TEXT 16
TEXT 16
Tekst
Texte
yeṣāṁ nāśitam ātmanaḥ
teṣām āditya-vaj jñānaṁ
prakāśayati tat param
yeṣāṁ nāśitam ātmanaḥ
teṣām āditya-vaj jñānaṁ
prakāśayati tat param
Synonyms
Synonyms
jñānena: par la connaissance; tu: mais; tat: cette; ajñānam: ignorance; yeṣām: dont; nāśitam: est détruite; ātmanaḥ: de l’être; teṣām: leur; āditya-vat: comme le soleil levant; jñānam: la connaissance; prakāśayati: révèle; tat param: la conscience de Kṛṣṇa.
Translation
Translation
Når man imidlertid er blevet oplyst af den viden, gennem hvilken uvidenheden tilintetgøres, afslører denne viden alt, ligesom sollyset oplyser alt i dagtimerne.
Toutefois, quand ce savoir qui dissipe les ténèbres de l’ignorance illumine l’être, tout lui est révélé, à la manière du soleil qui illumine toute chose lorsque vient le jour.
Purport
Purport
FORKLARING: De, der har glemt Kṛṣṇa, er helt sikkert forvildede, men de, der er i Kṛṣṇa-bevidsthed, er slet ikke forvildede. Der står i Bhagavad-gītā, sarvaṁ jñāna-plavena (4.36), jñānāgniḥ sarva-karmāṇi (4.37) og na hi jñānena sadṛśam (4.38). Viden er altid i høj kurs. Og hvad er det for en viden? Perfekt viden kan fås, når man overgiver sig til Kṛṣṇa, som det bekræftes i kapitel 7, vers 19: bahūnāṁ janmanām ante, jñānavān māṁ prapadyate. Når den, der er fuldkommen i viden, efter mange, mange liv overgiver sig til Kṛṣṇa, eller når man er blevet Kṛṣṇa- bevidst, bliver alting afsløret for én, ligesom alt afsløres af Solen om dagen. Det levende væsen er forvildet på mange forskellige måder. Når man for eksempel helt ubændigt anser sig selv for at være Gud, bliver man i virkeligheden fanget i uvidenhedens sidste fælde. Hvis et levende væsen er Gud, hvordan kan det så blive forvirret af uvidenhed? Bliver Gud forvirret af uvidenhed? I så fald er uvidenhed eller Satan mægtigere end Gud. Virkelig kundskab kan fås fra en person, der er i fuldkommen Kṛṣṇa-bevidsthed. Man må derfor opsøge en sådan ægte åndelig mester og under hans vejledning lære, hvad Kṛṣṇa-bevidsthed er, for Kṛṣṇa-bevidsthed vil afgjort forjage al uvidenhed, nøjagtig ligesom Solen bortjager mørket. Selv om man eventuelt er helt klar over, at man ikke er denne krop, men er transcendental til kroppen, kan man måske stadig ikke skelne mellem sjælen og Oversjælen. Man kan imidlertid forstå det hele, hvis man søger tilflugt hos den fuldkomne og ægte Kṛṣṇa-bevidste åndelige mester. Det er kun, når man virkelig møder en repræsentant for Gud, at man kan kende Gud og sit forhold til Ham. Guds repræsentant hævder aldrig, at han er Gud, skønt han bliver vist al den respekt, der normalt er forbeholdt Gud, fordi han har viden om Gud. Man må lære at kende forskellen på Gud og det levende væsen. Herren Śrī Kṛṣṇa fastslog derfor i kapitel 2, at hvert eneste levende væsen er en individuel person, og at Herren også er en individuel person. De var alle individuelle personer i fortiden, de er individuelle personer nu, og de vil blive ved med at være individuelle personer i fremtiden, selv efter at de er blevet befriet. Om natten ser vi alt som ét i mørket, men om dagen, når Solen er oppe, kan man se alt i dets rette lys. Identitet med individuel personlighed i åndeligt liv er virkelig kundskab.
Contrairement aux dévots, les êtres qui oublient Kṛṣṇa s’égarent. Le savoir est toujours tenu en haute estime, dit en maints endroits la Bhagavad-gītā: sarvaṁ jñāna-plavena, jñānāgniḥ sarva-karmāṇi et na hi jñānena sadṛśam. Comme l’explique le dix-neuvième verset du chapitre sept, c’est par l’abandon à Kṛṣṇa que s’acquiert le savoir parfait: bahūnāṁ janmanām ante jñānavān māṁ prapadyate. L’homme au savoir parfait qui, après de très nombreuses renaissances, s’abandonne à Kṛṣṇa, voit les choses se révéler à lui, comme au lever du soleil la lumière révèle tous les objets.
Il y a de multiples façons de se fourvoyer. Se croire impudemment Dieu, par exemple, c’est tomber dans le piège de la plus grossière illusion. Comment, en effet, si nous étions Dieu, pourrions-nous tomber sous l’emprise de l’ignorance ? Si Dieu pouvait y être assujetti, alors Satan, qui est la personnification de l’ignorance, serait plus fort que Dieu.
La véritable connaissance peut être obtenue auprès d’un être parfaitement conscient de Kṛṣṇa. Il faut donc rechercher un tel maître pour apprendre sous sa direction ce qu’est la conscience de Kṛṣṇa, car, semblable au soleil qui dissipe les ténèbres, elle est la seule qui puisse ôter le voile de l’ignorance.
Même en sachant que l’âme est distincte du corps, qu’elle transcende la matière, on peut ignorer ce qui la distingue de l’Âme Suprême. Or, on n’aura de réponses à ces questions que si l’on prend refuge auprès d’un représentant de Kṛṣṇa, d’un maître spirituel parfait et authentique. Ainsi connaîtra-t-on Dieu et la relation qui nous unit à Lui. Notons ici qu’un authentique représentant de Dieu ne prétend jamais être Dieu, même si, en raison de sa connaissance de Dieu, on lui offre tous les respects généralement offerts au Seigneur Lui-même. Il faut apprendre à distinguer Dieu des âmes infinitésimales. Kṛṣṇa enseigne d’ailleurs dans le second chapitre (2.12) que tous les êtres, comme le Seigneur, ont leur individualité propre. Les âmes ont toujours été distinctes de Lui, le sont encore et le resteront, même après la libération. Si dans les ténèbres de la nuit, tout semble indifférencié, quand se lève le soleil, l’identité de chaque chose apparaît. La vraie connaissance consiste donc à percevoir dans l’existence spirituelle l’identité individuelle de chacun.