Skip to main content

TEXT 15

TEXT 15

Tekst

Texte

na māṁ duṣkṛtino mūḍhāḥ
prapadyante narādhamāḥ
māyayāpahṛta-jñānā
āsuraṁ bhāvam āśritāḥ
na māṁ duṣkṛtino mūḍhāḥ
prapadyante narādhamāḥ
māyayāpahṛta-jñānā
āsuraṁ bhāvam āśritāḥ

Synonyms

Synonyms

na — ikke; mām — til Mig; duṣkṛtinaḥ — skurke; mūḍhāḥ — tåbelige; prapadyante — overgiver sig; nara-adhamāḥ — laveste blandt mennesker; māyayā — af den illusoriske energi; apahṛta — stjålet; jñānāḥ — hvis viden; āsuram — dæmoniske; bhāvam — natur; āśritāḥ — accepterer.

na: ne pas; mām: à Moi; duṣkṛtinaḥ: les incroyants; mūḍhāḥ: les sots; prapadyante: s’abandonnent; nara-adhamāḥ: les plus bas des hommes; māyayā: par l’énergie illusoire; apahṛta: dérobée; jñānāḥ: la connaissance; āsuram: démoniaque; bhāvam: la nature; āśritāḥ: acceptant.

Translation

Translation

De skurke, der er groft tåbelige, som er de laveste blandt mennesker, hvis viden er stjålet af illusion, og som deler dæmonernes ateistiske natur, overgiver sig ikke til Mig.

Les hommes d’une sottise grossière, ceux qui se trouvent au dernier échelon de l’humanité, ceux dont le savoir a été dérobé par l’illusion et ceux qui participent de la nature athée des démons, aucun de ces incroyants ne s’abandonne à Moi.

Purport

Purport

FORKLARING: Der står i Bhagavad-gītā, at man kan overvinde den materielle naturs strenge love blot ved at overgive sig til Guddommens Personlighed, Kṛṣṇas, lotusfødder. Man kan så spørge: Hvordan kan det være, at højtuddannede filosoffer, videnskabsmænd, forretningsfolk, administratorer og alle ledere af folk i almindelighed så ikke overgiver sig til Śrī Kṛṣṇa, den almægtige Guddommens Personligheds, lotusfødder? Menneskehedens ledere har på forskellige måder og med store planer og stor udholdenhed i mange år og liv søgt mukti eller befrielse fra den materielle naturs love. Hvis denne befrielse er mulig blot ved at overgive sig til Guddommens Højeste Personligheds lotusfødder, hvorfor benytter disse intelligente og hårdtarbejdende ledere sig så ikke af denne enkle metode?

La Bhagavad-gītā nous enseigne qu’il suffit de s’abandonner aux pieds pareils-au-lotus de Kṛṣṇa, la Personne Suprême, pour surmonter la rigueur des lois de la nature matérielle. On pourrait alors se demander pourquoi les philosophes érudits, les hommes de science, les chefs d’entreprise, les administrateurs et, plus généralement, tous les dirigeants de la société, ne s’abandonnent pas aux pieds de lotus de Kṛṣṇa, la toute-puissante Personne Divine. Les leaders de l’humanité ont cherché avec opiniâtreté, en élaborant toutes sortes de plans année après année, et même vie après vie, à échapper aux lois de la nature matérielle, à atteindre la mukti. Mais si cette libération peut s’obtenir par le simple abandon au Seigneur, pourquoi tant de chefs intelligents et laborieux n’ont-ils pas adopté cette voie ?

Bhagavad-gītā besvarer dette spørgsmål ærligt og ligefremt. De virkelig lærde samfundsledere som Brahmā, Śiva, Kapila, Kumāraerne, Manu, Vyāsa, Devala, Asita, Janaka, Prahlāda, Bali og senere Madhvācārya, Rāmānujācārya, Śrī Caitanya og mange andre, der alle er solide filosoffer, politikere, undervisere, videnskabsmænd osv., overgiver sig til den Højeste Person, den almægtige autoritet. De, der ikke er virkelige filosoffer, videnskabsmænd, lærere, administratorer osv., men blot udgiver sig for at være det for at opnå materiel vinding, accepterer ikke den Højeste Herres plan eller vej. De har ingen idé om Gud. De udtænker blot deres egne verdslige planer og komplicerer følgelig kun den materielle tilværelses problemer yderligere i deres forgæves forsøg på at løse dem. Eftersom den materielle energi (naturen) er så kraftfuld, kan den modstå ateisternes uautoriserede planer og forpurre alle såkaldte planlægningskommissioners ideer.

La Bhagavad-gītā donne une réponse très directe: les vrais chefs de la société, les vrais érudits tels Brahmā, Śiva, Kapila, les Kumāras, Manu, Vyāsa, Devala, Asita, Janaka, Prahlāda, Bali et, plus récemment, Madhvācārya, Rāmānujācārya, Śrī Caitanya, et bien d’autres encore – tous fervents philosophes, politiciens, hommes de science, instructeurs et administrateurs – se sont effectivement abandonnés aux pieds pareils-au-lotus de la Personne Suprême, la toute-puissante autorité. Ceux qui n’acceptent pas de suivre la voie tracée par le Seigneur sont des imposteurs qui, afin d’en tirer nombre d’avantages matériels, s’attribuent le titre de philosophe, politicien, etc. N’ayant aucune notion de Dieu, ils concoctent leurs propres plans, et ne réussissent qu’à compliquer les problèmes de l’existence au lieu de les résoudre. L’énergie matérielle est si puissante qu’elle peut résister à tous les congrès, commissions et plans contestables des athées.

De ateistiske planlæggere beskrives her med ordet duṣkṛtinaḥ eller “skurke”. Kṛtī betyder en, der har udført fortjenstfuldt arbejde. Den ateistiske planlægger er nogle gange også meget intelligent og fortjenstfuld, for enhver gigantisk plan, hvad enten den er god eller dårlig, kræver intelligens at gennemføre. Men fordi ateisten misbruger sin hjerne til at modsætte sig den Højeste Herres plan, kaldes den ateistiske planlægger for duṣkṛtī, hvilket angiver, at hans intelligens og anstrengelser anvendes forkert.

Ces planificateurs athées sont désignés dans ce verset par le mot duṣkṛtinaḥ, « incroyants », (de la racine kṛtī, « ceux qui accomplissent des actes méritoires »). Il ne s’agit pas de nier l’intelligence et le mérite de certains matérialistes, car toute réalisation d’envergure, bonne ou mauvaise, requiert de l’intelligence. Mais parce qu’ils font un mauvais usage de cette faculté en allant à l’encontre de la volonté du Seigneur Suprême, on les nomme duṣkṛtī, pour indiquer que leur intelligence s’est égarée et que leurs efforts sont mal employés.

Det fastslås klart og tydeligt i Bhagavad-gītā, at den materielle energi fungerer helt under den Højeste Herres ledelse. Den har ingen uafhængig autoritet. Den fungerer ligesom en skygge, der følger en genstands bevægelser. Ikke desto mindre er den materielle energi meget stærk, og på grund af sit gudløse temperament kan ateisten ikke forstå, hvordan den fungerer, eller kende den Højeste Herres plan. Under indflydelse af illusion og lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter bliver alle hans planer forpurret, som det var tilfældet med Hiraṇyakaśipu og Rāvaṇa, hvis planer blev knust til støv, selv om de begge var materielt lærde som videnskabsmænd, filosoffer, administratorer og lærere. Disse duṣkṛtinaer eller skurke følger fire forskellige adfærdsmønstre som beskrevet i det følgende.

La Gītā explique clairement que l’énergie matérielle est entièrement dirigée par le Seigneur Suprême. Semblable à l’ombre contrainte de suivre chaque mouvement d’un objet, elle n’a aucun libre-arbitre. Elle n’en demeure pas moins très puissante, et l’athée qui ignore Dieu ne peut ni en connaître le fonctionnement, ni connaître les plans divins du Seigneur. Parce qu’il demeure prisonnier de l’illusion, de la passion et de l’ignorance, toutes ses entreprises sont vouées à l’échec, comme le furent jadis celles d’Hiraṇyakaśipu et de Rāvaṇa, tous deux pourtant matériellement très instruits, tout à la fois grands philosophes, administrateurs, hommes de science et instructeurs. On dénombre quatre sortes de duṣkṛtinas, d’incroyants:

(1) Mūḍhaerne er dem, der er decideret dumme ligesom hårdtarbejdende lastdyr. De vil selv nyde frugterne af deres arbejde og ønsker derfor ikke at give dem til den Højeste. Det typiske eksempel på et lastdyr er æslet. Dette beskedne dyr sættes til at slide hårdt for sin herre. Æslet er ikke rigtig klar over, for hvem det arbejder så hårdt dag ud og dag ind. Det er tilfreds med at kunne fylde sin mave med lidt græs, sove i ny og næ under frygt for at blive slået af sin herre og tilfredsstille sit seksuelle begær med fare for at blive sparket gentagne gange af det modsatte køn. Æslet opløfter undertiden sin røst i sang af poesi og filosofi, men dets skryden forstyrrer blot andre. Dette er situationen for den tåbelige frugtstræbende arbejder, der ikke ved, hvem han burde arbejde for. Han ved ikke, at karma (handling) er beregnet til yajña (offer).

1) Les mūḍhas sont ceux qui manquent totalement d’intelligence et peinent comme des bêtes de somme. Ils veulent jouir du fruit de leurs actes, et n’en donner aucune part à l’Être Suprême. Ils ressemblent à l’âne, exemple type de la bête de somme. Cet humble animal peine jour et nuit, sans trop savoir pour qui. Il se contente d’un peu d’herbe pour se nourrir, dort dans la crainte d’être battu, et satisfait ses pulsions sexuelles au risque de recevoir une ruade de l’ânesse. Il lui arrive de chanter, et même de philosopher, mais son braiment a pour seul résultat d’incommoder son entourage. Telle est la situation de l’insensé qui ignore à qui doit aller le fruit de ses actes, qui ignore que l’action (karma) est destinée au sacrifice (yajña).

For det meste siger de, der arbejder hårdt dag og nat for at klare byrden af deres selvskabte pligter, at de ikke har tid til at høre om det levende væsens udødelighed. For sådanne mūḍhaer er materiel vinding, der er forgængelig, livets ét og alt på trods af, at mūḍhaerne kun nyder en uanseelig lille del af deres eget arbejdes frugter. Somme tider tilbringer de søvnløse dage og nætter for en eller anden frugtstræbende vindings skyld, og selv om de har mavesår eller fordøjelsesbesvær, stiller de sig tilfredse med praktisk taget ingen mad. De er udelukkende optaget af at slide hårdt dag ud og dag ind til gavn for illusoriske herrer. Uvidende om deres virkelige Herre spilder de tåbelige arbejdere deres tid på at tjene mammon. Desværre overgiver de sig aldrig til Herren over alle herrer, og de afser heller ikke tid til at høre om Ham fra de rette kilder. Svinet, der æder ekskrementer, bryder sig ikke om søde sager af sukker og ghee. På samme måde fortsætter den tåbelige arbejder utrætteligt med at lytte til sansebehagende nyheder fra den flygtige verdslige sfære, men har så godt som ingen tid til at høre om den evige livskraft, der animerer den materielle verden.

En général, ceux qui travaillent sans répit pour satisfaire des besoins qu’ils se sont eux-mêmes créés n’ont pas le temps d’entendre parler de l’immortalité de l’âme. Ces mūḍhas ne vivent que pour des gains matériels fugaces, dont en outre seule une petite part leur revient. Ils travaillent parfois plusieurs jours et plusieurs nuits sans dormir, se nourrissent à peine, souffrent d’indigestion et d’ulcères de l’estomac, tout cela au profit de maîtres illusoires. Méconnaissant leur véritable maître, ils perdent leur temps à servir Mammon. Pour leur malheur, ils ne s’abandonnent jamais au maître absolu, au maître de tous les maîtres, et ne prennent pas même le temps de s’enquérir de Lui auprès de sources autorisées. Comme le porc qui préfère les immondices aux friandises faites de sucre et de ghī, le matérialiste insensé ne se fatiguera jamais d’entendre parler des fluctuations des choses de ce monde, alors qu’il n’aura que peu de temps à accorder aux sujets concernant l’éternelle force vivante qui fait se mouvoir l’univers.

(2) En anden klasse af duṣkṛtīer eller skurke går under betegnelsen narādhama, der betyder menneskehedens laveste. Nara betyder “menneske”, og adhama betyder “laveste”. Af de 8.400.000 forskellige arter af levende væsener er der 400.000 menneskelige arter. Af disse er der talrige lavere former for mennesker, der for størstedelens vedkommende er uciviliserede. De civiliserede mennesker er dem, der har faste principper for socialt, politisk og religiøst liv. De, der er socialt og politisk udviklede, men savner religiøse principper, må betragtes som narādhama. Og religion uden Gud er heller ikke religion, for formålet med at følge religiøse principper er at forstå den Højeste Sandhed og menneskets forhold til Ham. I Bhagavad-gītā forklarer Guddommens Personlighed klart og tydeligt, at der findes ingen autoritet over Ham, og at Han er den Højeste Sandhed. Formålet med det civiliserede menneskeliv er, at mennesket skal genoplive sin tabte bevidsthed om sit evige forhold til den Højeste Sandhed, Guddommens Personlighed, Śrī Kṛṣṇa, der er almægtig. Alle, der lader denne mulighed gå fra sig, bliver klassificeret som narādhama. De åbenbarede skrifter fortæller os, at når barnet befinder sig i moderens mave (en særdeles ubehagelig situation), beder det til Gud om at måtte blive frelst og lover at tilbede Ham alene, så snart det kommer ud. At bede til Gud, når man er i vanskeligheder, er et naturligt instinkt hos alle levende væsener, for de er for evigt relateret til Gud. Men efter sin fødsel glemmer barnet sine fødselsvanskeligheder og under māyā, den illusoriske energis, påvirkning også hvem, der befriede det.

2) Les narādhamas, ou « les plus vils des hommes » (nara: homme, adhama: le plus bas), sont une autre classe de duṣkṛtīs. Parmi les 8400000 espèces vivantes, il y a 400000 espèces humaines dont un grand nombre sont inférieures, pratiquement non civilisées. L’homme est civilisé dans la mesure où il se soumet à certaines règles de vie sociale, politique et religieuse. Ceux qui sont évolués sur le plan social et politique, mais dépourvus de principes religieux, comptent au nombre des narādhamas. Or, il n’y a pas de vraie religion sans Dieu, puisque le but fondamental de toute religion est de connaître la Vérité Absolue ainsi que le lien qui nous relie à Elle. Dans la Gītā, Dieu, la Personne Suprême, énonce clairement qu’Il est cette Vérité Absolue, et que rien ni personne ne Lui est supérieur. La forme humaine est destinée à permettre à l’homme de raviver sa conscience perdue de la relation éternelle qui l’unit à la Vérité Suprême, Kṛṣṇa, la Personne Divine et toute-puissante. Quiconque se refuse à saisir cette opportunité est qualifié de narādhama.

Les Écritures révélées nous apprennent que l’enfant dans le sein de sa mère prie Dieu de le libérer de sa condition de fœtus, pénible à l’extrême, et Lui fait la promesse de n’adorer que Lui dès sa délivrance. Prier Dieu dans les moments difficiles est un instinct naturel pour l’être car il Lui est éternellement lié. Toutefois, à peine est-il sorti du ventre de sa mère, que l’enfant, sous l’influence de māyā, l’énergie illusoire, oublie les souffrances de la naissance, et du même coup, son sauveur.

Børns formyndere har pligt til at genoplive børnenes latente guddommelige bevidsthed. Hensigten med de ti reformeringsceremonier, som de påbydes i Manu-smṛti, der giver retningslinierne for de religiøse principper, er at genopvække Gudsbevidstheden i varṇāśrama-systemet. Ingen sådan proces følges dog strengt noget sted i verden nu om dage, og derfor er 99,9 procent af befolkningen narādhama.

Quiconque élève un enfant a le devoir de réveiller sa conscience divine assoupie. Dans la Manu-smṛti, le guide des principes religieux, dix sacrements purificateurs sont donnés dans le but de raviver la conscience de Dieu dans le cadre du varṇāśrama-dharma. Mais aujourd’hui, nul n’observe plus rigoureusement ces principes, et par suite, la population dans sa presque totalité ne compte plus que des narādhamas.

Når hele befolkningen er narādhama, bliver al dens såkaldte uddannelse naturligt gjort til skamme af den fysiske naturs almægtige kræfter. Ifølge Bhagavad-gītās målestok er en uddannet person ham, der ser med samme syn på en lærd brāhmaṇa, en ko, en elefant, en hund og en hundeæder. Det er den sande hengivnes syn på verden. Śrī Nityānanda Prabhu, der er inkarnationen af Guddommen som guddommelig mester, udfriede et par typiske narādhamaer, de to brødre Jagāi og Mādhāi, og viste, hvordan en rigtig hengivens nåde skal skænkes til de laveste blandt mennesker. Så narādhamaerne, der er blevet forkastet af Guddommens Personlighed, kan kun genopvække deres åndelige bevidsthed ved at få en hengivens nåde.

En raison de la toute-puissance de l’énergie matérielle, le semblant d’éducation d’une telle population est tout à fait vaine. Selon les normes établies par la Bhagavad-gītā en effet, le véritable érudit est l’homme qui voit d’un œil égal le sage brāhmaṇa, la vache, l’éléphant, le chien et le mangeur de chien. Cette vision est celle du véritable dévot.

Nityānanda Prabhu, incarnation divine du maître parfait, libéra les frères Jagāi et Mādhāi, narādhamas typiques, montrant ainsi que la miséricorde du pur dévot s’étend même aux plus indignes des hommes. Et ce n’est que par la grâce d’un dévot du Seigneur que le narādhama, condamné par le Seigneur Lui-même, peut raviver sa conscience spirituelle.

Da Śrī Caitanya Mahāprabhu udbredte Sin bhāgavata-dharma (de hengivnes aktiviteter), anbefalede Han, at folk lytter ydmygt til Guddommens Højeste Personligheds budskab. Essensen af dette budskab er Bhagavad-gītā. De laveste blandt mennesker kan kun blive udfriet ved at lytte ydmygt på denne måde, men desuagtet nægter de så meget som at lægge øre til disse budskaber for slet ikke at tale om at overgive sig til den Højeste Herres vilje. Narādhamaer eller menneskehedens laveste tilsidesætter med vilje menneskets vigtigste pligt.

Śrī Caitanya Mahāprabhu, en propageant le bhāgavata-dharma, l’action dévotionnelle, recommande que l’on écoute avec soumission le message de Dieu. Or, la Bhagavad-gītā constitue l’essence de ce message, et c’est en l’écoutant avec soumission que le narādhama pourra se libérer. Malheureusement, les hommes vils refusent de prêter l’oreille à son message, que dire donc de s’abandonner à la volonté du Seigneur ? En un mot, les narādhamas négligent volontairement le devoir primordial de l’homme.

(3) Den næste klasse af duṣkṛtīer kaldes māyayāpahṛta-jñānāḥ eller “de, hvis store lærdom gøres til skamme under indvirkningen af den illusoriske materielle energi.” De er for det meste nogle meget kloge fyre som store filosoffer, digtere, forfattere, videnskabsmænd osv., men den illusoriske energi vildleder dem, og derfor adlyder de ikke den Højeste Herre.

3) La troisième sorte de duṣkṛtīs s’appelle māyayāpahṛta-jñānāḥ, et regroupe ceux dont la vaste science a été frappée de nullité par le pouvoir d’illusion de l’énergie matérielle. La plupart d’entre eux sont très instruits – ce sont de grands philosophes, des poètes, des hommes de lettres ou de science – mais, aveuglés par l’énergie illusoire, ils vont à l’encontre de la volonté du Seigneur.

Der findes rigtig mange māyayāpahṛta-jñānāer for øjeblikket, selv blandt de lærde i Bhagavad-gītā. I Bhagavad-gītā bliver det på et jævnt og ligefremt sprog forklaret, at Śrī Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed. Ingen er lig med eller større end Ham. Han omtales som fader til Brahmā, der er alle menneskers oprindelige fader. Ja, Śrī Kṛṣṇa siges ikke alene at være Brahmās fader, men også fader til alle livsarter. Han er roden til den upersonlige Brahman, og Paramātmā, Oversjælen i alle levende væsener, er Hans fuldstændige del. Han er ophav til alt, og alle rådes til at overgive sig til Hans lotusfødder. På trods af alle disse klare udsagn nedgør māyayāpahṛta-jñānāerne den Højeste Herres personlighed og anser Ham for blot at være et andet menneske. De er ikke klar over, at den velsignede menneskelige livsform er konstrueret efter den Højeste Herres evige og transcendentale form.

Leur nombre aujourd’hui est considérable. On en trouve même parmi les spécialistes de la Bhagavad-gītā. En termes clairs et évidents, la Gītā établit que Kṛṣṇa est Dieu, la Personne Suprême, à nul autre inférieur ou égal. Il est le père de Brahmā (l’ancêtre de l’humanité) et de toutes les espèces vivantes. Il est l’origine du Brahman impersonnel et du Paramātmā, Son émanation plénière. Il est la source de tout ce qui est, et tous doivent s’abandonner à Ses pieds pareils-au-lotus. Pourtant malgré ces évidences, les māyayāpahṛta-jñānāḥ considèrent avec ironie la Personnalité de Dieu et Le prennent pour un homme ordinaire. Ils ignorent que la forme humaine, forme privilégiée, est à l’image de la forme spirituelle et éternelle du Seigneur Suprême.

Alle māyayāpahṛta-jñānā-klassens mange uautoriserede Bhagavad- gītā-fortolkninger, der ikke er i tråd med paramparā-systemet, er intet andet end nok så mange hindringer på den åndelige forståelses vej. De vildledte fortolkere overgiver sig hverken til Śrī Kṛṣṇas lotusfødder eller underviser andre i at følge dette princip.

Ils refusent donc de s’abandonner aux pieds de lotus de Kṛṣṇa, et naturellement, d’enseigner ce principe fondamental. Par suite, leurs interprétations inauthentiques de la Bhagavad-gītā, faites en dehors de la paramparā, nuisent au progrès spirituel de leurs lecteurs.

(4) Den sidste klasse af duṣkṛtīer kaldes āsuraṁ bhāvam āśritāḥ eller “de, hvis principper er dæmoniske.” Denne klasse er åbenlyst ateistisk. Nogle af dem påstår, at den Højeste Herre aldrig kan stige ned til den materielle verden, men de har ingen håndgribelige grunde til, hvorfor det ikke skulle kunne lade sig gøre. Andre vil have Ham til at være underordnet det upersonlige aspekt på trods af, at det modsatte bliver forklaret i Bhagavad-gītā. Af misundelse mod Guddommens Højeste Personlighed lancerer ateisten en masse uægte inkarnationer, der ikke er andet end hans eget hjernespinds frembringelser. Sådanne personer, hvis selve grundlag i livet er at nedgøre Guddommens Personlighed, kan ikke overgive sig til Śrī Kṛṣṇas lotusfødder.

4) Enfin, relèvent de la dernière catégorie les āsuraṁ bhāvam āśritāḥ, les hommes démoniaques, délibérément athées. Certains d’entre eux affirment sans pouvoir en donner de raison valable que Dieu ne peut descendre dans l’univers matériel. D’autres prétendent qu’Il est subordonné au Brahman impersonnel, quand la Bhagavad-gītā déclare le contraire. Envieux du Seigneur Suprême, les athées forgent de toutes pièces dans leurs cerveaux fertiles des incarnations de toutes sortes, toutes plus fausses les unes que les autres. Le refus de la Personnalité Divine étant au fondement de leur existence, ils ne peuvent évidemment pas s’abandonner à Kṛṣṇa.

Śrī Yāmunācārya Ālabandāru fra Sydindien skrev (Stotra-ratnam 3): “O min Herre, Du kan ikke forstås af personer, der er impliceret i ateistiske principper, til trods for Dine usædvanlige egenskaber, træk og aktiviteter, på trods af, at Din person bekræftes af alle de åbenbarede skrifter i godhedens kvalitet, og til trods for, at Du er anerkendt af berømte autoriteter, der er kendte for deres dybe kendskab til den transcendentale videnskab og for at være solidt forankret i guddommelige kvaliteter.”

Śrī Yāmunācārya Albandaru, dévot du Sud de l’Inde, disait: « Ô Seigneur ! En dépit du caractère incomparable de Tes traits corporels, de Tes qualités et de Tes actes, bien que toutes les Écritures inspirées de la vertu confirment Ta nature personnelle, bien que toutes les autorités réputées pour leur sainteté et la profondeur de leur connaissance en matière de science spirituelle reconnaissent elles aussi que Tu es la Personne Suprême, Tu demeures inaccessible aux athées. »

Derfor overgiver (1) skammeligt tåbelige personer, (2) de laveste blandt mennesker, (3) vildledte intellektuelle spekulanter og (4) erklærede ateister sig som nævnt ovenfor aldrig til Guddommens Personligheds lotusfødder på trods af alle skriftlige og autoritative anbefalinger.

C’est pourquoi, malgré les recommandations de toutes les Écritures et de toutes les autorités spirituelles, (1) les sots, (2) les derniers des hommes, (3) les penseurs spéculatifs et (4) les athées déclarés mentionnés dans ce verset, ne s’abandonnent jamais aux pieds pareils-au-lotus de Dieu, la Personne Suprême.