TEXT 12

Tekst

Texte

sarva-dvārāṇi saṁyamya
mano hṛdi nirudhya ca
mūrdhny ādhāyātmanaḥ prāṇam
āsthito yoga-dhāraṇām

Synonyms

sarva-dvārāṇi — alle kroppens døre; saṁyamya — efter at have behersket; manaḥ — sindet; hṛdi — i hjertet; nirudhya — efter at have indesluttet; ca — også; mūrdhni — på hovedet; ādhāya — efter at have fæstnet; ātmanaḥ — sjælens; prāṇam — livsluft; āsthitaḥ — er man situeret i; yoga-dhāraṇām — den yogiske situation.

sarva-dvārāṇi: toutes les portes du corps; saṁyamya: en maîtrisant; manaḥ: le mental; hṛdi: dans le cœur; nirudhya: confinant; ca: aussi; mūrdhni: sur la tête; ādhāya: en fixant; ātmanaḥ: de l’âme; prāṇam: le souffle vital; āsthitaḥ: situé dans; yoga-dhāraṇām: l’état de yoga.

Translation

At være situeret i yoga betyder at være utilknyttet til alle sanselige aktiviteter. Når man lukker alle sansernes døre og fokuserer sindet på hjertet og fæstner livsluften i toppen af hovedet, etablerer man sig selv i yoga.

Le yoga implique le détachement de toute activité sensorielle. On se fixe dans le yoga en fermant les portes des sens, en concentrant le mental sur le cœur et en maintenant l’air vital au sommet de la tête.

Purport

FORKLARING: For at udføre yoga som her foreslået må man først lukke dørene til al sanselig nydelse. Denne praksis kaldes pratyāhāra eller tilbagetrækning af sanserne fra sanseobjekterne. De kundskabsindhentende sanseorganer, dvs. øjne, ører, næse, tunge og følesans, skal beherskes fuldstændigt og må ikke få lov til at engagere sig i selvtilfredsstillelse. På den måde fokuserer man sindet på Oversjælen i hjertet og løfter livskraften op til issen. I kapitel 6 beskrives denne proces detaljeret. Men som før nævnt er den metode ikke praktisk i denne tidsalder. Den bedste metode er Kṛṣṇa-bevidsthed. Hvis man altid er i stand til at fæstne sindet på Kṛṣṇa i hengiven tjeneste, er det meget let for én at forblive i en uforstyrret transcendental trance (samādhi).

Il faut, pour pratiquer le yoga décrit ici, se fermer à tous les désirs des sens. C’est le pratyāhāra, qui consiste à couper les sens de leurs objets, de façon à maîtriser pleinement les organes de perception des sens (les yeux, les oreilles, le nez, la langue et la peau) et à les empêcher de rechercher les plaisirs matériels. Ainsi, le yogī peut-il fixer son mental sur l’Âme Suprême dans son cœur, et faire monter le souffle vital au sommet de la tête. Ce processus est décrit en détail dans le sixième chapitre, mais, comme on l’a précédemment expliqué, il est fort incommode de le suivre à notre époque. La meilleure voie demeure la conscience de Kṛṣṇa, car si l’on parvient à garder son mental absorbé en Kṛṣṇa par l’exécution du service de dévotion, demeurer dans l’état de transe spirituelle du samādhi devient chose aisée.