Skip to main content

TEXT 3

VERSO 3

Tekst

Texto

aśraddadhānāḥ puruṣā
dharmasyāsya paran-tapa
aprāpya māṁ nivartante
mṛtyu-saṁsāra-vartmani
aśraddadhānāḥ puruṣā
dharmasyāsya paran-tapa
aprāpya māṁ nivartante
mṛtyu-saṁsāra-vartmani

Synonyms

Sinônimos

aśraddadhānāḥ — de, der er troløse; puruṣāḥ — sådanne personer; dharmasya — mod religionens proces; asya — denne; param-tapa — O fjendernes banemand; aprāpya — uden at have opnået; mām — Mig; nivartante — de kommer tilbage; mṛtyu — af død(en); saṁsāra — i materiel eksistens; vartmani — på vejen.

aśraddadhānāḥ — que não têm fé; puruṣāḥ — as pessoas; dharmasya — rumo ao processo de religião; asya — este; parantapa — ó matador dos inimigos; aprāpya — sem obter; mām — a Mim; nivartante — voltam; mṛtyu — da morte; saṁsāra — na existência material; vartmani — no caminho.

Translation

Tradução

De, der ingen tro har på denne hengivne tjeneste, kan ikke opnå Mig, O du fjendens betvinger. De vender derfor tilbage til kredsløbet af fødsel og død i denne materielle verden.

Aqueles que não são fiéis neste serviço devocional não podem Me alcançar, ó subjugador dos inimigos. Por isso, eles voltam a trilhar o caminho de nascimentos e mortes neste mundo material.

Purport

Comentário

FORKLARING: De, der ingen tro har, er ikke i stand til at gennemføre den hengivne tjenestes proces. Det er, hvad der menes med dette vers. Tro er et resultat af at være i selskab hengivne. Men uheldige mennesker har ingen tro på Gud selv efter at have hørt alle den vediske litteraturs forklaringer fra store sjæle. De tøver og kan ikke holde sig til Herrens hengivne tjeneste. Tro er således en særdeles vigtig faktor for at kunne gøre fremskridt i Kṛṣṇa-bevidsthed. I Caitanya-caritāmṛta (Madhya 22.62) står der, at tro er den fuldstændige overbevisning om, at man bare ved at tjene den Højeste Herre, Śrī Kṛṣṇa, kan opnå al fuldkommenhed. Det kaldes sand tro. Som der står i Śrīmad-Bhāgavatam (4.31.14):

Os infiéis não podem adotar este processo de serviço devocional; este é o significado deste verso. A fé surge da associação com os devotos. As pessoas desafortunadas, mesmo depois que as grandes personalidades lhes fornecem toda a evidência contida nos Vedas, continuam sem ter fé em Deus. Elas são receosas e não podem fixar-se no serviço devocional ao Senhor. Logo, a fé é um importantíssimo fator para o progresso em consciência de Kṛṣṇa. No Caitanya-caritāmṛta se diz que fé é a plena convicção de que, pelo simples fato de servir ao Supremo Senhor, Śrī Kṛṣṇa, pode-se alcançar toda a perfeição. Isto se chama verdadeira fé. Como se afirma no Śrīmad-Bhāgavatam (4.31.14):

yathā taror mūla-niṣecanena
tṛpyanti tat-skandha-bhujopaśākhāḥ
prāṇopahārāc ca yathendriyāṇāṁ
tathaiva sarvārhaṇam acyutejyā
yathā taror mūla-niṣecanena
tṛpyanti tat-skandha-bhujopaśākhāḥ
prāṇopahārāc ca yathendriyāṇāṁ
tathaiva sarvārhaṇam acyutejyā

“Ved at hælde vand på et træs rod nærer man automatisk dets grene, kviste og blade, og ved at give maven mad tilfredsstiller man alle kroppens sanser. På lignende måde tilfredsstiller man automatisk alle halvguderne og alle andre levende væsener ved at engagere sig i den Højeste Herres transcendentale tjeneste.” Efter at have læst Bhagavad-gītā bør man derfor prompte komme til konklusionen i Bhagavad-gītā: Man bør opgive alle andre aktiviteter og engagere sig i den Højeste Herre, Kṛṣṇa, Guddommens Personligheds, tjeneste. Hvis man er overbevist om denne livsfilosofi, kaldes det tro.

“Regando a raiz da árvore, seus galhos, ramos e folhas se satisfazem, e suprindo comida ao estômago, satisfazem-se todos os sentidos do corpo. De modo semelhante, quem se ocupa no serviço transcendental ao Senhor Supremo satisfaz automaticamente todos os semideuses e todas as outras entidades vivas.” Portanto, após ler o Bhagavad-gītā, deve-se chegar prontamente à sua conclusão: desistir de todos os outros compromissos e adotar o serviço ao Senhor Supremo, Kṛṣṇa, a Personalidade de Deus. Fé é quando se está convencido desta filosofia de vida.

Udviklingen af denne tro er netop, hvad Kṛṣṇabevidstheds-processen går ud på. Der findes tre klasser af mennesker i Kṛṣṇa-bevidsthed. De, der ingen tro har, befinder sig i den tredje klasse. Selv om de officielt er engageret i hengiven tjeneste, kan de ikke nå det højeste fuldendte niveau. De falder højst sandsynligt fra efter nogen tid. Selv om de måske er engageret, er det meget svært for dem at fortsætte i Kṛṣṇa-bevidsthed, for de mangler fuldstændig overbevisning og tro. Vi har erfaret i praksis fra vores missionsvirksomhed, at nogle folk kommer og engagerer sig i Kṛṣṇa-bevidsthed med et eller andet skjult motiv, og så snart de økonomisk set er lidt velsituerede, opgiver de denne proces og falder igen tilbage til deres gamle vaner. Det er således kun gennem tro, at man kan gøre fremskridt i Kṛṣṇa-bevidsthed. Med hensyn til udviklingen af tro kaldes den, der er velbevandret i den hengivne tjenestes litteratur, og som er kommet til niveauet af fast tro, for en førsteklasses person i Kṛṣṇa-bevidsthed. Og i den anden klasse finder vi dem, der ikke er så fremskredne i deres forståelse af de hengivne skrifter, men som automatisk har fast tro på, at kṛṣṇa-bhakti eller tjeneste til Kṛṣṇa er den bedste vej, og som derfor i god tro har givet sig i kast med hengiven tjeneste. De er således på et højere niveau end den tredje kategori, der hverken har fuldstændig viden om skrifterne eller fast tro, men på grund af de hengivnes gode selskab eller simpel enfoldighed prøver at følge. En tredjeklasses person i Kṛṣṇa-bevidsthed kan falde fra, men når man er i den anden klasse, falder man ikke væk, og for en førsteklasses person i Kṛṣṇa-bevidsthed er der slet ingen chance for at falde ned. En førsteklasses hengiven gør helt sikkert fremskridt og når til sidst det endelige mål. Hvad angår en tredjeklasses person i Kṛṣṇa-bevidsthed, har han endnu ikke fået tilstrækkelig viden om Kṛṣṇa gennem skrifter som Śrīmad-Bhāgavatam og Bhagavad-gītā, selv om han har tro på overbevisningen om, at hengiven tjeneste til Kṛṣṇa er en god ting. Sommetider har disse tredjeklasses personer i Kṛṣṇa-bevidsthed tendenser i retning af karma-yoga og jñāna-yoga, og nogle gange er de forstyrrede, men så snart de har overvundet infektionen fra karma- eller jñāna-yoga, bliver de anden- eller førsteklasses hengivne i Kṛṣṇa-bevidsthed. Tro på Kṛṣṇa kan også inddeles i tre niveauer, der beskrives i Śrīmad-Bhāgavatams 11. Bog (11.2.44–55) som førsteklasses tilknytning, andenklasses tilknytning og tredjeklasses tilknytning. De, der ingen tro har selv efter at have hørt om Kṛṣṇa og den hengivne tjenestes fortræffeligheder, og som tror, at der kun er tale om overdrevne lovord, vil finde denne vej yderst vanskelig, også selv om de tilsyneladende er engageret i hengiven tjeneste. For dem er der kun ringe håb om fuldkommenhed. Tro er således meget vigtig for at kunne gøre hengiven tjeneste.

Acontece que o desenvolvimento desta fé é o processo da consciência de Kṛṣṇa. Há três categorias de devotos conscientes de Kṛṣṇa. Na terceira classe, estão aqueles que não têm fé. Mesmo que formalmente ocupem-se em serviço devocional, eles não podem alcançar o nível de perfeição mais elevada. É bem provável que acabem tropeçando. Talvez fiquem ocupados, mas como não têm convicção e fé plenas, é muito difícil que continuem em consciência de Kṛṣṇa. No desempenho de nossa atividade missionária, temos experiência prática de que algumas pessoas vêm e, com algum motivo subjacente, juntam-se à consciência de Kṛṣṇa, e logo que sua situação econômica melhora um pouco, elas abandonam este processo e reassumem seus velhos hábitos. É só com fé que se pode avançar em consciência de Kṛṣṇa. Quanto ao desenvolvimento da fé, entende-se que um devoto de primeira classe em consciência de Kṛṣṇa é aquele que é versado nos textos do serviço devocional e alcançou fé firme. E na segunda classe estão os que não são muito adiantados em compreender as escrituras devocionais, mas que têm a firme fé de que kṛṣṇa-bhakti, ou o serviço a Kṛṣṇa, é o melhor caminho e assim o adotaram de boa fé. Logo, eles são superiores à terceira classe, que não tem conhecimento perfeito acerca das escrituras nem boa fé, mas através da associação com os devotos e com simplicidade está tentando seguir. Na consciência de Kṛṣṇa, o devoto de terceira classe pode cair, mas quem está na segunda classe não cai, e o de primeira classe não tem nenhuma possibilidade de cair. Na primeira classe, o devoto na certa fará progresso e conseguirá o resultado final. Quanto ao que, em consciência de Kṛṣṇa, pertence à terceira classe, embora acredite que o serviço devocional a Kṛṣṇa é muito bom, ainda não adquiriu de escrituras como o Śrīmad-Bhāgavatam e o Bhagavad-gītā o devido conhecimento acerca de Kṛṣṇa. Às vezes, esses devotos de terceira classe em consciência de Kṛṣṇa têm alguma tendência para karma-yoga e jñāna-yoga, e às vezes se perturbam, mas logo que a infecção de karma-yoga ou de jñāna-yoga é debelada, eles se tornam devotos de segunda ou primeira classe em consciência de Kṛṣṇa. A fé em Kṛṣṇa também se divide em três fases e é descrita no Śrīmad-Bhāgavatam. Apego de primeira classe, apego de segunda classe e apego de terceira classe são também explicados no Décimo Primeiro Canto do Śrīmad-Bhāgavatam. Aqueles que não têm fé mesmo após ouvir sobre Kṛṣṇa e a superioridade do serviço devocional, pensando ser um simples elogio, acham o caminho muito difícil, mesmo que procurem se ocupar em serviço devocional. Para eles, há pouquíssima esperança de obter a perfeição. Assim, a fé é muito importante no desempenho do serviço devocional.