TEXT 6

Tekst

Texte

yaṁ yaṁ vāpi smaran bhāvaṁ
tyajaty ante kalevaram
taṁ tam evaiti kaunteya
sadā tad-bhāva-bhāvitaḥ

Synonyms

yam yam — hvad end; vā api — overhovedet; smaran — idet man husker; bhāvam — natur; tyajati — opgiver; ante — ved slutningen; kalevaram — denne krop; tam tam — (den) samme; eva — med sikkerhed; eti — får; kaunteya — O Kuntīs søn; sadā — altid; tat — den; bhāva — tilstand; bhāvitaḥ — optaget af.

yam yam: quel que; vā api: que ce soit; smaran: se souvenant; bhāvam: état; tyajati: abandonne; ante: à la fin; kalevaram: ce corps; tam tam: similaire; eva: certes; eti: reçoit; kaunteya: ô fils de Kuntī; sadā: toujours; tat: ce; bhāva: état; bhāvitaḥ: se souvenant.

Translation

Ligegyldigt hvilken tilstand, man husker, når man forlader sin krop, opnår man med sikkerhed den tilstand, O Kuntīs søn.

Ô fils de Kuntī, l’état de conscience dont on conserve le souvenir à l’instant de quitter le corps détermine la condition d’existence future.

Purport

FORKLARING: Her bliver det forklaret, hvordan det foregår, når man forandrer sin natur på det kritiske dødstidspunkt. Den, der ved afslutningen på sit liv forlader sin krop, mens han tænker på Kṛṣṇa, opnår den Højeste Herres transcendentale natur, men det er ikke rigtigt, at den, der tænker på noget andet end Kṛṣṇa, opnår den samme transcendentale tilstand. Vi bør lægge os dette meget nøje på sinde. Hvordan kan man dø i den rette sindstilstand? Selv om Mahārāja Bharata var en ophøjet person, tænkte han alligevel på en hjort, da han døde, og blev derfor overført til en hjortekrop i sit næste liv. Selv om han som hjort kunne huske sine tidligere handlinger, blev han tvunget til at acceptere denne dyrekrop. Ens tanker op igennem ens liv akkumuleres selvfølgelig og påvirker ens tanker i dødsøjeblikket, så dette liv skaber ens næste liv. Hvis man i sit nuværende liv lever i godhedens kvalitet og altid tænker på Kṛṣṇa, er det muligt for én at huske på Kṛṣṇa ved livets afslutning. Det vil hjælpe én til at blive overført til Kṛṣṇas transcendentale natur. Hvis man er transcendentalt absorberet i Kṛṣṇas tjeneste, vil ens næste krop blive transcendental (åndelig), ikke materiel. Derfor er fremsigelsen af Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare den bedste måde, hvis man skal have held med at forandre sin eksistenstilstand ved livets afslutning.

Kṛṣṇa explique dans ce verset comment se modifie notre condition de vie au moment critique de la mort. Celui qui à la fin de sa vie quitte son corps en pensant à Kṛṣṇa aura la même nature transcendantale que le Seigneur, ce qui ne sera absolument pas le cas de celui qui mourra en pensant à toute autre chose qu’à Dieu. C’est là un point fondamental: savoir mourir avec la condition mentale appropriée. Mahārāja Bharata, qui était pourtant un personnage illustre, pensa à un cerf dans ses derniers instants. Aussi fut-il obligé dans sa vie suivante de revêtir la forme d’un cerf, en gardant toutefois le souvenir de son existence passée.

Nos pensées à l’instant de la mort sont déterminées par la somme des pensées de notre vie entière; c’est donc notre existence présente qui détermine notre vie future. Une vie inspirée par la vertu et centrée sur la pensée de Kṛṣṇa nous permettra de nous souvenir de Lui à l’instant de la mort. Cela nous aidera à atteindre l’état transcendantal qui est le Sien. Ainsi, spirituellement absorbés dans le service de Kṛṣṇa dans cette vie, nous obtiendrons, en quittant notre enveloppe actuelle, un corps spirituel, et non plus matériel. Le chant du mantra Hare Kṛṣṇa Hare Kṛṣṇa Kṛṣṇa Kṛṣṇa Hare Hare / Hare Rāma Hare Rāma Rāma Rāma Hare Hare est donc le meilleur moyen de quitter son corps dans l’état d’esprit idéal.