TEXT 8

Tekst

Text

abhyāsa-yoga-yuktena
cetasā nānya-gāminā
paramaṁ puruṣaṁ divyaṁ
yāti pārthānucintayan

Synonyms

abhyāsa-yoga — igennem praksis; yuktena — ved at være engageret i meditation; cetasā — med sindet og intelligensen; na anya-gāminā — uden at de afledes; paramam — den Højeste; puruṣam — Guddommens Personlighed; divyam — transcendentale; yāti — man opnår; pārtha — O Pṛthās søn; anucintayan — idet man konstant tænker på.

abhyāsa-yoga — durch Meditationsübung; yuktena — beschäftigt sein; cetasā — durch den Geist und die Intelligenz; na anya-gāminā — ohne daß sie abgelenkt werden; paramam — die Höchste; puruṣam — Persönlichkeit Gottes; divyam — transzendental; yāti — man erreicht; pārtha — o Sohn Pṛthās; anucintayan — ständig denkend an.

Translation

Den, der mediterer på Mig som Guddommens Højeste Personlighed med sindet konstant engageret i at huske på Mig uden at blive afledt fra vejen – han, O Pārtha, kan være sikker på at nå Mig.

Wer über Mich als die Höchste Persönlichkeit Gottes meditiert, indem er seinen Geist ständig darin übt, sich an Mich zu erinnern, und von diesem Pfad nicht abweicht, o Pārtha, dem ist es sicher, Mich zu erreichen.

Purport

FORKLARING: I dette vers understreger Herren Kṛṣṇa vigtigheden af at huske på Ham. Ens erindring af Kṛṣṇa vil blive genoplivet ved at recitere mahā-mantraet, Hare Kṛṣṇa. Denne praksis med at fremsige og lytte til den Højeste Herres lydvibration engagerer ens ører, tunge og sind. Det er særdeles let at udøve denne mystiske meditation, og den hjælper én til at opnå den Højeste Herre. Puruṣam betyder “en nyder”. Skønt de levende væsener tilhører den Højeste Herres marginale energi, befinder de sig i en materielt forurenet tilstand. De anser sig selv for at være nydere, men de er ikke de højeste nydere. Her angives det klart, at den højeste nyder er Guddommens Højeste Personlighed i Hans forskellige manifestationer og fuldstændige ekspansioner som Nārāyaṇa, Vāsudeva osv.

ERLÄUTERUNG: In diesem Vers betont Śrī Kṛṣṇa, wie wichtig es ist, sich an Ihn zu erinnern. Die Erinnerung an Śrī Kṛṣṇa wird durch den Vorgang des Chantens des Hare-Kṛṣṇa-mahā-mantra wiederbelebt. Durch solches Chanten und Hören der Klangschwingung des Höchsten Herrn werden Ohr, Zunge und Geist beschäftigt. Diese mystische Meditation ist sehr einfach auszuüben, und sie hilft einem, den Höchsten Herrn zu erreichen. Puruṣam bedeutet „Genießer“. Obwohl die Lebewesen zur marginalen Energie des Höchsten Herrn gehören, sind sie in dieser Welt materiell verunreinigt. Sie halten sich selbst für Genießer, doch in Wirklichkeit sind sie nicht der höchste Genießer, denn wie im vorliegenden Vers eindeutig gesagt wird, ist die Höchste Persönlichkeit Gottes in Ihren verschiedenen Manifestationen und vollständigen Erweiterungen als Nārāyaṇa, Vāsudeva usw. der höchste Genießer.

Den hengivne kan konstant tænke på genstanden for sin tilbedelse, den Højeste Herre, i et hvilket som helst af Hans aspekter som Nārāyaṇa, Kṛṣṇa, Rāma osv. ved at recitere Hare Kṛṣṇa. Denne praksis vil rense ham, og som følge af denne uophørlige fremsigelse vil han ved afslutningen på sit liv blive overført til Guds rige. Yoga-udøvelse vil sige at meditere på Oversjælen indeni. På samme måde fæstner man altid sit sind på den Højeste Herre ved at recitere Hare Kṛṣṇa. Sindet er hvileløst, og derfor er det nødvendigt at engagere det med magt i at tænke på Kṛṣṇa. Ofte gives eksemplet med larven, der tænker på at blive en sommerfugl og således forvandles til en sommerfugl i samme liv. På samme måde kan vi være sikre på, at hvis vi tænker på Kṛṣṇa uden ophør, får vi ved afslutningen på vore liv den samme kropslige natur som Kṛṣṇa.

Der Gottgeweihte kann ständig an das Ziel der Verehrung, den Höchsten Herrn, in jedem beliebigen Seiner Aspekte – Nārāyaṇa, Kṛṣṇa, Rāma usw. – denken, indem er Hare Kṛṣṇa chantet. Durch diesen Vorgang wird der Gottgeweihte geläutert, und dank seines ständigen Chantens wird er am Ende des Lebens zum Königreich Gottes erhoben werden. So wie man bei der Ausübung von yoga über die Überseele im Innern meditiert, richtet man beim Chanten von Hare Kṛṣṇa seinen Geist immer auf den Höchsten Herrn. Der Geist ist launisch, und deshalb ist es notwendig, ihn zu zwingen, an Kṛṣṇa zu denken. Ein oft angeführtes Beispiel in diesem Zusammenhang ist das der Raupe, denn ebenso, wie die Raupe einfach dadurch, daß sie ständig daran denkt, ein Schmetterling zu werden, noch im selben Leben in einen Schmetterling verwandelt wird, so können auch wir, wenn wir ständig an Kṛṣṇa denken, mit Sicherheit am Ende unseres Lebens die gleichen körperlichen Eigenschaften erlangen wie Kṛṣṇa.