Skip to main content

TEXT 40

TEXT 40

Tekst

Texte

śrī-bhagavān uvāca
pārtha naiveha nāmutra
vināśas tasya vidyate
na hi kalyāṇa-kṛt kaścid
durgatiṁ tāta gacchati
śrī-bhagavān uvāca
pārtha naiveha nāmutra
vināśas tasya vidyate
na hi kalyāṇa-kṛt kaścid
durgatiṁ tāta gacchati

Synonyms

Synonyms

śrī-bhagavān uvāca — Guddommens Højeste Personlighed sagde; pārtha — O Pṛthās søn; na eva — aldrig er det således; iha — i denne materielle verden; na — aldrig; amutra — i det næste liv; vināśaḥ — ødelæggelse; tasya — hans; vidyate — eksisterer; na — aldrig; hi — afgjort; kalyāṇa- kṛt — den, der er engageret i lykkebringende aktiviteter; kaścit — nogen; durgatim — til degradering; tāta — Min ven; gacchati — går.

śrī-bhagavān uvāca: Dieu, la Personne Suprême, dit; pārtha: ô fils de Pṛthā; na eva: jamais il n’en est ainsi; iha: en cet univers matériel; na: jamais; amutra: dans la vie suivante; vināśaḥ: destruction; tasya: sa; vidyate: n’existe; na: jamais; hi: certes; kalyāṇa-kṛt: celui dont les actes sont de bon augure; kaścit: quiconque; durgatim: à la dégradation; tāta: Mon ami; gacchati: ne va.

Translation

Translation

Guddommens Højeste Personlighed sagde: O Pṛthās søn, en transcendentalist, der er engageret i lykkebringende aktiviteter, møder ikke undergang i hverken denne verden eller den åndelige verden. Den, der gør godt, bliver aldrig overvundet af det onde, Min ven.

Dieu, la Personne Suprême, répond: Ô fils de Pṛthā, pour le spiritualiste qui se prête à des activités de bon augure, il n’est de destruction ni dans ce monde, ni dans l’autre. Jamais, Mon ami, le mal ne s’empare de celui qui fait le bien.

Purport

Purport

FORKLARING: I Śrīmad-Bhāgavatam (1.5.17) instruerer Nārada Muni Vyāsadeva som følger:

Dans le Śrīmad-Bhāgavatam (1.5.17), Śrī Nārada Muni s’adresse ainsi à Vyāsadeva:

tyaktvā sva-dharmaṁ caraṇāmbujaṁ harer
bhajann apakvo ’tha patet tato yadi
yatra kva vābhadram abhūd amuṣya kiṁ
ko vārtha āpto ’bhajatāṁ sva-dharmataḥ
tyaktvā sva-dharmaṁ caraṇāmbujaṁ harer
bhajann apakvo ’tha patet tato yadi
yatra kva vābhadram abhūd amuṣya kiṁ
ko vārtha āpto ’bhajatāṁ sva-dharmataḥ

“Hvis man opgiver alle materielle bestræbelser og søger fuldstændigt ly hos Guddommens Højeste Personlighed, behøver man på ingen måde frygte hverken tab eller degradering. På den anden side kan en ikke- hengiven til fulde engagere sig i sine foreskrevne pligter og alligevel intet opnå.” Af materielle aktiviteter er der mange, både dem, der følger skrifterne, og de rent traditionelle. En transcendentalist forventes at opgive alle materielle handlinger for at hellige sit liv til åndeligt fremskridt (eller mere præcist til Kṛṣṇa-bevidsthed). Man kan indvende, at igennem Kṛṣṇa-bevidsthed kan man opnå den højeste fuldkommenhed, hvis man fuldfører processen, men hvis man ikke opnår et sådant fuldendt stadie, taber man både materielt og åndeligt. Skrifterne indskærper, at man vil lide reaktioner på det, hvis man ikke gør sine foreskrevne pligter ordentligt. Hvis man derfor ikke kan udføre sine transcendentale aktiviteter ordentligt, skulle man tro, at man vil blive underkastet disse reaktioner. Śrīmad-Bhāgavatam forsikrer den fejlslagne transcendentalist for, at der ingen grund er til en sådan bekymring. Selv om man måske bliver underkastet reaktionen for ikke at have udført sine foreskrevne pligter til fulde, mister man alligevel intet, for lykkebringende Kṛṣṇa-bevidsthed vil aldrig blive glemt, og hvis man er således beskæftiget, vil man fortsætte med at være det, også selv om man skulle få en lav fødsel i sit næste liv. På den anden side vil den, der blot strengt følger de foreskrevne pligter, ikke nødvendigvis opnå gode resultater, hvis han ikke er Kṛṣṇa-bevidst.

« Qui abandonne tout projet matériel et, sans réserve, prend refuge en Dieu, la Personne Suprême, ne risque pas de se dégrader ou de perdre quoi que ce soit. Par contre, qui accomplit scrupuleusement ses devoirs mais n’adore pas Dieu peut fort bien ne recueillir aucun fruit. » Lorsqu’on a une motivation matérielle, on doit accomplir de nombreuses activités répondant aux injonctions scripturaires ou se conformant aux traditions. Or, il se trouve que le progrès spirituel, le progrès dans la conscience de Kṛṣṇa, exige que l’on mette fin aux activités matérielles. On peut donc penser que si le dévot n’atteint pas la perfection dans cette voie, s’il ne complète pas son effort, il aura tout perdu, et matériellement et spirituellement. Les Écritures enseignent que l’homme qui néglige ses devoirs devra en subir les conséquences. Il en sera de même pour celui qui n’accomplit pas correctement ses activités spirituelles. Le Bhāgavatam rassure le spiritualiste qui a échoué dans sa tentative: il ne sera jamais perdant, quand bien même il devrait souffrir pour n’avoir pas su assumer parfaitement ses responsabilités matérielles, car ses accomplissements dans la conscience de Kṛṣṇa ne seront jamais oubliés. Même s’il renaît dans une famille de basse condition, il aura toujours la possibilité de poursuivre son évolution spirituelle, tandis que l’homme dépourvu de conscience de Kṛṣṇa, quand bien même il aurait rempli strictement tous ses devoirs matériels, n’obtiendra pas nécessairement les résultats escomptés.

Hvorfor dette er tilfældet, kan forstås på følgende måde. Menneskeheden kan inddeles i to kategorier, nemlig de regulerede og de uregulerede. De, der udelukkende beskæftiger sig med dyrisk sansetilfredsstillelse uden viden om deres næste liv eller åndelig frelse, hører til den uregulerede kategori. Og de, der følger skrifternes principper for foreskrevne pligter, tilhører den regulerede kategori. Uanset om de er civiliserede eller uciviliserede, uddannede eller uuddannede, stærke eller svage, er mennesker i den uregulerede kategori fulde af dyriske tilbøjeligheder. Deres handlinger er aldrig lykkebringende, for mens de nyder de animalistiske tilbøjeligheder i form af at spise, sove, forsvare sig og parre sig, forbliver de bestandigt i materiel eksistens, der altid er lidelsesfyldt. De, der på den anden side reguleres af de skriftlige anvisninger, og som på den måde gradvist stiger op til Kṛṣṇa-bevidsthed, gør afgjort fremskridt i livet.

On peut également comprendre ce point de la manière suivante: l’humanité se divise en deux groupes. Il y a ceux qui acceptent les principes régulateurs de l’existence, et ceux qui les refusent. Les seconds, semblables aux bêtes, ne cherchent qu’à assouvir leurs sens. Ils ignorent tout de la métempsychose, comme de la libération. Qu’ils soient civilisés ou non, instruits ou non, forts ou faibles, leur vie n’a rien d’heureux. Ils ne font que suivre leurs tendances animales – manger, dormir, s’accoupler et se défendre –, et pour ce faire, doivent perpétuellement demeurer dans l’univers matériel où la vie n’est que misère. Les premiers par contre, parce qu’ils se conforment aux règles scripturaires, progressent et s’élèvent graduellement jusqu’à la conscience de Kṛṣṇa.

De, der følger den lykkevarslende vej, kan inddeles i tre kategorier, nemlig (1) de, der følger skrifternes regler og forordninger og nyder materiel velstand, (2) de, der søger endelig frigørelse fra materiel eksistens, og (3) de, der er hengivne i Kṛṣṇa-bevidsthed. De, der følger skrifternes regler og reguleringer for at få materiel lykke, kan inddeles i yderligere to grupper: de, der er frugtstræbende arbejdere, og de, der ikke ønsker nogen form for sansetilfredsstillelse. De, der stræber efter de frugtbærende resultater for at få sansetilfredsstillelse, kan blive hævet til en højere levestandard og tilmed til de højere planeter, men fordi de ikke er fri for materiel eksistens, følger de stadigvæk ikke den virkeligt lykkevarslende vej. De eneste lykkebringende aktiviteter er dem, der fører én til frigørelse. Alle handlinger, hvis mål ikke er den højeste grad af selverkendelse eller befrielse fra den kropslige livsopfattelse, kan slet ikke siges at være lykkevarslende. Handling i Kṛṣṇa-bevidsthed er den eneste lykkebringende aktivitet, og alle, der frivilligt tolererer enhver form for kropsligt ubehag for at gøre fremskridt på den Kṛṣṇa-bevidste vej, kan kaldes fuldkomne transcendentalister under streng askese. Da det ottefoldige yoga-system er rettet mod den endelige erkendelse af Kṛṣṇa-bevidsthed, er en sådan praksis også lykkevarslende, og ingen, der gør sit bedste i den henseende, behøver være bange for at falde ned.

Mais l’on peut, à son tour, diviser ce groupe en trois: le premier rassemble tous ceux qui jouissent de la prospérité matérielle parce qu’ils observent les règles scripturaires, le second comprend tous ceux qui cherchent à se libérer définitivement de la matière, et le troisième, enfin, tous ceux qui adoptent la conscience de Kṛṣṇa. Ceux qui suivent les Écritures afin de goûter le bonheur matériel se subdivisent, à leur tour, en deux: ceux qui aspirent à jouir du fruit de leurs actes, et ceux qui n’y prétendent pas. Les premiers obtiendront peut-être des conditions de vie plus élevées – peut-être renaîtront-ils sur les planètes édéniques – mais la voie qu’ils ont choisie n’est pas la meilleure, car elle ne permet pas de se soustraire à l’existence matérielle. Ne sont en fin de compte propices que les actes qui conduisent à la réalisation spirituelle, à l’affranchissement de tout concept matériel de la vie, à la libération – ce que seule la conscience de Kṛṣṇa peut offrir. Par conséquent, on dira qu’un spiritualiste est parfait s’il accepte les conditions, même déplaisantes et austères, qui permettent de progresser sur le chemin de la conscience de Kṛṣṇa.

Mais l’aṣṭāṅga-yoga, parce qu’il vise lui aussi au but ultime, la conscience de Kṛṣṇa, est également salutaire, et quiconque en suit le processus avec détermination n’a à craindre aucune régression.