господні імена». Імена Господа і Сам Господь — абсолютно невідмінні. Таким чином, настанова Кр̣шн̣и Арджуні «пам’ятай про Мене» і вказівка Господа Чаітанйі «завжди виспівуйте імена Господа Кр̣шн̣и» — також є одне й те ж саме. Тут немає різниці, тому що Кр̣шн̣а та імена Кр̣шн̣и неподільно зв’язані. В абсолютному розумінні немає різниці між об’єктом та поняттям про нього. Тому ми повинні завжди, двадцять чотири години на добу, оспівувати Його імена й упорядкувати своє життя таким чином, щоб повсякчас мати можливість пам’ятати про Нього.

Hvordan kan det lade sig gøre? Ācāryaerne giver følgende eksempel. Hvis en gift kvinde er tiltrukket af en anden mand, eller hvis en mand er tiltrukket af en anden kvinde end sin hustru, anses denne tilknytning for at være meget stærk. Den, der har en sådan tilknytning, tænker altid på sin elskede. Hustruen, der tænker på sin elsker, tænker altid på at mødes med ham, selv mens hun udfører sine huslige pligter. Hun gør endda sine pligter endnu mere omhyggeligt, så hendes mand ikke skal fatte mistanke om hendes utroskab. På samme måde skal vi gøre vores materielle pligter meget omhyggeligt samtidig med, at vi hele tiden husker på den højeste elsker, Śrī Kṛṣṇa. Det kræver en meget stærk kærlighed. Hvis vi har en stærk følelse af kærlighed til den Højeste Herre, kan vi gøre vores pligt og samtidig huske på Ham. Men vi bliver nødt til at udvikle denne følelse af kærlighed. Arjuna tænkte for eksempel altid på Kṛṣṇa. Han var Kṛṣṇas tro ledsager, men samtidig var han kriger, så derfor var Kṛṣṇas råd til ham ikke, at han skulle ophøre med at kæmpe og drage ud i skoven for at meditere. Da Herren Kṛṣṇa redegjorde for yoga-systemet, svarede Arjuna, at han umuligt kunne følge det system.

Як же це здійснити? А̄ча̄рйі наводять приклад: якщо заміжня жінка захопилася іншим чоловіком, або якщо чоловік відчуває потяг до іншої жінки, а не до своєї дружини, то така прихильність буває дуже сильною, такою, що людина, яка відчуває її, завжди думає про предмет свого кохання. Жінка, яка думає про свого коханого, весь час уявляє собі зустріч з ним, навіть тоді, коли виконує свої домашні обов’язки. Насправді вона виконує їх ще краще, щоб чоловік не запідозрив її пристрасті. Так само, ми повинні завжди думати про вищого коханого, Ш́рı̄ Кр̣шн̣у, й водночас якнайкраще виконувати свої матеріальні обов’язки. Для цього необхідне сильне почуття любові: якщо ми відчуваємо сильну любов до Верховного Господа, тоді ми зможемо виконувати свої обов’язки й водночас пам’ятати про Нього. Але таке почуття любові треба розвивати. Арджуна, наприклад, завжди думав про Кр̣шн̣у, він був постійним супутником Кр̣шн̣и, й водночас він був воїном. Кр̣шн̣а не запропонував йому покинути поле бою й податись до лісу, щоб медитувати там. Коли Господь Кр̣шн̣а описав систему йоґи, Арджуна признався, що йому несила оволодіти нею:

arjuna uvāca
арджуна ува̄ча
yo ’yaṁ yogas tvayā proktaḥ
sāmyena madhusūdana
etasyāhaṁ na paśyāmi
cañcalatvāt sthitiṁ sthirām
йо ’йам̇ йоґас твайа̄ проктах̣
са̄мйена мадгусӯдана
етасйа̄хам̇ на паш́йа̄мі
сан̃чалатва̄т стгітім̇ стгіра̄м

“Arjuna sagde: O Madhusūdana, dette yoga-system, Du har sammenfattet, forekommer mig upraktisk og ulideligt, for sindet er rastløst og uligevægtigt.” (Bg. 6.33)

«Арджуна сказав: «О Мадгусӯдана, система йоґи, яку Ти стисло описав, здається мені непосильною й нездійсненною, бо розум мій — неспокійний і хиткий» (Бґ. 6.33).

Men Herren svarede (Bg. 6.47):

Але Господь каже:

yoginām api sarveṣāṁ
mad-gatenāntar-ātmanā
śraddhāvān bhajate yo māṁ
sa me yukta-tamo mataḥ
йоґіна̄м апі сарвеша̄м̇
мад-ґатена̄нтара̄тмана̄
ш́раддга̄ва̄н бгаджате йо ма̄м̇
са ме йуктатамо матах̣

“Blandt alle yogīer er den, der med stor tro altid underkaster sig Mig, tænker på Mig i sit indre og er engageret i transcendental kærlighedstjeneste til Mig, mest fortroligt forenet med Mig i yoga og er den største af alle. Det er Min mening.” Den, der altid tænker på den Højeste Herre, er således også den største yogī, den største jñānī og den bedste hengivne. Herren fortæller videre Arjuna, at som kṣatriya kan han ikke undslå sig for at kæmpe, men hvis han kæmper, mens han husker på Kṛṣṇa, vil han kunne huske på Kṛṣṇa i dødsøjeblikket. Men han skal være helt overgivet til Herrens transcendentale kærlighedstjeneste.

«З усіх йоґів, той, хто з цілковитою вірою завжди перебуває в Мені, завжди пам’ятає про Мене в своєму серці і служить Мені з трансцендентною любов’ю та відданістю, той найтісніше поєднаний зі Мною через йоґу і є самим досконалим. Така Моя думка» (Бґ. 6.47). Таким чином, той, хто завжди пам’ятає про Верховного Господа — той є водночас найвидатніший йоґ, найвищий джн̃а̄нı̄ й найвидатніший відданий. Далі Господь каже, що Арджуна, як кшатрійа, не може відмовитися від бою, однак, якщо він битиметься, пам’ятаючи про Кр̣шн̣у, тоді він буде спроможний згадати Його в момент смерті. Але треба беззастережно віддатися трансцендентному любовному служінню Господеві.

I virkeligheden er det ikke vores krop, vi handler med. Vi handler med vores sind og intelligens, så hvis intelligensen og sindet altid er optaget af at tænke på den Højeste Herre, bliver sanserne også helt automatisk engageret i Hans tjeneste. Rent overfladisk kan det se ud, som om sansernes aktivitet er den samme, men bevidstheden er en anden. Bhagavad-gītā lærer én at fylde sindet og intelligensen med tanker på Herren. Denne fordybelse vil gøre os i stand til at blive overført til Herrens rige. Hvis sindet er optaget af Kṛṣṇas tjeneste, bliver sanserne automatisk engageret i Hans tjeneste. Det er kunsten, og det er også Bhagavad-gītās hemmelighed: at absorbere sindet fuldstændigt i tanker på Śrī Kṛṣṇa.

Насправді ми виконуємо якусь діяльність за допомогою нашого розуму та інтелекту, а не тіла. Отже, якщо розум та інтелект завжди занурені в роздуми про Верховного Господа, природно, що чуття також буде залучено до служіння Йому. Зовнішньо, можливо, чуттєва діяльність залишатиметься такою ж самою, але свідомість зміниться. Бгаґавад-ґı̄та̄ вчить нас, як зосередити розум та інтелект на роздумах про Господа. Таке заглиблення дасть змогу перенестись до Господнього царства. Якщо розум служить Кр̣шн̣і, то чуття природним чином залучаються до служіння Йому. Це — мистецтво і це — тайна Бгаґавад-ґı̄ти: цілковите заглиблення в думки про Ш́рı̄ Кр̣шн̣у.

Det moderne menneske har gjort sig store anstrengelser for at komme til Månen, men det har ikke gjort noget særligt for at ophøje sig selv åndeligt. Hvis man har 50 år at leve i, bør man bruge denne korte tid til at øve sig i at huske på Guddommens Højeste Personlighed. Denne praksis er den hengivne proces. Der står i Śrīmad-Bhāgavatam (7.5.23):

Сучасна людина витратила стільки часу й зусиль, аби досягти Місяця, але вона зовсім не дбає про те, щоб піднестись духовно. Якщо у когось попереду ще якихось п’ятдесят років, він повинен впродовж цього недовгого терміну часу розвивати здатність пам’ятати про Верховного Бога-Особу. Віддане служіння полягає у:

śravaṇaṁ kīrtanaṁ viṣṇoḥ
smaraṇaṁ pāda-sevanam
arcanaṁ vandanaṁ dāsyaṁ
sakhyam ātma-nivedanam
ш́раван̣ам̇ кı̄ртанам̇ вішн̣ох̣
смаран̣ам̇ па̄да-севанам
арчанам̇ ванданам̇ да̄сйам̇
сакгйам а̄тма-ніведанам

Disse ni processer, af hvilke den letteste er śravaṇam, at høre Bhagavad- gītā fra en realiseret person, vil vende vores tanker mod det Højeste Væsen. Det igen vil føre til ihukommelse af den Højeste Herre og bevirke, at når man forlader sin krop, får man en åndelig krop, der er kvalificeret til at omgås med den Højeste Herre.

Дев’ять способів усвідомлення Бога, найлегшим з яких є ш́раван̣ам, тобто слухання Бгаґавад-ґı̄ти з уст особи, яка усвідомила себе, спрямовують думки людини до Верховної Істоти. Завдяки цьому вона завжди пам’ятатиме про Верховного Господа (ніш́чала), що надасть їй можливості одразу ж по смерті отримати духовне тіло, придатне для спілкування з Верховним Господом.

Herren forklarer videre (Bg. 8.8):

Далі Господь каже:

abhyāsa-yoga-yuktena
cetasā nānya-gāminā
paramaṁ puruṣaṁ divyaṁ
yāti pārthānucintayan
абгйа̄са-йоґа-йуктена
четаса̄ на̄нйа-ґа̄міна̄
парамам̇ пурушам̇ дівйам̇
йа̄ті па̄ртга̄нучінтайан

“Den, der mediterer på Mig som Guddommens Højeste Personlighed med sindet uophørligt engageret i tanker på Mig uden at blive afledt fra vejen, kan være sikker på at nå Mig, O Arjuna.”

«Той, хто завжди розмірковує про Мене як про Верховного Бога-Особу, зосереджуючи на Мені свій розум, і не збочує з цього шляху, той, о Арджуно, безсумнівно прийде до Мене» (Бґ. 8.8).

Dette er ingen særlig svær metode. Man skal imidlertid lære den fra en erfaren person. Tad-vijñānārthaṁ sa gurum evābhigacchet: Man skal henvende sig til den, der allerede er oplyst. Sindet flakker altid hid og did, men man skal træne sindet i at fokusere på formen af den Højeste Herre, Śrī Kṛṣṇa, eller på lyden af Hans navn. Sindet er af natur hvileløst og bliver drevet hid og did, men det kan finde hvile i Kṛṣṇas lydvibration. For at nå Ham skal man således meditere på paramaṁ puruṣam, Guddommens Højeste Personlighed i det åndelige rige. I Bhagavad-gītā gives der forskellige veje til at nå denne højeste erkendelse, og døren til kundskaben er åben for alle. Ingen nægtes adgang. Alle mennesker, uanset hvilken samfundsgruppe de tilhører, kan komme til Herren Kṛṣṇa ved at tænke på Ham, for alle har mulighed for at høre om Ham og tænke på Ham.

Шлях цей не дуже важкий, однак, щоб іти ним, слід обрати досвідченого провідника. Тад-віджн̃а̄на̄ртгам̇ са ґурум ева̄бгіґаччгет — «треба підійти до того, хто вже практикує бгакті-йоґу». Розум завжди блукає з одного предмету на інший, тому необхідно виховувати в ньому здатність зосереджуватись на образі Верховного Господа Ш́рı̄ Кр̣шн̣и або на звукові Його імені. За своєю природою розум неспокійний і стрибає в різних напрямках, але він може віднайти спокій в звуковій вібрації Кр̣шн̣и. Отже, треба медитувати на парамам̇ пурушам, Верховного Бога-Особу, який перебуває в Своєму духовному царстві, в духовному небі, і таким чином досягти Його. Шляхи й засоби остаточного духовного усвідомлення та досягнення кінцевої мети сформульовано в Бгаґавад-ґı̄ті, і двері до цього знання відчинено для всіх. Кожен може увійти. Всі люди, будь-яких суспільних класів, можуть наблизитись до Господа Кр̣шн̣и, бо слухати й думати про Нього може кожний.

Herren udtaler videre (Bg. 9.32–33):

Далі Господь каже (Бґ 9.32 – 33):

māṁ hi pārtha vyapāśritya
ye ’pi syuḥ pāpa-yonayaḥ
striyo vaiśyās tathā śūdrās
te ’pi yānti parāṁ gatim
ма̄м̇ хі па̄ртга вйапа̄ш́рітйа
йе ’пі сйух̣ па̄па-йонайах̣
стрійо ваіш́йа̄с татга̄ ш́ӯдра̄с
те ’пі йа̄нті пара̄м̇ ґатім
kiṁ punar brāhmaṇāḥ puṇyā
bhaktā rājarṣayas tathā
anityam asukhaṁ lokam
imaṁ prāpya bhajasva mām
кім̇ пунар бра̄хман̣а̄х̣ пун̣йа̄
бгакта̄ ра̄джаршайас татга̄
анітйам асукгам̇ локам
імам̇ пра̄пйа бгаджасва ма̄м

Således erklærer Herren, at selv en forretningsmand, en falden kvinde eller en arbejder eller endda mennesker, der befinder sig i den laveste livsstatus, kan opnå den Højeste. Det er ikke nødvendigt med en højt udviklet intelligens. Det vigtige er, at alle, der accepterer principperne for bhakti-yoga og den Højeste Herre som summum bonum, dvs. det endelige mål i tilværelsen, kan nå Herren i den åndelige himmel. Hvis man følger principperne, der gives i Bhagavad-gītā, kan man gøre sit liv fuldkomment og finde en permanent løsning på alle livets problemer. Det er hele essensen af Bhagavad-gītā.

Тут Господь каже, що торговець, розпутна жінка, чорнороб і навіть ті людські істоти, що перебувають у найнижчих станах життя, можуть наблизитись до Верховного. Для цього не обов’язково потрібний високорозвинений інтелект. Суть у тому, що кожен, хто приймає засади бгакті-йоґи і визнає Верховного Господа за найвище благо, за найвищу кінцеву мету свого життя — може наблизитись до Господа в духовному небі. Якщо людина засвоїть принципи, сповіщені в Бгаґавад-ґı̄ті, вона зможе зробити своє життя досконалим і навіки вирішити всі проблеми існування. В цьому — сенс та сутність усієї Бгаґавад-ґı̄ти.

Lad os runde af med at konkludere, at Bhagavad-gītā er et stykke transcendental litteratur, man skal læse meget omhyggeligt. Gītā-śāstram idaṁ puṇyaṁ, yaḥ paṭhet prayataḥ pumān: Hvis man følger Bhagavad- gītās instruktioner korrekt, kan man blive befriet for alle livets lidelser og bekymringer. Viṣṇoḥ padam avapnoti, bhaya-śokādi-varjitaḥ. Man vil blive befriet for al frygt i dette liv, og ens næste liv vil blive åndeligt (Gītā-māhātmya 1).

На закінчення підкреслимо, що Бгаґавад-ґı̄та̄ — духовний твір, і читати її слід дуже уважно. Ґı̄та̄-ш́а̄страм ідам̇ пун̣йам̇ йах̣ пат̣гет прайатах̣ пума̄н — «твердо дотримуючись всіх приписів Бгаґавад- ґı̄ти, можна звільнитись від усіх життєвих страждань та тривог». Бгайа-ш́ока̄ді-варджітах̣ — «людина звільниться від усякого страху, і її наступне життя буде духовним» (Ґı̄та̄-ма̄ха̄тмйа 1).

Der er flere fordele:

У цьому є ще й інша перевага:

gītādhyāyana-śīlasya
prāṇāyāma-parasya ca
naiva santi hi pāpāni
pūrva-janma-kṛtāni ca
ґı̄та̄дгйа̄йана-ш́ı̄ласйа
пра̄н̣а̄йама-парасйа ча
наіва санті хі па̄па̄ні
пӯрва-джанма-кр̣та̄ні ча

“Hvis man studerer Bhagavad-gītā meget oprigtigt og med stor alvor, vil reaktionerne på ens tidligere ugerninger ikke påvirke én.” (Gītā- māhātmya 2) Herren siger klart og tydeligt i sidste del af Bhagavad-gītā (18.66):

«Якщо людина серйозно й з щирим почуттям читає Бгаґавад-ґı̄ту, тоді з Господньої ласки наслідки її минулих гріховних вчинків не впливатимуть на неї». В останній частині Бгаґавад-ґı̄ти (18.66). Господь Ш́рı̄ Кр̣шн̣а сповіщає всім:

sarva-dharmān parityajya
mām ekaṁ śaraṇaṁ vraja
ahaṁ tvāṁ sarva-pāpebhyo
mokṣayiṣyāmi mā śucaḥ
сарва-дгарма̄н парітйаджйа
ма̄м екам̇ ш́аран̣ам̇ враджа
ахам̇ тва̄м̇ сарва-па̄пебгйо
мокшайішйа̄мі ма̄ ш́учах̣

“Opgiv alle former for religion og overgiv dig blot til Mig. Jeg skal udfri dig fra al synd. Frygt ikke.” Således tager Herren det fulde ansvar for den, der overgiver sig til Ham, og beskytter en sådan person mod enhver reaktion på synd.

«Облиш всі форми релігії і просто віддайся Мені, — Я врятую тебе від усіх наслідків гріху. Не бійся нічого». Таким чином, Господь перебирає на себе всю відповідальність за того, хто віддається Йому й ґарантує такій людині безпеку від усіх зворотніх наслідків гріховних дій.

mala-nirmocanaṁ puṁsāṁ
jala-snānaṁ dine dine
sakṛd gītāmṛta-snānaṁ
saṁsāra-mala-nāśanam
мала-нірмочанам̇ пум̇са̄м̇
джала-сна̄нам̇ діне діне
сакр̣д ґı̄та̄мр̣та-сна̄нам̇
сам̇са̄ра-мала-на̄ш́анам

“One may cleanse himself daily by taking a bath in water, but if one takes a bath even once in the sacred Ganges water of Bhagavad-gītā, for him the dirt of material life is altogether vanquished.” (Gītā-māhātmya 3)

«Людина може щодня очищати себе, обмиваючись водою, але якщо вона лише раз омилась в священних водах Ґанґи Бгаґавад-ґı̄ти — для такої людини бруд матеріального життя більше не існує». (Ґı̄та̄-ма̄ха̄тмйа 3)

gītā su-gītā kartavyā
kim anyaiḥ śāstra-vistaraiḥ
yā svayaṁ padmanābhasya
mukha-padmād viniḥsṛtā
ґı̄та̄ су–ґı̄та̄ картавйа̄
кім анйаіх̣ ш́а̄стра-вістараіх̣
йа̄ сайам̇ падмана̄бгасйа
мукга-падма̄д вініх̣ср̣та̄

Because Bhagavad-gītā is spoken by the Supreme Personality of Godhead, one need not read any other Vedic literature. One need only attentively and regularly hear and read Bhagavad-gītā. In the present age, people are so absorbed in mundane activities that it is not possible for them to read all the Vedic literatures. But this is not necessary. This one book, Bhagavad-gītā, will suffice, because it is the essence of all Vedic literatures and especially because it is spoken by the Supreme Personality of Godhead. (Gītā-māhātmya 4)

Бгаґавад-ґı̄ту повідав Верховний Бог-Особа, і тому нема потреби читати ще які-небудь ведичні твори. Треба тільки уважно й реґулярно слухати й читати Бгаґавад-ґı̄ту. За нашої доби люди настільки заклопотані світською діяльністю, що їм не під силу прочитати всі твори ведичної літератури. Але в цьому й немає необхідності. Однієї книги, Бгаґавад-ґı̄ти, цілком достатньо, тому що вона є суттю ведичної літератури, і особливо тому, що її повідав Верховний Бог-Особа (Ґı̄та̄-ма̄ха̄тмйа 4).

As it is said:

Як сказано:

bhāratāmṛta-sarvasvaṁ
viṣṇu-vaktrād viniḥsṛtam
gītā-gaṅgodakaṁ pītvā
punar janma na vidyate
бга̄рата̄мр̣та-сарвасвам̇
вішн̣у-вактра̄д вініх̣ср̣там
ґı̄та̄-ґан̣ґодакам̇ пı̄тва̄
пунар джанма на відйате

“One who drinks the water of the Ganges attains salvation, so what to speak of one who drinks the nectar of Bhagavad-gītā? Bhagavad-gītā is the essential nectar of the Mahābhārata, and it is spoken by Lord Kṛṣṇa Himself, the original Viṣṇu.” (Gītā-māhātmya 5) Bhagavad-gītā comes from the mouth of the Supreme Personality of Godhead, and the Ganges is said to emanate from the lotus feet of the Lord. Of course, there is no difference between the mouth and the feet of the Supreme Lord, but from an impartial study we can appreciate that Bhagavad-gītā is even more important than the water of the Ganges.

«Той, хто п’є воду з Ґанґи, знаходить визволення, що ж тоді казати про того, хто п’є нектар Бгаґавад-ґı̄ти? Бгаґавад-ґı̄ту — нектарну есенцію Маха̄бга̄рати — повідав Сам Господь Кр̣шн̣а, одвічний Вішн̣у» (Ґı̄та̄-ма̄ха̄тмйа 5). Бгаґавад-ґı̄та̄ виходить з уст Верховного Бога-Особи, тоді як Ґанґа, кажуть, бере початок біля Його лотосоподібних стіп. Звісно, нема різниці між устами та стопами Верховного Господа, але, безсторонньо розцінюючи, можна зрозуміти, що Бгаґавад-ґı̄та̄ має силу більшу, ніж навіть води Ґанґи.

sarvopaniṣado gāvo
dogdhā gopāla-nandanaḥ
pārtho vatsaḥ su-dhīr bhoktā
dugdhaṁ gītāmṛtaṁ mahat
сарвопанішадо ґа̄во
доґдга̄ ґопа̄ла-нанданах̣
па̄ртго ватсах̣ су-дгı̄р бгокта̄
дуґдгам̇ ґı̄та̄мр̣там̇ махат

“This Gītopaniṣad, Bhagavad-gītā, the essence of all the Upaniṣads, is just like a cow, and Lord Kṛṣṇa, who is famous as a cowherd boy, is milking this cow. Arjuna is just like a calf, and learned scholars and pure devotees are to drink the nectarean milk of Bhagavad-gītā.” (Gītā-māhātmya 6)

«Ця Ґı̄топанішада, або Бгаґавад-ґı̄та̄, що є суттю всіх Упанішад, — як та корова, що її доїть Господь Кр̣шн̣а, уславлений як пастушок. Арджуна ж — як те теля, й хай п’ють нектарне молоко Бгаґавад-ґı̄ти вчені мудреці та чисті віддані». (Ґı̄та̄-ма̄ха̄тмйа 6)

ekaṁ śāstraṁ devakī-putra-gītam
eko devo devakī-putra eva
eko mantras tasya nāmāni yāni
karmāpy ekaṁ tasya devasya sevā
екам̇ ш́а̄страм̇ девакı̄-путра-ґı̄там
еко дево девакı̄-путра ева
еко мантрас тасйа на̄ма̄ні йа̄ні
карма̄пй екам̇ тасйа девасйа сева̄

(Gītā-māhātmya 7)

Ґı̄та̄-ма̄ха̄тмйа 7.

In this present day, people are very much eager to have one scripture, one God, one religion and one occupation. Therefore, ekaṁ śāstraṁ devakī-putra-gītam: let there be one scripture only, one common scripture for the whole world – Bhagavad-gītā. Eko devo devakī-putra eva: let there be one God for the whole world – Śrī Kṛṣṇa. Eko mantras tasya nāmāni: and one hymn, one mantra, one prayer – the chanting of His name: Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare. Karmāpy ekaṁ tasya devasya sevā: and let there be one work only – the service of the Supreme Personality of Godhead.

За наших часів людина прагне мати одне Святе Письмо, одного Бога, одну релігію, одне певне заняття. Екам̇ ш́а̄страм̇ девакı̄- путра-ґı̄там — тож хай і буде лише одне Писання, спільне Святе Письмо для всього світу, Бгаґавад-ґı̄та̄. Еко дево девакı̄-путра ева — хай буде єдиний Бог для всього світу — Ш́рı̄ Кр̣шн̣а. Еко мантрас тасйа на̄ма̄ні — і єдиний гімн, єдина мантра, єдина молитва — оспівування Його імен: Харе Кр̣шн̣а, Харе Кр̣шн̣а, Кр̣шн̣а Кр̣шн̣а, Харе Харе / Харе Ра̄ма, Харе Ра̄ма, Ра̄ма Ра̄ма, Харе Харе. Карма̄пй екам̇ тасйа девасйа сева̄ — і завжди хай буде лише одне заняття — служити Верховному Богові-Особі.

The Disciplic Succession

ЛАНКИ ЛАНЦЮГА УЧНІВСЬКОЇ
ПОСЛІДОВНОСТІ

Evaṁ paramparā-prāptam imaṁ rājarṣayo viduḥ (Bhagavad-gītā 4.2). This Bhagavad-gītā As It Is is received through this disciplic succession:

Евам̇ парампара̄-пра̄птам імам̇ ра̄джаршайо відух̣ (Бґ. 4.2). Бгаґавад-ґı̄та̄ передавалась якою вона є від вчителя до учня в такій послідовності: 

1. Kṛṣṇa
2. Brahmā
3. Nārada
4. Vyāsa
5. Madhva
6. Padmanābha
7. Nṛhari
8. Mādhava
9. Akṣobhya
10. Jaya Tīrtha
11. Jñānasindhu
12. Dayānidhi
13. Vidyānidhi
14. Rājendra
15. Jayadharma
16. Puruṣottama
17. Brahmaṇya Tīrtha
18. Vyāsa Tīrtha
19. Lakṣmīpati
20. Mādhavendra Purī
21. Īśvara Purī, (Nityānanda, Advaita)
22. Lord Caitanya
23. Rūpa, (Svarūpa, Sanātana)
24. Raghunātha, Jīva
25. Kṛṣṇadāsa
26. Narottama
27. Viśvanātha
28. (Baladeva), Jagannātha
29. Bhaktivinoda
30. Gaurakiśora
31. Bhaktisiddhānta Sarasvatī
32. A. C. Bhaktivedanta Swami Prabhupāda

1. Кр̣шн̣а
2. Брахма̄
3. На̄рада
4. Вйа̄са
5. Мадгва
6. Падмана̄бга
7. Нр̣харі
8. Ма̄дгава
9. Акшобгйа
10. Джайа Тı̄ртга
11. Джн̃а̄насіндгу
12. Дайа̄нідгі
13. Відйа̄нідгі
14. Ра̄джендра
15. Джайадгарма
16. Пурушоттама
17. Брахман̣йа Тı̄ртга
18. Вйа̄са Тı̄ртга
19. Лакшмı̄паті
20. Ма̄дгавендра Пурı̄
21. Īш́вара Пурı̄ (Нітйа̄нанда, Адваіта)
22. Господь Чаітанйа
23. Рӯпа (Сварӯпа, Сана̄тана)
24. Раґгуна̄тга, Джı̄ва
25. Кр̣шн̣ада̄са
26. Нароттама
27. Віш́вана̄тга
28. (Баладева), Джаґанна̄тга
29. Бгактівінода
30. Ґауракіш́ора
31. Бгактісіддга̄нта Сарасватı̄
32. А.Ч. Бгактіведанта Свамі Прабгупа̄да