Skip to main content

TEXT 19

TEXT 19

Tekst

Texto

bahūnāṁ janmanām ante
jñānavān māṁ prapadyate
vāsudevaḥ sarvam iti
sa mahātmā su-durlabhaḥ
bahūnāṁ janmanām ante
jñānavān māṁ prapadyate
vāsudevaḥ sarvam iti
sa mahātmā su-durlabhaḥ

Synonyms

Palabra por palabra

bahūnām — mange; janmanām — gentagne fødsler og død; ante — efter; jñāna-vān — den, der har fuld viden; mām — til Mig; prapadyate — overgiver sig; vāsudevaḥ — Guddommens Personlighed, Kṛṣṇa; sarvam — alting; iti — således; saḥ — en sådan; mahā-ātmā — stor sjæl; su-durlabhaḥ — meget sjælden at se.

bahūnām — muchos; janmanām — reiterados nacimientos y muertes; ante — después de; jñāna-vān — aquel que tiene pleno conocimiento; mām — a Mí; prapadyate — se entrega; vāsudevaḥ — la Personalidad de Dios, Kṛṣṇa; sarvam — todo; iti — así pues; saḥ — ese; mahā-ātmā — gran alma; su-durlabhaḥ — muy difícil de ver.

Translation

Traducción

Efter mange, mange liv overgiver den, der besidder virkelig kundskab, sig til Mig, for han ved, at Jeg er alle årsagers årsag og alt, som er. En sådan stor sjæl er meget sjælden.

Después de muchos nacimientos y muertes, aquel que verdaderamente tiene conocimiento se entrega a Mí, sabiendo que Yo soy la causa de todas las causas y de todo lo que existe. Un alma así de grande es muy difícil de encontrar.

Purport

Significado

FORKLARING: Efter at have gjort hengiven tjeneste eller udført transcendentale ritualer i mange, mange liv kan det være, at det levende væsen faktisk bliver situeret i ren transcendental viden om Guddommens Højeste Personlighed som det endelige mål for åndelig erkendelse. I begyndelsen af åndelig erkendelse, mens man prøver at opgive sin tilknytning til materialisme, er der en vis tendens til upersonalisme, men når man gør yderligere fremskridt, kan man forstå, at der er aktiviteter i åndeligt liv, og at disse aktiviteter udgør hengiven tjeneste. Når man erkender dette, bliver man knyttet til Guddommens Højeste Personlighed og overgiver sig til Ham. På det tidspunkt kan man forstå, at Herren Śrī Kṛṣṇas nåde er alt, at Han er alle årsagers årsag, og at denne materielle manifestation ikke er uafhængig af Ham. Man forstår, at den materielle verden er en forvrænget genspejling af åndelig mangfoldighed, og at der i alting er en relation til den Højeste Herre, Kṛṣṇa. Således ser man alt i forhold til Vāsudeva eller Śrī Kṛṣṇa. Et sådant universelt syn af Vāsudeva går forud for ens fulde overgivelse til den Højeste Herre, Śrī Kṛṣṇa, som det højeste mål. Den slags store overgivne sjæle er meget sjældne.

Mientras la entidad viviente ejecuta servicio devocional o rituales trascendentales después de muchísimos nacimientos, puede que de hecho se sitúe en el plano del conocimiento trascendental puro y llegue a saber que la Suprema Personalidad de Dios es la meta última de la comprensión espiritual. Al comienzo del proceso de la comprensión espiritual, mientras uno está tratando de abandonar su apego al materialismo, hay una cierta inclinación hacia el impersonalismo; pero cuando uno adelanta más, puede entender que en la vida espiritual hay actividades, y que estas constituyen el servicio devocional. Al uno darse cuenta de esto, se apega a la Suprema Personalidad de Dios y se entrega a Él. En ese momento se puede entender que la misericordia del Señor Śrī Kṛṣṇa lo es todo, que Él es la causa de todas las causas y que esta manifestación material no es independiente de Él. Uno llega a comprender que el mundo material es un reflejo desvirtuado de la variedad espiritual, y que en todo existe una relación con el Supremo Señor Kṛṣṇa. Debido a ello, uno piensa en todo en relación con Vāsudeva, o Śrī Kṛṣṇa. Esa clase de visión universal de Vāsudeva precipita la total entrega de uno al Supremo Señor Śrī Kṛṣṇa como la meta máxima. Almas así de magnas y entregadas son muy difíciles de encontrar.

Dette vers forklares fint i Śvetāśvatara Upaniṣads kapitel 3, vers 14–15:

Este verso se explica muy bien en el tercer capítulo (versos 14 y 15) del Śvetāśvatara Upaniṣad:

sahasra-śīrṣā puruṣaḥ
sahasrākṣaḥ sahasra-pāt
sa bhūmiṁ viśvato vṛtvā-
tyātiṣṭhad daśāṅgulam
sahasra-śīrṣā puruṣaḥ
sahasrākṣaḥ sahasra-pāt
sa bhūmiṁ viśvato vṛtvā-
tyātiṣṭhad daśāṅgulam
puruṣa evedaṁ sarvaṁ
yad bhūtaṁ yac ca bhavyam
utāmṛtatvasyeśāno
yad annenātirohati
puruṣa evedaṁ sarvaṁ
yad bhūtaṁ yac ca bhavyam
utāmṛtatvasyeśāno
yad annenātirohati

“Herren Viṣṇu har tusinder af hoveder, tusinder af øjne og tusinder af fødder. Han omslutter hele universet, men rækker stadigvæk ud over det med to håndsbredder. I virkeligheden er Han hele universet. Han er alt, der var, og alt, som er. Han er Herren over udødelighed og alt, der næres af føde.”

I Chāndogya Upaniṣad (5.1.15) står der, na vai vāco na cakṣūṁṣi na śrotrāṇi na manāṁsīty ācakṣate, prāṇā ity evācakṣate, prāṇo hy evaitāni sarvāṇi bhavati: “I et levende væsens krop er hverken evnen til at tale eller evnen til at se, høre eller tænke den vigtigste faktor. Det er liv, der er midtpunktet for alle aktiviteter.” På samme måde er Herren Vāsudeva eller Guddommens Personlighed, Śrī Kṛṣṇa, den vigtigste faktor i alting. I denne krop har man evnen til at tale, se, høre, tænke osv., men disse er ligegyldige, hvis de ikke er forbundet med den Højeste Herre. Og fordi Vāsudeva er altgennemtrængende, og alt er Vāsudeva, overgiver den hengivne sig i fuld viden (jf. Bhagavad-gītā 7.17 og 11.40).

En el Chāndogya Upaniṣad (5.1.15) se dice: na vai vāco na cakṣūṁṣi na śrotrāṇi na manāṁsīty ācakṣate prāṇa iti evācakṣate prāṇo hy evaitāni sarvāṇi bhavanti, «En el cuerpo de un ser viviente, ni la facultad de hablar, ni la de ver, ni la de oír, ni la de pensar, es el factor primordial; la vida es lo que constituye el centro de todas las actividades». De igual modo, el Señor Vāsudeva, o la Personalidad de Dios, el Señor Śrī Kṛṣṇa, es la entidad fundamental de todo. En este cuerpo existen las facultades de hablar, de ver, de oír, de realizar actividades mentales, etc. Pero ellas no son importantes si no están relacionadas con el Señor Supremo. Y como Vāsudeva es omnipresente y todo es Vāsudeva, el devoto se entrega con pleno conocimiento (véase el Bhagavad-gītā 7.17 y 11.40).