Skip to main content

TEXT 2

TEXT 2

Tekst

Tekst

rāja-vidyā rāja-guhyaṁ
pavitram idam uttamam
pratyakṣāvagamaṁ dharmyaṁ
su-sukhaṁ kartum avyayam
rāja-vidyā rāja-guhyaṁ
pavitram idam uttamam
pratyakṣāvagamaṁ dharmyaṁ
su-sukhaṁ kartum avyayam

Synonyms

Synonyms

rāja-vidyā — kongen over al uddannelse; rāja-guhyam — kongen over fortrolig viden; pavitram — den reneste; idam — denne; uttamam — transcendental; pratyakṣa — gennem direkte erfaring; avagamam — forstået; dharmyam — princippet for religion; su-sukham — meget lykkelig; kartum — at udføre; avyayam — varer evigt.

rāja-vidyā — hariduse kuningas; rāja-guhyam — salajaste teadmiste kuningas; pavitram — puhtaim; idam — see; uttamam — transtsendentaalne; pratyakṣa — otsese kogemuse läbi; avagamam — mõistetud; dharmyam — religiooni põhimõte; su-sukham — väga õnnelik; kartum — praktiseerida; avyayam — igavesti kestev.

Translation

Translation

Denne viden er kongen over al uddannelse, den hemmeligste af alle hemmeligheder. Det er den reneste viden, og fordi den giver en direkte opfattelse af selvet gennem erkendelse, er den fuldendelsen af al religion. Den er evig, og den udføres med glæde.

Need teadmised on hariduse kroon, kõige salajasem saladus. Need on puhtaimad teadmised, ning kuna nad annavad vaimse teadvustamise läbi elusolendile otsese ettekujutuse tema tegelikust olemusest, on nad religiooni täiuslikkuseks. Need teadmised on igavesed ning nende praktiseerimine rõõmutoov.

Purport

Purport

FORKLARING: Dette kapitel i Bhagavad-gītā bliver kaldt kongen over al uddannelse, for det er essensen af alle de doktriner og filosofier, der hidtil er blevet forklaret. Nogle af de vigtigste filosoffer i Indien er Gautama, Kaṇāda, Kapila, Yājñavalkya, Śāṇḍilya og Vaiśvānara, og endelig er der Vyāsadeva, Vedānta-sūtras forfatter. Hvad angår filosofi og transcendental viden, er der altså ingen mangel på kundskab. Nu erklærer Herren, at kapitel 9 er kongen over al sådan viden, essensen af al viden, der kan erhverves ved at studere Vedaerne og forskellige former for filosofi. Det er den mest fortrolige viden, idet fortrolig eller transcendental kundskab indebærer forståelse af forskellen på kroppen og sjælen. Og kongen over al fortrolig viden kulminerer i hengiven tjeneste.

Seda „Bhagavad-gītā" peatükki nimetatakse hariduse krooniks, kuna see sisaldab kõikide eespool selgitatud doktriinide ja filosoofiate tuuma. India kesksete filosoofide hulka kuuluvad Gautama, Kaṇāda, Kapila, Yājñavalkya, Śāṇḍilya, Vaiśvānara ning loomulikult Vyāsadeva, „Vedānta-sūtra" autor. Seega pole filosoofiast ega transtsendentaalsetest teadmistest kindlasti mitte puudust. Jumal ütleb aga ometigi, et käesolev, üheksas peatükk on kõikide selliste teadmiste kroon, kõikide „Vedadest" ja erinevatest filosoofiatest omandatavate teadmiste tuum. See on kõige väärtuslikum, kuna väärtuslikud transtsendentaalsed teadmised hõlmavad hinge ja keha erinevuse mõistmist. Ning kõikide salajaste teadmiste krooniks on pühendunud teenimine.

Normalt er folk ikke uddannede i denne fortrolige viden. De er uddannede i ydre kundskab. Når det kommer til almindelig uddannelse, er folk beskæftiget inden for mange områder såsom politik, sociologi, fysik, kemi, matematik, astronomi, teknik osv. Der findes så mange områder af viden over hele verden og mange store universiteter, men desværre er der intet universitet eller nogen uddannelsesinstitution, hvor der bliver undervist i videnskaben om den åndelige sjæl. Ikke desto mindre er sjælen det vigtigste element i kroppen. Uden sjælens tilstedeværelse har kroppen ingen værdi. Alligevel lægger folk større vægt på livets kropslige fornødenheder uden at bryde sig om den livsvigtige sjæl.

Üldiselt ei õpetata inimestele neid usalduslikke teadmisi. Neile õpetatakse vaid n.-ö. väliseid teadmisi. Tavapärase haridussüsteemi kohaselt võimaldatakse inimesele õppida paljusid erinevaid aineid: poliitikat, sotsioloogiat, füüsikat, keemiat, matemaatikat, astronoomiat, tehnikat jne. Üle kogu maailma on paljudes hiiglaslikes ülikoolides palju erinevaid teaduskondi, kuid kahjuks pole ühtegi ülikooli või haridusasutust, kus õpetataks teadust vaimsest hingest. Ja ometigi on hing keha kõige olulisem osa. Hinge kohalolekuta pole kehal mingit väärtust, kuid sellegipoolest asetavad inimesed suurt rõhku elu kehalistele vajadustele, pööramata tähelepanu elutähtsale hingele.

Fra kapitel 2 og fremefter har Bhagavad-gītā betonet vigtigheden af sjælen. Herren siger lige fra starten af (Bg. 2.18), at kroppen er forgængelig, mens sjælen er uforgængelig (antavanta ime dehā, nityasyoktāḥ śarīriṇaḥ). At vide, at den åndelige sjæl er forskellig fra denne krop, og at den af natur er uforanderlig, uforgængelig og evig, er en del af denne fortrolige viden. Det giver os dog ingen konkret information om sjælen. Somme tider tror folk, at sjælen er forskellig fra kroppen, og når kroppen er færdig, eller når man er befriet fra kroppen, forbliver sjælen i et tomrum og bliver upersonlig. Men det er ingenlunde sandt. Hvordan kan sjælen, der er så aktiv, når den er inde i kroppen, blive inaktiv efter at være blevet udfriet fra kroppen? Sjælen er altid aktiv. Hvis den er evig, er den også evigt aktiv, og dens aktiviteter i det åndelige rige udgør den mest fortrolige del af åndelig kundskab. Her bliver det derfor tilkendegivet, at forståelse af den åndelige sjæls aktiviteter udgør kongen over al viden, den mest fortrolige del af al kundskab.

„Bhagavad-gītā", eriti alates teisest peatükist, rõhutab hinge olulisust. „Bhagavad-gītā" alguses ütleb Jumal, et see keha on häviv ning et hing ei ole häviv (antavanta ime dehā nityasyoktāḥ śarīriṇaḥ). Need on väärtuslikud teadmised: vaimne hing on sellest kehast erinev ning oma looduselt muutmatu, hävitamatu ning igavene. Kuid seda mõistes ei oma me ikkagi veel tegelikke teadmisi hingest. Vahel arvavad inimesed, et hing on kehast erinev ning kui keha sureb või kui inimene kehast vabaneb, jääb hing tühjusse ning muutub impersonaalseks. Kuid tegelikkuses on see teisiti. Kuidas saab hing, kes on kehas viibides ülimalt aktiivne, kehast vabanemise järel lakata tegutsemast? Hing on alati aktiivne. Kui ta on igavene, siis on ta ka igavesti aktiivne ning hinge tegevused vaimses kuningriigis on vaimsete teadmiste kõige usalduslikum osa. Hinge tegevusi kirjeldatakse siin kui kõikide teadmiste krooni, kõikide teadmiste kõige salajasemat osa.

Som forklaret i den vediske litteratur er denne kundskab den reneste form for al aktivitet. I Padma Purāṇa er menneskets syndige handlinger blevet analyseret og vist at være resultat af synd efter synd. De, der beskæftiger sig med frugtstræbende handlinger, bliver viklet ind i forskellige stadier af synd og reaktioner på synd. Når man for eksempel sår et frø til et bestemt træ, begynder træet ikke at vokse med det samme. Det tager sin tid. Først er det en lille spirende plante, så tager det form som et træ, derefter blomstrer det og bærer frugt, og når det er helt udvokset, bliver blomsterne og frugterne nydt af dem, der har sået frøet til træet. På samme måde begår et menneske en syndig handling, og ligesom et frø tager det tid, før synden bærer frugt. Der er forskellige stadier. Den syndige handling kan allerede være ophørt inde i personen, men resultaterne eller frugten af synden venter stadig på at blive høstet. Der er synder, der endnu befinder sig i form af frø, og nogle synder er allerede modnet og har båret frugt, som vi oplever som lidelse og genvordigheder.

Nagu selgitatakse vedakirjanduses, lähtuvad nendest teadmistest kõige puhtamad tegevused. „Padma Purāṇas" analüüsitakse inimese patuseid tegevusi ning näidatakse, et need on pideva patustamise tagajärg. Oma töö viljade nimel tegutsevad inimesed satuvad oma pattude erinevat laadi järelmõjude köidikuisse. Kui näiteks külvata puu seeme, ei hakka puu otsekohe kasvama, vaid see võtab veidi aega. Algul on see väike taimevõrse, mis omandab seejärel puu kuju, hakkab õitsema ja vilju kandma ning kui puu on suureks kasvanud, naudivad selle istutanud inimesed puu õisi ja vilju. Samamoodi külvab inimene pattu tehes seemne, mis hakkab vilja kandma hiljem. Sellel protsessil on erinevad etapid. Inimene võib olla juba patused teod lõpetanud, kuid varem sooritatud pattude vilju tuleb tal maitsta ikkagi. On patte, mis omavad veel seemne kuju, ning neid, mis kannavad juba vilju, mida maitstes me kogeme kannatusi ja valu.

Som forklaret i vers 28 i kapitel 7 bliver en person, der fuldstændigt har udlevet reaktionerne på alle syndige handlinger, og som til fulde er engageret i fromme aktiviteter og er fri for den materielle verdens dualiteter, engageret i hengiven tjeneste til Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa. De, der rent faktisk er engageret i den Højeste Herres hengivne tjeneste, er med andre ord allerede fri for alle reaktioner. Det bliver bekræftet i Padma Purāṇa:

Seitsmenda peatüki kahekümne kaheksandas värsis selgitatakse, et inimene, kes on kõikide pattude järelmõjudest ja selle materiaalse maailma kahesustest vabanenud ja sooritab üksnes jumalakartlikke tegusid, rakendab end Jumala Kõrgeima Isiksuse, Kṛṣṇa pühendunud teenimisse. Teisisõnu öeldes on need, kes tõepoolest teenivad Jumala Kõrgeimat Isiksust, juba vabanenud kõikide tegude järelmõjudest. Seda kinnitatakse „Padma Purāṇas":

aprārabdha-phalaṁ pāpaṁ
kūṭaṁ bījaṁ phalonmukham
krameṇaiva pralīyeta
viṣṇu-bhakti-ratātmanām
aprārabdha-phalaṁ pāpaṁ
kūṭaṁ bījaṁ phalonmukham
krameṇaiva pralīyeta
viṣṇu-bhakti-ratātmanām

For dem, der er engageret i Guddommens Højeste Personligheds hengivne tjeneste, forsvinder alle syndige reaktioner gradvist, uanset om de er modne, umodne eller ligger som frø. Den hengivne tjenestes rensende virkning er således meget stærk, og den kaldes derfor pavitram uttamam, den reneste. Uttamam betyder transcendental. Tamas refererer til den materielle verden eller til mørke, og uttamam betyder det, der er transcendentalt til materielle handlinger. Hengivne aktiviteter må aldrig anses for at være materielle, skønt det af og til kan se ud, som om hengivne handler ligesom almindelige mennesker. Den, der kan se og er bekendt med hengiven tjeneste, ved, at der ikke er tale om materielle handlinger. De er alle åndelige og hengivne og ubesmittede af den materielle naturs kvaliteter.

Kõikide patuste tegude järelmõjud – olgu need siis juba küpsed, teatud ajaks kõrvale pandud või alles seemne kujul – kaovad järk-järgult, kui inimene hakkab pühendunult Jumala Kõrgeimat Isiksust teenima. Pühendunud teenimise puhastav jõud on väga suur ning see kannab nime pavitram uttamam, „puhtaim". Uttama tähendab transtsendentaalne. Tamas tähistab seda materiaalset maailma või pimedust ning uttama seda, mis on materiaalsete tegevuste suhtes transtsendentaalne. Pühendunud teenimist ei tohi kunagi pidada materiaalseks tegevuseks, ehkki vahel võib näida, et pühendunud tegutsevad samamoodi nagu tavalised inimesed. See, kes näeb ja teab, milles seisneb pühendunud teenimine, mõistab, et pühendunud ei soorita kunagi materiaalseid tegevusi. Kõik nende tegevused on vaimsed ja pühendumuslikud, materiaalse looduse guṇadest puhtad.

Det siges, at udførelsen af hengiven tjeneste er så perfekt, at man direkte kan se resultaterne. Dette direkte resultat kan rent faktisk opleves, og vi har praktisk erfaring af, at alle, der uden at begå forseelser synger Kṛṣṇas hellige navne (Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare), på et tidspunkt oplever en form for transcendental glæde igennem denne sang og meget hurtigt bliver renset for enhver materiel forurening. Det ser man faktisk ske. Hvis man endvidere ikke blot engagerer sig i at høre, men også forsøger at udbrede budskabet om hengiven tjeneste, eller hvis man med andre ord hjælper den Kṛṣṇa-bevidste mission, mærker man, hvordan man gradvist gør åndelige fremskridt. Dette fremskridt i åndeligt liv er helt uafhængigt af enhver form for tidligere uddannelse eller kvalifikation. Metoden er i sig selv så ren, at man bliver ren blot ved at engagere sig i den.

Öeldakse, et pühendunud teenimise praktiseerimine on sedavõrd täiuslik, et selle tulemusi võib kogeda koheselt. See on tõepoolest nii. Me omame praktilist kogemust sellest, et igaüks, kes kordab Kṛṣṇa pühasid nimesid (Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare) püha nime seejuures solvamata, tunneb transtsendentaalset naudingut ning puhastub väga kiirelt kogu materiaalsest saastast. Seda on võimalik tõepoolest näha. Kui inimene mitte ainult ei kuula pühendunud teenimise sõnumit, vaid püüab seda ka teistele levitada või kui ta tegeleb Kṛṣṇa teadvuse misjonitegevusega, kogeb ta järk-järgulist vaimset progressi. Vaimses elus arengu saavutamine ei sõltu eelnevast haridusest või oskustest. See meetod on iseenesest niivõrd puhas, et inimene lihtsalt seda praktiseerides puhastub.

Dette beskrives også i Vedānta-sūtra (3.2.25) med ordene prakāśaś ca karmaṇy abhyāsāt: “Hengiven tjeneste er så kraftfuld, at man blot ved at engagere sig i den hengivne tjenestes aktiviteter med sikkerhed bliver oplyst.” Et praktisk eksempel finder vi i Nāradas tidligere liv, hvor han var en tjenestepiges søn. Han havde ingen uddannelse og var ikke af høj byrd. Men da hans mor var beskæftiget med at tjene store hengivne, blev Nārada også inddraget, og når hans mor engang imellem ikke var der, ville han overtage tjenesten til de store hengivne. Nārada fortæller selv (ŚB. 1.5.15):

„Vedānta-sūtras" (3.2.26) kirjeldatakse seda sõnadega prakāśaś ca karmaṇy abhyāsāt. „Pühendunud teenimine on niivõrd mõjuvõimas, et lihtsalt seda praktiseerides inimene kahtlemata valgustub." Praktilise näite sellest võib tuua Nārada eelmisest elust, kes oli tolles elus teenijatüdruku poeg. Ta polnud haritud ega sündinud kõrget positsiooni omavas perekonnas. Kuid ta ema teenis suuri pühendunuid ning vahel, ema eemalolekul, hakkas ta neid ka ise teenima. Nārada ise ütleb:

ucchiṣṭa-lepān anumodito dvijaiḥ
sakṛt sma bhuñje tad-apāsta-kilbiṣaḥ
evaṁ pravṛttasya viśuddha-cetasas
tad-dharma evātma-ruciḥ prajāyate
ucchiṣṭa-lepān anumodito dvijaiḥ
sakṛt sma bhuñje tad-apāsta-kilbiṣaḥ
evaṁ pravṛttasya viśuddha-cetasas
tad-dharma evātma-ruciḥ prajāyate

I dette vers fra Śrīmad-Bhāgavatam beskriver Nārada sit tidligere liv for sin discipel Vyāsadeva. Han beretter, at mens han som dreng var tjener for disse rene hengivne under deres fire måneders ophold, plejede han nær omgang med dem. Af og til efterlod disse vismænd rester af deres mad på deres tallerkener, og drengen, der vaskede op efter dem, ville gerne smage på resterne. Han bad derfor de store hengivne om deres tilladelse, og da de gav den, spiste Nārada disse rester og blev som følge deraf fri for alle syndige reaktioner. I takt med, at han fortsatte med at spise, blev han efterhånden lige så renhjertet som vismændene. De store hengivne nød smagen af uophørlig hengiven tjeneste til Herren ved at høre og synge Herrens navn, og gradvist udviklede Nārada den samme smag. Nārada fortæller videre (ŚB. 1.5.26):

Selles „Śrīmad-Bhāgavatami" värsis (1.5.25) kirjeldab Nārada oma õpilasele Vyāsadevale oma eelmist elu. Ta ütleb, et nelja kuu jooksul, mil ta teenis neid puhtaid pühendunuid, oli ta nendega lähedastes suhetes. Vahel jätsid targad oma taldrikuile toitu järgi, ning nende nõusid pestes soovis ta seda maitsta. Ta küsis suurtelt pühendunutelt selleks luba ning kui nad selle andsid, vabanes Nārada neid toidujäänuseid süües kõikidest pattude järelmõjudest. Suurte tarkade toidujäänuseid süües muutus ta aegamööda sama puhta südamega inimeseks kui targad ise. Suured pühendunud nautisid Jumala lakkamatu pühendunud teenimise maitset Temast kuulamise ja Tema ülistamise läbi, ning järk-järgult hakkas ka Nārada seda nautima. Nārada jätkab:

tatrānv-ahaṁ kṛṣṇa-kathāḥ pragāyatām
anugraheṇāśṛṇavaṁ mano-harāḥ
tāḥ śraddhayā me ’nu-padaṁ viśṛṇvataḥ
priyaśravasy aṅga mamābhavad ruciḥ
tatrānv-ahaṁ kṛṣṇa-kathāḥ pragāyatām
anugraheṇāśṛṇavaṁ mano-harāḥ
tāḥ śraddhayā me ’nu-padaṁ viśṛṇvataḥ
priyaśravasy aṅga mamābhavad ruciḥ

Ved at omgås med vismændene fik Nārada smag for at høre og synge om Herrens herligheder, og han udviklede et stort ønske om hengiven tjeneste. Som beskrevet i Vedānta-śūtra (3.2.25), prakāśaś ca karmaṇy abhyāsāt: Hvis man blot er engageret i den hengivne tjenestes aktiviteter, bliver alt automatisk åbenbaret for én, og man vil kunne forstå. Dette kaldes pratyakṣa eller direkte opfattelse.

Tarkadega suheldes sai Nārada osa Jumalale ülistuse laulmise ja selle kuulamise maitsest, ning temas tekkis üha tugevam soov teenida pühendunult Jumalat. See kinnitab „Vedānta-sūtra" sõnu: prakāśaś ca karmaṇy abhyāsāt. „Kui inimene lihtsalt teenib pühendunult Jumalat, avaneb talle kõik iseenesest ning ta on suuteline kõike mõistma." Seda nimetatakse pratyakṣaks, otseseks mõistmiseks.

Ordet dharmyam betyder “religionens vej”. Nārada var i virkeligheden søn af en tjenestepige og havde som sådan ingen mulighed for at gå i skole. Han hjalp blot sin mor, og til alt held gjorde hun tjeneste til de hengivne. Det fik barnet Nārada således også chancen for, og udelukkende gennem denne omgang med de hengivne opnåede han det højeste mål med al religion. Som der står i Śrīmad-Bhāgavatam (1.2.6), sa vai puṁsāṁ paro dharmo, yato bhaktir adhokṣaje: Hengiven tjeneste er det højeste mål med al religion. Religiøse mennesker ved som regel ikke, at den højeste fuldkommenhed af religion er at opnå hengiven tjeneste. Som vi allerede har været inde på det i forbindelse med det sidste vers i kapitel 8 (vedeṣu yajñeṣu tapaḥsu caiva), er vedisk viden som regel nødvendig for selverkendelse. Men her fik Nārada det højeste resultat af vediske studier, selv om han aldrig havde gået i skole hos den åndelige mester og ikke var uddannet i de vediske principper. Denne proces er så virkningsfuld, at man kan blive hævet til den højeste fuldkommenhed selv uden at følge den religiøse proces fast. Hvordan kan det lade sig gøre? Det bliver også bekræftet i den vediske litteratur (Chāndogya Upaniṣad 6.14.2): ācāryavān puruṣo veda. Hvis man omgås med de store ācāryaer, kan man selv uden at være uddannet eller nogensinde have studeret Vedaerne blive fortrolig med al den kundskab, der er nødvendig for selverkendelse.

Sõna dharmyam tähendab „religiooni tee". Nārada oli teenijatüdruku poeg. Tal polnud võimalust koolis käia. Ta lihtsalt aitas oma ema, ning õnneliku juhuse tõttu oli tema ema pühendunute teenija. Ka Nārada sai võimaluse teenida neid pühendunuid ning lihtsalt nendega suheldes saavutas ta kõikide religioonide kõrgeima eesmärgi, milleks on Jumala pühendunud teenimine, nagu seda kinnitatakse „Śrīmad-Bhāgavatamis": sa vai puṁsāṁ paro dharmo yato bhaktir adhokṣaje. Religioossed inimesed tavaliselt ei tea, et religiooni kõrgeim täiuslikkus on teenida pühendunult Jumalat. Nagu me juba arutlesime kaheksanda peatüki viimases värsis (vedeṣu yajñeṣu tapaḥsu caiva), on eneseteadvustamiseks tavaliselt vaja omandada vedalikud tarkused. Kuid ehkki Nārada ei käinud kunagi vaimse õpetaja koolis ega õpetatud talle vedalikke põhimõtteid, saavutas ta vedakirjanduse uurimise kõrgeima tulemuse. Jumala pühendunud teenimine on sedavõrd mõjuvõimas, et isegi religioosset protsessi regulaarselt järgimata võib inimene jõuda kõrgeima täiuslikkuseni. Kuidas on see võimalik? Ka sellest räägitakse vedakirjanduses: ācāryavān puruṣo veda. See, kes suhtleb suurte ācāryatega, isegi kui ta ei ole haritud ega ole kunagi uurinud „Vedasid", võib õppida mõistma kõiki eneseteadvustamiseks vajalikke teadmisi.

Hengiven tjeneste er en meget glædesfyldt proces (su-sukham). Hvorfor? Hengiven tjeneste består af śravaṇaṁ kīrtanaṁ viṣṇoḥ, så man kan blot lytte til recitationen af Herrens herligheder eller overvære filosofiske foredrag om transcendental viden med de autoriserede ācāryaer. Blot ved at sidde kan man lære. Dernæst kan man spise resterne af mad, der er ofret til Gud i form af dejlige velsmagende retter. Hengiven tjeneste er fuld af glæde på alle trin. Man kan praktisere hengiven tjeneste i selv den største tilstand af fattigdom. Herren siger (Bg. 9.26), patraṁ puṣpaṁ phalaṁ toyam: Han er villig til at modtage enhver form for ofring fra den hengivne, ligegyldigt hvad. Selv et blad, en blomst, et stykke frugt eller lidt vand, der kan fås overalt i verden, kan bringes som offer af hvem som helst, uanset hvad ens sociale position er, og det vil blive accepteret, hvis det tilbydes med kærlighed. Det er der mange eksempler på i historien. Ved bare at smage på tulasī-bladene, der var ofret til Herrens lotusfødder, blev store vismænd som Sanat-kumāra store hengivne. Derfor er den hengivne proces meget fin, og den kan udføres i et glad sindelag. Gud tager kun imod den kærlighed, med hvilken ting tilbydes Ham.

Pühendunud teenimise protsess toob väga suurt õnne (su-sukham). Ja miks? Pühendunud teenimise protsesside hulka kuuluvad śravaṇaṁ ja kīrtanaṁ viṣṇoḥ, seega võib inimene lihtsalt kuulata Jumalale austuse laulmist või autoriteetsete ācāryate filosoofilisi loenguid transtsendentaalsetest teadmistest. Inimene võib õppida lihtsalt istudes ning samuti võib ta süüa Jumalale pakutud toidu jäänuseid, häid ja maitsvaid toite. Pühendunud teenimine on rõõmutoov igal tasandil. Pühendunud teenimist võib praktiseerida isegi kõige vaesemates tingimustes. Jumal ütleb: patraṁ puṣpaṁ phalaṁ toyam. Ta on valmis pühendunult vastu võtma iga ohverduse. Talle võib pakkuda kasvõi taime lehte, lilleõit, puuvilja või veidi vett, mis on kõik saadaval igas maailma paigas. Nende pakkujaks võib olla ükskõik kes, sõltumata inimese ühiskondlikust positsioonist. Kui ta teeb seda armastusega, võtab Jumal ohverdatu vastu. Ajaloost võib selle kohta rohkelt näiteid tuua. Lihtsalt maitstes Jumala lootosjalgadele pakutud tulasī lehti, said suurtest tarkadest, nagu Sanat-kumāra, suured pühendunud. Pühendunud teenimise protsess on väga ülev ning seda saab praktiseerida õnnelikus meeleolus. Jumal võtab vastu vaid selle armastuse, millega Talle midagi pakutakse.

Her står der, at hengiven tjeneste varer evigt. Det er ikke sådan, som māyāvādī-filosofferne hævder det. Skønt de sommetider udfører såkaldt hengiven tjeneste, er deres idé, at de vil fortsætte med deres hengivne tjeneste, så længe de ikke er befriede, men til sidst, når de bliver befriede, vil de “blive ét med Gud”. Den form for midlertidig, opportunistisk hengiven tjeneste anses ikke for at være ren hengiven tjeneste. Virkelig hengiven tjeneste fortsætter også efter befrielsen. Når den hengivne kommer til den åndelige planet i Guds rige, vil han også dér være engageret i at tjene den Højeste Herre. Han forsøger ikke at blive ét med den Højeste Herre.

Käesolevas värsis öeldakse, et pühendunud teenimine on igavene. Māyāvādīdest filosoofide väited ei ole seega paikapidavad. Ehkki nad vahel praktiseerivad niinimetatud pühendunud teenimist, arvavad nad, et nii kaua kui nad pole veel vabanemiseni jõudnud, jätkavad nad pühendunud teenimist, kuid lõpuks, vabanemiseni jõudes, „saavad nad Jumalaga üheks". Selline ajutine pühendunud teenimine ei ole puhas pühendunud teenimine. Tegelik pühendunud teenimine jätkub ka pärast vabanemiseni jõudmist. Kui pühendunu tõuseb vaimsele planeedile Jumala kuningriigis, teenib ta ka seal Kõigekõrgemat Jumalat. Ta ei püüa Kõigekõrgema Jumalaga üheks saada.

Som det vil fremgå her i Bhagavad-gītā, begynder den egentlige hengivne tjeneste først efter, at man er blevet befriet. Efter befrielsen, når man befinder sig på Brahman-niveauet (brahma-bhūta), begynder ens hengivne tjeneste. Samaḥ sarveṣu bhūteṣu, mad-bhaktiṁ labhate parām (Bg. 18.54). Ingen kan forstå Guddommens Højeste Personlighed ved at udøve karma-yoga, jñāna-yoga, aṣṭāṅga-yoga eller nogen anden form for yoga uafhængigt af bhakti-yoga. Det kan godt være, at man gennem disse yogiske metoder kan gøre en smule fremskridt hen imod bhakti-yoga, men hvis man ikke kommer til stadiet af hengiven tjeneste, kan man ikke forstå, hvad Guddommens Personlighed er. Det bekræftes også i Śrīmad-Bhāgavatam (1.2.17-20), at når man bliver renset ved at udføre den hengivne tjenestes proces, især ved at høre Śrīmad-Bhāgavatam eller Bhagavad-gītā fra realiserede sjæle, kan man forstå videnskaben om Kṛṣṇa eller videnskaben om Gud (evaṁ prasanna-manaso, bhagavad- bhakti-yogataḥ). Når ens hjerte er renset for alt uønsket, kan man forstå, hvad Gud er. Derfor er den hengivne tjenestes proces, Kṛṣṇa-bevidsthed, kongen over al uddannelse og kongen over al fortrolig viden. Det er den reneste form for religion, og den kan udføres med glæde uden problemer. Derfor bør man engagere sig i hengiven tjeneste.

„Bhagavad-gītās" öeldakse, et tegelik pühendunud teenimine algab alles pärast vabanemist. Vabanemiseni jõudes saavutab inimene Brahmani positsiooni (brahma-bhūta) ning alustab pühendunud teenimist (samaḥ sarveṣu bhūteṣu mad-bhaktiṁ labhate parām). Keegi ei saa mõista Jumala Kõrgeimat Isiksust, praktiseerides iseseisvalt karma-, jñāna-, āṣṭāṅga- või ükskõik millist teist joogat. Need joogaprotsessid võivad aidata inimesel areneda veidi bhakti-jooga suunas, kuid pühendunud teenimise tasandile jõudmata pole võimalik mõista, kes on Jumala Isiksus. Ka „Śrīmad-Bhāgavatamis" kinnitatakse, et kui inimene puhastub pühendunud teenimise praktiseerimise läbi, eriti kuulates „Śrīmad-Bhāgavatami" või „Bhagavad-gītāt" eneseteadvustamiseni jõudnud hingedelt, siis suudab ta mõista teadust Kṛṣṇast ehk teadust Jumalast. Evaṁ prasanna-manaso bhagavad-bhakti- yogataḥ. Kui inimese süda on puhastunud kõigest väärtusetust, siis suudab ta mõista, kes on Jumal. Seega on pühendunud teenimise ehk Kṛṣṇa teadvuse protsess igasuguse hariduse ja ka kõikide salajaste teadmiste kroon. See on religiooni puhtaim vorm ning seda saab praktiseerida rõõmuga ja raskusteta. Seepärast peaksid inimesed selle omaks võtma.