FORKLARING: Fra forklaringerne til de tidligere vers i dette kapitel fremgår det klart, at på trods af, at Guddommens Højeste Personlighed viser Sig som et menneske, er Han intet almindeligt menneske. Guddommens Personlighed, der står bag skabelsen, opretholdelsen og tilintetgørelsen af hele den kosmiske manifestation, kan ikke være et menneske. Ikke desto mindre findes der mange uintelligente personer, der regner Kṛṣṇa for intet andet end et magtfuldt menneske. I virkeligheden er Han den oprindelige Højeste Personlighed, som det også bekræftes i Brahma-saṁhitā 5.1 (īśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ). Han er den Højeste Herre.

Der findes mange īśvaraer eller herskere, og den ene virker større end den anden. I den almindelige ledelse af tingene i den materielle verden støder vi som regel på en embedsmand eller fuldmægtig, over ham er der en departementschef, over hvem der er en minister, og over ham sidder der en præsident. De er alle hver især herskere, men den ene beherskes af den anden. Der står i Brahma-saṁhitā (5.1), at Kṛṣṇa er den højeste hersker. Der findes utvivlsomt mange herskere både i den materielle og i den åndelige verden, men Kṛṣṇa er den højeste hersker (īśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ), og Hans krop er sac-cid-ānanda, ikke-materiel.

Materielle kroppe kan ikke gøre alle de fantastiske ting, der blev beskrevet i tidligere vers. Hans krop er evig, lyksalig og fuld af viden. Men selv om Han ikke er et almindeligt menneske, håner de tåbelige Ham og anser Ham for at være et menneske. Hans krop betegnes her som mānuṣīm, for Han handler nøjagtigt som et menneske, som Arjunas ven og som en politiker, der er involveret i krigen på Kurukṣetra. Han opfører Sig på mange måder som et ganske almindeligt menneske, men i virkeligheden er Hans krop sac-cid-ānanda-vigraha, evig lyksalighed og absolut viden. Dette bliver også bekræftet i de vediske tekster (Gopāla- tāpanī Upaniṣad 1.1) med ordene sac-cid-ānanda-rūpāya kṛṣṇāya: “Jeg frembærer mine hyldester til Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, der er den evige, lyksalige form af viden.” Der er også andre vediske beskrivelser. Tam ekaṁ govindam: “Du er Govinda, der giver sanserne og køerne glæde.” Sac-cid-ānanda-vigraham: “Og Din form er transcendental, fuld af viden, lyksalighed og evighed.” (Gopāla-tāpanī Upaniṣad 1.35)

Til trods for Herren Kṛṣṇas krops transcendentale kvaliteter og fulde lyksalighed og viden er der mange Bhagavad-gītā-kommentatorer og såkaldte lærde, der nedgør Kṛṣṇa som et almindeligt menneske. Den lærde mand er måske født som et usædvanligt menneske på grund af sine tidligere gode gerninger, men denne forestilling om Śrī Kṛṣṇa er udtryk for manglende viden. Derfor kaldes han en mūḍha, for kun tåbelige personer anser Kṛṣṇa for at være et almindeligt menneske. De tåbelige anser Kṛṣṇa for at være et almindeligt menneske, eftersom de ikke kender til den Højeste Herres fortrolige aktiviteter og Hans forskellige energier. De ved ikke, at Kṛṣṇas krop er indbegrebet af komplet viden og lyksalighed, at Han er ejeren af alt, der findes, og at Han kan give alle befrielse. Fordi de ikke ved, at Kṛṣṇa besidder så mange transcendentale egenskaber, håner de Ham.

De ved heller ikke, at Guddommens Højeste Personligheds åbenbaring i den materielle verden er en manifestation af Hans indre energi. Han er herskeren over den materielle energi. Som beskrevet adskillige steder (mama māyā duratyayā, Bg. 7.14) erklærer Han, at selv om den materielle energi er meget stærk, står den under Hans kontrol, og alle, der overgiver sig til Ham, kan slippe ud af denne materielle energis kontrol. Hvis en sjæl, der har overgivet sig til Kṛṣṇa, kan undslippe den materielle energis indflydelse, hvordan kan den Højeste Herre, der står bag hele den kosmiske naturs skabelse, opretholdelse og udslettelse, da have en materiel krop som os? Så denne forestilling om Kṛṣṇa er fuldkommen tåbelig. Tåbelige personer kan imidlertid ikke forestille sig, hvordan Guddommens Personlighed, Kṛṣṇa, der viser Sig som et almindeligt menneske, kan beherske alle atomerne såvel som den gigantiske manifestation af den universelle form. Både det største og det mindste ligger uden for deres fatteevne, så derfor kan de ikke forestille sig, at en form, der ligner et menneske, på samme tid kan herske over både det uendelige og det mindste. Selv om Han har kontrol over både det uendelige og det uendeligt lille, er Han i virkeligheden et helt andet sted end i denne manifestation. Det fremgår udtrykkeligt med henvisning til Hans yogam aiśvaram, Hans ufattelige transcendentale energi, at Han kan beherske både det uendelige og det uendeligt lille og samtidig forblive hævet over dem. Selv om de tåbelige ikke kan forestille sig, hvordan Kṛṣṇa, der åbenbarer Sig nøjagtig ligesom et menneske, kan beherske både det uendelige og det uendeligt lille, accepterer de, der er rene hengivne, dette, for de ved, at Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed. Derfor overgiver de sig helt til Ham og engagerer sig i Kṛṣṇa-bevidsthed, Herrens hengivne tjeneste.

Der er megen polemik imellem personalister og upersonalister omkring Herrens åbenbaring som et menneske. Men hvis vi rådfører os med Bhagavad-gītā og Śrīmad-Bhāgavatam, de autoritative lærebøger i forståelsen af videnskaben om Kṛṣṇa, kan vi igennem dem forstå, at Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed. Han er intet almindeligt menneske, skønt Han viste Sig på denne jord som et almindeligt menneske. I Śrīmad-Bhāgavatams første kapitel (1.1.20) bemærkede vismændene under ledelse af Śaunaka, da de spurgte om Kṛṣṇas aktiviteter:

“Herren Śrī Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personlighed, legede sammen med Balarāma som et ganske almindeligt menneske, og således forklædt gjorde Han mange overmenneskelige ting.” Herrens tilsynekomst som menneske forvirrer de tåbelige. Intet menneske kan gøre de fantastiske ting, Kṛṣṇa gjorde, mens Han var på Jorden. Da Kṛṣṇa viste Sig for Sin far og mor, Vasudeva og Devakī, fremstod Han med fire arme, men på forældrenes bøn forvandlede Han Sig til et almindeligt barn. Som der står i Śrīmad-Bhāgavatam (10.3.46), babhūva prākṛtaḥ śiśuḥ, blev Han til et ganske almindeligt barn, et almindeligt menneske. Nu angives det igen her, at Herrens fremkomst som et almindeligt menneske er et af trækkene ved Hans transcendentale krop. Der står også i Bhagavad-gītās kapitel 11 (vers 46), at Arjuna bad om at få Kṛṣṇas firarmede form at se (tenaiva rūpeṇa catur-bhujena). Efter at have afsløret denne form antog Kṛṣṇa atter på Arjunas anmodning Sin oprindelige menneskelignende skikkelse (mānuṣaṁ rūpam, Bg. 11.51). Disse forskellige træk ved den Højeste Herre finder man helt sikkert ikke hos et almindeligt menneske.

Nogle af dem, der håner Kṛṣṇa, og som er inficeret af māyāvādī- filosofien, citerer et vers fra Śrīmad-Bhāgavatam (3.29.21) som bevis på, at Kṛṣṇa kun er et almindeligt menneske. Ahaṁ sarveṣu bhūteṣu, bhūtātmāvasthitaḥ sadā: “Den Højeste findes i alle levende væsener.” Vi gør bedre i at forstå nævnte vers fra vaiṣṇava-ācāryaer som Jīva Gosvāmī og Viśvanātha Cakravartī Ṭhākura i stedet for at lytte til fortolkninger fra uautoriserede personer, der håner Kṛṣṇa. Jīva Gosvāmī skriver i sin kommentar til dette vers, at Kṛṣṇa befinder Sig i Sin fuldstændige ekspansion som Paramātmā eller Oversjælen i de bevægelige såvel som ubevægelige skabninger, så alle nye hengivne, der blot retter deres opmærksomhed mod arcā-mūrtien, den Højeste Herres form i templet, og ikke respekterer andre levende væsener, dyrker Herrens tempelform til ingen nytte. Der findes tre slags hengivne, og novicen befinder sig på det laveste trin. Begynderen viser Deiteten i templet større opmærksomhed, end han viser andre hengivne, så Viśvanātha Cakravartī Ṭhākura advarer om, at en sådan mentalitet skal korrigeres. En hengiven bør se, at fordi Kṛṣṇa er til stede i alles hjerter som Paramātmā, er hver eneste krop en legemliggørelse af eller tempel for den Højeste Herre, så ligesom man viser Herrens tempel sin respekt, skal man på samme måde vise alle kroppe, som Paramātmā bor i, tilbørlig respekt. Alle skal derfor vises behørig respekt og må ikke ringeagtes.

Der er også mange upersonalister, der taler nedsættende om tempeltilbedelse. De siger, at hvis Gud er overalt, hvorfor skal man så begrænse sig til at dyrke Ham i templet? Men hvis Gud er alle vegne, er Han så ikke også i templet eller i Deiteten? Selv om personalister og upersonalister bestandigt vil strides med hinanden, er en fuldendt hengiven i Kṛṣṇa-bevidsthed klar over, at skønt Kṛṣṇa er den Højeste Personlighed, er Han altgennemtrængende, som det bekræftes i Brahma-saṁhitā (5.35). Selv om Hans personlige bolig er Goloka Vṛndāvana, og Han altid opholder Sig der, er Han gennem Sine forskellige manifestationer af energi og i kraft af Sine fuldstændige ekspansioner til stede overalt i hver eneste del af de materielle og åndelige skabelser.