FORKLARING: Udtrykket “offerhandlingernes Herre” kan referere enten til Indra eller til Viṣṇu. Viṣṇu er den øverste blandt de vigtigste halvguder inklusive Brahmā og Śiva, og Indra er den øverste blandt de administrerende halvguder. Både Indra og Viṣṇu tilbedes gennem udførelse af yajña. Men her spørger Arjuna om, hvem der virkelig er Herren over yajña (offerhandling), og hvordan Herren bor inden i det levende væsens krop.

Arjuna tiltaler Herren som Madhusūdana, for Kṛṣṇa dræbte engang en dæmon ved navn Madhu. I virkeligheden burde disse spørgsmål, der egentlig er udtryk for tvivl, ikke være opstået i Arjunas sind, for Arjuna er en Kṛṣṇa-bevidst hengiven. Denne tvivl er derfor ligesom en dæmon. Eftersom Kṛṣṇa er så dygtig til at slå dæmoner ihjel, tiltaler Arjuna Ham her som Madhusūdana, så Kṛṣṇa kan dræbe den dæmoniske tvivl, der er opstået i Arjunas sind.

Ordet prayāṇa-kāle er meget betydningsfuldt i dette vers, for alt, vi foretager os i livet, vil stå sin prøve i dødsøjeblikket. Arjuna er meget ivrig efter at vide, hvad der sker med dem, der er konstant engageret i Kṛṣṇa-bevidsthed. Hvordan skal disse hengivne forholde sig i dette sidste afgørende øjeblik? På dødstidspunktet bryder alle kropsfunktionerne sammen, og sindet er ikke i en normal tilstand. Måske vil man ikke kunne huske den Højeste Herre, når man på den måde er forstyrret af sin kropslige situation. Mahārāja Kulaśekhara, en stor hengiven, beder derfor (Mukunda-mālā-strotram 33): “Min kære Herre, i øjeblikket er jeg ved godt helbred, og det er bedre, at jeg dør med det samme, så mit sinds svane kan søge tilflugt i dine lotusfødders stængel.” Denne metafor anvendes, for svanen, der er en vandfugl, holder af at begrave sig mellem lotusblomsterne. Dens legesyge tilbøjelighed er at vikle sig ind i lotusblomsterne. Mahārāja Kulaśekhara beder til Herren: “Nu er mit sind uforstyrret, og jeg er helt rask. Hvis jeg dør nu, mens jeg tænker på Dine lotusfødder, kan jeg være sikker på, at min hengivne tjeneste til Dig vil være perfekt. Men hvis jeg skal vente på min naturlige død, ved jeg ikke, hvad der vil ske, for på det tidspunkt vil kropsfunktionerne være i uorden og min hals være tilstoppet, og jeg ved ikke, om jeg vil kunne fremsige Dit navn. Lad mig hellere dø med det samme.” Arjuna vil gerne vide, hvordan man kan fæstne sindet på Kṛṣṇas lotusfødder på et tidspunkt som dette.