Skip to main content

Indledning

Įvadas

oṁ ajñāna-timirāndhasya
jñānāñjana-śalākayā
cakṣur unmīlitaṁ yena
tasmai śrī-gurave namaḥ
oṁ ajñāna-timirāndhasya
jñānāñjana-śalākayā
cakṣur unmīlitaṁ yena
tasmai śrī-gurave namaḥ
śrī-caitanya-mano-’bhīṣṭaṁ
sthāpitaṁ yena bhū-tale
svayaṁ rūpaḥ kadā mahyaṁ
dadāti sva-padāntikam
śrī-caitanya-mano-’bhīṣṭaṁ
sthāpitaṁ yena bhū-tale
svayaṁ rūpaḥ kadā mahyaṁ
dadāti sva-padāntikam

Jeg blev født i den mørkeste uvidenhed, og min åndelige mester åbnede mine øjne med kundskabens fakkel. Jeg tilbyder ham mine respektfulde hyldester.

Aš gimiau tamsiausiu neišmanėliu, bet mano dvasinis mokytojas, pašvietęs žinojimo žiburiu, atvėrė man akis. Su didžiausia pagarba jam lenkiuosi.

Hvornår vil Śrīla Rūpa Gosvāmī Prabhupāda, der har grundlagt Herren Caitanyas mission i denne materielle verden, give mig ly ved sine lotusfødder?

O, kada gi pagaliau Śṛīla Rūpa Gosvāmis Prabhupāda, šiame pasaulyje ėmęsis misijos patenkinti Viešpaties Caitanyos troškimą, suteiks man prieglobstį prie savo lotosinių pėdų?

vande ’haṁ śrī-guroḥ śrī-yuta-pada-
kamalaṁ śrī-gurūn vaiṣṇavāṁś ca
śrī-rūpaṁ sāgrajātaṁ saha-gaṇa-
raghunāthānvitaṁ taṁ sa-jīvam
sādvaitaṁ sāvadhūtaṁ parijana-
sahitaṁ kṛṣṇa-caitanya-devaṁ
śrī-rādhā-kṛṣṇa-pādān saha-gaṇa-
lalitā-śrī-viśākhānvitāṁś ca
vande ’haṁ śrī-guroḥ śrī-yuta-pada-
kamalaṁ śrī-gurūn vaiṣṇavāṁś ca
śrī-rūpaṁ sāgrajātaṁ saha-gaṇa-
raghunāthānvitaṁ taṁ sa-jīvam
sādvaitaṁ sāvadhūtaṁ parijana-
sahitaṁ kṛṣṇa-caitanya-devaṁ
śrī-rādhā-kṛṣṇa-pādān saha-gaṇa-
lalitā-śrī-viśākhānvitāṁś ca

Jeg frembærer mine respektfulde hyldester til min åndelige mesters lotusfødder og til alle vaiṣṇavaers fødder. Jeg frembærer mine respektfulde hyldester til Śrīla Rūpa Gosvāmīs lotusfødder og til hans ældre broder Sanātana Gosvāmī såvel som til Raghunātha Dāsa og Raghunātha Bhaṭṭa, Gopāla Bhaṭṭa og Śrīla Jīva Gosvāmī. Jeg tilbyder mine respektfulde hyldester til Herren Kṛṣṇa Caitanya og Herren Nityānanda såvel som til Advaita Ācārya, Gadādhara, Śrīvāsa og andre af Deres ledsagere. Jeg tilbyder mine respektfulde hyldester til Śrīmatī Rādhārāṇī og Śrī Kṛṣṇa sammen med Deres ledsagere Śrī Lalitā og Viśākhā.

Aš pagarbiai lenkiuosi savo dvasinio mokytojo ir visų vaiṣṇavų lotosinėms pėdoms. Su didžiausia pagarba lenkiuosi Śrīlos Rūpos Gosvāmio bei vyresniojo jo brolio Sanātanos Gosvāmio, taip pat Raghunāthos Dāsos, Raghunāthos Bhaṭṭos, Gopālos Bhaṭṭos ir Śrīlos Jīvos Gosvāmio lotosinėms pėdoms. Su didžiausia pagarba lenkiuosi Viešpačiui Kṛṣṇai Caitanyai ir Viešpačiui Nityānandai, o taip pat Advaitai Ācāryai, Gadādharai, Śrīvāsai ir kitiems Jų palydovams. Su didžiausia pagarba lenkiuosi Śrīmatī Rādhārāṇī ir Śrī Kṛṣṇai, Jų palydovėms Śrī Lalitai ir Viśākhai.

he kṛṣṇa karuṇā-sindho
dīna-bandho jagat-pate
gopeśa gopikā-kānta
rādhā-kānta namo ’stu te
he kṛṣṇa karuṇā-sindho
dīna-bandho jagat-pate
gopeśa gopikā-kānta
rādhā-kānta namo ’stu te

O min kære Kṛṣṇa, Du er de nødlidendes ven og oprindelsen til skabelsen. Du er gopīernes Herre og Rādhārāṇīs elsker. Jeg frembærer mine respektfulde hyldester til Dig.

O mano brangusis Kṛṣna, Tu – nelaimingųjų draugas ir kūrinijos šaltinis. Tu – gopių valdovas ir Rādhārāṇī mylimasis. Pagarbiai Tau lenkiuosi.

tapta-kāñcana-gaurāṅgi
rādhe vṛndāvaneśvari
vṛṣabhānu-sute devi
praṇamāmi hari-priye
tapta-kāñcana-gaurāṅgi
rādhe vṛndāvaneśvari
vṛṣabhānu-sute devi
praṇamāmi hari-priye

Jeg tilbyder min hyldest til Rādhārāṇī, hvis kropslød er som smeltet guld, og som er Vṛndāvanas dronning. Du er Kong Vṛṣabhānus datter, og Herren Kṛṣṇa elsker Dig højest af alle.

Reiškiu savo didžiausią pagarbą Rādhārāṇī, Vṛndāvanos karalienei, valdovo Vrṣabhānu dukteriai, kurios kūnas yra lydyto aukso spalvos – esi ypač brangi Viešpačiui Kṛṣṇai.

vāñchā-kalpa-tarubhyaś ca
kṛpā-sindhubhya eva ca
patitānāṁ pāvanebhyo
vaiṣṇavebhyo namo namaḥ
vāñchā-kalpa-tarubhyaś ca
kṛpā-sindhubhya eva ca
patitānāṁ pāvanebhyo
vaiṣṇavebhyo namo namaḥ

Jeg frembærer mine respektfulde hyldester til alle Herrens vaiṣṇava- hengivne. Ligesom ønsketræer kan de opfylde alles ønsker, og de er fulde af medlidenhed med de faldne sjæle.

Pagarbiai lenkiuosi visiems vaiṣṇavams, pasiaukojusiems Viešpaties pasekėjams, kurie yra kupini užuojautos puolusioms sieloms ir lyg troškimų medžiai gali išpildyti visų troškimus.

śrī-kṛṣṇa-caitanya prabhu-nityānanda
śrī-advaita gadādhara śrīvāsādi-gaura-bhakta-vṛnda
śrī-kṛṣṇa-caitanya prabhu-nityānanda
śrī-advaita gadādhara śrīvāsādi-gaura-bhakta-vṛnda

Jeg fremfører mine hyldester til Śrī Kṛṣṇa Caitanya, Prabhu Nityānanda, Śrī Advaita, Gadādhara, Śrīvāsa og alle andre på hengivenhedens vej.

Pagarbiai lenkiuosi Śrī Kṛṣṇai Caitanyai, Prabhu Nityānandai, Śrī Advaitai, Gadādharai, Śrīvāsai bei kitiems, kurie eina pasiaukojimo keliu.

hare kṛṣṇa hare kṛṣṇa kṛṣṇa kṛṣṇa hare hare
hare rāma hare rāma rāma rāma hare hare
hare kṛṣṇa hare kṛṣṇa kṛṣṇa kṛṣṇa hare hare
hare rāma hare rāma rāma rāma hare hare

Bhagavad-gītā er også kendt som Gītopaniṣad. Den udgør essensen af vedisk viden og er en af de vigtigste Upaniṣader i den vediske litteratur. Der er mange kommentarer til Bhagavad-gītā på engelsk, og man kan spørge om nødvendigheden af endnu en. Denne udgave kan forklares på følgende måde. For nylig bad en amerikansk dame mig anbefale en engelsk oversættelse af Bhagavad-gītā. I Amerika findes der selvfølgelig mange udgaver af Bhagavad-gītā, men så vidt jeg ved, kan ingen af dem i hverken Amerika eller Indien siges at være helt autoritative, for i så godt som alle har kommentatoren fremlagt sine egne meninger uden at komme ind på Bhagavad-gītās ånd, som den er.

„Bhagavad-gītā“ žinoma taip pat ir „Gītopaniṣados“ vardu. Ji – Vedų žinojimo esmė ir viena svarbiausių Upaniṣadų visuose Vedų raštuose. „Bhagavad-gītai“ parašyta daug komentarų anglų kalba, ir skaitytojas gali suabejoti, ar reikalingas dar vienas. Šio leidinio būtinumą paaiškintų toks pavyzdys. Neseniai viena amerikietė paprašė manęs rekomenduoti jai kurį nors „Bhagavad-gītos“ anglišką vertimą. Aišku, Amerikos skaitytojui prieinama daug „Bhagavad-gītos“ angliškų vertimų, tačiau nė vieno tų leidinių, su kuriais man teko susipažinti – ne tiktai Amerikoje, bet ir Indijoje – griežtai tariant, negalima pavadinti autoritetingais, nes beveik visi komentatoriai juose reiškia tik savo požiūrį, neperteikdami „Bhagavad- gītos“ tokios, kokia ji yra, dvasios.

Ånden i Bhagavad-gītā bliver omtalt i Bhagavad-gītā selv. Den er som følger: Hvis vi gerne vil tage en bestemt medicin, må vi følge vejledningen på mærkaten. Vi kan ikke bare tage medicinen, som vi har lyst til det, eller på forslag fra en ven. Man må indtage den ifølge mærkatens retningslinier eller på lægens vejledning. På samme måde skal Bhagavad-gītā forstås og accepteres som forordnet af taleren selv. Taleren i Bhagavad-gītā er Herren Śrī Kṛṣṇa. På alle sider i Bhagavad-gītā omtales Han som Guddommens Højeste Personlighed, Bhagavān. Sommetider henviser ordet bhagavān til en magtfuld person eller en af de magtfulde halvguder, og her betegner bhagavān helt sikkert Herren Śrī Kṛṣṇa som en mægtig personlighed, men samtidig skal vi vide, at Herren Śrī Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed, som det bekræftes af alle store ācāryaer (åndelige mestre) som Śaṅkarācārya, Rāmānujācārya, Madhvācārya, Nimbārka Svāmī, Śrī Caitanya Mahāprabhu og mange andre autoriteter inden for vedisk videnskab. I Bhagavad-gītā fastslår Herren på samme måde Selv, at Han er Guddommens Højeste Personlighed, og Han bliver også anerkendt som sådan i Brahma-saṁhitā og alle Purāṇaerne, i særdeleshed i Śrīmad-Bhāgavatam, der også er kendt som Bhāgavata Purāṇa (kṛṣṇas tu bhagavān svayam, ŚB. 1.32.8). Vi skal derfor acceptere Bhagavad-gītā, sådan som det bliver os pålagt af Guddommens Højeste Personlighed.

„Bhagavad-gītos“ dvasią atskleidžia jos pačios tekstas. Čia tiktų analogija: jei norime vartoti kokius vaistus, turime laikytis nurodymų, išspausdintų etiketėje. Vaistų negalima vartoti savo nuožiūra ar patarus draugui. Jie vartojami pagal etiketės nurodymus ar gydytojo paskyrimą. Analogiškai „Bhagavad-gītą“ reikia suvokti taip, kaip nurodė jos autorius. O „Bhagavad-gītą“ pateikė Viešpats Śrī Kṛṣṇa. Kiekviename „Bhagavad-gītos“ puslapyje Śrī Kṛṣṇa vadinamas Aukščiausiuoju Dievo Asmeniu, Bhagavānu. Žinoma, kartais žodis bhagavān nurodo kokią nors galingą asmenybę ar pusdievį, ir šiuo atveju, be abejo, žodis bhagavān turi tokią reikšmę, tačiau turime žinoti, kad Viešpats Śrī Kṛṣṇa – visų pirma Aukščiausiasis Dievo Asmuo. Tai liudija visi didieji ācaryos (dvasiniai mokytojai): Śaṅkarācārya, Rāmānujācārya, Madhvācārya, Nimbārka Svāmis, Śrī Caitanya Mahāprabhu ir daugelis kitų pripažintų Indijoje Vedų žinovų. „Bhagavad-gītoje“ Viešpats Pats teigia esąs Aukščiausiasis Dievo Asmuo. Apie Jį – kaip apie Aukščiausiąjį Dievo Asmenį – kalba „Brahma-saṁhitā“ bei visos Purāṇos, o daugiausia „Śrīmad-Bhāgavatam“, dar vadinama „Bhāgavata Purāṇa“ (kṛṣṇas tu bhagavān svayam). Todėl „Bhagavad-gītą“ turėtume suvokti taip, kaip nurodo Pats Dievo Asmuo.

Ketvirtame Gītos skyriuje (4.1–3) Viešpats sako:

imaṁ vivasvate yogaṁ
proktavān aham avyayam
vivasvān manave prāha
manur ikṣvākave ’bravīt
imaṁ vivasvate yogaṁ
proktavān aham avyayam
vivasvān manave prāha
manur ikṣvākave ’bravīt
evaṁ paramparā-prāptam
imaṁ rājarṣayo viduḥ
sa kāleneha mahatā
yogo naṣṭaḥ paran-tapa
evaṁ paramparā-prāptam
imaṁ rājarṣayo viduḥ
sa kāleneha mahatā
yogo naṣṭaḥ paran-tapa
sa evāyaṁ mayā te ’dya
yogaḥ proktaḥ purātanaḥ
bhakto ’si me sakhā ceti
rahasyaṁ hy etad uttamam
sa evāyaṁ mayā te ’dya
yogaḥ proktaḥ purātanaḥ
bhakto ’si me sakhā ceti
rahasyaṁ hy etad uttamam

Her fortæller Herren Arjuna, at dette yoga-system (Bhagavad-gītā) først blev berettet til solguden, hvorefter solguden forklarede det til Manu, Manu videregav det dernæst til Ikṣvāku og så fremdeles. På den måde er yoga-systemet nedsteget gennem discipelrækken fra den ene taler til den næste. Men i tidens løb er det gået tabt, hvorfor Herren er nødt til at tale det igen, denne gang til Arjuna på Kurukṣetras slagmark.

Šiais žodžiais Viešpats paskelbia Arjunai, kad yogos sistema, apibūdinta „Bhagavad-gītoje“, pirmiausia buvo atskleista Saulės dievui, Saulės dievas išaiškino ją Manu, Manu persakė Ikṣvāku, ir šitaip, mokinių seka, perduodamas iš lūpų į lūpas keliavo mokymas apie yogos sistemą. Tačiau ilgainiui jis buvo prarastas. Todėl Viešpats turėjo skelbti jį iš naujo, šį kartą Arjunai Kurukṣetros mūšio lauke.

Han fortæller Arjuna, at Han afslører denne højeste hemmelighed for ham, fordi Arjuna er Hans hengivne og Hans ven. Det betyder, at Bhagavad-gītā er en tekst, der især henvender sig til Herrens hengivne. Der findes tre klasser af transcendentalister: jñānīen, yogīen og bhaktaen eller upersonalisten, meditatøren og den hengivne. Her lader Herren Arjuna vide, at eftersom den gamle discipelrække er brudt, gør Han ham til den første modtager i en ny paramparā (discipelrække). Det var således Herrens ønske at starte en ny paramparā i samme ånd som den, der først var kommet ned fra solguden, og Han ville have, at Arjuna skulle udbrede Hans lære igen. Han gjorde Arjuna til autoritet i Bhagavad-gītā. Vi kan således se, at ud over at være direkte elev af Kṛṣṇa og Hans fortrolige ven blev Arjuna undervist i Bhagavad-gītā i sin egenskab af Herrens hengivne. Bhagavad-gītā kan derfor bedst forstås af den, der har de samme kvalifikationer som Arjuna, hvilket vil sige, at man skal være en hengiven med et direkte forhold til Herren. Så snart man hengiver sig til Herren, har man også et direkte forhold til Ham. Det er et meget omfattende emne, men i korthed kan det siges, at en hengiven har et forhold til Guddommens Højeste Personlighed på en af fem måder:

Viešpats kalba Arjunai, kad pačią didžiausią paslaptį patikįs jam, nes pastarasis esąs Jo draugas ir bhaktas. Šį Aukščiausiojo Dievo Asmens poelgį galima taip paaiškinti: „Bhagavad-gītos“ traktatas yra skirtas visų pirma Viešpaties bhaktui. Yra trys transcendentalistų rūšys – jñāniai, yogai ir bhaktai, arba impersonalistai, medituotojai ir pasiaukoję Viešpaties pasekėjai. Viešpats aiškiai sako pasirenkąs Arjuną naujos paramparos (mokinių sekos) pradininku, nes senoji nutrūko. Žodžiu, Viešpats panoro pradėti kitą paramparą, ištikimą minties tradicijai, kurią Saulės dievas perdavė mokinių kartoms. Vėl skleisti Savo mokymą Viešpats patiki Arjunai. Jis nori, kad Arjuna taptų autoritetingu „Bhagavad-gītos“ žinovu. Taigi Kṛṣṇa moko Arjuną „Bhagavad-gītos“ tiesų pirmiausiai todėl, kad Arjuna yra Viešpaties bhaktas, tiesioginis mokinys ir artimas draugas. Vadinasi, „Bhagavad-gītą“ geriausiai suvoks savo savybėmis Arjunai artimas žmogus, bhaktas, palaikantis tiesioginius ryšius su Viešpačiu. Tiesioginiai ryšiai su Aukščiausiuoju užsimezga išsyk, kai tik tampama Jo bhaktu. Paliesta tema labai sudėtinga, tačiau trumpai apibūdinant dalyko esmę galima pasakyti, kad įmanomas penkių tipų ryšys su Aukščiausiuoju Dievo Asmeniu:

1. Man kan være hengiven i en passiv tilstand.

1. Galima būti pasyviu bhaktu.

2. Man kan være hengiven i en aktiv tilstand.

2. Galima būti aktyviu bhaktu.

3. Man kan være hengiven som en ven.

3. Galima būti bhaktu – draugu.

4. Man kan være hengiven som en forælder.

4. Galima būti bhaktu – tėvu ar motina.

5. Man kan være hengiven som en ægtefælle eller elsker.

5. Galima būti bhaktu – mylinčiu sutuoktiniu.

Arjunas forhold til Herren var som ven. Det er klart, at der er en afgrund til forskel på det venskab, de havde, og de venskaber, man finder i den materielle verden. Her er der tale om et transcendentalt venskab, som det ikke er forundt alle og enhver at have. Vi har selvfølgelig alle et særligt forhold til Herren, og det forhold bliver vakt til live, når ens hengivne tjeneste når sin fuldendelse. Men i vores nuværende situation i livet har vi ikke alene glemt den Højeste Herre; vi har også glemt vort evige forhold til Ham. Af alle de milliarder og billioner af levende væsener, der findes, har hvert eneste af dem i al evighed et særligt forhold til Herren. Dette forhold kaldes svarūpa. Gennem hengiven tjeneste kan man genoplive sin svarūpa, og det stadie kaldes svarūpa-siddhi, fuldkommengørelsen af ens naturlige tilstand. Arjuna var således forbundet med den Højeste Herre som en hengiven i venskab.

Arjuną su Kṛṣṇa jungė draugystės saitai. Žinoma, jų draugystę ir materialiam pasauliui būdingą draugystę skiria praraja. Tai transcendentinė draugystė, ir ne kiekvienam ji prieinama. Be abejo, tam tikrus ryšius su Viešpačiu turi kiekvienas, ir jie išryškėja tobulėjant pasiaukojimo tarnystei. Bet dabar esame pamiršę ne tik Aukščiausiąjį Viešpatį, bet ir savo amžiną ryšį su Juo. Kiekvieną iš daugybės milijardų ar net trilijonų gyvųjų būtybių sieja saviti, amžini ryšiai su Viešpačiu, vadinami svarūpa. Pasiaukojimo tarnystės metodu galime atkurti svarūpą, ir tai vadinsis svarūpa-siddhi – mūsų prigimtinio būvio tobulumas. Taigi Arjuna – bhaktas, ir jį siejo su Aukščiausiuoju Viešpačiu draugystė.

Man bør hæfte sig ved, hvordan Arjuna modtog Bhagavad-gītā. Den måde, han modtog den på, bliver forklaret i 10. kapitel (10.12–14):

Verta priminti, kaip nusiteikęs Arjuna išklausė „Bhagavad-gītą“. Apie tai pasakojama dešimtame skyriuje (10.12–14):

arjuna uvāca
arjuna uvāca
paraṁ brahma paraṁ dhāma
pavitraṁ paramaṁ bhavān
puruṣaṁ śāśvataṁ divyam
ādi-devam ajaṁ vibhum
paraṁ brahma paraṁ dhāma
pavitraṁ paramaṁ bhavān
puruṣaṁ śāśvataṁ divyam
ādi-devam ajaṁ vibhum
āhus tvām ṛṣayaḥ sarve
devarṣir nāradas tathā
asito devalo vyāsaḥ
svayaṁ caiva bravīṣi me
āhus tvām ṛṣayaḥ sarve
devarṣir nāradas tathā
asito devalo vyāsaḥ
svayaṁ caiva bravīṣi me
sarvam etad ṛtaṁ manye
yan māṁ vadasi keśava
na hi te bhagavan vyaktiṁ
vidur devā na dānavāḥ
sarvam etad ṛtaṁ manye
yan māṁ vadasi keśava
na hi te bhagavan vyaktiṁ
vidur devā na dānavāḥ

“Arjuna sagde: Du er Guddommens Højeste Personlighed, den højeste bolig, den reneste, den Absolutte Sandhed. Du er den evige, transcendentale, oprindelige person, den ufødte, den største af alle. Alle de store vismænd som Nārada, Asita, Devala og Vyāsa bekræfter denne sandhed om Dig, og nu bekendtgør Du den selv for mig. O Kṛṣṇa, jeg accepterer til fulde alt, hvad Du har fortalt mig, som sandhed. Hverken halvguderne eller dæmonerne kan forstå Din personlighed, O Herre.”

„Arjuna tarė: Tu – Aukščiausiasis Dievo Asmuo, galutinė buveinė ir skaisčiausiasis, Absoliuti Tiesa. Tu – amžina, transcendentinė ir pirminė asmenybė, negimęs, didžiausiasis. Visi didieji išminčiai – Nārada, Asita, Devala ir Vyāsa patvirtino, jog tai tiesa, o dabar tą patį man byloji Tu Pats. O Kṛṣṇa, viską, ką man bylojai, laikau tiesa. Nei pusdieviai, nei demonai, o Viešpatie, negali perprasti Tavo asmenybės.“

Efter at Arjuna havde hørt Bhagavad-gītā fra Guddommens Højeste Personlighed, accepterede han Kṛṣṇa som paraṁ brahma, den Højeste Brahman. Alle levende væsener er Brahman, men det højeste levende væsen eller Guddommens Højeste Personlighed er den Højeste Brahman. Paraṁ dhāma betyder, at Han er den endelige bolig eller hvilested for alt; pavitram betyder, at Han er ren og uberørt af materiel besmittelse; puruṣam, at Han er den højeste nyder; śāśvatam, oprindelig; divyam, transcendental; ādi-devam, Guddommens Højeste Personlighed; ajam, den ufødte; og vibhum, den største.

Išklausęs „Bhagavad-gītą“ iš Aukščiausiojo Dievo Asmens, Arjuna pripažino Kṛṣṇą paraṁ brahma, Aukščiausiuoju Brahmanu. Kiekviena gyvoji būtybė yra Brahmanas, tačiau pati aukščiausia gyvoji būtybė, Aukščiausiasis Dievo Asmuo – Aukščiausiasis Brahmanas. Paraṁ dhāma reiškia, kad Jis – aukščiausias prieglobstis, visa ko buveinė; pavitram – kad Jis skaistus, neužsiteršęs materija; puruṣam nurodo, kad Jis yra aukščiausias besimėgaujantis subjektas; śāśvatam – pirminis; divyam – transcendentinis; ādi-devam – Aukščiausiasis Dievo Asmuo; ajam – negimęs; vibhum – didžiausias.

Nu kan man tro, at fordi Kṛṣṇa var Arjunas ven, fortalte Arjuna Ham alt dette for at smigre Ham, så for at fjerne den slags tvivl fra Bhagavad-gītās læsere begrunder han sin forherligelse i næste vers ved at sige, at Kṛṣṇa accepteres som Guddommens Højeste Personlighed ikke bare af ham selv, men også af autoriteter som Nārada, Asita, Devala og Vyāsadeva. De er store vismænd, der udbreder vedisk viden i overensstemmelse med alle foregående ācāryaer. Arjuna godtager derfor alt, som Kṛṣṇa siger, som helt perfekt. Sarvam etad ṛtaṁ manye: “Jeg accepterer alle Dine ord som sandhed.” Arjuna bemærker videre, at Herrens personlighed er meget svær at forstå, og at Han ikke engang kan kendes af de store halvguder. Det betyder, at Herren ikke engang kan kendes af dem, der befinder sig på højere planer end mennesker. Hvordan kan et menneske da forstå Herren Śrī Kṛṣṇa uden at blive Hans hengivne?

Galima būtų pagalvoti, kad Arjuna visa tai sako meilikaudamas Kṛṣṇai, nes Kṛṣṇa yra jo draugas, tačiau Arjuna – kad „Bhagavad-gītos“ skaitytojams tokia mintis net nešautų į galvą – neginčijamais įrodymais pagrindžia savo pagiriamąjį žodį, kitame posme sakydamas, kad Kṛṣṇą Aukščiausiuoju Dievo Asmeniu pripažįsta ne tiktai jis, bet ir tokie autoritetai, kaip Nārada, Asita, Devala ir Vyāsadeva. Visi jie – didžios asmenybės, skleidžiančios Vedų žinojimą tokį, kokį pripažįsta visi ācāryos. Todėl Arjuna sako Kṛṣṇai kiekvieną Jo žodį laikąs absoliučiai tobulu. Sarvam etad ṛtaṁ manye – „Viską, ką man bylojai, laikau tiesa.“ Arjuna teigia ir tai, kad suvokti Dievo Asmenybę yra labai sunku, to negali net ir didieji pusdieviai. Tai reiškia, kad Viešpaties negali suvokti net už žmogų aukštesnės asmenybės. Tad ar gali Viešpatį Śrī Kṛṣṇą suvokti žmogus, kuris nėra Jo bhaktas?

Derfor skal Bhagavad-gītā modtages i en ånd af hengivenhed. Man må ikke tro, at man er på lige fod med Kṛṣṇa, eller at Kṛṣṇa er et almindeligt menneske eller selv en meget stor person. Herren Śrī Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed. Ifølge Bhagavad-gītā eller udtalelserne fra Arjuna – ham, der prøver at forstå Bhagavad-gītā – bliver vi således nødt til i det mindste teoretisk at acceptere Śrī Kṛṣṇa som Guddommens Højeste Personlighed. Kun med denne ydmyge indstilling kan vi forstå Bhagavad-gītā. Medmindre man læser Bhagavad-gītā i et ydmygt sindelag, er det meget svært at forstå Bhagavad-gītā, for den er et stort mysterium.

Todėl „Bhagavad-gītą“ skaityti reikėtų su pasiaukojimo dvasia. Nereikia manyti, kad esi lygus Kṛṣṇai, nereikia laikyti Kṛṣṇos ir paprastu žmogumi ar net labai didžia asmenybe. Viešpats Śri Kṛṣṇa – Aukščiausiasis Dievo Asmuo. Taigi remdamiesi „Bhagavad-gītos“ teiginiais arba Arjunos – žmogaus, mėginančio suvokti „Bhagavad-gītą“, teiginiais, mes turėtume, bent teoriškai, pripažinti Śrī Kṛṣṇą Aukščiausiuoju Dievo Asmeniu. Su tokia nuolankumo dvasia mes galėsime suvokti „Bhagavad-gītą“. Jeigu skaitysime „Bhagavad-gītą“ be nuolankumo, suvokti ją bus labai sunku, nes ji – didi paslaptis.

Hvad er Bhagavad-gītā helt nøjagtigt? Formålet med Bhagavad-gītā er at befri menneskeheden fra den materielle tilværelses uvidenhed. Alle mennesker er i vanskeligheder på mange forskellige måder. Arjuna var i vanskeligheder, fordi han var tvunget til at gå i krig på Kurukṣetras slagmark. Arjuna overgav sig til Herren Śrī Kṛṣṇa, og som følge deraf blev Bhagavad-gītā talt. Ikke kun Arjuna, men alle er vi fulde af frygt i den materielle tilværelse. Hele vores eksistens befinder sig i en atmosfære af ikke-eksistens. I virkeligheden er det ikke meningen, at vores eksistens skal trues med ophør. Vores eksistens er evig, men på en eller anden måde er vi blevet anbragt i asat. Asat refererer til det, der ikke eksisterer.

Kas gi iš tiesų yra „Bhagavad-gītā“? „Bhagavad-gītos“ tikslas – išgelbėti žmoniją nuo neišmanymo, kurio priežastis – materiali būtis. Kiekvienas iš mūsų susiduriame su įvairiausiais sunkumais. Štai ir Arjuna turi dalyvauti Kurukṣetros mūšyje, o tai jam neįmanomai sunku. Arjuna atsidavė Śrī Kṛṣṇai, ir todėl buvo paskelbta „Bhagavad-gītā“. Ne tik Arjuną, bet ir visus mus slegia materialios būties rūpesčiai. Tikrąją mūsų būtį supa nebūtis. Iš esmės mes egzistuojame ne tam, kad kęstume nebūties baimę. Esame amžini, tačiau šiaip ar taip pakliuvome į asat būklę. Asat nurodo tai, ko nėra.

Blandt alle de mange lidende mennesker er der kun ganske få, der rent faktisk spørger ind til deres situation i tilværelsen – hvem de er, hvorfor de er blevet sat i denne prekære situation osv. Medmindre man vågner op og begynder at spørge, hvorfor man lider, og medmindre man erkender, at man ikke har lyst til at lide, men hellere end gerne vil finde en løsning på al lidelse, kan man ikke betragtes som et fuldkomment menneske. Menneskelighed begynder først, når den slags spørgsmål opstår i ens sind. I Brahma-sūtra (1.1.1) betegnes den slags spørgsmål som brahma-jijñāsā. Athāto brahma-jijñāsā. Medmindre et menneske udforsker naturen af det Absolutte, må alle dets handlinger siges at være fejlslagne. De, der begynder at stille spørgsmål om, hvorfor de lider, hvor de kom fra, og hvor de skal hen efter døden, er således de rette elever til at forstå Bhagavad-gītā. Den oprigtige elev skal også have dyb respekt for Guddommens Højeste Personlighed. Sådan en elev var Arjuna.

Iš daugybės kenčiančių žmonių vos keletas išties susimąsto apie savo padėtį, nori suvokti, kas jie yra, kodėl jų būklė tokia nedėkinga ir t.t. Kol žmogus neprabunda tiek, kad imtų klausti apie savo kančių priežastį, kol nesupranta, kad nori ne kentėti, o atsikratyti visų kančių – jo negalima laikyti pilnaverčiu žmogumi. Žmogus tampa žmogumi tada, kai ima kelti tokius klausimus. „Brahma-sūtroje“ šie klausimai vadinami brahma- jijñāsā. Athāto brahma-jijñāsā. Kol žmogus nepradeda domėtis Absoliuto prigimtimi, bet koks jo veiksmas laikytinas niekam tikusiu. Todėl tik tie, kurie klausia, kodėl jie kenčia, iš kur atėjo ir kur eis po mirties, sugebės studijuoti ir suprasti „Bhagavad-gītą“. Be to, nuoširdus mokinys turi labai gerbti Aukščiausiąjį Dievo Asmenį. Kaip tik toks mokinys ir buvo Arjuna.

Herren Kṛṣṇa nedstiger især for at genetablere livets virkelige formål, når mennesket har glemt dette formål. Selv da er der blandt mange, mange mennesker, der vågner op til disse spørgsmål, måske kun ét, der virkelig forstår sin egentlige natur, og det er for dette menneske, at Bhagavad-gītā blev talt. I virkeligheden bliver vi alle slugt af uvidenhedens tiger, men Herren er meget barmhjertig mod de levende væsener, især mod mennesker. Derfor talte Han Bhagavad-gītā, og Han gjorde Sin ven Arjuna til eleven, der modtog Bhagavad-gītā.

Viešpats Kṛṣṇa nužengia į žemę visų pirma tam, kad primintų tikrąjį gyvenimo tikslą, kai žmogus jį užmiršta. Tačiau netgi tada iš daugelio prabudusiųjų atsirastų gal tik vienas žmogus, kuris visa savo esybe suvoktų, kokia jo padėtis, – štai jam ir pasakojama „Bhagavad-gītā“. Teisybę sakant, visi esame neišmanymo tigrės nasruose, bet Viešpats yra labai maloningas gyvosioms esybėms, ypač žmonėms. Todėl Jis ir išdėsto „Bhagavad-gītą“ pasirinkęs mokiniu Savo draugą Arjuną.

Som Herren Kṛṣṇas evige ledsager var Arjuna hævet over uvidenhed, men på Kurukṣetras slagmark blev han med vilje hensat i uvidenhed, så han kunne udspørge Herren Kṛṣṇa om livets problemer. Det gav Herren lejlighed til at diskutere dem til gavn for fremtidige generationer af mennesker og udstikke planen med livet, så mennesker herefter kunne handle i overensstemmelse dermed og opfylde livets mission.

Arjuna – artimas Viešpačiui Kṛṣnai asmuo, todėl jis aukščiau bet kokio neišmanymo. Tačiau Kurukṣetros mūšio lauke jis buvo pastūmėtas į neišmanymą, kad klausdamas apie būties problemas sudarytų Viešpačiui Kṛṣṇai progą jas išaiškinti visų ateities kartų labui ir nužymėti joms gyvenimo gaires. Tada žmogus galėtų atitinkamai elgtis ir įvykdyti gyvenimo misiją.

Bhagavad-gītās tema er forståelsen af fem grundlæggende sandheder. For det første bliver videnskaben om Gud forklaret, og derefter bliver de levende væsener eller jīvaernes naturlige position beskrevet. Først er der īśvara, der betyder herskeren, og dernæst er der jīvaerne eller de levende væsener, der beherskes. Hvis nogen siger, at de ikke står under kontrol, men er frie, er de sindsforvirrede. I det mindste i deres betingede tilstand står de levende væsener under kontrol i enhver henseende. Så Bhagavad-gītā handler om īśvara, den højeste hersker, og jīvaerne, de beherskede levende væsener. Endvidere bliver prakṛti (den materielle natur) og tiden (kāla, varigheden af hele universet eller manifesteringen af den materielle natur) samt karma (handling) forklaret. Hele den kosmiske manifestation er fuld af aktivitet. Alle levende væsener har travlt med forskellige handlinger. Vi må lære fra Bhagavad-gītā, hvad Gud er, hvad de levende væsener er, hvad prakṛti er, hvad den kosmiske manifestation er, og hvordan den bliver styret af tiden, og hvad de levende væseners handlinger er.

„Bhagavad-gītos“ turinys padeda suvokti penkias fundamentalias tiesas. Visų pirma, joje dėstomas Dievo mokslas, vėliau apibrėžiamas prigimtinis gyvųjų esybių, jīvų, būvis. Iśvara – tai valdovas, o jīvos – Jo kontroliuojamos gyvosios esybės. Jei gyvoji esybė teigia esanti nekontroliuojama, laisva – ji nepilno proto. Gyvoji būtybė visapusiškai kontroliuojama, bent jau savo sąlygotame gyvenime. Taigi „Bhagavad-gītā“ sutelkia dėmesį į īśvarą, aukščiausiąjį valdovą, ir jīvas – Jo kontroliuojamas gyvąsias būtybes. Knygoje taip pat aptariami prakṛti (materiali gamta), laikas (visatos, arba išreikštos materialios gamtos, egzistavimo trukmė) ir karma (veikla). Kosmose verda įvairiausia veikla. Į vienokią ar kitokią veiklą yra įsitraukusi kiekviena gyvoji esybė. Iš „Bhagavad-gītos“ turime sužinoti, kas yra Dievas, gyvosios esybės, prakṛti, materialus kosmosas ir kaip jis pavaldus laikui, bei kokia yra gyvųjų esybių veikla.

Af disse fem grundlæggende emner i Bhagavad-gītā fastslås det, at den Højeste Guddom, Kṛṣṇa, Brahman, den Højeste Hersker eller Paramātmā – man kan kalde Ham, hvad man vil – er den største af alle. Kvalitativt er de levende væsener lig med den højeste hersker. For eksempel har Herren kontrol over de universelle anliggender i den materielle natur, som det vil blive forklaret i Bhagavad-gītās sidste kapitler. Den materielle natur er ikke uafhængig. Hun fungerer under den Højeste Herres opsyn. Som Herren Kṛṣṇa siger (Bg. 9.10), mayādhyakṣeṇa prakṛtiḥ, sūyate sa-carācaram: “Denne materielle natur fungerer under Min ledelse.” Når vi ser forunderlige ting ske i den kosmiske natur, må vi forstå, at der står en hersker bag denne udfoldelse. Uden styring vil ingenting kunne blive manifesteret. Det er barnligt ikke at tage en hersker i betragtning. Et barn kan tro, at det er helt fantastisk, at en bil kan køre uden en hest eller et andet dyr til at trække den, men et fornuftigt menneske forstår naturen af bilens mekaniske arrangement. Det ved, at der bag maskineriet altid findes et menneske eller en fører. På samme måde er den Højeste Herre den fører, under hvis ledelse alt sker. Som det vil fremgå af senere kapitler, accepterer Herren jīvaerne eller de levende væsener som Sine uadskillelige dele. En guldpartikel er også guld, en dråbe af havet er også salt, og på samme måde besidder vi, de levende væsener, som uadskillelige dele af den højeste hersker, Śrī Kṛṣṇa, alle Hans kvaliteter i minimal grad, for vi er små īśvaraer eller underordnede herskere. Som det kan ses i vores forsøg på at beherske rummet og planeterne, forsøger vi at beherske naturen, og denne tendens til at ville herske findes også i Kṛṣṇa. Men selv om vi har en tilbøjelighed til at herske over den materielle natur, må vi forstå, at vi ikke er de højeste herskere. Det bliver alt sammen forklaret i Bhagavad-gītā.

Šios penkios fundamentalios „Bhagavad-gītos“ tiesos įrodo, kad Aukščiausiasis Dievas – Kṛṣṇa, Brahmanas, aukščiausiasis valdovas, ar Paramātmā (galite vartoti bet kurį jums patinkantį vardą), yra visų didžiausias. Kokybės prasme gyvosios būtybės tapačios su aukščiausiuoju valdovu. Apie tai, kaip Viešpats kontroliuoja visus kosminius materialios gamtos reiškinius, bus aiškinama tolimesniuose „Bhagavad-gītos“ skyriuose. Materiali gamta yra priklausoma, ji veikia pagal Aukščiausiojo Viešpaties valią. Kaip sako Viešpats Kṛṣṇa: māyādhyakṣeṇa prakṛtiḥ sūyate sa-carācaram – „materiali gamta veikia Man vadovaujant.“ Regėdami nuostabą keliančius kosmoso reiškinius, turime žinoti, kad už jų slypi valdovas. Niekas negali atsirasti be kūrėjo ir valdovo. Ignoruoti valdovo egzistavimą tiesiog vaikiška. Pavyzdžiui, vaikui gali atrodyti, kad automobilis – stebuklingas, nes jis rieda netraukiamas arklio ar kito kinkomo gyvulio, bet sveikai protaujantis žmogus supranta automobilio veikimo principą. Jis gerai žino, kad mechanizmą visad valdo žmogus, vairuotojas. Taip ir Aukščiausiasis Viešpats yra kaip vairuotojas – viskas veikia Jam vadovaujant. O jīvas, ar gyvąsias esybes, kaip pastebėsime tolimesniuose „Bhagavad-gītos“ skyriuose, Viešpats pripažįsta neatskiriamomis Savo dalelėmis. Aukso smiltis – irgi auksas, o lašas vandenyno vandens toks pat sūrus kaip ir vandenynas. Taip ir mes – gyvosios esybės, neatskiriamos aukščiausiojo valdovo, īśvaros, arba Bhagavāno, Viešpaties Śrī Kṛṣṇos dalelės, turime visas Aukščiausiojo Viešpaties savybes, tik mažais kiekiais, nes esame mikroskopiniai, pavaldūs īśvaros. Mes bandome kontroliuoti gamtą, antai šiuo metu žmogus mėgina užkariauti kosmosą ir kitas planetas, o polinkį valdyti turime, nes jį turi ir Kṛṣṇa. Nors ir turime polinkį valdyti materialią gamtą, nevalia pamiršti, kad ne mes aukščiausieji valdovai. Tai aiškinama „Bhagavad-gītoje“.

Hvad er den materielle natur? Den bliver også forklaret i Bhagavad- gītā som lavere prakṛti, den lavere natur. De levende væsener beskrives som højere prakṛti. Uanset om prakṛti er højere eller lavere, er den altid underlagt kontrol. Prakṛti er hunkøn og beherskes af Herren, ligesom en kvinde forventes at stå under en mand. Prakṛti er altid underordnet og beherskes af Herren, der er den overordnede. De levende væsener og den materielle natur bliver begge styret og behersket af den Højeste Herre. Selv om de levende væsener er uadskillelige dele af den Højeste Herre, skal de ifølge Bhagavad-gītā betragtes som prakṛti. Dette bliver forklaret i Bhagavad-gītās 7. kapitel, vers 5. Apareyam itas tv anyāṁ, prakṛtiṁ viddhi me parām/ jīva-bhūtām: “Denne materielle natur er Min lavere prakṛti, men ud over den er der en anden prakṛti, der består af det levende væsen (jīva-bhūtām).”

Kas yra materiali gamta? Šis klausimas Gītoje irgi atskleistas. Materiali gamta apibūdinama kaip žemesnioji prakṛti, žemesnioji gamta, o gyvosios esybės kaip aukštesnioji prakṛti. Prakṛti yra visada kontroliuojama – ir aukštesnioji, ir žemesnioji. Prakṛti – moteris, ją Viešpats kontroliuoja taip, kaip žmonos veiksmus kontroliuoja vyras. Prakṛti visada priklausoma, pavaldi Viešpačiui, kuris yra dominuojantis subjektas. Ir gyvąsias esybes, ir materialią gamtą valdo ir kontroliuoja Aukščiausiasis Viešpats. Pasak Gītos, gyvosios esybės, nors yra neatskiriamos Aukščiausiojo Viešpaties dalelės, laikytinos prakṛti. Apie tai aiškiai kalbama septintame „Bhagavad- gītos“ skyriuje. Apareyam itas tv anyāṁ prakṛtiṁ viddhi me parām/ jīva- bhūtam – „Materiali gamta yra Mano žemesnioji prakṛti, bet be jos yra ir kita prakṛtijīva-bhūtām, gyvoji esybė.“

Selve den materielle natur består af tre kvaliteter: godhedens kvalitet, lidenskabens kvalitet og uvidenhedens kvalitet. Over disse kvaliteter findes den evige tid, og gennem en kombination af naturens kvaliteter og under den evige tids styring og opsyn foregår der handlinger, der kaldes karma. Disse handlinger har foregået i umindelige tider, og vi lider under eller nyder frugterne af vores handlinger. Lad os for eksempel sige, at jeg er forretningsmand og gennem hårdt arbejde har oparbejdet en stor bankkonto. Så er jeg den, der nyder. Men hvis jeg taber alt i en forretning, lider jeg. På den måde enten nyder eller lider vi i alle livets faser under resultaterne af vores arbejde. Dette kaldes karma.

Materialią gamtą sudaro trys savybės: dorybės guṇa, aistros guṇa ir neišmanymo guṇa. Viršum tų guṇų – amžinasis laikas, o šių gamtos guṇų jungimasis, kontroliuojant ir prižiūrint amžinajam laikui, sukuria veiklą, kuri vadinasi karma. Mes veikiame nuo neatmenamų laikų ir ragaujame tos veiklos vaisius – džiaugiamės arba kenčiame. Tarkime, pavyzdžiui, kad aš – komersantas ir per didelius vargus sumaniu darbu susikroviau nemenką kapitalą. Tokiu atveju galiu mėgautis savo veiklos vaisiais. Bet štai, verslas sužlunga, ir aš netenku visų pinigų – tada man tenka kentėti. Taip ir gyvenime, kiekvienoje jo srityje, mes mėgaujamės savo veiklos rezultatais arba dėl jų kenčiame. Tai vadinasi karma.

Îśvara (den Højeste Herre), jīva (det levende væsen), prakṛti (naturen), kāla (evig tid) og karma (handling) forklares således i Bhagavad- gītā. Af disse fem er Herren, de levende væsener, den materielle natur og tiden evige. Manifestationen af prakṛti er midlertidig, men den er ikke falsk. Visse filosoffer hævder, at tilsynekomsten af den materielle natur er falsk, men ifølge Bhagavad-gītās filosofi eller vaiṣṇava-filosofien er det ikke tilfældet. Verden er ikke falsk. Den er virkelig nok, men den er blot midlertidig. Den sammenlignes med en sky, der bevæger sig hen over himlen, eller med regntiden, hvis indtog nærer kornet. Så snart regntiden er forbi, og skyerne forsvinder, udtørrer afgrøderne, der før blev næret af regnen. På samme måde fremkommer den materielle verden med bestemte intervaller, forbliver et stykke tid og forsvinder så igen. Sådan fungerer prakṛti. Men denne cyklus er evig. Prakṛti er derfor evig. Den er ikke falsk. Herren refererer til den som “Min prakṛti”. Den materielle natur er den Højeste Herres adskilte energi, og på samme måde er de levende væsener også den Højeste Herres energi. De er dog ikke adskilte, men evigt forbundne.

Īśvarą (Aukščiausiąjį Viešpatį), jīvą (gyvąją esybę), prakṛti (gamtą), kālą (amžiną laiką) bei karmą (veiklą) – visą tai aiškina „Bhagavad-gītā“. Iš šių penkių tiesų amžinos yra: Viešpats, gyvosios esybės, materiali gamta bei laikas. Prakṛti – nors ir laikina, bet reali. Kai kurie filosofai teigia, kad materialios gamtos apraiška nereali, tačiau „Bhagavad-gītos“, ar vaiṣṇavų filosofijos supratimu taip nėra. Gavęs išraišką pasaulis nėra nerealus, jis – realus, bet laikinas. Jį galima palyginti su debesiu, plaukiančiu dangumi, ar liūčių sezonu, kuris subrandina javus. Pasibaigus liūčių sezonui ir išsisklaidžius debesims, lietaus subrandintos varpos tuoj sudžiūva. Taip pat ir materialus pasaulis: tam tikru metu jis atsiranda, kurį laiką egzistuoja ir po to išnyksta. Taip veikia prakṛti, ir šis ciklas vyksta amžinai. Vadinasi, prakṛti – amžina, negalima teigti, kad ji nereali. Viešpats vadina ją „Manoji prakṛti“. Materiali gamta – atsieta Aukščiausiojo Viešpaties energija, kaip ir gyvosios esybės, kurios irgi yra Viešpaties energija, tik ne atsieta, o amžinai susijusi su Viešpačiu. Taigi Viešpats, gyvoji esybė, materiali gamta ir laikas yra tarpusavyje susiję ir amžini. Tačiau kita tiesa – karma – nėra amžina. Karmos pasekmių ištakos gali siekti nepaprastai tolimą praeitį. Mes patiriame kančią ar džiaugsmą dėl veiklos, kurios pasekmės atlydi mus iš amžių glūdumos, bet mūsų karmos, t.y. veiklos, rezultatus galime pakeisti – tai priklauso nuo mūsų žinojimo lygio. Esame įsitraukę į pačią įvairiausią veiklą ir, be abejo, nežinome, kokios veiklos turėtume imtis, kad išsivaduotume iš jos atoveikio. Tačiau „Bhagavad-gītoje“ ir tai paaiškinta.

Så Herren, de levende væsener, den materielle natur og tiden er alle forbundet med hinanden, og de er alle evige. Den femte bestanddel, karma, er imidlertid ikke evig, selv om virkningerne af karma meget vel kan være meget gamle. Vi har lidt under eller nydt resultaterne af vore handlinger siden tidernes morgen, men vi kan ændre på resultatet af vores karma eller handlinger, og denne ændring er afhængig af fuldkommengørelsen af vores viden. Vi har travlt med alle mulige ting, og vi ved helt sikkert ikke, hvad vi skal gøre for at blive udfriet fra alle disse handlingers årsager og virkninger, men det bliver også forklaret i Bhagavad-gītā.
Îśvara eller den Højeste Herre befinder Sig i positionen som den højeste bevidsthed. Som uadskillelige dele af den Højeste Herre er jīvaerne eller de levende væsener også bevidste. Både det levende væsen og den materielle natur bliver beskrevet som prakṛti, den Højeste Herres energi, men af de to er det kun jīvaen, der er bevidst. Den anden prakṛti er ikke bevidst. Det er forskellen. Eftersom jīvaen er bevidst ligesom Herren, klassificeres jīva-prakṛti som højere energi. Herrens bevidsthed er imidlertid den højeste. Man kan ikke sige, at jīvaen eller det levende væsen også er den højeste bevidsthed. Det levende væsen bliver på intet stadie af sin fuldendelse til den højeste bevidsthed. Teorien om, at han gør det, er en vildledende teori. Han er bevidst, men han er ikke den perfekte eller højeste bevidsthed.

Īśvara, Aukščiausiasis Viešpats, pagal Savo padėtį – aukščiausioji sąmonė. Jīvos, t.y. gyvosios esybės, neatskiriamos Aukščiausiojo Viešpaties dalelės, irgi turi sąmonę. Ir gyvoji esybė, ir materiali gamta skiriamos prie prakṛti, Aukščiausiojo Viešpaties energijos, bet iš jų tik jīvai yra būdinga sąmonė. Kita prakṛti – nesąmoninga. Tuo jos ir skiriasi. Todėl jīva-prakṛti vadinama aukštesniąja energija, nes jīvos sąmonė analogiška Viešpaties sąmonei. Tačiau Viešpaties sąmonė – aukščiausia ir nevalia kalbėti apie tai, kad jīva, gyvoji esybė, turi aukščiausią sąmonę. Kad ir kokia tobula būtų gyvoji būtybė, ji negali turėti aukščiausios sąmonės. Todėl teorija, teigianti, jog tai įmanoma – klaidinga. Taip, gyvoji būtybė turi sąmonę, tačiau toji sąmonė nėra nei tobula, nei aukščiausia.

Forskellen på jīvaen og īśvaraen bliver forklaret i Bhagavad-gītās 13. kapitel. Herren er kṣetra-jñah, dvs. bevidst ligesom det levende væsen, men det levende væsen er kun bevidst om sin egen krop, hvorimod Herren er bevidst om alle kroppe. Eftersom Han befinder Sig i hjertet på alle levende væsener, er Han bevidst om de enkelte jīvaers mentale tilstand, hvilket er vigtigt aldrig at glemme. Det bliver også forklaret, at Paramātmā, Guddommens Højeste Personlighed, bor i alles hjerter som īśvara eller herskeren, der vejleder det levende væsen i at gøre, hvad det gerne vil. Det levende væsen glemmer, hvad det har at gøre. Først beslutter det sig for at gøre det ene og så det andet, og derefter bliver det indfanget af årsag og virkning af sin egen karma. Når det forlader den ene krop, bliver det ført ind i en anden krop, ligesom vi skifter tøj. Under sin vandring fra krop til krop lider sjælen således under årsagerne og virkningerne fra sine tidligere handlinger. Disse handlinger kan ændres, når det levende væsen befinder sig i godhedens kvalitet, dvs. når det bliver intelligent og forstår, hvad slags aktiviteter det bør gøre. Hvis det gør det, kan alle årsagerne og virkningerne fra alle dets forudgående handlinger ændres. Som sådan er karma ikke evig. Det var derfor, vi skrev, at af de fem punkter (īśvara, jīva, prakṛti, tiden (kāla) og karma) er fire af dem evige, men karma er det ikke.

Jīvos ir īśvaros skirtingumas, apie kurį kalbame, bus aptartas tryliktame „Bhagavad-gītos“ skyriuje. Viešpats yra kṣetra-jña, t.y. Jis kaip ir gyvoji būtybė yra sąmoningas, tačiau gyvosios esybės sąmonė išplitusi tik savame kūne, o Viešpaties sąmonė apima visus kūnus. Viešpats gyvena visų gyvųjų būtybių širdyse, todėl Jis žino kiekvienos konkrečios jīvos mintis ir jausmus. Mums nevalia to pamiršti. Be to, knygoje aiškinama, kad Paramātmā, Aukščiausiasis Dievo Asmuo, glūdi kiekvieno širdyje kaip iśvara – valdovas, ir nurodo, kaip gyvajai esybei veikti pagal jos pačios troškimus. Gyvoji esybė pamiršta, ką turi veikti. Iš pradžių ji nutaria atlikti tam tikrą veiksmą, o vėliau susipainioja savo susikurtos karmos atoveikiuose. Palikusi vieną kūną, ji persikelia į kitą lygiai taip, kaip mes užsivelkame ir nusimetame drabužius. Keliaudama iš vieno kūno į kitą, siela kenčia ankstesnės savo veiklos atoveikius. Pakeisti veiklos pobūdį gyvoji būtybė gali tiktai pasiekusi dorybės guṇą, būdama sveiko proto, suvokdama, kokios veiklos privalo imtis. Jeigu jai tai pavyksta, tuomet gali pasikeisti visi jos ankstesnės veiklos atoveikiai. Vadinasi, karma neamžina. Todėl mes ir teigiame, jog iš penkių tiesų (īśvara, jīva, prakṛti, laikas ir karma) amžinos yra keturios pirmosios, o karma – laikina.

Den suverænt bevidste īśvara er lig med det levende væsen på følgende måde: Herrens såvel som det levende væsens bevidsthed er begge transcendentale. Det er ikke rigtigt, at bevidsthed opstår på grund af kontakten med materie. Det er en forkert ide. Teorien om, at bevidsthed opstår under de rigtige forhold i materien, accepteres ikke i Bhagavad- gītā. Bevidsthed kan komme forvrænget til udtryk, når den afspejles gennem materie, ligesom lys reflekteret gennem farvet glas kan se ud som den pågældende farve, men Herrens bevidsthed bliver ikke påvirket af materie. Herren Kṛṣṇa bemærker, mayādhyakṣeṇa prakṛtiḥ (Bg. 9.10). Når Han stiger ned til det materielle univers, bliver Hans bevidsthed ikke påvirket af materie. Hvis Han blev påvirket, ville Han ikke være kvalificeret til at undervise os i transcendentale emner, som Han gør det i Bhagavad-gītā. Man kan ikke udtale sig om den transcendentale verden uden at være fri for materielt besmittet bevidsthed. Så Herren er ikke materielt besmittet. På nuværende tidspunkt er vores bevidsthed dog materielt besmittet. Bhagavad-gītā underviser os i nødvendigheden af at få vor materielt besmittede bevidsthed renset. Når vores bevidsthed er ren, bliver vore handlinger sammenføjet med īśvaras vilje, og det vil gøre os lykkelige. Vi behøver ikke ophøre med alle vore handlinger. Vore handlinger skal blot renses, og sådanne rensede handlinger kaldes bhakti. Handlinger i bhakti kan ligne almindelige handlinger, men de er ikke forurenede. For den uvidende kan det se ud, som om en hengiven handler eller arbejder, som folk i almindelighed gør det, men den, der har så lidt indsigt, ved ikke, at Herrens hengivnes handlinger ikke er besmittet af uren bevidsthed eller materie. De er hævet over naturens tre kvaliteter. Vi må dog forstå, at vores bevidsthed på nuværende tidspunkt er forurenet.

Īśvara, turintis aukščiausią sąmonę, gyvai esybei tapatus tuo, kad ir Viešpaties, ir gyvosios esybės sąmonė – transcendentinė. Būtų klaidinga manyti, kad sąmonė atsirado materijos jungimosi procese. Tai – klaidinga idėja. „Bhagavad-gītā“ atmeta teoriją, jog sąmonė išsivystė iš tam tikromis sąlygomis besijungiančių materijos pradmenų. Kaip spalvotas stiklas nudažo kokia nors spalva pro jį krintančią šviesą, taip materialių sąlygų apdangalas iškreipia sąmonę; tačiau Viešpaties sąmonei materija nedaro jokios įtakos. Viešpats Kṛṣṇa sako: mayādhyakṣeṇa prakṛtiḥ. Viešpačiui nužengus į materialią visatą, materija Jo sąmonei nedaro jokios įtakos. Jeigu materija veiktų Viešpatį, Jis negalėtų kalbėti apie tuos transcendentinius dalykus, kuriuos apreiškė „Bhagavad-gītoje“. Su materijos užteršta sąmone apie transcendentinį pasaulį negalėsi ničnieko pasakyti. Taigi Viešpats neužsiteršia materija. O mūsų sąmonė šiuo momentu yra užteršta. „Bhagavad-gītā“ moko, kad turime valyti materijos suterštą sąmonę. Kai sąmonė taps tyra, mūsų poelgiai derinsis su īśvaros valia, ir tai padarys mus laimingus. Netiesa, kad mes turime visiškai atsisakyti veiklos, veikiau turime ją gryninti. Gryna veikla vadinama bhakti. Iš pirmo žvilgsnio bhakti veikla panaši į bet kurią kitą, tačiau iš tikrųjų ji – švari. Nenusimanančiam žmogui bhakto veiksmai ir darbai gali būti panašūs į įprastą veiklą, tačiau toks menką žinių kraitį turintis žmogus tiesiog nežino, kad Viešpaties ir Jo bhaktų poelgių nesutepa negryna sąmonė, t.y. materija. Jie transcendentalūs trims materialios gamtos guṇoms. Tačiau mes turime žinoti, jog dabar mūsų sąmonė yra užteršta.

Når vi er forurenede af materie, kaldes vi betingede. Falsk bevidsthed giver sig til kende i opfattelsen af, at jeg er et produkt af den materielle natur. Det kaldes falsk ego. Den, der er hensunket i en kropslig livsopfattelse, kan ikke forstå sin virkelige situation. Bhagavad-gītā blev talt for at befri os for den kropslige livsopfattelse, og Arjuna satte sig selv i den tilstand for at kunne modtage denne viden fra Herren. Man skal blive fri for den kropslige livsopfattelse. Det er en transcendentalists første opgave. Vil man befries, må man for det første forstå, at man ikke er sin materielle krop. Mukti eller befrielse vil sige at blive fri for materiel bevidsthed. Den samme definition på befrielse bliver også givet i Śrīmad- Bhāgavatam (2.10.6). Muktir hitvānyathā-rūpaṁ, svarūpeṇa vyavasthitiḥ: Mukti betyder at blive befriet for den materielle verdens forurenede bevidsthed og blive situeret i ren bevidsthed. Formålet med alle instruktionerne i Bhagavad-gītā er at genopvække denne rene bevidsthed, og derfor finder vi i slutningen af Bhagavad-gītā, at Kṛṣṇa spørger Arjuna, om hans bevidsthed nu er renset. At have ren bevidsthed vil sige at handle på Herrens vejledning. Det er summa summarum af ren bevidsthed. Som uadskillelige dele af Herren er vi allerede bevidste, men vi er tilbøjelige til at blive påvirket af de lavere kvaliteter. Den Højeste Herre bliver derimod aldrig påvirket. Det er forskellen på den Højeste Herre og de små individuelle sjæle.

Kai mus yra užteršusi materija, vadinamės „sąlygotomis sielomis“. Mūsų sąmonę iškreipia įspūdis, kad „aš – materialios gamtos padarinys“. Tai vadinama „klaidinga savimone“. Tas, kuris mąsto kūniškomis kategorijomis, nesuvokia savo padėties. „Bhagavad-gītā“ buvo išsakyta siekiant padėti žmogui atsikratyti kūniškos būties sampratos. Arjuna imasi neišmanėlio vaidmens norėdamas, kad Viešpats suteiktų šį žinojimą. Reikia atsikratyti kūniškos būties sampratos, transcendentalistui – tai pirmiausias uždavinys. Kas nori būti laisvas, nori išsivaduoti, tas visų pirma privalo patirti, jog jis nėra materialus kūnas. Išsivaduoti, pasiekti mukti – tai nepriklausyti nuo materialios sąmonės. „Śrīmad-Bhāgavatam“ pateikiamas išsivadavimo apibrėžimas. Muktir hitvānyathā-rūpaṁ svarūpeṇa vyavasthitiḥ: pasiekti mukti – tai „išsikovoti nepriklausomybę nuo materialaus pasaulio suterštos sąmonės ir grįžti į gryną sąmoningumą“. Visi „Bhagavad-gītos“ pamokymai yra skirti tam, kad pažadinti tyrą sąmonę. Todėl ir baigiamoje Gītos pamokymų dalyje mes girdime, kaip Krṣṇa klausia Arjunos, ar jis jau atgavo tyrą sąmonę. Turėti išgrynintą sąmonę – reiškia veikti pagal Viešpaties nurodymus. Tokia yra „išgrynintos sąmonės“ sąvokos esmė. Mes turime sąmonę, nes esame neatskiriamos Aukščiausiojo Viešpaties dalelės, tačiau mums visada gresia pavojus pakliūti žemesniųjų gamtos guṇų įtakon. Viešpačiui toks pavojus negresia, nes Jis – Aukščiausiasis. Tuo Aukščiausiasis Viešpats ir skiriasi nuo mažų individualių sielų.

Hvad er så bevidsthed? Det er bevidstheden om, at “jeg er”. Hvad er “jeg” da? Når bevidstheden er besmittet, indebærer “jeg er”, at jeg er herre over alt. Jeg er nyderen. Verden kredser omkring hvert eneste levende væsens tro på, at det er den materielle verdens herre og skaber. Materiel bevidsthed har to psykologiske kategorier. Den ene er, at jeg er skaberen, og den anden, at jeg er nyderen. Men i virkeligheden er det den Højeste Herre, der både er skaberen og nyderen. Det levende væsen er som en uadskillelig del af den Højeste Herre hverken skaber eller nyder. Det er en medarbejder. Det er den skabte og den, der skal nydes. For eksempel samarbejder en del af en maskine med hele maskineriet. En del af kroppen samarbejder med hele kroppen. Hænderne, benene, øjnene osv. er alle dele af kroppen, men de er ikke de virkelige nydere. Maven er den, der nyder. Benene bevæger sig, hænderne skaffer føde, tænderne tygger den osv. Alle kropsdelene er beskæftiget med at tilfredsstille maven, for det er maven, der er hovedfaktoren i næringen af kroppen. Alt bliver derfor givet til maven. Man nærer træet ved at vande dets rod, og man nærer kroppen ved at forsyne maven. Hvis kroppen skal holdes sund og rask, må alle kropsdelene arbejde sammen for at give maven mad. På samme måde er den Højeste Herre den, der nyder og skaber, mens vi som underordnede levende væsener er til for at samarbejde for at tilfredsstille Ham. Et sådant samarbejde vil i virkeligheden hjælpe os på samme måde som mad, der fordøjes i maven, hjælper alle de andre dele af kroppen. Hvis håndens fingre tror, at de selv kan indtage maden i stedet for at give den til maven, skuffes de. Den centrale skaber og nyder er den Højeste Herre, og de levende væsener er samarbejdere. Gennem dette samarbejde vil de nyde. Det samme princip gør sig gældende i forholdet mellem herren og tjeneren. Hvis en herre er helt tilfreds, er tjeneren det også. Den Højeste Herre skal tilfredsstilles på samme måde. Tilbøjeligheden til at skabe og tilbøjeligheden til at nyde den materielle verden findes dog også i de levende væsener, for disse tilbøjeligheder er til stede i den Højeste Herre, der har manifesteret den kosmiske verden.

Kas yra toji sąmonė? Sąmonė – tai suvokimas, kad „aš esu“. O kas tasai „aš“? Turint užterštą sąmonę, „aš esu“ reiškia „aš – valdovas to, ką regiu aplink“ ir „aš – besimėgaujantis subjektas“. Gyvenimo ratas sukasi, nes kiekviena gyvoji būtybė galvoja esanti materialaus pasaulio valdovė bei kūrėja. Materiali sąmonė turi dvi psichines savybes: viena – žmogus mano „aš kūrėjas“, kita – „aš besimėgaujantis subjektas“. Bet iš tiesų ir kūrėjas, ir besimėgaujantis subjektas yra Aukščiausiasis Viešpats, o gyvoji esybė, kaip neatskiriama Aukščiausiojo Viešpaties dalelė, nėra nei kūrėja, nei besimėgaujantis subjektas, ji tik talkina Viešpačiui. Ji – sukurta, ir ji – džiaugsmo objektas. Pavyzdžiui, mechanizmo dalis dalyvauja bendrame mechanizmo darbe, o kūno organas – bendroje organizmo veikloje. Rankos, kojos, akys ir t.t. – kūno dalys, jos negali pačios pasisotinti. Skrandis – gali. Kojos neša kūną, rankos ima maistą, dantys jį kramto. Visos kūno dalys darniai rūpinasi skrandžiu, nes skrandis – svarbiausias organas, maitinantis visą kūno struktūrą. Todėl viskas atiduodama skrandžiui. Medis gauna maisto, kai mes laistome jo šaknis, kūnas pasisotina, kai pripildomas skrandis; kad kūnas būtų sveikas, visos jo dalys, kartu veikdamos, turi tiekti maistą skrandžiui. Taip ir mūsų, pavaldžių gyvųjų būtybių, paskirtis – sutartinai teikti džiaugsmą Aukščiausiajam Viešpačiui, besimėgaujančiam subjektui ir kūrėjui. Toks bendradarbiavimas visiems mums naudingas, kaip naudingas visoms kūno dalims į skrandį patekęs maistas. Jei pirštai sumanytų pasmaguriauti patys, užuot atidavę maistą skrandžiui, jiems ničnieko neišeitų. Centrinė kūrinijos figūra ir besimėgaujantis subjektas – Aukščiausiasis Viešpats, o gyvosios esybės tėra Jo talkininkės. Tarpininkaudamos jos patiria pasitenkinimą. Ryšys tarp Aukščiausiojo Viešpaties ir gyvosios būtybės yra toks, koks jis būna tarp šeimininko ir tarno. Jei visiškai patenkintas šeimininkas, patenkintas ir tarnas. Analogiškai, nors gyvosioms esybėms ir būdingas sugebėjimas kurti bei mėgautis materialiu pasauliu, kurį jos perėmė iš Aukščiausiojo Viešpaties, suteikusio išraišką kosminiam pasauliui, tenkinamas turi būti Aukščiausiasis Viešpats.

Derfor finder vi i Bhagavad-gītā, at den totale helhed udgøres af den Højeste Hersker, de beherskede levende væsener, den kosmiske manifestation, den evige tid og endelig karma eller handlinger, og hver af dem bliver beskrevet i denne tekst. Tilsammen udgør de den totale helhed, og den totale helhed kaldes den Absolutte Sandhed. Den totale helhed og den fuldstændige Absolutte Sandhed er Guddommens Fuldendte Personlighed, Śrī Kṛṣṇa. Alle manifestationer skyldes ene og alene Hans forskellige energier. Han er den fuldstændige helhed.

Taigi iš „Bhagavad-gītos“ sužinosime, kad išbaigtą visumą sudaro aukščiausiasis valdovas, pavaldžios gyvosios esybės, materialus kosmosas, amžinas laikas bei karma, arba veikla. Tekstas aiškina visas šias tiesas, kurios kartu paėmus sudaro išbaigtą visumą, ir toji išbaigta visuma vadinasi Aukščiausioji Absoliuti Tiesa. Išbaigta visuma ir išbaigta Absoliuti Tiesa – tai išbaigtas Dievo Asmuo, Śrī Kṛṣṇa. Visas apraiškas sukuria skirtingos Jo energijos. Jis Pats yra išbaigta visuma.

I Bhagavad-gītā (14.27) bliver det endvidere forklaret, at tilmed den upersonlige Brahman er underlagt den fuldkomne Højeste Personlighed (brahmaṇo hi pratiṣṭhāham). I Brahma-sūtra bliver Brahman mere nøjagtigt sammenlignet med Solens stråler. Den upersonlige Brahman er den skinnende stråleglans, der udstrømmer fra Guddommens Højeste Personlighed. Den upersonlige Brahman er kun en delvis erkendelse af den absolutte helhed, og det samme gælder forestillingen om Paramātmā. I kapitel 15 fremgår det, at Guddommens Højeste Personlighed, Puruṣottama, er hævet over både den upersonlige Brahman og den delvise erkendelse af Paramātmā. Guddommens Højeste Personlighed bliver betegnet som sac-cid-ānanda-vigraha. Brahma-saṁhitā (5.1) begynder på denne måde: īśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ, sac-cid-ānanda-vigrahaḥ/ anādir ādir govindaḥ, sarva-kāraṇa-kāraṇam. “Govinda eller Kṛṣṇa er alle årsagers årsag. Han er den første årsag, og Han er selve formen af evighed, lyksalighed og kundskab.” At erkende den upersonlige Brahman vil sige at erkende Hans sat- eller evighedsaspekt. Erkendelse af Paramātmā er det samme som at erkende sat-cit (evig kundskab). Men at erkende Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, vil sige at erkende alle de transcendentale aspekter, dvs. sat, cit og ānanda (evighed, kundskab og lyksalighed) i deres fulde vigraha (form).

Gītoje toliau kalbama, jog beasmenis Brahmanas taip pat yra pavaldus išbaigtam Aukščiausiajam Asmeniui (brahmaṇo hi pratiṣṭhāham). Brahmanas, kaip plačiau aiškina „Brahma-sūtra“, yra tarsi saulės spinduliai. Beasmenis Brahmanas – tai Aukščiausiojo Dievo Asmens švytintys spinduliai. Beasmenio Brahmano, kaip ir Paramātmos, pažinimas neatveria pilno absoliučios visumos vaizdo. Iš penkiolikto skyriaus sužinosime, kad Aukščiausiojo Dievo Asmens, Puruṣottamos, pažinimas pranoksta tiek beasmenio Brahmano, tiek Paramātmos pažinimą, kuris irgi yra nepilnas. Aukščiausiasis Dievo Asmuo yra vadinamas sad-cid-ānanda-vigraha. „Brahma-saṁhitā“ prasideda tokiais žodžiais: īśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ sac-cid-ānanda-vigrahaḥ/ anādir ādir govindaḥ sarva-kāraṇa-kāraṇam. „Govinda, Kṛṣṇa, yra visų priežasčių priežastis. Jis – pirminė priežastis, įkūnijanti amžiną būtį, žinojimą bei palaimą.“ Beasmenio Brahmano pažinimas atskleidžia Viešpaties sat (amžinybės) aspektą. O Paramātmos pažinimas – tai sat-cit (amžino žinojimo) aspekto pažinimas. Tiktai pažinus Dievo Asmenį, Kṛṣṇą, pažįstami visi transcendentiniai aspektai: sat, cit ir ānanda (amžinybė, žinojimas ir palaima), įkūnijami išbaigto vigrahos (pavidalo).

Mindre intelligente mennesker anser den Højeste Sandhed for at være upersonlig, men Han er en transcendental person, hvilket bekræftes i hele den vediske litteratur. Nityo nityānāṁ cetanaś cetanānām (Kaṭha Upaniṣad 2.2.13). Ligesom vi alle er levende væsener med hver vores egen individualitet, er den Højeste Absolutte Sandhed yderst set også en person, og at erkende Guddommens Personlighed er det samme som at erkende de transcendentale aspekter til fulde i Hans fuldstændige form. Den totale helhed er ikke formløs. Hvis Han er formløs, eller hvis Han er mindre end noget andet, kan Han ikke være den totale helhed. Den totale helhed må nødvendigvis indeholde alt inden for vores erfaring såvel som det, der ligger uden for vores erfaring, ellers kan den ikke være total.

Menkos nuovokos žmonėms Aukščiausioji Tiesa atrodo beasmenė. Tačiau visi Vedų raštai liudija, kad Aukščiausioji Tiesa – transcendentinė asmenybė. Nityo nityānāṁ cetanaś cetanānāṁ („Kaṭha Upaniṣada“ 2.2.13). Kaip mes, gyvosios būtybės, esame individualios asmenybės, taip ir Aukščiausioji Absoliuti Tiesa galiausiai yra asmenybė, o Dievo Asmens pažinimas atskleidžia visus Jo išbaigto pavidalo transcendentinius aspektus. Išbaigta visuma nėra beformė. Jei Dievo Asmuo – beformis arba už ką nors menkesnis, tai Jis negali būti išbaigta visuma. Išbaigta visuma privalo apimti visa, kas prieinama mūsų patyrimui, ir tai, kas nepatiriama. Antraip ji nebus išbaigta.

Den fuldkomne helhed eller Guddommens Højeste Personlighed har umådelige kræfter (parāsya śaktir vividhaiva śrūyate). I Bhagavad-gītā bliver det også forklaret, hvordan Kṛṣṇa handler gennem Sine forskellige energier. Den fænomenale eller materielle verden, vi er anbragt i, er også fuldstændig i sig selv, for de 24 elementer, som det materielle univers er en midlertidig manifestation af, er ifølge sāṅkhya-filosofien sat til at frembringe alle de nødvendige ressourcer, der skal til for at opretholde og understøtte universet. Der er intet overflødigt, og der mangler intet. Gennem den højeste helheds energi har denne manifestation sin egen fastsatte tid, og når den er slut, bliver de midlertidige manifestationer tilintetgjort gennem den fuldstændiges fuldstændige arrangement. De små fuldstændige enheder, dvs. de levende væsener, er blevet givet fulstændig mulighed for at erkende den fuldstændige, og enhver form for ufuldstændighed opleves kun på grund af vores egen ufuldstændige viden om den fuldstændige. Bhagavad-gītā indeholder således den fuldstændige kundskab om vedisk visdom.

Išbaigtos visumos, Dievo Asmens, galios neribotos (parāsya śaktir vividhaiva śrūyate). „Bhagavad-gītoje“ taip pat aiškinama, kaip Kṛṣṇa veikia panaudodamas Savo skirtingas galias. Reiškinių, arba materialus pasaulis, kuriame gyvename, irgi pats sau išbaigtas, nes dvidešimt keturi pradmenys (jų laikino pasireiškimo rezultatas, sāṅkhyos filosofijos supratimu, ir yra mūsų materiali visata) tobulai pritaikyti tiekti visus būtinus resursus, reikalingus visatai palaikyti ir egzistuoti. Visatoje nėra nei pertekliaus, nei trūkumo. Ši apraiška turi aukščiausios visumos energijos nustatytą egzistavimo trukmę, ir kai baigsis jai skirtas laikas, ji bus sunaikinta pagal tobulą išbaigtos visumos tvarką. Mažiems išbaigtiems vienetams, t.y. gyvosioms esybėms, sudarytos puikiausios sąlygos pažinti visumą, o visi netobulumai matomi dėl nepilno visumos pažinimo. Taigi į „Bhagavad-gītą“ sudėta visa Vedų išmintis.

Al vedisk viden er perfekt og ufejlbarlig, og hinduer accepterer den som sådan. Kogødning er for eksempel afføring fra et dyr, og ifølge smṛti eller de vediske påbud skal man tage bad for at rense sig selv, hvis man har rørt ved afføring. Men i de vediske skrifter beskrives kogødning som rensende, hvilket kan opfattes som en selvmodsigelse, men ikke desto mindre bliver det godtaget, for det er en vedisk instruktion, og ved at acceptere det går man heller ikke fejl i byen. I nyere tid er det således blevet bevist af moderne videnskab, at kogødning indeholder alle antiseptiske egenskaber. Så den vediske viden er fuldstændig, for den er hævet over enhver form for tvivl og fejltagelse, og Bhagavad-gītā er essensen af denne vediske viden.

Visas Vedų žinojimas yra tobulas ir be klaidų, tai pripažįsta kiekvienas induistas. Pavyzdžiui, karvės mėšlas – gyvulio išmatos; pagal smṛti, Vedų nurodymą, prisilietus prie gyvulio išmatų reikia išsimaudyti, kad apsivalytum. Tačiau karvės mėšlą Vedų raštai laiko valančia priemone. Šiuo atveju galima įžvelgti prieštaravimą, tačiau šį nurodymą turime pripažinti, nes taip sako Vedos, ir mes neapsiriksime. Šiuolaikinis mokslas iš tiesų įrodė, kad karvės mėšlas pasižymi antiseptinėmis savybėmis. Taigi Vedų žinojimas tobulas, nes yra aukščiau bet kokių abejonių ir klaidų, o „Bhagavad- gītā“ – tai viso Vedų žinojimo esmė.

Vedisk viden er ikke et spørgsmål om forskning. Vores forskning vil altid være mangelfuld, eftersom vi forsker med vores ufuldkomne sanser. Vi er nødt til at modtage perfekt viden, der, som der står i Bhagavad- gītā, kommer ned gennem paramparā (discipelrækken). Vi skal modtage viden fra den rette kilde i discipelrækken, der begynder med den højeste åndelige mester, Herren Selv, og som siden er blevet videreført ned gennem en række af åndelige mestre. Arjuna, der modtog undervisning direkte fra Herren Śrī Kṛṣṇa Selv, accepterede alt, Herren sagde, uden at sige Ham imod. Man har ikke lov til at acceptere én del af Bhagavad- gītā og forkaste noget andet. Nej, vi skal acceptere Bhagavad-gītā uden fortolkninger, uden at udelade noget og uden at iblande vore egne ideer. Bhagavad-gītā skal accepteres som den mest perfekte fremlæggelse af vedisk viden. Vedisk viden skal modtages fra transcendentale kilder, og de første ord blev talt af Herren Selv. Herrens ord kaldes apauruṣeya, hvilket vil sige, at de ikke kan sammenlignes med ord fra en verdslig person, der er behæftet med fire fejl og mangler. En verdslig person vil (1) helt sikkert begå fejl, (2) uvægerligt være underlagt illusion, (3) være tilbøjelig til at bedrage andre og (4) være begrænset af ufuldkomne sanser. Er man underlagt disse fire ufuldkommenheder, kan man ikke give fuldkommen viden om altomfattende kundskab.

Vedų žinojimas įgyjamas ne tyrinėjimo būdu. Mūsų tiriamasis darbas netobulas, nes atliekamas netobulomis juslėmis. Mes turime perimti tobulą žinojimą, kuris, „Bhagavad-gītos“ tvirtinimu, perduodamas mums per paramparą (mokinių seką). Jį įgyti reikia iš patikimo šaltinio – asmenybės, kuri priklauso paramparai, prasidedančiai aukščiausiu dvasiniu mokytoju, Pačiu Viešpačiu, iš kurio žinojimas keliauja dvasinių mokytojų seka. Arjuna, Viešpaties Śrī Kṛṣṇos mokinys, sutinka su visais savo mokytojo žodžiais nesiginčydamas. Negalima dalį „Bhagavad-gītos“ teiginių pripažinti, o dalį atmesti. „Bhagavad-gītą“ reikia priimti jos neinterpretuojant, nebraukant ir be savavališkų pataisymų. Gītą reikia laikyti tobuliausiai Vedų žinojimą perteikiančiu veikalu. Vedų žinojimas yra gautas iš transcendentinių šaltinių, pirmąjį jų žodį ištarė Pats Viešpats. Viešpaties žodžiai – apauruṣeya, t.y. jie skiriasi nuo materialaus pasaulio gyventojo, turinčio keturias ydas, žodžių. Pirma jo yda – jis būtinai klysta. Antra – iliuzija neišvengiamai jam daro įtaką, trečia – jis linkęs apgaudinėti kitus, ketvirta – jis ribojamas netobulų juslių. Neatsikračius šių keturių netobulumų, neįmanoma perduoti tobulos informacijos, kurią suteikia visa apimantis žinojimas.

Den vediske viden kommer ikke fra den slags mangelfulde levende væsener. Den blev indgivet i hjertet på Brahmā, det første skabte levende væsen, og Brahmā videregav derefter kundskaben til sine sønner og disciple, sådan som han oprindeligt havde modtaget den fra Herren. Herren er pūrṇam, helt perfekt, så Han kan på intet tidspunkt være underlagt den materielle naturs love. Man skal derfor være intelligent nok til at forstå, at Herren er den eneste ejer af alt i universet, og at Han er den oprindelige skaber, Brahmās skaber. I kapitel 11 bliver Herren tiltalt som prapitāmaha, for Brahmā kaldes pitāmaha, bedstefaderen, og Herren skabte bedstefaderen. Så ingen bør hævde at eje noget. Man må kun tage imod de ting, man er blevet tildelt af Herren som sin kvote til livets opretholdelse.

Vedų žinojimą perteikė ne tokios netobulos gyvosios esybės. Tas žinojimas buvo perkeltas į pirmosios sukurtos gyvosios būtybės, Brahmos, širdį, o Brahmā savo ruožtu jį paskleidė sūnums bei mokiniams tokį, kokį gavo iš Viešpaties. Viešpats yra pūrṇam – absoliučiai tobulas, ir Jam materialios gamtos dėsniai negali daryti jokios įtakos. Todėl žmogui turėtų pakakti išminties suprasti, kad Viešpats – vienintelis viso to, kas yra visatoje, savininkas, pirminis kūrėjas, sukūręs ir Brahmą. Vienuoliktame skyriuje į Viešpatį kreipiamasi žodžiu prapitāmaha, nes žodžiu pitāmaha – prosenis, kreipiamasi į Jo sukurtąjį Brahmą. Taigi mums nepriklauso niekas, galime imti tiktai tuos daiktus, kuriuos Viešpats skiria mums kaip mūsų pragyvenimui skirtą dalį.

Der gives mange eksempler på, hvordan de ting, vi er blevet givet af Herren, skal anvendes, og dette bliver også forklaret i Bhagavad-gītā. I begyndelsen besluttede Arjuna sig for ikke at kæmpe i slaget på Kurukṣetra. Det var hans egen beslutning. Arjuna fortalte Herren, at han ikke ville kunne nyde kongeriget efter at have dræbt sine egne slægtninge. Den beslutning var baseret på kroppen, for han troede, at kroppen var ham selv, og at hans kropslige slægtsforhold eller ekspansioner var hans brødre, nevøer, svogre, bedstefædre osv. Derfor ville han tilfredsstille sine kropslige behov. Bhagavad-gītā blev talt af Herren for at ændre denne opfattelse, og til sidst besluttede Arjuna sig for at kæmpe under Herrens ledelse med ordene kariṣye vacanaṁ tava (Bg. 18.73): “Jeg vil handle i overensstemmelse med Din ordre.”

Yra daug pavyzdžių, kaip mes turėtume naudotis tuo, ką mums skiria Viešpats. Apie tai taip pat pasakojama „Bhagavad-gītoje“. Iš pradžių Arjuna nutarė, kad Kurukṣetros mūšyje jam kautis nedera. Toks buvo jo savarankiškas sprendimas. Arjuna pareiškė Viešpačiui negalėsiąs džiaugtis karalyste, įgyta giminaičių kraujo kaina. Toks sprendimas buvo padiktuotas kūno, nes kūną jis laikė pačiu savimi, o tuos, kurie susiję su kūnu – savo broliais, sūnėnais, pusbroliais, seneliais ir t.t. Vadinasi, jis norėjo patenkinti savo kūniškus poreikius. Viešpats paskelbė „Bhagavad-gītą“, norėdamas pakeisti tokį Arjunos požiūrį. Galų gale Arjuna ryžosi kovoti vadovaujamas Viešpaties; jis tarė: kariṣye vacanaṁ tava – „Nuo šiol veiksiu paklusdamas Tavo žodžiui.“

Det er ikke meningen, at mennesker skal strides i denne verden som hunde og katte. Et menneske skal være intelligent nok til at indse vigtigheden af den menneskelige tilværelse og afstå fra at handle som gemene dyr. Et menneske skal kende livets mål. Denne instruktion findes i hele den vediske litteratur, hvis essens er Bhagavad-gītā. Den vediske litteratur henvender sig til mennesker, ikke til dyr. Dyr kan dræbe andre levende væsener uden at pådrage sig synd, men hvis et menneske dræber et dyr udelukkende for at tilfredsstille sine ubeherskede smagsløg, vil det blive holdt ansvarligt for at bryde naturens love. I Bhagavad-gītā bliver det sagt klart og tydeligt, at der findes tre slags handlinger i overensstemmelse med naturens forskellige kvaliteter: handlinger i godhed, handlinger i lidenskab og handlinger i uvidenhed. På samme måde findes der tre slags fødevarer: mad i godhed, mad i lidenskab og mad i uvidenhed. Det bliver altsammen nøje forklaret, og hvis vi drager fordel af Bhagavad-gītās undervisning på den rigtige måde, bliver hele vores liv renset, og yderst set bliver vi i stand til at nå det sted, der ligger uden for den materielle himmel (yad gatvā na nivartante, tad dhāma paramaṁ mama, Bg. 15.6).

Žmonės materialiame pasaulyje turėtų gyventi ne tam, kad rietųsi kaip katės ir šunys. Žmonėms turi pakakti išminties, kad jie suprastų žmogaus gyvenimo svarbą ir nesielgtų kaip paprasti gyvūnai. Žmogus privalo suvokti savo gyvenimo tikslą, o kaip tai padaryti, byloja visi Vedų raštai, kurių esmė išdėstyta „Bhagavad-gītoje“. Vedų raštai skirti žmonėms, o ne gyvūnams. Žudydami vienas kitą, gyvūnai neužsitraukia nuodėmės, bet jei žmogus, pataikaudamas savo nekontroliuojamiems pomėgiams, nužudo gyvūną, jis privalo atsakyti už gamtos dėsnių laužymą. „Bhagavad-gītoje“ išsamiai paaiškinta, kad veikla yra trijų rūšių ir atitinka tris gamtos guṇas: dorybę, aistrą ir neišmanymą. Maistas irgi yra trijų rūšių: dorybės, aistros ir neišmanymo guṇų. Apie tai plačiai rašoma „Bhagavad-gītoje“, ir jeigu mes tinkamai pasinaudosime jos patarimais, tai visas mūsų gyvenimas taps švaresnis ir galop įstengsime pasiekti buveinę, slypinčią anapus materialaus dangaus (yad gatvā na nivartate tad dhāma paramaṁ mama).

Det sted kaldes sanātana-himmelen, den evige, åndelige himmel. I denne materielle verden kan det observeres, at alt er midlertidigt. Noget bliver til, forbliver et stykke tid, frembringer nogle biprodukter, sygner hen og forsvinder så. Det er den materielle verdens lov, der gælder, uanset om vi taler om kroppen, en frugt eller noget andet. Men vi er blevet givet viden om, at uden for den midlertidige verden er der en anden verden. Den verden består af en anderledes natur, der kaldes sanātana eller evig. Jīvaen bliver også beskrevet som sanātana eller evig, og i kapitel 11 bliver Herren ligeledes beskrevet som sanātana. Vi har et nært forhold til Herren, og fordi vi alle (dvs. sanātana-dhāma eller den evige himmel, den evige Guddommens Højeste Personlighed og de levende væsener, der ligeledes er sanātana eller evige) kvalitativt er ét, er hele formålet med Bhagavad-gītā at genoplive vores sanātana-dharma eller det levende væsens evige beskæftigelse. Vi er midlertidigt engageret i forskellige handlinger, men alle disse handlinger kan blive renset, når vi opgiver de midlertidige handlinger til fordel for de handlinger, der foreskrives af den Højeste Herre. Det er, hvad et rent liv indebærer.

Ta buveinė – amžinas, t.y. sanātana, dvasinis dangus. Mes matome, kad viskas materialiame pasaulyje laikina: atsiranda, kurį laiką egzistuoja, sukuria tam tikrus šalutinius produktus, vysta ir galiausiai išnyksta. Toks jau materialaus pasaulio dėsnis, ar imtume pavyzdžiu kūną, ar vaisių, ar dar ką nors. Tačiau turime žinių ir apie kitą pasaulį, esantį anapus šio, laikinojo. Tą pasaulį sudaro visiškai kitokia gamta, jis yra sanātana, amžinas. Vienuoliktame „Bhagavad-gītos“ skyriuje ir jīva, ir Viešpats taip pat apibūdinami kaip amžini, sanātana. Mes glaudžiai susiję su Viešpačiu, o kadangi sanātana-dhāma, t.y. dangus, sanātana Aukščiausiasis Dievo Asmuo bei sanātana gyvosios esybės kokybiškai nesiskiria, tai pagrindinis „Bhagavad- gītos“ tikslas yra atgaivinti mūsų sanātana veiklą, sanātana-dharmą – gyvosios esybės amžiną užsiėmimą. Laikinai mes atliekame tam tikrą veiklą, kurią galime išgryninti, jeigu atsisakę laikinos veiklos pradėsime veikti pagal Aukščiausio Viešpaties nurodymus. Tokia tyro gyvenimo esmė.

Den Højeste Herre og Hans transcendentale bolig er begge sanātana, dvs. evige, ligesom de levende væsener er det, og mødet mellem den Højeste Herre og de levende væsener i sanātana-boligen er fuldbyrdelsen af den menneskelige tilværelse. Eftersom de levende væsener er Herrens sønner, er Han meget venlig mod dem. Herren Kṛṣṇa bekendtgør i Bhagavad-gītā (14.3), sarva-yoniṣu... ahaṁ bīja-pradaḥ pitā: “Jeg er alles Fader.” Der er selvfølgelig mange slags levende væsener i forhold til deres forskellige karmaer, men Herren siger her, at Han er Fader til dem alle. For at føre dem tilbage til sanātana-himmelen nedstiger Herren derfor for at reformere alle disse faldne betingede sjæle, så de kan genvinde deres evige sanātana-tilstand i evigt selskab med Herren. Herren kommer Selv i forskellige inkarnationer, eller Han sender Sine fortrolige tjenere som sønner, ledsagere eller ācāryaer for at frelse de betingede sjæle.

Ir Aukščiausiasis Viešpats, ir Jo transcendentinė buveinė, ir visos gyvosios esybės yra sanātana, o gyvųjų esybių susijungimas su Viešpačiu Jo sanātana buveinėje – žmogaus būties tobulumas. Viešpats labai maloningas gyvosioms esybėms, nes jos – Jo vaikai. Viešpats Kṛṣṇa garsiai paskelbia „Bhagavad-gītoje“: sarva-yoniṣu . . . ahaṁ bīja-pradaḥ pitā – „Aš esu visų tėvas“. Žinoma, egzistuoja įvairių tipų gyvosios esybės, įvairi jų karma, bet cituotame posme Viešpats tvirtina esąs visų jų tėvas. Todėl Viešpats nužengia į žemę, kad padėtų puolusioms sąlygotoms sieloms pasitaisyti ir pakviestų jas atgal į amžiną sanātana dangų, kad sanātana gyvosios esybės atgautų savo amžiną, sanātana padėtį ir amžinai bendrautų su Viešpačiu. Siekdamas išgelbėti sąlygotas sielas Viešpats nužengia įvairiomis Savo inkarnacijomis arba atsiunčia Savo artimus tarnus kaip Savo sūnus, palydovus, ācāryas.

Derfor sigter sanātana-dharma ikke til nogen sekterisk religiøs proces, men til de evige levende væseners evige funktion i forhold til den evige Højeste Herre. Sanātana-dharma refererer som sagt til det levende væsens evige beskæftigelse. Śrīpāda Rāmānujācārya har forklaret ordet sanātana som “det, der hverken har begyndelse eller slutning.” Når vi således taler om sanātana-dharma, kan vi ifølge Śrīpāda Rāmānujācāryas autoritet tage det for givet, at den hverken har begyndelse eller ende.

Todėl sanātana-dharma nėra kažkoks sektantiškas religinis judėjimas. Tai amžinų gyvųjų esybių amžinos pareigos amžino Aukščiausiojo Viešpaties atžvilgiu. Sanātana-dharma, kaip jau minėjome anksčiau, nurodo amžiną gyvosios esybės veiklą. Śrīpāda Rāmānujācārya žodį sanātana aiškina taip: „tai, kas neturi nei pradžios, nei pabaigos“. Tad kai mes kalbame apie sanātana-dharmą, pasikliaudami Śrīpādos Rāmānujācāryos autoritetu patikėkime, kad ji neturi nei pradžios, nei pabaigos.

Det danske ord “religion” betyder ikke helt det samme som sanātana- dharma. Religion indebærer tro, og tro kan ændre sig. Man tror måske på en bestemt proces, men man kan ændre denne tro og følge en anden. Sanātana-dharma sigter derimod til den egenskab, der ikke kan ændres. Man kan for eksempel ikke fjerne den flydende eller våde egenskab fra vand eller varme fra ild. På lignende måde kan det levende væsens evige funktion ikke skilles fra det levende væsen. Sanātana-dharma er en evig integreret del af det levende væsen. Når vi taler om sanātana- dharma, må vi på grundlag af Śrīpāda Rāmānujācāryas autoritet derfor acceptere, at den hverken har begyndelse eller ende. Noget, der hverken begynder eller slutter, kan ikke være sekterisk, for det kan ikke begrænses. De, der bekender sig til en særlig sekterisk trosretning, kan fejlagtigt anse sanātana-dharma for også at være sekterisk, men hvis vi går dybere og betragter det videnskabeligt, finder vi, at sanātana-dharma gælder for alle mennesker i hele verden – ja, for alle levende væsener i universet.

Žodis religija turi kiek kitokią reikšmę, negu sanātana-dharma. Religija išreiškia tikėjimo idėją, o tikėjimas gali kisti. Galime įtikėti vieną kurį procesą, vėliau patikėti kažkuo kitu, tačiau sanātana-dharma nurodo veiklą, kurios neįmanoma pakeisti. Kaip negalima, pavyzdžiui, atsieti šilumą nuo ugnies, o skystumą nuo vandens, lygiai taip amžina gyvoji esybė yra neatsiejama nuo savo amžinų pareigų. Sanātana-dharma – amžina gyvosios esybės savasties dalis. Taigi kalbėdami apie sanātana-dharmą, turime pasikliauti Śrīpados Rāmānujācāryos autoritetu ir neabejoti, kad ji neturi nei pradžios, nei pabaigos. Tai, kas neprasideda ir nesibaigia, negali būti ribota, nes begalybės neįmanoma įsprausti į jokius rėmus. Kokio nors sektantiško tikėjimo išpažinėjas gali palaikyti sanātana-dharmą irgi ribota, tačiau įsigilinę į dalyko esmę ir pažvelgę į šią problemą šiuolaikinio mokslo požiūriu pamatysime, jog sanātana-dharma – tai viso pasaulio žmonių, teisingiau, visų gyvųjų visatos esybių reikalas.

Ikke-sanātana religiøs tro har en begyndelse i menneskehedens historie, men sanātana-dharma har ingen historisk begyndelse, for den er en evig del af det levende væsen. Hvad de levende væsener angår, står der i de autoritative śāstraer, at det levende væsen hverken fødes eller dør. Ifølge Bhagavad-gītā hverken fødes eller dør det levende væsen nogensinde. Han er evig og unedbrydelig og fortsætter med at leve selv efter, at hans midlertidige materielle krop er gået til grunde. I lys af sanātana-dharma-begrebet må vi prøve at forstå religionsbegrebet ud fra sanskritrodens betydning af ordet. Dharma sigter til den konstante egenskab hos et objekt. Vi kan slutte, at der sammen med ild altid er varme og lys. Uden varme og lys giver ild ingen mening. På samme måde må vi finde frem til den essentielle kvalitet, der følger det levende væsen uophørligt. Det vil være hans evige kvalitet, og denne evige kvalitet er hans evige religion.

Religinio tikėjimo, neturinčio ryšio su sanātana, ištakas galima atsekti žmonijos istorijos metraščiuose, tačiau sanātana-dharmos istorija neturi pradžios, nes ji – amžina gyvųjų esybių dalis. O kalbėdamos apie gyvąsias esybes, autoritetingos śastros tvirtina, kad gyvosios esybės nei gimsta, nei miršta. Gītoje teigiama, kad gyvoji esybė niekada negimsta ir niekada nemiršta, yra amžina ir nesunaikinama, o kai suyra jos laikinas materialus kūnas, ji pati gyvena toliau. Palietę sanātana-dharmos koncepciją, pamėginkime išsiaiškinti religijos sąvoką šio sanskrito žodžio šaknies pagrindu. Dharma yra tai, kas neatsiejama nuo tam tikro objekto. Šviesa ir šiluma – neatsiejamos nuo ugnies. Be šviesos ir šilumos žodis „ugnis“ netenka prasmės. Analogiškai turėtume aiškintis, kas esmingiausia gyvojoje būtybėje, kokia savybė yra neatskiriama jos dalis. Toji neatskiriama dalis, amžina savybė – tai jos amžinoji religija.

Da Sanātana Gosvāmī spurgte Śrī Caitanya Mahāprabhu, hvad alle levende væseners svarūpa er, svarede Herren, at det levende væsens oprindelige tilstand eller svarūpa er at tjene Guddommens Højeste Personlighed. Hvis vi analyserer Herren Caitanyas udtalelse, er det let at se, at ét levende væsen altid tjener et andet levende væsen. Levende væsener tjener andre levende væsener på mange forskellige måder. Ved at gøre dette nyder et levende væsen livet. De lavere dyr tjener mennesker, ligesom en tjener tjener sin herre. A tjener herre B, B tjener herre C, C tjener herre D osv. På lignende måde tjener en ven sin ven, en mor sin søn, og hustruen tjener manden, og manden tjener hustruen osv. Hvis vi bliver ved på den måde, bliver det klart, at når det kommer til at tjene andre, er der ingen undtagelser i samfundet. En politiker fremlægger sit program for vælgerne for at overbevise folk om sin evne til at tjene dem. Vælgerne giver således politikerne deres kostbare stemmer i den tro, at politikerne vil yde samfundet værdifuld tjeneste. Købmanden tjener sine kunder, og arbejderen tjener kapitalisten. Kapitalisten tjener familien, og familien tjener staten med sin arbejdskraft osv. Det er således klart, at intet levende væsen er undtaget fra at tjene et andet levende væsen, og vi kan derfor trygt slutte, at det er tjeneste, der er det levende væsens konstante ledsager, og at tjene er det levende væsens evige religion.

Kai Sanātana Gosvāmis paklausė Śrī Caitanyos Mahāprabhu apie kiekvienos gyvosios būtybės svarūpą, Viešpats atsakė, kad gyvosios būtybės svarūpa, t.y. prigimtinis būvis – tarnauti Aukščiausiajam Dievo Asmeniui. Paanalizavę šį Viešpaties Caitanyos teiginį, tuojau pat pastebėsime, jog visos gyvosios būtybės nuolatos viena kitai tarnauja. Gyvoji būtybė tarnauja įvairiais būdais ir taip semiasi gyvenimo džiaugsmo. Pavyzdžiui, menkiau išsivystę gyvūnai tarnauja žmonėms kaip tarnas savo šeimininkui. A tarnauja šeimininkui B, B tarnauja šeimininkui C, C – šeimininkui D ir t.t. Analogiškai, draugas tarnauja draugui, motina – sūnui, žmona – vyrui, vyras – žmonai ir pan. Jei ir toliau analizuosime ta kryptimi, paaiškės, kad gyvųjų būtybių visuomenėje visi be išimties tarnauja. Politinis veikėjas, skelbdamas savo manifestą visuomenei, siekia įtikinti ją savo sugebėjimu tarnauti. Manydami, kad politikas deramai pasitarnaus visuomenei, rinkėjai atiduoda jam savo balsus. Paklusdamas amžinam amžinos gyvosios būtybės poreikiui tarnauti, parduotuvės savininkas tarnauja pirkėjui, amatininkas – kapitalistui, kapitalistas – šeimai, o šeima – valstybei. Taigi, matome, kad nė viena gyvoji būtybė neišvengia tarnavimo kitai gyvajai būtybei, tad galima drąsiai daryti išvadą, kad tarnystė neatskiriamai susijusi su gyvąja būtybe, yra jos amžinoji religija.

Ikke desto mindre er der mange, der bekender sig til en bestemt tro med rod i en bestemt tidsepoke, og derfor kalder de sig selv for hinduer, muslimer, kristne, buddhister eller er tilhængere af en eller anden anden sekt. Den slags betegnelser har intet med sanātana-dharma at gøre. En hindu kan ændre sin tro og blive muslim, eller en muslim kan ændre sin tro og blive hindu, og en kristen kan ændre sin tro osv. Men ændringer i ens religiøse tro påvirker på ingen måde den evige beskæftigelse med at tjene andre. Hvad enten man er hindu, muslim eller kristen, tjener man i alle tilfælde andre. At bekende sig til en bestemt tro er således ikke det samme som at bekende sig til sin sanātana-dharma. At gøre tjeneste er sanātana-dharma.

Nepaisant to, žmonės, priklausomai nuo laiko ir aplinkybių, teigia priklausą kokiam nors tikėjimui ir skelbiasi esą induistai, musulmonai, krikščionys, budistai ar dar kokios kitos sektos atstovai, nors šie įvardijimai su sanātana-dharma neturi nieko bendro. Induistas gali pakeisti savo tikėjimą ir tapti musulmonu, musulmonas – atsiversti į induizmą, krikščionis taip pat gali pakeisti savo tikėjimą ir pan. Tačiau tikėjimo pakeitimas neatšaukia gyvosios būtybės amžinos paskirties tarnauti kitiems. Ir induistas, ir musulmonas, ir krikščionis bet kokiomis aplinkybėmis yra kažkieno tarnas. Todėl išpažinti tam tikrą tikėjimą – dar nereiškia išpažinti ir savo sanātana- dharmą. Sanātana-dharma yra tarnystė.

I virkeligheden er vi alle forbundet med den Højeste Herre igennem tjeneste. Den Højeste Herre er den højeste nyder, og vi, de levende væsener, er Hans tjenere. Vi er blevet skabt med henblik på Hans nydelse, og hvis vi deltager i Guddommens Højeste Personligheds evige nydelse, bliver vi lykkelige. Der er ingen anden måde, hvorpå vi kan blive lykkelige. På samme måde, som ingen kropsdel kan blive lykkelig uden at samarbejde med maven, er det ikke muligt at blive lykkelig uafhængigt af Herren. Uden at gøre transcendental tjeneste til den Højeste Herre kan det levende væsen ikke blive lykkeligt.

Iš tikrųjų su Aukščiausiuoju Viešpačiu mus sieja tarnystė. Aukščiausiasis Viešpats – aukščiausias besimėgaujantis subjektas, o mes, gyvosios esybės, esame Jo tarnai. Mes sukurti Jo džiaugsmui ir patys tampame laimingi, jeigu prisijungiame prie Aukščiausiojo Dievo Asmens amžino džiaugsmo akto. Kitaip laimės nepatirsime. Negalime būti laimingi atsiskyrę nuo Viešpaties, lygiai kaip ir bet kuri kūno dalis, atskirta nuo skrandžio, negali justi pasitenkinimo. Gyvoji būtybė negali būti laiminga, jei ji netarnauja Aukščiausiajam Viešpačiui su transcendentine meile.

Det anbefales ikke i Bhagavad-gītā at tilbede eller tjene de forskellige halvguder. I kapitel 7, vers 20, står der:

„Bhagavad-gītoje“ nepritariama įvairiausių pusdievių garbinimui bei tarnavimui jiems. Septinto skyriaus dvidešimtame posme teigiama:

kāmais tais tair hṛta-jñānāḥ
prapadyante ’nya-devatāḥ
taṁ taṁ niyamam āsthāya
prakṛtyā niyatāḥ svayā
kāmais tais tair hṛta-jñānāḥ
prapadyante ’nya-devatāḥ
taṁ taṁ niyamam āsthāya
prakṛtyā niyatāḥ svayā

“De, hvis intelligens er blevet stjålet af materielle ønsker, overgiver sig til halvguder og tilbeder dem ifølge de særlige regler og forskrifter, der stemmer overens med deres egne naturer.” Her står der ligeud, at de, der styres af lyst, tilbeder halvguder og ikke den Højeste Herre, Kṛṣṇa. Når vi bruger navnet Kṛṣṇa, hentyder vi ikke til noget sekterisk navn. Kṛṣṇa betyder den højeste glæde, og det bekræftes, at den Højeste Herre indeholder al glæde. Vi længes alle efter glæde eller lykke. Ānanda-mayo ’bhyāsāt (Vedānta-sūtra 1.1.12). De levende væsener er ligesom Herren fulde af bevidsthed og er alle lykkesøgende. Herren er bestandigt lykkelig, og hvis de levende væsener samarbejder med Ham i selskab med Ham, bliver de også lykkelige.

„Tie, kurių intelektą pasiglemžė materialūs troškimai, atsiduoda pusdieviams ir laikosi tam tikrų, jų prigimtį atitinkančių garbinimo taisyklių.“ Cituotame posme paprastai ir aiškiai pasakyta, jog tie, kuriuos valdo geismas, garbina pusdievius, o ne Aukščiausiąjį Viešpatį Kṛṣṇą. Vardą Kṛṣṇa mes vartojame ne kažkokia sektantiška prasme: kṛṣṇa – tai „aukščiausioji palaima“. Aukščiausiasis Viešpats, pasak śastrų, yra visos palaimos šaltinis ir lobynas. Visi trokštame malonumų. Ānanda-mayo ‘bhyāsāt („Vedānta-sūtra“ 1.1.12). Kaip ir Viešpats, gyvosios esybės turi pilnavertę sąmonę, todėl siekia laimės. Viešpats amžinai laimingas, ir jei gyvosios esybės bendrauja su Viešpačiu, Jam talkininkauja ir su Juo draugauja, tuomet ir jos patiria laimę.

Herren nedstiger til denne dødelige verden for at fremvise Sine glædesfyldte lege i Vṛndāvana. Da Herren Śrī Kṛṣṇa var i Vṛndāvana, var Hans aktiviteter sammen med Hans kohyrdevenner, veninder, køerne og de andre indbyggere i Vṛndāvana fulde af lykke. Hele Vṛndāvanas befolkning tænkte ikke på andet end Kṛṣṇa. Men Herren Kṛṣṇa frarådede Sin fader Nanda Mahārāja at tilbede halvguden Indra, for Han ville slå fast, at man ikke behøver at tilbede nogen halvgud. Man behøver kun at tilbede den Højeste Herre, for det endelige mål er at vende tilbage til Hans bolig.

Į šį mirtingąjį pasaulį Viešpats nužengia, kad parodytų Savo kupinas džiaugsmo pramogas Vṛndāvanoje. Kai Viešpats Śrī Kṛṣṇa buvo Vṛndāvanoje, džiugesiu spinduliavo visa Jo veikla: draugystė su piemenukais, meilė piemenaitėms, Vṛṇdāvanos gyventojams ir karvėms. Visų iki vieno Vṛndāvanos gyventojų mintis valdė tik Kṛṣṇa. Kṛṣṇa net Savo tėvą Nandą Mahārāją atkalbėjo garbinti pusdievį Indrą, nes norėjo parodyti žmonėms, kad nėra jokio reikalo garbinti pusdievius. Žmonės turi garbinti tik Aukščiausiąjį Viešpatį, nes galutinis jų tikslas – sugrįžti į Jo buveinę.

Herren Śrī Kṛṣṇas bolig bliver beskrevet i Bhagavad-gītā, kapitel 15, vers 6:

Viešpaties Śrī Kṛṣṇos buveinė aprašyta „Bhagavad-gītos“ penkiolikto skyriaus šeštame posme:

na tad bhāsayate sūryo
na śaśāṅko na pāvakaḥ
yad gatvā na nivartante
tad dhāma paramaṁ mama
na tad bhāsayate sūryo
na śaśāṅko na pāvakaḥ
yad gatvā na nivartante
tad dhāma paramaṁ mama

“Denne Min højeste bolig oplyses hverken af Solen eller Månen og heller ikke af ild eller elektricitet. De, der når dertil, vender aldrig tilbage til den materielle verden.”

„Mano aukščiausiosios buveinės neapšviečia nei saulė, nei mėnuo. Nereikia jai nei ugnies, nei elektros šviesos. Kas ją pasiekia, tas jau niekada nebesugrįžta į šį materialųjį pasaulį.“

I dette vers beskrives den evige himmel. Vi gør os helt naturligt en materiel forestilling om himmelen og tænker på den i forhold til Solen, Månen, stjernerne osv., men her fortæller Herren, at i den evige himmel er det ikke nødvendigt med sol, måne, elektricitet eller ild af nogen slags, for den åndelige himmel er allerede oplyst af brahmajyoti, stråleglansen, der udgår fra den Højeste Herre. Vi prøver med møje og besvær at komme til andre planeter, men at forstå den Højeste Herres bolig er ikke så svært. Den bolig omtales som Goloka. Der er en smuk beskrivelse i Brahma-saṁhitā (5.37): goloka eva nivasaty akhilātma-bhūtaḥ. Herren lever for evigt i Sin bolig Goloka, men alligevel kan Han nås fra denne verden, og for at hjælpe os til at nå Ham kommer Herren og viser Sin virkelige form, sac-cid-ānanda-vigraha. Når Han manifesterer den form, er der ingen grund til at forestille sig, hvordan Han ser ud. For at undgå alle mulige fiktive spekulationer nedstiger Han og viser Sig, som Han er, som Śyāmasundara. Når Han kommer som en af os og leger med os som et almindeligt menneske, bliver Han desværre hånet af de mindre intelligente. Men vi skal ikke af den grund betragte Herren som en af os. Det er gennem Hans almagt, at Han viser Sig for os i Sin virkelige form og fremviser Sine lege, der er tro gengivelser af de lege, der foregår i Hans bolig.

Šis posmas aprašo amžinąjį dangų. Žinoma, dangų mes suvokiame materialiai ir neįsivaizduojame jo be saulės, mėnulio, žvaigždžių ir t.t., bet šiuo posmu Viešpats teigia, jog amžiname danguje nereikalinga nei saulė, nei mėnulis, nei elektra, nei ugnis ar koks kitas šviesos šaltinis, nes dvasinį dangų apšviečia brahmajyoti – iš Aukščiausiojo Viešpaties sklindantys spinduliai. Su didžiausiu vargu mėginame pasiekti kitas planetas, tačiau suvokti Aukščiausiojo Viešpaties buveinę yra visiškai nesunku. Ji vadinasi Goloka, ir yra gražiai aprašyta „Brahma-saṁhitoje“ (5.37): goloka eva nivasaty akhilātma-bhūtaḥ. Viešpats amžinai gyvena Savo buveinėje Golokoje, tačiau priartėti prie Jo galime jau šiame pasaulyje, juk būtent tam Viešpats ir apsireiškia mums Savo tikruoju sac-cid-ānanda-vigrahos pavidalu. Jam apsireiškus šiuo pavidalu, mums jau nebereikia spėlioti, kaip Jis atrodo. Viešpats nužengia į žemę kaip Śyāmasundara – pasirodo toks, koks yra iš tikrųjų, kad padarytų galą visokiems prasimanymams apie Jį. Deja, menkos nuovokos žmonės išjuokia Jį, nes Jis ateina tarsi būtų vienas iš mūsų ir elgiasi kaip žmogus. Tačiau tai ne pagrindas laikyti Viešpatį vienu iš mūsų. Tik Savo visagalybės dėka Viešpats pasirodo mums Savo tikruoju pavidalu ir apreiškia Savo pramogas, kurios tiksliai atkartoja Jo buveinėje vykstančias pramogas.

Utallige planeter svæver i den åndelige himmels stråleglans, brahmajyoti, der udgår fra den højeste bolig, Kṛṣṇaloka, og de ikke-materielle ānanda-maya, cin-maya planeter svæver på disse stråler. Herren fortæller os i Bhagavad-gītā (15.6), na tad bhāsayate sūryo, na śaśāṅko na pāvakaḥ/ yad gatvā na nivartante, tad dhāma paramaṁ mama. Den, der får adgang til denne åndelige himmel, behøver aldrig mere at vende tilbage til det materielle plan. Selv om det skulle lykkes os at komme til den højeste planet, Brahmaloka, for ikke at tale om Månen, er de samme livsbetingelser altid til stede, nemlig fødsel, død, sygdom og alderdom. Ingen planet noget sted i det materielle univers er fri for disse den materielle eksistens’ fire grundprincipper.

Akinančiame dvasinio dangaus spindesyje plaukioja nesuskaičiuojama daugybė planetų. Brahmajyoti šviesa sklinda iš aukščiausios buveinės – Kṛṣṇalokos, o toje šviesoje plauko nematerialios ānanda-maya, cin-maya planetos. Viešpats nurodo: na tad bhāsayate sūryo na śaśāṅko na pāvakaḥ/ yad gatvā na nivartante tad dhāma paramaṁ mama. Pasiekusiam dvasinį dangų nebereikia grįžti atgal į materialų pasaulį. Materialiame danguje, net jeigu mes nukeliautume į aukščiausią planetą (Brahmaloką), o ką jau kalbėti apie Mėnulį, atrasime tas pačias gyvenimo sąlygas: gimimą, mirtį, ligas bei senatvę. Nėra tokios planetos materialiame pasaulyje, kurioje negaliotų šie keturi materialios būties dėsniai.

De levende væsener vandrer fra planet til planet, men vi kan ikke komme til en hvilken som helst planet, vi har lyst til, ved hjælp af mekaniske arrangementer alene. Hvis vi gerne vil til andre planeter, er der en foreskrevet metode dertil. Dette omtales også: yānti deva-vratā devān, pitṝn yānti pitṛ-vratāḥ (Bg. 9.25). Det er ikke nødvendigt med mekanik for at komme på interplanetariske rejser, hvis det er det, vi gerne vil. Bhagavad-gītā fortæller os, yānti deva-vratā devān. Månen, Solen og de andre højere planeter kaldes Svargaloka. Planeterne tilhører tre forskellige kategorier: de højere, de midterste og de lavere planetsystemer. I Bhagavad-gītā er der en meget enkel formel for, hvordan man kommer til de højere planetsystemer (Devaloka): yānti deva-vratā devān. Det eneste, man behøver at gøre, er at tilbede en planets særlige halvgud, og på den måde kan man komme til Månen, Solen eller et hvilket som helst andet af de højere planetsystemer.

Gyvosios esybės keliauja iš vienos planetos į kitą, bet tai nereiškia, kad mes galime nuvykti į bet kokią mums patikusią planetą mechaninėmis priemonėmis. Jeigu mes norime patekti į kitas planetas, tam yra specialus metodas. Apie tai irgi kalbama: yānti deva-vratā devān pitṝn yānti pitṛ- vratāḥ. Tarpplanetinei kelionei įgyvendinti nereikia jokių mechaninių priemonių. Gītā moko: yānti devā-vratā devān. Mėnulis, Saulė bei aukštesniosios planetos vadinamos „Svargaloka“. Planetos yra trijų skirtingų lygių: aukštesnės, vidurinės ir žemesnės. Žemė priklauso vidurinių planetų sistemai. „Bhagavad-gītā“ mums nurodo, kad patekti į aukštesnių planetų sistemas (Devalokas) galima pasinaudojus labai paprasta formule: yānti deva- vratā devān. Pakanka garbinti norimoje planetoje viešpataujantį pusdievį, ir kelias į Mėnulį, Saulę ar bet kurią aukštesniąją planetų sistemą – atviras.

Ikke desto mindre fraråder Bhagavad-gītā os at rejse til nogen af planeterne i denne materielle verden, for selv om vi kommer til den højeste planet, Brahmaloka, ved hjælp af et eller andet mekanisk arrangement og rejser i 40.000 år (og hvem lever så længe?), vil vi stadig blive mødt af de materielle lidelser i form af fødsel, død, sygdom og alderdom. Stræber man derimod efter den højeste planet, Kṛṣṇaloka, eller en anden planet i den åndelige sfære, bliver man ikke længere mødt af disse materielle ubehageligheder. Blandt alle planeterne i den åndelige himmel er der én suveræn planet, der kaldes Goloka Vṛndāvana, og som er den oprindelige planet i Guddommens Oprindelige Personlighed, Śrī Kṛṣṇas, bolig. Hele denne viden findes i Bhagavad-gītā, og gennem dens instruktioner lærer vi, hvordan man kan forlade den materielle verden og begynde på et virkeligt lyksaligt liv i den åndelige verden.

Vis dėlto „Bhagavad-gītā“ nepataria keliauti į jokią materialaus pasaulio planetą, kadangi pasinaudoję kokiu nors mechaniniu įtaisu, kelionėje užtrukę keturiasdešimt tūkstančių metų (kas gi nugyvens tokį amžių?) ir patekę į aukščiausią iš jų – Brahmaloką, susidursime su tomis pačiomis materialaus pasaulio bėdomis: gimimu, mirtimi, ligomis bei senatve. Bet tas, kuris siekia patekti į aukštesniąją planetą Kṛṣṇaloką ar bet kurią kitą dvasinio dangaus planetą, nepatirs tokių materialių sunkumų. Viena iš dvasinio dangaus planetų yra aukščiausia, ji vadinasi Goloka Vṛndāvana. Tai – pirminė planeta pirminio Aukščiausiojo Dievo Asmens Śrī Kṛṣṇos buveinėje. Apie tai pasakojama „Bhagavad-gītoje“, iš jos sužinome, kaip ištrūkti iš materialaus pasaulio ir pradėti tikrai palaimingą gyvenimą dvasiniame danguje.

I Bhagavad-gītās 15. kapitel (15.1) gives det virkelige billede af den materielle verden. Der står der:

Penkioliktame „Bhagavad-gītos“ skyriuje piešiamas realus materialaus pasaulio vaizdas. Ten pasakyta:

ūrdhva-mūlam adhaḥ-śākham
aśvatthaṁ prāhur avyayam
chandāṁsi yasya parṇāni
yas taṁ veda sa veda-vit
ūrdhva-mūlam adhaḥ-śākham
aśvatthaṁ prāhur avyayam
chandāṁsi yasya parṇāni
yas taṁ veda sa veda-vit

Her beskrives den materielle verden som et træ, hvis rødder vokser opad og grene nedad. Vi har alle oplevet et træ, hvor rødderne vender opad: Hvis man står ved bredden af en flod eller sø, kan man se, at træerne, der spejler sig i vandet, vender omvendt. Grenene vender nedad, og rødderne vender opad. På samme måde er den materielle verden en refleksion af den åndelige verden. Den materielle verden er blot en skygge af virkeligheden. I en skygge er der ingen virkelig substans, men ud fra skyggen kan vi forstå, at der findes substans eller virkelighed. Der er intet vand i ørkenen, men et fatamorgana antyder, at der findes vand et andet sted. I den materielle verdens ørken er der intet vand, der er ingen lykke, men det virkelige vand eller den virkelige lykke er at finde i den åndelige verden.

Šiame posme materialus pasaulis palyginamas su medžiu, kurio šaknys viršuje, o šakos apačioje. Visi esame matę medį, kurio šaknys yra viršuje: atsistoję ant upės kranto ar prie bet kokio vandens telkinio, pamatysime jame aukštyn kojomis atsispindinčius medžius. Jų šakos leidžiasi žemyn, o šaknys kyla į viršų. Lygiai taip ir materialus pasaulis yra dvasinio pasaulio atspindys. Materialus pasaulis tėra realybės šešėlis. Šešėlyje nėra realybės ar substanciškumo, bet iš jo galime spėti apie realybės ir substancijos egzistavimą. Dykumoje nėra vandens, tačiau miražas suponuoja vandens egzistavimą. Materialiame pasaulyje nėra vandens, nėra laimės – realūs tikrosios laimės šaltiniai trykšta ten, dvasiniame pasaulyje.

Herren foreslår, at vi tager til den åndelige verden på følgende måde (Bg. 15.5):

Viešpats siūlo mums siekti dvasinio pasaulio tokiu būdu (BG 15.5):

nirmāna-mohā jita-saṅga-doṣā
adhyātma-nityā vinivṛtta-kāmāḥ
dvandvair vimuktāḥ sukha-duḥkha-saṁjñair
gacchanty amūḍhāḥ padam avyayaṁ tat
nirmāna-mohā jita-saṅga-doṣā
adhyātma-nityā vinivṛtta-kāmāḥ
dvandvair vimuktāḥ sukha-duḥkha-saṁjñair
gacchanty amūḍhāḥ padam avyayaṁ tat

Denne padam avyayam eller det evige rige kan opnås af den, der er nirmāna-moha. Og hvad betyder det? Vi er gale efter betegnelser eller titler. Den ene vil gerne kaldes “Hr.”, og den anden vil kaldes “Deres velærværdighed”, og nogle af os ønsker at blive præsidenter, rige mænd, konger eller noget andet. Så længe vi er knyttet til disse betegnelser, er vi bundet til kroppen, for disse betegnelser beskriver kun kroppen. Men vi er ikke denne krop, og erkendelsen af dette er det første skridt i åndelig erkendelse. Vi er fast bundet af den materielle naturs tre kvaliteter, men vi er nødt til at blive utilknyttet til den materielle naturs kvaliteter. Hvis vi ikke bliver knyttet til Herrens hengivne tjeneste, kan vi ikke blive frigjort fra den materielle naturs kvaliteter. Betegnelser og tilknytninger skyldes vores lyst og begær efter at herske over den materielle natur. Så længe vi fastholder tilbøjeligheden til at herske over den materielle natur, er der ingen mulighed for at vende hjem til den Højestes rige, sanātana-dhāma. Det evige rige, der aldrig bliver tilintetgjort, kan kun nås af den, der ikke lader sig forvirre af tiltrækningen til falsk materiel nydelse, og som er forankret i den Højeste Herres tjeneste. Er man på det niveau, er det let at opnå den højeste bolig.

padam avyayam, „amžinąją karalystę“, gali pasiekti tik tas, kuris yra nirmāna-moha. Ką tai reiškia? Visi esame įvardijimų vergai. Vienas nori tapti „seru“, kitas „lordu“, trečias prezidentu, turtuoliu, karaliumi ar dar kuo nors. Kol juntame potraukį įvardijimams, tol būsime priklausomi nuo kūno, nes jie – susiję su kūnu. Bet mes nesame kūnai, toks suvokimas – pirmasis dvasinio pažinimo žingsnis. Mes susiję su trimis materialios gamtos guṇomis, tačiau per pasiaukojimo tarnystę Viešpačiui privalome ištrūkti iš jų įtakos. Jei nesame pasinėrę į pasiaukojimo tarnystę Viešpačiui, nepajėgsime atsispirti materialios gamtos guṇų poveikiui. Įvardijimus bei prisirišimus mums primeta geismai ir norai, polinkis viešpatauti materialioje gamtoje. Kol neatsisakysime polinkio valdyti materialią gamtą, tol neturėsime galimybių grįžti į Aukščiausiojo karalystę – sanātana-dhāmą. Prie šios amžinos, nesunaikinamos karalystės gali priartėti tik tas, kuris atsispiria apgaulingų materialių malonumų žavesiui ir tarnauja Aukščiausiajam Viešpačiui. Tokiam žmogui nesunku priartėti prie aukščiausios buveinės.

Andetsteds i Bhagavad-gītā (8.21) står der:

Viename Gītos posmų (8.21) sakoma:

avyakto ’kṣara ity uktas
tam āhuḥ paramāṁ gatim
yaṁ prāpya na nivartante
tad dhāma paramaṁ mama
avyakto ’kṣara ity uktas
tam āhuḥ paramāṁ gatim
yaṁ prāpya na nivartante
tad dhāma paramaṁ mama

Avyakta betyder umanifesteret. Den materielle verden er ikke manifesteret for os i sin helhed. Vore sanser er så ufuldkomne, at vi ikke engang kan se alle stjernerne i det materielle univers. I den vediske litteratur er der et væld af oplysninger om alle planeterne, og vi kan tro på disse oplysninger eller lade være. Alle de vigtige planeter er beskrevet i den vediske litteratur, især i Śrīmad-Bhāgavatam, og den åndelige himmel, der befinder sig uden for den materielle himmel, beskrives som avyakta eller umanifesteret. Man bør længes og stræbe efter dette højeste rige, for når man først er kommet dertil, behøver man aldrig mere vende tilbage til den materielle verden.

Avyakta – tai neišreikštumas. Net ir materialų pasaulį mes matome ne visą. Mūsų juslės yra tokios netobulos, kad regime tiktai dalį materialios visatos žvaigždynų. Iš Vedų raštų skaitytojas gali pasisemti nemaža žinių apie kitas planetas, o tikėti jomis ar ne, yra mūsų pačių reikalas. Vedų raštai, ypač „Śrīmad-Bhāgavatam“, aprašo svarbiausias planetas. Dvasinis pasaulis, esantis anapus materialaus dangaus, apibūdintas kaip avyakta – neišreikštas. Turime karštai siekti šios aukščiausiosios karalystės, nes iš ten nereikės grįžti į šį materialų pasaulį.

Men hvordan kommer man til den Højeste Herres bolig? Det bliver forklaret i kapitel 8, vers 5, hvor der står:

Gali kilti klausimas kaip patekti į šią Aukščiausiojo Viešpaties buveinę? Į šį klausimą atsakoma aštuntame skyriuje. Ten pasakyta:

anta-kāle ca mām eva
smaran muktvā kalevaram
yaḥ prayāti sa mad-bhāvaṁ
yāti nāsty atra saṁśayaḥ
anta-kāle ca mām eva
smaran muktvā kalevaram
yaḥ prayāti sa mad-bhāvaṁ
yāti nāsty atra saṁśayaḥ

“Og den, der ved livets slutning forlader sin krop, mens han udelukkende husker på Mig, opnår øjeblikkeligt Min natur. Om det hersker der ingen tvivl.” Den, der tænker på Kṛṣṇa i dødsøjeblikket, kommer til Kṛṣṇa. Man bliver nødt til at huske på Kṛṣṇas form. Hvis man forlader sin krop, mens man tænker på denne form, kommer man med sikkerhed til det åndelige rige. Mad-bhāvam refererer til det Højeste Væsens højere natur. Det Højeste Væsen er sac-cid-ānanda-vigraha, dvs., Hans form er evig og fuld af viden og lyksalighed. Vores nuværende krop er ikke sac- cid-ānanda. Den er asat og ikke sat. Den er ikke evig, men derimod forgængelig. Den er ikke cit, dvs. fuld af viden – den er fuld af uvidenhed. Vi har ingen viden om det åndelige rige, ja, vi har ikke engang fuldstændig viden om denne materielle verden, hvor der er masser af ting, vi ikke kender til. Kroppen er også nirānanda. I stedet for at være fuld af lyksalighed er den fuld af lidelse. Alle de lidelser, vi oplever i den materielle verden, har deres årsag i kroppen, men den, der forlader kroppen, mens han tænker på Herren Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personlighed, får med det samme en sac-cid-ānanda-krop.

„Kas gyvenimo pabaigoje, atsiskirdamas nuo kūno, atsimena Mane, tas iškart pasiekia Mano būtį, tuo tikrai nereikia abejoti.“ (BG 8.5) Kas mirties akimirką galvoja apie Kṛṣṇą, tas eina pas Kṛṣną. Reikia visuomet prisiminti Kṛṣṇos pavidalą; kas Jį atmena mirties akimirką, tas tikrai pasiekia dvasinę karalystę. Mad-bhāvam nurodo aukščiausiąją Aukščiausiosios Būtybės būtį. Aukščiausioji Būtybė yra sac-cid-ānanda-vigraha – Jos pavidalas amžinas, kupinas žinojimo ir palaimos. Dabartinis mūsų kūnas nėra sac-cid-ānanda. Jis – asat, o ne sat, t.y. jis – laikinas, o ne amžinas. Jis kupinas ne cit – žinojimo, o neišmanymo. Apie dvasinę karalystę nežinome nieko, išsamių žinių neturime net apie šį materialų pasaulį, kur tiek daug mums nežinoma. Kūnas taip pat yra nirānanda – užuot teikęs džiaugsmą, jis sukelia kančią. Visas kančias, kurias patiriame materialiame pasaulyje, sukelia kūnas, tačiau tas, kuris palieka kūną galvodamas apie Viešpatį Kṛṣṇą – Aukščiausiąjį Dievo Asmenį, išsyk gauna sac-cid-ānanda kūną.

Måden, hvorpå man forlader denne krop og får en anden krop i den materielle verden, er også styret. Et menneske dør, efter det er blevet besluttet, hvilken slags krop vedkommende skal have i sit næste liv. Den beslutning er op til højere autoriteter. Det levende væsen selv har intet at skulle have sagt. I overensstemmelse med vores handlinger i dette liv stiger vi enten op eller synker ned. Det nuværende liv er en forberedelse til det næste. Hvis vi derfor kan forberede os i dette liv til at blive forfremmet til Guds rige, får vi med sikkerhed en åndelig krop som Herrens, når vi forlader denne materielle krop.

Materialiame pasaulyje iš vieno kūno į kitą pereinama pagal tam tikrus dėsnius. Žmogus miršta tada, kai būna nuspręsta, kokios formos kūną jis turės kitą gyvenimą. Tačiau šį sprendimą daro ne gyvoji esybė, o aukštesniosios jėgos. Nuo to, kaip gyvename šį gyvenimą, priklauso, ar mes pakilsime, ar patirsime nuopuolį. Dabartinis gyvenimas – tai pasirengimas būsimajam. Jei deramai pasiruošime grįžti į Dievo karalystę šiame gyvenime, nėra abejonių – atsiskyrę nuo savo materialaus kūno, įgysime dvasinį, tokį kaip Viešpaties kūną.

Som allerede forklaret findes der forskellige slags transcendentalister – brahmavādīen, paramātmavādīen og den hengivne – og som før nævnt er der utallige åndelige planeter i brahmajyoti (den åndelige himmel). Antallet af de planeter overstiger langt antallet af alle planeter i den materielle verden. Den materielle verden er blevet anslået til kun at være en fjerdedel af skabelsen (ekāṁśena sthito jagat). Inden for dette materielle udsnit findes der millioner og milliarder af universer med billioner af planeter, sole, stjerner og måner. Men det er alt sammen blot en brøkdel af den totale skabelse. Det meste af skabelsen består af den åndelige himmel. Den, der ønsker at blive ét med den Højeste Brahman, bliver omgående overført til den Højeste Herres brahmajyoti og opnår således den åndelige verden. Den hengivne, der ønsker at nyde Herrens selskab, kommer til de utallige Vaikuṇṭha-planeter, hvor den Højeste Herre omgås med ham i Sine fuldstændige ekspansioner som Nārāyaṇa med fire hænder under forskellige navne som Pradyumna, Aniruddha og Govinda. Ved livets slutning tænker transcendentalisterne derfor enten på brahmajyoti, Paramātmā eller Guddommens Højeste Personlighed, Śrī Kṛṣṇa. I hvert af disse tilfælde får de adgang til det åndelige plan, men det er kun en hengiven eller den, der er i personlig kontakt med den Højeste Herre, der kommer til Vaikuṇṭha-planeterne eller Goloka Vṛndāvana-planeten. Herren tilføjer endvidere, at “det er der ingen tvivl om.” Man bliver nødt til at tro fuldt og fast på dette. Vi må ikke afvise noget, blot fordi det ikke passer ind i vores forestillinger. Vi skal have samme holdning som Arjuna, der sagde: “Jeg tror på alt, Du har fortalt mig.” Når Herren derfor siger, at den, der i dødsøjeblikket tænker på Ham som Brahman, Paramātmā eller Guddommens Højeste Personlighed, med sikkerhed kommer til den åndelige verden, er der ingen tvivl om det. Det er helt sikkert.

Anksčiau jau buvo aiškinta, kad yra skirtingų rūšių transcendentalistai: brahma-vādžiai, paramātma-vādžiai ir bhaktai; ir, kaip minėta, brahmajyoti, t.y. dvasiniame danguje, yra nesuskaičiuojama daugybė dvasinių planetų. Jų skaičius nepalyginamai didesnis už bendrą materialaus pasaulio planetų skaičių. Sakoma, kad materialus pasaulis sudaro tik ketvirtadalį visos kūrinijos (ekāṁśena sthito jagat). Tame materialiame ketvirtadalyje išsitenka milijonai ir milijardai visatų su trilijonais planetų ir saulių, žvaigždžių ir mėnulių. Bet materialus pasaulis – tik dalis visos kūrinijos. Didžioji kūrinijos dalis yra dvasiniame danguje. Kas trokšta įsilieti į Aukščiausiojo Brahmano būtį, tas tą pačią akimirką pereina į Aukščiausiojo Viešpaties brahmajyoti ir taip pasiekia dvasinį dangų. Bhaktas, norintis bendrauti su Viešpačiu, įžengia į Vaikuṇṭhos planetas, kurių yra nesuskaičiuojama daugybė, ir Aukščiausiasis Viešpats per Savo pilnutinius skleidinius – keturrankį Nārāyaṇą, žinomą Pradyumnos, Aniruddhos, Govindos ir kitais vardais, suteikia jam galimybę su Juo bendrauti. Todėl prieš mirtį transcendentalistai mąsto apie brahmajyoti, Paramātmą arba Aukščiausiąjį Dievo Asmenį, Śrī Kṛṣṇą. Visi jie įžengia į dvasinį dangų, tačiau tiktai bhaktas patenka į Vaikuṇṭhos planetas arba į Goloka Vṛndāvanos planetą, nes jis turi asmenišką kontaktą su Aukščiausiuoju Viešpačiu. Viešpats priduria: „Tuo nereikia abejoti.“ Privalome tvirtai tikėti Jo žodžiais. Negalima atmesti to, ko neaprėpia mūsų vaizduotė, nusiteikime kaip Arjuna: „Tikiu visu tuo, ką man pasakei.“ Žodžiu, kai Viešpats sako, jog tas, kuris mirties valandą mąsto apie Jį kaip Brahmaną, Paramātmą ar Dievo Asmenį, būtinai įžengia į dvasinį dangų, – nereikia tuo abejoti, nes nėra jokio pagrindo netikėti Jo žodžiais.

Bhagavad-gītā (8.6) forklarer også det generelle princip, der giver én adgang til det åndelige rige udelukkende ved at tænke på den Højeste i dødsøjeblikket:

„Bhagavad-gītoje“ (8.6) aiškinamas bendras principas, kaip įžengti į dvasinę karalystę – mirties akimirką mąstyti apie Aukščiausiąjį:

yaṁ yaṁ vāpi smaran bhāvaṁ
tyajaty ante kalevaram
taṁ tam evaiti kaunteya
sadā tad-bhāva-bhāvitaḥ
yaṁ yaṁ vāpi smaran bhāvaṁ
tyajaty ante kalevaram
taṁ tam evaiti kaunteya
sadā tad-bhāva-bhāvitaḥ

“En hvilken som helst tilstand, man husker, når man forlader sin nuværende krop, opnår man med sikkerhed i sit næste liv.” Her må vi først og fremmest forstå, at den materielle natur er et produkt af en af den Højeste Herres energier. I Viṣṇu Purāṇa (6.7.61) bliver der redegjort for alle den Højeste Herres energier:

„Kokį būvį žmogus prisimena palikdamas dabartinį kūną, tokiame ir atsiduria kitą gyvenimą.“ Pirmiausiai mes turime suprasti, kad materiali gamta – tai vienos iš Aukščiausiojo Viešpaties energijų apraiška. „Viṣṇu Purāṇa“ (6.7.61) taip apibrėžia Aukščiausiojo Viešpaties energijų rūšis:

viṣṇu-śaktiḥ parā proktā
kṣetra-jñākhyā tathā parā
avidyā-karma-saṁjñānyā
tṛtīyā śaktir iṣyate
viṣṇu-śaktiḥ parā proktā
kṣetra-jñākhyā tathā parā
avidyā-karma-saṁjñānyā
tṛtīyā śaktir iṣyate

Den Højeste Herre har talrige forskelligartede energier, der ligger uden for vores fatteevne. Lærde vismænd eller befriede sjæle har imidlertid studeret disse energier og inddelt dem i tre kategorier. Alle energierne er viṣṇu-śakti, Herren Viṣṇus forskellige energier. Den første energi er parā eller transcendental. Som allerede forklaret hører de levende væsener til denne højere energi. De andre energier, de materielle energier, er i uvidenhedens kvalitet. På dødstidspunktet kan vi enten forblive i den materielle verdens lavere energi, eller vi kan overføre os selv til den åndelige verdens energi. Så Bhagavad-gītā (8.6) forklarer:

Aukščiausiasis Viešpats valdo nesuskaičiuojamą daugybę energijų, kurių mes nesuvokiame, ir vis dėlto didieji išminčiai, išsivadavusios sielos, tyrinėjo ir suskirstė jas į tris tipus. Visų tipų energijos priklauso viṣṇu-śakti kategorijai, kitaip sakant, jos yra įvairios Viešpaties Viṣṇu galios. Pirmoji energija parā, transcendentinė. Kaip jau buvo aiškinta, gyvosios esybės irgi priklauso aukštesniajai energijai. Kitas, t.y materialias energijas, valdo neišmanymo guṇa. Mirties akimirką galime pasirinkti, ar liksime žemesnės energijos viešpatijoje, materialiame pasaulyje, ar eisime į dvasinio pasaulio energijos viešpatiją. Todėl „Bhagavad-gītā“ (8.6) sako:

yaṁ yaṁ vāpi smaran bhāvaṁ
tyajaty ante kalevaram
taṁ tam evaiti kaunteya
sadā tad-bhāva-bhāvitaḥ
yaṁ yaṁ vāpi smaran bhāvaṁ
tyajaty ante kalevaram
taṁ tam evaiti kaunteya
sadā tad-bhāva-bhāvitaḥ

“En hvilken som helst tilstand, man husker, når man forlader sin nuværende krop, opnår man med sikkerhed i sit næste liv.”

„Kokį būvį žmogus prisimena palikdamas dabartinį kūną, tokiame ir atsiduria kitą gyvenimą.“

I livet er vi vant til at tænke enten på den materielle eller på den åndelige energi. Hvordan kan vi nu overføre vores tanker fra den materielle energi til den åndelige energi? Der er et væld af litteratur, der fylder vores tanker med den materielle energi – aviser, blade, romaner osv. Vores tanker, der nu er optaget af den slags litteratur, skal overføres til den vediske litteratur. Derfor har de store vismænd skrevet en mængde vedisk litteratur såsom Purāṇaerne. Purāṇaerne er ikke fiktion. De er historiske kildetekster. I Caitanya-caritāmṛta (Madhya 20.122) finder vi følgende vers:

Mes įpratę galvoti arba apie materialią, arba apie dvasinę energiją. O kaip atitraukti mintis nuo materialios energijos ir nukreipti į dvasinę energiją? Literatūra, kuri mūsų sąmonę užpildo materialia energija – laikraščiai, žurnalai, romanai etc. – labai plati. Mūsų mintis, kurios pastaruoju metu yra užvaldytos tokios literatūros, reikia nukreipti į Vedas. Tam reikalui didieji išminčiai ir paliko plačios apimties Vedų raštus – pavyzdžiui, Purāṇas. Purāṇos nėra fantazijos vaisius, tai istorijos metraščiai. „Caitanya-caritāmṛtoje“ (Madhya 20.122) yra toksai posmas:

māyā-mugdha jīvera nāhi svataḥ kṛṣṇa-jñāna
jīvere kṛpāya kailā kṛṣṇa veda-purāṇa
māyā-mugdha jīvera nāhi svataḥ kṛṣṇa-jñāna
jīvere kṛpāya kailā kṛṣṇa veda-purāṇa

De glemsomme levende væsener eller betingede sjæle har glemt deres forhold til den Højeste Herre og har fyldt deres tanker med materielle ting. Med det ene formål at overføre deres tankevirksomhed til den åndelige himmel har Kṛṣṇa-dvaipāyana Vyāsa skrevet en stor mængde vedisk litteratur. Først inddelte han Vedaerne i fire afsnit, derefter forklarede han dem i Purāṇaerne, og for de mindre intelligente skrev han Mahābhārata, der indeholder Bhagavad-gītā. Dernæst sammenfattede han hele den vediske litteratur i Vedānta-sūtra, og til vejledning for kommende generationer skrev han en naturlig kommentar til Vedānta-sūtra ved navn Śrīmad-Bhāgavatam. Vi skal holde vores sind konstant optaget af at læse denne vediske litteratur. Ligesom materialister holder deres sind beskæftiget med aviser, blade og anden materialistisk litteratur, skal vi skifte vores læsestof ud med de skrifter, Vyāsadeva har givet os. På den måde vil det være muligt for os at huske på den Højeste Herre i dødsøjeblikket. Det er den eneste fremgangsmåde, Herren foreslår, og Han garanterer resultatet: “Der er ingen tvivl om det.”

Užmaršios gyvosios esybės, ar sąlygotos sielos, pamiršo savo ryšį su Aukščiausiuoju Viešpačiu, jų mintys sukasi tik apie materialią veiklą. Siekdamas nukreipti jų minties energiją dvasinio dangaus link, Kṛṣṇa-dvaipāyana Vyāsa paliko plačios apimties Vedų raštus. Pirmiausia jis padalino Vedas į keturias dalis, po to paaiškino jas Purāṇose, o ne tokiems pagauliems žmonėms parašė „Mahābhāratą“, į kurios tekstą įtraukta „Bhagavad- gītā“. Tuomet visus Vedų raštus autorius apibendrino „Vedānta-sūtroje“ ir ateities kartoms „Vedānta-sūtros“ prasmę plačiau nušvietė jos komentare „Śrīmad-Bhāgavatam“. Mes visi turime užimti savo protą Vedų raštų skaitymu. Kaip materialistai neatsitraukia nuo laikraščių, žurnalų ir visokios materialistinės literatūros, taip ir mes turime neatsitraukdami skaityti tą literatūrą, kurią mums paliko Vyāsadeva. Tada mirties valandą įstengsime atsiminti Aukščiausiąjį Viešpatį. Tai vienintelis kelias, kurį siūlo Viešpats, o rezultatą Jis garantuoja: „Neabejok.“

tasmāt sarveṣu kāleṣu
mām anusmara yudhya ca
mayy arpita-mano-buddhir
mām evaiṣyasy asaṁśayaḥ
tasmāt sarveṣu kāleṣu
mām anusmara yudhya ca
mayy arpita-mano-buddhir
mām evaiṣyasy asaṁśayaḥ

“Arjuna, derfor skal du altid tænke på Mig i Min form som Kṛṣṇa samtidigt med, at du gør din foreskrevne pligt og kæmper. Ved at tilegne dine handlinger til Mig og med dit sind og din intelligens forankret i Mig kommer du uden tvivl til Mig.” (Bg. 8.7)

„Todėl, Arjuna nuolat atmink Mane, Kṛṣṇą, ir toliau kovok – vykdyk savo nurodytą pareigą. Man paaukojęs savo veiklą, į Mane nukreipęs protą bei intelektą, tikrai ateisi pas Mane.“ (BG 8.7)

Kṛṣṇa beder ikke Arjuna om blot at huske på Ham og opgive sin beskæftigelse. Nej, Herren foreslår aldrig noget upraktisk. Man er tvunget til at arbejde for at opretholde kroppen i den materielle verden. Samfundet bliver inddelt i fire sociale ordener i forhold til menneskers arbejde – brāhmaṇa, kṣatriya, vaiśya og śūdra. Brāhmaṇa-klassen, dvs. den intelligente gruppe, arbejder på én måde, kṣatriya-klassen eller den administrerende gruppe arbejder på en anden, og handelsstanden og arbejderne er beskæftiget i deres særlige bestillinger. Man bliver nødt til at arbejde for at forsørge sig selv, uanset om man er arbejder, forretningsmand, administrator eller landmand i samfundet, eller selv hvis man tilhører den højeste orden og er litterær og fungerer som videnskabsmand eller teolog. Herren fortæller derfor Arjuna, at han ikke behøver at ophøre med sit arbejde, men mens han gør sit arbejde, skal han huske på Kṛṣṇa (mām anusmara). Hvis man ikke under kampen for tilværelsen øver sig i at huske på Kṛṣṇa, kan det ikke lade sig gøre at huske Kṛṣṇa på dødstidspunktet. Herren Caitanya tilråder det samme. Han anbefaler, kīrtanīyaḥ sadā hariḥ: Man skal hele tiden øve sig i at recitere Herren Kṛṣṇas navne. Der er ingen forskel på Herrens navn og selve Herren. Herren Kṛṣṇas instruktion til Arjuna om at “huske Mig” og Herren Caitanyas opfordring til “altid at synge Herren Kṛṣṇas navne” går således ud på det samme. Der er ingen forskel, for Kṛṣṇa Selv og Kṛṣṇas navne er ikke forskellige fra hinanden. På det absolutte plan er der ingen forskel på en henvisning og det, der bliver henvist til. Vi skal derfor øve os i konstant at huske på Herren døgnet rundt ved at synge eller recitere Hans navne og forme vores handlinger således, at vi altid kan huske Ham.

Viešpats nepataria Arjunai mesti savo pareigos ir vien tiktai mąstyti apie Jį. Jokiu būdu. Jis niekada nepasiūlys to, kas neįvykdoma. Materialiame pasaulyje, kad pamaitintume kūną, reikia dirbti. Pagal veiklą, žmonių visuomenė skyla į keturis luomus: brahmanus, kṣatriyus, vaiśyus, śūdras. Brahmanų klasės atstovai, t.y. inteligentija, atlieka vienokį darbą, kṣatriyai, arba administratorių klasė – kitokį, prekijų bei darbininkų klasės linkusios atlikti savo specifines pareigas. Žmonių visuomenėje – ar tu esi darbininkas, prekijas, administratorius, žemdirbys, ar aukščiausios klasės atstovas – literatas, mokslininkas ar teologas – kad pragyventum, privalai dirbti. Todėl Viešpats pataria Arjunai ne atsisakyti pareigų, bet jas vykdant atsiminti Kṛṣṇą (mām anusmara). Jei jis nesipratins atminti Kṛṣṇą kovodamas už būvį, nesugebės Jo atminti ir mirties valandą. Tą pataria daryti ir Viešpats Caitanya. Jis sako: kīrtanīyaḥ sadā hariḥ – reikia stengtis be perstojo kartoti Viešpaties vardus. Viešpaties vardai ir Jo asmenybė yra viena ir tas pat. Tad Viešpaties Kṛṣṇos nurodymas Arjunai „atmink Mane“ ir Viešpaties Caitanyos paliepimas „visad kartok Viešpaties Kṛṣṇos vardus“ niekuo nesiskiria. Jie nesiskiria, nes Kṛṣṇa ir Kṛṣṇos vardas yra viena ir tas pat. Absoliučioje plotmėje nėra skirtumo tarp sąvokos ir ja nusakomo objekto. Todėl kartodami Viešpaties vardus turime išmokti atminti Jį visada, dvidešimt keturias valandas per parą, ir taip organizuoti savo gyvenimą, kad niekada jo nepamirštume.

Hvordan kan det lade sig gøre? Ācāryaerne giver følgende eksempel. Hvis en gift kvinde er tiltrukket af en anden mand, eller hvis en mand er tiltrukket af en anden kvinde end sin hustru, anses denne tilknytning for at være meget stærk. Den, der har en sådan tilknytning, tænker altid på sin elskede. Hustruen, der tænker på sin elsker, tænker altid på at mødes med ham, selv mens hun udfører sine huslige pligter. Hun gør endda sine pligter endnu mere omhyggeligt, så hendes mand ikke skal fatte mistanke om hendes utroskab. På samme måde skal vi gøre vores materielle pligter meget omhyggeligt samtidig med, at vi hele tiden husker på den højeste elsker, Śrī Kṛṣṇa. Det kræver en meget stærk kærlighed. Hvis vi har en stærk følelse af kærlighed til den Højeste Herre, kan vi gøre vores pligt og samtidig huske på Ham. Men vi bliver nødt til at udvikle denne følelse af kærlighed. Arjuna tænkte for eksempel altid på Kṛṣṇa. Han var Kṛṣṇas tro ledsager, men samtidig var han kriger, så derfor var Kṛṣṇas råd til ham ikke, at han skulle ophøre med at kæmpe og drage ud i skoven for at meditere. Da Herren Kṛṣṇa redegjorde for yoga-systemet, svarede Arjuna, at han umuligt kunne følge det system.

Kaip tai įgyvendinti? Ācāryos pateikia tokį pavyzdį. Jeigu ištekėjusi moteris susižavi kitu vyru, arba vedęs vyras pajunta potraukį kitai moteriai – vadinasi jų jausmas labai stiprus. Tokį stiprų potraukį turintis žmogus nuolat galvoja apie mylimąjį. Moteris, besiilginti savo meilužio, net ruošdamasi namuose svajoja apie judviejų susitikimą. Iš tikrųjų visus darbus ji nudirba geriau nei paprastai, kad tik vyras ko neįtartų. Panašiai ir mes nuolat turime atminti aukščiausią mylimąjį, Śrī Kṛṣṇą, ir tuo pat metu puikiai atlikti savo materialias pareigas. Tam būtinas stiprus meilės jausmas. Jei turime stiprų meilės jausmą Aukščiausiajam Viešpačiui, galime atlikti savo pareigą ir kartu atminti Jį. Bet tokį meilės jausmą turime ugdyti. Pavyzdžiui, Arjuna nepaliaujamai galvojo apie Kṛṣṇą: jis buvo nuolatinis Kṛṣṇos palydovas ir kartu – karys. Kṛṣṇa nepataria Savo mokiniui atsisakyti kovos ir, pasitraukus į mišką, atsidėti meditacijai. Kai Viešpats Kṛṣṇa apibūdina Arjunai yogos sistemą, šis prisipažįsta nepajėgsiąs jos praktikuoti.

arjuna uvāca
arjuna uvāca
yo ’yaṁ yogas tvayā proktaḥ
sāmyena madhusūdana
etasyāhaṁ na paśyāmi
cañcalatvāt sthitiṁ sthirām
yo ’yaṁ yogas tvayā proktaḥ
sāmyena madhusūdana
etasyāhaṁ na paśyāmi
cañcalatvāt sthitiṁ sthirām

“Arjuna sagde: O Madhusūdana, dette yoga-system, Du har sammenfattet, forekommer mig upraktisk og ulideligt, for sindet er rastløst og uligevægtigt.” (Bg. 6.33)

„Arjuna tarė: O Madhusūdana, yogos sistema, kurią Tu apibūdinai, atrodo man neįgyvendinama ir neparanki, nes protas labai nepastovus ir nenustygsta vietoje.“ (BG 6.33).

Men Herren svarede (Bg. 6.47):

Bet Viešpats sako:

yoginām api sarveṣāṁ
mad-gatenāntar-ātmanā
śraddhāvān bhajate yo māṁ
sa me yukta-tamo mataḥ
yoginām api sarveṣāṁ
mad-gatenāntar-ātmanā
śraddhāvān bhajate yo māṁ
sa me yukta-tamo mataḥ

“Blandt alle yogīer er den, der med stor tro altid underkaster sig Mig, tænker på Mig i sit indre og er engageret i transcendental kærlighedstjeneste til Mig, mest fortroligt forenet med Mig i yoga og er den største af alle. Det er Min mening.” Den, der altid tænker på den Højeste Herre, er således også den største yogī, den største jñānī og den bedste hengivne. Herren fortæller videre Arjuna, at som kṣatriya kan han ikke undslå sig for at kæmpe, men hvis han kæmper, mens han husker på Kṛṣṇa, vil han kunne huske på Kṛṣṇa i dødsøjeblikket. Men han skal være helt overgivet til Herrens transcendentale kærlighedstjeneste.

„Iš visų yogų tas, kuris su didžiu tikėjimu visad gyvena Manyje, galvoja apie Mane ir tarnauja Man su transcendentine meile, yra artimiausiai susijęs su Manimi yogos ryšiais ir visų aukščiausias. Tokia Mano nuomonė.“ (BG 6.47) Taigi tas, kuris visad mąsto apie Aukščiausiąjį Viešpatį, tuo pačiu metu yra didžiausias yogas, nepranokstamas jñānis ir neprilygstamas bhaktas. Toliau Viešpats sako Arjunai, jog kaip kṣatriyas, Arjuna negali atsisakyti kovos, o jeigu jis kausis atmindamas Kṛṣṇą – atsimins Jį ir mirties valandą. Kad taip įvyktų, reikia visiškai atsiduoti Viešpačiui, tarnaujant Jam su transcendentine meile.

I virkeligheden er det ikke vores krop, vi handler med. Vi handler med vores sind og intelligens, så hvis intelligensen og sindet altid er optaget af at tænke på den Højeste Herre, bliver sanserne også helt automatisk engageret i Hans tjeneste. Rent overfladisk kan det se ud, som om sansernes aktivitet er den samme, men bevidstheden er en anden. Bhagavad-gītā lærer én at fylde sindet og intelligensen med tanker på Herren. Denne fordybelse vil gøre os i stand til at blive overført til Herrens rige. Hvis sindet er optaget af Kṛṣṇas tjeneste, bliver sanserne automatisk engageret i Hans tjeneste. Det er kunsten, og det er også Bhagavad-gītās hemmelighed: at absorbere sindet fuldstændigt i tanker på Śrī Kṛṣṇa.

Iš tikrųjų mes veikiame ne kūnu, o protu bei intelektu. Jeigu protas ir intelektas bus nuolat užimti mintimis apie Aukščiausiąjį Viešpatį, savaime Jam tarnaus ir juslės. Pati juslių veikla nepasikeis, bent jau išoriškai, bet pasikeis sąmonė. „Bhagavad-gītā“ moko, kaip protą ir intelektą priversti nuolat mąstyti apie Viešpatį. Pasinėrimas mintimis į Viešpatį atveria kelią į Jo karalystę. Jei Kṛṣṇai tarnauja protas, juslės norom nenorom Jam irgi tarnaus. Tai tikras menas, ir tame slypi „Bhagavad-gītos“ paslaptis – visiškas pasinėrimas į Śrī Kṛṣṇą mintimis.

Det moderne menneske har gjort sig store anstrengelser for at komme til Månen, men det har ikke gjort noget særligt for at ophøje sig selv åndeligt. Hvis man har 50 år at leve i, bør man bruge denne korte tid til at øve sig i at huske på Guddommens Højeste Personlighed. Denne praksis er den hengivne proces. Der står i Śrīmad-Bhāgavatam (7.5.23):

Šių dienų žmogus padėjo daug pastangų, kad pasiektų Mėnulį, bet visiškai nesistengia tobulėti dvasiškai. Jei prieš akis dar liko penkiasdešimt gyvenimo metų, paskirkime šį trumpą laiko tarpą praktikai, kurios esmę sudaro Aukščiausiojo Dievo Asmens atminimas. Ta praktika yra pasiaukojimo procesas:

śravaṇaṁ kīrtanaṁ viṣṇoḥ
smaraṇaṁ pāda-sevanam
arcanaṁ vandanaṁ dāsyaṁ
sakhyam ātma-nivedanam
śravaṇaṁ kīrtanaṁ viṣṇoḥ
smaraṇaṁ pāda-sevanam
arcanaṁ vandanaṁ dāsyaṁ
sakhyam ātma-nivedanam

Disse ni processer, af hvilke den letteste er śravaṇam, at høre Bhagavad- gītā fra en realiseret person, vil vende vores tanker mod det Højeste Væsen. Det igen vil føre til ihukommelse af den Højeste Herre og bevirke, at når man forlader sin krop, får man en åndelig krop, der er kvalificeret til at omgås med den Højeste Herre.

Minėti devyni pasiaukojimo tarnystės būdai, kurių lengviausias – śravaṇam, t.y. išgirsti „Bhāgavad-gītos“ mokymą iš dvasiškai susivokusios asmenybės lūpų, paskatina žmogų susimąstyti apie Aukščiausiąją Būtybę. Susimąstymas perauga į nuolatinį Aukščiausio Viešpaties atminimą ir, palikus dabartinį kūną, padeda įgyti dvasinį kūną, tinkamą bendrauti su Aukščiausiuoju Viešpačiu.

Herren forklarer videre (Bg. 8.8):

Toliau Viešpats kalba:

abhyāsa-yoga-yuktena
cetasā nānya-gāminā
paramaṁ puruṣaṁ divyaṁ
yāti pārthānucintayan
abhyāsa-yoga-yuktena
cetasā nānya-gāminā
paramaṁ puruṣaṁ divyaṁ
yāti pārthānucintayan

“Den, der mediterer på Mig som Guddommens Højeste Personlighed med sindet uophørligt engageret i tanker på Mig uden at blive afledt fra vejen, kan være sikker på at nå Mig, O Arjuna.”

„Kas medituoja Mane, Aukščiausiąjį Dievo Asmenį, nenukrypdamas mintimis į nieką kitą, nuolatos atmena Mane, tas, o Arjuna, neabejotinai ateis pas Mane.“ (BG 8.8)

Dette er ingen særlig svær metode. Man skal imidlertid lære den fra en erfaren person. Tad-vijñānārthaṁ sa gurum evābhigacchet: Man skal henvende sig til den, der allerede er oplyst. Sindet flakker altid hid og did, men man skal træne sindet i at fokusere på formen af den Højeste Herre, Śrī Kṛṣṇa, eller på lyden af Hans navn. Sindet er af natur hvileløst og bliver drevet hid og did, men det kan finde hvile i Kṛṣṇas lydvibration. For at nå Ham skal man således meditere på paramaṁ puruṣam, Guddommens Højeste Personlighed i det åndelige rige. I Bhagavad-gītā gives der forskellige veje til at nå denne højeste erkendelse, og døren til kundskaben er åben for alle. Ingen nægtes adgang. Alle mennesker, uanset hvilken samfundsgruppe de tilhører, kan komme til Herren Kṛṣṇa ved at tænke på Ham, for alle har mulighed for at høre om Ham og tænke på Ham.

Tai nėra itin sudėtingas metodas, tačiau mokytis jo reikia iš patyrusio asmens. Tad vijñānārthaṁ sa gurum evābhigacchet: reikia kreiptis į asmenį, kuris jau turi praktinės patirties. Mintys nuolat blaškosi nuo vieno objekto prie kito, todėl reikia stengtis kaskart susikoncentruoti į Aukščiausiojo Viešpaties Śrī Kṛṣṇos pavidalą arba į Jo vardo garsą. Nors proto prigimtis nerami, jis blaškosi šen ir ten, nusiraminimą jis gali atrasti Kṛṣṇos vardo garse. Todėl reikia medituoti paramaṁ puruṣam – Aukščiausiąjį Dievo Asmenį dvasinėje karalystėje, dvasiniame danguje, ir tokiu būdu Jį pasiekti. Priemonės ir keliai galutinei pažinimo pakopai, galutiniam tikslui pasiekti yra nurodyti „Bhagavad-gītoje“, o durys į šį žinojimą atviros visiems. Niekam neužginta įeiti. Visų klasių žmonės gali prisiartinti prie Viešpaties Kṛṣṇos, galvodami apie Jį, nes kiekvienas gali klausytis ir galvoti apie Kṛṣṇą.

Herren udtaler videre (Bg. 9.32–33):

Toliau Viešpats sako (BG 9.32–33):

māṁ hi pārtha vyapāśritya
ye ’pi syuḥ pāpa-yonayaḥ
striyo vaiśyās tathā śūdrās
te ’pi yānti parāṁ gatim
māṁ hi pārtha vyapāśritya
ye ’pi syuḥ pāpa-yonayaḥ
striyo vaiśyās tathā śūdrās
te ’pi yānti parāṁ gatim
kiṁ punar brāhmaṇāḥ puṇyā
bhaktā rājarṣayas tathā
anityam asukhaṁ lokam
imaṁ prāpya bhajasva mām
kiṁ punar brāhmaṇāḥ puṇyā
bhaktā rājarṣayas tathā
anityam asukhaṁ lokam
imaṁ prāpya bhajasva mām

Således erklærer Herren, at selv en forretningsmand, en falden kvinde eller en arbejder eller endda mennesker, der befinder sig i den laveste livsstatus, kan opnå den Højeste. Det er ikke nødvendigt med en højt udviklet intelligens. Det vigtige er, at alle, der accepterer principperne for bhakti-yoga og den Højeste Herre som summum bonum, dvs. det endelige mål i tilværelsen, kan nå Herren i den åndelige himmel. Hvis man følger principperne, der gives i Bhagavad-gītā, kan man gøre sit liv fuldkomment og finde en permanent løsning på alle livets problemer. Det er hele essensen af Bhagavad-gītā.

Taigi Viešpats sako, kad net prekijas, puolusi moteris, darbininkas ar net žemiausios padermės žmonės gali pasiekti Aukščiausiąjį. Tam nereikalingas itin išvystytas intelektas: kiekvienam, kuris praktikuoja bhakti-yogą ir Aukščiausiąjį Viešpatį laiko gyvenimo summum bonum, aukščiausiu objektu bei galutiniu tikslu, kelias pas Viešpatį į dvasinį dangų yra atviras. Sekdamas „Bhagavad-gītos“ tiesomis žmogus gali savo gyvenimą padaryti tobulą bei kartą ir visiems laikams išspręsti visas gyvenimo problemas. Tokia „Bhagavad-gītos“ esmė.

Lad os runde af med at konkludere, at Bhagavad-gītā er et stykke transcendental litteratur, man skal læse meget omhyggeligt. Gītā-śāstram idaṁ puṇyaṁ, yaḥ paṭhet prayataḥ pumān: Hvis man følger Bhagavad- gītās instruktioner korrekt, kan man blive befriet for alle livets lidelser og bekymringer. Viṣṇoḥ padam avapnoti, bhaya-śokādi-varjitaḥ. Man vil blive befriet for al frygt i dette liv, og ens næste liv vil blive åndeligt (Gītā-māhātmya 1).

Baigiant reikia pasakyti, kad „Bhagavad-gītā“ – transcendentinis kūrinys, kurį reikia skaityti labai atidžiai. Gīṭa-śāstram idaṁ puṇyaṁ yaḥ paṭhet prayataḥ pumān – jeigu tinkamai laikomasi „Bhagavad-gītos“ nurodymų, galima atsikratyti visų gyvenimo negandų ir rūpesčių. Bhaya-śokādi- varjitaḥ. Žmogus atsikratys visų baimių dabartiniame gyvenime, o kitas jo gyvenimas bus dvasinis („Gītā-māhātmya“ 1).

Der er flere fordele:

Gītā turi ir kitų privalumų:

gītādhyāyana-śīlasya
prāṇāyāma-parasya ca
naiva santi hi pāpāni
pūrva-janma-kṛtāni ca
gītādhyāyana-śīlasya
prāṇāyāma-parasya ca
naiva santi hi pāpāni
pūrva-janma-kṛtāni ca

“Hvis man studerer Bhagavad-gītā meget oprigtigt og med stor alvor, vil reaktionerne på ens tidligere ugerninger ikke påvirke én.” (Gītā- māhātmya 2) Herren siger klart og tydeligt i sidste del af Bhagavad-gītā (18.66):

„Jeigu žmogus skaito Bhagavad-gītą labai nuoširdžiai ir rimtai, Viešpaties malone jis nesusilauks atoveikio už savo praeities piktadarybes.“ („Gītā- māhātmya“ 2). Baigiamojoje „Bhagavad-gītos“ dalyje (18.66) Viešpats Śrī Kṛṣṇa garsiai pareiškia:

sarva-dharmān parityajya
mām ekaṁ śaraṇaṁ vraja
ahaṁ tvāṁ sarva-pāpebhyo
mokṣayiṣyāmi mā śucaḥ
sarva-dharmān parityajya
mām ekaṁ śaraṇaṁ vraja
ahaṁ tvāṁ sarva-pāpebhyo
mokṣayiṣyāmi mā śucaḥ

“Opgiv alle former for religion og overgiv dig blot til Mig. Jeg skal udfri dig fra al synd. Frygt ikke.” Således tager Herren det fulde ansvar for den, der overgiver sig til Ham, og beskytter en sådan person mod enhver reaktion på synd.

„Atmesk visų atmainų religijas ir tiesiog atsiduok Man. Aš išgelbėsiu tave nuo atoveikio už visas nuodėmes. Nesibaimink.“ Tad Viešpats prisiima visą atsakomybę už tą, kuris atsiduoda Jam, ir išperka atoveikį už visas to asmens nuodėmes.

mala-nirmocanaṁ puṁsāṁ
jala-snānaṁ dine dine
sakṛd gītāmṛta-snānaṁ
saṁsāra-mala-nāśanam
mala-nirmocanaṁ puṁsāṁ
jala-snānaṁ dine dine
sakṛd gītāmṛta-snānaṁ
saṁsāra-mala-nāśanam

“One may cleanse himself daily by taking a bath in water, but if one takes a bath even once in the sacred Ganges water of Bhagavad-gītā, for him the dirt of material life is altogether vanquished.” (Gītā-māhātmya 3)

„Galima rūpintis švara kasdien nusiprausiant vandeniu, tačiau žmogus, bent sykį nusimaudęs šventuose kaip Ganga Bhagavad-gītos vandenyse, visiškai nusiplauna materialaus gyvenimo nešvarybes.“ („Gītā- māhātmya“ 3)

gītā su-gītā kartavyā
kim anyaiḥ śāstra-vistaraiḥ
yā svayaṁ padmanābhasya
mukha-padmād viniḥsṛtā
gītā su-gītā kartavyā
kim anyaiḥ śāstra-vistaraiḥ
yā svayaṁ padmanābhasya
mukha-padmād viniḥsṛtā

Because Bhagavad-gītā is spoken by the Supreme Personality of Godhead, one need not read any other Vedic literature. One need only attentively and regularly hear and read Bhagavad-gītā. In the present age, people are so absorbed in mundane activities that it is not possible for them to read all the Vedic literatures. But this is not necessary. This one book, Bhagavad-gītā, will suffice, because it is the essence of all Vedic literatures and especially because it is spoken by the Supreme Personality of Godhead. (Gītā-māhātmya 4)

Kadangi „Bhagavad-gītą“ paskelbė Aukščiausiasis Asmuo, nėra jokio būtinumo skaityti kokius nors kitus Vedų raštus. Reikia tik įdėmiai ir reguliariai klausytis „Bhagavad-gītos“ ir ją skaityti. Mūsų laikais žmonės yra taip įsitraukę į žemišką veiklą, kad visų Vedų raštų perskaityti tiesiog nepajėgtų. Bet tai ir nebūtina. Pakanka vienos „Bhagavad-gītos“, nes ši knyga – visų Vedų raštų esmė, o svarbiausia, ją paskelbė Aukščiausiasis Dievo Asmuo („Gītā-māhātmya“ 4).

As it is said:

Pasakyta:

bhāratāmṛta-sarvasvaṁ
viṣṇu-vaktrād viniḥsṛtam
gītā-gaṅgodakaṁ pītvā
punar janma na vidyate
bhāratāmṛta-sarvasvaṁ
viṣṇu-vaktrād viniḥsṛtam
gītā-gaṅgodakaṁ pītvā
punar janma na vidyate

“One who drinks the water of the Ganges attains salvation, so what to speak of one who drinks the nectar of Bhagavad-gītā? Bhagavad-gītā is the essential nectar of the Mahābhārata, and it is spoken by Lord Kṛṣṇa Himself, the original Viṣṇu.” (Gītā-māhātmya 5) Bhagavad-gītā comes from the mouth of the Supreme Personality of Godhead, and the Ganges is said to emanate from the lotus feet of the Lord. Of course, there is no difference between the mouth and the feet of the Supreme Lord, but from an impartial study we can appreciate that Bhagavad-gītā is even more important than the water of the Ganges.

„Kas atsigeria Gangos vandens, tas gauna išsigelbėjimą, tad ką kalbėti apie tą, kuris ragauja Bhagavad-gītos nektarą? Bhagavad-gītā – tai saldžiausias Mahābhāratos nektaras, ją paskelbė Patsai Viešpats Kṛṣṇa, pirminis Viṣṇu.“ („Gītā-māhātmya“ 5)

„Bhagavad-gītā“ pradžią gauna iš Aukščiausiojo Dievo Asmens lūpų, o Ganga, kaip žinoma, išteka iš Jo lotosinių pėdų. Žinoma, nėra skirtumo tarp Aukščiausiojo Viešpaties lūpų ir Jo pėdų, tačiau pažvelgę iš šalies suprasime, kad „Bhagavad-gītā“ svarbesnė ir už Gangos vandenį.

sarvopaniṣado gāvo
dogdhā gopāla-nandanaḥ
pārtho vatsaḥ su-dhīr bhoktā
dugdhaṁ gītāmṛtaṁ mahat
sarvopaniṣado gāvo
dogdhā gopāla-nandanaḥ
pārtho vatsaḥ su-dhīr bhoktā
dugdhaṁ gītāmṛtaṁ mahat

“This Gītopaniṣad, Bhagavad-gītā, the essence of all the Upaniṣads, is just like a cow, and Lord Kṛṣṇa, who is famous as a cowherd boy, is milking this cow. Arjuna is just like a calf, and learned scholars and pure devotees are to drink the nectarean milk of Bhagavad-gītā.” (Gītā-māhātmya 6)

„Gītopaniṣada, Bhagavad-gītā – tai visų Upaniṣadų esmė, ji yra nelyginant karvė, o Viešpats Kṛṣṇa – tai melžiantis ją piemenėlis. Arjuna – lyg veršelis, o nektariškas Bhagavad-gītos pienas – gėrimas, skirtas didiems išminčiams ir tyriems bhaktams gerti.“ („Gītā-māhātmya“ 6)

ekaṁ śāstraṁ devakī-putra-gītam
eko devo devakī-putra eva
eko mantras tasya nāmāni yāni
karmāpy ekaṁ tasya devasya sevā
ekaṁ śāstraṁ devakī-putra-gītam
eko devo devakī-putra eva
eko mantras tasya nāmāni yāni
karmāpy ekaṁ tasya devasya sevā

(Gītā-māhātmya 7)

(„Gītā-māhātmya“ 7)

In this present day, people are very much eager to have one scripture, one God, one religion and one occupation. Therefore, ekaṁ śāstraṁ devakī-putra-gītam: let there be one scripture only, one common scripture for the whole world – Bhagavad-gītā. Eko devo devakī-putra eva: let there be one God for the whole world – Śrī Kṛṣṇa. Eko mantras tasya nāmāni: and one hymn, one mantra, one prayer – the chanting of His name: Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare. Karmāpy ekaṁ tasya devasya sevā: and let there be one work only – the service of the Supreme Personality of Godhead.

Mūsų dienomis žmonės trokšta turėti vieną šventraštį, vieną Dievą, vieną religiją ir vieną bendrą reikalą. Todėl ekaṁ śāstraṁ devakī-putra-gītam: tebūnie vienas vienintelis šventraštis, kuris būtų bendras visam pasauliui – „Bhagavad-gītā“. Eko devo devakī-putra eva: tebūnie vienas Dievas visam pasauliui – Śrī Kṛṣṇa. Eko mantras tasya nāmāni: ir tebūnie vienas himnas, viena mantra, viena malda – Jo vardo kartojimas: Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare. Karmāpy ekaṁ tasya devasya sevā: tebūnie vienas bendras visų reikalas – tarnauti Aukščiausiajam Dievo Asmeniui.

The Disciplic Succession

Mokinių seka

Evaṁ paramparā-prāptam imaṁ rājarṣayo viduḥ (Bhagavad-gītā 4.2). This Bhagavad-gītā As It Is is received through this disciplic succession:

Evaṁ paramparā-prāptam imaṁ rājarṣayo viduḥ „Šis aukščiausias mokslas buvo perduodamas mokinių seka, ir taip jį patirdavo šventieji karaliai . . .” („Bhagavad-gītā” 4.2). „Bhagavad-gītā, kokia ji yra“ perteikta tokia mokinių seka:

1. Kṛṣṇa
2. Brahmā
3. Nārada
4. Vyāsa
5. Madhva
6. Padmanābha
7. Nṛhari
8. Mādhava
9. Akṣobhya
10. Jaya Tīrtha
11. Jñānasindhu
12. Dayānidhi
13. Vidyānidhi
14. Rājendra
15. Jayadharma
16. Puruṣottama
17. Brahmaṇya Tīrtha
18. Vyāsa Tīrtha
19. Lakṣmīpati
20. Mādhavendra Purī
21. Īśvara Purī, (Nityānanda, Advaita)
22. Lord Caitanya
23. Rūpa, (Svarūpa, Sanātana)
24. Raghunātha, Jīva
25. Kṛṣṇadāsa
26. Narottama
27. Viśvanātha
28. (Baladeva), Jagannātha
29. Bhaktivinoda
30. Gaurakiśora
31. Bhaktisiddhānta Sarasvatī
32. A. C. Bhaktivedanta Swami Prabhupāda

1. Kṛṣṇa
2. Brahmā
3. Nārada
4. Vyāsa
5. Madhva
6. Padmanābha
7. Nṛhari
8. Mādhava
9. Akṣobhya
10. Jaya Tīrtha
11. Jñānasindhu
12. Dayānidhi
13. Vidyānidhi
14. Rājendra
15. Jayadharma
16. Puruṣottama
17. Brahmaṇya Tīrtha
18. Vyāsa Tīrtha
19. Lakṣmīpati
20. Mādhavendra Purī
21. Īśvara Purī, (Nityānanda, Advaita)
22. Lord Caitanya
23. Rūpa, (Svarūpa, Sanātana)
24. Raghunātha, Jīva
25. Kṛṣṇadāsa
26. Narottama
27. Viśvanātha
28. (Baladeva), Jagannātha
29. Bhaktivinoda
30. Gaurakiśora
31. Bhaktisiddhānta Sarasvatī
32. A. C. Bhaktivedanta Swami Prabhupāda