Skip to main content

Indledning

Introduction

oṁ ajñāna-timirāndhasya
jñānāñjana-śalākayā
cakṣur unmīlitaṁ yena
tasmai śrī-gurave namaḥ
oṁ ajñāna-timirāndhasya
jñānāñjana-śalākayā
cakṣur unmīlitaṁ yena
tasmai śrī-gurave namaḥ
śrī-caitanya-mano-’bhīṣṭaṁ
sthāpitaṁ yena bhū-tale
svayaṁ rūpaḥ kadā mahyaṁ
dadāti sva-padāntikam
śrī-caitanya-mano-’bhīṣṭaṁ
sthāpitaṁ yena bhū-tale
svayaṁ rūpaḥ kadā mahyaṁ
dadāti sva-padāntikam

Jeg blev født i den mørkeste uvidenhed, og min åndelige mester åbnede mine øjne med kundskabens fakkel. Jeg tilbyder ham mine respektfulde hyldester.

J’étais plongé dans les plus profondes ténèbres de l’ignorance, mais avec le flambeau de la connaissance, mon maître spirituel m’a ouvert les yeux. Je lui rends mon hommage respectueux.

Hvornår vil Śrīla Rūpa Gosvāmī Prabhupāda, der har grundlagt Herren Caitanyas mission i denne materielle verden, give mig ly ved sine lotusfødder?

Quand donc Śrīla Rūpa Gosvāmī Prabhupāda, qui a institué ici-bas cette grande mission pour répondre au désir de Śrī Caitanya, m’accordera-t-il refuge sous ses pieds pareils-au-lotus ?

vande ’haṁ śrī-guroḥ śrī-yuta-pada-
kamalaṁ śrī-gurūn vaiṣṇavāṁś ca
śrī-rūpaṁ sāgrajātaṁ saha-gaṇa-
raghunāthānvitaṁ taṁ sa-jīvam
sādvaitaṁ sāvadhūtaṁ parijana-
sahitaṁ kṛṣṇa-caitanya-devaṁ
śrī-rādhā-kṛṣṇa-pādān saha-gaṇa-
lalitā-śrī-viśākhānvitāṁś ca
vande ’haṁ śrī-guroḥ śrī-yuta-pada-
kamalaṁ śrī-gurūn vaiṣṇavāṁś ca
śrī-rūpaṁ sāgrajātaṁ saha-gaṇa-
raghunāthānvitaṁ taṁ sa-jīvam
sādvaitaṁ sāvadhūtaṁ parijana-
sahitaṁ kṛṣṇa-caitanya-devaṁ
śrī-rādhā-kṛṣṇa-pādān saha-gaṇa-
lalitā-śrī-viśākhānvitāṁś ca

Jeg frembærer mine respektfulde hyldester til min åndelige mesters lotusfødder og til alle vaiṣṇavaers fødder. Jeg frembærer mine respektfulde hyldester til Śrīla Rūpa Gosvāmīs lotusfødder og til hans ældre broder Sanātana Gosvāmī såvel som til Raghunātha Dāsa og Raghunātha Bhaṭṭa, Gopāla Bhaṭṭa og Śrīla Jīva Gosvāmī. Jeg tilbyder mine respektfulde hyldester til Herren Kṛṣṇa Caitanya og Herren Nityānanda såvel som til Advaita Ācārya, Gadādhara, Śrīvāsa og andre af Deres ledsagere. Jeg tilbyder mine respektfulde hyldester til Śrīmatī Rādhārāṇī og Śrī Kṛṣṇa sammen med Deres ledsagere Śrī Lalitā og Viśākhā.

Je rends mon hommage respectueux aux pieds pareils-au-lotus de mon maître spirituel, de tous les précepteurs de la voie de la dévotion, et de tous les vaiṣṇavas. Mon hommage respectueux également aux pieds pareils-au-lotus de Śrīla Rūpa Gosvāmī et de son frère aîné Sanātana Gosvāmī, de même qu’à Raghunātha Dāsa, Raghunātha Bhaṭṭa, Gopāla Bhaṭṭa et Śrīla Jīva Gosvāmī. J’offre encore mon respectueux hommage à Śrī Kṛṣṇa Caitanya et à Śrī Nityānanda de même qu’à Śrī Advaita Prabhu, Gadādhara, Śrīvāsa et leurs autres compagnons. Et mon hommage enfin à Śrīmatī Rādhārāṇī et à Śrī Kṛṣṇa, comme à Leurs compagnes, Lalitā, Viśākhā et les autres gopīs.

he kṛṣṇa karuṇā-sindho
dīna-bandho jagat-pate
gopeśa gopikā-kānta
rādhā-kānta namo ’stu te
he kṛṣṇa karuṇā-sindho
dīna-bandho jagat-pate
gopeśa gopikā-kānta
rādhā-kānta namo ’stu te

O min kære Kṛṣṇa, Du er de nødlidendes ven og oprindelsen til skabelsen. Du er gopīernes Herre og Rādhārāṇīs elsker. Jeg frembærer mine respektfulde hyldester til Dig.

Ô Kṛṣṇa, océan de miséricorde, Toi l’ami des malheureux et le Seigneur de l’univers, Toi le maître des pâtres, l’amant de Rādhārāṇī et des gopīs, je Te rends mon hommage respectueux.

tapta-kāñcana-gaurāṅgi
rādhe vṛndāvaneśvari
vṛṣabhānu-sute devi
praṇamāmi hari-priye
tapta-kāñcana-gaurāṅgi
rādhe vṛndāvaneśvari
vṛṣabhānu-sute devi
praṇamāmi hari-priye

Jeg tilbyder min hyldest til Rādhārāṇī, hvis kropslød er som smeltet guld, og som er Vṛndāvanas dronning. Du er Kong Vṛṣabhānus datter, og Herren Kṛṣṇa elsker Dig højest af alle.

Ô Rādhārāṇī, je T’offre mes respects, Toi la reine de Vṛndāvana dont la carnation est d’or en fusion. Ô Toi la fille du roi Vṛṣabhānu, si chère au Seigneur, Kṛṣṇa.

vāñchā-kalpa-tarubhyaś ca
kṛpā-sindhubhya eva ca
patitānāṁ pāvanebhyo
vaiṣṇavebhyo namo namaḥ
vāñchā-kalpa-tarubhyaś ca
kṛpā-sindhubhya eva ca
patitānāṁ pāvanebhyo
vaiṣṇavebhyo namo namaḥ

Jeg frembærer mine respektfulde hyldester til alle Herrens vaiṣṇava- hengivne. Ligesom ønsketræer kan de opfylde alles ønsker, og de er fulde af medlidenhed med de faldne sjæle.

Sans fin, je rends mon hommage respectueux à tous les vaiṣṇavas, les dévots du Seigneur. Ils peuvent, comme l’arbre-à-souhaits, combler les désirs de chacun et débordent de compassion pour les âmes déchues.

śrī-kṛṣṇa-caitanya prabhu-nityānanda
śrī-advaita gadādhara śrīvāsādi-gaura-bhakta-vṛnda
śrī-kṛṣṇa-caitanya prabhu-nityānanda
śrī-advaita gadādhara śrīvāsādi-gaura-bhakta-vṛnda

Jeg fremfører mine hyldester til Śrī Kṛṣṇa Caitanya, Prabhu Nityānanda, Śrī Advaita, Gadādhara, Śrīvāsa og alle andre på hengivenhedens vej.

Je rends mon hommage respectueux à Śrī Kṛṣṇa Caitanya, Prabhu Nityānanda, Śrī Advaita, Gadādhara, et à tous les dévots de Gaurāṅga menés par Śrīvāsa.

hare kṛṣṇa hare kṛṣṇa kṛṣṇa kṛṣṇa hare hare
hare rāma hare rāma rāma rāma hare hare
hare kṛṣṇa hare kṛṣṇa kṛṣṇa kṛṣṇa hare hare
hare rāma hare rāma rāma rāma hare hare

Bhagavad-gītā er også kendt som Gītopaniṣad. Den udgør essensen af vedisk viden og er en af de vigtigste Upaniṣader i den vediske litteratur. Der er mange kommentarer til Bhagavad-gītā på engelsk, og man kan spørge om nødvendigheden af endnu en. Denne udgave kan forklares på følgende måde. For nylig bad en amerikansk dame mig anbefale en engelsk oversættelse af Bhagavad-gītā. I Amerika findes der selvfølgelig mange udgaver af Bhagavad-gītā, men så vidt jeg ved, kan ingen af dem i hverken Amerika eller Indien siges at være helt autoritative, for i så godt som alle har kommentatoren fremlagt sine egne meninger uden at komme ind på Bhagavad-gītās ånd, som den er.

La Bhagavad-gītā, connue également sous le nom de Gītopaniṣad renferme l’essence du savoir védique. Elle est l’une des Upaniṣads les plus importantes. Il existe d’ailleurs de nombreux commentaires sur l’ouvrage, tellement même, qu’on pourrait s’interroger sur le bien-fondé d’une nouvelle publication. Voici donc ce qui m’a amené à produire la présente édition de ce livre.

Une dame m’a un jour prié de lui recommander une traduction de la Bhagavad-gītā. Bien qu’il y ait eu de multiples versions indiennes et occidentales de l’œuvre, je n’en ai trouvé aucune qui conserve rigoureusement au texte son intégrité originelle. Dans presque toutes, les commentateurs donnent leur opinion personnelle sans réellement rendre tel quel l’esprit de la Bhagavad-gītā.

Ånden i Bhagavad-gītā bliver omtalt i Bhagavad-gītā selv. Den er som følger: Hvis vi gerne vil tage en bestemt medicin, må vi følge vejledningen på mærkaten. Vi kan ikke bare tage medicinen, som vi har lyst til det, eller på forslag fra en ven. Man må indtage den ifølge mærkatens retningslinier eller på lægens vejledning. På samme måde skal Bhagavad-gītā forstås og accepteres som forordnet af taleren selv. Taleren i Bhagavad-gītā er Herren Śrī Kṛṣṇa. På alle sider i Bhagavad-gītā omtales Han som Guddommens Højeste Personlighed, Bhagavān. Sommetider henviser ordet bhagavān til en magtfuld person eller en af de magtfulde halvguder, og her betegner bhagavān helt sikkert Herren Śrī Kṛṣṇa som en mægtig personlighed, men samtidig skal vi vide, at Herren Śrī Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed, som det bekræftes af alle store ācāryaer (åndelige mestre) som Śaṅkarācārya, Rāmānujācārya, Madhvācārya, Nimbārka Svāmī, Śrī Caitanya Mahāprabhu og mange andre autoriteter inden for vedisk videnskab. I Bhagavad-gītā fastslår Herren på samme måde Selv, at Han er Guddommens Højeste Personlighed, og Han bliver også anerkendt som sådan i Brahma-saṁhitā og alle Purāṇaerne, i særdeleshed i Śrīmad-Bhāgavatam, der også er kendt som Bhāgavata Purāṇa (kṛṣṇas tu bhagavān svayam, ŚB. 1.32.8). Vi skal derfor acceptere Bhagavad-gītā, sådan som det bliver os pålagt af Guddommens Højeste Personlighed.

Or cet esprit, l’Écrit lui-même nous le révèle. Tout comme pour prendre un médicament il faut se référer à la posologie, il convient de recevoir la Bhagavad-gītā en observant les directives de Celui qui l’a énoncée. En effet, si nous souhaitons qu’un médicament soit efficace, nous ne le prendrons pas d’une manière fantaisiste, ou selon les recommandations d’un ami, mais bien plutôt nous en tiendrons-nous aux indications de la notice ou aux instructions du médecin. Il en est de même de l’étude de la Bhagavad-gītā.

Au fil des pages, l’identité de Kṛṣṇa s’affirme : Il est Bhagavān, Il est Dieu, la Personne Suprême. Certes, le mot bhagavān désigne parfois une éminente personnalité ou un puissant deva. Et il indique assurément ici que Kṛṣṇa est un personnage de grande importance. Mais il nous faut savoir que Kṛṣṇa est Dieu, la Personne Suprême, ainsi que le confirment tous les grands ācāryas (maîtres spirituels) tels que Śaṅkarācārya, Rāmānujācārya, Madhvācārya, Nimbārka Svāmī, Śrī Caitanya Mahāprabhu et beaucoup d’autres autorités de l’Inde versées dans le savoir védique. En outre, le Seigneur en personne établit Sa divinité suprême dans la Bhagavad-gītā elle-même, divinité que Lui reconnaissent la Brahma-saṁhitā et l’ensemble des Purāṇas, plus particulièrement le Bhāgavata Purāṇa, ou Śrīmad-Bhāgavatam (kṛṣṇas tu bhagavān svayam). Nous devons donc recevoir la Bhagavad-gītā conformément aux directives de Dieu Lui-même.

Dans le quatrième chapitre (4.1–3), le Seigneur dit :

imaṁ vivasvate yogaṁ
proktavān aham avyayam
vivasvān manave prāha
manur ikṣvākave ’bravīt
imaṁ vivasvate yogaṁ
proktavān aham avyayam
vivasvān manave prāha
manur ikṣvākave ’bravīt
evaṁ paramparā-prāptam
imaṁ rājarṣayo viduḥ
sa kāleneha mahatā
yogo naṣṭaḥ paran-tapa
evaṁ paramparā-prāptam
imaṁ rājarṣayo viduḥ
sa kāleneha mahatā
yogo naṣṭaḥ paran-tapa
sa evāyaṁ mayā te ’dya
yogaḥ proktaḥ purātanaḥ
bhakto ’si me sakhā ceti
rahasyaṁ hy etad uttamam
sa evāyaṁ mayā te ’dya
yogaḥ proktaḥ purātanaḥ
bhakto ’si me sakhā ceti
rahasyaṁ hy etad uttamam

Her fortæller Herren Arjuna, at dette yoga-system (Bhagavad-gītā) først blev berettet til solguden, hvorefter solguden forklarede det til Manu, Manu videregav det dernæst til Ikṣvāku og så fremdeles. På den måde er yoga-systemet nedsteget gennem discipelrækken fra den ene taler til den næste. Men i tidens løb er det gået tabt, hvorfor Herren er nødt til at tale det igen, denne gang til Arjuna på Kurukṣetras slagmark.

Il apprend à Arjuna que la connaissance du yoga dont il est question ici fut d’abord révélée au deva du soleil, qui la livra à Manu, lequel la communiqua à son tour à Ikṣvāku. Ainsi le yoga qu’enseigne la Bhagavad-gītā fut-il transmis par une filiation spirituelle, de maître à disciple. Or, comme avec le temps ce savoir s’est perdu, le Seigneur l’énonce à nouveau. Mais cette fois Il l’expose à Arjuna sur le champ de bataille de Kurukṣetra.

Han fortæller Arjuna, at Han afslører denne højeste hemmelighed for ham, fordi Arjuna er Hans hengivne og Hans ven. Det betyder, at Bhagavad-gītā er en tekst, der især henvender sig til Herrens hengivne. Der findes tre klasser af transcendentalister: jñānīen, yogīen og bhaktaen eller upersonalisten, meditatøren og den hengivne. Her lader Herren Arjuna vide, at eftersom den gamle discipelrække er brudt, gør Han ham til den første modtager i en ny paramparā (discipelrække). Det var således Herrens ønske at starte en ny paramparā i samme ånd som den, der først var kommet ned fra solguden, og Han ville have, at Arjuna skulle udbrede Hans lære igen. Han gjorde Arjuna til autoritet i Bhagavad-gītā. Vi kan således se, at ud over at være direkte elev af Kṛṣṇa og Hans fortrolige ven blev Arjuna undervist i Bhagavad-gītā i sin egenskab af Herrens hengivne. Bhagavad-gītā kan derfor bedst forstås af den, der har de samme kvalifikationer som Arjuna, hvilket vil sige, at man skal være en hengiven med et direkte forhold til Herren. Så snart man hengiver sig til Herren, har man også et direkte forhold til Ham. Det er et meget omfattende emne, men i korthed kan det siges, at en hengiven har et forhold til Guddommens Højeste Personlighed på en af fem måder:

Kṛṣṇa explique à Arjuna qu’Il lui révèle ce savoir secret, suprême entre tous, parce qu’il est Son dévot et Son ami. La Bhagavad-gītā est donc un traité plus particulièrement destiné aux dévots du Seigneur. Il y a trois catégories de spiritualistes, les jñānīs, les yogīs et les bhaktas, c’est-à-dire respectivement, les philosophes impersonnalistes, les adeptes de la méditation et les dévots du Seigneur. Dans ces versets également, le Seigneur annonce à Arjuna qu’Il fait de lui le premier chaînon d’une nouvelle filiation spirituelle (paramparā) puisque l’ancienne est rompue. Le Seigneur souhaite donner naissance à une nouvelle lignée de maîtres chargés de transmettre sans l’altérer la connaissance autrefois rapportée par le deva du soleil à ses successeurs. Il désire aussi que cette connaissance se propage par l’intermédiaire d’Arjuna, qui doit devenir l’autorité en matière de compréhension de la Bhagavad-gītā. On voit donc que le Seigneur a tout spécialement choisi Arjuna pour divulguer Son enseignement parce qu’il est Son dévot, Son disciple immédiat et Son ami intime. Pour cette raison, celui qui désire vraiment comprendre la Gītā doit développer les mêmes qualités qu’Arjuna. Il doit être un dévot uni au Seigneur par une relation directe. Or ce n’est qu’en devenant un dévot du Seigneur qu’on établit un lien direct avec Lui.

Bien que le sujet soit fort complexe, on peut tout de même expliquer brièvement que la relation qui unit le dévot à Dieu, la Personne Suprême, revêt l’une de ces cinq formes :

1. Man kan være hengiven i en passiv tilstand.

1. la relation passive, ou neutre

2. Man kan være hengiven i en aktiv tilstand.

2. la relation active, ou de service

3. Man kan være hengiven som en ven.

3. la relation d’amitié

4. Man kan være hengiven som en forælder.

4. la relation parentale

5. Man kan være hengiven som en ægtefælle eller elsker.

5. la relation amoureuse.

Arjunas forhold til Herren var som ven. Det er klart, at der er en afgrund til forskel på det venskab, de havde, og de venskaber, man finder i den materielle verden. Her er der tale om et transcendentalt venskab, som det ikke er forundt alle og enhver at have. Vi har selvfølgelig alle et særligt forhold til Herren, og det forhold bliver vakt til live, når ens hengivne tjeneste når sin fuldendelse. Men i vores nuværende situation i livet har vi ikke alene glemt den Højeste Herre; vi har også glemt vort evige forhold til Ham. Af alle de milliarder og billioner af levende væsener, der findes, har hvert eneste af dem i al evighed et særligt forhold til Herren. Dette forhold kaldes svarūpa. Gennem hengiven tjeneste kan man genoplive sin svarūpa, og det stadie kaldes svarūpa-siddhi, fuldkommengørelsen af ens naturlige tilstand. Arjuna var således forbundet med den Højeste Herre som en hengiven i venskab.

Arjuna est uni au Seigneur par une relation d’amitié. Évidemment, un abîme sépare cette amitié de celle que nous connaissons dans le monde matériel. Cette amitié transcendantale n’est pas à la portée de tous. Car si chaque être est uni au Seigneur par une relation qui lui est personnelle, cette relation ne devient manifeste que lorsque l’être atteint la perfection du service de dévotion. Malheureusement, dans notre condition actuelle, non seulement avons-nous oublié le Seigneur Suprême, mais aussi la relation éternelle qui nous lie à Lui.

Les milliards et milliards d’êtres vivants sont tous individuellement unis à Dieu par une relation éternelle. Cette relation, ou constitution propre et singulière de l’être, est appelée svarūpa. Or, comme nous l’avons mentionné plus haut, c’est par le processus du service de dévotion que l’être recouvre sa nature parfaite et originelle. Cet état de perfection est techniquement nommé svarūpa-siddhi. En ce qui le concerne, Arjuna est un dévot du Seigneur uni à Lui par une relation d’amitié.

Man bør hæfte sig ved, hvordan Arjuna modtog Bhagavad-gītā. Den måde, han modtog den på, bliver forklaret i 10. kapitel (10.12–14):

Le dixième chapitre nous permet de comprendre comment Arjuna réagit face au message de la Bhagavad-gītā (10.12–14) :

arjuna uvāca
arjuna uvāca
paraṁ brahma paraṁ dhāma
pavitraṁ paramaṁ bhavān
puruṣaṁ śāśvataṁ divyam
ādi-devam ajaṁ vibhum
paraṁ brahma paraṁ dhāma
pavitraṁ paramaṁ bhavān
puruṣaṁ śāśvataṁ divyam
ādi-devam ajaṁ vibhum
āhus tvām ṛṣayaḥ sarve
devarṣir nāradas tathā
asito devalo vyāsaḥ
svayaṁ caiva bravīṣi me
āhus tvām ṛṣayaḥ sarve
devarṣir nāradas tathā
asito devalo vyāsaḥ
svayaṁ caiva bravīṣi me
sarvam etad ṛtaṁ manye
yan māṁ vadasi keśava
na hi te bhagavan vyaktiṁ
vidur devā na dānavāḥ
sarvam etad ṛtaṁ manye
yan māṁ vadasi keśava
na hi te bhagavan vyaktiṁ
vidur devā na dānavāḥ

“Arjuna sagde: Du er Guddommens Højeste Personlighed, den højeste bolig, den reneste, den Absolutte Sandhed. Du er den evige, transcendentale, oprindelige person, den ufødte, den største af alle. Alle de store vismænd som Nārada, Asita, Devala og Vyāsa bekræfter denne sandhed om Dig, og nu bekendtgør Du den selv for mig. O Kṛṣṇa, jeg accepterer til fulde alt, hvad Du har fortalt mig, som sandhed. Hverken halvguderne eller dæmonerne kan forstå Din personlighed, O Herre.”

« Arjuna dit : Tu es Dieu, la Personne Suprême, l’ultime demeure, la Vérité Absolue. Tu es la Personne originelle, transcendantale et éternelle. Tu es le Non-né, le plus pur et le plus grand. Tous les grands sages, Nārada, Asita, Devala et Vyāsa le proclament, et Toi-même à présent me le révèles. Ô Kṛṣṇa, tout ce que Tu m’as dit est pour moi l’entière vérité. Ni les devas ni les démons ne peuvent connaître Ta personne, ô Seigneur. »

Efter at Arjuna havde hørt Bhagavad-gītā fra Guddommens Højeste Personlighed, accepterede han Kṛṣṇa som paraṁ brahma, den Højeste Brahman. Alle levende væsener er Brahman, men det højeste levende væsen eller Guddommens Højeste Personlighed er den Højeste Brahman. Paraṁ dhāma betyder, at Han er den endelige bolig eller hvilested for alt; pavitram betyder, at Han er ren og uberørt af materiel besmittelse; puruṣam, at Han er den højeste nyder; śāśvatam, oprindelig; divyam, transcendental; ādi-devam, Guddommens Højeste Personlighed; ajam, den ufødte; og vibhum, den største.

Après avoir reçu la Bhagavad-gītā du Seigneur en personne, Arjuna reconnaît en Kṛṣṇa le paraṁ brahma, le Brahman Suprême – les êtres distincts étant tous Brahman, tandis que Dieu est le Brahman Suprême. Les mots paraṁ dhāma Le désignent comme le repos, le séjour ultime de tout ce qui est ; pavitram signifie qu’Il est pur, exempt de toute souillure matérielle ; puruṣam indique qu’Il est le bénéficiaire suprême de tous les plaisirs ; śāśvatam, qu’Il est la Personne originelle ; divyam, qu’Il transcende la matière ; ādi-devam, qu’Il est Dieu, la Personne Suprême ; ajam, qu’Il est le Non-né ; et vibhum, le plus grand.

Nu kan man tro, at fordi Kṛṣṇa var Arjunas ven, fortalte Arjuna Ham alt dette for at smigre Ham, så for at fjerne den slags tvivl fra Bhagavad-gītās læsere begrunder han sin forherligelse i næste vers ved at sige, at Kṛṣṇa accepteres som Guddommens Højeste Personlighed ikke bare af ham selv, men også af autoriteter som Nārada, Asita, Devala og Vyāsadeva. De er store vismænd, der udbreder vedisk viden i overensstemmelse med alle foregående ācāryaer. Arjuna godtager derfor alt, som Kṛṣṇa siger, som helt perfekt. Sarvam etad ṛtaṁ manye: “Jeg accepterer alle Dine ord som sandhed.” Arjuna bemærker videre, at Herrens personlighed er meget svær at forstå, og at Han ikke engang kan kendes af de store halvguder. Det betyder, at Herren ikke engang kan kendes af dem, der befinder sig på højere planer end mennesker. Hvordan kan et menneske da forstå Herren Śrī Kṛṣṇa uden at blive Hans hengivne?

On pourrait croire que son amitié pour Kṛṣṇa incite Arjuna à prononcer des éloges flatteurs, mais pour dissiper tout soupçon du lecteur de la Bhagavad-gītā, Arjuna justifie ses louanges dans le verset suivant en précisant que si lui-même reconnaît en Kṛṣṇa, Dieu, la Personne Suprême, les autorités en matière de savoir védique que sont Nārada, Asita, Devala et Vyāsadeva, qui tous distribuent ce savoir reconnu des ācāryas, partagent son jugement. Non seulement Arjuna reconnaît-il l’absolue perfection des propos de Kṛṣṇa (sarvam etad ṛtaṁ manye – « Tout ce que Tu me dis, je l’accepte comme la vérité »), mais encore précise-t-il qu’il est très difficile de comprendre la personnalité du Seigneur que même les puissants devas ne peuvent connaître. Or, si même les êtres supérieurs à l’homme ne peuvent connaître Kṛṣṇa, comment un simple humain le pourrait-il sans devenir Son dévot ?

Derfor skal Bhagavad-gītā modtages i en ånd af hengivenhed. Man må ikke tro, at man er på lige fod med Kṛṣṇa, eller at Kṛṣṇa er et almindeligt menneske eller selv en meget stor person. Herren Śrī Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed. Ifølge Bhagavad-gītā eller udtalelserne fra Arjuna – ham, der prøver at forstå Bhagavad-gītā – bliver vi således nødt til i det mindste teoretisk at acceptere Śrī Kṛṣṇa som Guddommens Højeste Personlighed. Kun med denne ydmyge indstilling kan vi forstå Bhagavad-gītā. Medmindre man læser Bhagavad-gītā i et ydmygt sindelag, er det meget svært at forstå Bhagavad-gītā, for den er et stort mysterium.

Il faut donc avoir une approche dévotionnelle de la Bhagavad-gītā, ne jamais se considérer l’égal de Kṛṣṇa et en aucun cas Le prendre pour une personne ordinaire ou même un très grand personnage. Kṛṣṇa est Dieu, la Personne Suprême. Que ce soit à la lumière de ces saints enseignements ou des paroles d’Arjuna qui s’efforce d’en saisir la portée, nous devons, ne serait-ce que théoriquement, accepter que Kṛṣṇa est Dieu. Cette acceptation soumise nous permettra de comprendre la Bhagavad-gītā. Inversement, lire sans une telle disposition d’esprit rendra la compréhension de l’ouvrage particulièrement ardue, car il s’agit d’un grand mystère.

Hvad er Bhagavad-gītā helt nøjagtigt? Formålet med Bhagavad-gītā er at befri menneskeheden fra den materielle tilværelses uvidenhed. Alle mennesker er i vanskeligheder på mange forskellige måder. Arjuna var i vanskeligheder, fordi han var tvunget til at gå i krig på Kurukṣetras slagmark. Arjuna overgav sig til Herren Śrī Kṛṣṇa, og som følge deraf blev Bhagavad-gītā talt. Ikke kun Arjuna, men alle er vi fulde af frygt i den materielle tilværelse. Hele vores eksistens befinder sig i en atmosfære af ikke-eksistens. I virkeligheden er det ikke meningen, at vores eksistens skal trues med ophør. Vores eksistens er evig, men på en eller anden måde er vi blevet anbragt i asat. Asat refererer til det, der ikke eksisterer.

Quel est, en définitive, le but de la Bhagavad-gītā ? L’être humain étant généralement confronté dans sa vie à mille difficultés, tout comme le fut Arjuna devant l’imminence de la bataille de Kurukṣetra, nous dirons que la Bhagavad-gītā se propose de libérer l’humanité de l’ignorance inhérente à l’existence matérielle. Arjuna s’abandonna à Kṛṣṇa, qui lui exposa alors la Bhagavad-gītā.

Comme Arjuna, à cause de notre existence matérielle, nous sommes en proie à de vives anxiétés. En fait, nous baignons dans une atmosphère de non-existence. Et pourtant, bien que nous soyons, pour une raison ou une autre, plongés pour l’heure dans cet asat – ce qui n’existe pas –, nous ne sommes pas faits pour vivre sous la menace du non-existant, car nous sommes éternels.

Blandt alle de mange lidende mennesker er der kun ganske få, der rent faktisk spørger ind til deres situation i tilværelsen – hvem de er, hvorfor de er blevet sat i denne prekære situation osv. Medmindre man vågner op og begynder at spørge, hvorfor man lider, og medmindre man erkender, at man ikke har lyst til at lide, men hellere end gerne vil finde en løsning på al lidelse, kan man ikke betragtes som et fuldkomment menneske. Menneskelighed begynder først, når den slags spørgsmål opstår i ens sind. I Brahma-sūtra (1.1.1) betegnes den slags spørgsmål som brahma-jijñāsā. Athāto brahma-jijñāsā. Medmindre et menneske udforsker naturen af det Absolutte, må alle dets handlinger siges at være fejlslagne. De, der begynder at stille spørgsmål om, hvorfor de lider, hvor de kom fra, og hvor de skal hen efter døden, er således de rette elever til at forstå Bhagavad-gītā. Den oprigtige elev skal også have dyb respekt for Guddommens Højeste Personlighed. Sådan en elev var Arjuna.

D’entre les êtres humains qui souffrent, seuls quelques-uns s’interrogent réellement sur leur condition intrinsèque, sur leur identité propre, sur la raison pour laquelle ils se sont retrouvés dans une situation aussi inconfortable. Or, à moins qu’il ne se demande pourquoi il souffre, à moins qu’il ne comprenne qu’il lui faut trouver un remède à ses maux, nul être humain ne peut être considéré digne de ce nom. L’humanité ne commence que lorsque de telles interrogations naissent dans l’esprit. Dans le Brahma-sūtra, on nomme cette recherche : brahma-jijñāsā (athāto brahma-jijñāsā). À moins que l’être humain ne s’enquière de la nature de l’Absolu, chacune de ses activités sera considérée comme un échec. Par conséquent, ceux qui s’essayent à trouver la cause de leurs souffrances, qui se demandent d’où ils viennent et où ils iront après la mort, sont à même d’étudier et de comprendre la Bhagavad-gītā. En outre, il faudra que l’étudiant sincère ait un grand respect pour Dieu, la Personne Suprême. Arjuna répondait parfaitement à tous ces critères.

Herren Kṛṣṇa nedstiger især for at genetablere livets virkelige formål, når mennesket har glemt dette formål. Selv da er der blandt mange, mange mennesker, der vågner op til disse spørgsmål, måske kun ét, der virkelig forstår sin egentlige natur, og det er for dette menneske, at Bhagavad-gītā blev talt. I virkeligheden bliver vi alle slugt af uvidenhedens tiger, men Herren er meget barmhjertig mod de levende væsener, især mod mennesker. Derfor talte Han Bhagavad-gītā, og Han gjorde Sin ven Arjuna til eleven, der modtog Bhagavad-gītā.

Kṛṣṇa descend en ce monde spécifiquement pour rappeler à l’homme oublieux le but véritable de l’existence. Parmi les innombrables hommes qui s’éveilleront au vrai sens de la vie, un seul, peut-être, développera l’état d’esprit requis pour comprendre sa nature réelle ; c’est pour lui que Kṛṣṇa énonce la Bhagavad-gītā.

Le tigre de l’ignorance nous dévore tous, mais dans Son infinie miséricorde pour les êtres vivants – et plus particulièrement pour les êtres humains –, le Seigneur fait de Son ami Arjuna Son disciple et expose la Bhagavad-gītā.

Som Herren Kṛṣṇas evige ledsager var Arjuna hævet over uvidenhed, men på Kurukṣetras slagmark blev han med vilje hensat i uvidenhed, så han kunne udspørge Herren Kṛṣṇa om livets problemer. Det gav Herren lejlighed til at diskutere dem til gavn for fremtidige generationer af mennesker og udstikke planen med livet, så mennesker herefter kunne handle i overensstemmelse dermed og opfylde livets mission.

Notons que parce qu’il est le compagnon intime de Kṛṣṇa, Arjuna ne peut être sujet à l’ignorance. S’il en devient pourtant victime lors de la bataille de Kurukṣetra, c’est pour donner à Kṛṣṇa l’occasion de répondre aux questions qu’il se posera sur les problèmes de l’existence, et pour en faire bénéficier les futures générations. L’homme saura alors quelle ligne de conduite adopter pour atteindre la perfection de la vie humaine.

Bhagavad-gītās tema er forståelsen af fem grundlæggende sandheder. For det første bliver videnskaben om Gud forklaret, og derefter bliver de levende væsener eller jīvaernes naturlige position beskrevet. Først er der īśvara, der betyder herskeren, og dernæst er der jīvaerne eller de levende væsener, der beherskes. Hvis nogen siger, at de ikke står under kontrol, men er frie, er de sindsforvirrede. I det mindste i deres betingede tilstand står de levende væsener under kontrol i enhver henseende. Så Bhagavad-gītā handler om īśvara, den højeste hersker, og jīvaerne, de beherskede levende væsener. Endvidere bliver prakṛti (den materielle natur) og tiden (kāla, varigheden af hele universet eller manifesteringen af den materielle natur) samt karma (handling) forklaret. Hele den kosmiske manifestation er fuld af aktivitet. Alle levende væsener har travlt med forskellige handlinger. Vi må lære fra Bhagavad-gītā, hvad Gud er, hvad de levende væsener er, hvad prakṛti er, hvad den kosmiske manifestation er, og hvordan den bliver styret af tiden, og hvad de levende væseners handlinger er.

La Bhagavad-gītā nous amène à comprendre cinq vérités fondamentales, dont la première est la science de Dieu, et la seconde, la nature intrinsèque des êtres vivants. Dieu est l’īśvara, « Celui qui dirige », et les êtres distincts, les jīvas, « ceux qui sont dirigés ». Seul un insensé se croira libre et ne reconnaîtra pas sa position subordonnée. L’être est en tout point subordonné, au moins dans son existence conditionnée. Outre l’īśvara et les jīvas, la Bhagavad-gītā nous entretient de la prakṛti (la nature matérielle), du temps (la durée totale de l’univers, ou manifestation matérielle), et du karma (l’action) – la manifestation cosmique donnant lieu aux activités innombrables et variées des êtres. Nous devons donc puiser dans cet Écrit la connaissance de Dieu, des êtres, de la prakṛti, de la manifestation cosmique, et de la façon dont elle est régie par le temps, et de ce en quoi consiste l’activité des êtres distincts.

Af disse fem grundlæggende emner i Bhagavad-gītā fastslås det, at den Højeste Guddom, Kṛṣṇa, Brahman, den Højeste Hersker eller Paramātmā – man kan kalde Ham, hvad man vil – er den største af alle. Kvalitativt er de levende væsener lig med den højeste hersker. For eksempel har Herren kontrol over de universelle anliggender i den materielle natur, som det vil blive forklaret i Bhagavad-gītās sidste kapitler. Den materielle natur er ikke uafhængig. Hun fungerer under den Højeste Herres opsyn. Som Herren Kṛṣṇa siger (Bg. 9.10), mayādhyakṣeṇa prakṛtiḥ, sūyate sa-carācaram: “Denne materielle natur fungerer under Min ledelse.” Når vi ser forunderlige ting ske i den kosmiske natur, må vi forstå, at der står en hersker bag denne udfoldelse. Uden styring vil ingenting kunne blive manifesteret. Det er barnligt ikke at tage en hersker i betragtning. Et barn kan tro, at det er helt fantastisk, at en bil kan køre uden en hest eller et andet dyr til at trække den, men et fornuftigt menneske forstår naturen af bilens mekaniske arrangement. Det ved, at der bag maskineriet altid findes et menneske eller en fører. På samme måde er den Højeste Herre den fører, under hvis ledelse alt sker. Som det vil fremgå af senere kapitler, accepterer Herren jīvaerne eller de levende væsener som Sine uadskillelige dele. En guldpartikel er også guld, en dråbe af havet er også salt, og på samme måde besidder vi, de levende væsener, som uadskillelige dele af den højeste hersker, Śrī Kṛṣṇa, alle Hans kvaliteter i minimal grad, for vi er små īśvaraer eller underordnede herskere. Som det kan ses i vores forsøg på at beherske rummet og planeterne, forsøger vi at beherske naturen, og denne tendens til at ville herske findes også i Kṛṣṇa. Men selv om vi har en tilbøjelighed til at herske over den materielle natur, må vi forstå, at vi ikke er de højeste herskere. Det bliver alt sammen forklaret i Bhagavad-gītā.

La Bhagavad-gītā, à partir de ces cinq sujets fondamentaux, va démontrer que Dieu est suprême entre tous les êtres – qu’on Le nomme Kṛṣṇa, Brahman, Paramātmā, Souverain Suprême ou tout autrement. Les êtres vivants ne partagent cette souveraineté qu’en qualité. Comme le montreront les derniers chapitres, la nature matérielle est subordonnée au Seigneur Suprême et fonctionne sous Sa direction. Kṛṣṇa n’affirme-t-Il pas : mayādhyakṣeṇa prakṛtiḥ sūyate sa-carācaram – « La nature matérielle opère sous Ma direction. » Voir les merveilles de l’univers devrait nous aider à comprendre que derrière la manifestation cosmique se trouve l’être qui a le contrôle de tout. Rien ne saurait exister qui ne soit régi par quelqu’un. Il serait puéril de nier l’existence de ce maître d’œuvre. Un enfant trouvera peut-être extraordinaire qu’une voiture roule d’elle-même, sans traction animale, mais l’adulte, lui, sait que la machine a un moteur, et au-delà, un conducteur. Le Seigneur Suprême est sans conteste le « conducteur » de tout ce qui existe.

Comme nous le verrons dans les derniers chapitres, le Seigneur enseigne que les jīvas (les âmes distinctes) sont d’infimes parcelles de Son Être et font partie intégrante de Lui. Tout comme les gouttes d’eau de l’océan sont salées comme lui, tout comme les paillettes d’or sont du même métal précieux que la mine aurifère dont elles proviennent, nous-mêmes possédons les qualités de l’īśvara suprême, Kṛṣṇa, Bhagavān, mais à un degré infime, car nous sommes de minuscules īśvaras, des īśvaras subordonnés, parties intégrantes de Sa personne. Si nous essayons de dominer la nature, comme nous essayons aujourd’hui de devenir maître de l’espace, c’est parce que cette propension à diriger qui est en nous se trouve en Kṛṣṇa. La Bhagavad-gītā précise que cette tendance à vouloir régir la nature matérielle ne fait pas de nous pour autant les maîtres suprêmes.

Hvad er den materielle natur? Den bliver også forklaret i Bhagavad- gītā som lavere prakṛti, den lavere natur. De levende væsener beskrives som højere prakṛti. Uanset om prakṛti er højere eller lavere, er den altid underlagt kontrol. Prakṛti er hunkøn og beherskes af Herren, ligesom en kvinde forventes at stå under en mand. Prakṛti er altid underordnet og beherskes af Herren, der er den overordnede. De levende væsener og den materielle natur bliver begge styret og behersket af den Højeste Herre. Selv om de levende væsener er uadskillelige dele af den Højeste Herre, skal de ifølge Bhagavad-gītā betragtes som prakṛti. Dette bliver forklaret i Bhagavad-gītās 7. kapitel, vers 5. Apareyam itas tv anyāṁ, prakṛtiṁ viddhi me parām/ jīva-bhūtām: “Denne materielle natur er Min lavere prakṛti, men ud over den er der en anden prakṛti, der består af det levende væsen (jīva-bhūtām).”

Qu’est-ce que la nature matérielle ? La Gītā explique que la nature matérielle est ce qu’on appelle la prakṛti inférieure tandis que les êtres animés forment la prakṛti supérieure. De toute façon, qu’elle soit inférieure ou supérieure, la prakṛti opère toujours sous la direction du Seigneur. Étant d’essence féminine, elle Lui est subordonnée comme une épouse à son mari ; elle dépend du Seigneur, Son maître.

Nous venons de voir que les entités vivantes et la nature matérielle sont toutes deux dominées, contrôlées par le Seigneur Suprême et que la Bhagavad-gītā range les êtres vivants, bien qu’ils fassent partie intégrante du Seigneur, dans la prakṛti. L’un des versets du septième chapitre l’indique clairement : apareyam itas tv anyāṁ prakṛtiṁ viddhi me parām / jīva-bhūtām – « La prakṛti, la nature matérielle, est Mon énergie inférieure, mais il existe, au-delà de cette nature, une autre prakṛti, l’être vivant ou jīva-bhūtām. »

Selve den materielle natur består af tre kvaliteter: godhedens kvalitet, lidenskabens kvalitet og uvidenhedens kvalitet. Over disse kvaliteter findes den evige tid, og gennem en kombination af naturens kvaliteter og under den evige tids styring og opsyn foregår der handlinger, der kaldes karma. Disse handlinger har foregået i umindelige tider, og vi lider under eller nyder frugterne af vores handlinger. Lad os for eksempel sige, at jeg er forretningsmand og gennem hårdt arbejde har oparbejdet en stor bankkonto. Så er jeg den, der nyder. Men hvis jeg taber alt i en forretning, lider jeg. På den måde enten nyder eller lider vi i alle livets faser under resultaterne af vores arbejde. Dette kaldes karma.

Trois modes d’influence ou guṇas, la vertu, la passion et l’ignorance, sont inhérents à la nature matérielle. Ces guṇas se combinent tous sous le contrôle du temps éternel et sont à l’origine des activités, ou karma. Ces activités ont lieu depuis des temps immémoriaux et nous souffrons ou jouissons de leurs fruits. Ainsi de l’homme d’affaires, par exemple, qui a travaillé dur et intelligemment, et a gagné beaucoup d’argent. Il est heureux de jouir de sa fortune. Mais qu’il vienne à faire faillite, et il sera malheureux. Cette alternance de bonheur et de malheur consécutifs à nos actions est ce qu’on appelle le karma.

Îśvara (den Højeste Herre), jīva (det levende væsen), prakṛti (naturen), kāla (evig tid) og karma (handling) forklares således i Bhagavad- gītā. Af disse fem er Herren, de levende væsener, den materielle natur og tiden evige. Manifestationen af prakṛti er midlertidig, men den er ikke falsk. Visse filosoffer hævder, at tilsynekomsten af den materielle natur er falsk, men ifølge Bhagavad-gītās filosofi eller vaiṣṇava-filosofien er det ikke tilfældet. Verden er ikke falsk. Den er virkelig nok, men den er blot midlertidig. Den sammenlignes med en sky, der bevæger sig hen over himlen, eller med regntiden, hvis indtog nærer kornet. Så snart regntiden er forbi, og skyerne forsvinder, udtørrer afgrøderne, der før blev næret af regnen. På samme måde fremkommer den materielle verden med bestemte intervaller, forbliver et stykke tid og forsvinder så igen. Sådan fungerer prakṛti. Men denne cyklus er evig. Prakṛti er derfor evig. Den er ikke falsk. Herren refererer til den som “Min prakṛti”. Den materielle natur er den Højeste Herres adskilte energi, og på samme måde er de levende væsener også den Højeste Herres energi. De er dog ikke adskilte, men evigt forbundne.

D’entre les cinq objets d’étude de la Bhagavad-gītā, l’īśvara (le Seigneur Suprême), le jīva (l’âme distincte), la prakṛti (la nature matérielle), le kāla (le temps éternel) et le karma (l’action), les quatre premiers existent éternellement. Les manifestations de la prakṛti, bien qu’elles soient de nature éphémère, ne sont pas fictives. Il y a bien certains philosophes qui assurent que la manifestation de la nature matérielle est fausse, mais la philosophie vaiṣṇava, la philosophie de la Bhagavad-gītā, affirme le contraire. La manifestation de l’univers matériel n’est pas fausse. Elle est réelle, mais temporaire. Elle ressemble au nuage qui traverse le ciel ou aux pluies dont se nourrissent les grains. Dès que le nuage s’éloigne ou que la saison des pluies s’achève, les récoltes se dessèchent. La nature matérielle suit un cours semblable : elle se manifeste, demeure un certain temps puis disparaît. Mais du fait que ce cycle se poursuit sans fin, la prakṛti est éternelle et bien réelle. Du reste, le Seigneur l’appelle : « Ma prakṛti ». Cette nature matérielle est une énergie séparée du Seigneur, tandis que l’être vivant constitue une énergie qui Lui est éternellement liée. Le Seigneur, les êtres, la nature matérielle et le temps sont donc tous éternels et intimement liés les uns aux autres. Seul le karma, dont les effets peuvent toutefois provenir d’actions très anciennes, n’est pas éternel. Ainsi souffrons-nous ou jouissons-nous des suites de nos actes depuis des temps immémoriaux. Nous pouvons cependant modifier les effets du karma, mais cette modification dépend du degré de perfection de notre savoir. En général, en dépit de l’étendue de nos activités, nous ignorons ce qu’il faut réellement faire pour échapper aux conséquences de nos actes. Mais tout cela sera expliqué dans la Bhagavad-gītā.

Så Herren, de levende væsener, den materielle natur og tiden er alle forbundet med hinanden, og de er alle evige. Den femte bestanddel, karma, er imidlertid ikke evig, selv om virkningerne af karma meget vel kan være meget gamle. Vi har lidt under eller nydt resultaterne af vore handlinger siden tidernes morgen, men vi kan ændre på resultatet af vores karma eller handlinger, og denne ændring er afhængig af fuldkommengørelsen af vores viden. Vi har travlt med alle mulige ting, og vi ved helt sikkert ikke, hvad vi skal gøre for at blive udfriet fra alle disse handlingers årsager og virkninger, men det bliver også forklaret i Bhagavad-gītā.
Îśvara eller den Højeste Herre befinder Sig i positionen som den højeste bevidsthed. Som uadskillelige dele af den Højeste Herre er jīvaerne eller de levende væsener også bevidste. Både det levende væsen og den materielle natur bliver beskrevet som prakṛti, den Højeste Herres energi, men af de to er det kun jīvaen, der er bevidst. Den anden prakṛti er ikke bevidst. Det er forskellen. Eftersom jīvaen er bevidst ligesom Herren, klassificeres jīva-prakṛti som højere energi. Herrens bevidsthed er imidlertid den højeste. Man kan ikke sige, at jīvaen eller det levende væsen også er den højeste bevidsthed. Det levende væsen bliver på intet stadie af sin fuldendelse til den højeste bevidsthed. Teorien om, at han gør det, er en vildledende teori. Han er bevidst, men han er ikke den perfekte eller højeste bevidsthed.

L’īśvara, le Seigneur, est la conscience suprême. Les jīvas, les êtres vivants, parce qu’ils font partie intégrante de la Personne Suprême, ont également une conscience. Nous avons vu que si l’être vivant et la nature matérielle sont tous deux prakṛti, énergie du Seigneur, seul le jīva est conscient. Et parce que sa conscience est analogue à celle du Seigneur, la jīva-prakṛti est considérée comme supérieure. Toutefois, même s’il atteint un degré de perfection très élevé, jamais l’être vivant ne deviendra suprêmement conscient. Toute théorie soutenant le contraire est mensongère. Le jīva est conscient, mais ne peut l’être suprêmement.

Forskellen på jīvaen og īśvaraen bliver forklaret i Bhagavad-gītās 13. kapitel. Herren er kṣetra-jñah, dvs. bevidst ligesom det levende væsen, men det levende væsen er kun bevidst om sin egen krop, hvorimod Herren er bevidst om alle kroppe. Eftersom Han befinder Sig i hjertet på alle levende væsener, er Han bevidst om de enkelte jīvaers mentale tilstand, hvilket er vigtigt aldrig at glemme. Det bliver også forklaret, at Paramātmā, Guddommens Højeste Personlighed, bor i alles hjerter som īśvara eller herskeren, der vejleder det levende væsen i at gøre, hvad det gerne vil. Det levende væsen glemmer, hvad det har at gøre. Først beslutter det sig for at gøre det ene og så det andet, og derefter bliver det indfanget af årsag og virkning af sin egen karma. Når det forlader den ene krop, bliver det ført ind i en anden krop, ligesom vi skifter tøj. Under sin vandring fra krop til krop lider sjælen således under årsagerne og virkningerne fra sine tidligere handlinger. Disse handlinger kan ændres, når det levende væsen befinder sig i godhedens kvalitet, dvs. når det bliver intelligent og forstår, hvad slags aktiviteter det bør gøre. Hvis det gør det, kan alle årsagerne og virkningerne fra alle dets forudgående handlinger ændres. Som sådan er karma ikke evig. Det var derfor, vi skrev, at af de fem punkter (īśvara, jīva, prakṛti, tiden (kāla) og karma) er fire af dem evige, men karma er det ikke.

Le treizième chapitre de la Bhagavad-gītā établit clairement cette distinction entre le jīva et l’īśvara : tous deux sont kṣetra-jñas, conscients, mais le premier n’est conscient que de son propre corps, tandis que le second a une conscience qui s’étend à la totalité des êtres. Parce qu’Il vit dans son cœur sous la forme du Paramātmā, l’īśvara est conscient à chaque instant des conditions psychiques du jīva et le guide dans ses moindres désirs. Celui-ci oublie ce qu’il doit faire. Il choisit d’agir de telle ou telle façon, et se retrouve empêtré toujours davantage dans les rets du karma qu’il se crée. Il doit se réincarner, changer de corps vie après vie, comme on met ou enlève un vêtement, et subir les conséquences de ses actes. Il existe pourtant un moyen de changer cela : il suffit de se placer sous l’égide de la vertu et, avec un esprit sain, comprendre quelle sorte d’activité adopter. Ainsi, nos actes présents et les effets de nos actes passés seront modifiés. C’est pour cela que le karma n’est pas éternel, alors que l’īśvara, le jīva, la prakṛti et le temps le sont.

Den suverænt bevidste īśvara er lig med det levende væsen på følgende måde: Herrens såvel som det levende væsens bevidsthed er begge transcendentale. Det er ikke rigtigt, at bevidsthed opstår på grund af kontakten med materie. Det er en forkert ide. Teorien om, at bevidsthed opstår under de rigtige forhold i materien, accepteres ikke i Bhagavad- gītā. Bevidsthed kan komme forvrænget til udtryk, når den afspejles gennem materie, ligesom lys reflekteret gennem farvet glas kan se ud som den pågældende farve, men Herrens bevidsthed bliver ikke påvirket af materie. Herren Kṛṣṇa bemærker, mayādhyakṣeṇa prakṛtiḥ (Bg. 9.10). Når Han stiger ned til det materielle univers, bliver Hans bevidsthed ikke påvirket af materie. Hvis Han blev påvirket, ville Han ikke være kvalificeret til at undervise os i transcendentale emner, som Han gør det i Bhagavad-gītā. Man kan ikke udtale sig om den transcendentale verden uden at være fri for materielt besmittet bevidsthed. Så Herren er ikke materielt besmittet. På nuværende tidspunkt er vores bevidsthed dog materielt besmittet. Bhagavad-gītā underviser os i nødvendigheden af at få vor materielt besmittede bevidsthed renset. Når vores bevidsthed er ren, bliver vore handlinger sammenføjet med īśvaras vilje, og det vil gøre os lykkelige. Vi behøver ikke ophøre med alle vore handlinger. Vore handlinger skal blot renses, og sådanne rensede handlinger kaldes bhakti. Handlinger i bhakti kan ligne almindelige handlinger, men de er ikke forurenede. For den uvidende kan det se ud, som om en hengiven handler eller arbejder, som folk i almindelighed gør det, men den, der har så lidt indsigt, ved ikke, at Herrens hengivnes handlinger ikke er besmittet af uren bevidsthed eller materie. De er hævet over naturens tre kvaliteter. Vi må dog forstå, at vores bevidsthed på nuværende tidspunkt er forurenet.

L’être vivant ressemble à l’īśvara dans la mesure où leurs consciences sont toutes deux transcendantales. La conscience n’est d’ailleurs pas générée par le contact avec la matière. La Bhagavad-gītā réfute la théorie selon laquelle la conscience se développerait sous certaines conditions d’agencement de la matière. Tout comme la lumière réfléchie par un verre teinté peut prendre une couleur différente, la conscience de l’être peut être réfléchie de façon pervertie en raison des circonstances matérielles ; ce qui n’est pas du tout le cas de la conscience du Seigneur. Kṛṣṇa Lui-même l’affirme : mayādhyakṣeṇa prakṛtiḥ. Même lorsqu’Il descend dans l’univers matériel, Sa conscience n’en est pas affectée. Si tel était le cas, Il serait indigne d’aborder des sujets transcendantaux comme Il le fait dans la Bhagavad-gītā. Il est impossible de parler du monde spirituel tant que la conscience subit l’influence malsaine de la matière. Le Seigneur n’est donc pas contaminé par elle, alors qu’en ce moment notre conscience l’est. La Bhagavad-gītā nous conseille de purifier cette conscience souillée par la nature matérielle afin de pouvoir agir selon la volonté de l’īśvara et de connaître le bonheur.

Il ne s’agit pas d’arrêter toute action, mais de purifier nos actes, qui prennent alors le nom de bhakti. Ces activités dans la bhakti peuvent sembler tout à fait ordinaires, mais elles sont en réalité exemptes de toute contamination. Le profane au maigre savoir ne verra aucune différence entre les actions du dévot du Seigneur et celles de l’homme du commun, mais c’est qu’il ignore que, comme ceux du Seigneur, les actes du dévot transcendent les trois guṇas et ne sont jamais souillés par une conscience impure.

Når vi er forurenede af materie, kaldes vi betingede. Falsk bevidsthed giver sig til kende i opfattelsen af, at jeg er et produkt af den materielle natur. Det kaldes falsk ego. Den, der er hensunket i en kropslig livsopfattelse, kan ikke forstå sin virkelige situation. Bhagavad-gītā blev talt for at befri os for den kropslige livsopfattelse, og Arjuna satte sig selv i den tilstand for at kunne modtage denne viden fra Herren. Man skal blive fri for den kropslige livsopfattelse. Det er en transcendentalists første opgave. Vil man befries, må man for det første forstå, at man ikke er sin materielle krop. Mukti eller befrielse vil sige at blive fri for materiel bevidsthed. Den samme definition på befrielse bliver også givet i Śrīmad- Bhāgavatam (2.10.6). Muktir hitvānyathā-rūpaṁ, svarūpeṇa vyavasthitiḥ: Mukti betyder at blive befriet for den materielle verdens forurenede bevidsthed og blive situeret i ren bevidsthed. Formålet med alle instruktionerne i Bhagavad-gītā er at genopvække denne rene bevidsthed, og derfor finder vi i slutningen af Bhagavad-gītā, at Kṛṣṇa spørger Arjuna, om hans bevidsthed nu er renset. At have ren bevidsthed vil sige at handle på Herrens vejledning. Det er summa summarum af ren bevidsthed. Som uadskillelige dele af Herren er vi allerede bevidste, men vi er tilbøjelige til at blive påvirket af de lavere kvaliteter. Den Højeste Herre bliver derimod aldrig påvirket. Det er forskellen på den Højeste Herre og de små individuelle sjæle.

Aussi longtemps que sa conscience est contaminée par la matière, on dit que l’être est conditionné. Il a une conception erronée de son vrai moi et croit être un produit de la nature matérielle. C’est ce qu’on appelle le faux ego. Celui qui s’identifie ainsi au corps ne peut comprendre ce qu’est sa véritable condition. La Bhagavad-gītā a donc été énoncée pour nous libérer de cette conception du soi fondée sur le corps. Arjuna y joue le rôle de l’être conditionné afin de recevoir du Seigneur cette connaissance.

Le premier devoir du spiritualiste est de s’affranchir de ce concept erroné du soi. Pour atteindre la libération, il faut d’abord comprendre que l’on n’est pas le corps physique. Mukti, la libération, signifie être libéré de la conscience matérielle. Le Śrīmad-Bhāgavatam nous donne cette définition : muktir hitvānyathā-rūpaṁ svarūpeṇa vyavasthitiḥ – mukti signifie être libéré de la conscience contaminée par le monde matériel et situé dans la pure conscience. Du reste, comme la Bhagavad-gītā n’a d’autre objet que de raviver la conscience pure de l’être, il est naturel qu’à la fin de l’ouvrage, Kṛṣṇa demande à Arjuna si sa conscience est maintenant purifiée. Avoir la conscience purifiée indique que l’on agit conformément aux instructions du Seigneur. Pour résumer, nous dirons que faisant partie intégrante de la Personne Suprême, nous sommes nous aussi conscients. Mais nous courons le risque d’être affectés par les guṇas inférieurs, quand le Seigneur, par contre, ne peut l’être en aucune façon. C’est là toute la différence entre Kṛṣṇa et les infimes âmes distinctes.

Hvad er så bevidsthed? Det er bevidstheden om, at “jeg er”. Hvad er “jeg” da? Når bevidstheden er besmittet, indebærer “jeg er”, at jeg er herre over alt. Jeg er nyderen. Verden kredser omkring hvert eneste levende væsens tro på, at det er den materielle verdens herre og skaber. Materiel bevidsthed har to psykologiske kategorier. Den ene er, at jeg er skaberen, og den anden, at jeg er nyderen. Men i virkeligheden er det den Højeste Herre, der både er skaberen og nyderen. Det levende væsen er som en uadskillelig del af den Højeste Herre hverken skaber eller nyder. Det er en medarbejder. Det er den skabte og den, der skal nydes. For eksempel samarbejder en del af en maskine med hele maskineriet. En del af kroppen samarbejder med hele kroppen. Hænderne, benene, øjnene osv. er alle dele af kroppen, men de er ikke de virkelige nydere. Maven er den, der nyder. Benene bevæger sig, hænderne skaffer føde, tænderne tygger den osv. Alle kropsdelene er beskæftiget med at tilfredsstille maven, for det er maven, der er hovedfaktoren i næringen af kroppen. Alt bliver derfor givet til maven. Man nærer træet ved at vande dets rod, og man nærer kroppen ved at forsyne maven. Hvis kroppen skal holdes sund og rask, må alle kropsdelene arbejde sammen for at give maven mad. På samme måde er den Højeste Herre den, der nyder og skaber, mens vi som underordnede levende væsener er til for at samarbejde for at tilfredsstille Ham. Et sådant samarbejde vil i virkeligheden hjælpe os på samme måde som mad, der fordøjes i maven, hjælper alle de andre dele af kroppen. Hvis håndens fingre tror, at de selv kan indtage maden i stedet for at give den til maven, skuffes de. Den centrale skaber og nyder er den Højeste Herre, og de levende væsener er samarbejdere. Gennem dette samarbejde vil de nyde. Det samme princip gør sig gældende i forholdet mellem herren og tjeneren. Hvis en herre er helt tilfreds, er tjeneren det også. Den Højeste Herre skal tilfredsstilles på samme måde. Tilbøjeligheden til at skabe og tilbøjeligheden til at nyde den materielle verden findes dog også i de levende væsener, for disse tilbøjeligheder er til stede i den Højeste Herre, der har manifesteret den kosmiske verden.

Interrogeons-nous à présent sur ce qu’est vraiment cette conscience. C’est la perception du moi, le fait d’avoir conscience d’exister, d’être « je suis ». Oui, mais qui suis-je ? Avec une conscience contaminée, « je suis » signifie « je suis le seigneur et le bénéficiaire de tout ce qui m’entoure ». Le monde matériel existe d’ailleurs parce que chaque être vivant pense en être le maître et le créateur.

La conscience matérielle repose sur cette double perception : « Je suis le créateur » et « je suis le bénéficiaire ». Mais en fait cela ne s’applique qu’à Kṛṣṇa, car l’être distinct, partie intégrante du Seigneur Suprême, n’est ni le créateur, ni le bénéficiaire, mais le collaborateur. Il est la créature qui contribue au plaisir du créateur. Son destin est de coopérer avec le divin, comme la pièce qui ne fonctionne qu’en parfaite harmonie avec la machine entière, ou la partie du corps qui est toujours solidaire du corps entier. Tout comme on nourrit l’arbre en arrosant ses racines, on entretient le corps en alimentant l’estomac. Les mains, les jambes, les yeux, ne peuvent jouir directement de la nourriture. Ils doivent d’abord l’acheminer vers l’estomac dont l’organisme dépend tout entier. Donc, puisque le Seigneur Suprême est le bénéficiaire et le créateur de tout, les êtres vivants subordonnés qui désirent connaître le vrai bonheur doivent agir pour Le satisfaire. La relation qui unit les êtres distincts au Seigneur ressemble en effet à celle qui unit le serviteur au maître. Quand le maître est pleinement satisfait, le serviteur l’est aussi. Aussi devons-nous nous efforcer de satisfaire le Seigneur, en dépit de notre tendance à vouloir profiter de l’univers matériel et à nous en croire les créateurs. Cette tendance existe en nous parce qu’à l’origine elle existe en Dieu, le véritable créateur de l’univers.

Derfor finder vi i Bhagavad-gītā, at den totale helhed udgøres af den Højeste Hersker, de beherskede levende væsener, den kosmiske manifestation, den evige tid og endelig karma eller handlinger, og hver af dem bliver beskrevet i denne tekst. Tilsammen udgør de den totale helhed, og den totale helhed kaldes den Absolutte Sandhed. Den totale helhed og den fuldstændige Absolutte Sandhed er Guddommens Fuldendte Personlighed, Śrī Kṛṣṇa. Alle manifestationer skyldes ene og alene Hans forskellige energier. Han er den fuldstændige helhed.

Nous verrons par conséquent dans la Bhagavad-gītā que le Tout complet – c’est-à-dire la Vérité Suprême et Absolue, Śrī Kṛṣṇa, Dieu la Personne Suprême – comprend : le maître suprême (īśvara), les êtres qu’Il domine (jīvas), la manifestation cosmique (prakṛti), le temps éternel (kāla) et l’action (karma). Tout ce qui existe n’est que la manifestation de Ses diverses énergies.

I Bhagavad-gītā (14.27) bliver det endvidere forklaret, at tilmed den upersonlige Brahman er underlagt den fuldkomne Højeste Personlighed (brahmaṇo hi pratiṣṭhāham). I Brahma-sūtra bliver Brahman mere nøjagtigt sammenlignet med Solens stråler. Den upersonlige Brahman er den skinnende stråleglans, der udstrømmer fra Guddommens Højeste Personlighed. Den upersonlige Brahman er kun en delvis erkendelse af den absolutte helhed, og det samme gælder forestillingen om Paramātmā. I kapitel 15 fremgår det, at Guddommens Højeste Personlighed, Puruṣottama, er hævet over både den upersonlige Brahman og den delvise erkendelse af Paramātmā. Guddommens Højeste Personlighed bliver betegnet som sac-cid-ānanda-vigraha. Brahma-saṁhitā (5.1) begynder på denne måde: īśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ, sac-cid-ānanda-vigrahaḥ/ anādir ādir govindaḥ, sarva-kāraṇa-kāraṇam. “Govinda eller Kṛṣṇa er alle årsagers årsag. Han er den første årsag, og Han er selve formen af evighed, lyksalighed og kundskab.” At erkende den upersonlige Brahman vil sige at erkende Hans sat- eller evighedsaspekt. Erkendelse af Paramātmā er det samme som at erkende sat-cit (evig kundskab). Men at erkende Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, vil sige at erkende alle de transcendentale aspekter, dvs. sat, cit og ānanda (evighed, kundskab og lyksalighed) i deres fulde vigraha (form).

La Bhagavad-gītā explique également que le Brahman impersonnel est lui aussi subordonné à cette Personne Suprême et complète (brahmaṇo hi pratiṣṭhāham). Le Brahma-sūtra développe cette idée en comparant le Brahman aux rayons du soleil ; il est la lumière irradiant du Seigneur. La réalisation du Brahman impersonnel n’est donc qu’une réalisation incomplète de la Vérité Absolue, tout comme l’est celle du Paramātmā. On verra dans le quinzième chapitre que Dieu, la Personne Suprême, Puruṣottama, Se situe au-delà des deux. La Personne Suprême est dite sac-cid-ānanda-vigraha, ainsi que la décrivent les premiers mots de la Brahma-saṁhitā : īśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ sac-cid-ānanda-vigrahaḥ / anādir ādir govindaḥ sarva-kāraṇa-kāraṇam – « Kṛṣṇa, Govinda, est la cause de toutes les causes. Il est la cause originelle et la forme même de l’éternité, de la connaissance et de la félicité. » Avec le Brahman impersonnel, on réalise Son éternité (sat). Avec le Paramātmā, Sa connaissance et Son éternité (sat-cit). Mais en atteignant la réalisation de la Personne Suprême, Kṛṣṇa, on perçoit d’un coup l’ensemble de Ses attributs spirituels, soit le sat, le cit et l’ānanda (l’éternité, la connaissance et la félicité) dans la forme absolue (vigraha).

Mindre intelligente mennesker anser den Højeste Sandhed for at være upersonlig, men Han er en transcendental person, hvilket bekræftes i hele den vediske litteratur. Nityo nityānāṁ cetanaś cetanānām (Kaṭha Upaniṣad 2.2.13). Ligesom vi alle er levende væsener med hver vores egen individualitet, er den Højeste Absolutte Sandhed yderst set også en person, og at erkende Guddommens Personlighed er det samme som at erkende de transcendentale aspekter til fulde i Hans fuldstændige form. Den totale helhed er ikke formløs. Hvis Han er formløs, eller hvis Han er mindre end noget andet, kan Han ikke være den totale helhed. Den totale helhed må nødvendigvis indeholde alt inden for vores erfaring såvel som det, der ligger uden for vores erfaring, ellers kan den ikke være total.

Ceux dont l’intelligence est limitée considèrent la Vérité Suprême comme impersonnelle. Mais Dieu est bien une personne, une personne transcendantale. Toutes les Écritures védiques le confirment. Nityo nityānāṁ cetanaś cetanānām. (Kaṭha Upaniṣad 2.2.13) De même que nous sommes des êtres individuels, dotés d’une personnalité propre, la Vérité Suprême et Absolue est une personne. La réalisation de la Personnalité de Dieu est la plus complète, car elle inclut tous les aspects transcendantaux de la Vérité Absolue, Sa forme y compris. Le Tout complet n’est pas sans forme, car s’Il l’était, s’Il était inférieur à Sa création, Il ne pourrait être le Tout complet qui doit nécessairement comprendre tant ce qui relève de notre expérience que ce qui dépasse notre entendement.

Den fuldkomne helhed eller Guddommens Højeste Personlighed har umådelige kræfter (parāsya śaktir vividhaiva śrūyate). I Bhagavad-gītā bliver det også forklaret, hvordan Kṛṣṇa handler gennem Sine forskellige energier. Den fænomenale eller materielle verden, vi er anbragt i, er også fuldstændig i sig selv, for de 24 elementer, som det materielle univers er en midlertidig manifestation af, er ifølge sāṅkhya-filosofien sat til at frembringe alle de nødvendige ressourcer, der skal til for at opretholde og understøtte universet. Der er intet overflødigt, og der mangler intet. Gennem den højeste helheds energi har denne manifestation sin egen fastsatte tid, og når den er slut, bliver de midlertidige manifestationer tilintetgjort gennem den fuldstændiges fuldstændige arrangement. De små fuldstændige enheder, dvs. de levende væsener, er blevet givet fulstændig mulighed for at erkende den fuldstændige, og enhver form for ufuldstændighed opleves kun på grund af vores egen ufuldstændige viden om den fuldstændige. Bhagavad-gītā indeholder således den fuldstændige kundskab om vedisk visdom.

Ce Tout parfait, Kṛṣṇa, la Personne Suprême, possède de puissantes énergies (parāsya śaktir vividhaiva śrūyate) et la Bhagavad-gītā explique comment Il agit à travers elles. Le monde phénoménal dans lequel nous vivons est aussi complet en lui-même, car d’après la philosophie du sāṅkhya, les vingt-quatre éléments, dont l’univers est une manifestation transitoire, sont assemblés de façon à produire l’ensemble des ressources indispensables à son maintien et à sa subsistance. Rien ne manque, mais rien non plus n’est superflu. Cette manifestation est créée pour un temps déterminé par l’énergie du Tout suprême, puis détruite, toujours selon Son plan parfait. Pour ce qui est des êtres distincts, infimes unités également complètes, il leur est donné toute facilité pour connaître le Tout. S’ils ressentent le moindre manque, c’est à cause de leur connaissance imparfaite du Tout complet. À leur intention, la Bhagavad-gītā renferme la totalité du savoir védique.

Al vedisk viden er perfekt og ufejlbarlig, og hinduer accepterer den som sådan. Kogødning er for eksempel afføring fra et dyr, og ifølge smṛti eller de vediske påbud skal man tage bad for at rense sig selv, hvis man har rørt ved afføring. Men i de vediske skrifter beskrives kogødning som rensende, hvilket kan opfattes som en selvmodsigelse, men ikke desto mindre bliver det godtaget, for det er en vedisk instruktion, og ved at acceptere det går man heller ikke fejl i byen. I nyere tid er det således blevet bevist af moderne videnskab, at kogødning indeholder alle antiseptiske egenskaber. Så den vediske viden er fuldstændig, for den er hævet over enhver form for tvivl og fejltagelse, og Bhagavad-gītā er essensen af denne vediske viden.

La connaissance védique est complète, infaillible, et les hindous la reconnaissent comme telle. Un exemple peut nous aider à mieux comprendre ce point : d’après les préceptes védiques, la smṛti, quiconque touche aux excréments d’animaux doit immédiatement se purifier par un bain. Or, ces mêmes Écritures considèrent la bouse de vache comme un agent purificateur. Cela peut sembler pour le moins contradictoire, mais on l’accepte pourtant car on est assuré en suivant leur enseignement de ne pas se tromper. Or, il se trouve justement que la science moderne a démontré les vertus antiseptiques de la bouse de vache. Ainsi le savoir védique – dont la Bhagavad-gītā constitue l’essence – est-il parfait, car il se situe au-delà de l’erreur et de l’incertitude.

Vedisk viden er ikke et spørgsmål om forskning. Vores forskning vil altid være mangelfuld, eftersom vi forsker med vores ufuldkomne sanser. Vi er nødt til at modtage perfekt viden, der, som der står i Bhagavad- gītā, kommer ned gennem paramparā (discipelrækken). Vi skal modtage viden fra den rette kilde i discipelrækken, der begynder med den højeste åndelige mester, Herren Selv, og som siden er blevet videreført ned gennem en række af åndelige mestre. Arjuna, der modtog undervisning direkte fra Herren Śrī Kṛṣṇa Selv, accepterede alt, Herren sagde, uden at sige Ham imod. Man har ikke lov til at acceptere én del af Bhagavad- gītā og forkaste noget andet. Nej, vi skal acceptere Bhagavad-gītā uden fortolkninger, uden at udelade noget og uden at iblande vore egne ideer. Bhagavad-gītā skal accepteres som den mest perfekte fremlæggelse af vedisk viden. Vedisk viden skal modtages fra transcendentale kilder, og de første ord blev talt af Herren Selv. Herrens ord kaldes apauruṣeya, hvilket vil sige, at de ikke kan sammenlignes med ord fra en verdslig person, der er behæftet med fire fejl og mangler. En verdslig person vil (1) helt sikkert begå fejl, (2) uvægerligt være underlagt illusion, (3) være tilbøjelig til at bedrage andre og (4) være begrænset af ufuldkomne sanser. Er man underlagt disse fire ufuldkommenheder, kan man ikke give fuldkommen viden om altomfattende kundskab.

Cette connaissance n’est pas le fruit d’une simple recherche, car une recherche est toujours imparfaite puisque effectuée avec des sens imparfaits. Cette connaissance parfaite, dit la Bhagavad-gītā, nous vient d’une filiation de maîtres spirituels (paramparā), dont le premier chaînon est le maître suprême, le Seigneur Lui-même. C’est donc de cette façon que nous aussi devons la recevoir, à l’imitation d’Arjuna qui accueillit dans sa totalité, sans discuter, l’enseignement de Śrī Kṛṣṇa. Il ne s’agit pas d’accepter une partie de la Bhagavad-gītā et d’en rejeter une autre. Non. On doit recevoir ce message sans l’interpréter, sans rien supprimer, sans rien ajouter. Nous devons voir en ce texte sacré la plus parfaite expression du savoir védique, savoir d’origine transcendantale puisque le Seigneur Lui-même fut le premier à l’énoncer. Les paroles du Seigneur sont apauruṣeya, c’est-à-dire qu’on ne peut les comparer à celles des hommes conditionnés par la matière, assujettis à quatre imperfections majeures qui les empêchent de délivrer une connaissance parfaite et totale. Ces imperfections consistent à : 1) commettre des erreurs, 2) être victime de l’illusion, 3) avoir tendance à tromper autrui, 4) posséder des sens imparfaits.

Den vediske viden kommer ikke fra den slags mangelfulde levende væsener. Den blev indgivet i hjertet på Brahmā, det første skabte levende væsen, og Brahmā videregav derefter kundskaben til sine sønner og disciple, sådan som han oprindeligt havde modtaget den fra Herren. Herren er pūrṇam, helt perfekt, så Han kan på intet tidspunkt være underlagt den materielle naturs love. Man skal derfor være intelligent nok til at forstå, at Herren er den eneste ejer af alt i universet, og at Han er den oprindelige skaber, Brahmās skaber. I kapitel 11 bliver Herren tiltalt som prapitāmaha, for Brahmā kaldes pitāmaha, bedstefaderen, og Herren skabte bedstefaderen. Så ingen bør hævde at eje noget. Man må kun tage imod de ting, man er blevet tildelt af Herren som sin kvote til livets opretholdelse.

Le savoir védique n’a pas été transmis par des êtres soumis à ces imperfections. Brahmā, le premier être créé, le reçut d’abord en son cœur, puis le communiqua à ses fils et disciples tel qu’il lui fut donné par le Seigneur. Dieu, étant pūrṇam, « absolument parfait », ne peut tomber sous le coup des lois de la nature matérielle. Aussi devons-nous faire preuve de suffisamment d’intelligence pour comprendre qu’Il est le créateur originel – Celui qui créa même Brahmā – et l’unique possesseur de tout ce qui existe dans l’univers. Dans le onzième chapitre, le Seigneur est appelé prapitāmaha, car Il est le créateur de Brahmā que l’on nomme pitāmaha (l’aïeul). Nous ne devons donc pas nous proclamer propriétaires de quoi que ce soit et devons nous contenter de la part qui nous est assignée par le Seigneur pour subvenir à nos besoins.

Der gives mange eksempler på, hvordan de ting, vi er blevet givet af Herren, skal anvendes, og dette bliver også forklaret i Bhagavad-gītā. I begyndelsen besluttede Arjuna sig for ikke at kæmpe i slaget på Kurukṣetra. Det var hans egen beslutning. Arjuna fortalte Herren, at han ikke ville kunne nyde kongeriget efter at have dræbt sine egne slægtninge. Den beslutning var baseret på kroppen, for han troede, at kroppen var ham selv, og at hans kropslige slægtsforhold eller ekspansioner var hans brødre, nevøer, svogre, bedstefædre osv. Derfor ville han tilfredsstille sine kropslige behov. Bhagavad-gītā blev talt af Herren for at ændre denne opfattelse, og til sidst besluttede Arjuna sig for at kæmpe under Herrens ledelse med ordene kariṣye vacanaṁ tava (Bg. 18.73): “Jeg vil handle i overensstemmelse med Din ordre.”

La Bhagavad-gītā nous apprend de quelle façon utiliser cette part qui nous est dévolue. Avant que la bataille ne commence, Arjuna, de son propre chef, décide de ne pas combattre car il lui serait impossible de jouir d’un royaume conquis au prix de la vie des siens. Cette décision repose sur son identification au corps et son désir de répondre à ses demandes. Il s’identifie à son enveloppe charnelle et considère que ceux qui s’y rattachent sont ses frères, ses beaux-frères, ses neveux, ses aïeux, etc. C’est pourquoi, afin de modifier sa façon de voir les choses, le Seigneur lui énonce la Bhagavad-gītā. Et finalement Arjuna décide de combattre suivant Ses directives : kariṣye vacanaṁ tava – « J’agirai selon Tes instructions. »

Det er ikke meningen, at mennesker skal strides i denne verden som hunde og katte. Et menneske skal være intelligent nok til at indse vigtigheden af den menneskelige tilværelse og afstå fra at handle som gemene dyr. Et menneske skal kende livets mål. Denne instruktion findes i hele den vediske litteratur, hvis essens er Bhagavad-gītā. Den vediske litteratur henvender sig til mennesker, ikke til dyr. Dyr kan dræbe andre levende væsener uden at pådrage sig synd, men hvis et menneske dræber et dyr udelukkende for at tilfredsstille sine ubeherskede smagsløg, vil det blive holdt ansvarligt for at bryde naturens love. I Bhagavad-gītā bliver det sagt klart og tydeligt, at der findes tre slags handlinger i overensstemmelse med naturens forskellige kvaliteter: handlinger i godhed, handlinger i lidenskab og handlinger i uvidenhed. På samme måde findes der tre slags fødevarer: mad i godhed, mad i lidenskab og mad i uvidenhed. Det bliver altsammen nøje forklaret, og hvis vi drager fordel af Bhagavad-gītās undervisning på den rigtige måde, bliver hele vores liv renset, og yderst set bliver vi i stand til at nå det sted, der ligger uden for den materielle himmel (yad gatvā na nivartante, tad dhāma paramaṁ mama, Bg. 15.6).

Les hommes ne doivent pas passer leur vie à se quereller comme chiens et chats. Ils doivent user de leur intelligence pour réaliser l’importance de la forme humaine et ne pas se comporter comme des animaux. L’être humain doit saisir le véritable sens de la vie, ainsi que l’indiquent les Écritures védiques et en particulier la Bhagavad-gītā qui en est l’essence. Ces écrits s’adressent aux hommes, non aux bêtes. Un animal peut en tuer un autre sans qu’il soit question de péché. Mais qu’un homme, par simple gourmandise, tue un animal et il se rend coupable de violation d’une des lois de la nature. La Gītā explique clairement que chacun agit et se nourrit en fonction des divers modes d’influence de la nature ; elle décrit en outre les actes et les aliments correspondant à la vertu, la passion et l’ignorance. Si nous tirons parti de tels enseignements, notre vie entière sera purifiée et nous pourrons dès lors atteindre l’ultime destination, au-delà de l’univers matériel temporaire, en un lieu appelé sanātana-dhāma, le royaume spirituel éternel (yad gatvā na nivartante tad dhāma paramaṁ mama).

Det sted kaldes sanātana-himmelen, den evige, åndelige himmel. I denne materielle verden kan det observeres, at alt er midlertidigt. Noget bliver til, forbliver et stykke tid, frembringer nogle biprodukter, sygner hen og forsvinder så. Det er den materielle verdens lov, der gælder, uanset om vi taler om kroppen, en frugt eller noget andet. Men vi er blevet givet viden om, at uden for den midlertidige verden er der en anden verden. Den verden består af en anderledes natur, der kaldes sanātana eller evig. Jīvaen bliver også beskrevet som sanātana eller evig, og i kapitel 11 bliver Herren ligeledes beskrevet som sanātana. Vi har et nært forhold til Herren, og fordi vi alle (dvs. sanātana-dhāma eller den evige himmel, den evige Guddommens Højeste Personlighed og de levende væsener, der ligeledes er sanātana eller evige) kvalitativt er ét, er hele formålet med Bhagavad-gītā at genoplive vores sanātana-dharma eller det levende væsens evige beskæftigelse. Vi er midlertidigt engageret i forskellige handlinger, men alle disse handlinger kan blive renset, når vi opgiver de midlertidige handlinger til fordel for de handlinger, der foreskrives af den Højeste Herre. Det er, hvad et rent liv indebærer.

Les lois du monde matériel veulent que tout naisse, subsiste quelque temps, se reproduise, dépérisse puis disparaisse. Nul corps n’y échappe, qu’il soit humain, animal ou végétal. Mais nous savons qu’au-delà de ce monde éphémère s’en trouve un autre de nature éternelle (sanātana). Le Seigneur et les jīvas sont d’ailleurs également décrits dans le onzième chapitre, comme étant sanātanas.

Du fait que le monde spirituel, la Personne Suprême et les êtres vivants sont tous de nature sanātana, une relation intime nous unit au Seigneur. La Bhagavad-gītā a pour but de nous aider à recouvrer notre fonction éternelle, le sanātana-dharma. Nous nous livrons pour le moment à des occupations temporelles de toutes sortes. Or, pour mener une vie pure, il nous faut purifier nos actes en délaissant ce qui est temporaire et en accomplissant ce qui est prescrit par le Seigneur Suprême.

Den Højeste Herre og Hans transcendentale bolig er begge sanātana, dvs. evige, ligesom de levende væsener er det, og mødet mellem den Højeste Herre og de levende væsener i sanātana-boligen er fuldbyrdelsen af den menneskelige tilværelse. Eftersom de levende væsener er Herrens sønner, er Han meget venlig mod dem. Herren Kṛṣṇa bekendtgør i Bhagavad-gītā (14.3), sarva-yoniṣu... ahaṁ bīja-pradaḥ pitā: “Jeg er alles Fader.” Der er selvfølgelig mange slags levende væsener i forhold til deres forskellige karmaer, men Herren siger her, at Han er Fader til dem alle. For at føre dem tilbage til sanātana-himmelen nedstiger Herren derfor for at reformere alle disse faldne betingede sjæle, så de kan genvinde deres evige sanātana-tilstand i evigt selskab med Herren. Herren kommer Selv i forskellige inkarnationer, eller Han sender Sine fortrolige tjenere som sønner, ledsagere eller ācāryaer for at frelse de betingede sjæle.

Kṛṣṇa, Sa demeure absolue, les entités vivantes, sont tous sanātanas, et l’union des êtres et du Seigneur Suprême dans la demeure sanātana correspond à la perfection de la vie humaine. Le Seigneur est très bon envers les êtres vivants parce qu’ils sont Ses fils. Dans la Bhagavad-gītā, Kṛṣṇa déclare : sarva-yoniṣu [...] ahaṁ bīja-pradaḥ pitā – « Je suis le père de tous les êtres. »

Évidemment, il existe une multitude d’entités vivantes en raison de la variété de leur karma, mais Kṛṣṇa n’en demeure pas moins le père de toutes. Il descend en ce monde afin de rappeler à Lui les âmes déchues conditionnées par la matière et les ramener dans leur demeure éternelle où elles retrouvent leur fonction sanātana en la compagnie éternelle du Seigneur. Pour sauver ces âmes, Kṛṣṇa vient Lui-même dans Sa forme originelle ou en diverses autres formes, ou bien dépêche Ses serviteurs intimes – dans le rôle de Son fils, par exemple – ou Ses compagnons, Ses représentants qualifiés, les ācāryas.

Derfor sigter sanātana-dharma ikke til nogen sekterisk religiøs proces, men til de evige levende væseners evige funktion i forhold til den evige Højeste Herre. Sanātana-dharma refererer som sagt til det levende væsens evige beskæftigelse. Śrīpāda Rāmānujācārya har forklaret ordet sanātana som “det, der hverken har begyndelse eller slutning.” Når vi således taler om sanātana-dharma, kan vi ifølge Śrīpāda Rāmānujācāryas autoritet tage det for givet, at den hverken har begyndelse eller ende.

Ainsi, le sanātana-dharma ne désigne pas une religion sectaire, mais la fonction éternelle de chaque être en relation avec le Seigneur. Śrīpāda Rāmānujācārya donne du mot sanātana la définition suivante : « Ce qui n’a ni commencement ni fin ». C’est en ces termes, en se basant sur l’autorité de ce grand sage, que nous en parlerons nous aussi.

Det danske ord “religion” betyder ikke helt det samme som sanātana- dharma. Religion indebærer tro, og tro kan ændre sig. Man tror måske på en bestemt proces, men man kan ændre denne tro og følge en anden. Sanātana-dharma sigter derimod til den egenskab, der ikke kan ændres. Man kan for eksempel ikke fjerne den flydende eller våde egenskab fra vand eller varme fra ild. På lignende måde kan det levende væsens evige funktion ikke skilles fra det levende væsen. Sanātana-dharma er en evig integreret del af det levende væsen. Når vi taler om sanātana- dharma, må vi på grundlag af Śrīpāda Rāmānujācāryas autoritet derfor acceptere, at den hverken har begyndelse eller ende. Noget, der hverken begynder eller slutter, kan ikke være sekterisk, for det kan ikke begrænses. De, der bekender sig til en særlig sekterisk trosretning, kan fejlagtigt anse sanātana-dharma for også at være sekterisk, men hvis vi går dybere og betragter det videnskabeligt, finder vi, at sanātana-dharma gælder for alle mennesker i hele verden – ja, for alle levende væsener i universet.

Par ailleurs, le mot français « religion » n’a pas exactement le même sens que sanātana-dharma, car il comporte l’idée d’une foi – et une foi peut changer. On peut appartenir à une certaine confession, puis l’abandonner pour en adopter une autre. Or, le sanātana-dharma, par définition, est immuable. On ne peut enlever à l’âme sa fonction éternelle, pas plus que sa liquidité à l’eau ou que sa chaleur au feu. Le sanātana-dharma est inhérent à l’être, éternellement. Nous acceptons la définition de Śrīpāda Rāmānujācārya, selon laquelle il n’a ni début ni fin. Il ne peut donc être sectaire, puisqu’il ne connaît aucune limite. Ceux qui se rangent derrière une croyance sectaire feront l’erreur de croire que le sanātana-dharma l’est aussi. Mais en réfléchissant profondément à la question, à la lumière de la science moderne, on réalisera que le sanātana-dharma est l’affaire de tous les êtres – non seulement l’affaire de toute l’humanité de cette planète, mais celle de tous les êtres de l’univers entier.

Ikke-sanātana religiøs tro har en begyndelse i menneskehedens historie, men sanātana-dharma har ingen historisk begyndelse, for den er en evig del af det levende væsen. Hvad de levende væsener angår, står der i de autoritative śāstraer, at det levende væsen hverken fødes eller dør. Ifølge Bhagavad-gītā hverken fødes eller dør det levende væsen nogensinde. Han er evig og unedbrydelig og fortsætter med at leve selv efter, at hans midlertidige materielle krop er gået til grunde. I lys af sanātana-dharma-begrebet må vi prøve at forstå religionsbegrebet ud fra sanskritrodens betydning af ordet. Dharma sigter til den konstante egenskab hos et objekt. Vi kan slutte, at der sammen med ild altid er varme og lys. Uden varme og lys giver ild ingen mening. På samme måde må vi finde frem til den essentielle kvalitet, der følger det levende væsen uophørligt. Det vil være hans evige kvalitet, og denne evige kvalitet er hans evige religion.

Il est possible de retrouver l’origine historique de toutes les religions, mais pas celle du sanātana-dharma, car il est pour chacun une réalité éternelle et immanente. Les Écritures révélées (śāstras) n’affirment-elles pas que l’être n’est astreint ni à la naissance ni à la mort ? L’âme ne naît ni ne meurt, dit la Bhagavad-gītā ; éternelle et indestructible, elle survit à la mort du corps matériel temporaire.

La racine sanskrite du mot sanātana-dharma peut nous aider à comprendre ce qu’est vraiment la religion. Le mot dharma désigne la nature intrinsèque d’un objet donné. Chaleur et lumière, par exemple, ne peuvent être dissociées du feu ; sans elles, le mot « feu » n’a plus aucun sens. Ainsi devons-nous découvrir la qualité essentielle de l’être, qualité qui toujours l’accompagne et constitue sa nature éternelle. Cette nature éternelle est sa religion éternelle.

Da Sanātana Gosvāmī spurgte Śrī Caitanya Mahāprabhu, hvad alle levende væseners svarūpa er, svarede Herren, at det levende væsens oprindelige tilstand eller svarūpa er at tjene Guddommens Højeste Personlighed. Hvis vi analyserer Herren Caitanyas udtalelse, er det let at se, at ét levende væsen altid tjener et andet levende væsen. Levende væsener tjener andre levende væsener på mange forskellige måder. Ved at gøre dette nyder et levende væsen livet. De lavere dyr tjener mennesker, ligesom en tjener tjener sin herre. A tjener herre B, B tjener herre C, C tjener herre D osv. På lignende måde tjener en ven sin ven, en mor sin søn, og hustruen tjener manden, og manden tjener hustruen osv. Hvis vi bliver ved på den måde, bliver det klart, at når det kommer til at tjene andre, er der ingen undtagelser i samfundet. En politiker fremlægger sit program for vælgerne for at overbevise folk om sin evne til at tjene dem. Vælgerne giver således politikerne deres kostbare stemmer i den tro, at politikerne vil yde samfundet værdifuld tjeneste. Købmanden tjener sine kunder, og arbejderen tjener kapitalisten. Kapitalisten tjener familien, og familien tjener staten med sin arbejdskraft osv. Det er således klart, at intet levende væsen er undtaget fra at tjene et andet levende væsen, og vi kan derfor trygt slutte, at det er tjeneste, der er det levende væsens konstante ledsager, og at tjene er det levende væsens evige religion.

Lorsque Sanātana Gosvāmī s’enquit auprès de Caitanya Mahāprabhu de la svarūpa, la condition intrinsèque de l’être vivant, celui-ci répondit que sa nature essentielle est de servir Dieu, la Personne Suprême. On voit sans peine, à la lumière de cette affirmation, que chaque être en sert un autre. C’est ainsi qu’il jouit de la vie. L’animal sert l’homme, comme un serviteur son maître. A sert B, qui sert C, lequel à son tour sert D, etc. L’ami sert l’ami, la mère son fils, l’épouse son mari et le mari sa femme... Tous les êtres vivants, sans exception, sont impliqués dans le service d’autrui. Lorsqu’un politicien présente son programme, c’est pour convaincre l’électorat de son aptitude à le servir. Et c’est dans l’espoir de recevoir ses précieux services que les électeurs lui accorderont leur suffrage. Le marchand sert ses clients, l’artisan sert l’homme d’affaires, l’homme d’affaires sert sa famille, laquelle à son tour sert l’État. Il y a, par conséquent, d’une façon ou d’une autre, une tendance naturelle et éternelle en chaque être qui l’incite à servir. Nul n’y échappe. Aussi peut-on dire en guise de conclusion que cette attitude de service est inhérente à l’être vivant, qu’elle constitue sa religion éternelle.

Ikke desto mindre er der mange, der bekender sig til en bestemt tro med rod i en bestemt tidsepoke, og derfor kalder de sig selv for hinduer, muslimer, kristne, buddhister eller er tilhængere af en eller anden anden sekt. Den slags betegnelser har intet med sanātana-dharma at gøre. En hindu kan ændre sin tro og blive muslim, eller en muslim kan ændre sin tro og blive hindu, og en kristen kan ændre sin tro osv. Men ændringer i ens religiøse tro påvirker på ingen måde den evige beskæftigelse med at tjene andre. Hvad enten man er hindu, muslim eller kristen, tjener man i alle tilfælde andre. At bekende sig til en bestemt tro er således ikke det samme som at bekende sig til sin sanātana-dharma. At gøre tjeneste er sanātana-dharma.

Pourtant, suivant les circonstances, l’époque et le lieu, les hommes professent une foi particulière (christianisme, hindouisme, islamisme, bouddhisme ou autre). Mais de telles désignations n’ont rien à voir avec le sanātana-dharma. Un hindou peut fort bien se convertir à l’islam, un musulman à l’hindouisme, ou un chrétien à telle ou telle autre religion sans que jamais ces changements n’affectent leur disposition éternelle à servir autrui. Le chrétien, l’hindou, le musulman seront toujours les serviteurs de quelqu’un. Professer le sanātana-dharma ne signifie donc pas épouser une confession religieuse particulière. Non. Professer le sanātana-dharma signifie servir, tout simplement.

I virkeligheden er vi alle forbundet med den Højeste Herre igennem tjeneste. Den Højeste Herre er den højeste nyder, og vi, de levende væsener, er Hans tjenere. Vi er blevet skabt med henblik på Hans nydelse, og hvis vi deltager i Guddommens Højeste Personligheds evige nydelse, bliver vi lykkelige. Der er ingen anden måde, hvorpå vi kan blive lykkelige. På samme måde, som ingen kropsdel kan blive lykkelig uden at samarbejde med maven, er det ikke muligt at blive lykkelig uafhængigt af Herren. Uden at gøre transcendental tjeneste til den Højeste Herre kan det levende væsen ikke blive lykkeligt.

En vérité, c’est une relation de service qui nous lie au Seigneur. Dieu est le bénéficiaire suprême, et nous sommes Ses serviteurs. Nous sommes créés pour Son plaisir. Aussi devons-nous concourir à Sa félicité éternelle pour connaître le bonheur. Nous ne saurions être heureux sans Lui, à l’instar des différentes parties du corps qui ne peuvent obtenir une quelconque satisfaction quand elles se refusent à contenter l’estomac. Il est impossible d’être heureux sans servir le Seigneur Suprême dans l’amour et la transcendance.

Det anbefales ikke i Bhagavad-gītā at tilbede eller tjene de forskellige halvguder. I kapitel 7, vers 20, står der:

La Bhagavad-gītā réprouve le service ou l’adoration des devas. On peut lire à ce propos dans le septième chapitre, verset vingt :

kāmais tais tair hṛta-jñānāḥ
prapadyante ’nya-devatāḥ
taṁ taṁ niyamam āsthāya
prakṛtyā niyatāḥ svayā
kāmais tais tair hṛta-jñānāḥ
prapadyante ’nya-devatāḥ
taṁ taṁ niyamam āsthāya
prakṛtyā niyatāḥ svayā

“De, hvis intelligens er blevet stjålet af materielle ønsker, overgiver sig til halvguder og tilbeder dem ifølge de særlige regler og forskrifter, der stemmer overens med deres egne naturer.” Her står der ligeud, at de, der styres af lyst, tilbeder halvguder og ikke den Højeste Herre, Kṛṣṇa. Når vi bruger navnet Kṛṣṇa, hentyder vi ikke til noget sekterisk navn. Kṛṣṇa betyder den højeste glæde, og det bekræftes, at den Højeste Herre indeholder al glæde. Vi længes alle efter glæde eller lykke. Ānanda-mayo ’bhyāsāt (Vedānta-sūtra 1.1.12). De levende væsener er ligesom Herren fulde af bevidsthed og er alle lykkesøgende. Herren er bestandigt lykkelig, og hvis de levende væsener samarbejder med Ham i selskab med Ham, bliver de også lykkelige.

« Ceux dont l’intelligence a été ravie par les désirs matériels s’abandonnent aux devas et suivent les divers rites cultuels correspondant à leur nature propre. » Il est dit ici sans détours que les hommes sont incités par la convoitise à rendre un culte aux devas plutôt qu’à Kṛṣṇa, le Seigneur Suprême. Encore une fois, précisons que notre usage du nom de Kṛṣṇa n’implique rien de sectaire ; kṛṣṇa signifie « la plus haute joie », et les Écritures confirment que le Seigneur Suprême est le réservoir de toute joie : Ānanda-mayo ’bhyāsāt (Vedānta-sūtra 1.1.12).

Les êtres distincts, à l’image du Seigneur, sont pleinement conscients et recherchent tous le bonheur. La Personne Suprême jouissant d’un bonheur éternel, les êtres distincts connaîtront un bonheur identique s’ils Le servent et vivent en Sa compagnie.

Herren nedstiger til denne dødelige verden for at fremvise Sine glædesfyldte lege i Vṛndāvana. Da Herren Śrī Kṛṣṇa var i Vṛndāvana, var Hans aktiviteter sammen med Hans kohyrdevenner, veninder, køerne og de andre indbyggere i Vṛndāvana fulde af lykke. Hele Vṛndāvanas befolkning tænkte ikke på andet end Kṛṣṇa. Men Herren Kṛṣṇa frarådede Sin fader Nanda Mahārāja at tilbede halvguden Indra, for Han ville slå fast, at man ikke behøver at tilbede nogen halvgud. Man behøver kun at tilbede den Højeste Herre, for det endelige mål er at vende tilbage til Hans bolig.

Le Seigneur descend en ce monde mortel pour y dévoiler Ses joyeux divertissements. Quand Il vivait à Vṛndāvana avec Ses amis pâtres et pastourelles, parmi les vaches et les villageois qui tous ne vivaient que pour Lui, chacune de Ses activités était empreinte de félicité.

Herren Śrī Kṛṣṇas bolig bliver beskrevet i Bhagavad-gītā, kapitel 15, vers 6:

Un jour, Kṛṣṇa dissuada Son père Nanda Mahārāja d’offrir un culte au deva Indra, car Il voulut instituer le fait qu’il n’est pas nécessaire d’adorer les devas. Seul le Seigneur Suprême doit être adoré puisque le but ultime de l’existence est de retourner auprès de Lui, en Sa demeure, demeure que la Bhagavad-gītā décrit au verset six du chapitre quinze :

na tad bhāsayate sūryo
na śaśāṅko na pāvakaḥ
yad gatvā na nivartante
tad dhāma paramaṁ mama
na tad bhāsayate sūryo
na śaśāṅko na pāvakaḥ
yad gatvā na nivartante
tad dhāma paramaṁ mama

“Denne Min højeste bolig oplyses hverken af Solen eller Månen og heller ikke af ild eller elektricitet. De, der når dertil, vender aldrig tilbage til den materielle verden.”

« Ce royaume suprême, le Mien, ni le soleil ni la lune, ni le feu ou l’électricité ne l’éclairent. Pour qui l’atteint, il n’est point de retour en ce monde. »

I dette vers beskrives den evige himmel. Vi gør os helt naturligt en materiel forestilling om himmelen og tænker på den i forhold til Solen, Månen, stjernerne osv., men her fortæller Herren, at i den evige himmel er det ikke nødvendigt med sol, måne, elektricitet eller ild af nogen slags, for den åndelige himmel er allerede oplyst af brahmajyoti, stråleglansen, der udgår fra den Højeste Herre. Vi prøver med møje og besvær at komme til andre planeter, men at forstå den Højeste Herres bolig er ikke så svært. Den bolig omtales som Goloka. Der er en smuk beskrivelse i Brahma-saṁhitā (5.37): goloka eva nivasaty akhilātma-bhūtaḥ. Herren lever for evigt i Sin bolig Goloka, men alligevel kan Han nås fra denne verden, og for at hjælpe os til at nå Ham kommer Herren og viser Sin virkelige form, sac-cid-ānanda-vigraha. Når Han manifesterer den form, er der ingen grund til at forestille sig, hvordan Han ser ud. For at undgå alle mulige fiktive spekulationer nedstiger Han og viser Sig, som Han er, som Śyāmasundara. Når Han kommer som en af os og leger med os som et almindeligt menneske, bliver Han desværre hånet af de mindre intelligente. Men vi skal ikke af den grund betragte Herren som en af os. Det er gennem Hans almagt, at Han viser Sig for os i Sin virkelige form og fremviser Sine lege, der er tro gengivelser af de lege, der foregår i Hans bolig.

Ce verset nous dépeint le ciel éternel. Bien sûr, nous avons une conception matérielle du ciel, nous ne pouvons concevoir que celui que nous voyons, avec son soleil, sa lune, ses étoiles... Mais Kṛṣṇa affirme ici que le ciel éternel, le monde spirituel, n’a besoin ni du soleil, ni de la lune, de l’électricité, du feu ou de quelque autre énergie lumineuse pour l’éclairer, car il est illuminé par le brahma-jyotir, l’éclatante radiance qui émane de Son corps. Dire que nous peinons pour atteindre d’autres planètes, alors qu’il est si facile de concevoir la planète du Seigneur. On l’appelle Goloka et la Brahma-saṁhitā (5.37) la décrit de fort belle manière : goloka eva nivasaty akhilātma-bhūtaḥ.

Bien que le Seigneur réside éternellement dans Son royaume de Goloka, nous pouvons L’approcher, et pour nous y aider Il manifeste au monde Sa forme réelle, sac-cid-ānanda-vigraha. Il nous évite de nous perdre en conjectures sur ce que peut être Son apparence, en Se montrant à nous tel qu’Il est dans Sa forme de Śyāmasundara. Hélas, quand Il vient à nous semblable à un humain, qu’Il Se divertit en notre compagnie, les sots Le dénigrent. Sa descente en ce monde ne devrait pourtant pas nous amener à Le prendre pour un homme ordinaire. C’est grâce à Sa toute-puissance qu’Il nous révèle Sa forme véritable et nous montre Ses divertissements, les mêmes que ceux auxquels Il Se livre dans Son royaume.

Utallige planeter svæver i den åndelige himmels stråleglans, brahmajyoti, der udgår fra den højeste bolig, Kṛṣṇaloka, og de ikke-materielle ānanda-maya, cin-maya planeter svæver på disse stråler. Herren fortæller os i Bhagavad-gītā (15.6), na tad bhāsayate sūryo, na śaśāṅko na pāvakaḥ/ yad gatvā na nivartante, tad dhāma paramaṁ mama. Den, der får adgang til denne åndelige himmel, behøver aldrig mere at vende tilbage til det materielle plan. Selv om det skulle lykkes os at komme til den højeste planet, Brahmaloka, for ikke at tale om Månen, er de samme livsbetingelser altid til stede, nemlig fødsel, død, sygdom og alderdom. Ingen planet noget sted i det materielle univers er fri for disse den materielle eksistens’ fire grundprincipper.

Du royaume divin, Kṛṣṇaloka ou Goloka, émane le brahmajyoti, l’éblouissante lumière du monde transcendantal où baignent les planètes spirituelles de nature ānanda-maya et cin-maya. Le Seigneur affirme que « quiconque atteint le monde spirituel ne revient jamais plus dans l’univers matériel » – na tad bhāsayate sūryo na śaśāṅko na pāvakaḥ / yad gatvā na nivartante tad dhāma paramaṁ mama. Dans le monde matériel, même si nous atteignons la plus haute planète (Brahmaloka) – que dire donc de la lune –, nous retrouvons les contingences propres aux planètes matérielles, à savoir la naissance, la maladie, la vieillesse et la mort.

De levende væsener vandrer fra planet til planet, men vi kan ikke komme til en hvilken som helst planet, vi har lyst til, ved hjælp af mekaniske arrangementer alene. Hvis vi gerne vil til andre planeter, er der en foreskrevet metode dertil. Dette omtales også: yānti deva-vratā devān, pitṝn yānti pitṛ-vratāḥ (Bg. 9.25). Det er ikke nødvendigt med mekanik for at komme på interplanetariske rejser, hvis det er det, vi gerne vil. Bhagavad-gītā fortæller os, yānti deva-vratā devān. Månen, Solen og de andre højere planeter kaldes Svargaloka. Planeterne tilhører tre forskellige kategorier: de højere, de midterste og de lavere planetsystemer. I Bhagavad-gītā er der en meget enkel formel for, hvordan man kommer til de højere planetsystemer (Devaloka): yānti deva-vratā devān. Det eneste, man behøver at gøre, er at tilbede en planets særlige halvgud, og på den måde kan man komme til Månen, Solen eller et hvilket som helst andet af de højere planetsystemer.

S’ils le désirent, les êtres vivants peuvent voyager d’une planète à l’autre, mais cela ne peut être accompli par des moyens mécaniques. Le processus est donné dans la Gītā : yānti deva-vratā devān pitṝn yānti pitṛ-vratāḥ. Les Écritures védiques nous apprennent que notre univers se divise en trois systèmes planétaires : le supérieur, l’intermédiaire et l’inférieur. Le soleil et la lune appartiennent au premier, la terre au second. Donc, pour atteindre les planètes supérieures (Devaloka ou Svargaloka), que ce soit la lune, le soleil ou autre, il suffit de rendre un culte au deva qui régit chacune d’elles.

Ikke desto mindre fraråder Bhagavad-gītā os at rejse til nogen af planeterne i denne materielle verden, for selv om vi kommer til den højeste planet, Brahmaloka, ved hjælp af et eller andet mekanisk arrangement og rejser i 40.000 år (og hvem lever så længe?), vil vi stadig blive mødt af de materielle lidelser i form af fødsel, død, sygdom og alderdom. Stræber man derimod efter den højeste planet, Kṛṣṇaloka, eller en anden planet i den åndelige sfære, bliver man ikke længere mødt af disse materielle ubehageligheder. Blandt alle planeterne i den åndelige himmel er der én suveræn planet, der kaldes Goloka Vṛndāvana, og som er den oprindelige planet i Guddommens Oprindelige Personlighed, Śrī Kṛṣṇas, bolig. Hele denne viden findes i Bhagavad-gītā, og gennem dens instruktioner lærer vi, hvordan man kan forlade den materielle verden og begynde på et virkeligt lyksaligt liv i den åndelige verden.

La Bhagavad-gītā toutefois nous déconseille d’agir ainsi car quand bien même atteindrait-on la plus haute, Brahmaloka – voyage qui par des moyens mécaniques demanderait peut-être 40000 ans, et qui vivrait assez vieux ? – on sera toujours confronté à la naissance, la vieillesse, la maladie et la mort. Par contre, celui qui atteindra Kṛṣṇaloka ou toute autre planète du monde spirituel ne connaîtra plus les souffrances matérielles que nous venons d’énumérer. Rappelons qu’entre toutes les planètes du monde spirituel, la planète suprême est Goloka Vṛndāvana, ou Kṛṣṇaloka, la demeure primordiale de Dieu, la Personne Suprême et originelle. Ainsi la Bhagavad-gītā nous instruit-elle sur tous ces sujets et nous apprend comment quitter le monde de la matière pour entamer une vie véritablement heureuse dans le monde spirituel.

I Bhagavad-gītās 15. kapitel (15.1) gives det virkelige billede af den materielle verden. Der står der:

La véritable image de l’univers matériel nous est donnée dans le quinzième chapitre de la Bhagavad-gītā (15.1) :

ūrdhva-mūlam adhaḥ-śākham
aśvatthaṁ prāhur avyayam
chandāṁsi yasya parṇāni
yas taṁ veda sa veda-vit
ūrdhva-mūlam adhaḥ-śākham
aśvatthaṁ prāhur avyayam
chandāṁsi yasya parṇāni
yas taṁ veda sa veda-vit

Her beskrives den materielle verden som et træ, hvis rødder vokser opad og grene nedad. Vi har alle oplevet et træ, hvor rødderne vender opad: Hvis man står ved bredden af en flod eller sø, kan man se, at træerne, der spejler sig i vandet, vender omvendt. Grenene vender nedad, og rødderne vender opad. På samme måde er den materielle verden en refleksion af den åndelige verden. Den materielle verden er blot en skygge af virkeligheden. I en skygge er der ingen virkelig substans, men ud fra skyggen kan vi forstå, at der findes substans eller virkelighed. Der er intet vand i ørkenen, men et fatamorgana antyder, at der findes vand et andet sted. I den materielle verdens ørken er der intet vand, der er ingen lykke, men det virkelige vand eller den virkelige lykke er at finde i den åndelige verden.

Le monde matériel est ici comparé à un arbre dont les racines pointent vers le haut et les branches vers le bas. Nous connaissons des arbres dont les racines pointent vers le haut : il s’agit de ceux que l’on voit se refléter dans l’eau des lacs ou des rivières ; leurs racines sont tournées vers le haut et leurs branches vers le bas. De la même manière, le monde matériel est le reflet du monde spirituel, l’ombre de la réalité. Une ombre n’a ni substance ni réalité, mais elle indique qu’il existe par ailleurs un objet bien réel. S’il n’y a pas d’eau dans le désert, les mirages indiquent que l’eau existe pourtant. Ainsi en est-il du bonheur : on ne peut le trouver dans le monde matériel pas plus qu’on ne peut trouver d’eau dans le désert. Il existe toutefois bel et bien dans le monde spirituel.

Herren foreslår, at vi tager til den åndelige verden på følgende måde (Bg. 15.5):

Ce monde, Kṛṣṇa nous indique comment l’atteindre :

nirmāna-mohā jita-saṅga-doṣā
adhyātma-nityā vinivṛtta-kāmāḥ
dvandvair vimuktāḥ sukha-duḥkha-saṁjñair
gacchanty amūḍhāḥ padam avyayaṁ tat
nirmāna-mohā jita-saṅga-doṣā
adhyātma-nityā vinivṛtta-kāmāḥ
dvandvair vimuktāḥ sukha-duḥkha-saṁjñair
gacchanty amūḍhāḥ padam avyayaṁ tat

Denne padam avyayam eller det evige rige kan opnås af den, der er nirmāna-moha. Og hvad betyder det? Vi er gale efter betegnelser eller titler. Den ene vil gerne kaldes “Hr.”, og den anden vil kaldes “Deres velærværdighed”, og nogle af os ønsker at blive præsidenter, rige mænd, konger eller noget andet. Så længe vi er knyttet til disse betegnelser, er vi bundet til kroppen, for disse betegnelser beskriver kun kroppen. Men vi er ikke denne krop, og erkendelsen af dette er det første skridt i åndelig erkendelse. Vi er fast bundet af den materielle naturs tre kvaliteter, men vi er nødt til at blive utilknyttet til den materielle naturs kvaliteter. Hvis vi ikke bliver knyttet til Herrens hengivne tjeneste, kan vi ikke blive frigjort fra den materielle naturs kvaliteter. Betegnelser og tilknytninger skyldes vores lyst og begær efter at herske over den materielle natur. Så længe vi fastholder tilbøjeligheden til at herske over den materielle natur, er der ingen mulighed for at vende hjem til den Højestes rige, sanātana-dhāma. Det evige rige, der aldrig bliver tilintetgjort, kan kun nås af den, der ikke lader sig forvirre af tiltrækningen til falsk materiel nydelse, og som er forankret i den Højeste Herres tjeneste. Er man på det niveau, er det let at opnå den højeste bolig.

En nous affranchissant de l’illusion et du désir de prestige (nirmāna-moha), nous atteindrons le royaume éternel (padam avyayam). Ici-bas, chacun a tendance à rechercher des titres honorifiques : l’un veut le prestige de la noblesse, l’autre de la richesse, un autre du pouvoir, en devenant roi, président, etc. Être attaché à des désignations qui ne concernent que l’enveloppe corporelle traduit notre attachement au corps. Le premier pas dans la réalisation spirituelle sera donc de réaliser que nous sommes distincts du corps. Pour l’heure, nous sommes sous l’emprise des trois guṇas, mais le service de dévotion nous en libérera. Ce n’est qu’en nous attachant au service de dévotion du Seigneur que nous pourrons nous détacher des trois guṇas. L’attrait pour les distinctions honorifiques et l’attachement sont le fruit de la concupiscence et du désir de dominer la nature matérielle. Or nous retournerons au royaume éternel de Dieu, le sanātana-dhāma, qui jamais ne connaît la destruction, qu’à condition de se défaire de cette tendance. Seul l’atteindra celui qui sert le Seigneur Suprême et qui ne s’égare pas dans les faux plaisirs.

Andetsteds i Bhagavad-gītā (8.21) står der:

La Bhagavad-gītā (8.21) ajoute encore :

avyakto ’kṣara ity uktas
tam āhuḥ paramāṁ gatim
yaṁ prāpya na nivartante
tad dhāma paramaṁ mama
avyakto ’kṣara ity uktas
tam āhuḥ paramāṁ gatim
yaṁ prāpya na nivartante
tad dhāma paramaṁ mama

Avyakta betyder umanifesteret. Den materielle verden er ikke manifesteret for os i sin helhed. Vore sanser er så ufuldkomne, at vi ikke engang kan se alle stjernerne i det materielle univers. I den vediske litteratur er der et væld af oplysninger om alle planeterne, og vi kan tro på disse oplysninger eller lade være. Alle de vigtige planeter er beskrevet i den vediske litteratur, især i Śrīmad-Bhāgavatam, og den åndelige himmel, der befinder sig uden for den materielle himmel, beskrives som avyakta eller umanifesteret. Man bør længes og stræbe efter dette højeste rige, for når man først er kommet dertil, behøver man aldrig mere vende tilbage til den materielle verden.

Avyakta signifie non manifesté. Il nous faut reconnaître que même le monde matériel n’est pas entièrement manifesté à nos yeux. Nos sens sont si imparfaits qu’il nous est impossible, par exemple, de voir toutes les étoiles du firmament. Les Écritures védiques donnent de nombreuses descriptions des différentes planètes, descriptions que nous sommes libres ou non d’accepter. Le Śrīmad-Bhāgavatam, tout particulièrement, décrit les planètes les plus importantes de l’univers ainsi que le monde spirituel qui se trouve au-delà de la sphère matérielle, un monde dit avyakta, non manifesté. On devrait avoir un profond désir d’atteindre ce royaume suprême, car celui qui l’atteint ne retourne pas dans le monde matériel.

Men hvordan kommer man til den Højeste Herres bolig? Det bliver forklaret i kapitel 8, vers 5, hvor der står:

Le verset cinq du chapitre huit nous explique comment atteindre la demeure du Seigneur :

anta-kāle ca mām eva
smaran muktvā kalevaram
yaḥ prayāti sa mad-bhāvaṁ
yāti nāsty atra saṁśayaḥ
anta-kāle ca mām eva
smaran muktvā kalevaram
yaḥ prayāti sa mad-bhāvaṁ
yāti nāsty atra saṁśayaḥ

“Og den, der ved livets slutning forlader sin krop, mens han udelukkende husker på Mig, opnår øjeblikkeligt Min natur. Om det hersker der ingen tvivl.” Den, der tænker på Kṛṣṇa i dødsøjeblikket, kommer til Kṛṣṇa. Man bliver nødt til at huske på Kṛṣṇas form. Hvis man forlader sin krop, mens man tænker på denne form, kommer man med sikkerhed til det åndelige rige. Mad-bhāvam refererer til det Højeste Væsens højere natur. Det Højeste Væsen er sac-cid-ānanda-vigraha, dvs., Hans form er evig og fuld af viden og lyksalighed. Vores nuværende krop er ikke sac- cid-ānanda. Den er asat og ikke sat. Den er ikke evig, men derimod forgængelig. Den er ikke cit, dvs. fuld af viden – den er fuld af uvidenhed. Vi har ingen viden om det åndelige rige, ja, vi har ikke engang fuldstændig viden om denne materielle verden, hvor der er masser af ting, vi ikke kender til. Kroppen er også nirānanda. I stedet for at være fuld af lyksalighed er den fuld af lidelse. Alle de lidelser, vi oplever i den materielle verden, har deres årsag i kroppen, men den, der forlader kroppen, mens han tænker på Herren Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personlighed, får med det samme en sac-cid-ānanda-krop.

« Celui qui, à la fin de sa vie, quitte son corps en pensant à Moi seul partage aussitôt Ma nature, n’en doute pas. » Celui qui à l’instant précis de la mort pense à la forme personnelle de Kṛṣṇa ira à Lui dans le monde spirituel. Mad-bhāvam désigne la nature absolue de l’Être Suprême et sac-cid-ānanda-vigraha Sa forme d’éternité, de connaissance et de félicité. Notre corps présent, au contraire, est asat, périssable et non pas éternel, et acit, plein d’ignorance et non de savoir, car non seulement ignorons-nous tout du monde spirituel, mais notre connaissance du monde matériel est elle-même incomplète. Il est nirānanda, siège de la souffrance et non de la joie, attendu que tous nos tourments ici-bas viennent de lui. Mais celui qui pense à Kṛṣṇa, à Dieu, au moment de la mort, obtient aussitôt un corps sac-cid-ānanda.

Måden, hvorpå man forlader denne krop og får en anden krop i den materielle verden, er også styret. Et menneske dør, efter det er blevet besluttet, hvilken slags krop vedkommende skal have i sit næste liv. Den beslutning er op til højere autoriteter. Det levende væsen selv har intet at skulle have sagt. I overensstemmelse med vores handlinger i dette liv stiger vi enten op eller synker ned. Det nuværende liv er en forberedelse til det næste. Hvis vi derfor kan forberede os i dette liv til at blive forfremmet til Guds rige, får vi med sikkerhed en åndelig krop som Herrens, når vi forlader denne materielle krop.

Nous revêtons ou abandonnons le corps matériel selon des lois bien précises. À notre mort, notre prochain corps est déterminé par des autorités supérieures en fonction des activités que nous avons accomplies dans cette vie. Suivant ce que furent nos actes passés, nous serons élevés ou rabaissés. Ainsi pouvons-nous dire que nous préparons dès aujourd’hui notre vie future. C’est pourquoi une existence qui vise l’élévation au royaume de Dieu nous garantit après la mort l’obtention d’un corps spirituel semblable à celui du Seigneur.

Som allerede forklaret findes der forskellige slags transcendentalister – brahmavādīen, paramātmavādīen og den hengivne – og som før nævnt er der utallige åndelige planeter i brahmajyoti (den åndelige himmel). Antallet af de planeter overstiger langt antallet af alle planeter i den materielle verden. Den materielle verden er blevet anslået til kun at være en fjerdedel af skabelsen (ekāṁśena sthito jagat). Inden for dette materielle udsnit findes der millioner og milliarder af universer med billioner af planeter, sole, stjerner og måner. Men det er alt sammen blot en brøkdel af den totale skabelse. Det meste af skabelsen består af den åndelige himmel. Den, der ønsker at blive ét med den Højeste Brahman, bliver omgående overført til den Højeste Herres brahmajyoti og opnår således den åndelige verden. Den hengivne, der ønsker at nyde Herrens selskab, kommer til de utallige Vaikuṇṭha-planeter, hvor den Højeste Herre omgås med ham i Sine fuldstændige ekspansioner som Nārāyaṇa med fire hænder under forskellige navne som Pradyumna, Aniruddha og Govinda. Ved livets slutning tænker transcendentalisterne derfor enten på brahmajyoti, Paramātmā eller Guddommens Højeste Personlighed, Śrī Kṛṣṇa. I hvert af disse tilfælde får de adgang til det åndelige plan, men det er kun en hengiven eller den, der er i personlig kontakt med den Højeste Herre, der kommer til Vaikuṇṭha-planeterne eller Goloka Vṛndāvana-planeten. Herren tilføjer endvidere, at “det er der ingen tvivl om.” Man bliver nødt til at tro fuldt og fast på dette. Vi må ikke afvise noget, blot fordi det ikke passer ind i vores forestillinger. Vi skal have samme holdning som Arjuna, der sagde: “Jeg tror på alt, Du har fortalt mig.” Når Herren derfor siger, at den, der i dødsøjeblikket tænker på Ham som Brahman, Paramātmā eller Guddommens Højeste Personlighed, med sikkerhed kommer til den åndelige verden, er der ingen tvivl om det. Det er helt sikkert.

Comme nous l’avons déjà spécifié, il existe diverses catégories de spiritualistes : les brahma-vādis, les paramātmā-vādīs et les dévots du Seigneur. Nous avons vu également que l’on trouve dans le brahmajyoti – le ciel spirituel – une multitude de planètes spirituelles, en nombre infiniment plus grand que dans l’univers matériel. Ce dernier, malgré ses milliards d’univers, de planètes, de soleils et de lunes ne représente qu’un quart de l’entière création (ekāṁśena sthito jagat), car la plus grande partie se trouve dans le ciel spirituel. Celui qui désire se fondre dans l’existence du Brahman Suprême est transféré dans le brahmajyoti et atteint ainsi le ciel spirituel. Le dévot, qui désire la compagnie du Seigneur, est conduit sur l’une des innombrables planètes Vaikuṇṭhas où se trouvent Ses émanations plénières Nārāyaṇa, dotées de quatre bras et portant les noms de Pradyumna, Aniruddha, Govinda, etc.

Au moment de la mort, le spiritualiste pense soit au brahmajyoti, soit au Paramātmā, soit à la Personne Suprême, Śrī Kṛṣṇa. Dans un cas comme dans l’autre, il gagne le ciel spirituel. Mais seul le dévot, lequel est en contact personnel avec le Seigneur, se rend sur les planètes Vaikuṇṭhas ou sur Goloka Vṛndāvana. « N’en doute pas », dit Kṛṣṇa. Comme Arjuna qui déclare au Seigneur qu’il accepte tout ce qu’Il lui a dit, nous devons avoir foi dans les paroles de Kṛṣṇa, même si elles ne correspondent pas à ce que nous nous imaginons.

Ainsi, quand Kṛṣṇa affirme que quiconque se souvient de Lui à l’heure de la mort, en tant que Brahman, Paramātmā ou Bhagavān, pénètre le ciel spirituel, Ses paroles ne sauraient être mises en doute.

Bhagavad-gītā (8.6) forklarer også det generelle princip, der giver én adgang til det åndelige rige udelukkende ved at tænke på den Højeste i dødsøjeblikket:

La Bhagavad-gītā (8.6) explique comment il est possible d’entrer dans le royaume de Dieu simplement en pensant à Lui au moment de la mort.

yaṁ yaṁ vāpi smaran bhāvaṁ
tyajaty ante kalevaram
taṁ tam evaiti kaunteya
sadā tad-bhāva-bhāvitaḥ
yaṁ yaṁ vāpi smaran bhāvaṁ
tyajaty ante kalevaram
taṁ tam evaiti kaunteya
sadā tad-bhāva-bhāvitaḥ

“En hvilken som helst tilstand, man husker, når man forlader sin nuværende krop, opnår man med sikkerhed i sit næste liv.” Her må vi først og fremmest forstå, at den materielle natur er et produkt af en af den Højeste Herres energier. I Viṣṇu Purāṇa (6.7.61) bliver der redegjort for alle den Højeste Herres energier:

« L’état de conscience dont on conserve le souvenir à l’instant de quitter le corps détermine la condition d’existence future. » Il faut d’abord bien comprendre que la nature matérielle est le déploiement de l’une des multiples énergies du Seigneur Suprême, lesquelles sont ainsi décrites dans le Viṣṇu Purāṇa (6.7.61) :

viṣṇu-śaktiḥ parā proktā
kṣetra-jñākhyā tathā parā
avidyā-karma-saṁjñānyā
tṛtīyā śaktir iṣyate
viṣṇu-śaktiḥ parā proktā
kṣetra-jñākhyā tathā parā
avidyā-karma-saṁjñānyā
tṛtīyā śaktir iṣyate

Den Højeste Herre har talrige forskelligartede energier, der ligger uden for vores fatteevne. Lærde vismænd eller befriede sjæle har imidlertid studeret disse energier og inddelt dem i tre kategorier. Alle energierne er viṣṇu-śakti, Herren Viṣṇus forskellige energier. Den første energi er parā eller transcendental. Som allerede forklaret hører de levende væsener til denne højere energi. De andre energier, de materielle energier, er i uvidenhedens kvalitet. På dødstidspunktet kan vi enten forblive i den materielle verdens lavere energi, eller vi kan overføre os selv til den åndelige verdens energi. Så Bhagavad-gītā (8.6) forklarer:

Les énergies du Seigneur sont innombrables et inconcevables, mais de grands érudits, qui furent à la fois de grands sages et des âmes libérées, les ont étudiées puis classées en trois groupes. Toutes sont autant d’aspects différents de la viṣṇu-śakti, la puissance du Seigneur, Viṣṇu. D’entre Ses puissances, l’énergie supérieure est désignée comme parā, purement spirituelle. Nous l’avons déjà mentionné, les êtres distincts appartiennent à cette énergie. Les autres énergies, ou énergies matérielles, sont soumises à l’ignorance. Ainsi, au moment de la mort, soit nous demeurons au cœur de l’énergie inférieure, le monde matériel, soit nous sommes transférés dans l’énergie supérieure, le monde spirituel.

yaṁ yaṁ vāpi smaran bhāvaṁ
tyajaty ante kalevaram
taṁ tam evaiti kaunteya
sadā tad-bhāva-bhāvitaḥ
yaṁ yaṁ vāpi smaran bhāvaṁ
tyajaty ante kalevaram
taṁ tam evaiti kaunteya
sadā tad-bhāva-bhāvitaḥ

“En hvilken som helst tilstand, man husker, når man forlader sin nuværende krop, opnår man med sikkerhed i sit næste liv.”

I livet er vi vant til at tænke enten på den materielle eller på den åndelige energi. Hvordan kan vi nu overføre vores tanker fra den materielle energi til den åndelige energi? Der er et væld af litteratur, der fylder vores tanker med den materielle energi – aviser, blade, romaner osv. Vores tanker, der nu er optaget af den slags litteratur, skal overføres til den vediske litteratur. Derfor har de store vismænd skrevet en mængde vedisk litteratur såsom Purāṇaerne. Purāṇaerne er ikke fiktion. De er historiske kildetekster. I Caitanya-caritāmṛta (Madhya 20.122) finder vi følgende vers:

Dans notre existence, nous pensons soit à l’énergie matérielle soit à l’énergie spirituelle. Mais comment transférer nos pensées du matériel au spirituel quand on sait qu’à l’heure actuelle la plupart des publications – journaux, romans, revues – encombrent notre esprit de pensées matérielles ? La réponse est simple : il faut tout simplement nous en détourner et porter notre attention sur les Écrits védiques comme les Purāṇas, écrits à cette fin par les grands sages. Ces recueils sacrés ne sont pas des œuvres imaginées. Ce sont tous des documents historiques. Un verset du Caitanya-caritāmṛta (Madhya 20.122) nous dit :

māyā-mugdha jīvera nāhi svataḥ kṛṣṇa-jñāna
jīvere kṛpāya kailā kṛṣṇa veda-purāṇa
māyā-mugdha jīvera nāhi svataḥ kṛṣṇa-jñāna
jīvere kṛpāya kailā kṛṣṇa veda-purāṇa

De glemsomme levende væsener eller betingede sjæle har glemt deres forhold til den Højeste Herre og har fyldt deres tanker med materielle ting. Med det ene formål at overføre deres tankevirksomhed til den åndelige himmel har Kṛṣṇa-dvaipāyana Vyāsa skrevet en stor mængde vedisk litteratur. Først inddelte han Vedaerne i fire afsnit, derefter forklarede han dem i Purāṇaerne, og for de mindre intelligente skrev han Mahābhārata, der indeholder Bhagavad-gītā. Dernæst sammenfattede han hele den vediske litteratur i Vedānta-sūtra, og til vejledning for kommende generationer skrev han en naturlig kommentar til Vedānta-sūtra ved navn Śrīmad-Bhāgavatam. Vi skal holde vores sind konstant optaget af at læse denne vediske litteratur. Ligesom materialister holder deres sind beskæftiget med aviser, blade og anden materialistisk litteratur, skal vi skifte vores læsestof ud med de skrifter, Vyāsadeva har givet os. På den måde vil det være muligt for os at huske på den Højeste Herre i dødsøjeblikket. Det er den eneste fremgangsmåde, Herren foreslår, og Han garanterer resultatet: “Der er ingen tvivl om det.”

Les âmes conditionnées ont oublié leur relation avec le Seigneur Suprême. Elles ne se préoccupent que des seules activités matérielles. Aussi Kṛṣṇa-dvaipāyana Vyāsa leur donna-t-il un très grand nombre d’Écrits védiques pour qu’elles puissent s’intéresser au monde spirituel. Il divisa d’abord le Véda originel en quatre parties qu’il expliqua dans les Purāṇas, puis pour la masse des gens, il écrivit le Mahābhārata dont fait partie la Bhagavad-gītā. Il résuma ensuite l’ensemble de ces Écrits védiques dans le Vedānta-sūtra, et pour guider les générations à venir en fit un commentaire : le Śrīmad-Bhāgavatam. Nous devons toujours nous absorber dans la lecture de ces ouvrages, exactement comme les matérialistes se plongent dans les journaux, les magazines ou autres écrits. Ainsi serons-nous capables de nous souvenir du Seigneur à l’heure de notre mort. Lui-même recommande expressément cette voie, et par l’emploi du mot « inéluctablement » dans le verset sept du chapitre huit, Il garantit la pleine efficacité de la méthode.

tasmāt sarveṣu kāleṣu
mām anusmara yudhya ca
mayy arpita-mano-buddhir
mām evaiṣyasy asaṁśayaḥ
tasmāt sarveṣu kāleṣu
mām anusmara yudhya ca
mayy arpita-mano-buddhir
mām evaiṣyasy asaṁśayaḥ

“Arjuna, derfor skal du altid tænke på Mig i Min form som Kṛṣṇa samtidigt med, at du gør din foreskrevne pligt og kæmper. Ved at tilegne dine handlinger til Mig og med dit sind og din intelligens forankret i Mig kommer du uden tvivl til Mig.” (Bg. 8.7)

« Tu dois donc remplir ton devoir de guerrier en pensant constamment à Moi, en Ma forme personnelle de Kṛṣṇa. En Me dédiant tes actes, en concentrant sur Moi ton mental et ton intelligence, tu viendras à Moi inéluctablement. »

Kṛṣṇa beder ikke Arjuna om blot at huske på Ham og opgive sin beskæftigelse. Nej, Herren foreslår aldrig noget upraktisk. Man er tvunget til at arbejde for at opretholde kroppen i den materielle verden. Samfundet bliver inddelt i fire sociale ordener i forhold til menneskers arbejde – brāhmaṇa, kṣatriya, vaiśya og śūdra. Brāhmaṇa-klassen, dvs. den intelligente gruppe, arbejder på én måde, kṣatriya-klassen eller den administrerende gruppe arbejder på en anden, og handelsstanden og arbejderne er beskæftiget i deres særlige bestillinger. Man bliver nødt til at arbejde for at forsørge sig selv, uanset om man er arbejder, forretningsmand, administrator eller landmand i samfundet, eller selv hvis man tilhører den højeste orden og er litterær og fungerer som videnskabsmand eller teolog. Herren fortæller derfor Arjuna, at han ikke behøver at ophøre med sit arbejde, men mens han gør sit arbejde, skal han huske på Kṛṣṇa (mām anusmara). Hvis man ikke under kampen for tilværelsen øver sig i at huske på Kṛṣṇa, kan det ikke lade sig gøre at huske Kṛṣṇa på dødstidspunktet. Herren Caitanya tilråder det samme. Han anbefaler, kīrtanīyaḥ sadā hariḥ: Man skal hele tiden øve sig i at recitere Herren Kṛṣṇas navne. Der er ingen forskel på Herrens navn og selve Herren. Herren Kṛṣṇas instruktion til Arjuna om at “huske Mig” og Herren Caitanyas opfordring til “altid at synge Herren Kṛṣṇas navne” går således ud på det samme. Der er ingen forskel, for Kṛṣṇa Selv og Kṛṣṇas navne er ikke forskellige fra hinanden. På det absolutte plan er der ingen forskel på en henvisning og det, der bliver henvist til. Vi skal derfor øve os i konstant at huske på Herren døgnet rundt ved at synge eller recitere Hans navne og forme vores handlinger således, at vi altid kan huske Ham.

Kṛṣṇa ne conseille pas à Arjuna d’abandonner son devoir pour se souvenir de Lui. Non. Il ne propose jamais rien qui ne soit réalisable. Pour survivre en ce monde matériel, nous devons travailler. C’est d’ailleurs l’une des raisons pour laquelle la société humaine est divisée en quatre groupes – les brāhmaṇas (sages et érudits), les kṣatriyas (administrateurs et hommes de guerre), les vaiśyas (agriculteurs et commerçants) et les śūdras (ouvriers et artisans). Ouvriers, marchands, soldats, administrateurs ou fermiers, hommes de lettres, savants ou théologiens, tous doivent remplir leurs devoirs professionnels pour vivre. Kṛṣṇa ne souhaite donc pas qu’Arjuna délaisse ses devoirs, mais bien plutôt qu’il les accomplisse en pensant à Lui (mām anusmara). S’il ne s’applique pas dans sa lutte pour l’existence à penser au Seigneur, comment pourra-t-il se Le rappeler au moment de la mort ? Śrī Caitanya nous a donné le même conseil : kīrtanīyaḥ sadā hariḥ. On doit toujours chanter ou réciter les saints noms du Seigneur. Le nom du Seigneur et le Seigneur Lui-même n’étant pas différents, l’instruction que Kṛṣṇa donne à Arjuna « souviens-toi de Moi » et celle que donne Śrī Caitanya « chante constamment les noms de Kṛṣṇa » ne sont qu’une seule et même instruction. Kṛṣṇa et Ses saints noms sont une seule et même chose, car au niveau absolu, il n’y a aucune différence entre l’objet et le nom qui le désigne. C’est pourquoi il faut s’exercer à se souvenir constamment du Seigneur, à chaque heure du jour et de la nuit, par le chant ou la récitation assidue de Ses saints noms et le choix d’un mode de vie adapté.

Hvordan kan det lade sig gøre? Ācāryaerne giver følgende eksempel. Hvis en gift kvinde er tiltrukket af en anden mand, eller hvis en mand er tiltrukket af en anden kvinde end sin hustru, anses denne tilknytning for at være meget stærk. Den, der har en sådan tilknytning, tænker altid på sin elskede. Hustruen, der tænker på sin elsker, tænker altid på at mødes med ham, selv mens hun udfører sine huslige pligter. Hun gør endda sine pligter endnu mere omhyggeligt, så hendes mand ikke skal fatte mistanke om hendes utroskab. På samme måde skal vi gøre vores materielle pligter meget omhyggeligt samtidig med, at vi hele tiden husker på den højeste elsker, Śrī Kṛṣṇa. Det kræver en meget stærk kærlighed. Hvis vi har en stærk følelse af kærlighed til den Højeste Herre, kan vi gøre vores pligt og samtidig huske på Ham. Men vi bliver nødt til at udvikle denne følelse af kærlighed. Arjuna tænkte for eksempel altid på Kṛṣṇa. Han var Kṛṣṇas tro ledsager, men samtidig var han kriger, så derfor var Kṛṣṇas råd til ham ikke, at han skulle ophøre med at kæmpe og drage ud i skoven for at meditere. Da Herren Kṛṣṇa redegjorde for yoga-systemet, svarede Arjuna, at han umuligt kunne følge det system.

Mais comment cela est-il possible ? Les ācāryas nous donnent cet exemple : quand une femme mariée s’attache à un autre homme que son époux, ou un homme à une autre femme, le sentiment qui les anime est puissant. Sous l’influence d’un tel attachement, on pensera constamment à l’être aimé. Tout en accomplissant ses tâches quotidiennes, l’épouse pensera toujours à cet instant où elle pourra rencontrer son amant, et soignera plus que jamais son travail pour que son mari ne soupçonne rien de sa liaison. De même devons-nous penser à chaque instant à l’objet suprême de l’amour, Kṛṣṇa, tout en remplissant aussi parfaitement que possible nos devoirs matériels. Il nous faut toutefois, pour y parvenir, développer un fort sentiment d’amour. Arjuna pensait constamment à Kṛṣṇa, et bien qu’il fût un guerrier, il était son compagnon de tous les instants. Le Seigneur ne lui conseille pas d’abandonner la lutte et de se retirer dans une forêt pour méditer. D’ailleurs, Arjuna s’était déclaré inapte à pratiquer un tel yoga après que Kṛṣṇa le lui eut décrit :

arjuna uvāca
yo ’yaṁ yogas tvayā proktaḥ
sāmyena madhusūdana
etasyāhaṁ na paśyāmi
cañcalatvāt sthitiṁ sthirām
arjuna uvāca
yo ’yaṁ yogas tvayā proktaḥ
sāmyena madhusūdana
etasyāhaṁ na paśyāmi
cañcalatvāt sthitiṁ sthirām

“Arjuna sagde: O Madhusūdana, dette yoga-system, Du har sammenfattet, forekommer mig upraktisk og ulideligt, for sindet er rastløst og uligevægtigt.” (Bg. 6.33)

« Arjuna dit : Ce yoga que Tu as décrit, ô Madhusūdana, me semble impraticable, car le mental est instable et capricieux. » (B.g. 6.33)

Men Herren svarede (Bg. 6.47):

Et le Seigneur déclare :

yoginām api sarveṣāṁ
mad-gatenāntar-ātmanā
śraddhāvān bhajate yo māṁ
sa me yukta-tamo mataḥ
yoginām api sarveṣāṁ
mad-gatenāntar-ātmanā
śraddhāvān bhajate yo māṁ
sa me yukta-tamo mataḥ

“Blandt alle yogīer er den, der med stor tro altid underkaster sig Mig, tænker på Mig i sit indre og er engageret i transcendental kærlighedstjeneste til Mig, mest fortroligt forenet med Mig i yoga og er den største af alle. Det er Min mening.” Den, der altid tænker på den Højeste Herre, er således også den største yogī, den største jñānī og den bedste hengivne. Herren fortæller videre Arjuna, at som kṣatriya kan han ikke undslå sig for at kæmpe, men hvis han kæmper, mens han husker på Kṛṣṇa, vil han kunne huske på Kṛṣṇa i dødsøjeblikket. Men han skal være helt overgivet til Herrens transcendentale kærlighedstjeneste.

« Et de tous les yogīs, celui qui, avec une foi totale, demeure toujours en Moi et médite sur Moi en Me servant avec amour, celui-là est le plus grand et M’est le plus intimement lié. Tel est Mon avis. » (B.g. 6.47) Celui dont la pensée reste toujours fixée sur le Seigneur Suprême est donc à la fois le plus grand yogī, le plus grand jñānī et le plus grand dévot. Le Seigneur dit en outre à Arjuna qu’en tant que kṣatriya, il ne peut renoncer à son devoir de combattant, mais que s’il lutte en pensant au Seigneur, il sera capable de se souvenir de Lui au moment de la mort. Il faut pour cela s’abandonner complètement à Dieu en se consacrant à Son service d’amour transcendantal.

I virkeligheden er det ikke vores krop, vi handler med. Vi handler med vores sind og intelligens, så hvis intelligensen og sindet altid er optaget af at tænke på den Højeste Herre, bliver sanserne også helt automatisk engageret i Hans tjeneste. Rent overfladisk kan det se ud, som om sansernes aktivitet er den samme, men bevidstheden er en anden. Bhagavad-gītā lærer én at fylde sindet og intelligensen med tanker på Herren. Denne fordybelse vil gøre os i stand til at blive overført til Herrens rige. Hvis sindet er optaget af Kṛṣṇas tjeneste, bliver sanserne automatisk engageret i Hans tjeneste. Det er kunsten, og det er også Bhagavad-gītās hemmelighed: at absorbere sindet fuldstændigt i tanker på Śrī Kṛṣṇa.

Nos actes ne relèvent pas seulement du corps, ils dépendent surtout du mental et de l’intelligence. Si nous fixons notre mental et notre intelligence sur le Seigneur Suprême, nos sens suivront et s’engageront à leur tour à Son service. Nos actes sembleront identiques, mais notre conscience aura changé. La Bhagavad-gītā nous enseigne comment absorber notre mental et notre intelligence dans la pensée du Seigneur, car une telle absorption mène au royaume de Dieu. Si le mental est dédié au service de Kṛṣṇa, les sens le seront automatiquement aussi. En l’absorption totale en Śrī Kṛṣṇa résident le secret et l’art de la Bhagavad-gītā.

Det moderne menneske har gjort sig store anstrengelser for at komme til Månen, men det har ikke gjort noget særligt for at ophøje sig selv åndeligt. Hvis man har 50 år at leve i, bør man bruge denne korte tid til at øve sig i at huske på Guddommens Højeste Personlighed. Denne praksis er den hengivne proces. Der står i Śrīmad-Bhāgavatam (7.5.23):

L’homme moderne a fait d’énormes efforts pour atteindre la lune, mais il n’a guère œuvré pour son élévation spirituelle. C’est pourquoi, s’il lui reste cinquante ans à vivre, il doit utiliser ce court laps de temps à cultiver le souvenir de la Personne Suprême par la pratique du service de dévotion.

śravaṇaṁ kīrtanaṁ viṣṇoḥ
smaraṇaṁ pāda-sevanam
arcanaṁ vandanaṁ dāsyaṁ
sakhyam ātma-nivedanam
śravaṇaṁ kīrtanaṁ viṣṇoḥ
smaraṇaṁ pāda-sevanam
arcanaṁ vandanaṁ dāsyaṁ
sakhyam ātma-nivedanam

Disse ni processer, af hvilke den letteste er śravaṇam, at høre Bhagavad- gītā fra en realiseret person, vil vende vores tanker mod det Højeste Væsen. Det igen vil føre til ihukommelse af den Højeste Herre og bevirke, at når man forlader sin krop, får man en åndelig krop, der er kvalificeret til at omgås med den Højeste Herre.

Ces neuf pratiques, dont la plus simple (śravaṇam) consiste à écouter le message de la Bhagavad-gītā des lèvres d’une âme réalisée, nous aideront à toujours absorber nos pensées en l’Être Suprême. Nous pourrons alors nous souvenir constamment de Lui et, en quittant notre corps de matière, obtenir un corps spirituel qui nous permettra de vivre auprès de Lui.

Herren forklarer videre (Bg. 8.8):

Le Seigneur dit encore :

abhyāsa-yoga-yuktena
cetasā nānya-gāminā
paramaṁ puruṣaṁ divyaṁ
yāti pārthānucintayan
abhyāsa-yoga-yuktena
cetasā nānya-gāminā
paramaṁ puruṣaṁ divyaṁ
yāti pārthānucintayan

“Den, der mediterer på Mig som Guddommens Højeste Personlighed med sindet uophørligt engageret i tanker på Mig uden at blive afledt fra vejen, kan være sikker på at nå Mig, O Arjuna.”

« Celui qui médite sur Moi, la Personne Suprême, et toujours se souvient de Moi, sans jamais dévier, celui-là vient à Moi sans nul doute, ô Pārtha. » (B.g. 8.8)

Dette er ingen særlig svær metode. Man skal imidlertid lære den fra en erfaren person. Tad-vijñānārthaṁ sa gurum evābhigacchet: Man skal henvende sig til den, der allerede er oplyst. Sindet flakker altid hid og did, men man skal træne sindet i at fokusere på formen af den Højeste Herre, Śrī Kṛṣṇa, eller på lyden af Hans navn. Sindet er af natur hvileløst og bliver drevet hid og did, men det kan finde hvile i Kṛṣṇas lydvibration. For at nå Ham skal man således meditere på paramaṁ puruṣam, Guddommens Højeste Personlighed i det åndelige rige. I Bhagavad-gītā gives der forskellige veje til at nå denne højeste erkendelse, og døren til kundskaben er åben for alle. Ingen nægtes adgang. Alle mennesker, uanset hvilken samfundsgruppe de tilhører, kan komme til Herren Kṛṣṇa ved at tænke på Ham, for alle har mulighed for at høre om Ham og tænke på Ham.

La méthode est simple. Il nous faut toutefois, pour l’apprendre, approcher une personne expérimentée, une personne qui la pratique déjà : tad vijñānārthaṁ sa gurum evābhigacchet. Le mental allant sans cesse d’un objet à l’autre, il faut s’exercer à le fixer sur la forme ou le nom du Seigneur Suprême, Śrī Kṛṣṇa. Le mental est instable et fébrile de nature, mais il peut trouver l’apaisement dans la vibration spirituelle. On doit donc méditer sur le paramaṁ puruṣaṁ, la Personne Suprême, dans le monde spirituel, et ainsi parvenir jusqu’à Lui.

La Bhagavad-gītā nous indique avec précision la voie à suivre et les moyens d’obtenir la réalisation suprême, le but ultime. Les portes de ce savoir sont ouvertes à tous. Les hommes de toute condition sociale ou culturelle peuvent approcher le Seigneur en pensant à Lui, car écouter ce qui se rapporte à Dieu ou simplement penser à Lui est accessible à tous.

Herren udtaler videre (Bg. 9.32–33):

Kṛṣṇa dit en effet dans la Bhagavad-gītā (9.32–33) :

māṁ hi pārtha vyapāśritya
ye ’pi syuḥ pāpa-yonayaḥ
striyo vaiśyās tathā śūdrās
te ’pi yānti parāṁ gatim
māṁ hi pārtha vyapāśritya
ye ’pi syuḥ pāpa-yonayaḥ
striyo vaiśyās tathā śūdrās
te ’pi yānti parāṁ gatim
kiṁ punar brāhmaṇāḥ puṇyā
bhaktā rājarṣayas tathā
anityam asukhaṁ lokam
imaṁ prāpya bhajasva mām
kiṁ punar brāhmaṇāḥ puṇyā
bhaktā rājarṣayas tathā
anityam asukhaṁ lokam
imaṁ prāpya bhajasva mām

Således erklærer Herren, at selv en forretningsmand, en falden kvinde eller en arbejder eller endda mennesker, der befinder sig i den laveste livsstatus, kan opnå den Højeste. Det er ikke nødvendigt med en højt udviklet intelligens. Det vigtige er, at alle, der accepterer principperne for bhakti-yoga og den Højeste Herre som summum bonum, dvs. det endelige mål i tilværelsen, kan nå Herren i den åndelige himmel. Hvis man følger principperne, der gives i Bhagavad-gītā, kan man gøre sit liv fuldkomment og finde en permanent løsning på alle livets problemer. Det er hele essensen af Bhagavad-gītā.

Le Seigneur affirme qu’un marchand, une femme, un ouvrier ou même un homme situé au plus bas échelon de l’humanité peuvent atteindre le Suprême. Il n’est pas indispensable d’être doté d’une intelligence supérieure, mais il faut par contre impérativement adopter les principes du bhakti-yoga et faire du Seigneur l’objectif premier, le but ultime de notre vie. Quiconque suivra les enseignements de la Bhagavad-gītā atteindra la perfection de l’existence et en aura définitivement résolu tous les problèmes. Telle est la substance, l’essence de la Bhagavad-gītā.

Lad os runde af med at konkludere, at Bhagavad-gītā er et stykke transcendental litteratur, man skal læse meget omhyggeligt. Gītā-śāstram idaṁ puṇyaṁ, yaḥ paṭhet prayataḥ pumān: Hvis man følger Bhagavad- gītās instruktioner korrekt, kan man blive befriet for alle livets lidelser og bekymringer. Viṣṇoḥ padam avapnoti, bhaya-śokādi-varjitaḥ. Man vil blive befriet for al frygt i dette liv, og ens næste liv vil blive åndeligt (Gītā-māhātmya 1).

Nous dirons en guise de conclusion que la Bhagavad-gītā est un texte transcendantal qu’il faut lire avec le plus grand soin. Gītā-śāstram idaṁ puṇyaṁ, yaḥ paṭhet prayataḥ pumān, nous dit la Gītā-māhātmya (1). Celui qui suit sincèrement les instructions de la Bhagavad-gītā est délivré de toute souffrance et de toute angoisse. Bhaya-śokādi-varjitaḥ – il sera libéré de ses craintes dans cette vie et sa prochaine existence sera spirituelle.

Der er flere fordele:

La Gītā-māhātmya (2) ajoute :

gītādhyāyana-śīlasya
prāṇāyāma-parasya ca
naiva santi hi pāpāni
pūrva-janma-kṛtāni ca
gītādhyāyana-śīlasya
prāṇāyāma-parasya ca
naiva santi hi pāpāni
pūrva-janma-kṛtāni ca

“Hvis man studerer Bhagavad-gītā meget oprigtigt og med stor alvor, vil reaktionerne på ens tidligere ugerninger ikke påvirke én.” (Gītā- māhātmya 2) Herren siger klart og tydeligt i sidste del af Bhagavad-gītā (18.66):

« Qui lit la Bhagavad-gītā avec sincérité et grand sérieux est affranchi, par la grâce du Seigneur, des conséquences de ses fautes passées. » Le Seigneur proclame dans le dernier chapitre de la Bhagavad-gītā (18.66) :

sarva-dharmān parityajya
mām ekaṁ śaraṇaṁ vraja
ahaṁ tvāṁ sarva-pāpebhyo
mokṣayiṣyāmi mā śucaḥ
sarva-dharmān parityajya
mām ekaṁ śaraṇaṁ vraja
ahaṁ tvāṁ sarva-pāpebhyo
mokṣayiṣyāmi mā śucaḥ

“Opgiv alle former for religion og overgiv dig blot til Mig. Jeg skal udfri dig fra al synd. Frygt ikke.” Således tager Herren det fulde ansvar for den, der overgiver sig til Ham, og beskytter en sådan person mod enhver reaktion på synd.

« Laisse là toutes formes de pratique religieuse et abandonne-toi simplement à Moi. Je te délivrerai de toutes les suites de tes fautes. N’aie nulle crainte. » Ainsi, le Seigneur prend la responsabilité de celui qui s’abandonne à Lui et le libère des conséquences de ses fautes. Puis la Gītā-māhātmya (3) poursuit ainsi :

mala-nirmocanaṁ puṁsāṁ
jala-snānaṁ dine dine
sakṛd gītāmṛta-snānaṁ
saṁsāra-mala-nāśanam
mala-nirmocanaṁ puṁsāṁ
jala-snānaṁ dine dine
sakṛd gītāmṛta-snānaṁ
saṁsāra-mala-nāśanam

“One may cleanse himself daily by taking a bath in water, but if one takes a bath even once in the sacred Ganges water of Bhagavad-gītā, for him the dirt of material life is altogether vanquished.” (Gītā-māhātmya 3)

« On peut se purifier en prenant un simple bain tous les jours, mais en se baignant, fût-ce une fois, dans les eaux sacrées pareilles au Gange de la Bhagavad-gītā, on se débarrasse d’un coup de toute impureté matérielle. »

gītā su-gītā kartavyā
kim anyaiḥ śāstra-vistaraiḥ
yā svayaṁ padmanābhasya
mukha-padmād viniḥsṛtā
gītā su-gītā kartavyā
kim anyaiḥ śāstra-vistaraiḥ
yā svayaṁ padmanābhasya
mukha-padmād viniḥsṛtā

Because Bhagavad-gītā is spoken by the Supreme Personality of Godhead, one need not read any other Vedic literature. One need only attentively and regularly hear and read Bhagavad-gītā. In the present age, people are so absorbed in mundane activities that it is not possible for them to read all the Vedic literatures. But this is not necessary. This one book, Bhagavad-gītā, will suffice, because it is the essence of all Vedic literatures and especially because it is spoken by the Supreme Personality of Godhead. (Gītā-māhātmya 4)

Dieu a personnellement exposé la Bhagavad-gītā, aussi n’est-il nullement nécessaire de lire d’autres Écrits védiques. La littérature védique est en effet si vaste que l’homme d’aujourd’hui, absorbé dans ses activités matérielles, ne peut la parcourir entièrement. Cela n’est de toute façon pas indispensable. Il est suffisant d’écouter ou de lire la Bhagavad-gītā avec attention et de manière régulière, car elle est l’essence de tous les Écrits védiques et a été énoncée par Dieu, la Personne Suprême.

As it is said:

bhāratāmṛta-sarvasvaṁ
viṣṇu-vaktrād viniḥsṛtam
gītā-gaṅgodakaṁ pītvā
punar janma na vidyate
bhāratāmṛta-sarvasvaṁ
viṣṇu-vaktrād viniḥsṛtam
gītā-gaṅgodakaṁ pītvā
punar janma na vidyate

“One who drinks the water of the Ganges attains salvation, so what to speak of one who drinks the nectar of Bhagavad-gītā? Bhagavad-gītā is the essential nectar of the Mahābhārata, and it is spoken by Lord Kṛṣṇa Himself, the original Viṣṇu.” (Gītā-māhātmya 5) Bhagavad-gītā comes from the mouth of the Supreme Personality of Godhead, and the Ganges is said to emanate from the lotus feet of the Lord. Of course, there is no difference between the mouth and the feet of the Supreme Lord, but from an impartial study we can appreciate that Bhagavad-gītā is even more important than the water of the Ganges.

« Si en buvant l’eau du Gange, on obtient le salut, que dire de ce qu’obtient celui qui boit les eaux sacrées de la Bhagavad-gītā, le nectar du Mahābhārata énoncé par Kṛṣṇa, le Viṣṇu originel » (Gītā-māhātmya 5) La Bhagavad-gītā émane des lèvres du Seigneur tandis que le Gange prend sa source à Ses pieds pareils-au-lotus. Il n’y a certes, aucune différence entre la bouche et les pieds du Seigneur, mais nous comprendrons aisément que la Bhagavad-gītā prévaut sur le Gange.

sarvopaniṣado gāvo
dogdhā gopāla-nandanaḥ
pārtho vatsaḥ su-dhīr bhoktā
dugdhaṁ gītāmṛtaṁ mahat
sarvopaniṣado gāvo
dogdhā gopāla-nandanaḥ
pārtho vatsaḥ su-dhīr bhoktā
dugdhaṁ gītāmṛtaṁ mahat

“This Gītopaniṣad, Bhagavad-gītā, the essence of all the Upaniṣads, is just like a cow, and Lord Kṛṣṇa, who is famous as a cowherd boy, is milking this cow. Arjuna is just like a calf, and learned scholars and pure devotees are to drink the nectarean milk of Bhagavad-gītā.” (Gītā-māhātmya 6)

« On peut comparer cette Gītopaniṣad, la Bhagavad-gītā, l’essence de toutes les Upaniṣads, à une vache qui serait traite par le jeune pâtre Kṛṣṇa. Quant à Arjuna, il est semblable au jeune veau qui se nourrit de son lait. Les sages érudits et les purs dévots en boivent aussi le délectable lait. » (Gītā-māhātmya 6)

ekaṁ śāstraṁ devakī-putra-gītam
eko devo devakī-putra eva
eko mantras tasya nāmāni yāni
karmāpy ekaṁ tasya devasya sevā
ekaṁ śāstraṁ devakī-putra-gītam
eko devo devakī-putra eva
eko mantras tasya nāmāni yāni
karmāpy ekaṁ tasya devasya sevā

(Gītā-māhātmya 7)

(Gītā-māhātmya 7)

In this present day, people are very much eager to have one scripture, one God, one religion and one occupation. Therefore, ekaṁ śāstraṁ devakī-putra-gītam: let there be one scripture only, one common scripture for the whole world – Bhagavad-gītā. Eko devo devakī-putra eva: let there be one God for the whole world – Śrī Kṛṣṇa. Eko mantras tasya nāmāni: and one hymn, one mantra, one prayer – the chanting of His name: Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare. Karmāpy ekaṁ tasya devasya sevā: and let there be one work only – the service of the Supreme Personality of Godhead.

De nos jours, les gens souhaitent avoir une Écriture, un Dieu, une religion et une activité. Aussi ce verset dit-il, ekaṁ śāstraṁ devakī-putra-gītam : « Qu’il n’y ait qu’une Écriture pour le monde entier – la Bhagavad-gītā. » Eko devo devakī-putra eva : « Qu’il n’y ait qu’un Dieu – Kṛṣṇa. » Eko mantras tasya nāmāni : « Qu’il n’y ait qu’un hymne, un mantra, une prière – le chant de Son nom Hare Kṛṣṇa Hare Kṛṣṇa Kṛṣṇa Kṛṣṇa Hare Hare / Hare Rāma Hare Rāma Rāma Rāma Hare Hare. » Karmāpy ekaṁ tasya devasya sevā : « Qu’il n’y ait qu’une activité – le service de dévotion offert à Dieu, la Personne Suprême. »

The Disciplic Succession

La Succession Disciplique

Evaṁ paramparā-prāptam imaṁ rājarṣayo viduḥ (Bhagavad-gītā 4.2). This Bhagavad-gītā As It Is is received through this disciplic succession:

Evaṁ paramparā-prāptam, imaṁ rājarṣayo viduḥ. « Cette science suprême fut transmise à travers une succession disciplique, et les saints rois la reçurent ainsi. » (Bhagavad-gītā 4.2)

1. Kṛṣṇa
2. Brahmā
3. Nārada
4. Vyāsa
5. Madhva
6. Padmanābha
7. Nṛhari
8. Mādhava
9. Akṣobhya
10. Jaya Tīrtha
11. Jñānasindhu
12. Dayānidhi
13. Vidyānidhi
14. Rājendra
15. Jayadharma
16. Puruṣottama
17. Brahmaṇya Tīrtha
18. Vyāsa Tīrtha
19. Lakṣmīpati
20. Mādhavendra Purī
21. Īśvara Purī, (Nityānanda, Advaita)
22. Lord Caitanya
23. Rūpa, (Svarūpa, Sanātana)
24. Raghunātha, Jīva
25. Kṛṣṇadāsa
26. Narottama
27. Viśvanātha
28. (Baladeva), Jagannātha
29. Bhaktivinoda
30. Gaurakiśora
31. Bhaktisiddhānta Sarasvatī
32. A. C. Bhaktivedanta Swami Prabhupāda

1. Kṛṣṇa
2. Brahmā
3. Nārada
4. Vyāsa
5. Madhva
6. Padmanābha
7. Nṛhari
8. Mādhava
9. Akṣobhya
10. Jaya Tīrtha
11. Jñānasindhu
12. Dayānidhi
13. Vidyānidhi
14. Rājendra
15. Jayadharma
16. Puruṣottama
17. Brahmaṇya Tīrtha
18. Vyāsa Tīrtha
19. Lakṣmīpati
20. Mādhavendra Purī
21. Īśvara Purī, (Nityānanda, Advaita)
22. Lord Caitanya
23. Rūpa, (Svarūpa, Sanātana)
24. Raghunātha, Jīva
25. Kṛṣṇadāsa
26. Narottama
27. Viśvanātha
28. (Baladeva), Jagannātha
29. Bhaktivinoda
30. Gaurakiśora
31. Bhaktisiddhānta Sarasvatī
32. A. C. Bhaktivedanta Swami Prabhupāda