TEXT 19
VERSO 19
Tekst
Texto
jñānavān māṁ prapadyate
vāsudevaḥ sarvam iti
sa mahātmā su-durlabhaḥ
jñānavān māṁ prapadyate
vāsudevaḥ sarvam iti
sa mahātmā su-durlabhaḥ
Synonyms
Sinônimos
Translation
Tradução
Efter mange, mange liv overgiver den, der besidder virkelig kundskab, sig til Mig, for han ved, at Jeg er alle årsagers årsag og alt, som er. En sådan stor sjæl er meget sjælden.
Após muitos nascimentos e mortes, aquele que tem verdadeiro conhecimento rende-se a Mim, sabendo que sou a causa de todas as causas e de tudo o que existe. É muito raro encontrar semelhante grande alma.
Purport
Comentário
FORKLARING: Efter at have gjort hengiven tjeneste eller udført transcendentale ritualer i mange, mange liv kan det være, at det levende væsen faktisk bliver situeret i ren transcendental viden om Guddommens Højeste Personlighed som det endelige mål for åndelig erkendelse. I begyndelsen af åndelig erkendelse, mens man prøver at opgive sin tilknytning til materialisme, er der en vis tendens til upersonalisme, men når man gør yderligere fremskridt, kan man forstå, at der er aktiviteter i åndeligt liv, og at disse aktiviteter udgør hengiven tjeneste. Når man erkender dette, bliver man knyttet til Guddommens Højeste Personlighed og overgiver sig til Ham. På det tidspunkt kan man forstå, at Herren Śrī Kṛṣṇas nåde er alt, at Han er alle årsagers årsag, og at denne materielle manifestation ikke er uafhængig af Ham. Man forstår, at den materielle verden er en forvrænget genspejling af åndelig mangfoldighed, og at der i alting er en relation til den Højeste Herre, Kṛṣṇa. Således ser man alt i forhold til Vāsudeva eller Śrī Kṛṣṇa. Et sådant universelt syn af Vāsudeva går forud for ens fulde overgivelse til den Højeste Herre, Śrī Kṛṣṇa, som det højeste mål. Den slags store overgivne sjæle er meget sjældne.
Após muitas e muitas vidas de serviço devocional ou rituais transcendentais, pode-se realmente chegar ao conhecimento transcendental puro segundo o qual a Suprema Personalidade de Deus é a meta última da realização espiritual. No início da realização espiritual, enquanto há a tentativa de abandonar o apego ao materialismo, há alguma tendência ao impersonalismo, mas ao continuar o avanço, passa-se a compreender que há atividades na vida espiritual e que estas atividades constituem o serviço devocional. Quando entende isto, o devoto se apega à Suprema Personalidade de Deus e se rende a Ele. Neste momento há a compreensão de que a misericórdia do Senhor Śrī Kṛṣṇa é tudo, que Ele é a causa de todas as causas e que esta manifestação material não é independente dEle. O devoto percebe que o mundo material é um reflexo pervertido da variedade espiritual e entende que tudo está relacionado com o Supremo Senhor Kṛṣṇa. Assim, ele sabe que em tudo está a mão de Vāsudeva, ou Śrī Kṛṣṇa. Tendo esta visão universal de Vāsudeva, ele fica estimulado a render-se por completo ao Senhor Supremo Śrī Kṛṣṇa, considerando esta a sua meta mais elevada. É muito raro encontrar semelhantes grandes almas, que se renderam totalmente ao Senhor.
Dette vers forklares fint i Śvetāśvatara Upaniṣads kapitel 3, vers 14–15:
Este verso é muito bem explicado no Terceiro Capítulo (versos 14 e 15) do Śvetāśvatara Upaniṣad:
sahasrākṣaḥ sahasra-pāt
sa bhūmiṁ viśvato vṛtvā-
tyātiṣṭhad daśāṅgulam
sahasrākṣaḥ sahasra-pāt
sa bhūmiṁ viśvato vṛtvā-
tyātiṣṭhad daśāṅgulam
yad bhūtaṁ yac ca bhavyam
utāmṛtatvasyeśāno
yad annenātirohati
yad bhūtaṁ yac ca bhavyam
utāmṛtatvasyeśāno
yad annenātirohati
“Herren Viṣṇu har tusinder af hoveder, tusinder af øjne og tusinder af fødder. Han omslutter hele universet, men rækker stadigvæk ud over det med to håndsbredder. I virkeligheden er Han hele universet. Han er alt, der var, og alt, som er. Han er Herren over udødelighed og alt, der næres af føde.”
I Chāndogya Upaniṣad (5.1.15) står der, na vai vāco na cakṣūṁṣi na śrotrāṇi na manāṁsīty ācakṣate, prāṇā ity evācakṣate, prāṇo hy evaitāni sarvāṇi bhavati: “I et levende væsens krop er hverken evnen til at tale eller evnen til at se, høre eller tænke den vigtigste faktor. Det er liv, der er midtpunktet for alle aktiviteter.” På samme måde er Herren Vāsudeva eller Guddommens Personlighed, Śrī Kṛṣṇa, den vigtigste faktor i alting. I denne krop har man evnen til at tale, se, høre, tænke osv., men disse er ligegyldige, hvis de ikke er forbundet med den Højeste Herre. Og fordi Vāsudeva er altgennemtrængende, og alt er Vāsudeva, overgiver den hengivne sig i fuld viden (jf. Bhagavad-gītā 7.17 og 11.40).
No Chāndogya Upaniṣad (5.1.15), está dito que na vai vāco na cakṣūṁṣi na śrotrāṇi na manāṁsīty ācakṣate prāṇa iti evācakṣate prāṇo hy evaitāni sarvāṇi bhavanti: “No corpo do ser vivo, nem o poder de falar, nem o poder de ver, nem o poder de ouvir, nem o poder de pensar, são o fator primordial; é a vida que é o centro de todas as atividades”. Do mesmo modo, o Senhor Vāsudeva, ou a Personalidade de Deus, o Senhor Śrī Kṛṣṇa, é a entidade primordial em tudo. Neste corpo, existem os poderes de falar, de ver, de ouvir, de atividades mentais, etc. Mas eles não são importantes se não estão relacionados com o Senhor Supremo. E porque Vāsudeva é onipenetrante e tudo é Vāsudeva, o devoto se rende em conhecimento pleno (cf. Bhagavad-gītā 7.17 e 11.40).