Skip to main content

Indledning

Introduction

oṁ ajñāna-timirāndhasya
jñānāñjana-śalākayā
cakṣur unmīlitaṁ yena
tasmai śrī-gurave namaḥ
oṁ ajñāna-timirāndhasya
jñānāñjana-śalākayā
cakṣur unmīlitaṁ yena
tasmai śrī-gurave namaḥ
śrī-caitanya-mano-’bhīṣṭaṁ
sthāpitaṁ yena bhū-tale
svayaṁ rūpaḥ kadā mahyaṁ
dadāti sva-padāntikam
śrī-caitanya-mano-’bhīṣṭaṁ
sthāpitaṁ yena bhū-tale
svayaṁ rūpaḥ kadā mahyaṁ
dadāti sva-padāntikam

Jeg blev født i den mørkeste uvidenhed, og min åndelige mester åbnede mine øjne med kundskabens fakkel. Jeg tilbyder ham mine respektfulde hyldester.

I was born in the darkest ignorance, and my spiritual master opened my eyes with the torch of knowledge. I offer my respectful obeisances unto him.

Hvornår vil Śrīla Rūpa Gosvāmī Prabhupāda, der har grundlagt Herren Caitanyas mission i denne materielle verden, give mig ly ved sine lotusfødder?

When will Śrīla Rūpa Gosvāmī Prabhupāda, who has established within this material world the mission to fulfill the desire of Lord Caitanya, give me shelter under his lotus feet?

vande ’haṁ śrī-guroḥ śrī-yuta-pada-
kamalaṁ śrī-gurūn vaiṣṇavāṁś ca
śrī-rūpaṁ sāgrajātaṁ saha-gaṇa-
raghunāthānvitaṁ taṁ sa-jīvam
sādvaitaṁ sāvadhūtaṁ parijana-
sahitaṁ kṛṣṇa-caitanya-devaṁ
śrī-rādhā-kṛṣṇa-pādān saha-gaṇa-
lalitā-śrī-viśākhānvitāṁś ca
vande ’haṁ śrī-guroḥ śrī-yuta-pada-
kamalaṁ śrī-gurūn vaiṣṇavāṁś ca
śrī-rūpaṁ sāgrajātaṁ saha-gaṇa-
raghunāthānvitaṁ taṁ sa-jīvam
sādvaitaṁ sāvadhūtaṁ parijana-
sahitaṁ kṛṣṇa-caitanya-devaṁ
śrī-rādhā-kṛṣṇa-pādān saha-gaṇa-
lalitā-śrī-viśākhānvitāṁś ca

Jeg frembærer mine respektfulde hyldester til min åndelige mesters lotusfødder og til alle vaiṣṇavaers fødder. Jeg frembærer mine respektfulde hyldester til Śrīla Rūpa Gosvāmīs lotusfødder og til hans ældre broder Sanātana Gosvāmī såvel som til Raghunātha Dāsa og Raghunātha Bhaṭṭa, Gopāla Bhaṭṭa og Śrīla Jīva Gosvāmī. Jeg tilbyder mine respektfulde hyldester til Herren Kṛṣṇa Caitanya og Herren Nityānanda såvel som til Advaita Ācārya, Gadādhara, Śrīvāsa og andre af Deres ledsagere. Jeg tilbyder mine respektfulde hyldester til Śrīmatī Rādhārāṇī og Śrī Kṛṣṇa sammen med Deres ledsagere Śrī Lalitā og Viśākhā.

I offer my respectful obeisances unto the lotus feet of my spiritual master and unto the feet of all Vaiṣṇavas. I offer my respectful obeisances unto the lotus feet of Śrīla Rūpa Gosvāmī along with his elder brother Sanātana Gosvāmī, as well as Raghunātha Dāsa and Raghunātha Bhaṭṭa, Gopāla Bhaṭṭa and Śrīla Jīva Gosvāmī. I offer my respectful obeisances to Lord Kṛṣṇa Caitanya and Lord Nityānanda along with Advaita Ācārya, Gadādhara, Śrīvāsa and other associates. I offer my respectful obeisances to Śrīmatī Rādhārāṇī and Śrī Kṛṣṇa along with Their associates Śrī Lalitā and Viśākhā.

he kṛṣṇa karuṇā-sindho
dīna-bandho jagat-pate
gopeśa gopikā-kānta
rādhā-kānta namo ’stu te
he kṛṣṇa karuṇā-sindho
dīna-bandho jagat-pate
gopeśa gopikā-kānta
rādhā-kānta namo ’stu te

O min kære Kṛṣṇa, Du er de nødlidendes ven og oprindelsen til skabelsen. Du er gopīernes Herre og Rādhārāṇīs elsker. Jeg frembærer mine respektfulde hyldester til Dig.

O my dear Kṛṣṇa, You are the friend of the distressed and the source of creation. You are the master of the gopīs and the lover of Rādhārāṇī. I offer my respectful obeisances unto You.

tapta-kāñcana-gaurāṅgi
rādhe vṛndāvaneśvari
vṛṣabhānu-sute devi
praṇamāmi hari-priye
tapta-kāñcana-gaurāṅgi
rādhe vṛndāvaneśvari
vṛṣabhānu-sute devi
praṇamāmi hari-priye

Jeg tilbyder min hyldest til Rādhārāṇī, hvis kropslød er som smeltet guld, og som er Vṛndāvanas dronning. Du er Kong Vṛṣabhānus datter, og Herren Kṛṣṇa elsker Dig højest af alle.

I offer my respects to Rādhārāṇī, whose bodily complexion is like molten gold and who is the Queen of Vṛndāvana. You are the daughter of King Vṛṣabhānu, and You are very dear to Lord Kṛṣṇa.

vāñchā-kalpa-tarubhyaś ca
kṛpā-sindhubhya eva ca
patitānāṁ pāvanebhyo
vaiṣṇavebhyo namo namaḥ
vāñchā-kalpa-tarubhyaś ca
kṛpā-sindhubhya eva ca
patitānāṁ pāvanebhyo
vaiṣṇavebhyo namo namaḥ

Jeg frembærer mine respektfulde hyldester til alle Herrens vaiṣṇava- hengivne. Ligesom ønsketræer kan de opfylde alles ønsker, og de er fulde af medlidenhed med de faldne sjæle.

I offer my respectful obeisances unto all the Vaiṣṇava devotees of the Lord. They can fulfill the desires of everyone, just like desire trees, and they are full of compassion for the fallen souls.

śrī-kṛṣṇa-caitanya prabhu-nityānanda
śrī-advaita gadādhara śrīvāsādi-gaura-bhakta-vṛnda
śrī-kṛṣṇa-caitanya prabhu-nityānanda
śrī-advaita gadādhara śrīvāsādi-gaura-bhakta-vṛnda

Jeg fremfører mine hyldester til Śrī Kṛṣṇa Caitanya, Prabhu Nityānanda, Śrī Advaita, Gadādhara, Śrīvāsa og alle andre på hengivenhedens vej.

I offer my obeisances to Śrī Kṛṣṇa Caitanya, Prabhu Nityānanda, Śrī Advaita, Gadādhara, Śrīvāsa and all others in the line of devotion.

hare kṛṣṇa hare kṛṣṇa kṛṣṇa kṛṣṇa hare hare
hare rāma hare rāma rāma rāma hare hare
hare kṛṣṇa hare kṛṣṇa kṛṣṇa kṛṣṇa hare hare
hare rāma hare rāma rāma rāma hare hare

Bhagavad-gītā er også kendt som Gītopaniṣad. Den udgør essensen af vedisk viden og er en af de vigtigste Upaniṣader i den vediske litteratur. Der er mange kommentarer til Bhagavad-gītā på engelsk, og man kan spørge om nødvendigheden af endnu en. Denne udgave kan forklares på følgende måde. For nylig bad en amerikansk dame mig anbefale en engelsk oversættelse af Bhagavad-gītā. I Amerika findes der selvfølgelig mange udgaver af Bhagavad-gītā, men så vidt jeg ved, kan ingen af dem i hverken Amerika eller Indien siges at være helt autoritative, for i så godt som alle har kommentatoren fremlagt sine egne meninger uden at komme ind på Bhagavad-gītās ånd, som den er.

Bhagavad-gītā is also known as Gītopaniṣad. It is the essence of Vedic knowledge and one of the most important Upaniṣads in Vedic literature. Of course there are many commentaries in English on the Bhagavad-gītā, and one may question the necessity for another one. This present edition can be explained in the following way. Recently an American lady asked me to recommend an English translation of Bhagavad-gītā. Of course in America there are so many editions of Bhagavad-gītā available in English, but as far as I have seen, not only in America but also in India, none of them can be strictly said to be authoritative because in almost every one of them the commentator has expressed his own opinions without touching the spirit of Bhagavad-gītā as it is.

Ånden i Bhagavad-gītā bliver omtalt i Bhagavad-gītā selv. Den er som følger: Hvis vi gerne vil tage en bestemt medicin, må vi følge vejledningen på mærkaten. Vi kan ikke bare tage medicinen, som vi har lyst til det, eller på forslag fra en ven. Man må indtage den ifølge mærkatens retningslinier eller på lægens vejledning. På samme måde skal Bhagavad-gītā forstås og accepteres som forordnet af taleren selv. Taleren i Bhagavad-gītā er Herren Śrī Kṛṣṇa. På alle sider i Bhagavad-gītā omtales Han som Guddommens Højeste Personlighed, Bhagavān. Sommetider henviser ordet bhagavān til en magtfuld person eller en af de magtfulde halvguder, og her betegner bhagavān helt sikkert Herren Śrī Kṛṣṇa som en mægtig personlighed, men samtidig skal vi vide, at Herren Śrī Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed, som det bekræftes af alle store ācāryaer (åndelige mestre) som Śaṅkarācārya, Rāmānujācārya, Madhvācārya, Nimbārka Svāmī, Śrī Caitanya Mahāprabhu og mange andre autoriteter inden for vedisk videnskab. I Bhagavad-gītā fastslår Herren på samme måde Selv, at Han er Guddommens Højeste Personlighed, og Han bliver også anerkendt som sådan i Brahma-saṁhitā og alle Purāṇaerne, i særdeleshed i Śrīmad-Bhāgavatam, der også er kendt som Bhāgavata Purāṇa (kṛṣṇas tu bhagavān svayam, ŚB. 1.32.8). Vi skal derfor acceptere Bhagavad-gītā, sådan som det bliver os pålagt af Guddommens Højeste Personlighed.

The spirit of Bhagavad-gītā is mentioned in Bhagavad-gītā itself. It is just like this: If we want to take a particular medicine, then we have to follow the directions written on the label. We cannot take the medicine according to our own whim or the direction of a friend. It must be taken according to the directions on the label or the directions given by a physician. Similarly, Bhagavad-gītā should be taken or accepted as it is directed by the speaker Himself. The speaker of Bhagavad-gītā is Lord Śrī Kṛṣṇa. He is mentioned on every page of Bhagavad-gītā as the Supreme Personality of Godhead, Bhagavān. Of course the word bhagavān sometimes refers to any powerful person or any powerful demigod, and certainly here bhagavān designates Lord Śrī Kṛṣṇa as a great personality, but at the same time we should know that Lord Śrī Kṛṣṇa is the Supreme Personality of Godhead, as is confirmed by all great ācāryas (spiritual masters) like Śaṅkarācārya, Rāmānujācārya, Madhvācārya, Nimbārka Svāmī, Śrī Caitanya Mahāprabhu and many other authorities of Vedic knowledge in India. The Lord Himself also establishes Himself as the Supreme Personality of Godhead in the Bhagavad-gītā, and He is accepted as such in the Brahma-saṁhitā and all the Purāṇas, especially the Śrīmad-Bhāgavatam, known as the Bhāgavata Purāṇa (kṛṣṇas tu bhagavān svayam). Therefore we should take Bhagavad-gītā as it is directed by the Personality of Godhead Himself. In the Fourth Chapter of the Gītā (4.1–3) the Lord says:

imaṁ vivasvate yogaṁ
proktavān aham avyayam
vivasvān manave prāha
manur ikṣvākave ’bravīt
imaṁ vivasvate yogaṁ
proktavān aham avyayam
vivasvān manave prāha
manur ikṣvākave ’bravīt
evaṁ paramparā-prāptam
imaṁ rājarṣayo viduḥ
sa kāleneha mahatā
yogo naṣṭaḥ paran-tapa
evaṁ paramparā-prāptam
imaṁ rājarṣayo viduḥ
sa kāleneha mahatā
yogo naṣṭaḥ paran-tapa
sa evāyaṁ mayā te ’dya
yogaḥ proktaḥ purātanaḥ
bhakto ’si me sakhā ceti
rahasyaṁ hy etad uttamam
sa evāyaṁ mayā te ’dya
yogaḥ proktaḥ purātanaḥ
bhakto ’si me sakhā ceti
rahasyaṁ hy etad uttamam

Her fortæller Herren Arjuna, at dette yoga-system (Bhagavad-gītā) først blev berettet til solguden, hvorefter solguden forklarede det til Manu, Manu videregav det dernæst til Ikṣvāku og så fremdeles. På den måde er yoga-systemet nedsteget gennem discipelrækken fra den ene taler til den næste. Men i tidens løb er det gået tabt, hvorfor Herren er nødt til at tale det igen, denne gang til Arjuna på Kurukṣetras slagmark.

Here the Lord informs Arjuna that this system of yoga, the Bhagavad-gītā, was first spoken to the sun-god, and the sun-god explained it to Manu, and Manu explained it to Ikṣvāku, and in that way, by disciplic succession, one speaker after another, this yoga system has been coming down. But in the course of time it has become lost. Consequently the Lord has to speak it again, this time to Arjuna on the Battlefield of Kurukṣetra.

Han fortæller Arjuna, at Han afslører denne højeste hemmelighed for ham, fordi Arjuna er Hans hengivne og Hans ven. Det betyder, at Bhagavad-gītā er en tekst, der især henvender sig til Herrens hengivne. Der findes tre klasser af transcendentalister: jñānīen, yogīen og bhaktaen eller upersonalisten, meditatøren og den hengivne. Her lader Herren Arjuna vide, at eftersom den gamle discipelrække er brudt, gør Han ham til den første modtager i en ny paramparā (discipelrække). Det var således Herrens ønske at starte en ny paramparā i samme ånd som den, der først var kommet ned fra solguden, og Han ville have, at Arjuna skulle udbrede Hans lære igen. Han gjorde Arjuna til autoritet i Bhagavad-gītā. Vi kan således se, at ud over at være direkte elev af Kṛṣṇa og Hans fortrolige ven blev Arjuna undervist i Bhagavad-gītā i sin egenskab af Herrens hengivne. Bhagavad-gītā kan derfor bedst forstås af den, der har de samme kvalifikationer som Arjuna, hvilket vil sige, at man skal være en hengiven med et direkte forhold til Herren. Så snart man hengiver sig til Herren, har man også et direkte forhold til Ham. Det er et meget omfattende emne, men i korthed kan det siges, at en hengiven har et forhold til Guddommens Højeste Personlighed på en af fem måder:

He tells Arjuna that He is relating this supreme secret to him because Arjuna is His devotee and His friend. The purport of this is that Bhagavad-gītā is a treatise which is especially meant for the devotee of the Lord. There are three classes of transcendentalists, namely the jñānī, the yogī and the bhakta, or the impersonalist, the meditator and the devotee. Here the Lord clearly tells Arjuna that He is making him the first receiver of a new paramparā (disciplic succession) because the old succession was broken. It was the Lord’s wish, therefore, to establish another paramparā in the same line of thought that was coming down from the sun-god to others, and it was His wish that His teaching be distributed anew by Arjuna. He wanted Arjuna to become the authority in understanding the Bhagavad-gītā. So we see that Bhagavad-gītā is instructed to Arjuna especially because Arjuna was a devotee of the Lord, a direct student of Kṛṣṇa, and His intimate friend. Therefore Bhagavad-gītā is best understood by a person who has qualities similar to Arjuna’s. That is to say he must be a devotee in a direct relationship with the Lord. As soon as one becomes a devotee of the Lord, he also has a direct relationship with the Lord. That is a very elaborate subject matter, but briefly it can be stated that a devotee is in a relationship with the Supreme Personality of Godhead in one of five different ways:

1. Man kan være hengiven i en passiv tilstand.

1. One may be a devotee in a passive state;

2. Man kan være hengiven i en aktiv tilstand.

2. One may be a devotee in an active state;

3. Man kan være hengiven som en ven.

3. One may be a devotee as a friend;

4. Man kan være hengiven som en forælder.

4. One may be a devotee as a parent;

5. Man kan være hengiven som en ægtefælle eller elsker.

5. One may be a devotee as a conjugal lover.

Arjunas forhold til Herren var som ven. Det er klart, at der er en afgrund til forskel på det venskab, de havde, og de venskaber, man finder i den materielle verden. Her er der tale om et transcendentalt venskab, som det ikke er forundt alle og enhver at have. Vi har selvfølgelig alle et særligt forhold til Herren, og det forhold bliver vakt til live, når ens hengivne tjeneste når sin fuldendelse. Men i vores nuværende situation i livet har vi ikke alene glemt den Højeste Herre; vi har også glemt vort evige forhold til Ham. Af alle de milliarder og billioner af levende væsener, der findes, har hvert eneste af dem i al evighed et særligt forhold til Herren. Dette forhold kaldes svarūpa. Gennem hengiven tjeneste kan man genoplive sin svarūpa, og det stadie kaldes svarūpa-siddhi, fuldkommengørelsen af ens naturlige tilstand. Arjuna var således forbundet med den Højeste Herre som en hengiven i venskab.

Arjuna was in a relationship with the Lord as friend. Of course there is a gulf of difference between this friendship and the friendship found in the material world. This is transcendental friendship, which cannot be had by everyone. Of course everyone has a particular relationship with the Lord, and that relationship is evoked by the perfection of devotional service. But in the present status of our life, not only have we forgotten the Supreme Lord, but we have forgotten our eternal relationship with the Lord. Every living being, out of the many, many billions and trillions of living beings, has a particular relationship with the Lord eternally. That is called svarūpa. By the process of devotional service, one can revive that svarūpa, and that stage is called svarūpa-siddhi – perfection of one’s constitutional position. So Arjuna was a devotee, and he was in touch with the Supreme Lord in friendship.

Man bør hæfte sig ved, hvordan Arjuna modtog Bhagavad-gītā. Den måde, han modtog den på, bliver forklaret i 10. kapitel (10.12–14):

How Arjuna accepted this Bhagavad-gītā should be noted. His manner of acceptance is given in the Tenth Chapter (10.12–14):

arjuna uvāca
arjuna uvāca
paraṁ brahma paraṁ dhāma
pavitraṁ paramaṁ bhavān
puruṣaṁ śāśvataṁ divyam
ādi-devam ajaṁ vibhum
paraṁ brahma paraṁ dhāma
pavitraṁ paramaṁ bhavān
puruṣaṁ śāśvataṁ divyam
ādi-devam ajaṁ vibhum
āhus tvām ṛṣayaḥ sarve
devarṣir nāradas tathā
asito devalo vyāsaḥ
svayaṁ caiva bravīṣi me
āhus tvām ṛṣayaḥ sarve
devarṣir nāradas tathā
asito devalo vyāsaḥ
svayaṁ caiva bravīṣi me
sarvam etad ṛtaṁ manye
yan māṁ vadasi keśava
na hi te bhagavan vyaktiṁ
vidur devā na dānavāḥ
sarvam etad ṛtaṁ manye
yan māṁ vadasi keśava
na hi te bhagavan vyaktiṁ
vidur devā na dānavāḥ

“Arjuna sagde: Du er Guddommens Højeste Personlighed, den højeste bolig, den reneste, den Absolutte Sandhed. Du er den evige, transcendentale, oprindelige person, den ufødte, den største af alle. Alle de store vismænd som Nārada, Asita, Devala og Vyāsa bekræfter denne sandhed om Dig, og nu bekendtgør Du den selv for mig. O Kṛṣṇa, jeg accepterer til fulde alt, hvad Du har fortalt mig, som sandhed. Hverken halvguderne eller dæmonerne kan forstå Din personlighed, O Herre.”

“Arjuna said: You are the Supreme Personality of Godhead, the ultimate abode, the purest, the Absolute Truth. You are the eternal, transcendental, original person, the unborn, the greatest. All the great sages such as Nārada, Asita, Devala and Vyāsa confirm this truth about You, and now You Yourself are declaring it to me. O Kṛṣṇa, I totally accept as truth all that You have told me. Neither the demigods nor the demons, O Lord, can understand Your personality.”

Efter at Arjuna havde hørt Bhagavad-gītā fra Guddommens Højeste Personlighed, accepterede han Kṛṣṇa som paraṁ brahma, den Højeste Brahman. Alle levende væsener er Brahman, men det højeste levende væsen eller Guddommens Højeste Personlighed er den Højeste Brahman. Paraṁ dhāma betyder, at Han er den endelige bolig eller hvilested for alt; pavitram betyder, at Han er ren og uberørt af materiel besmittelse; puruṣam, at Han er den højeste nyder; śāśvatam, oprindelig; divyam, transcendental; ādi-devam, Guddommens Højeste Personlighed; ajam, den ufødte; og vibhum, den største.

After hearing Bhagavad-gītā from the Supreme Personality of Godhead, Arjuna accepted Kṛṣṇa as paraṁ brahma, the Supreme Brahman. Every living being is Brahman, but the supreme living being, or the Supreme Personality of Godhead, is the Supreme Brahman. Paraṁ dhāma means that He is the supreme rest or abode of everything; pavitram means that He is pure, untainted by material contamination; puruṣam means that He is the supreme enjoyer; śāśvatam, eternal; divyam, transcendental; ādi-devam, the original Supreme Personality of Godhead; ajam, the unborn; and vibhum, the greatest.

Nu kan man tro, at fordi Kṛṣṇa var Arjunas ven, fortalte Arjuna Ham alt dette for at smigre Ham, så for at fjerne den slags tvivl fra Bhagavad-gītās læsere begrunder han sin forherligelse i næste vers ved at sige, at Kṛṣṇa accepteres som Guddommens Højeste Personlighed ikke bare af ham selv, men også af autoriteter som Nārada, Asita, Devala og Vyāsadeva. De er store vismænd, der udbreder vedisk viden i overensstemmelse med alle foregående ācāryaer. Arjuna godtager derfor alt, som Kṛṣṇa siger, som helt perfekt. Sarvam etad ṛtaṁ manye: “Jeg accepterer alle Dine ord som sandhed.” Arjuna bemærker videre, at Herrens personlighed er meget svær at forstå, og at Han ikke engang kan kendes af de store halvguder. Det betyder, at Herren ikke engang kan kendes af dem, der befinder sig på højere planer end mennesker. Hvordan kan et menneske da forstå Herren Śrī Kṛṣṇa uden at blive Hans hengivne?

Now one may think that because Kṛṣṇa was the friend of Arjuna, Arjuna was telling Him all this by way of flattery, but Arjuna, just to drive out this kind of doubt from the minds of the readers of Bhagavad-gītā, substantiates these praises in the next verse when he says that Kṛṣṇa is accepted as the Supreme Personality of Godhead not only by himself but by authorities like Nārada, Asita, Devala and Vyāsadeva. These are great personalities who distribute the Vedic knowledge as it is accepted by all ācāryas. Therefore Arjuna tells Kṛṣṇa that he accepts whatever He says to be completely perfect. Sarvam etad ṛtaṁ manye: “I accept everything You say to be true.” Arjuna also says that the personality of the Lord is very difficult to understand and that He cannot be known even by the great demigods. This means that the Lord cannot even be known by personalities greater than human beings. So how can a human being understand Lord Śrī Kṛṣṇa without becoming His devotee?

Derfor skal Bhagavad-gītā modtages i en ånd af hengivenhed. Man må ikke tro, at man er på lige fod med Kṛṣṇa, eller at Kṛṣṇa er et almindeligt menneske eller selv en meget stor person. Herren Śrī Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed. Ifølge Bhagavad-gītā eller udtalelserne fra Arjuna – ham, der prøver at forstå Bhagavad-gītā – bliver vi således nødt til i det mindste teoretisk at acceptere Śrī Kṛṣṇa som Guddommens Højeste Personlighed. Kun med denne ydmyge indstilling kan vi forstå Bhagavad-gītā. Medmindre man læser Bhagavad-gītā i et ydmygt sindelag, er det meget svært at forstå Bhagavad-gītā, for den er et stort mysterium.

Therefore Bhagavad-gītā should be taken up in a spirit of devotion. One should not think that he is equal to Kṛṣṇa, nor should he think that Kṛṣṇa is an ordinary personality or even a very great personality. Lord Śrī Kṛṣṇa is the Supreme Personality of Godhead. So according to the statements of Bhagavad-gītā or the statements of Arjuna, the person who is trying to understand the Bhagavad-gītā, we should at least theoretically accept Śrī Kṛṣṇa as the Supreme Personality of Godhead, and with that submissive spirit we can understand the Bhagavad-gītā. Unless one reads the Bhagavad-gītā in a submissive spirit, it is very difficult to understand Bhagavad-gītā, because it is a great mystery.

Hvad er Bhagavad-gītā helt nøjagtigt? Formålet med Bhagavad-gītā er at befri menneskeheden fra den materielle tilværelses uvidenhed. Alle mennesker er i vanskeligheder på mange forskellige måder. Arjuna var i vanskeligheder, fordi han var tvunget til at gå i krig på Kurukṣetras slagmark. Arjuna overgav sig til Herren Śrī Kṛṣṇa, og som følge deraf blev Bhagavad-gītā talt. Ikke kun Arjuna, men alle er vi fulde af frygt i den materielle tilværelse. Hele vores eksistens befinder sig i en atmosfære af ikke-eksistens. I virkeligheden er det ikke meningen, at vores eksistens skal trues med ophør. Vores eksistens er evig, men på en eller anden måde er vi blevet anbragt i asat. Asat refererer til det, der ikke eksisterer.

Just what is the Bhagavad-gītā? The purpose of Bhagavad-gītā is to deliver mankind from the nescience of material existence. Every man is in difficulty in so many ways, as Arjuna also was in difficulty in having to fight the Battle of Kurukṣetra. Arjuna surrendered unto Śrī Kṛṣṇa, and consequently this Bhagavad-gītā was spoken. Not only Arjuna, but every one of us is full of anxieties because of this material existence. Our very existence is in the atmosphere of nonexistence. Actually we are not meant to be threatened by nonexistence. Our existence is eternal. But somehow or other we are put into asat. Asat refers to that which does not exist.

Blandt alle de mange lidende mennesker er der kun ganske få, der rent faktisk spørger ind til deres situation i tilværelsen – hvem de er, hvorfor de er blevet sat i denne prekære situation osv. Medmindre man vågner op og begynder at spørge, hvorfor man lider, og medmindre man erkender, at man ikke har lyst til at lide, men hellere end gerne vil finde en løsning på al lidelse, kan man ikke betragtes som et fuldkomment menneske. Menneskelighed begynder først, når den slags spørgsmål opstår i ens sind. I Brahma-sūtra (1.1.1) betegnes den slags spørgsmål som brahma-jijñāsā. Athāto brahma-jijñāsā. Medmindre et menneske udforsker naturen af det Absolutte, må alle dets handlinger siges at være fejlslagne. De, der begynder at stille spørgsmål om, hvorfor de lider, hvor de kom fra, og hvor de skal hen efter døden, er således de rette elever til at forstå Bhagavad-gītā. Den oprigtige elev skal også have dyb respekt for Guddommens Højeste Personlighed. Sådan en elev var Arjuna.

Out of so many human beings who are suffering, there are a few who are actually inquiring about their position, as to what they are, why they are put into this awkward position and so on. Unless one is awakened to this position of questioning his suffering, unless he realizes that he doesn’t want suffering but rather wants to make a solution to all suffering, then one is not to be considered a perfect human being. Humanity begins when this sort of inquiry is awakened in one’s mind. In the Brahma-sūtra this inquiry is called brahma-jijñāsā. Athāto brahma-jijñāsā. Every activity of the human being is to be considered a failure unless he inquires about the nature of the Absolute. Therefore those who begin to question why they are suffering or where they came from and where they shall go after death are proper students for understanding Bhagavad-gītā. The sincere student should also have a firm respect for the Supreme Personality of Godhead. Such a student was Arjuna.

Herren Kṛṣṇa nedstiger især for at genetablere livets virkelige formål, når mennesket har glemt dette formål. Selv da er der blandt mange, mange mennesker, der vågner op til disse spørgsmål, måske kun ét, der virkelig forstår sin egentlige natur, og det er for dette menneske, at Bhagavad-gītā blev talt. I virkeligheden bliver vi alle slugt af uvidenhedens tiger, men Herren er meget barmhjertig mod de levende væsener, især mod mennesker. Derfor talte Han Bhagavad-gītā, og Han gjorde Sin ven Arjuna til eleven, der modtog Bhagavad-gītā.

Lord Kṛṣṇa descends specifically to reestablish the real purpose of life when man forgets that purpose. Even then, out of many, many human beings who awaken, there may be one who actually enters the spirit of understanding his position, and for him this Bhagavad-gītā is spoken. Actually we are all swallowed by the tigress of nescience, but the Lord is very merciful upon living entities, especially human beings. To this end He spoke the Bhagavad-gītā, making His friend Arjuna His student.

Som Herren Kṛṣṇas evige ledsager var Arjuna hævet over uvidenhed, men på Kurukṣetras slagmark blev han med vilje hensat i uvidenhed, så han kunne udspørge Herren Kṛṣṇa om livets problemer. Det gav Herren lejlighed til at diskutere dem til gavn for fremtidige generationer af mennesker og udstikke planen med livet, så mennesker herefter kunne handle i overensstemmelse dermed og opfylde livets mission.

Being an associate of Lord Kṛṣṇa, Arjuna was above all ignorance, but Arjuna was put into ignorance on the Battlefield of Kurukṣetra just to question Lord Kṛṣṇa about the problems of life so that the Lord could explain them for the benefit of future generations of human beings and chalk out the plan of life. Then man could act accordingly and perfect the mission of human life.

Bhagavad-gītās tema er forståelsen af fem grundlæggende sandheder. For det første bliver videnskaben om Gud forklaret, og derefter bliver de levende væsener eller jīvaernes naturlige position beskrevet. Først er der īśvara, der betyder herskeren, og dernæst er der jīvaerne eller de levende væsener, der beherskes. Hvis nogen siger, at de ikke står under kontrol, men er frie, er de sindsforvirrede. I det mindste i deres betingede tilstand står de levende væsener under kontrol i enhver henseende. Så Bhagavad-gītā handler om īśvara, den højeste hersker, og jīvaerne, de beherskede levende væsener. Endvidere bliver prakṛti (den materielle natur) og tiden (kāla, varigheden af hele universet eller manifesteringen af den materielle natur) samt karma (handling) forklaret. Hele den kosmiske manifestation er fuld af aktivitet. Alle levende væsener har travlt med forskellige handlinger. Vi må lære fra Bhagavad-gītā, hvad Gud er, hvad de levende væsener er, hvad prakṛti er, hvad den kosmiske manifestation er, og hvordan den bliver styret af tiden, og hvad de levende væseners handlinger er.

The subject of the Bhagavad-gītā entails the comprehension of five basic truths. First of all the science of God is explained, and then the constitutional position of the living entities, jīvas. There is īśvara, which means the controller, and there are jīvas, the living entities which are controlled. If a living entity says that he is not controlled but that he is free, then he is insane. The living being is controlled in every respect, at least in his conditioned life. So in the Bhagavad-gītā the subject matter deals with the īśvara, the supreme controller, and the jīvas, the controlled living entities. Prakṛti (material nature) and time (the duration of existence of the whole universe or the manifestation of material nature) and karma (activity) are also discussed. The cosmic manifestation is full of different activities. All living entities are engaged in different activities. From Bhagavad-gītā we must learn what God is, what the living entities are, what prakṛti is, what the cosmic manifestation is, how it is controlled by time, and what the activities of the living entities are.

Af disse fem grundlæggende emner i Bhagavad-gītā fastslås det, at den Højeste Guddom, Kṛṣṇa, Brahman, den Højeste Hersker eller Paramātmā – man kan kalde Ham, hvad man vil – er den største af alle. Kvalitativt er de levende væsener lig med den højeste hersker. For eksempel har Herren kontrol over de universelle anliggender i den materielle natur, som det vil blive forklaret i Bhagavad-gītās sidste kapitler. Den materielle natur er ikke uafhængig. Hun fungerer under den Højeste Herres opsyn. Som Herren Kṛṣṇa siger (Bg. 9.10), mayādhyakṣeṇa prakṛtiḥ, sūyate sa-carācaram: “Denne materielle natur fungerer under Min ledelse.” Når vi ser forunderlige ting ske i den kosmiske natur, må vi forstå, at der står en hersker bag denne udfoldelse. Uden styring vil ingenting kunne blive manifesteret. Det er barnligt ikke at tage en hersker i betragtning. Et barn kan tro, at det er helt fantastisk, at en bil kan køre uden en hest eller et andet dyr til at trække den, men et fornuftigt menneske forstår naturen af bilens mekaniske arrangement. Det ved, at der bag maskineriet altid findes et menneske eller en fører. På samme måde er den Højeste Herre den fører, under hvis ledelse alt sker. Som det vil fremgå af senere kapitler, accepterer Herren jīvaerne eller de levende væsener som Sine uadskillelige dele. En guldpartikel er også guld, en dråbe af havet er også salt, og på samme måde besidder vi, de levende væsener, som uadskillelige dele af den højeste hersker, Śrī Kṛṣṇa, alle Hans kvaliteter i minimal grad, for vi er små īśvaraer eller underordnede herskere. Som det kan ses i vores forsøg på at beherske rummet og planeterne, forsøger vi at beherske naturen, og denne tendens til at ville herske findes også i Kṛṣṇa. Men selv om vi har en tilbøjelighed til at herske over den materielle natur, må vi forstå, at vi ikke er de højeste herskere. Det bliver alt sammen forklaret i Bhagavad-gītā.

Out of these five basic subject matters in Bhagavad-gītā it is established that the Supreme Godhead, or Kṛṣṇa, or Brahman, or the supreme controller, or Paramātmā – you may use whatever name you like – is the greatest of all. The living beings are in quality like the supreme controller. For instance, the Lord has control over the universal affairs of material nature, as will be explained in the later chapters of Bhagavad-gītā. Material nature is not independent. She is acting under the directions of the Supreme Lord. As Lord Kṛṣṇa says, mayādhyakṣeṇa prakṛtiḥ sūyate sa-carācaram: “This material nature is working under My direction.” When we see wonderful things happening in the cosmic nature, we should know that behind this cosmic manifestation there is a controller. Nothing could be manifested without being controlled. It is childish not to consider the controller. For instance, a child may think that an automobile is quite wonderful to be able to run without a horse or other animal pulling it, but a sane man knows the nature of the automobile’s engineering arrangement. He always knows that behind the machinery there is a man, a driver. Similarly, the Supreme Lord is the driver under whose direction everything is working. Now the jīvas, or the living entities, have been accepted by the Lord, as we will note in the later chapters, as His parts and parcels. A particle of gold is also gold, a drop of water from the ocean is also salty, and similarly we the living entities, being part and parcel of the supreme controller, īśvara, or Bhagavān, Lord Śrī Kṛṣṇa, have all the qualities of the Supreme Lord in minute quantity because we are minute īśvaras, subordinate īśvaras. We are trying to control nature, as presently we are trying to control space or planets, and this tendency to control is there because it is in Kṛṣṇa. But although we have a tendency to lord it over material nature, we should know that we are not the supreme controller. This is explained in Bhagavad-gītā.

Hvad er den materielle natur? Den bliver også forklaret i Bhagavad- gītā som lavere prakṛti, den lavere natur. De levende væsener beskrives som højere prakṛti. Uanset om prakṛti er højere eller lavere, er den altid underlagt kontrol. Prakṛti er hunkøn og beherskes af Herren, ligesom en kvinde forventes at stå under en mand. Prakṛti er altid underordnet og beherskes af Herren, der er den overordnede. De levende væsener og den materielle natur bliver begge styret og behersket af den Højeste Herre. Selv om de levende væsener er uadskillelige dele af den Højeste Herre, skal de ifølge Bhagavad-gītā betragtes som prakṛti. Dette bliver forklaret i Bhagavad-gītās 7. kapitel, vers 5. Apareyam itas tv anyāṁ, prakṛtiṁ viddhi me parām/ jīva-bhūtām: “Denne materielle natur er Min lavere prakṛti, men ud over den er der en anden prakṛti, der består af det levende væsen (jīva-bhūtām).”

What is material nature? This is also explained in the Gītā as inferior prakṛti, inferior nature. The living entity is explained as the superior prakṛti. Prakṛti is always under control, whether inferior or superior. Prakṛti is female, and she is controlled by the Lord just as the activities of a wife are controlled by the husband. Prakṛti is always subordinate, predominated by the Lord, who is the predominator. The living entities and material nature are both predominated, controlled by the Supreme Lord. According to the Gītā, the living entities, although parts and parcels of the Supreme Lord, are to be considered prakṛti. This is clearly mentioned in the Seventh Chapter of Bhagavad-gītā. Apareyam itas tv anyāṁ prakṛtiṁ viddhi me parām/ jīva-bhūtām: “This material nature is My inferior prakṛti, but beyond this is another prakṛti – jīva-bhūtām, the living entities.”

Selve den materielle natur består af tre kvaliteter: godhedens kvalitet, lidenskabens kvalitet og uvidenhedens kvalitet. Over disse kvaliteter findes den evige tid, og gennem en kombination af naturens kvaliteter og under den evige tids styring og opsyn foregår der handlinger, der kaldes karma. Disse handlinger har foregået i umindelige tider, og vi lider under eller nyder frugterne af vores handlinger. Lad os for eksempel sige, at jeg er forretningsmand og gennem hårdt arbejde har oparbejdet en stor bankkonto. Så er jeg den, der nyder. Men hvis jeg taber alt i en forretning, lider jeg. På den måde enten nyder eller lider vi i alle livets faser under resultaterne af vores arbejde. Dette kaldes karma.

Material nature itself is constituted by three qualities: the mode of goodness, the mode of passion and the mode of ignorance. Above these modes there is eternal time, and by a combination of these modes of nature and under the control and purview of eternal time there are activities, which are called karma. These activities are being carried out from time immemorial, and we are suffering or enjoying the fruits of our activities. For instance, suppose I am a businessman and have worked very hard with intelligence and have amassed a great bank balance. Then I am an enjoyer. But then say I have lost all my money in business; then I am a sufferer. Similarly, in every field of life we enjoy the results of our work, or we suffer the results. This is called karma.

Îśvara (den Højeste Herre), jīva (det levende væsen), prakṛti (naturen), kāla (evig tid) og karma (handling) forklares således i Bhagavad- gītā. Af disse fem er Herren, de levende væsener, den materielle natur og tiden evige. Manifestationen af prakṛti er midlertidig, men den er ikke falsk. Visse filosoffer hævder, at tilsynekomsten af den materielle natur er falsk, men ifølge Bhagavad-gītās filosofi eller vaiṣṇava-filosofien er det ikke tilfældet. Verden er ikke falsk. Den er virkelig nok, men den er blot midlertidig. Den sammenlignes med en sky, der bevæger sig hen over himlen, eller med regntiden, hvis indtog nærer kornet. Så snart regntiden er forbi, og skyerne forsvinder, udtørrer afgrøderne, der før blev næret af regnen. På samme måde fremkommer den materielle verden med bestemte intervaller, forbliver et stykke tid og forsvinder så igen. Sådan fungerer prakṛti. Men denne cyklus er evig. Prakṛti er derfor evig. Den er ikke falsk. Herren refererer til den som “Min prakṛti”. Den materielle natur er den Højeste Herres adskilte energi, og på samme måde er de levende væsener også den Højeste Herres energi. De er dog ikke adskilte, men evigt forbundne.

Īśvara (the Supreme Lord), jīva (the living entity), prakṛti (nature), kāla (eternal time) and karma (activity) are all explained in the Bhagavad-gītā. Out of these five, the Lord, the living entities, material nature and time are eternal. The manifestation of prakṛti may be temporary, but it is not false. Some philosophers say that the manifestation of material nature is false, but according to the philosophy of Bhagavad-gītā or according to the philosophy of the Vaiṣṇavas, this is not so. The manifestation of the world is not accepted as false; it is accepted as real, but temporary. It is likened unto a cloud which moves across the sky, or the coming of the rainy season, which nourishes grains. As soon as the rainy season is over and as soon as the cloud goes away, all the crops which were nourished by the rain dry up. Similarly, this material manifestation takes place at a certain interval, stays for a while and then disappears. Such are the workings of prakṛti. But this cycle is working eternally. Therefore prakṛti is eternal; it is not false. The Lord refers to this as “My prakṛti.” This material nature is the separated energy of the Supreme Lord, and similarly the living entities are also the energy of the Supreme Lord, although they are not separated but eternally related. So the Lord, the living entity, material nature and time are all interrelated and are all eternal. However, the other item, karma, is not eternal. The effects of karma may be very old indeed. We are suffering or enjoying the results of our activities from time immemorial, but we can change the results of our karma, or our activity, and this change depends on the perfection of our knowledge. We are engaged in various activities. Undoubtedly we do not know what sort of activities we should adopt to gain relief from the actions and reactions of all these activities, but this is also explained in the Bhagavad-gītā.

Så Herren, de levende væsener, den materielle natur og tiden er alle forbundet med hinanden, og de er alle evige. Den femte bestanddel, karma, er imidlertid ikke evig, selv om virkningerne af karma meget vel kan være meget gamle. Vi har lidt under eller nydt resultaterne af vore handlinger siden tidernes morgen, men vi kan ændre på resultatet af vores karma eller handlinger, og denne ændring er afhængig af fuldkommengørelsen af vores viden. Vi har travlt med alle mulige ting, og vi ved helt sikkert ikke, hvad vi skal gøre for at blive udfriet fra alle disse handlingers årsager og virkninger, men det bliver også forklaret i Bhagavad-gītā.
Îśvara eller den Højeste Herre befinder Sig i positionen som den højeste bevidsthed. Som uadskillelige dele af den Højeste Herre er jīvaerne eller de levende væsener også bevidste. Både det levende væsen og den materielle natur bliver beskrevet som prakṛti, den Højeste Herres energi, men af de to er det kun jīvaen, der er bevidst. Den anden prakṛti er ikke bevidst. Det er forskellen. Eftersom jīvaen er bevidst ligesom Herren, klassificeres jīva-prakṛti som højere energi. Herrens bevidsthed er imidlertid den højeste. Man kan ikke sige, at jīvaen eller det levende væsen også er den højeste bevidsthed. Det levende væsen bliver på intet stadie af sin fuldendelse til den højeste bevidsthed. Teorien om, at han gør det, er en vildledende teori. Han er bevidst, men han er ikke den perfekte eller højeste bevidsthed.

The position of īśvara, the Supreme Lord, is that of supreme consciousness. The jīvas, or the living entities, being parts and parcels of the Supreme Lord, are also conscious. Both the living entity and material nature are explained as prakṛti, the energy of the Supreme Lord, but one of the two, the jīva, is conscious. The other prakṛti is not conscious. That is the difference. Therefore the jīva-prakṛti is called superior because the jīva has consciousness which is similar to the Lord’s. The Lord’s is supreme consciousness, however, and one should not claim that the jīva, the living entity, is also supremely conscious. The living being cannot be supremely conscious at any stage of his perfection, and the theory that he can be so is a misleading theory. Conscious he may be, but he is not perfectly or supremely conscious.

Forskellen på jīvaen og īśvaraen bliver forklaret i Bhagavad-gītās 13. kapitel. Herren er kṣetra-jñah, dvs. bevidst ligesom det levende væsen, men det levende væsen er kun bevidst om sin egen krop, hvorimod Herren er bevidst om alle kroppe. Eftersom Han befinder Sig i hjertet på alle levende væsener, er Han bevidst om de enkelte jīvaers mentale tilstand, hvilket er vigtigt aldrig at glemme. Det bliver også forklaret, at Paramātmā, Guddommens Højeste Personlighed, bor i alles hjerter som īśvara eller herskeren, der vejleder det levende væsen i at gøre, hvad det gerne vil. Det levende væsen glemmer, hvad det har at gøre. Først beslutter det sig for at gøre det ene og så det andet, og derefter bliver det indfanget af årsag og virkning af sin egen karma. Når det forlader den ene krop, bliver det ført ind i en anden krop, ligesom vi skifter tøj. Under sin vandring fra krop til krop lider sjælen således under årsagerne og virkningerne fra sine tidligere handlinger. Disse handlinger kan ændres, når det levende væsen befinder sig i godhedens kvalitet, dvs. når det bliver intelligent og forstår, hvad slags aktiviteter det bør gøre. Hvis det gør det, kan alle årsagerne og virkningerne fra alle dets forudgående handlinger ændres. Som sådan er karma ikke evig. Det var derfor, vi skrev, at af de fem punkter (īśvara, jīva, prakṛti, tiden (kāla) og karma) er fire af dem evige, men karma er det ikke.

The distinction between the jīva and the īśvara will be explained in the Thirteenth Chapter of Bhagavad-gītā. The Lord is kṣetra-jña, conscious, as is the living being, but the living being is conscious of his particular body, whereas the Lord is conscious of all bodies. Because He lives in the heart of every living being, He is conscious of the psychic movements of the particular jīvas. We should not forget this. It is also explained that the Paramātmā, the Supreme Personality of Godhead, is living in everyone’s heart as īśvara, as the controller, and that He is giving directions for the living entity to act as he desires. The living entity forgets what to do. First of all he makes a determination to act in a certain way, and then he is entangled in the actions and reactions of his own karma. After giving up one type of body, he enters another type of body, as we take off and put on clothes. As the soul thus migrates, he suffers the actions and reactions of his past activities. These activities can be changed when the living being is in the mode of goodness, in sanity, and understands what sort of activities he should adopt. If he does so, then all the actions and reactions of his past activities can be changed. Consequently, karma is not eternal. Therefore we stated that of the five items (īśvara, jīva, prakṛti, time and karma) four are eternal, whereas karma is not eternal.

Den suverænt bevidste īśvara er lig med det levende væsen på følgende måde: Herrens såvel som det levende væsens bevidsthed er begge transcendentale. Det er ikke rigtigt, at bevidsthed opstår på grund af kontakten med materie. Det er en forkert ide. Teorien om, at bevidsthed opstår under de rigtige forhold i materien, accepteres ikke i Bhagavad- gītā. Bevidsthed kan komme forvrænget til udtryk, når den afspejles gennem materie, ligesom lys reflekteret gennem farvet glas kan se ud som den pågældende farve, men Herrens bevidsthed bliver ikke påvirket af materie. Herren Kṛṣṇa bemærker, mayādhyakṣeṇa prakṛtiḥ (Bg. 9.10). Når Han stiger ned til det materielle univers, bliver Hans bevidsthed ikke påvirket af materie. Hvis Han blev påvirket, ville Han ikke være kvalificeret til at undervise os i transcendentale emner, som Han gør det i Bhagavad-gītā. Man kan ikke udtale sig om den transcendentale verden uden at være fri for materielt besmittet bevidsthed. Så Herren er ikke materielt besmittet. På nuværende tidspunkt er vores bevidsthed dog materielt besmittet. Bhagavad-gītā underviser os i nødvendigheden af at få vor materielt besmittede bevidsthed renset. Når vores bevidsthed er ren, bliver vore handlinger sammenføjet med īśvaras vilje, og det vil gøre os lykkelige. Vi behøver ikke ophøre med alle vore handlinger. Vore handlinger skal blot renses, og sådanne rensede handlinger kaldes bhakti. Handlinger i bhakti kan ligne almindelige handlinger, men de er ikke forurenede. For den uvidende kan det se ud, som om en hengiven handler eller arbejder, som folk i almindelighed gør det, men den, der har så lidt indsigt, ved ikke, at Herrens hengivnes handlinger ikke er besmittet af uren bevidsthed eller materie. De er hævet over naturens tre kvaliteter. Vi må dog forstå, at vores bevidsthed på nuværende tidspunkt er forurenet.

The supreme conscious īśvara is similar to the living entity in this way: both the consciousness of the Lord and that of the living entity are transcendental. It is not that consciousness is generated by the association of matter. That is a mistaken idea. The theory that consciousness develops under certain circumstances of material combination is not accepted in the Bhagavad-gītā. Consciousness may be pervertedly reflected by the covering of material circumstances, just as light reflected through colored glass may appear to be a certain color, but the consciousness of the Lord is not materially affected. Lord Kṛṣṇa says, mayādhyakṣeṇa prakṛtiḥ. When He descends into the material universe, His consciousness is not materially affected. If He were so affected, He would be unfit to speak on transcendental matters as He does in the Bhagavad-gītā. One cannot say anything about the transcendental world without being free from materially contaminated consciousness. So the Lord is not materially contaminated. Our consciousness, at the present moment, however, is materially contaminated. The Bhagavad-gītā teaches that we have to purify this materially contaminated consciousness. In pure consciousness, our actions will be dovetailed to the will of the īśvara, and that will make us happy. It is not that we have to cease all activities. Rather, our activities are to be purified, and purified activities are called bhakti. Activities in bhakti appear to be like ordinary activities, but they are not contaminated. An ignorant person may see that a devotee is acting or working like an ordinary man, but such a person with a poor fund of knowledge does not know that the activities of the devotee or of the Lord are not contaminated by impure consciousness or matter. They are transcendental to the three modes of nature. We should know, however, that at this point our consciousness is contaminated.

Når vi er forurenede af materie, kaldes vi betingede. Falsk bevidsthed giver sig til kende i opfattelsen af, at jeg er et produkt af den materielle natur. Det kaldes falsk ego. Den, der er hensunket i en kropslig livsopfattelse, kan ikke forstå sin virkelige situation. Bhagavad-gītā blev talt for at befri os for den kropslige livsopfattelse, og Arjuna satte sig selv i den tilstand for at kunne modtage denne viden fra Herren. Man skal blive fri for den kropslige livsopfattelse. Det er en transcendentalists første opgave. Vil man befries, må man for det første forstå, at man ikke er sin materielle krop. Mukti eller befrielse vil sige at blive fri for materiel bevidsthed. Den samme definition på befrielse bliver også givet i Śrīmad- Bhāgavatam (2.10.6). Muktir hitvānyathā-rūpaṁ, svarūpeṇa vyavasthitiḥ: Mukti betyder at blive befriet for den materielle verdens forurenede bevidsthed og blive situeret i ren bevidsthed. Formålet med alle instruktionerne i Bhagavad-gītā er at genopvække denne rene bevidsthed, og derfor finder vi i slutningen af Bhagavad-gītā, at Kṛṣṇa spørger Arjuna, om hans bevidsthed nu er renset. At have ren bevidsthed vil sige at handle på Herrens vejledning. Det er summa summarum af ren bevidsthed. Som uadskillelige dele af Herren er vi allerede bevidste, men vi er tilbøjelige til at blive påvirket af de lavere kvaliteter. Den Højeste Herre bliver derimod aldrig påvirket. Det er forskellen på den Højeste Herre og de små individuelle sjæle.

When we are materially contaminated, we are called conditioned. False consciousness is exhibited under the impression that I am a product of material nature. This is called false ego. One who is absorbed in the thought of bodily conceptions cannot understand his situation. Bhagavad-gītā was spoken to liberate one from the bodily conception of life, and Arjuna put himself in this position in order to receive this information from the Lord. One must become free from the bodily conception of life; that is the preliminary activity for the transcendentalist. One who wants to become free, who wants to become liberated, must first of all learn that he is not this material body. Mukti, or liberation, means freedom from material consciousness. In the Śrīmad-Bhāgavatam also the definition of liberation is given. Muktir hitvānyathā-rūpaṁ svarūpeṇa vyavasthitiḥ: mukti means liberation from the contaminated consciousness of this material world and situation in pure consciousness. All the instructions of Bhagavad-gītā are intended to awaken this pure consciousness, and therefore we find at the last stage of the Gītā’s instructions that Kṛṣṇa is asking Arjuna whether he is now in purified consciousness. Purified consciousness means acting in accordance with the instructions of the Lord. This is the whole sum and substance of purified consciousness. Consciousness is already there because we are part and parcel of the Lord, but for us there is the affinity of being affected by the inferior modes. But the Lord, being the Supreme, is never affected. That is the difference between the Supreme Lord and the small individual souls.

Hvad er så bevidsthed? Det er bevidstheden om, at “jeg er”. Hvad er “jeg” da? Når bevidstheden er besmittet, indebærer “jeg er”, at jeg er herre over alt. Jeg er nyderen. Verden kredser omkring hvert eneste levende væsens tro på, at det er den materielle verdens herre og skaber. Materiel bevidsthed har to psykologiske kategorier. Den ene er, at jeg er skaberen, og den anden, at jeg er nyderen. Men i virkeligheden er det den Højeste Herre, der både er skaberen og nyderen. Det levende væsen er som en uadskillelig del af den Højeste Herre hverken skaber eller nyder. Det er en medarbejder. Det er den skabte og den, der skal nydes. For eksempel samarbejder en del af en maskine med hele maskineriet. En del af kroppen samarbejder med hele kroppen. Hænderne, benene, øjnene osv. er alle dele af kroppen, men de er ikke de virkelige nydere. Maven er den, der nyder. Benene bevæger sig, hænderne skaffer føde, tænderne tygger den osv. Alle kropsdelene er beskæftiget med at tilfredsstille maven, for det er maven, der er hovedfaktoren i næringen af kroppen. Alt bliver derfor givet til maven. Man nærer træet ved at vande dets rod, og man nærer kroppen ved at forsyne maven. Hvis kroppen skal holdes sund og rask, må alle kropsdelene arbejde sammen for at give maven mad. På samme måde er den Højeste Herre den, der nyder og skaber, mens vi som underordnede levende væsener er til for at samarbejde for at tilfredsstille Ham. Et sådant samarbejde vil i virkeligheden hjælpe os på samme måde som mad, der fordøjes i maven, hjælper alle de andre dele af kroppen. Hvis håndens fingre tror, at de selv kan indtage maden i stedet for at give den til maven, skuffes de. Den centrale skaber og nyder er den Højeste Herre, og de levende væsener er samarbejdere. Gennem dette samarbejde vil de nyde. Det samme princip gør sig gældende i forholdet mellem herren og tjeneren. Hvis en herre er helt tilfreds, er tjeneren det også. Den Højeste Herre skal tilfredsstilles på samme måde. Tilbøjeligheden til at skabe og tilbøjeligheden til at nyde den materielle verden findes dog også i de levende væsener, for disse tilbøjeligheder er til stede i den Højeste Herre, der har manifesteret den kosmiske verden.

What is this consciousness? This consciousness is “I am.” Then what am I? In contaminated consciousness “I am” means “I am the lord of all I survey. I am the enjoyer.” The world revolves because every living being thinks that he is the lord and creator of the material world. Material consciousness has two psychic divisions. One is that I am the creator, and the other is that I am the enjoyer. But actually the Supreme Lord is both the creator and the enjoyer, and the living entity, being part and parcel of the Supreme Lord, is neither the creator nor the enjoyer, but a cooperator. He is the created and the enjoyed. For instance, a part of a machine cooperates with the whole machine; a part of the body cooperates with the whole body. The hands, legs, eyes and so on are all parts of the body, but they are not actually the enjoyers. The stomach is the enjoyer. The legs move, the hands supply food, the teeth chew, and all parts of the body are engaged in satisfying the stomach because the stomach is the principal factor that nourishes the body’s organization. Therefore everything is given to the stomach. One nourishes the tree by watering its root, and one nourishes the body by feeding the stomach, for if the body is to be kept in a healthy state, then the parts of the body must cooperate to feed the stomach. Similarly, the Supreme Lord is the enjoyer and the creator, and we, as subordinate living beings, are meant to cooperate to satisfy Him. This cooperation will actually help us, just as food taken by the stomach will help all other parts of the body. If the fingers of the hand think that they should take the food themselves instead of giving it to the stomach, then they will be frustrated. The central figure of creation and of enjoyment is the Supreme Lord, and the living entities are cooperators. By cooperation they enjoy. The relation is also like that of the master and the servant. If the master is fully satisfied, then the servant is satisfied. Similarly, the Supreme Lord should be satisfied, although the tendency to become the creator and the tendency to enjoy the material world are there also in the living entities because these tendencies are there in the Supreme Lord who has created the manifested cosmic world.

Derfor finder vi i Bhagavad-gītā, at den totale helhed udgøres af den Højeste Hersker, de beherskede levende væsener, den kosmiske manifestation, den evige tid og endelig karma eller handlinger, og hver af dem bliver beskrevet i denne tekst. Tilsammen udgør de den totale helhed, og den totale helhed kaldes den Absolutte Sandhed. Den totale helhed og den fuldstændige Absolutte Sandhed er Guddommens Fuldendte Personlighed, Śrī Kṛṣṇa. Alle manifestationer skyldes ene og alene Hans forskellige energier. Han er den fuldstændige helhed.

We shall find, therefore, in this Bhagavad-gītā that the complete whole is comprised of the supreme controller, the controlled living entities, the cosmic manifestation, eternal time and karma, or activities, and all of these are explained in this text. All of these taken completely form the complete whole, and the complete whole is called the Supreme Absolute Truth. The complete whole and the complete Absolute Truth are the complete Personality of Godhead, Śrī Kṛṣṇa. All manifestations are due to His different energies. He is the complete whole.

I Bhagavad-gītā (14.27) bliver det endvidere forklaret, at tilmed den upersonlige Brahman er underlagt den fuldkomne Højeste Personlighed (brahmaṇo hi pratiṣṭhāham). I Brahma-sūtra bliver Brahman mere nøjagtigt sammenlignet med Solens stråler. Den upersonlige Brahman er den skinnende stråleglans, der udstrømmer fra Guddommens Højeste Personlighed. Den upersonlige Brahman er kun en delvis erkendelse af den absolutte helhed, og det samme gælder forestillingen om Paramātmā. I kapitel 15 fremgår det, at Guddommens Højeste Personlighed, Puruṣottama, er hævet over både den upersonlige Brahman og den delvise erkendelse af Paramātmā. Guddommens Højeste Personlighed bliver betegnet som sac-cid-ānanda-vigraha. Brahma-saṁhitā (5.1) begynder på denne måde: īśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ, sac-cid-ānanda-vigrahaḥ/ anādir ādir govindaḥ, sarva-kāraṇa-kāraṇam. “Govinda eller Kṛṣṇa er alle årsagers årsag. Han er den første årsag, og Han er selve formen af evighed, lyksalighed og kundskab.” At erkende den upersonlige Brahman vil sige at erkende Hans sat- eller evighedsaspekt. Erkendelse af Paramātmā er det samme som at erkende sat-cit (evig kundskab). Men at erkende Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, vil sige at erkende alle de transcendentale aspekter, dvs. sat, cit og ānanda (evighed, kundskab og lyksalighed) i deres fulde vigraha (form).

It is also explained in the Gītā that impersonal Brahman is also subordinate to the complete Supreme Person (brahmaṇo hi pratiṣṭhāham). Brahman is more explicitly explained in the Brahma-sūtra to be like the rays of the sunshine. The impersonal Brahman is the shining rays of the Supreme Personality of Godhead. Impersonal Brahman is incomplete realization of the absolute whole, and so also is the conception of Paramātmā. In the Fifteenth Chapter it shall be seen that the Supreme Personality of Godhead, Puruṣottama, is above both impersonal Brahman and the partial realization of Paramātmā. The Supreme Personality of Godhead is called sac-cid-ānanda-vigraha. The Brahma-saṁhitā begins in this way: īśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ sac-cid-ānanda-vigrahaḥ/ anādir ādir govindaḥ sarva-kāraṇa-kāraṇam. “Govinda, Kṛṣṇa, is the cause of all causes. He is the primal cause, and He is the very form of eternity, knowledge and bliss.” Impersonal Brahman realization is the realization of His sat (eternity) feature. Paramātmā realization is the realization of sat-cit (eternal knowledge). But realization of the Personality of Godhead, Kṛṣṇa, is realization of all the transcendental features: sat, cit and ānanda (eternity, knowledge and bliss) in complete vigraha (form).

Mindre intelligente mennesker anser den Højeste Sandhed for at være upersonlig, men Han er en transcendental person, hvilket bekræftes i hele den vediske litteratur. Nityo nityānāṁ cetanaś cetanānām (Kaṭha Upaniṣad 2.2.13). Ligesom vi alle er levende væsener med hver vores egen individualitet, er den Højeste Absolutte Sandhed yderst set også en person, og at erkende Guddommens Personlighed er det samme som at erkende de transcendentale aspekter til fulde i Hans fuldstændige form. Den totale helhed er ikke formløs. Hvis Han er formløs, eller hvis Han er mindre end noget andet, kan Han ikke være den totale helhed. Den totale helhed må nødvendigvis indeholde alt inden for vores erfaring såvel som det, der ligger uden for vores erfaring, ellers kan den ikke være total.

People with less intelligence consider the Supreme Truth to be impersonal, but He is a transcendental person, and this is confirmed in all Vedic literatures. Nityo nityānāṁ cetanaś cetanānām (Kaṭha Upaniṣad 2.2.13). As we are all individual living beings and have our individuality, the Supreme Absolute Truth is also, in the ultimate issue, a person, and realization of the Personality of Godhead is realization of all of the transcendental features in His complete form. The complete whole is not formless. If He is formless, or if He is less than any other thing, then He cannot be the complete whole. The complete whole must have everything within our experience and beyond our experience, otherwise it cannot be complete.

Den fuldkomne helhed eller Guddommens Højeste Personlighed har umådelige kræfter (parāsya śaktir vividhaiva śrūyate). I Bhagavad-gītā bliver det også forklaret, hvordan Kṛṣṇa handler gennem Sine forskellige energier. Den fænomenale eller materielle verden, vi er anbragt i, er også fuldstændig i sig selv, for de 24 elementer, som det materielle univers er en midlertidig manifestation af, er ifølge sāṅkhya-filosofien sat til at frembringe alle de nødvendige ressourcer, der skal til for at opretholde og understøtte universet. Der er intet overflødigt, og der mangler intet. Gennem den højeste helheds energi har denne manifestation sin egen fastsatte tid, og når den er slut, bliver de midlertidige manifestationer tilintetgjort gennem den fuldstændiges fuldstændige arrangement. De små fuldstændige enheder, dvs. de levende væsener, er blevet givet fulstændig mulighed for at erkende den fuldstændige, og enhver form for ufuldstændighed opleves kun på grund af vores egen ufuldstændige viden om den fuldstændige. Bhagavad-gītā indeholder således den fuldstændige kundskab om vedisk visdom.

The complete whole, the Personality of Godhead, has immense potencies (parāsya śaktir vividhaiva śrūyate). How Kṛṣṇa is acting in different potencies is also explained in Bhagavad-gītā. This phenomenal world or material world in which we are placed is also complete in itself because the twenty-four elements of which this material universe is a temporary manifestation, according to Sāṅkhya philosophy, are completely adjusted to produce complete resources which are necessary for the maintenance and subsistence of this universe. There is nothing extraneous, nor is there anything needed. This manifestation has its own time fixed by the energy of the supreme whole, and when its time is complete, these temporary manifestations will be annihilated by the complete arrangement of the complete. There is complete facility for the small complete units, namely the living entities, to realize the complete, and all sorts of incompleteness are experienced due to incomplete knowledge of the complete. So Bhagavad-gītā contains the complete knowledge of Vedic wisdom.

Al vedisk viden er perfekt og ufejlbarlig, og hinduer accepterer den som sådan. Kogødning er for eksempel afføring fra et dyr, og ifølge smṛti eller de vediske påbud skal man tage bad for at rense sig selv, hvis man har rørt ved afføring. Men i de vediske skrifter beskrives kogødning som rensende, hvilket kan opfattes som en selvmodsigelse, men ikke desto mindre bliver det godtaget, for det er en vedisk instruktion, og ved at acceptere det går man heller ikke fejl i byen. I nyere tid er det således blevet bevist af moderne videnskab, at kogødning indeholder alle antiseptiske egenskaber. Så den vediske viden er fuldstændig, for den er hævet over enhver form for tvivl og fejltagelse, og Bhagavad-gītā er essensen af denne vediske viden.

All Vedic knowledge is infallible, and Hindus accept Vedic knowledge to be complete and infallible. For example, cow dung is the stool of an animal, and according to smṛti, or Vedic injunction, if one touches the stool of an animal he has to take a bath to purify himself. But in the Vedic scriptures cow dung is considered to be a purifying agent. One might consider this to be contradictory, but it is accepted because it is Vedic injunction, and indeed by accepting this, one will not commit a mistake; subsequently it has been proved by modern science that cow dung contains all antiseptic properties. So Vedic knowledge is complete because it is above all doubts and mistakes, and Bhagavad-gītā is the essence of all Vedic knowledge.

Vedisk viden er ikke et spørgsmål om forskning. Vores forskning vil altid være mangelfuld, eftersom vi forsker med vores ufuldkomne sanser. Vi er nødt til at modtage perfekt viden, der, som der står i Bhagavad- gītā, kommer ned gennem paramparā (discipelrækken). Vi skal modtage viden fra den rette kilde i discipelrækken, der begynder med den højeste åndelige mester, Herren Selv, og som siden er blevet videreført ned gennem en række af åndelige mestre. Arjuna, der modtog undervisning direkte fra Herren Śrī Kṛṣṇa Selv, accepterede alt, Herren sagde, uden at sige Ham imod. Man har ikke lov til at acceptere én del af Bhagavad- gītā og forkaste noget andet. Nej, vi skal acceptere Bhagavad-gītā uden fortolkninger, uden at udelade noget og uden at iblande vore egne ideer. Bhagavad-gītā skal accepteres som den mest perfekte fremlæggelse af vedisk viden. Vedisk viden skal modtages fra transcendentale kilder, og de første ord blev talt af Herren Selv. Herrens ord kaldes apauruṣeya, hvilket vil sige, at de ikke kan sammenlignes med ord fra en verdslig person, der er behæftet med fire fejl og mangler. En verdslig person vil (1) helt sikkert begå fejl, (2) uvægerligt være underlagt illusion, (3) være tilbøjelig til at bedrage andre og (4) være begrænset af ufuldkomne sanser. Er man underlagt disse fire ufuldkommenheder, kan man ikke give fuldkommen viden om altomfattende kundskab.

Vedic knowledge is not a question of research. Our research work is imperfect because we are researching things with imperfect senses. We have to accept perfect knowledge which comes down, as is stated in Bhagavad-gītā, by the paramparā (disciplic succession). We have to receive knowledge from the proper source in disciplic succession beginning with the supreme spiritual master, the Lord Himself, and handed down to a succession of spiritual masters. Arjuna, the student who took lessons from Lord Śrī Kṛṣṇa, accepts everything that He says without contradicting Him. One is not allowed to accept one portion of Bhagavad-gītā and not another. No. We must accept Bhagavad-gītā without interpretation, without deletion and without our own whimsical participation in the matter. The Gītā should be taken as the most perfect presentation of Vedic knowledge. Vedic knowledge is received from transcendental sources, and the first words were spoken by the Lord Himself. The words spoken by the Lord are called apauruṣeya, meaning that they are different from words spoken by a person of the mundane world who is infected with four defects. A mundaner (1) is sure to commit mistakes, (2) is invariably illusioned, (3) has the tendency to cheat others and (4) is limited by imperfect senses. With these four imperfections, one cannot deliver perfect information of all-pervading knowledge.

Den vediske viden kommer ikke fra den slags mangelfulde levende væsener. Den blev indgivet i hjertet på Brahmā, det første skabte levende væsen, og Brahmā videregav derefter kundskaben til sine sønner og disciple, sådan som han oprindeligt havde modtaget den fra Herren. Herren er pūrṇam, helt perfekt, så Han kan på intet tidspunkt være underlagt den materielle naturs love. Man skal derfor være intelligent nok til at forstå, at Herren er den eneste ejer af alt i universet, og at Han er den oprindelige skaber, Brahmās skaber. I kapitel 11 bliver Herren tiltalt som prapitāmaha, for Brahmā kaldes pitāmaha, bedstefaderen, og Herren skabte bedstefaderen. Så ingen bør hævde at eje noget. Man må kun tage imod de ting, man er blevet tildelt af Herren som sin kvote til livets opretholdelse.

Vedic knowledge is not imparted by such defective living entities. It was imparted unto the heart of Brahmā, the first created living being, and Brahmā in his turn disseminated this knowledge to his sons and disciples, as he originally received it from the Lord. The Lord is pūrṇam, all-perfect, and there is no possibility of His becoming subjected to the laws of material nature. One should therefore be intelligent enough to know that the Lord is the only proprietor of everything in the universe and that He is the original creator, the creator of Brahmā. In the Eleventh Chapter the Lord is addressed as prapitāmaha because Brahmā is addressed as pitāmaha, the grandfather, and He is the creator of the grandfather. So no one should claim to be the proprietor of anything; one should accept only things set aside for him by the Lord as his quota for his maintenance.

Der gives mange eksempler på, hvordan de ting, vi er blevet givet af Herren, skal anvendes, og dette bliver også forklaret i Bhagavad-gītā. I begyndelsen besluttede Arjuna sig for ikke at kæmpe i slaget på Kurukṣetra. Det var hans egen beslutning. Arjuna fortalte Herren, at han ikke ville kunne nyde kongeriget efter at have dræbt sine egne slægtninge. Den beslutning var baseret på kroppen, for han troede, at kroppen var ham selv, og at hans kropslige slægtsforhold eller ekspansioner var hans brødre, nevøer, svogre, bedstefædre osv. Derfor ville han tilfredsstille sine kropslige behov. Bhagavad-gītā blev talt af Herren for at ændre denne opfattelse, og til sidst besluttede Arjuna sig for at kæmpe under Herrens ledelse med ordene kariṣye vacanaṁ tava (Bg. 18.73): “Jeg vil handle i overensstemmelse med Din ordre.”

There are many examples given of how we are to utilize those things which are set aside for us by the Lord. This is also explained in Bhagavad-gītā. In the beginning, Arjuna decided that he should not fight in the Battle of Kurukṣetra. This was his own decision. Arjuna told the Lord that it was not possible for him to enjoy the kingdom after killing his own kinsmen. This decision was based on the body because he was thinking that the body was himself and that his bodily relations or expansions were his brothers, nephews, brothers-in-law, grandfathers and so on. Therefore he wanted to satisfy his bodily demands. Bhagavad-gītā was spoken by the Lord just to change this view, and at the end Arjuna decides to fight under the directions of the Lord when he says, kariṣye vacanaṁ tava: “I shall act according to Your word.”

Det er ikke meningen, at mennesker skal strides i denne verden som hunde og katte. Et menneske skal være intelligent nok til at indse vigtigheden af den menneskelige tilværelse og afstå fra at handle som gemene dyr. Et menneske skal kende livets mål. Denne instruktion findes i hele den vediske litteratur, hvis essens er Bhagavad-gītā. Den vediske litteratur henvender sig til mennesker, ikke til dyr. Dyr kan dræbe andre levende væsener uden at pådrage sig synd, men hvis et menneske dræber et dyr udelukkende for at tilfredsstille sine ubeherskede smagsløg, vil det blive holdt ansvarligt for at bryde naturens love. I Bhagavad-gītā bliver det sagt klart og tydeligt, at der findes tre slags handlinger i overensstemmelse med naturens forskellige kvaliteter: handlinger i godhed, handlinger i lidenskab og handlinger i uvidenhed. På samme måde findes der tre slags fødevarer: mad i godhed, mad i lidenskab og mad i uvidenhed. Det bliver altsammen nøje forklaret, og hvis vi drager fordel af Bhagavad-gītās undervisning på den rigtige måde, bliver hele vores liv renset, og yderst set bliver vi i stand til at nå det sted, der ligger uden for den materielle himmel (yad gatvā na nivartante, tad dhāma paramaṁ mama, Bg. 15.6).

In this world men are not meant for quarreling like cats and dogs. Men must be intelligent to realize the importance of human life and refuse to act like ordinary animals. A human being should realize the aim of his life, and this direction is given in all Vedic literatures, and the essence is given in Bhagavad-gītā. Vedic literature is meant for human beings, not for animals. Animals can kill other living animals, and there is no question of sin on their part, but if a man kills an animal for the satisfaction of his uncontrolled taste, he must be responsible for breaking the laws of nature. In the Bhagavad-gītā it is clearly explained that there are three kinds of activities according to the different modes of nature: the activities of goodness, of passion and of ignorance. Similarly, there are three kinds of eatables also: eatables in goodness, passion and ignorance. All of this is clearly described, and if we properly utilize the instructions of Bhagavad-gītā, then our whole life will become purified, and ultimately we will be able to reach the destination which is beyond this material sky.

Det sted kaldes sanātana-himmelen, den evige, åndelige himmel. I denne materielle verden kan det observeres, at alt er midlertidigt. Noget bliver til, forbliver et stykke tid, frembringer nogle biprodukter, sygner hen og forsvinder så. Det er den materielle verdens lov, der gælder, uanset om vi taler om kroppen, en frugt eller noget andet. Men vi er blevet givet viden om, at uden for den midlertidige verden er der en anden verden. Den verden består af en anderledes natur, der kaldes sanātana eller evig. Jīvaen bliver også beskrevet som sanātana eller evig, og i kapitel 11 bliver Herren ligeledes beskrevet som sanātana. Vi har et nært forhold til Herren, og fordi vi alle (dvs. sanātana-dhāma eller den evige himmel, den evige Guddommens Højeste Personlighed og de levende væsener, der ligeledes er sanātana eller evige) kvalitativt er ét, er hele formålet med Bhagavad-gītā at genoplive vores sanātana-dharma eller det levende væsens evige beskæftigelse. Vi er midlertidigt engageret i forskellige handlinger, men alle disse handlinger kan blive renset, når vi opgiver de midlertidige handlinger til fordel for de handlinger, der foreskrives af den Højeste Herre. Det er, hvad et rent liv indebærer.

That destination is called the sanātana sky, the eternal, spiritual sky (yad gatvā na nivartante tad dhāma paramaṁ mama). In this material world we find that everything is temporary. It comes into being, stays for some time, produces some by-products, dwindles and then vanishes. That is the law of the material world, whether we use as an example this body, or a piece of fruit or anything. But beyond this temporary world there is another world of which we have information. That world consists of another nature, which is sanātana, eternal. The jīva is also described as sanātana, eternal, and the Lord is also described as sanātana in the Eleventh Chapter. We have an intimate relationship with the Lord, and because we are all qualitatively one – the sanātana-dhāma, or sky, the sanātana Supreme Personality and the sanātana living entities – the whole purpose of Bhagavad-gītā is to revive our sanātana occupation, or sanātana-dharma, which is the eternal occupation of the living entity. We are temporarily engaged in different activities, but all of these activities can be purified when we give up all these temporary activities and take up the activities which are prescribed by the Supreme Lord. That is called our pure life.

Den Højeste Herre og Hans transcendentale bolig er begge sanātana, dvs. evige, ligesom de levende væsener er det, og mødet mellem den Højeste Herre og de levende væsener i sanātana-boligen er fuldbyrdelsen af den menneskelige tilværelse. Eftersom de levende væsener er Herrens sønner, er Han meget venlig mod dem. Herren Kṛṣṇa bekendtgør i Bhagavad-gītā (14.3), sarva-yoniṣu... ahaṁ bīja-pradaḥ pitā: “Jeg er alles Fader.” Der er selvfølgelig mange slags levende væsener i forhold til deres forskellige karmaer, men Herren siger her, at Han er Fader til dem alle. For at føre dem tilbage til sanātana-himmelen nedstiger Herren derfor for at reformere alle disse faldne betingede sjæle, så de kan genvinde deres evige sanātana-tilstand i evigt selskab med Herren. Herren kommer Selv i forskellige inkarnationer, eller Han sender Sine fortrolige tjenere som sønner, ledsagere eller ācāryaer for at frelse de betingede sjæle.

The Supreme Lord and His transcendental abode are both sanātana, as are the living entities, and the combined association of the Supreme Lord and the living entities in the sanātana abode is the perfection of human life. The Lord is very kind to the living entities because they are His sons. Lord Kṛṣṇa declares in Bhagavad-gītā, sarva-yoniṣu … ahaṁ bīja-pradaḥ pitā: “I am the father of all.” Of course there are all types of living entities according to their various karmas, but here the Lord claims that He is the father of all of them. Therefore the Lord descends to reclaim all of these fallen, conditioned souls, to call them back to the sanātana eternal sky so that the sanātana living entities may regain their eternal sanātana positions in eternal association with the Lord. The Lord comes Himself in different incarnations, or He sends His confidential servants as sons or His associates or ācāryas to reclaim the conditioned souls.

Derfor sigter sanātana-dharma ikke til nogen sekterisk religiøs proces, men til de evige levende væseners evige funktion i forhold til den evige Højeste Herre. Sanātana-dharma refererer som sagt til det levende væsens evige beskæftigelse. Śrīpāda Rāmānujācārya har forklaret ordet sanātana som “det, der hverken har begyndelse eller slutning.” Når vi således taler om sanātana-dharma, kan vi ifølge Śrīpāda Rāmānujācāryas autoritet tage det for givet, at den hverken har begyndelse eller ende.

Therefore, sanātana-dharma does not refer to any sectarian process of religion. It is the eternal function of the eternal living entities in relationship with the eternal Supreme Lord. Sanātana-dharma refers, as stated previously, to the eternal occupation of the living entity. Śrīpāda Rāmānujācārya has explained the word sanātana as “that which has neither beginning nor end,” so when we speak of sanātana-dharma, we must take it for granted on the authority of Śrīpāda Rāmānujācārya that it has neither beginning nor end.

Det danske ord “religion” betyder ikke helt det samme som sanātana- dharma. Religion indebærer tro, og tro kan ændre sig. Man tror måske på en bestemt proces, men man kan ændre denne tro og følge en anden. Sanātana-dharma sigter derimod til den egenskab, der ikke kan ændres. Man kan for eksempel ikke fjerne den flydende eller våde egenskab fra vand eller varme fra ild. På lignende måde kan det levende væsens evige funktion ikke skilles fra det levende væsen. Sanātana-dharma er en evig integreret del af det levende væsen. Når vi taler om sanātana- dharma, må vi på grundlag af Śrīpāda Rāmānujācāryas autoritet derfor acceptere, at den hverken har begyndelse eller ende. Noget, der hverken begynder eller slutter, kan ikke være sekterisk, for det kan ikke begrænses. De, der bekender sig til en særlig sekterisk trosretning, kan fejlagtigt anse sanātana-dharma for også at være sekterisk, men hvis vi går dybere og betragter det videnskabeligt, finder vi, at sanātana-dharma gælder for alle mennesker i hele verden – ja, for alle levende væsener i universet.

The English word religion is a little different from sanātana-dharma. Religion conveys the idea of faith, and faith may change. One may have faith in a particular process, and he may change this faith and adopt another, but sanātana-dharma refers to that activity which cannot be changed. For instance, liquidity cannot be taken from water, nor can heat be taken from fire. Similarly, the eternal function of the eternal living entity cannot be taken from the living entity. Sanātana-dharma is eternally integral with the living entity. When we speak of sanātana-dharma, therefore, we must take it for granted on the authority of Śrīpāda Rāmānujācārya that it has neither beginning nor end. That which has neither end nor beginning must not be sectarian, for it cannot be limited by any boundaries. Those belonging to some sectarian faith will wrongly consider that sanātana-dharma is also sectarian, but if we go deeply into the matter and consider it in the light of modern science, it is possible for us to see that sanātana-dharma is the business of all the people of the world – nay, of all the living entities of the universe.

Ikke-sanātana religiøs tro har en begyndelse i menneskehedens historie, men sanātana-dharma har ingen historisk begyndelse, for den er en evig del af det levende væsen. Hvad de levende væsener angår, står der i de autoritative śāstraer, at det levende væsen hverken fødes eller dør. Ifølge Bhagavad-gītā hverken fødes eller dør det levende væsen nogensinde. Han er evig og unedbrydelig og fortsætter med at leve selv efter, at hans midlertidige materielle krop er gået til grunde. I lys af sanātana-dharma-begrebet må vi prøve at forstå religionsbegrebet ud fra sanskritrodens betydning af ordet. Dharma sigter til den konstante egenskab hos et objekt. Vi kan slutte, at der sammen med ild altid er varme og lys. Uden varme og lys giver ild ingen mening. På samme måde må vi finde frem til den essentielle kvalitet, der følger det levende væsen uophørligt. Det vil være hans evige kvalitet, og denne evige kvalitet er hans evige religion.

Non-sanātana religious faith may have some beginning in the annals of human history, but there is no beginning to the history of sanātana-dharma, because it remains eternally with the living entities. Insofar as the living entities are concerned, the authoritative śāstras state that the living entity has neither birth nor death. In the Gītā it is stated that the living entity is never born and he never dies. He is eternal and indestructible, and he continues to live after the destruction of his temporary material body. In reference to the concept of sanātana-dharma, we must try to understand the concept of religion from the Sanskrit root meaning of the word. Dharma refers to that which is constantly existing with a particular object. We conclude that there is heat and light along with the fire; without heat and light, there is no meaning to the word fire. Similarly, we must discover the essential part of the living being, that part which is his constant companion. That constant companion is his eternal quality, and that eternal quality is his eternal religion.

Da Sanātana Gosvāmī spurgte Śrī Caitanya Mahāprabhu, hvad alle levende væseners svarūpa er, svarede Herren, at det levende væsens oprindelige tilstand eller svarūpa er at tjene Guddommens Højeste Personlighed. Hvis vi analyserer Herren Caitanyas udtalelse, er det let at se, at ét levende væsen altid tjener et andet levende væsen. Levende væsener tjener andre levende væsener på mange forskellige måder. Ved at gøre dette nyder et levende væsen livet. De lavere dyr tjener mennesker, ligesom en tjener tjener sin herre. A tjener herre B, B tjener herre C, C tjener herre D osv. På lignende måde tjener en ven sin ven, en mor sin søn, og hustruen tjener manden, og manden tjener hustruen osv. Hvis vi bliver ved på den måde, bliver det klart, at når det kommer til at tjene andre, er der ingen undtagelser i samfundet. En politiker fremlægger sit program for vælgerne for at overbevise folk om sin evne til at tjene dem. Vælgerne giver således politikerne deres kostbare stemmer i den tro, at politikerne vil yde samfundet værdifuld tjeneste. Købmanden tjener sine kunder, og arbejderen tjener kapitalisten. Kapitalisten tjener familien, og familien tjener staten med sin arbejdskraft osv. Det er således klart, at intet levende væsen er undtaget fra at tjene et andet levende væsen, og vi kan derfor trygt slutte, at det er tjeneste, der er det levende væsens konstante ledsager, og at tjene er det levende væsens evige religion.

When Sanātana Gosvāmī asked Śrī Caitanya Mahāprabhu about the svarūpa of every living being, the Lord replied that the svarūpa, or constitutional position, of the living being is the rendering of service to the Supreme Personality of Godhead. If we analyze this statement of Lord Caitanya’s, we can easily see that every living being is constantly engaged in rendering service to another living being. A living being serves other living beings in various capacities. By doing so, the living entity enjoys life. The lower animals serve human beings as servants serve their master. A serves B master, B serves C master, and C serves D master and so on. Under these circumstances, we can see that one friend serves another friend, the mother serves the son, the wife serves the husband, the husband serves the wife and so on. If we go on searching in this spirit, it will be seen that there is no exception in the society of living beings to the activity of service. The politician presents his manifesto for the public to convince them of his capacity for service. The voters therefore give the politician their valuable votes, thinking that he will render valuable service to society. The shopkeeper serves the customer, and the artisan serves the capitalist. The capitalist serves the family, and the family serves the state in the terms of the eternal capacity of the eternal living being. In this way we can see that no living being is exempt from rendering service to other living beings, and therefore we can safely conclude that service is the constant companion of the living being and that the rendering of service is the eternal religion of the living being.

Ikke desto mindre er der mange, der bekender sig til en bestemt tro med rod i en bestemt tidsepoke, og derfor kalder de sig selv for hinduer, muslimer, kristne, buddhister eller er tilhængere af en eller anden anden sekt. Den slags betegnelser har intet med sanātana-dharma at gøre. En hindu kan ændre sin tro og blive muslim, eller en muslim kan ændre sin tro og blive hindu, og en kristen kan ændre sin tro osv. Men ændringer i ens religiøse tro påvirker på ingen måde den evige beskæftigelse med at tjene andre. Hvad enten man er hindu, muslim eller kristen, tjener man i alle tilfælde andre. At bekende sig til en bestemt tro er således ikke det samme som at bekende sig til sin sanātana-dharma. At gøre tjeneste er sanātana-dharma.

Yet man professes to belong to a particular type of faith with reference to particular time and circumstance and thus claims to be a Hindu, Muslim, Christian, Buddhist or an adherent of any other sect. Such designations are non–sanātana-dharma. A Hindu may change his faith to become a Muslim, or a Muslim may change his faith to become a Hindu, or a Christian may change his faith and so on. But in all circumstances the change of religious faith does not affect the eternal occupation of rendering service to others. The Hindu, Muslim or Christian in all circumstances is a servant of someone. Thus, to profess a particular type of faith is not to profess one’s sanātana-dharma. The rendering of service is sanātana-dharma.

I virkeligheden er vi alle forbundet med den Højeste Herre igennem tjeneste. Den Højeste Herre er den højeste nyder, og vi, de levende væsener, er Hans tjenere. Vi er blevet skabt med henblik på Hans nydelse, og hvis vi deltager i Guddommens Højeste Personligheds evige nydelse, bliver vi lykkelige. Der er ingen anden måde, hvorpå vi kan blive lykkelige. På samme måde, som ingen kropsdel kan blive lykkelig uden at samarbejde med maven, er det ikke muligt at blive lykkelig uafhængigt af Herren. Uden at gøre transcendental tjeneste til den Højeste Herre kan det levende væsen ikke blive lykkeligt.

Factually we are related to the Supreme Lord in service. The Supreme Lord is the supreme enjoyer, and we living entities are His servitors. We are created for His enjoyment, and if we participate in that eternal enjoyment with the Supreme Personality of Godhead, we become happy. We cannot become happy otherwise. It is not possible to be happy independently, just as no one part of the body can be happy without cooperating with the stomach. It is not possible for the living entity to be happy without rendering transcendental loving service unto the Supreme Lord.

Det anbefales ikke i Bhagavad-gītā at tilbede eller tjene de forskellige halvguder. I kapitel 7, vers 20, står der:

In the Bhagavad-gītā, worship of different demigods or rendering service to them is not approved. It is stated in the Seventh Chapter, twentieth verse:

kāmais tais tair hṛta-jñānāḥ
prapadyante ’nya-devatāḥ
taṁ taṁ niyamam āsthāya
prakṛtyā niyatāḥ svayā
kāmais tais tair hṛta-jñānāḥ
prapadyante ’nya-devatāḥ
taṁ taṁ niyamam āsthāya
prakṛtyā niyatāḥ svayā

“De, hvis intelligens er blevet stjålet af materielle ønsker, overgiver sig til halvguder og tilbeder dem ifølge de særlige regler og forskrifter, der stemmer overens med deres egne naturer.” Her står der ligeud, at de, der styres af lyst, tilbeder halvguder og ikke den Højeste Herre, Kṛṣṇa. Når vi bruger navnet Kṛṣṇa, hentyder vi ikke til noget sekterisk navn. Kṛṣṇa betyder den højeste glæde, og det bekræftes, at den Højeste Herre indeholder al glæde. Vi længes alle efter glæde eller lykke. Ānanda-mayo ’bhyāsāt (Vedānta-sūtra 1.1.12). De levende væsener er ligesom Herren fulde af bevidsthed og er alle lykkesøgende. Herren er bestandigt lykkelig, og hvis de levende væsener samarbejder med Ham i selskab med Ham, bliver de også lykkelige.

“Those whose intelligence has been stolen by material desires surrender unto demigods and follow the particular rules and regulations of worship according to their own natures.” Here it is plainly said that those who are directed by lust worship the demigods and not the Supreme Lord Kṛṣṇa. When we mention the name Kṛṣṇa, we do not refer to any sectarian name. Kṛṣṇa means the highest pleasure, and it is confirmed that the Supreme Lord is the reservoir or storehouse of all pleasure. We are all hankering after pleasure. Ānanda-mayo ’bhyāsāt (Vedānta-sūtra 1.1.12). The living entities, like the Lord, are full of consciousness, and they are after happiness. The Lord is perpetually happy, and if the living entities associate with the Lord, cooperate with Him and take part in His association, then they also become happy.

Herren nedstiger til denne dødelige verden for at fremvise Sine glædesfyldte lege i Vṛndāvana. Da Herren Śrī Kṛṣṇa var i Vṛndāvana, var Hans aktiviteter sammen med Hans kohyrdevenner, veninder, køerne og de andre indbyggere i Vṛndāvana fulde af lykke. Hele Vṛndāvanas befolkning tænkte ikke på andet end Kṛṣṇa. Men Herren Kṛṣṇa frarådede Sin fader Nanda Mahārāja at tilbede halvguden Indra, for Han ville slå fast, at man ikke behøver at tilbede nogen halvgud. Man behøver kun at tilbede den Højeste Herre, for det endelige mål er at vende tilbage til Hans bolig.

The Lord descends to this mortal world to show His pastimes in Vṛndāvana, which are full of happiness. When Lord Śrī Kṛṣṇa was in Vṛndāvana, His activities with His cowherd boyfriends, with His damsel friends, with the other inhabitants of Vṛndāvana and with the cows were all full of happiness. The total population of Vṛndāvana knew nothing but Kṛṣṇa. But Lord Kṛṣṇa even discouraged His father Nanda Mahārāja from worshiping the demigod Indra, because He wanted to establish the fact that people need not worship any demigod. They need only worship the Supreme Lord, because their ultimate goal is to return to His abode.

Herren Śrī Kṛṣṇas bolig bliver beskrevet i Bhagavad-gītā, kapitel 15, vers 6:

The abode of Lord Śrī Kṛṣṇa is described in the Bhagavad-gītā, Fifteenth Chapter, sixth verse:

na tad bhāsayate sūryo
na śaśāṅko na pāvakaḥ
yad gatvā na nivartante
tad dhāma paramaṁ mama
na tad bhāsayate sūryo
na śaśāṅko na pāvakaḥ
yad gatvā na nivartante
tad dhāma paramaṁ mama

“Denne Min højeste bolig oplyses hverken af Solen eller Månen og heller ikke af ild eller elektricitet. De, der når dertil, vender aldrig tilbage til den materielle verden.”

“That supreme abode of Mine is not illumined by the sun or moon, nor by fire or electricity. Those who reach it never return to this material world.”

I dette vers beskrives den evige himmel. Vi gør os helt naturligt en materiel forestilling om himmelen og tænker på den i forhold til Solen, Månen, stjernerne osv., men her fortæller Herren, at i den evige himmel er det ikke nødvendigt med sol, måne, elektricitet eller ild af nogen slags, for den åndelige himmel er allerede oplyst af brahmajyoti, stråleglansen, der udgår fra den Højeste Herre. Vi prøver med møje og besvær at komme til andre planeter, men at forstå den Højeste Herres bolig er ikke så svært. Den bolig omtales som Goloka. Der er en smuk beskrivelse i Brahma-saṁhitā (5.37): goloka eva nivasaty akhilātma-bhūtaḥ. Herren lever for evigt i Sin bolig Goloka, men alligevel kan Han nås fra denne verden, og for at hjælpe os til at nå Ham kommer Herren og viser Sin virkelige form, sac-cid-ānanda-vigraha. Når Han manifesterer den form, er der ingen grund til at forestille sig, hvordan Han ser ud. For at undgå alle mulige fiktive spekulationer nedstiger Han og viser Sig, som Han er, som Śyāmasundara. Når Han kommer som en af os og leger med os som et almindeligt menneske, bliver Han desværre hånet af de mindre intelligente. Men vi skal ikke af den grund betragte Herren som en af os. Det er gennem Hans almagt, at Han viser Sig for os i Sin virkelige form og fremviser Sine lege, der er tro gengivelser af de lege, der foregår i Hans bolig.

This verse gives a description of that eternal sky. Of course we have a material conception of the sky, and we think of it in relationship to the sun, moon, stars and so on, but in this verse the Lord states that in the eternal sky there is no need for the sun nor for the moon nor electricity or fire of any kind because the spiritual sky is already illuminated by the brahma-jyotir, the rays emanating from the Supreme Lord. We are trying with difficulty to reach other planets, but it is not difficult to understand the abode of the Supreme Lord. This abode is referred to as Goloka. In the Brahma-saṁhitā (5.37) it is beautifully described: goloka eva nivasaty akhilātma-bhūtaḥ. The Lord resides eternally in His abode Goloka, yet He can be approached from this world, and to this end the Lord comes to manifest His real form, sac-cid-ānanda-vigraha. When He manifests this form, there is no need for our imagining what He looks like. To discourage such imaginative speculation, He descends and exhibits Himself as He is, as Śyāmasundara. Unfortunately, the less intelligent deride Him because He comes as one of us and plays with us as a human being. But because of this we should not consider the Lord one of us. It is by His omnipotency that He presents Himself in His real form before us and displays His pastimes, which are replicas of those pastimes found in His abode.

Utallige planeter svæver i den åndelige himmels stråleglans, brahmajyoti, der udgår fra den højeste bolig, Kṛṣṇaloka, og de ikke-materielle ānanda-maya, cin-maya planeter svæver på disse stråler. Herren fortæller os i Bhagavad-gītā (15.6), na tad bhāsayate sūryo, na śaśāṅko na pāvakaḥ/ yad gatvā na nivartante, tad dhāma paramaṁ mama. Den, der får adgang til denne åndelige himmel, behøver aldrig mere at vende tilbage til det materielle plan. Selv om det skulle lykkes os at komme til den højeste planet, Brahmaloka, for ikke at tale om Månen, er de samme livsbetingelser altid til stede, nemlig fødsel, død, sygdom og alderdom. Ingen planet noget sted i det materielle univers er fri for disse den materielle eksistens’ fire grundprincipper.

In the effulgent rays of the spiritual sky there are innumerable planets floating. The brahma-jyotir emanates from the supreme abode, Kṛṣṇaloka, and the ānanda-maya, cin-maya planets, which are not material, float in those rays. The Lord says, na tad bhāsayate sūryo na śaśāṅko na pāvakaḥ/ yad gatvā na nivartante tad dhāma paramaṁ mama. One who can approach that spiritual sky is not required to descend again to the material sky. In the material sky, even if we approach the highest planet (Brahmaloka), what to speak of the moon, we will find the same conditions of life, namely birth, death, disease and old age. No planet in the material universe is free from these four principles of material existence.

De levende væsener vandrer fra planet til planet, men vi kan ikke komme til en hvilken som helst planet, vi har lyst til, ved hjælp af mekaniske arrangementer alene. Hvis vi gerne vil til andre planeter, er der en foreskrevet metode dertil. Dette omtales også: yānti deva-vratā devān, pitṝn yānti pitṛ-vratāḥ (Bg. 9.25). Det er ikke nødvendigt med mekanik for at komme på interplanetariske rejser, hvis det er det, vi gerne vil. Bhagavad-gītā fortæller os, yānti deva-vratā devān. Månen, Solen og de andre højere planeter kaldes Svargaloka. Planeterne tilhører tre forskellige kategorier: de højere, de midterste og de lavere planetsystemer. I Bhagavad-gītā er der en meget enkel formel for, hvordan man kommer til de højere planetsystemer (Devaloka): yānti deva-vratā devān. Det eneste, man behøver at gøre, er at tilbede en planets særlige halvgud, og på den måde kan man komme til Månen, Solen eller et hvilket som helst andet af de højere planetsystemer.

The living entities are traveling from one planet to another, but it is not that we can go to any planet we like merely by a mechanical arrangement. If we desire to go to other planets, there is a process for going there. This is also mentioned: yānti deva-vratā devān pitṝn yānti pitṛ-vratāḥ. No mechanical arrangement is necessary if we want interplanetary travel. The Gītā instructs: yānti deva-vratā devān. The moon, the sun and higher planets are called Svargaloka. There are three different statuses of planets: higher, middle and lower planetary systems. The earth belongs to the middle planetary system. Bhagavad-gītā informs us how to travel to the higher planetary systems (Devaloka) with a very simple formula: yānti deva-vratā devān. One need only worship the particular demigod of that particular planet and in that way go to the moon, the sun or any of the higher planetary systems.

Ikke desto mindre fraråder Bhagavad-gītā os at rejse til nogen af planeterne i denne materielle verden, for selv om vi kommer til den højeste planet, Brahmaloka, ved hjælp af et eller andet mekanisk arrangement og rejser i 40.000 år (og hvem lever så længe?), vil vi stadig blive mødt af de materielle lidelser i form af fødsel, død, sygdom og alderdom. Stræber man derimod efter den højeste planet, Kṛṣṇaloka, eller en anden planet i den åndelige sfære, bliver man ikke længere mødt af disse materielle ubehageligheder. Blandt alle planeterne i den åndelige himmel er der én suveræn planet, der kaldes Goloka Vṛndāvana, og som er den oprindelige planet i Guddommens Oprindelige Personlighed, Śrī Kṛṣṇas, bolig. Hele denne viden findes i Bhagavad-gītā, og gennem dens instruktioner lærer vi, hvordan man kan forlade den materielle verden og begynde på et virkeligt lyksaligt liv i den åndelige verden.

Yet Bhagavad-gītā does not advise us to go to any of the planets in this material world, because even if we go to Brahmaloka, the highest planet, through some sort of mechanical contrivance by maybe traveling for forty thousand years (and who would live that long?), we will still find the material inconveniences of birth, death, disease and old age. But one who wants to approach the supreme planet, Kṛṣṇaloka, or any other planet within the spiritual sky, will not meet with these material inconveniences. Amongst all of the planets in the spiritual sky there is one supreme planet called Goloka Vṛndāvana, the original planet in the abode of the original Personality of Godhead Śrī Kṛṣṇa. All of this information is given in Bhagavad-gītā, and we are given through its instruction information how to leave the material world and begin a truly blissful life in the spiritual sky.

I Bhagavad-gītās 15. kapitel (15.1) gives det virkelige billede af den materielle verden. Der står der:

In the Fifteenth Chapter of the Bhagavad-gītā, the real picture of the material world is given. It is said there:

ūrdhva-mūlam adhaḥ-śākham
aśvatthaṁ prāhur avyayam
chandāṁsi yasya parṇāni
yas taṁ veda sa veda-vit
ūrdhva-mūlam adhaḥ-śākham
aśvatthaṁ prāhur avyayam
chandāṁsi yasya parṇāni
yas taṁ veda sa veda-vit

Her beskrives den materielle verden som et træ, hvis rødder vokser opad og grene nedad. Vi har alle oplevet et træ, hvor rødderne vender opad: Hvis man står ved bredden af en flod eller sø, kan man se, at træerne, der spejler sig i vandet, vender omvendt. Grenene vender nedad, og rødderne vender opad. På samme måde er den materielle verden en refleksion af den åndelige verden. Den materielle verden er blot en skygge af virkeligheden. I en skygge er der ingen virkelig substans, men ud fra skyggen kan vi forstå, at der findes substans eller virkelighed. Der er intet vand i ørkenen, men et fatamorgana antyder, at der findes vand et andet sted. I den materielle verdens ørken er der intet vand, der er ingen lykke, men det virkelige vand eller den virkelige lykke er at finde i den åndelige verden.

Here the material world is described as a tree whose roots are upwards and branches are below. We have experience of a tree whose roots are upward: if one stands on the bank of a river or any reservoir of water, he can see that the trees reflected in the water are upside down. The branches go downward and the roots upward. Similarly, this material world is a reflection of the spiritual world. The material world is but a shadow of reality. In the shadow there is no reality or substantiality, but from the shadow we can understand that there are substance and reality. In the desert there is no water, but the mirage suggests that there is such a thing as water. In the material world there is no water, there is no happiness, but the real water of actual happiness is there in the spiritual world.

Herren foreslår, at vi tager til den åndelige verden på følgende måde (Bg. 15.5):

The Lord suggests that we attain the spiritual world in the following manner (Bg. 15.5):

nirmāna-mohā jita-saṅga-doṣā
adhyātma-nityā vinivṛtta-kāmāḥ
dvandvair vimuktāḥ sukha-duḥkha-saṁjñair
gacchanty amūḍhāḥ padam avyayaṁ tat
nirmāna-mohā jita-saṅga-doṣā
adhyātma-nityā vinivṛtta-kāmāḥ
dvandvair vimuktāḥ sukha-duḥkha-saṁjñair
gacchanty amūḍhāḥ padam avyayaṁ tat

Denne padam avyayam eller det evige rige kan opnås af den, der er nirmāna-moha. Og hvad betyder det? Vi er gale efter betegnelser eller titler. Den ene vil gerne kaldes “Hr.”, og den anden vil kaldes “Deres velærværdighed”, og nogle af os ønsker at blive præsidenter, rige mænd, konger eller noget andet. Så længe vi er knyttet til disse betegnelser, er vi bundet til kroppen, for disse betegnelser beskriver kun kroppen. Men vi er ikke denne krop, og erkendelsen af dette er det første skridt i åndelig erkendelse. Vi er fast bundet af den materielle naturs tre kvaliteter, men vi er nødt til at blive utilknyttet til den materielle naturs kvaliteter. Hvis vi ikke bliver knyttet til Herrens hengivne tjeneste, kan vi ikke blive frigjort fra den materielle naturs kvaliteter. Betegnelser og tilknytninger skyldes vores lyst og begær efter at herske over den materielle natur. Så længe vi fastholder tilbøjeligheden til at herske over den materielle natur, er der ingen mulighed for at vende hjem til den Højestes rige, sanātana-dhāma. Det evige rige, der aldrig bliver tilintetgjort, kan kun nås af den, der ikke lader sig forvirre af tiltrækningen til falsk materiel nydelse, og som er forankret i den Højeste Herres tjeneste. Er man på det niveau, er det let at opnå den højeste bolig.

That padam avyayam, or eternal kingdom, can be reached by one who is nirmāna-moha. What does this mean? We are after designations. Someone wants to become “sir,” someone wants to become “lord,” someone wants to become the president or a rich man or a king or something else. As long as we are attached to these designations, we are attached to the body, because designations belong to the body. But we are not these bodies, and realizing this is the first stage in spiritual realization. We are associated with the three modes of material nature, but we must become detached through devotional service to the Lord. If we are not attached to devotional service to the Lord, then we cannot become detached from the modes of material nature. Designations and attachments are due to our lust and desire, our wanting to lord it over the material nature. As long as we do not give up this propensity of lording it over material nature, there is no possibility of returning to the kingdom of the Supreme, the sanātana-dhāma. That eternal kingdom, which is never destroyed, can be approached by one who is not bewildered by the attractions of false material enjoyments, who is situated in the service of the Supreme Lord. One so situated can easily approach that supreme abode.

Andetsteds i Bhagavad-gītā (8.21) står der:

Elsewhere in the Gītā (8.21) it is stated:

avyakto ’kṣara ity uktas
tam āhuḥ paramāṁ gatim
yaṁ prāpya na nivartante
tad dhāma paramaṁ mama
avyakto ’kṣara ity uktas
tam āhuḥ paramāṁ gatim
yaṁ prāpya na nivartante
tad dhāma paramaṁ mama

Avyakta betyder umanifesteret. Den materielle verden er ikke manifesteret for os i sin helhed. Vore sanser er så ufuldkomne, at vi ikke engang kan se alle stjernerne i det materielle univers. I den vediske litteratur er der et væld af oplysninger om alle planeterne, og vi kan tro på disse oplysninger eller lade være. Alle de vigtige planeter er beskrevet i den vediske litteratur, især i Śrīmad-Bhāgavatam, og den åndelige himmel, der befinder sig uden for den materielle himmel, beskrives som avyakta eller umanifesteret. Man bør længes og stræbe efter dette højeste rige, for når man først er kommet dertil, behøver man aldrig mere vende tilbage til den materielle verden.

Avyakta means unmanifested. Not even all of the material world is manifested before us. Our senses are so imperfect that we cannot even see all of the stars within this material universe. In the Vedic literature we can receive much information about all the planets, and we can believe it or not believe it. All of the important planets are described in the Vedic literatures, especially Śrīmad-Bhāgavatam, and the spiritual world, which is beyond this material sky, is described as avyakta, unmanifested. One should desire and hanker after that supreme kingdom, for when one attains that kingdom, he does not have to return to this material world.

Men hvordan kommer man til den Højeste Herres bolig? Det bliver forklaret i kapitel 8, vers 5, hvor der står:

Next, one may raise the question of how one goes about approaching that abode of the Supreme Lord. Information of this is given in the Eighth Chapter. It is said there:

anta-kāle ca mām eva
smaran muktvā kalevaram
yaḥ prayāti sa mad-bhāvaṁ
yāti nāsty atra saṁśayaḥ
anta-kāle ca mām eva
smaran muktvā kalevaram
yaḥ prayāti sa mad-bhāvaṁ
yāti nāsty atra saṁśayaḥ

“Og den, der ved livets slutning forlader sin krop, mens han udelukkende husker på Mig, opnår øjeblikkeligt Min natur. Om det hersker der ingen tvivl.” Den, der tænker på Kṛṣṇa i dødsøjeblikket, kommer til Kṛṣṇa. Man bliver nødt til at huske på Kṛṣṇas form. Hvis man forlader sin krop, mens man tænker på denne form, kommer man med sikkerhed til det åndelige rige. Mad-bhāvam refererer til det Højeste Væsens højere natur. Det Højeste Væsen er sac-cid-ānanda-vigraha, dvs., Hans form er evig og fuld af viden og lyksalighed. Vores nuværende krop er ikke sac- cid-ānanda. Den er asat og ikke sat. Den er ikke evig, men derimod forgængelig. Den er ikke cit, dvs. fuld af viden – den er fuld af uvidenhed. Vi har ingen viden om det åndelige rige, ja, vi har ikke engang fuldstændig viden om denne materielle verden, hvor der er masser af ting, vi ikke kender til. Kroppen er også nirānanda. I stedet for at være fuld af lyksalighed er den fuld af lidelse. Alle de lidelser, vi oplever i den materielle verden, har deres årsag i kroppen, men den, der forlader kroppen, mens han tænker på Herren Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personlighed, får med det samme en sac-cid-ānanda-krop.

“And whoever, at the end of his life, quits his body remembering Me alone at once attains My nature. Of this there is no doubt.” (Bg. 8.5) One who thinks of Kṛṣṇa at the time of his death goes to Kṛṣṇa. One must remember the form of Kṛṣṇa; if he quits his body thinking of this form, he surely approaches the spiritual kingdom. Mad-bhāvam refers to the supreme nature of the Supreme Being. The Supreme Being is sac-cid-ānanda-vigraha – that is, His form is eternal, full of knowledge and bliss. Our present body is not sac-cid-ānanda. It is asat, not sat. It is not eternal; it is perishable. It is not cit, full of knowledge, but it is full of ignorance. We have no knowledge of the spiritual kingdom, nor do we even have perfect knowledge of this material world, where there are so many things unknown to us. The body is also nirānanda; instead of being full of bliss it is full of misery. All of the miseries we experience in the material world arise from the body, but one who leaves this body thinking of Lord Kṛṣṇa, the Supreme Personality of Godhead, at once attains a sac-cid-ānanda body.

Måden, hvorpå man forlader denne krop og får en anden krop i den materielle verden, er også styret. Et menneske dør, efter det er blevet besluttet, hvilken slags krop vedkommende skal have i sit næste liv. Den beslutning er op til højere autoriteter. Det levende væsen selv har intet at skulle have sagt. I overensstemmelse med vores handlinger i dette liv stiger vi enten op eller synker ned. Det nuværende liv er en forberedelse til det næste. Hvis vi derfor kan forberede os i dette liv til at blive forfremmet til Guds rige, får vi med sikkerhed en åndelig krop som Herrens, når vi forlader denne materielle krop.

The process of quitting this body and getting another body in the material world is also organized. A man dies after it has been decided what form of body he will have in the next life. Higher authorities, not the living entity himself, make this decision. According to our activities in this life, we either rise or sink. This life is a preparation for the next life. If we can prepare, therefore, in this life to get promotion to the kingdom of God, then surely, after quitting this material body, we will attain a spiritual body just like the Lord’s.

Som allerede forklaret findes der forskellige slags transcendentalister – brahmavādīen, paramātmavādīen og den hengivne – og som før nævnt er der utallige åndelige planeter i brahmajyoti (den åndelige himmel). Antallet af de planeter overstiger langt antallet af alle planeter i den materielle verden. Den materielle verden er blevet anslået til kun at være en fjerdedel af skabelsen (ekāṁśena sthito jagat). Inden for dette materielle udsnit findes der millioner og milliarder af universer med billioner af planeter, sole, stjerner og måner. Men det er alt sammen blot en brøkdel af den totale skabelse. Det meste af skabelsen består af den åndelige himmel. Den, der ønsker at blive ét med den Højeste Brahman, bliver omgående overført til den Højeste Herres brahmajyoti og opnår således den åndelige verden. Den hengivne, der ønsker at nyde Herrens selskab, kommer til de utallige Vaikuṇṭha-planeter, hvor den Højeste Herre omgås med ham i Sine fuldstændige ekspansioner som Nārāyaṇa med fire hænder under forskellige navne som Pradyumna, Aniruddha og Govinda. Ved livets slutning tænker transcendentalisterne derfor enten på brahmajyoti, Paramātmā eller Guddommens Højeste Personlighed, Śrī Kṛṣṇa. I hvert af disse tilfælde får de adgang til det åndelige plan, men det er kun en hengiven eller den, der er i personlig kontakt med den Højeste Herre, der kommer til Vaikuṇṭha-planeterne eller Goloka Vṛndāvana-planeten. Herren tilføjer endvidere, at “det er der ingen tvivl om.” Man bliver nødt til at tro fuldt og fast på dette. Vi må ikke afvise noget, blot fordi det ikke passer ind i vores forestillinger. Vi skal have samme holdning som Arjuna, der sagde: “Jeg tror på alt, Du har fortalt mig.” Når Herren derfor siger, at den, der i dødsøjeblikket tænker på Ham som Brahman, Paramātmā eller Guddommens Højeste Personlighed, med sikkerhed kommer til den åndelige verden, er der ingen tvivl om det. Det er helt sikkert.

As explained before, there are different kinds of transcendentalists – the brahma-vādī, paramātma-vādī and the devotee – and, as mentioned, in the brahma-jyotir (spiritual sky) there are innumerable spiritual planets. The number of these planets is far, far greater than all of the planets of this material world. This material world has been approximated as only one quarter of the creation (ekāṁśena sthito jagat). In this material segment there are millions and billions of universes with trillions of planets and suns, stars and moons. But this whole material creation is only a fragment of the total creation. Most of the creation is in the spiritual sky. One who desires to merge into the existence of the Supreme Brahman is at once transferred to the brahma-jyotir of the Supreme Lord and thus attains the spiritual sky. The devotee, who wants to enjoy the association of the Lord, enters into the Vaikuṇṭha planets, which are innumerable, and the Supreme Lord by His plenary expansions as Nārāyaṇa with four hands and with different names like Pradyumna, Aniruddha and Govinda associates with him there. Therefore at the end of life the transcendentalists think either of the brahma-jyotir, the Paramātmā or the Supreme Personality of Godhead Śrī Kṛṣṇa. In all cases they enter into the spiritual sky, but only the devotee, or he who is in personal touch with the Supreme Lord, enters into the Vaikuṇṭha planets or the Goloka Vṛndāvana planet. The Lord further adds that of this “there is no doubt.” This must be believed firmly. We should not reject that which does not tally with our imagination; our attitude should be that of Arjuna: “I believe everything that You have said.” Therefore when the Lord says that at the time of death whoever thinks of Him as Brahman or Paramātmā or as the Personality of Godhead certainly enters into the spiritual sky, there is no doubt about it. There is no question of disbelieving it.

Bhagavad-gītā (8.6) forklarer også det generelle princip, der giver én adgang til det åndelige rige udelukkende ved at tænke på den Højeste i dødsøjeblikket:

The Bhagavad-gītā (8.6) also explains the general principle that makes it possible to enter the spiritual kingdom simply by thinking of the Supreme at the time of death:

yaṁ yaṁ vāpi smaran bhāvaṁ
tyajaty ante kalevaram
taṁ tam evaiti kaunteya
sadā tad-bhāva-bhāvitaḥ
yaṁ yaṁ vāpi smaran bhāvaṁ
tyajaty ante kalevaram
taṁ tam evaiti kaunteya
sadā tad-bhāva-bhāvitaḥ

“En hvilken som helst tilstand, man husker, når man forlader sin nuværende krop, opnår man med sikkerhed i sit næste liv.” Her må vi først og fremmest forstå, at den materielle natur er et produkt af en af den Højeste Herres energier. I Viṣṇu Purāṇa (6.7.61) bliver der redegjort for alle den Højeste Herres energier:

“Whatever state of being one remembers when he quits his present body, in his next life he will attain to that state without fail.” Now, first we must understand that material nature is a display of one of the energies of the Supreme Lord. In the Viṣṇu Purāṇa (6.7.61) the total energies of the Supreme Lord are delineated:

viṣṇu-śaktiḥ parā proktā
kṣetra-jñākhyā tathā parā
avidyā-karma-saṁjñānyā
tṛtīyā śaktir iṣyate
viṣṇu-śaktiḥ parā proktā
kṣetra-jñākhyā tathā parā
avidyā-karma-saṁjñānyā
tṛtīyā śaktir iṣyate

Den Højeste Herre har talrige forskelligartede energier, der ligger uden for vores fatteevne. Lærde vismænd eller befriede sjæle har imidlertid studeret disse energier og inddelt dem i tre kategorier. Alle energierne er viṣṇu-śakti, Herren Viṣṇus forskellige energier. Den første energi er parā eller transcendental. Som allerede forklaret hører de levende væsener til denne højere energi. De andre energier, de materielle energier, er i uvidenhedens kvalitet. På dødstidspunktet kan vi enten forblive i den materielle verdens lavere energi, eller vi kan overføre os selv til den åndelige verdens energi. Så Bhagavad-gītā (8.6) forklarer:

The Supreme Lord has diverse and innumerable energies which are beyond our conception; however, great learned sages or liberated souls have studied these energies and have analyzed them into three parts. All of the energies are of viṣṇu-śakti, that is to say they are different potencies of Lord Viṣṇu. The first energy is parā, transcendental. Living entities also belong to the superior energy, as has already been explained. The other energies, or material energies, are in the mode of ignorance. At the time of death either we can remain in the inferior energy of this material world, or we can transfer to the energy of the spiritual world. So the Bhagavad-gītā (8.6) says:

yaṁ yaṁ vāpi smaran bhāvaṁ
tyajaty ante kalevaram
taṁ tam evaiti kaunteya
sadā tad-bhāva-bhāvitaḥ
yaṁ yaṁ vāpi smaran bhāvaṁ
tyajaty ante kalevaram
taṁ tam evaiti kaunteya
sadā tad-bhāva-bhāvitaḥ

“En hvilken som helst tilstand, man husker, når man forlader sin nuværende krop, opnår man med sikkerhed i sit næste liv.”

“Whatever state of being one remembers when he quits his present body, in his next life he will attain to that state without fail.”

I livet er vi vant til at tænke enten på den materielle eller på den åndelige energi. Hvordan kan vi nu overføre vores tanker fra den materielle energi til den åndelige energi? Der er et væld af litteratur, der fylder vores tanker med den materielle energi – aviser, blade, romaner osv. Vores tanker, der nu er optaget af den slags litteratur, skal overføres til den vediske litteratur. Derfor har de store vismænd skrevet en mængde vedisk litteratur såsom Purāṇaerne. Purāṇaerne er ikke fiktion. De er historiske kildetekster. I Caitanya-caritāmṛta (Madhya 20.122) finder vi følgende vers:

In life we are accustomed to thinking either of the material or of the spiritual energy. Now, how can we transfer our thoughts from the material energy to the spiritual energy? There are so many literatures which fill our thoughts with the material energy – newspapers, magazines, novels, etc. Our thinking, which is now absorbed in these literatures, must be transferred to the Vedic literatures. The great sages, therefore, have written so many Vedic literatures, such as the Purāṇas. The Purāṇas are not imaginative; they are historical records. In the Caitanya-caritāmṛta (Madhya 20.122) there is the following verse:

māyā-mugdha jīvera nāhi svataḥ kṛṣṇa-jñāna
jīvere kṛpāya kailā kṛṣṇa veda-purāṇa
māyā-mugdha jīvera nāhi svataḥ kṛṣṇa-jñāna
jīvere kṛpāya kailā kṛṣṇa veda-purāṇa

De glemsomme levende væsener eller betingede sjæle har glemt deres forhold til den Højeste Herre og har fyldt deres tanker med materielle ting. Med det ene formål at overføre deres tankevirksomhed til den åndelige himmel har Kṛṣṇa-dvaipāyana Vyāsa skrevet en stor mængde vedisk litteratur. Først inddelte han Vedaerne i fire afsnit, derefter forklarede han dem i Purāṇaerne, og for de mindre intelligente skrev han Mahābhārata, der indeholder Bhagavad-gītā. Dernæst sammenfattede han hele den vediske litteratur i Vedānta-sūtra, og til vejledning for kommende generationer skrev han en naturlig kommentar til Vedānta-sūtra ved navn Śrīmad-Bhāgavatam. Vi skal holde vores sind konstant optaget af at læse denne vediske litteratur. Ligesom materialister holder deres sind beskæftiget med aviser, blade og anden materialistisk litteratur, skal vi skifte vores læsestof ud med de skrifter, Vyāsadeva har givet os. På den måde vil det være muligt for os at huske på den Højeste Herre i dødsøjeblikket. Det er den eneste fremgangsmåde, Herren foreslår, og Han garanterer resultatet: “Der er ingen tvivl om det.”

The forgetful living entities or conditioned souls have forgotten their relationship with the Supreme Lord, and they are engrossed in thinking of material activities. Just to transfer their thinking power to the spiritual sky, Kṛṣṇa-dvaipāyana Vyāsa has given a great number of Vedic literatures. First he divided the Vedas into four, then he explained them in the Purāṇas, and for less capable people he wrote the Mahābhārata. In the Mahābhārata there is given the Bhagavad-gītā. Then all Vedic literature is summarized in the Vedānta-sūtra, and for future guidance he gave a natural commentation on the Vedānta-sūtra, called Śrīmad-Bhāgavatam. We must always engage our minds in reading these Vedic literatures. Just as materialists engage their minds in reading newspapers, magazines and so many materialistic literatures, we must transfer our reading to these literatures which are given to us by Vyāsadeva; in that way it will be possible for us to remember the Supreme Lord at the time of death. That is the only way suggested by the Lord, and He guarantees the result: “There is no doubt.”

tasmāt sarveṣu kāleṣu
mām anusmara yudhya ca
mayy arpita-mano-buddhir
mām evaiṣyasy asaṁśayaḥ
tasmāt sarveṣu kāleṣu
mām anusmara yudhya ca
mayy arpita-mano-buddhir
mām evaiṣyasy asaṁśayaḥ

“Arjuna, derfor skal du altid tænke på Mig i Min form som Kṛṣṇa samtidigt med, at du gør din foreskrevne pligt og kæmper. Ved at tilegne dine handlinger til Mig og med dit sind og din intelligens forankret i Mig kommer du uden tvivl til Mig.” (Bg. 8.7)

“Therefore, Arjuna, you should always think of Me in the form of Kṛṣṇa and at the same time continue your prescribed duty of fighting. With your activities dedicated to Me and your mind and intelligence fixed on Me, you will attain Me without doubt.” (Bg. 8.7)

Kṛṣṇa beder ikke Arjuna om blot at huske på Ham og opgive sin beskæftigelse. Nej, Herren foreslår aldrig noget upraktisk. Man er tvunget til at arbejde for at opretholde kroppen i den materielle verden. Samfundet bliver inddelt i fire sociale ordener i forhold til menneskers arbejde – brāhmaṇa, kṣatriya, vaiśya og śūdra. Brāhmaṇa-klassen, dvs. den intelligente gruppe, arbejder på én måde, kṣatriya-klassen eller den administrerende gruppe arbejder på en anden, og handelsstanden og arbejderne er beskæftiget i deres særlige bestillinger. Man bliver nødt til at arbejde for at forsørge sig selv, uanset om man er arbejder, forretningsmand, administrator eller landmand i samfundet, eller selv hvis man tilhører den højeste orden og er litterær og fungerer som videnskabsmand eller teolog. Herren fortæller derfor Arjuna, at han ikke behøver at ophøre med sit arbejde, men mens han gør sit arbejde, skal han huske på Kṛṣṇa (mām anusmara). Hvis man ikke under kampen for tilværelsen øver sig i at huske på Kṛṣṇa, kan det ikke lade sig gøre at huske Kṛṣṇa på dødstidspunktet. Herren Caitanya tilråder det samme. Han anbefaler, kīrtanīyaḥ sadā hariḥ: Man skal hele tiden øve sig i at recitere Herren Kṛṣṇas navne. Der er ingen forskel på Herrens navn og selve Herren. Herren Kṛṣṇas instruktion til Arjuna om at “huske Mig” og Herren Caitanyas opfordring til “altid at synge Herren Kṛṣṇas navne” går således ud på det samme. Der er ingen forskel, for Kṛṣṇa Selv og Kṛṣṇas navne er ikke forskellige fra hinanden. På det absolutte plan er der ingen forskel på en henvisning og det, der bliver henvist til. Vi skal derfor øve os i konstant at huske på Herren døgnet rundt ved at synge eller recitere Hans navne og forme vores handlinger således, at vi altid kan huske Ham.

He does not advise Arjuna simply to remember Him and give up his occupation. No, the Lord never suggests anything impractical. In this material world, in order to maintain the body one has to work. Human society is divided, according to work, into four divisions of social order – brāhmaṇa, kṣatriya, vaiśya and śūdra. The brāhmaṇa class or intelligent class is working in one way, the kṣatriya or administrative class is working in another way, and the mercantile class and the laborers are all tending to their specific duties. In the human society, whether one is a laborer, merchant, administrator or farmer, or even if one belongs to the highest class and is a literary man, a scientist or a theologian, he has to work in order to maintain his existence. The Lord therefore tells Arjuna that he need not give up his occupation, but while he is engaged in his occupation he should remember Kṛṣṇa (mām anusmara). If he doesn’t practice remembering Kṛṣṇa while he is struggling for existence, then it will not be possible for him to remember Kṛṣṇa at the time of death. Lord Caitanya also advises this. He says, kīrtanīyaḥ sadā hariḥ: one should practice chanting the names of the Lord always. The names of the Lord and the Lord are nondifferent. So Lord Kṛṣṇa’s instructions to Arjuna to “remember Me” and Lord Caitanya’s injunction to “always chant the names of Lord Kṛṣṇa” are the same instruction. There is no difference, because Kṛṣṇa and Kṛṣṇa’s name are nondifferent. In the absolute status there is no difference between reference and referrent. Therefore we have to practice remembering the Lord always, twenty-four hours a day, by chanting His names and molding our life’s activities in such a way that we can remember Him always.

Hvordan kan det lade sig gøre? Ācāryaerne giver følgende eksempel. Hvis en gift kvinde er tiltrukket af en anden mand, eller hvis en mand er tiltrukket af en anden kvinde end sin hustru, anses denne tilknytning for at være meget stærk. Den, der har en sådan tilknytning, tænker altid på sin elskede. Hustruen, der tænker på sin elsker, tænker altid på at mødes med ham, selv mens hun udfører sine huslige pligter. Hun gør endda sine pligter endnu mere omhyggeligt, så hendes mand ikke skal fatte mistanke om hendes utroskab. På samme måde skal vi gøre vores materielle pligter meget omhyggeligt samtidig med, at vi hele tiden husker på den højeste elsker, Śrī Kṛṣṇa. Det kræver en meget stærk kærlighed. Hvis vi har en stærk følelse af kærlighed til den Højeste Herre, kan vi gøre vores pligt og samtidig huske på Ham. Men vi bliver nødt til at udvikle denne følelse af kærlighed. Arjuna tænkte for eksempel altid på Kṛṣṇa. Han var Kṛṣṇas tro ledsager, men samtidig var han kriger, så derfor var Kṛṣṇas råd til ham ikke, at han skulle ophøre med at kæmpe og drage ud i skoven for at meditere. Da Herren Kṛṣṇa redegjorde for yoga-systemet, svarede Arjuna, at han umuligt kunne følge det system.

How is this possible? The ācāryas give the following example. If a married woman is attached to another man, or if a man has an attachment for a woman other than his wife, then the attachment is to be considered very strong. One with such an attachment is always thinking of the loved one. The wife who is thinking of her lover is always thinking of meeting him, even while she is carrying out her household chores. In fact, she carries out her household work even more carefully so her husband will not suspect her attachment. Similarly, we should always remember the supreme lover, Śrī Kṛṣṇa, and at the same time perform our material duties very nicely. A strong sense of love is required here. If we have a strong sense of love for the Supreme Lord, then we can discharge our duty and at the same time remember Him. But we have to develop that sense of love. Arjuna, for instance, was always thinking of Kṛṣṇa; he was the constant companion of Kṛṣṇa, and at the same time he was a warrior. Kṛṣṇa did not advise him to give up fighting and go to the forest to meditate. When Lord Kṛṣṇa delineates the yoga system to Arjuna, Arjuna says that the practice of this system is not possible for him.

arjuna uvāca
arjuna uvāca
yo ’yaṁ yogas tvayā proktaḥ
sāmyena madhusūdana
etasyāhaṁ na paśyāmi
cañcalatvāt sthitiṁ sthirām
yo ’yaṁ yogas tvayā proktaḥ
sāmyena madhusūdana
etasyāhaṁ na paśyāmi
cañcalatvāt sthitiṁ sthirām

“Arjuna sagde: O Madhusūdana, dette yoga-system, Du har sammenfattet, forekommer mig upraktisk og ulideligt, for sindet er rastløst og uligevægtigt.” (Bg. 6.33)

“Arjuna said: O Madhusūdana, the system of yoga which You have summarized appears impractical and unendurable to me, for the mind is restless and unsteady.” (Bg. 6.33)

Men Herren svarede (Bg. 6.47):

But the Lord says:

yoginām api sarveṣāṁ
mad-gatenāntar-ātmanā
śraddhāvān bhajate yo māṁ
sa me yukta-tamo mataḥ
yoginām api sarveṣāṁ
mad-gatenāntar-ātmanā
śraddhāvān bhajate yo māṁ
sa me yukta-tamo mataḥ

“Blandt alle yogīer er den, der med stor tro altid underkaster sig Mig, tænker på Mig i sit indre og er engageret i transcendental kærlighedstjeneste til Mig, mest fortroligt forenet med Mig i yoga og er den største af alle. Det er Min mening.” Den, der altid tænker på den Højeste Herre, er således også den største yogī, den største jñānī og den bedste hengivne. Herren fortæller videre Arjuna, at som kṣatriya kan han ikke undslå sig for at kæmpe, men hvis han kæmper, mens han husker på Kṛṣṇa, vil han kunne huske på Kṛṣṇa i dødsøjeblikket. Men han skal være helt overgivet til Herrens transcendentale kærlighedstjeneste.

“Of all yogīs, the one with great faith who always abides in Me, thinks of Me within himself, and renders transcendental loving service to Me is the most intimately united with Me in yoga and is the highest of all. That is My opinion.” (Bg. 6.47) So one who thinks of the Supreme Lord always is the greatest yogī, the supermost jñānī, and the greatest devotee at the same time. The Lord further tells Arjuna that as a kṣatriya he cannot give up his fighting, but if Arjuna fights remembering Kṛṣṇa, then he will be able to remember Kṛṣṇa at the time of death. But one must be completely surrendered in the transcendental loving service of the Lord.

I virkeligheden er det ikke vores krop, vi handler med. Vi handler med vores sind og intelligens, så hvis intelligensen og sindet altid er optaget af at tænke på den Højeste Herre, bliver sanserne også helt automatisk engageret i Hans tjeneste. Rent overfladisk kan det se ud, som om sansernes aktivitet er den samme, men bevidstheden er en anden. Bhagavad-gītā lærer én at fylde sindet og intelligensen med tanker på Herren. Denne fordybelse vil gøre os i stand til at blive overført til Herrens rige. Hvis sindet er optaget af Kṛṣṇas tjeneste, bliver sanserne automatisk engageret i Hans tjeneste. Det er kunsten, og det er også Bhagavad-gītās hemmelighed: at absorbere sindet fuldstændigt i tanker på Śrī Kṛṣṇa.

We work not with our body, actually, but with our mind and intelligence. So if the intelligence and the mind are always engaged in the thought of the Supreme Lord, then naturally the senses are also engaged in His service. Superficially, at least, the activities of the senses remain the same, but the consciousness is changed. The Bhagavad-gītā teaches one how to absorb the mind and intelligence in the thought of the Lord. Such absorption will enable one to transfer himself to the kingdom of the Lord. If the mind is engaged in Kṛṣṇa’s service, then the senses are automatically engaged in His service. This is the art, and this is also the secret of Bhagavad-gītā: total absorption in the thought of Śrī Kṛṣṇa.

Det moderne menneske har gjort sig store anstrengelser for at komme til Månen, men det har ikke gjort noget særligt for at ophøje sig selv åndeligt. Hvis man har 50 år at leve i, bør man bruge denne korte tid til at øve sig i at huske på Guddommens Højeste Personlighed. Denne praksis er den hengivne proces. Der står i Śrīmad-Bhāgavatam (7.5.23):

Modern man has struggled very hard to reach the moon, but he has not tried very hard to elevate himself spiritually. If one has fifty years of life ahead of him, he should engage that brief time in cultivating this practice of remembering the Supreme Personality of Godhead. This practice is the devotional process:

śravaṇaṁ kīrtanaṁ viṣṇoḥ
smaraṇaṁ pāda-sevanam
arcanaṁ vandanaṁ dāsyaṁ
sakhyam ātma-nivedanam
śravaṇaṁ kīrtanaṁ viṣṇoḥ
smaraṇaṁ pāda-sevanam
arcanaṁ vandanaṁ dāsyaṁ
sakhyam ātma-nivedanam

Disse ni processer, af hvilke den letteste er śravaṇam, at høre Bhagavad- gītā fra en realiseret person, vil vende vores tanker mod det Højeste Væsen. Det igen vil føre til ihukommelse af den Højeste Herre og bevirke, at når man forlader sin krop, får man en åndelig krop, der er kvalificeret til at omgås med den Højeste Herre.

These nine processes, of which the easiest is śravaṇam, hearing the Bhagavad-gītā from the realized person, will turn one to the thought of the Supreme Being. This will lead to remembering the Supreme Lord and will enable one, upon leaving the body, to attain a spiritual body which is just fit for association with the Supreme Lord.

Herren forklarer videre (Bg. 8.8):

The Lord further says:

abhyāsa-yoga-yuktena
cetasā nānya-gāminā
paramaṁ puruṣaṁ divyaṁ
yāti pārthānucintayan
abhyāsa-yoga-yuktena
cetasā nānya-gāminā
paramaṁ puruṣaṁ divyaṁ
yāti pārthānucintayan

“Den, der mediterer på Mig som Guddommens Højeste Personlighed med sindet uophørligt engageret i tanker på Mig uden at blive afledt fra vejen, kan være sikker på at nå Mig, O Arjuna.”

“He who meditates on Me as the Supreme Personality of Godhead, his mind constantly engaged in remembering Me, undeviated from the path, he, O Arjuna, is sure to reach Me.” (Bg. 8.8)

Dette er ingen særlig svær metode. Man skal imidlertid lære den fra en erfaren person. Tad-vijñānārthaṁ sa gurum evābhigacchet: Man skal henvende sig til den, der allerede er oplyst. Sindet flakker altid hid og did, men man skal træne sindet i at fokusere på formen af den Højeste Herre, Śrī Kṛṣṇa, eller på lyden af Hans navn. Sindet er af natur hvileløst og bliver drevet hid og did, men det kan finde hvile i Kṛṣṇas lydvibration. For at nå Ham skal man således meditere på paramaṁ puruṣam, Guddommens Højeste Personlighed i det åndelige rige. I Bhagavad-gītā gives der forskellige veje til at nå denne højeste erkendelse, og døren til kundskaben er åben for alle. Ingen nægtes adgang. Alle mennesker, uanset hvilken samfundsgruppe de tilhører, kan komme til Herren Kṛṣṇa ved at tænke på Ham, for alle har mulighed for at høre om Ham og tænke på Ham.

This is not a very difficult process. However, one must learn it from an experienced person. Tad-vijñānārthaṁ sa gurum evābhigacchet: one must approach a person who is already in the practice. The mind is always flying to this and that, but one must practice concentrating the mind always on the form of the Supreme Lord, Śrī Kṛṣṇa, or on the sound of His name. The mind is naturally restless, going hither and thither, but it can rest in the sound vibration of Kṛṣṇa. One must thus meditate on paramaṁ puruṣam, the Supreme Personality of Godhead in the spiritual kingdom, the spiritual sky, and thus attain Him. The ways and the means for ultimate realization, ultimate attainment, are stated in the Bhagavad-gītā, and the doors of this knowledge are open for everyone. No one is barred out. All classes of men can approach Lord Kṛṣṇa by thinking of Him, for hearing and thinking of Him are possible for everyone.

Herren udtaler videre (Bg. 9.32–33):

The Lord further says (Bg. 9.32–33):

māṁ hi pārtha vyapāśritya
ye ’pi syuḥ pāpa-yonayaḥ
striyo vaiśyās tathā śūdrās
te ’pi yānti parāṁ gatim
māṁ hi pārtha vyapāśritya
ye ’pi syuḥ pāpa-yonayaḥ
striyo vaiśyās tathā śūdrās
te ’pi yānti parāṁ gatim
kiṁ punar brāhmaṇāḥ puṇyā
bhaktā rājarṣayas tathā
anityam asukhaṁ lokam
imaṁ prāpya bhajasva mām
kiṁ punar brāhmaṇāḥ puṇyā
bhaktā rājarṣayas tathā
anityam asukhaṁ lokam
imaṁ prāpya bhajasva mām

Således erklærer Herren, at selv en forretningsmand, en falden kvinde eller en arbejder eller endda mennesker, der befinder sig i den laveste livsstatus, kan opnå den Højeste. Det er ikke nødvendigt med en højt udviklet intelligens. Det vigtige er, at alle, der accepterer principperne for bhakti-yoga og den Højeste Herre som summum bonum, dvs. det endelige mål i tilværelsen, kan nå Herren i den åndelige himmel. Hvis man følger principperne, der gives i Bhagavad-gītā, kan man gøre sit liv fuldkomment og finde en permanent løsning på alle livets problemer. Det er hele essensen af Bhagavad-gītā.

Thus the Lord says that even a merchant, a fallen woman or a laborer or even human beings in the lowest status of life can attain the Supreme. One does not need highly developed intelligence. The point is that anyone who accepts the principle of bhakti-yoga and accepts the Supreme Lord as the summum bonum of life, as the highest target, the ultimate goal, can approach the Lord in the spiritual sky. If one adopts the principles enunciated in Bhagavad-gītā, he can make his life perfect and make a permanent solution to all the problems of life. This is the sum and substance of the entire Bhagavad-gītā.

Lad os runde af med at konkludere, at Bhagavad-gītā er et stykke transcendental litteratur, man skal læse meget omhyggeligt. Gītā-śāstram idaṁ puṇyaṁ, yaḥ paṭhet prayataḥ pumān: Hvis man følger Bhagavad- gītās instruktioner korrekt, kan man blive befriet for alle livets lidelser og bekymringer. Viṣṇoḥ padam avapnoti, bhaya-śokādi-varjitaḥ. Man vil blive befriet for al frygt i dette liv, og ens næste liv vil blive åndeligt (Gītā-māhātmya 1).

In conclusion, Bhagavad-gītā is a transcendental literature which one should read very carefully. Gītā-śāstram idaṁ puṇyaṁ yaḥ paṭhet prayataḥ pumān: if one properly follows the instructions of Bhagavad-gītā, one can be freed from all the miseries and anxieties of life. Bhaya-śokādi-varjitaḥ. One will be freed from all fears in this life, and one’s next life will be spiritual (Gītā-māhātmya 1).

Der er flere fordele:

There is also a further advantage:

gītādhyāyana-śīlasya
prāṇāyāma-parasya ca
naiva santi hi pāpāni
pūrva-janma-kṛtāni ca
gītādhyāyana-śīlasya
prāṇāyāma-parasya ca
naiva santi hi pāpāni
pūrva-janma-kṛtāni ca

“Hvis man studerer Bhagavad-gītā meget oprigtigt og med stor alvor, vil reaktionerne på ens tidligere ugerninger ikke påvirke én.” (Gītā- māhātmya 2) Herren siger klart og tydeligt i sidste del af Bhagavad-gītā (18.66):

“If one reads Bhagavad-gītā very sincerely and with all seriousness, then by the grace of the Lord the reactions of his past misdeeds will not act upon him.” (Gītā-māhātmya 2) The Lord says very loudly in the last portion of Bhagavad-gītā (18.66):

sarva-dharmān parityajya
mām ekaṁ śaraṇaṁ vraja
ahaṁ tvāṁ sarva-pāpebhyo
mokṣayiṣyāmi mā śucaḥ
sarva-dharmān parityajya
mām ekaṁ śaraṇaṁ vraja
ahaṁ tvāṁ sarva-pāpebhyo
mokṣayiṣyāmi mā śucaḥ

“Opgiv alle former for religion og overgiv dig blot til Mig. Jeg skal udfri dig fra al synd. Frygt ikke.” Således tager Herren det fulde ansvar for den, der overgiver sig til Ham, og beskytter en sådan person mod enhver reaktion på synd.

“Abandon all varieties of religion and just surrender unto Me. I shall deliver you from all sinful reactions. Do not fear.” Thus the Lord takes all responsibility for one who surrenders unto Him, and He indemnifies such a person against all reactions of sins.

mala-nirmocanaṁ puṁsāṁ
jala-snānaṁ dine dine
sakṛd gītāmṛta-snānaṁ
saṁsāra-mala-nāśanam
mala-nirmocanaṁ puṁsāṁ
jala-snānaṁ dine dine
sakṛd gītāmṛta-snānaṁ
saṁsāra-mala-nāśanam

“One may cleanse himself daily by taking a bath in water, but if one takes a bath even once in the sacred Ganges water of Bhagavad-gītā, for him the dirt of material life is altogether vanquished.” (Gītā-māhātmya 3)

“One may cleanse himself daily by taking a bath in water, but if one takes a bath even once in the sacred Ganges water of Bhagavad-gītā, for him the dirt of material life is altogether vanquished.” (Gītā-māhātmya 3)

gītā su-gītā kartavyā
kim anyaiḥ śāstra-vistaraiḥ
yā svayaṁ padmanābhasya
mukha-padmād viniḥsṛtā
gītā su-gītā kartavyā
kim anyaiḥ śāstra-vistaraiḥ
yā svayaṁ padmanābhasya
mukha-padmād viniḥsṛtā

Because Bhagavad-gītā is spoken by the Supreme Personality of Godhead, one need not read any other Vedic literature. One need only attentively and regularly hear and read Bhagavad-gītā. In the present age, people are so absorbed in mundane activities that it is not possible for them to read all the Vedic literatures. But this is not necessary. This one book, Bhagavad-gītā, will suffice, because it is the essence of all Vedic literatures and especially because it is spoken by the Supreme Personality of Godhead. (Gītā-māhātmya 4)

Because Bhagavad-gītā is spoken by the Supreme Personality of Godhead, one need not read any other Vedic literature. One need only attentively and regularly hear and read Bhagavad-gītā. In the present age, people are so absorbed in mundane activities that it is not possible for them to read all the Vedic literatures. But this is not necessary. This one book, Bhagavad-gītā, will suffice, because it is the essence of all Vedic literatures and especially because it is spoken by the Supreme Personality of Godhead. (Gītā-māhātmya 4)

As it is said:

As it is said:

bhāratāmṛta-sarvasvaṁ
viṣṇu-vaktrād viniḥsṛtam
gītā-gaṅgodakaṁ pītvā
punar janma na vidyate
bhāratāmṛta-sarvasvaṁ
viṣṇu-vaktrād viniḥsṛtam
gītā-gaṅgodakaṁ pītvā
punar janma na vidyate

“One who drinks the water of the Ganges attains salvation, so what to speak of one who drinks the nectar of Bhagavad-gītā? Bhagavad-gītā is the essential nectar of the Mahābhārata, and it is spoken by Lord Kṛṣṇa Himself, the original Viṣṇu.” (Gītā-māhātmya 5) Bhagavad-gītā comes from the mouth of the Supreme Personality of Godhead, and the Ganges is said to emanate from the lotus feet of the Lord. Of course, there is no difference between the mouth and the feet of the Supreme Lord, but from an impartial study we can appreciate that Bhagavad-gītā is even more important than the water of the Ganges.

“One who drinks the water of the Ganges attains salvation, so what to speak of one who drinks the nectar of Bhagavad-gītā? Bhagavad-gītā is the essential nectar of the Mahābhārata, and it is spoken by Lord Kṛṣṇa Himself, the original Viṣṇu.” (Gītā-māhātmya 5) Bhagavad-gītā comes from the mouth of the Supreme Personality of Godhead, and the Ganges is said to emanate from the lotus feet of the Lord. Of course, there is no difference between the mouth and the feet of the Supreme Lord, but from an impartial study we can appreciate that Bhagavad-gītā is even more important than the water of the Ganges.

sarvopaniṣado gāvo
dogdhā gopāla-nandanaḥ
pārtho vatsaḥ su-dhīr bhoktā
dugdhaṁ gītāmṛtaṁ mahat
sarvopaniṣado gāvo
dogdhā gopāla-nandanaḥ
pārtho vatsaḥ su-dhīr bhoktā
dugdhaṁ gītāmṛtaṁ mahat

“This Gītopaniṣad, Bhagavad-gītā, the essence of all the Upaniṣads, is just like a cow, and Lord Kṛṣṇa, who is famous as a cowherd boy, is milking this cow. Arjuna is just like a calf, and learned scholars and pure devotees are to drink the nectarean milk of Bhagavad-gītā.” (Gītā-māhātmya 6)

“This Gītopaniṣad, Bhagavad-gītā, the essence of all the Upaniṣads, is just like a cow, and Lord Kṛṣṇa, who is famous as a cowherd boy, is milking this cow. Arjuna is just like a calf, and learned scholars and pure devotees are to drink the nectarean milk of Bhagavad-gītā.” (Gītā-māhātmya 6)

ekaṁ śāstraṁ devakī-putra-gītam
eko devo devakī-putra eva
eko mantras tasya nāmāni yāni
karmāpy ekaṁ tasya devasya sevā
ekaṁ śāstraṁ devakī-putra-gītam
eko devo devakī-putra eva
eko mantras tasya nāmāni yāni
karmāpy ekaṁ tasya devasya sevā

(Gītā-māhātmya 7)

(Gītā-māhātmya 7)

In this present day, people are very much eager to have one scripture, one God, one religion and one occupation. Therefore, ekaṁ śāstraṁ devakī-putra-gītam: let there be one scripture only, one common scripture for the whole world – Bhagavad-gītā. Eko devo devakī-putra eva: let there be one God for the whole world – Śrī Kṛṣṇa. Eko mantras tasya nāmāni: and one hymn, one mantra, one prayer – the chanting of His name: Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare. Karmāpy ekaṁ tasya devasya sevā: and let there be one work only – the service of the Supreme Personality of Godhead.

In this present day, people are very much eager to have one scripture, one God, one religion and one occupation. Therefore, ekaṁ śāstraṁ devakī-putra-gītam: let there be one scripture only, one common scripture for the whole world – Bhagavad-gītā. Eko devo devakī-putra eva: let there be one God for the whole world – Śrī Kṛṣṇa. Eko mantras tasya nāmāni: and one hymn, one mantra, one prayer – the chanting of His name: Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare. Karmāpy ekaṁ tasya devasya sevā: and let there be one work only – the service of the Supreme Personality of Godhead.

The Disciplic Succession

The Disciplic Succession

Evaṁ paramparā-prāptam imaṁ rājarṣayo viduḥ (Bhagavad-gītā 4.2). This Bhagavad-gītā As It Is is received through this disciplic succession:

Evaṁ paramparā-prāptam imaṁ rājarṣayo viduḥ (Bhagavad-gītā 4.2). This Bhagavad-gītā As It Is is received through this disciplic succession:

1. Kṛṣṇa
2. Brahmā
3. Nārada
4. Vyāsa
5. Madhva
6. Padmanābha
7. Nṛhari
8. Mādhava
9. Akṣobhya
10. Jaya Tīrtha
11. Jñānasindhu
12. Dayānidhi
13. Vidyānidhi
14. Rājendra
15. Jayadharma
16. Puruṣottama
17. Brahmaṇya Tīrtha
18. Vyāsa Tīrtha
19. Lakṣmīpati
20. Mādhavendra Purī
21. Īśvara Purī, (Nityānanda, Advaita)
22. Lord Caitanya
23. Rūpa, (Svarūpa, Sanātana)
24. Raghunātha, Jīva
25. Kṛṣṇadāsa
26. Narottama
27. Viśvanātha
28. (Baladeva), Jagannātha
29. Bhaktivinoda
30. Gaurakiśora
31. Bhaktisiddhānta Sarasvatī
32. A. C. Bhaktivedanta Swami Prabhupāda

1. Kṛṣṇa
2. Brahmā
3. Nārada
4. Vyāsa
5. Madhva
6. Padmanābha
7. Nṛhari
8. Mādhava
9. Akṣobhya
10. Jaya Tīrtha
11. Jñānasindhu
12. Dayānidhi
13. Vidyānidhi
14. Rājendra
15. Jayadharma
16. Puruṣottama
17. Brahmaṇya Tīrtha
18. Vyāsa Tīrtha
19. Lakṣmīpati
20. Mādhavendra Purī
21. Īśvara Purī, (Nityānanda, Advaita)
22. Lord Caitanya
23. Rūpa, (Svarūpa, Sanātana)
24. Raghunātha, Jīva
25. Kṛṣṇadāsa
26. Narottama
27. Viśvanātha
28. (Baladeva), Jagannātha
29. Bhaktivinoda
30. Gaurakiśora
31. Bhaktisiddhānta Sarasvatī
32. A. C. Bhaktivedanta Swami Prabhupāda