FORKLARING: Her i Bhagavad-gītās syvende kapitel forklares naturen af Kṛṣṇa-bevidsthed til fulde. Kṛṣṇa er uindskrænket i alle overdådigheder, og hvordan Han manifesterer disse overdådigheder, beskrives her. Fire slags heldige mennesker, der bliver knyttet til Kṛṣṇa, og fire slags uheldige mennesker, der aldrig vender sig mod Kṛṣṇa, bliver også beskrevet i dette kapitel.

I Bhagavad-gītās første seks kapitler er det levende væsen blevet beskrevet som en ikke-materiel åndelig sjæl, der kan ophøje sig selv til selverkendelse ved hjælp af forskellige slags yogaer. I slutningen af kapitel 6 blev det klart fastslået, at den vedholdende koncentration af sindet på Kṛṣṇa (Kṛṣṇa-bevidsthed med andre ord) er den højeste form for al yoga. Ved at koncentrere sit sind på Kṛṣṇa kan man forstå den Absolutte Sandhed til fulde, hvilket ikke kan lade sig gøre på nogen anden måde. Erkendelse af den upersonlige brahmajyoti eller den lokaliserede Paramātmā er ikke fuldstændig viden om den Absolutte Sandhed, for de er kun delvise erkendelser. Fuldstændig og videnskabelig kundskab er Kṛṣṇa, og alt bliver afsløret for en person i Kṛṣṇa-bevidsthed. Når man er i fuldstændig Kṛṣṇa-bevidsthed, ved man hinsides enhver tvivl, at Kṛṣṇa er den højeste kundskab. De forskellige former for yoga er kun skridt på vejen til Kṛṣṇa-bevidsthed. Den, der engagerer sig direkte i Kṛṣṇa-bevidsthed, får automatisk fuld kendskab til både brahmajyoti og Paramātmā. Ved at praktisere Kṛṣṇa-bevidst yoga kan man forstå alt fuldt ud, nemlig den Absolutte Sandhed, de levende væsener, den materielle natur og deres manifestationer med alt, hvad sig dertil hører.

Man bør derfor påbegynde praktiseringen af yoga, som det blev forklaret i sidste vers af kapitel 6. Koncentration af sindet på Kṛṣṇa, den Højeste, muliggøres gennem en foreskreven hengiven tjeneste i ni forskellige former, af hvilke śravaṇam er den første og vigtigste. Derfor siger Herren til Arjuna, tac chṛṇu: “Lyt til Mig.” Ingen kan være en større autoritet end Kṛṣṇa, og ved at høre fra Ham får man derfor den bedste mulighed for at blive en fuldstændig Kṛṣṇa-bevidst person. Man skal således lære direkte fra Kṛṣṇa eller fra en ren hengiven af Kṛṣṇa og ikke fra en eller anden ikke-hengiven opkomling, der er opblæst på grund af sin akademiske uddannelse.

I Śrīmad-Bhāgavatams Første Bog (1.2.17–21) bliver denne metode til forståelse af Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personlighed, den Absolutte Sandhed, beskrevet:

“At høre om Kṛṣṇa fra de vediske skrifter eller at høre direkte fra Ham igennem Bhagavad-gītā er i sig selv en retskaffen handling. Og for den, der hører om Kṛṣṇa, handler Herren Kṛṣṇa, der bor i alles hjerter, som en velønskende ven og renser den hengivne, der hele tiden er optaget af at høre om Ham. På denne måde udvikler en hengiven naturligt sin slumrende transcendentale viden. Efterhånden som man hører mere om Kṛṣṇa fra Śrīmad-Bhāgavatam og de hengivne, bliver man forankret i Herrens hengivne tjeneste. Ved at udvikle hengiven tjeneste bliver man fri for lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter, hvilket formindsker materiel lyst og griskhed. Når disse urenheder er renset bort, bliver aspiranten stabil i sin position af ren godhed, bliver oplivet gennem hengiven tjeneste og forstår til fulde videnskaben om Gud. Således skærer bhakti-yoga den materielle tilknytnings hårknude over og gør én i stand til øjeblikkeligt at komme til asaṁśayaṁ samagram-stadiet, hvor man forstår Den Højeste Absolutte Sandhed, Guddommens Personlighed.”

Derfor kan man kun forstå videnskaben om Kṛṣṇa ved at høre om den fra Kṛṣṇa eller Hans hengivne i Kṛṣṇa-bevidsthed.

FORKLARING: Fuldstændig viden omfatter viden om den fænomenale verden, bevidstheden bag den og kilden til dem begge. Dét er transcendental viden. Herren vil gerne forklare det ovennævnte kundskabssystem, fordi Arjuna er Kṛṣṇas fortrolige hengivne og Hans ven. I begyndelsen af kapitel 4 blev denne forklaring givet af Herren, og her bliver det bekræftet igen: Fuldstændig viden kan kun fås fra Herrens hengivne, der kommer i en discipelrække direkte fra Herren. Man skal derfor være intelligent nok til at forstå, hvor al viden kommer fra, og hvem der er alle årsagers årsag og den eneste genstand for meditation i alle former for yoga. Når man kender alle årsagers årsag, bliver alt, der kan vides, forståeligt, og intet forbliver ukendt. Ifølge Vedaerne (Muṇḍaka Upaniṣad 1.1.3), kasminn u bhagavo vijñāte sarvam idaṁ vijñātaṁ bhavati.

FORKLARING: Der er forskellige grader af mennesker, og ud af mange tusinde er der måske ét, der er tilstrækkelig interesseret i transcendental erkendelse til at forsøge at forstå, hvad selvet er, hvad kroppen er, og hvad den Absolutte Sandhed er. I almindelighed er menneskeheden blot optaget af dyriske tilbøjeligheder som at spise, sove, parre sig og forsvare sig, og så godt som ingen er interesserede i transcendental viden. De første seks kapitler i Bhagavad-gītā henvender sig til dem, der er interesserede i transcendental viden, i at forstå selvet, Overselvet og erkendelsesprocessen gennem jñāna-yoga og dhyāna-yoga og i at kunne skelne selvet fra materie. Kṛṣṇa kan imidlertid kun forstås af personer, der er Kṛṣṇa-bevidste. Andre transcendentalister kan muligvis opnå upersonlig Brahman-erkendelse, for det er lettere end at forstå Kṛṣṇa. Kṛṣṇa er den Højeste Person, men Han er samtidig hinsides kundskaben om Brahman og Paramātmā. Yogīerne og jñānīerne forvirres i deres forsøg på at forstå Kṛṣṇa. Selv om den mest betydningsfulde af upersonalisterne, Śrīpāda Śaṅkarācārya, i sin Bhagavad-gītā-kommentar har medgivet, at Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed, anerkender hans tilhængere ikke Kṛṣṇa som sådan, for det er meget svært at forstå Kṛṣṇa, selv om man har transcendental erkendelse af den upersonlige Brahman.

Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed, alle årsagers årsag og den oprindelige Herre, Govinda. Ifølge Brahma-samhitā (5.1), iśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ, sac-cid-ānanda-vigrahaḥ/ anādir ādir govindaḥ, sarva- kāraṇa-kāraṇam. Det er meget svært for de ikke-hengivne at forstå Ham. Skønt ikke-hengivne hævder, at bhakti-yoga eller den hengivne tjenestes vej er meget nem, kan de ikke følge den. Hvis bhakti-metoden er så let, som den ikke-hengivne klasse af mennesker hævder det, hvorfor vælger de så den besværlige vej? I virkeligheden er bhaktiens vej ikke let. Den såkaldte bhakti-vej, der bliver praktiseret af uautoriserede personer uden viden om bhakti, er måske nem, men når der virkelig skal praktiseres i overensstemmelse med reglerne og forskrifterne, falder de spekulative lærde og filosoffer fra. Śrīla Rūpa Gosvāmī skriver i sin Bhakti-rasāmṛta-sindhu (1.2.101):

“Gudshengiven tjeneste, der lader hånt om autoriserede vediske skrifter såsom Upaniṣaderne, Purāṇaerne og Nārada Pañcarātra, er blot en unødig forstyrrelse i samfundet.”

Det er umuligt for den Brahman-realiserede upersonalist eller den Paramātmā-realiserede yogī at forstå Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personlighed, som moder Yaśodās søn eller Arjunas stridsvognsfører. Selv de store halvguder bliver somme tider forvirrede over Kṛṣṇa (muhyanti yat sūrayaḥ, ŚB. 1.1.1). Māṁ tu veda na kaścana: “Ingen kender Mig, som Jeg er,” erklærer Herren (Bg. 7.26). Og hvis nogen skulle kende Ham, da sa mahātmā su-durlabhaḥ (Bg. 7.19): “Sådan en stor sjæl er yderst sjælden.” Derfor kan man ikke forstå Kṛṣṇa, som Han er (tattvataḥ), medmindre man praktiserer hengiven tjeneste til Herren, ikke engang selv om man er en stor lærd eller filosof. Kun de rene hengivne kan vide noget om Kṛṣṇas ufattelige transcendentale egenskaber, såsom hvordan Han er alle årsagers årsag, Hans almagt og overdådighed og Hans rigdom, berømmelse, styrke, skønhed, viden og forsagelse, for Kṛṣṇa er kun velvilligt indstillet over for Sine hengivne. Han er det sidste ord i Brahman-erkendelsen, og de hengivne er de eneste, der kan erkende Ham, som Han er. Derfor står der skrevet (Bhakti-rasāmṛta-sindhu 1.2.234):

“Ingen kan forstå Kṛṣṇa, som Han er, med de grove materielle sanser. Men Han afslører Sig Selv for Sine hengivne, når Han er fornøjet med dem på grund af deres transcendentale kærlighedstjeneste til Ham.”

FORKLARING: Videnskaben om Gud analyserer Gud og Hans forskellige energiers naturlige position. Som beskrevet i Nārada Pañcarātra, der er en af Sātvata-tantraerne, bliver den materielle natur betegnet som prakṛti eller Herrens energi, der udfoldes gennem Hans forskellige puruṣa-inkarnationer (ekspansioner):

“Med henblik på materiel skabelse antager Herren Kṛṣṇas fuldstændige ekspansion tre Viṣṇu-former. Den første, Mahā-viṣṇu, skaber den totale materielle energi, der kaldes mahat-tattva. Den anden, Garbhodakaśāyī Viṣṇu, træder ind i hvert enkelt univers for at skabe mangfoldighed i det. Den tredje, Kṣīrodakaśāyī Viṣṇu, spreder Sig som den altgennemtrængende Oversjæl i alle universerne og kaldes Paramātmā. Han er endog til stede inde i hvert eneste atom. Enhver, der kender disse tre Viṣṇuer, kan blive befriet fra materiel indvikling.”

Denne materielle verden er en midlertidig manifestation af en af Herrens energier. Alle den materielle verdens aktiviteter bliver styret af Herren Kṛṣṇas tre Viṣṇu-ekspansioner. Disse puruṣaer kaldes for inkarnationer. Normalt går den, der ikke forstår videnskaben om Gud (Kṛṣṇa), ud fra, at denne materielle verden er til for de levende væseners fornøjelses skyld, og at de levende væsener er puruṣaerne, dvs. årsager til, herskere over og nydere af den materielle energi. Ifølge Bhagavad-gītā er denne ateistiske konklusion forkert. I dette aktuelle vers bliver det slået fast, at Kṛṣṇa er den oprindelige årsag til den materielle manifestation. Det bekræftes også i Śrīmad-Bhāgavatam. Den materielle manifestations ingredienser er Herrens adskilte energier. Selv brahmajyoti, der er upersonalisternes endelige mål, er en åndelig energi, der er manifesteret i den åndelige sfære. I brahmajyoti er der ingen åndelig mangfoldighed som på Vaikuṇṭha-lokaerne, og alligevel accepterer upersonalisterne denne brahmajyoti som det endelige evige mål. Paramātmā-manifestationen er også et midlertidigt altgennemtrængende aspekt af Kṣīrodakaśāyī Viṣṇu. Paramātmā er ikke en evig manifestation i den åndelige verden. Den Absolutte Sandhed er derfor i virkeligheden Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa. Han er den fuldstændigt energiske person, og Han besidder forskellige adskilte og indre energier.

Som ovenfor nævnt er der otte principielle manifestationer i den materielle energi. Af disse er de første fem manifestationer, nemlig jord, vand, ild, luft og æter, kendt som de fem gigantiske skabelser eller de grove skabelser, der omfatter de fem sanseobjekter. Disse er manifestationen af fysisk lyd, berøring, form, smag og lugt. Den materielle videnskab beskæftiger sig med disse ti elementer og intet andet. Men de tre andre elementer, nemlig sind, intelligens og falsk ego, bliver tilsidesat af materialisterne. Filosoffer, der beskæftiger sig med mentale aktiviteter, har heller ikke perfekt kundskab, for de har ingen viden om den endelige kilde til alt, Kṛṣṇa. Det falske ego, der kommer til udtryk som “Jeg er” og “Det er mit”, og som er det grundlæggende princip for materiel eksistens, omfatter ti sanseorganer, der er beregnet til materielle handlinger. Intelligens refererer til den totale materielle skabelse, der kaldes mahat-tattva. Fra Herrens otte adskilte energier manifesteres derfor den materielle verdens 24 elementer, der er genstand for diskussionen i den ateistiske sāṅkhya-filosofi. De er oprindeligt udløbere af Kṛṣṇas energier og er adskilte fra Ham, men de ateistiske sāṅkhya- filosoffer ved med deres ringe viden ikke, at Kṛṣṇa er alle årsagers årsag. Emnet i sāṅkhya-filosofien er kun manifestationen af Kṛṣṇas ydre energi, sådan som den beskrives i Bhagavad-gītā.

FORKLARING: Her bliver det klart og tydeligt fastslået, at de levende væsener tilhører den Højeste Herres højere natur (eller energi). Den lavere energi er materie, der manifesteres i forskellige elementer som jord, vand, ild, luft, æter, sind, intelligens og falsk ego. Begge slags materiel natur, nemlig den grove (jord osv.) såvel som den subtile (sind osv.), er frembringelser af den lavere energi. De levende væsener, der udnytter disse lavere energier til forskellige formål, er den Højeste Herres højere energi, og det er på grund af denne energi, at hele den materielle verden fungerer. Den kosmiske manifestation har ingen kraft til at handle, medmindre den bliver animeret af den højere energi, det levende væsen. Energier står altid under den energiskes kontrol, og derfor er de levende væsener altid under Herrens kontrol. De har ingen uafhængig eksistens. De er aldrig lige så kraftfulde som Herren, som uintelligente mennesker antager det. Forskellen på de levende væsener og Herren bliver beskrevet i Śrīmad-Bhāgavatam (10.87.30) som følger:

“O Du Højeste evige! Hvis de legemliggjorte levende væsener var evige og altgennemtrængende som Dig, ville de ikke være under Din kontrol. Men hvis de levende væsener accepteres som Dine ubetydeligt små energier, er de øjeblikkeligt underlagt Din suveræne kontrol. Virkelig befrielse indebærer derfor, at de levende væsener overgiver sig til Din myndighed, og den overgivelse vil gøre dem lykkelige. Kun i denne naturlige tilstand kan de være herskere. Mennesker, der med en begrænset viden er eksponenter for den monistiske teori om, at Gud og de levende væsener er lige i alle henseender, lader sig derfor i virkeligheden lede af en forkert og uren opfattelse.”

Den Højeste Herre, Kṛṣṇa, er den eneste hersker, og alle levende væsener bliver behersket af Ham. Disse levende væsener er Hans højere energi, for kvalitetsmæssigt er deres eksistens ét med den Højeste, men med hensyn til størrelse og kapacitet kan de på intet tidspunkt måle sig med Herren. Når den højere energi (det levende væsen) udnytter den grove og den subtile lavere energi (materien), glemmer den sit virkelige åndelige sind og intelligens. Denne glemsel skyldes materiens indflydelse på det levende væsen. Men når det levende væsen bliver fri for indflydelsen fra den illusoriske materielle energi, opnår det mukti-stadiet eller befrielse. Under indflydelse af den materielle illusion tror det falske ego: “Jeg er materie, og materielle ting er mine.” Ens virkelige position erkendes, når man befries for alle materielle opfattelser inklusive ideen om at blive ét med Gud i alle henseender. Man kan derfor konkludere, at Bhagavad-gītā bekræfter, at det levende væsen blot er en af Kṛṣṇas mangfoldige energier, og når denne energi frigøres fra den materielle besmittelse, bliver den helt Kṛṣṇa-bevidst eller befriet.

FORKLARING: Alt, der eksisterer, er en frembringelse af materie og ånd. Ånd er selve grundlaget og baggrunden for skabelsen, og materie bliver skabt af ånd. Ånd bliver ikke til på et vist stadie i den materielle udvikling. Tværtimod manifesteres denne materielle verden udelukkende på grundlag af den åndelige energi. Denne materielle krop udvikler sig, fordi ånden er til stede inden i materien. Et barn vokser gradvist op til at blive en dreng og derfra til en mand på grund af den højere energi, den åndelige sjæls, tilstedeværelse. På samme måde bliver hele universets gigantiske kosmiske manifestation udviklet på grund af Oversjælen, Viṣṇus, tilstedeværelse. Derfor er ånd og materie, der kombinerer sig og derved manifesterer denne gigantiske universelle form, oprindeligt to af Herrens energier, og følgelig er Herren den oprindelige årsag til alting. En fragmentarisk uadskillelig del af Herren (det levende væsen) kan være årsag til en stor skyskraber, en stor fabrik eller selv en stor by, men han kan ikke være årsag til et stort univers. Årsagen til det store univers er den store sjæl eller Oversjælen. Og Kṛṣṇa, den Højeste, er årsag til både de store og små sjæle. Han er således alle årsagers oprindelige årsag. Det bliver bekræftet i Kaṭha Upaniṣad (2.2.13) med ordene nityo nityānāṁ cetanaś cetanānām.

FORKLARING: Det er et almindeligt omstridt spørgsmål, hvorvidt den Højeste Absolutte Sandhed er personlig eller upersonlig. Ifølge Bhagavad-gītā er Guddommens Personlighed, Śrī Kṛṣṇa, den Absolutte Sandhed, hvilket bekræftes hele vejen igennem. Især dette vers understreger, at den Absolutte Sandhed er en person. At Guddommens Personlighed er den Højeste Absolutte Sandhed, bliver også stadfæstet i Brahma-saṁhitā (5.1) med ordene īśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ, sac-cid- ānanda-vigrahaḥ, hvilket betyder, at den Højeste Absolutte Sandhed, Guddommens Personlighed, er Herren Kṛṣṇa, der er den oprindelige Herre, kilden til al glæde, Govinda, og den evige form af fuldstændig lyksalighed og viden. Disse autoriteter efterlader ingen tvivl om, at den Absolutte Sandhed er den Højeste Person, alle årsagers årsag. Imidlertid refererer upersonalisten til følgende vediske forklaring fra Śvetāśvatara Upaniṣad (3.10): tato yad uttarataraṁ tad arūpam anāmayam, ya etad vidur amṛtās te bhavanti athetare duḥkham evāpi yanti. “I den materielle verden anses Brahmā, det oprindelige levende væsen i universet, for at være den højeste blandt halvguder, mennesker og lavere dyr. Men bag Brahmā findes Transcendensen, der er uden materiel form og fri for alle materielle besmittelser. Alle, der kender Ham, bliver også transcendentale, men de, der ikke kender Ham, er underkastet den materielle verdens lidelser.”

Upersonalisterne lægger mere vægt på ordet arūpam. Men dette ord, arūpam, er ikke upersonligt. Det refererer til den transcendentale form af evighed, lyksalighed og kundskab som beskrevet ovenfor i Brahma- saṁhitā. Andre vers i Śvetāśvatara Upaniṣad (3.8–9) bekræfter dette:

“Jeg kender Guddommens Højeste Personlighed, der er transcendental til alle formørkede materielle opfattelser. Kun den, der kender Ham, kan gøre sig fri af fødslen og dødens lænker. Der er ingen anden vej til befrielse end denne kundskab om den Højeste Person.

Ingen sandhed er højere end denne Højeste Person, for Han er den største. Han er mindre end det mindste, og Han er større end det største. Han er som et stillestående træ, og Han oplyser den transcendentale himmel, og som et træ spreder sine rødder, spreder Han Sine omfattende energier.”

Af disse vers kan vi slutte, at den Højeste Absolutte Sandhed er Guddommens Højeste Personlighed, der er altgennemtrængende gennem Sine mangfoldige energier, materielle såvel som åndelige.

FORKLARING: Dette vers forklarer, hvordan Herren er altgennemtrængende gennem Sine forskellige materielle og åndelige energier. Den Højeste Herre kan til at begynde med opfattes gennem Sine forskellige energier, og på den måde erkendes Han upersonligt. Ligesom halvguden på Solen er en person, der kan opfattes gennem sin altgennemtrængende energi, solskinnet, kan Herren, skønt Han befinder Sig i Sin evige bolig, opfattes gennem Sine altgennemtrængende udbredte energier.

Det aktive princip i vand er dets smag af vand. Ingen bryder sig om at drikke havvand, for den rene smag af vand er blandet med salt. Vands tiltrækning ligger i dets rene smag, og denne rene smag er en af Herrens energier. Upersonalisten opfatter Herrens tilstedeværelse i vand gennem dets smag, og personalisten priser Herren for så venligt at have forsynet os med velsmagende vand til at slukke menneskets tørst. Det er måden at opfatte den Højeste på. Der er i praksis ingen konflikt imellem personalisme og upersonalisme. Den, der kender Gud, ved, at både den upersonlige og den personlige opfattelse er til stede samtidig i alting, og at der ingen modsætning er mellem dem. Herren Caitanya gav derfor Sin ophøjede lære, acintya bheda-og-abheda-tattva: ufattelig samtidig enhed og forskellighed.

Lyset fra Solen og Månen kommer også oprindeligt fra brahmajyoti, der er Herrens upersonlige stråleglans. Og praṇava eller oṁ-kāra, den transcendentale lyd, der indleder alle vediske hymner, henvender sig ligeledes til den Højeste Herre. Eftersom upersonalisterne er meget bange for at tiltale den Højeste Herre, Kṛṣṇa, ved Hans talløse navne, foretrækker de at fremsige den transcendentale lyd oṁ-kāra. Men de forstår ikke, at oṁ-kāra er Kṛṣṇas lydrepræsentation. Det Kṛṣṇa-bevidste domæne udstrækker sig til alt, og den, der forstår Kṛṣṇa-bevidsthed, er velsignet. De, der ikke kender Kṛṣṇa, er under illusion, og således er kendskab til Kṛṣṇa befrielse, og uvidenhed om Ham er trældom.

FORKLARING: Puṇya betyder det, der ikke er gået i opløsning. Puṇya betyder oprindeligt. Alt i den materielle verden har en vis aroma eller duft som for eksempel aromaen og duften i en blomst eller i jorden, i vand, i ild, i luft osv. Denne rene duft, den oprindelige aroma, der gennemtrænger alt, er Kṛṣṇa. På samme måde har alt en vis oprindelig smag, og denne smag kan ændres ved iblanding af kemikalier. Så alt, der er oprindeligt, har en vis lugt, duft og smag. Vibhāvasu betyder ild. Uden ild kan vi ikke drive fabrikker, ikke lave mad osv., og den ild er Kṛṣṇa. Varmen i ilden er Kṛṣṇa. Ifølge den vediske lægevidenskab skyldes dårlig fordøjelse en lav temperatur i maven. Så selv for at fordøje er det nødvendigt med ild. I Kṛṣṇa-bevidsthed bliver vi bevidste om, at jord, vand, ild, luft og alle aktive principper, kemikalier og materielle elementer skyldes Kṛṣṇa. Et menneskes livslængde beror også på Kṛṣṇa. Derfor kan mennesket enten forlænge eller forkorte livet ved Kṛṣṇas nåde. Man kan således være Kṛṣṇa-bevidst inden for alle områder.

FORKLARING: Bījam betyder frø. Kṛṣṇa er frøet til alt. Der findes forskellige levende væsener, både bevægelige og ubevægelige. Fugle, dyr, mennesker og mange andre skabninger er bevægelige levende væsener, imens træer og planter er ubevægelige. De kan ikke bevæge sig, men kun stå stille. Hver eneste skabning er indeholdt i de 8.400.000 arter. Nogle af dem er bevægelige, og andre er ubevægelige. I alle tilfælde er frøet til deres eksistens Kṛṣṇa. Som det forklares i den vediske litteratur, er Brahman, den Højeste Absolutte Sandhed, den kilde, hvorfra alt udspringer. Kṛṣṇa er Parabrahman, den Højeste Ånd. Brahman er upersonlig, og Parabrahman er personlig. Som fastslået i Bhagavad-gītā er den upersonlige Brahman indeholdt i det personlige aspekt. Derfor er Kṛṣṇa oprindeligt kilden til alting. Han er roden. Ligesom et træs rod nærer hele træet, opretholder Kṛṣṇa som altings rod alt i denne materielle manifestation. Det bliver også bekræftet i den vediske litteratur (Kaṭha Upaniṣad 2.2.13):

Han er den oprindelige evige blandt alle evige. Han er det højeste levende væsen blandt alle levende væsener, og Han alene opretholder alt liv. Man kan intet foretage sig uden intelligens, og Kṛṣṇa fortæller, at Han også er roden til al intelligens. Medmindre man er intelligent, kan man ikke forstå Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa.

FORKLARING: Den stærke mands styrke skal anvendes til at beskytte de svage og ikke på personlig aggression. Ifølge de religiøse principper (dharma) bør sexliv på samme måde være for at få børn og ikke til andet. Det er så forældrenes ansvar at gøre deres børn Kṛṣṇa-bevidste.

FORKLARING: Alle verdens materielle aktiviteter bliver styret af den materielle naturs kvaliteter. Selv om disse materielle kvaliteter udspringer fra den Højeste Herre, Kṛṣṇa, er Han ikke underlagt dem. Man kan for eksempel blive straffet ifølge statens love, men kongen, lovgiveren, er ikke underlagt den lov. På samme måde kommer alle den materielle naturs kvaliteter – godhed, lidenskab og uvidenhed – fra den Højeste Herre, Kṛṣṇa, men Kṛṣṇa er ikke underlagt den materielle natur. Derfor er Han nirguṇa, hvilket betyder, at disse guṇaer eller kvaliteter ikke påvirker Ham, selv om de kommer fra Ham. Det er et af de særlige karaktertræk ved Bhagavān, Guddommens Højeste Personlighed.

FORKLARING: Hele verden er fortryllet af den materielle naturs kvaliteter. De, der vildledes af disse tre kvaliteter, kan ikke forstå, at den Højeste Herre, Kṛṣṇa, er transcendental til den materielle natur.

Ethvert levende væsen, der står under den materielle naturs indflydelse, har en bestemt slags krop og bestemte psykologiske og biologiske aktiviteter i overensstemmelse dermed. Der er fire klasser af mennesker, der fungerer i den materielle naturs tre kvaliteter. De, der er helt i godhedens kvalitet, kaldes brāhmaṇaer. De, der er rendyrket i lidenskabens kvalitet, kaldes kṣatriyaer. De, der befinder sig i en blanding af lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter, kaldes vaiśyaer. De, der er helt i uvidenhed, går under betegnelsen śūdraer. Og de, der er lavere end det, er enten dyr eller lever som dyr. Disse betegnelser er imidlertid ikke permanente. Hvad enten jeg er brāhmaṇa, kṣatriya, vaiśya eller hvad som helst, er dette liv under alle omstændigheder midlertidigt. Men selv om livet er midlertidigt, og vi ikke ved, hvad vi bliver i næste liv, danner vi under indflydelse af den illusoriske energi vores forestillinger om os selv ud fra denne kropslige livsopfattelse, og på den måde tror vi, at vi er amerikanere, indere, russere eller brāhmaṇaer, hinduer, muslimer osv. Og hvis vi bliver viklet ind i den materielle naturs kvaliteter, glemmer vi Guddommens Højeste Personlighed, der står bag disse kvaliteter. Så Herren Kṛṣṇa bemærker her, at levende væsener, der er vildledte af disse tre kvaliteter, ikke forstår, at bag den materielle baggrund står Guddommens Højeste Personlighed.

Der er mange forskellige slags levende væsener såsom mennesker, halvguder, dyr osv., og alle er de underlagt den materielle naturs indflydelse og har alle glemt den transcendentale Guddommens Personlighed. De, der er i lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter, og selv de, der er i godhedens kvalitet, kan ikke komme tættere på den Absolutte Sandhed end til den upersonlige Brahman-opfattelse. De forvirres, når de står ansigt til ansigt med den Højeste Herres personlige aspekt, der besidder al skønhed, rigdom, viden, styrke, berømmelse og forsagelse. Når selv de, der er i godhed, ikke kan forstå, hvilket håb er der så for dem i lidenskab og uvidenhed? Kṛṣṇa-bevidsthed er transcendental til alle disse tre kvaliteter i den materielle natur, og de, der virkelig er etablerede i Kṛṣṇa-bevidsthed, er rent faktisk befriede.

FORKLARING: Guddommens Højeste Personlighed har utallige energier, og de er alle guddommelige. Skønt de levende væsener er en del af Hans energier og derfor er guddommelige, er deres oprindelige højere natur dækket over på grund af deres kontakt med den materielle energi. Når man på den måde er dækket af den materielle energi, kan man umuligt sætte sig ud over dens indflydelse. Som tidligere omtalt er både de åndelige og materielle naturer evige, for de udspringer fra Guddommens Højeste Personlighed. De levende væsener tilhører Herrens evige højere natur, men på grund af forureningen fra den lavere natur, materie, er deres illusion også evig. Den betingede sjæl kaldes derfor nitya-baddha eller evigt betinget. Ingen kan spore tilbage i fortiden og finde det særlige tidspunkt i den materielle verdens historie, hvor vedkommende blev betinget. Derfor er det også meget svært for os at slippe ud af kløerne på den materielle natur, selv om den materielle natur er en lavere energi, for den materielle energi styres til syvende og sidst af den højeste vilje, som det levende væsen ikke kan undslippe. Her bliver den lavere materielle natur defineret som en guddommelig natur på grund af dens guddommelige forbindelse og dens bevægelse ifølge den guddommelige vilje. Fordi den materielle natur styres af den guddommelige vilje, agerer den, selv om den er en lavere energi, så forunderligt i skabelsen og udslettelsen af den kosmiske manifestation. Vedaerne (Śvetāśvatara Upaniṣad 4.10) bekræfter dette. Māyāṁ tu prakṛtiṁ vidyān, māyinaṁ tu maheśvaram: “Selv om māyā [illusion] er falsk eller midlertidig, er baggrunden for māyā den største magiker, Guddommens Personlighed, der er Maheśvara, den højeste hersker.”

En anden betydning af ordet guṇa er “reb”. Det skal forstås på den måde, at den betingede sjæl er stramt bundet med illusionens reb. Et menneske, der er bundet på hænder og fødder, kan ikke komme fri af sig selv. Man er nødt til at få hjælp fra en, der ikke er bundet. Fordi den, der er bundet, ikke kan hjælpe en anden, der også er bundet, må redningsmanden selv være befriet. Derfor kan kun Herren Kṛṣṇa eller Hans ægte repræsentant, den åndelige mester, sætte den betingede sjæl fri. Uden en sådan højere hjælp kan man ikke blive frigjort fra bindingen til den materielle natur. Hengiven tjeneste eller Kṛṣṇa-bevidsthed kan hjælpe én til en sådan frigørelse. Eftersom Kṛṣṇa er Herren over den illusoriske energi, kan Han give denne uovervindelige energi ordre til at sætte den betingede sjæl fri. Han beordrer denne frigivelse på grund af Sin årsagsløse nåde mod den overgivne sjæl og Sin faderlige kærlighed til det levende væsen, der oprindeligt er en elsket søn af Herren. At overgive sig til Herrens lotusfødder er derfor den eneste måde at slippe ud af kløerne på den strenge materielle natur.

Ordene mām eva er også betydningsfulde. Mām betyder til Kṛṣṇa (Viṣṇu) alene og ikke til Brahmā eller Śiva. Selv om Brahmā og Śiva er meget ophøjede og næsten på samme plan som Viṣṇu, kan sådanne inkarnationer af rajo-guṇa (lidenskab) og tamo-guṇa (uvidenhed) ikke frigøre den betingede sjæl fra māyās kløer. Både Brahmā og Śiva er med andre ord også under māyās indflydelse. Kun Viṣṇu er Herre over māyā. Det er derfor kun Ham, der kan sætte den betingede sjæl fri. Vedaerne (Śvetāśvatara Upaniṣad 3.8) bekræfter dette med udtrykket tam eva viditvā eller “frihed er kun mulig ved at forstå Kṛṣṇa”. Selv Herren Śiva bekræfter, at befrielse kun er mulig ved Viṣṇus nåde. Herren Śiva udtaler (Harivaṁśa Purāṇa 3.80.30), mukti-pradātā sarveṣāṁ, viṣṇur eva na saṁśayaḥ: “Viṣṇu er utvivlsomt den, der skænker alle befrielse.”

FORKLARING: Der står i Bhagavad-gītā, at man kan overvinde den materielle naturs strenge love blot ved at overgive sig til Guddommens Personlighed, Kṛṣṇas, lotusfødder. Man kan så spørge: Hvordan kan det være, at højtuddannede filosoffer, videnskabsmænd, forretningsfolk, administratorer og alle ledere af folk i almindelighed så ikke overgiver sig til Śrī Kṛṣṇa, den almægtige Guddommens Personligheds, lotusfødder? Menneskehedens ledere har på forskellige måder og med store planer og stor udholdenhed i mange år og liv søgt mukti eller befrielse fra den materielle naturs love. Hvis denne befrielse er mulig blot ved at overgive sig til Guddommens Højeste Personligheds lotusfødder, hvorfor benytter disse intelligente og hårdtarbejdende ledere sig så ikke af denne enkle metode?

Bhagavad-gītā besvarer dette spørgsmål ærligt og ligefremt. De virkelig lærde samfundsledere som Brahmā, Śiva, Kapila, Kumāraerne, Manu, Vyāsa, Devala, Asita, Janaka, Prahlāda, Bali og senere Madhvācārya, Rāmānujācārya, Śrī Caitanya og mange andre, der alle er solide filosoffer, politikere, undervisere, videnskabsmænd osv., overgiver sig til den Højeste Person, den almægtige autoritet. De, der ikke er virkelige filosoffer, videnskabsmænd, lærere, administratorer osv., men blot udgiver sig for at være det for at opnå materiel vinding, accepterer ikke den Højeste Herres plan eller vej. De har ingen idé om Gud. De udtænker blot deres egne verdslige planer og komplicerer følgelig kun den materielle tilværelses problemer yderligere i deres forgæves forsøg på at løse dem. Eftersom den materielle energi (naturen) er så kraftfuld, kan den modstå ateisternes uautoriserede planer og forpurre alle såkaldte planlægningskommissioners ideer.

De ateistiske planlæggere beskrives her med ordet duṣkṛtinaḥ eller “skurke”. Kṛtī betyder en, der har udført fortjenstfuldt arbejde. Den ateistiske planlægger er nogle gange også meget intelligent og fortjenstfuld, for enhver gigantisk plan, hvad enten den er god eller dårlig, kræver intelligens at gennemføre. Men fordi ateisten misbruger sin hjerne til at modsætte sig den Højeste Herres plan, kaldes den ateistiske planlægger for duṣkṛtī, hvilket angiver, at hans intelligens og anstrengelser anvendes forkert.

Det fastslås klart og tydeligt i Bhagavad-gītā, at den materielle energi fungerer helt under den Højeste Herres ledelse. Den har ingen uafhængig autoritet. Den fungerer ligesom en skygge, der følger en genstands bevægelser. Ikke desto mindre er den materielle energi meget stærk, og på grund af sit gudløse temperament kan ateisten ikke forstå, hvordan den fungerer, eller kende den Højeste Herres plan. Under indflydelse af illusion og lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter bliver alle hans planer forpurret, som det var tilfældet med Hiraṇyakaśipu og Rāvaṇa, hvis planer blev knust til støv, selv om de begge var materielt lærde som videnskabsmænd, filosoffer, administratorer og lærere. Disse duṣkṛtinaer eller skurke følger fire forskellige adfærdsmønstre som beskrevet i det følgende.

(1) Mūḍhaerne er dem, der er decideret dumme ligesom hårdtarbejdende lastdyr. De vil selv nyde frugterne af deres arbejde og ønsker derfor ikke at give dem til den Højeste. Det typiske eksempel på et lastdyr er æslet. Dette beskedne dyr sættes til at slide hårdt for sin herre. Æslet er ikke rigtig klar over, for hvem det arbejder så hårdt dag ud og dag ind. Det er tilfreds med at kunne fylde sin mave med lidt græs, sove i ny og næ under frygt for at blive slået af sin herre og tilfredsstille sit seksuelle begær med fare for at blive sparket gentagne gange af det modsatte køn. Æslet opløfter undertiden sin røst i sang af poesi og filosofi, men dets skryden forstyrrer blot andre. Dette er situationen for den tåbelige frugtstræbende arbejder, der ikke ved, hvem han burde arbejde for. Han ved ikke, at karma (handling) er beregnet til yajña (offer).

For det meste siger de, der arbejder hårdt dag og nat for at klare byrden af deres selvskabte pligter, at de ikke har tid til at høre om det levende væsens udødelighed. For sådanne mūḍhaer er materiel vinding, der er forgængelig, livets ét og alt på trods af, at mūḍhaerne kun nyder en uanseelig lille del af deres eget arbejdes frugter. Somme tider tilbringer de søvnløse dage og nætter for en eller anden frugtstræbende vindings skyld, og selv om de har mavesår eller fordøjelsesbesvær, stiller de sig tilfredse med praktisk taget ingen mad. De er udelukkende optaget af at slide hårdt dag ud og dag ind til gavn for illusoriske herrer. Uvidende om deres virkelige Herre spilder de tåbelige arbejdere deres tid på at tjene mammon. Desværre overgiver de sig aldrig til Herren over alle herrer, og de afser heller ikke tid til at høre om Ham fra de rette kilder. Svinet, der æder ekskrementer, bryder sig ikke om søde sager af sukker og ghee. På samme måde fortsætter den tåbelige arbejder utrætteligt med at lytte til sansebehagende nyheder fra den flygtige verdslige sfære, men har så godt som ingen tid til at høre om den evige livskraft, der animerer den materielle verden.

(2) En anden klasse af duṣkṛtīer eller skurke går under betegnelsen narādhama, der betyder menneskehedens laveste. Nara betyder “menneske”, og adhama betyder “laveste”. Af de 8.400.000 forskellige arter af levende væsener er der 400.000 menneskelige arter. Af disse er der talrige lavere former for mennesker, der for størstedelens vedkommende er uciviliserede. De civiliserede mennesker er dem, der har faste principper for socialt, politisk og religiøst liv. De, der er socialt og politisk udviklede, men savner religiøse principper, må betragtes som narādhama. Og religion uden Gud er heller ikke religion, for formålet med at følge religiøse principper er at forstå den Højeste Sandhed og menneskets forhold til Ham. I Bhagavad-gītā forklarer Guddommens Personlighed klart og tydeligt, at der findes ingen autoritet over Ham, og at Han er den Højeste Sandhed. Formålet med det civiliserede menneskeliv er, at mennesket skal genoplive sin tabte bevidsthed om sit evige forhold til den Højeste Sandhed, Guddommens Personlighed, Śrī Kṛṣṇa, der er almægtig. Alle, der lader denne mulighed gå fra sig, bliver klassificeret som narādhama. De åbenbarede skrifter fortæller os, at når barnet befinder sig i moderens mave (en særdeles ubehagelig situation), beder det til Gud om at måtte blive frelst og lover at tilbede Ham alene, så snart det kommer ud. At bede til Gud, når man er i vanskeligheder, er et naturligt instinkt hos alle levende væsener, for de er for evigt relateret til Gud. Men efter sin fødsel glemmer barnet sine fødselsvanskeligheder og under māyā, den illusoriske energis, påvirkning også hvem, der befriede det.

Børns formyndere har pligt til at genoplive børnenes latente guddommelige bevidsthed. Hensigten med de ti reformeringsceremonier, som de påbydes i Manu-smṛti, der giver retningslinierne for de religiøse principper, er at genopvække Gudsbevidstheden i varṇāśrama-systemet. Ingen sådan proces følges dog strengt noget sted i verden nu om dage, og derfor er 99,9 procent af befolkningen narādhama.

Når hele befolkningen er narādhama, bliver al dens såkaldte uddannelse naturligt gjort til skamme af den fysiske naturs almægtige kræfter. Ifølge Bhagavad-gītās målestok er en uddannet person ham, der ser med samme syn på en lærd brāhmaṇa, en ko, en elefant, en hund og en hundeæder. Det er den sande hengivnes syn på verden. Śrī Nityānanda Prabhu, der er inkarnationen af Guddommen som guddommelig mester, udfriede et par typiske narādhamaer, de to brødre Jagāi og Mādhāi, og viste, hvordan en rigtig hengivens nåde skal skænkes til de laveste blandt mennesker. Så narādhamaerne, der er blevet forkastet af Guddommens Personlighed, kan kun genopvække deres åndelige bevidsthed ved at få en hengivens nåde.

Da Śrī Caitanya Mahāprabhu udbredte Sin bhāgavata-dharma (de hengivnes aktiviteter), anbefalede Han, at folk lytter ydmygt til Guddommens Højeste Personligheds budskab. Essensen af dette budskab er Bhagavad-gītā. De laveste blandt mennesker kan kun blive udfriet ved at lytte ydmygt på denne måde, men desuagtet nægter de så meget som at lægge øre til disse budskaber for slet ikke at tale om at overgive sig til den Højeste Herres vilje. Narādhamaer eller menneskehedens laveste tilsidesætter med vilje menneskets vigtigste pligt.

(3) Den næste klasse af duṣkṛtīer kaldes māyayāpahṛta-jñānāḥ eller “de, hvis store lærdom gøres til skamme under indvirkningen af den illusoriske materielle energi.” De er for det meste nogle meget kloge fyre som store filosoffer, digtere, forfattere, videnskabsmænd osv., men den illusoriske energi vildleder dem, og derfor adlyder de ikke den Højeste Herre.

Der findes rigtig mange māyayāpahṛta-jñānāer for øjeblikket, selv blandt de lærde i Bhagavad-gītā. I Bhagavad-gītā bliver det på et jævnt og ligefremt sprog forklaret, at Śrī Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed. Ingen er lig med eller større end Ham. Han omtales som fader til Brahmā, der er alle menneskers oprindelige fader. Ja, Śrī Kṛṣṇa siges ikke alene at være Brahmās fader, men også fader til alle livsarter. Han er roden til den upersonlige Brahman, og Paramātmā, Oversjælen i alle levende væsener, er Hans fuldstændige del. Han er ophav til alt, og alle rådes til at overgive sig til Hans lotusfødder. På trods af alle disse klare udsagn nedgør māyayāpahṛta-jñānāerne den Højeste Herres personlighed og anser Ham for blot at være et andet menneske. De er ikke klar over, at den velsignede menneskelige livsform er konstrueret efter den Højeste Herres evige og transcendentale form.

Alle māyayāpahṛta-jñānā-klassens mange uautoriserede Bhagavad- gītā-fortolkninger, der ikke er i tråd med paramparā-systemet, er intet andet end nok så mange hindringer på den åndelige forståelses vej. De vildledte fortolkere overgiver sig hverken til Śrī Kṛṣṇas lotusfødder eller underviser andre i at følge dette princip.

(4) Den sidste klasse af duṣkṛtīer kaldes āsuraṁ bhāvam āśritāḥ eller “de, hvis principper er dæmoniske.” Denne klasse er åbenlyst ateistisk. Nogle af dem påstår, at den Højeste Herre aldrig kan stige ned til den materielle verden, men de har ingen håndgribelige grunde til, hvorfor det ikke skulle kunne lade sig gøre. Andre vil have Ham til at være underordnet det upersonlige aspekt på trods af, at det modsatte bliver forklaret i Bhagavad-gītā. Af misundelse mod Guddommens Højeste Personlighed lancerer ateisten en masse uægte inkarnationer, der ikke er andet end hans eget hjernespinds frembringelser. Sådanne personer, hvis selve grundlag i livet er at nedgøre Guddommens Personlighed, kan ikke overgive sig til Śrī Kṛṣṇas lotusfødder.

Śrī Yāmunācārya Ālabandāru fra Sydindien skrev (Stotra-ratnam 3): “O min Herre, Du kan ikke forstås af personer, der er impliceret i ateistiske principper, til trods for Dine usædvanlige egenskaber, træk og aktiviteter, på trods af, at Din person bekræftes af alle de åbenbarede skrifter i godhedens kvalitet, og til trods for, at Du er anerkendt af berømte autoriteter, der er kendte for deres dybe kendskab til den transcendentale videnskab og for at være solidt forankret i guddommelige kvaliteter.”

Derfor overgiver (1) skammeligt tåbelige personer, (2) de laveste blandt mennesker, (3) vildledte intellektuelle spekulanter og (4) erklærede ateister sig som nævnt ovenfor aldrig til Guddommens Personligheds lotusfødder på trods af alle skriftlige og autoritative anbefalinger.

FORKLARING: I modsætning til slynglerne er dette dem, der følger skrifternes faste principper. De kaldes sukṛtinaḥ eller dem, der adlyder skrifternes regler og forskrifter, overholder de moralske og sociale love og har mere eller mindre hengivet sig til den Højeste Herre. Af disse er der fire klasser af mennesker: De, der af og til lider nød, de, der har brug for penge, de, der somme tider er nysgerrige, og endelig de, der nogle gange søger efter viden om den Absolutte Sandhed. Disse mennesker vender sig mod den Højeste Herre under forskellige omstændigheder for at gøre hengiven tjeneste. De er ikke rene hengivne, for de tragter efter et eller andet til gengæld for deres hengivne tjeneste. Ren hengiven tjeneste er helt fri for motiver og ønsker om materiel vinding. Bhakti-rasāmṛta-sindhu (1.1.11) definerer ren hengivenhed således:

“Man skal velvilligt yde transcendental kærlighedstjeneste til den Højeste Herre, Kṛṣṇa, uden ønske om materielt udbytte eller vinding igennem frugtstræbende handlinger eller filosofisk spekulation. Det kaldes ren hengiven tjeneste.”

Når disse fire slags mennesker kommer til den Højeste Herre for at gøre hengiven tjeneste og er blevet helt renset gennem omgang med en ren hengiven, bliver de også rene hengivne. Hvad slynglerne angår, er hengiven tjeneste en meget vanskelig ting for dem, for deres liv er selviske, uregulerede og blottede for åndelige mål. Men selv nogle af dem kan også blive rene hengivne, hvis de er så heldige at komme i kontakt med en ren hengiven.

De, der altid er travlt optaget af frugtstræbende handlinger, kommer til Herren i materiel nød, hvor de på det tidspunkt omgås med rene hengivne og i deres nød selv bliver Herrens hengivne. De, der slet og ret er frustrerede, kommer også somme tider for at være sammen med rene hengivne og bliver nysgerrige efter at vide noget om Gud. Når de tørre filosoffer på samme måde er blevet frustreret på alle andre kundskabsområder, får de af og til lyst til at lære noget om Gud og kommer til den Højeste Herre for at gøre hengiven tjeneste. På den måde overskrider de kundskaben om den upersonlige Brahman og den lokaliserede Paramātmā og kommer til den personlige opfattelse af Guddommen ved den Højeste Herre eller Hans rene hengivnes nåde. Alt i alt bliver de selv rene hengivne, når de, der lider, de nysgerrige, de, der søger viden, og de, der har behov for penge, bliver fri for alle materielle ønsker, og når de til fulde forstår, at materiel belønning intet har at gøre med åndeligt fremskridt. Så længe de ikke er nået til dette rensede stadie, vil hengivne i Herrens transcendentale tjeneste være besmittede af frugtstræbende handlinger, søgen efter verdslig viden osv. Man bliver nødt til at hæve sig over alt dette, før man kan komme til niveauet af ren hengiven tjeneste.

FORKLARING: Når de nødlidende, de nysgerrige, de pengeløse og de, der søger efter den højeste viden, er blevet fri for enhver besmittelse fra materielle ønsker, kan de alle blive rene hengivne. Men af dem bliver den, der har viden om den Absolutte Sandhed og er fri for alle materielle ønsker, en virkelig ren hengiven. Af de fire grupper er den hengivne, der har fuld viden og på samme tid er engageret i hengiven tjeneste, ifølge Herren den bedste. Ved at søge efter viden erkender han, at hans selv er forskelligt fra hans materielle krop, og når han bliver mere avanceret, får han kendskab til den upersonlige Brahman og Paramātmā. Når han er helt renset, erkender han, at hans naturlige position er at være Guds evige tjener. Så ved at omgås med rene hengivne bliver den nysgerrige, den lidende, den, der søger materielt fremskridt, og den, der har kundskab, selv rene. Men på det indledende stadie er den, der er i fuld viden om den Højeste Herre, og som samtidig er engageret i hengiven tjeneste, meget afholdt af Herren. Den, der er situeret i ren kundskab om Guddommens Højeste Personligheds transcendentale natur, er så beskyttet i hengiven tjeneste, at materiel besmittelse ikke kan røre ham.

FORKLARING: Det er ikke sådan, at Herren ikke holder af de hengivne, der er mindre fuldstændige i deres kundskab. Herren udtaler, at de er alle ædle, for hvem som helst, der uanset af hvilken grund kommer til Herren, kaldes en mahātmā eller stor sjæl. De hengivne, der vil have en eller anden fordel i bytte for hengiven tjeneste, accepteres af Herren, fordi der sker en udveksling af kærlighed. Af kærlighed beder de Herren om noget materielt, og når de får det, bliver de så tilfredse, at de også gør fremskridt i hengiven tjeneste. Men den hengivne, der er i fuld kundskab, anses for at være Herren meget kær, for hans eneste formål er at tjene den Højeste Herre med kærlighed og hengivenhed. En sådan hengiven kan ikke leve så meget som et sekund uden at være i kontakt med eller tjene den Højeste Herre. På samme måde holder den Højeste Herre meget af Sin hengivne og kan ikke skilles fra ham.

I Śrīmad-Bhāgavatam (9.4.68) fortæller Herren:

“De hengivne befinder sig altid i Mit hjerte, og Jeg er altid i de hengivnes hjerter. Den hengivne ved ikke af andet end Mig, og Jeg kan heller ikke glemme den hengivne. Der hersker et meget tæt forhold mellem Mig og de rene hengivne. Rene hengivne i fuld viden er aldrig uden den åndelige forbindelse, og derfor holder Jeg meget af dem.”

FORKLARING: Efter at have gjort hengiven tjeneste eller udført transcendentale ritualer i mange, mange liv kan det være, at det levende væsen faktisk bliver situeret i ren transcendental viden om Guddommens Højeste Personlighed som det endelige mål for åndelig erkendelse. I begyndelsen af åndelig erkendelse, mens man prøver at opgive sin tilknytning til materialisme, er der en vis tendens til upersonalisme, men når man gør yderligere fremskridt, kan man forstå, at der er aktiviteter i åndeligt liv, og at disse aktiviteter udgør hengiven tjeneste. Når man erkender dette, bliver man knyttet til Guddommens Højeste Personlighed og overgiver sig til Ham. På det tidspunkt kan man forstå, at Herren Śrī Kṛṣṇas nåde er alt, at Han er alle årsagers årsag, og at denne materielle manifestation ikke er uafhængig af Ham. Man forstår, at den materielle verden er en forvrænget genspejling af åndelig mangfoldighed, og at der i alting er en relation til den Højeste Herre, Kṛṣṇa. Således ser man alt i forhold til Vāsudeva eller Śrī Kṛṣṇa. Et sådant universelt syn af Vāsudeva går forud for ens fulde overgivelse til den Højeste Herre, Śrī Kṛṣṇa, som det højeste mål. Den slags store overgivne sjæle er meget sjældne.

Dette vers forklares fint i Śvetāśvatara Upaniṣads kapitel 3, vers 14–15:

“Herren Viṣṇu har tusinder af hoveder, tusinder af øjne og tusinder af fødder. Han omslutter hele universet, men rækker stadigvæk ud over det med to håndsbredder. I virkeligheden er Han hele universet. Han er alt, der var, og alt, som er. Han er Herren over udødelighed og alt, der næres af føde.”

I Chāndogya Upaniṣad (5.1.15) står der, na vai vāco na cakṣūṁṣi na śrotrāṇi na manāṁsīty ācakṣate, prāṇā ity evācakṣate, prāṇo hy evaitāni sarvāṇi bhavati: “I et levende væsens krop er hverken evnen til at tale eller evnen til at se, høre eller tænke den vigtigste faktor. Det er liv, der er midtpunktet for alle aktiviteter.” På samme måde er Herren Vāsudeva eller Guddommens Personlighed, Śrī Kṛṣṇa, den vigtigste faktor i alting. I denne krop har man evnen til at tale, se, høre, tænke osv., men disse er ligegyldige, hvis de ikke er forbundet med den Højeste Herre. Og fordi Vāsudeva er altgennemtrængende, og alt er Vāsudeva, overgiver den hengivne sig i fuld viden (jf. Bhagavad-gītā 7.17 og 11.40).

FORKLARING: De, der er fri for al materiel besmittelse, overgiver sig til den Højeste Herre og engagerer sig i Hans hengivne tjeneste. Så længe den materielle forurening ikke er vasket helt bort, er man af natur ikke- hengiven. Men selv de, der har materielle ønsker, og som søger tilflugt hos den Højeste Herre, er ikke så meget tiltrukket af den ydre natur. Fordi de vender sig mod det rigtige mål, bliver de snart fri for al materiel lyst. Det bliver anbefalet i Śrīmad-Bhāgavatam, at uanset om man er en ren hengiven og helt fri for materielle ønsker, om man er fyldt med materielle ønsker, eller om man ønsker befrielse fra materiel forurening, bør man under alle omstændigheder overgive sig til Vāsudeva og tilbede Ham. Ifølge Śrīmad-Bhāgavatam (2.3.10):

Mindre intelligente mennesker, der har mistet deres åndelige forstand, søger tilflugt hos halvguder for at få opfyldt deres materielle ønsker med det samme. Normalt vender den slags mennesker sig ikke til Guddommens Højeste Personlighed, fordi de befinder sig i naturens lavere kvaliteter (uvidenhed og lidenskab), og derfor dyrker de forskellige halvguder. De er tilfredse med blot at følge reglerne og forskrifterne for tilbedelse. Halvgudetilbederne motiveres af små ønsker og ved ikke, hvordan man når det højeste mål, men den Højeste Herres hengivne lader sig ikke vildlede. Eftersom den vediske litteratur anbefaler at tilbede forskellige guder til forskellige formål (f.eks. anbefales en syg at tilbede Solen), tror de, der ikke er Herrens hengivne, at halvguderne er bedre end den Højeste Herre til visse ting. Men en ren hengiven ved, at den Højeste Herre, Kṛṣṇa, er alles herre. Ifølge Caitanya-caritāmṛta (Ādi 5.142), ekale īśvara kṛṣṇa, āra saba bhṛtya: Kun Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, er herre, og alle andre er tjenere. En ren hengiven vender sig derfor aldrig til halvguderne for at få tilfredsstillet sine materielle behov. Han afhænger af den Højeste Herre, og den rene hengivne er tilfreds med uanset hvad, Herren giver ham.

FORKLARING: Gud har givet alle deres frihed. Hvis en person derfor gerne vil have materiel nydelse og oprigtigt ønsker at få sådanne faciliteter fra de materielle halvguder, forstår den Højeste Herre det som Oversjælen i alles hjerter og giver en sådan person det, han vil have. Som den højeste fader til alle levende væsener blander Han Sig ikke i deres uafhængighed, men giver dem alle muligheder, så de kan få opfyldt deres materielle ønsker. Nogle vil måske spørge, hvorfor den almægtige Gud faciliterer de levende væseners nydelse af denne materielle verden og på den måde lader dem gå i den illusoriske energis fælde. Svaret er, at hvis den Højeste Herre som Oversjælen ikke skænkede disse faciliteter, ville der ikke være nogen mening med deres frihed. Derfor giver Han alle deres fulde frihed til at gøre, hvad de har lyst til, men Hans endelige instruktion finder vi i Bhagavad-gītā: Man bør opgive ethvert andet engagement og helt overgive sig til Ham. Det vil gøre mennesket lykkeligt.

Både det levende væsen og halvguderne er underordnet Guddommens Højeste Personligheds vilje. Derfor kan det levende væsen ikke tilbede nogen halvgud ved sit eget ønske, og halvguden kan heller ikke skænke nogen form for velsignelse uden den Højestes vilje. Som det siges, bevæger ikke så meget som et græsstrå sig, medmindre Guddommens Højeste Personlighed vil det. Normalt henvender de, der lider i den materielle verden, sig til halvguderne, som de tilrådes det i den vediske litteratur. En person, der ønsker sig en bestemt ting, kan tilbede en eller anden halvgud. Er man for eksempel syg, anbefales det at tilbede solguden. Ønsker man sig en uddannelse, kan man tilbede lærdommens gudinde, Sarasvatī, og en person, der ønsker sig en smuk kone, kan tilbede gudinden Umā, Herren Śivas hustru. På den måde er der anbefalinger i śāstraerne (de vediske skrifter) af forskellige måder at tilbede forskellige halvguder på. Eftersom et bestemt levende væsen ønsker at nyde en vis materiel facilitet, inspirerer Herren ham med et stærkt ønske om at opnå den velsignelse fra den pågældende halvgud, og på den måde lykkes det for det levende væsen at få den velsignelse. Det levende væsens særlige hengivne mentalitet over for en bestemt halvgud bliver også arrangeret af den Højeste Herre. Halvguderne kan ikke indgyde en sådan sympati i de levende væsener, men da Kṛṣṇa er den Højeste Herre eller Oversjælen, der findes i hjertet på alle levende væsener, tilskynder Han mennesket til at tilbede visse halvguder. Halvguderne er i virkeligheden forskellige dele af den Højeste Herres universelle krop, og derfor er de ikke uafhængige. Der står i den vediske litteratur: “Guddommens Højeste Personlighed er som Oversjælen også til stede i hjertet på halvguden. Derfor arrangerer Han gennem halvguden at opfylde det levende væsens ønske. Men både halvguden og det levende væsen er afhængig af den højeste vilje. De er ikke uafhængige.”

FORKLARING: Halvguderne kan ikke begunstige deres hengivne uden den Højeste Herres tilladelse. Det levende væsen glemmer måske, at alting er den Højeste Herres ejendom, men halvguderne glemmer det ikke. Så tilbedelsen af halvguderne og opnåelsen af de ønskede resultater skyldes ikke halvguderne, men er Guddommens Højeste Personligheds arrangement. Det mindre intelligente levende væsen er ikke klar over dette, og derfor vender han sig tåbeligt til halvguderne for at få en eller anden velsignelse. Men når den rene hengivne er i behov for noget, beder han udelukkende til den Højeste Herre om det. At bede om materielle velsignelser kendetegner imidlertid ikke en ren hengiven. Et levende væsen henvender sig som regel til halvguderne, fordi han er gal efter at få tilfredsstillet sin lyst. Dette sker, når det levende væsen ønsker sig noget utilbørligt, og Herren ikke opfylder ønsket. Der står i Caitanya-caritāmṛta, at den, der tilbeder den Højeste Herre og samtidig ønsker materiel nydelse, har modstridende ønsker. Hengiven tjeneste til den Højeste Herre og tilbedelse af en halvgud kan ikke være på samme niveau, for halvgudetilbedelse er materiel, og hengiven tjeneste til den Højeste Herre er helt igennem åndelig.

For det levende væsen, der ønsker at vende tilbage til Guddommen, er materielle ønsker forhindringer. En ren hengiven af Herren bliver derfor ikke belønnet med de materielle goder, der eftertragtes af mindre intelligente levende væsener, som derfor foretrækker at dyrke den materielle verdens halvguder i stedet for at engagere sig i den Højeste Herres hengivne tjeneste.

FORKLARING: Visse Bhagavad-gītā-kommentatorer hævder, at den, der tilbeder en halvgud, også kan komme til den Højeste Herre, men her står der klart og tydeligt, at halvgudetilbederne kommer til de forskellige planetsystemer, hvor de forskellige halvguder befinder sig, ligesom en soltilbeder kommer til Solen eller en tilbeder af Månens halvgud kommer til Månen. Hvis man på samme måde ønsker at tilbede en halvgud som Indra, kan man komme til denne særlige halvguds planet. Det er langt fra sådan, at alle vil nå til Guddommens Højeste Personlighed, uanset hvilken halvgud de tilbeder. Det bliver afvist her, for her fastslås det tydeligt, at halvgudetilbederne kommer til forskellige planeter i den materielle verden, mens den Højeste Herres hengivne kommer direkte til Guddommens Personligheds suveræne planet.

Her kan man indvende, at hvis halvguderne er forskellige dele af den Højeste Herres krop, burde man opnå det samme resultat ved at tilbede dem. Halvgudetilbederne er imidlertid ikke særlig intelligente, for de er ikke klar over hvilken del af kroppen, man giver mad til. Nogle af dem er så tåbelige, at de hævder, at der er mange steder, man kan give mad til, og mange måder at gøre det på. Det er ikke særlig fornuftigt. Kan man give mad til kroppen gennem ørerne eller øjnene? Halvgudetilbederne ved ikke, at disse halvguder er forskellige dele af den Højeste Herres universelle krop, og i deres uvidenhed tror de, at hver enkelt halvgud er en selvstændig gud og konkurrent til den Højeste Herre.

Ikke alene halvguderne, men også almindelige levende væsener er dele af den Højeste Herre. I Śrīmad-Bhāgavatam bliver det forklaret, at brāhmaṇaerne er den Højeste Herres hoved, kṣatriyaerne er Hans arme, vaiśyaerne Hans mave, śūdraerne Hans ben, og alle tjener de forskellige funktioner. Uanset hvilken situation, man befinder sig i, er ens viden perfekt, hvis man ved, at både halvguderne og én selv er uadskillelige dele af den Højeste Herre. Men hvis man ikke forstår det, opnår man de forskellige planeter, hvor halvguderne bor. Det er ikke det samme bestemmelsessted, som de hengivne når til.

Resultaterne, man får gennem halvgudernes velsignelser, er forgængelige, for i denne materielle verden er planeterne, halvguderne og deres tilbedere alle forgængelige. Således angives det tydeligt i dette vers, at alle resultater, der opnås ved at dyrke halvguder, er forgængelige, og det er derfor et mindre intelligent levende væsen, der er involveret i en sådan tilbedelse. Fordi den rene hengivne, der er engageret i Kṛṣṇa-bevisthed i den Højeste Herres hengivne tjeneste, opnår en evig lyksalig eksistens, der er fuld af viden, er hans og de almindelige halvgudetilbederes opnåelser vidt forskellige. Den Højeste Herre er ubegrænset. Hans gunst er ubegrænset. Hans nåde er ubegrænset. Derfor er den Højeste Herres nåde mod Hans rene hengivne ubegrænset.

FORKLARING: De, der er tilbedere af halvguder, er blevet beskrevet som mindre intelligente, og her beskrives upersonalisterne på samme måde. Herren Kṛṣṇa taler her til Arjuna i Sin personlige form, og alligevel hævder upersonalisterne i deres uvidenhed, at den Højeste Herre yderst set ingen form har. Yāmunācārya, en stor hengiven af Herren i discipelrækken fra Rāmānujācārya, har skrevet et rammende vers i den forbindelse (Stotra-ratnam 12):

“Min kære Herre, hengivne som Vyāsadeva og Nārada kender Dig som Guddommens Personlighed. Ved at forstå forskellige vediske skrifter kan man komme til indsigt om Dine egenskaber, Din form og Dine aktiviteter, og man kan således forstå, at Du er Guddommens Højeste Personlighed. Men de, der befinder sig i lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter, dæmonerne og de ikke-hengivne, kan ikke forstå Dig. De kan umuligt forstå Dig. Uanset hvor dygtige sådanne ikke-hengivne er til at diskutere Vedānta, Upaniṣaderne og anden vedisk litteratur, er det ikke muligt for dem at forstå Guddommens Personlighed.”

Ifølge Brahma-saṁhitā kan Guddommens Personlighed ikke forstås ved kun at studere Vedānta-litteraturen. Alene ved den Højeste Herres nåde kan man forstå den Højestes personlighed. Det fastslås derfor klart i dette vers, at ikke kun halvgudetilbederne er mindre intelligente, men de ikke-hengivne, der arbejder med Vedānta og spekulationer over den vediske litteratur uden anstrøg af ægte Kṛṣṇa-bevidsthed, er også mindre intelligente, og for dem er det umuligt at forstå Guds personlige natur. Personer, der er af den opfattelse, at den Absolutte Sandhed er upersonlig, beskrives her som abuddhayaḥ, der hentyder til dem, der intet kendskab har til det højeste aspekt af den Absolutte Sandhed. Der står i Śrīmad-Bhāgavatam (1.2.11), at den højeste erkendelse begynder med den upersonlige Brahman og siden udvikler sig op til den lokaliserede Oversjæl, men det sidste ord i den Absolutte Sandhed er Guddommens Personlighed. Moderne upersonalister er endnu mindre intelligente, for de følger ikke engang deres egen forgænger, Śaṅkarācārya, der specifikt erklærede, at Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed. Fordi upersonalister ikke kender den Højeste Sandhed, tror de som følge deraf, at Kṛṣṇa kun er søn af Devakī og Vasudeva eller en prins eller et eller andet kraftfuldt levende væsen. Denne indstilling fordømmes også i Bhagavad-gītā (9.11) med ordene avajānanti māṁ mūḍhā, mānuṣīṁ tanum āśritam: “Kun tåber anser Mig for at være et almindeligt menneske.”

Faktum er, at uden hengiven tjeneste, og uden at man udvikler Kṛṣṇa- bevidsthed, kan ingen forstå Kṛṣṇa. I Śrīmad-Bhāgavatam (10.14.29) bekræftes dette som følger:

“Min Herre, hvis man bliver begunstiget af bare et anstrøg af nåden fra Dine lotusfødder, kan man forstå Din personligheds storhed. Men de, der spekulerer for at forstå Guddommens Højeste Personlighed, vil ikke kunne begribe Dig, om de så fortsætter deres studier af Vedaerne i mange år.” Man kan ikke forstå Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, eller Hans form, kvalitet eller navn udelukkende igennem intellektuel spekulation eller diskussion af vedisk litteratur. Man skal forstå Ham gennem hengiven tjeneste. Kun når man er helt engageret i Kṛṣṇa- bevidsthed, der begynder med fremsigelsen af mahā-mantraet – Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare – kan man forstå Guddommens Højeste Personlighed. Ikke-hengivne upersonalister tror, at Kṛṣṇa har en krop, der er lavet af denne materielle natur, og at alle Hans aktiviteter, Hans form og alting er māyā. Disse upersonalister kaldes māyāvādīer. De kender ikke den højeste sandhed.

Der står specifikt i dette kapitels vers 20, kāmais tais tair hṛta-jñānāḥ, prapadyante ’nya-devatāḥ: “De, der er forblændet af lystne ønsker, overgiver sig til forskellige halvguder.” Det er blevet fastslået, at ud over Guddommens Højeste Personlighed findes der halvguder, der har deres forskellige planeter, og Herren har også en planet. Som der står i vers 23, devān deva-yajo yānti, mad-bhaktā yānti mām api: Halvgudetilbederne kommer til halvgudernes forskellige planeter, og Herren Kṛṣṇas hengivne kommer til Kṛṣṇaloka-planeten. Til trods for disse klare udtalelser hævder tåbelige upersonalister ikke desto mindre, at Herren er formløs, og at disse former er en illusion. Får man ved at studere Bhagavad-gītā indtryk af, at halvguderne og deres boliger er upersonlige? Det er klart, at hverken halvguderne eller Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personlighed, er upersonlige. De er alle personer. Herren Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed, Han har Sin egen planet, og halvguderne har deres.

Den monistiske påstand om, at den endelige sandhed er formløs, og at form er illusorisk, er derfor ikke sand. Her fastslås det udtrykkeligt, at form ikke er en illusion. Fra Bhagavad-gītā får vi en klar forståelse af, at halvgudernes former og den Højeste Herres form eksisterer samtidigt, og at Herren Kṛṣṇa er sac-cid-ānanda, evig lyksalig viden. I Vedaerne bekræftes det også, at den Højeste Absolutte Sandhed er viden og lyksalig glæde (vijñānam ānandaṁ brahma, Bṛhad-āraṇyaka Upaniṣad 3.9.28), og at Han er et reservoir af endeløse lykkebringende kvaliteter (ananta- kalyāṇa-guṇātmako ’sau, Viṣṇu Purāṇa 6.5.84). Og i Bhagavad-gītā (4.6) udtaler Herren, at skønt Han er aja (ufødt), åbenbarer Han sig alligevel. Det er disse kendsgerninger, vi skal nå frem til i vores forståelse af Bhagavad-gītā. Det overgår vores forstand, hvordan Guddommens Højeste Personlighed skulle kunne være upersonlig. Hvad Bhagavad- gītās udtalelser angår, er de upersonlige monisters illusionsteori forkert. Her fremgår det tydeligt, at den Højeste Absolutte Sandhed, Herren Kṛṣṇa, har form såvel som personlighed.

FORKLARING: Man kan fremføre det argument, at eftersom Kṛṣṇa kunne ses af alle, da Han var her på Jorden, hvordan kan man da sige, at Han ikke er synlig for alle? Men i virkeligheden var Han ikke synlig for alle og enhver. Da Kṛṣṇa var her, vidste kun ganske få, at Han var Guddommens Højeste Personlighed. Da Śiśupāla under Kuruernes rådsforsamling modsatte sig Kṛṣṇas udnævnelse til overhoved for rådet, støttede Bhīṣma Kṛṣṇa og bekendtgjorde, at Kṛṣṇa var den Højeste Gud. Ligeledes vidste Pāṇḍavaerne og nogle få andre, at Han var den Højeste, men ikke alle havde kendskab til det. Han afslørede Sig ikke for de ikke-hengivne og mennesker i almindelighed. Derfor bemærker Kṛṣṇa i Bhagavad-gītā, at bortset fra Hans rene hengivne anser alle mennesker Ham for at være ligesom dem. Kun for Sine hengivne var Han manifesteret som reservoiret af al glæde. Men for andre, for de uintelligente ikke-hengivne, var Han tilsløret af Sin indre energi.

I Dronning Kuntīs bønner i Śrīmad-Bhāgavatam (1.8.19) finder vi, at Herren er tilsløret af yoga-māyās gardin og derfor ikke kan forstås af mennesker i almindelighed. Denne yogamāyā-tildækning bliver også bekræftet i Īśopaniṣad (mantra 15), hvor den hengivne beder:

“O min Herre, Du er hele universets opretholder, og hengiven tjeneste til Dig er det højeste religiøse princip. Derfor beder jeg Dig om også at bevare mig. Din transcendentale form er tilsløret af yoga-māyā. Brahmajyoti er tildækningen af den indre energi. Vil Du ikke derfor fjerne denne blændende glans, der forhindrer mig i at se Din sac-cid- ānanda-vigraha, Din evige form af lyksalighed og viden?” Guddommens Højeste Personlighed og Hans transcendentale form af lyksalighed og viden er dækket af den indre brahmajyoti-energi, og af den grund kan de mindre intelligente upersonalister ikke se den Højeste.

I Śrīmad-Bhāgavatam (10.14.7) er der også denne bøn fra Brahmā: “O Du Guddommens Højeste Personlighed, O Oversjæl, O mester over al mystik, hvem kan beregne Din kraft og Dine lege i denne verden? Du ekspanderer altid Din indre energi, og derfor kan ingen forstå Dig. Lærde videnskabsmænd og andre kloge mennesker kan undersøge den materielle verdens atomiske sammensætning eller tilmed studere alle planeterne, men de er stadig ude af stand til at danne sig et overblik over Din energi og kraft, selv om Du er til stede foran dem.” Guddommens Højeste Personlighed, Herren Kṛṣṇa, er ikke blot ufødt, men også avyaya, uudtømmelig. Hans evige form er lyksalighed og viden, og Hans energier er uudtømmelige.

FORKLARING: Her bliver spørgsmålet om personlighed eller upersonlighed klart bragt op. Hvis Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personligheds, form var māyā eller materiel, som upersonalisterne anser Ham for at være, ville Han ligesom det levende væsen skifte krop og glemme alt om Sit tidligere liv. Ingen med en materiel krop kan huske sit tidligere liv, forudsige sit fremtidige liv eller forudsige udfaldet af sit nuværende liv. Man kan derfor ikke vide, hvad der sker i fortid, nutid og fremtid. Medmindre man er befriet for materiel besmittelse, kan man ikke kende fortid, nutid eller fremtid.

Herren Kṛṣṇa forklarer tydeligt, at Han i modsætning til det almindelige menneske har fuld kendskab til, hvad der skete i fortiden, hvad der sker i nutiden, og hvad der vil ske i fremtiden. I kapitel 4 så vi, at Herren Kṛṣṇa kunne huske, at Han underviste Vivasvān eller solguden for millioner af år siden. Kṛṣṇa kender alle levende væsener, for som Oversjælen befinder Han Sig i hvert eneste levende væsens hjerte. Men på trods af Śrī Kṛṣṇas tilstedeværelse i alle levende væsener som Oversjælen og Hans tilstedeværelse som Guddommens Højeste Personlighed kan de mindre intelligente ikke erkende Ham som den Højeste Person, selv hvis de kan erkende den upersonlige Brahman. Śrī Kṛṣṇas transcendentale krop er afgjort ikke forgængelig. Han er som Solen, og māyā er som en sky. I den materielle verden kan vi se, at Solen er der, og at der findes skyer og forskellige stjerner og planeter. Skyerne kan skjule alle disse ting på himlen for en tid, men denne tildækning er der kun på grund af vores begrænsede syn. I virkeligheden er Solen, Månen og stjernerne ikke tildækkede. På samme måde kan māyā ikke tilsløre den Højeste Herre. Gennem Sin indre energi er Han ikke synlig for den mindre intelligente menneskeklasse. Som det bliver forklaret i vers 3 i dette kapitel, er der blandt millioner og atter millioner af mennesker kun nogle få, der prøver at blive fuldkomne i denne menneskelige livsform, og af tusinder og atter tusinder af sådanne fuldkomne mennesker er der dårlig nok ét, der kan forstå, hvad Herren Kṛṣṇa er. Selv om man er blevet fuldkommen ved at erkende den upersonlige Brahman eller den lokaliserede Paramātmā, kan man stadigvæk under ingen omstændigheder forstå Guddommens Højeste Personlighed, Śrī Kṛṣṇa, uden at være Kṛṣṇa-bevidst.

FORKLARING: Det levende væsens virkelige naturlige position er at være underordnet den Højeste Herre, der er ren kundskab. Når man bliver vildledt til at lade sig skille fra denne rene viden, kommer man under den illusoriske energis kontrol og kan ikke forstå Guddommens Højeste Personlighed. Den illusoriske energi kommer til udtryk som dualiteten af begær og had. På grund af begær og had ønsker den uvidende person at blive ét med den Højeste Herre og misunder Kṛṣṇa som Guddommens Højeste Personlighed. Rene hengivne, der ikke er vildledte eller besmittede af begær og had, kan forstå, at Herren Śrī Kṛṣṇa åbenbarer Sig gennem Sine indre energier, men de, der er vildledte af dualitet og uvidenhed, tror, at Guddommens Højeste Personlighed er skabt af materielle energier. Dette er deres ulykke. Sådanne vildledte personer dvæler symptomatisk ved dualiteter som ære og vanære, lykke og lidelse, mand og kvinde, god og dårlig, nydelse og lidelse osv., alt imens de tænker: “Her er min kone. Her er mit hus. Jeg er herre i dette hus. Jeg er denne kvindes mand.” Disse er illusionens dualiteter. De, der på den måde vildledes af dualiteter, er fuldstændigt tåbelige og derfor ude af stand til at forstå Guddommens Højeste Personlighed.

FORKLARING: Dette vers beskriver dem, der er kvalificerede til at blive ophøjet til den transcendentale position. For dem, der er syndige, ateistiske, tåbelige og uærlige, er det meget svært at hæve sig over dualiteten af begær og had. Kun de, der har brugt deres liv på at praktisere religionens regulerende principper, som har handlet fromt, og som har overvundet alle syndige reaktioner, kan engagere sig i hengiven tjeneste og lidt efter lidt ophøjes til den rene viden om Guddommens Højeste Personlighed. Derefter vil de gradvist kunne meditere i trance på Guddommens Højeste Personlighed. Dette er måden, hvorpå man situeres på den åndelige platform. Denne ophøjelse er mulig i Kṛṣṇa-bevidsthed ved at være sammen med rene hengivne, for ved omgang med store hengivne kan man blive befriet for illusion.

I Śrīmad-Bhāgavatam (5.5.2) finder vi, at hvis man virkelig gerne vil befries, skal man tjene Herrens hengivne (mahat-sevāṁ dvāram āhur vimukteḥ), men den, der omgås med materialistiske mennesker, bereder sin vej til tilværelsens mørkeste regioner (tamo-dvāraṁ yoṣitāṁ saṅgi- saṅgam). Alle Herrens hengivne vandrer på denne jord udelukkende for at redde de betingede sjæle fra deres vildfarelse. Upersonalisterne ved ikke, at det største brud på Guds lov er, at de glemmer deres naturlige position som underordnet den Højeste Herre. Medmindre man bliver genindsat i sin naturlige position, vil det ikke være muligt at forstå den Højeste Personlighed eller med beslutsomhed være fuldstændigt engageret i Hans transcendentale kærlighedstjeneste.

FORKLARING: Fødsel, død, alderdom og sygdom påvirker den materielle krop, men ikke den åndelige krop. Der findes hverken fødsel, død, alderdom eller sygdom for den åndelige krop, så den, der får en åndelig krop og som en af Guddommens Højeste Personligheds omgangsfæller engagerer sig i evig hengiven tjeneste, kan siges at være virkeligt befriet. Ahaṁ brahmāsmi (Bṛhad-āraṇyaka Upaniṣad 1.4.10): “Jeg er ånd.” Det siges, at man må forstå, at man er Brahman, åndelig sjæl. Som beskrevet i dette vers er denne Brahman-opfattelse der også i hengiven tjeneste. De rene hengivne er transcendentalt situerede på Brahman-niveauet, og de ved alt om transcendentale aktiviteter.

Fire slags urene hengivne, der engagerer sig i Herrens transcendentale tjeneste, opnår deres respektive mål, og når de ved den Højeste Herres nåde er blevet helt Kṛṣṇa-bevidste, nyder de faktisk åndelig omgang med den Højeste Herre. Men de, der tilbeder halvguder, kommer aldrig til den Højeste Herre på Hans højeste planet. End ikke de mindre intelligente Brahman-realiserede personer kan komme til Kṛṣṇas højeste planet, der kaldes Goloka Vṛndāvana. I virkeligheden er det kun personer, der handler i Kṛṣṇa-bevidsthed (mām āśritya), der er berettiget til betegnelsen Brahman, eftersom de rent faktisk bestræber sig på at komme til Kṛṣṇa-planeten. Sådanne personer er ikke i tvivl om Kṛṣṇa, og således er de i virkeligheden Brahman.

De, der er engageret i at tilbede Herrens form eller arcā, eller som er engageret i meditation på Herren blot for at opnå befrielse fra materiel trældom, kender som forklaret af Herren i næste kapitel også ved Herrens nåde betydningen af Brahman, adhibhūta osv.

FORKLARING: De, der handler i Kṛṣṇa-bevidsthed, afviger aldrig fra vejen af den rene forståelse af Guddommens Højeste Personlighed. I det transcendentale samvær i Kṛṣṇa-bevidsthed kan man forstå, hvordan den Højeste Herre er det styrende princip bag den materielle manifestation og selv bag halvguderne. Gennem dette transcendentale samvær bliver man gradvist overbevist om Guddommens Højeste Personlighed, og på dødstidspunktet kan en sådan Kṛṣṇa-bevidst person aldrig glemme Kṛṣṇa. Helt naturligt bliver han derfor forfremmet til den Højeste Herres planet, Goloka Vṛndāvana.

Her i kapitel 7 beskrives det især, hvordan man kan blive en helt Kṛṣṇa-bevidst person. At være i selskab med Kṛṣṇa-bevidste personer er begyndelsen på Kṛṣṇa-bevidsthed. Et sådant samvær er åndeligt og sætter én i direkte kontakt med den Højeste Herre, og ved Kṛṣṇas nåde kan man forstå, at Han er Guddommens Højeste Personlighed. Samtidig kan man virkelig forstå det levende væsens naturlige position, og hvordan det levende væsen glemmer Kṛṣṇa og bliver viklet ind i materielle handlinger. Igennem en gradvis udvikling af Kṛṣṇa-bevidsthed i godt selskab kan det levende væsen forstå, at fordi han har glemt Kṛṣṇa, er han blevet betinget af den materielle naturs love. Han kan også forstå, at denne menneskelige livsform er hans chance for at genoplive hans Kṛṣṇa- bevidsthed, og at den bør anvendes til fulde for at opnå den Højeste Herres årsagsløse nåde.

Mange emner er blevet diskuteret i dette kapitel: mennesket i nød, det nysgerrige menneske, mennesket, der har materielle behov, viden om Brahman, viden om Paramātmā, befrielse fra fødsel, død og sygdom og tilbedelse af den Højeste Herre. Den, der virkelig er ophøjet i Kṛṣṇa- bevidsthed, bekymrer sig imidlertid ikke så meget om alle de forskellige metoder. Han engagerer sig helt enkelt direkte i Kṛṣṇa-bevidste aktiviteter og opnår derved faktisk sin naturlige position som Herren Kṛṣṇas evige tjener. På det plan finder han glæde i at høre om og forherlige den Højeste Herre i ren hengiven tjeneste. Han er overbevist om, at ved at gøre dette vil alle hans mål blive nået. Denne beslutsomme tro kaldes dṛḍha-vrata og er begyndelsen til bhakti-yoga eller transcendental kærlighedstjeneste. Det er alle skrifternes konklusion. Bhagavad-gītās kapitel 7 er essensen af denne overbevisning.