Skip to main content

TEXT 15

VERŠ 15

Tekst

Verš

nādatte kasyacit pāpaṁ
na caiva sukṛtaṁ vibhuḥ
ajñānenāvṛtaṁ jñānaṁ
tena muhyanti jantavaḥ
nādatte kasyacit pāpaṁ
na caiva sukṛtaṁ vibhuḥ
ajñānenāvṛtaṁ jñānaṁ
tena muhyanti jantavaḥ

Synonyms

Synonyma

na — aldrig; ādatte — accepterer; kasyacit — nogens; pāpam — synd; na — ej heller; ca — også; eva — afgjort; su-kṛtam — fromme aktiviteter; vibhuḥ — den Højeste Herre; ajñānena — af uvidenhed; āvṛtam — dækket; jñānam — viden; tena — af den; muhyanti — forvirres; jantavaḥ — de levende væsener.

na — nikdy; ādatte — prijíma; kasyacit — niekoho; pāpam — hriech; na — ani; ca — tiež; eva — určite; su-kṛtam — zbožné činy; vibhuḥ — Najvyšší Pán; ajñānena — nevedomosťou; āvṛtam — zakryté; jñānam — poznanie; tena — tým; muhyanti — sú zmätené; jantavaḥ — živé bytosti.

Translation

Překlad

Den Højeste Herre påtager Sig heller ikke nogens syndige eller fromme handlinger. De legemliggjorte væsener er imidlertid forvildede på grund af den uvidenhed, der tilslører deres virkelige kundskab.

Ani Najvyšší Pán sa nezúčastňuje zbožných či hriešnych činov, nech ich vykonal hocikto. Vtelené bytosti sú však zmätené nevedomosťou, ktorá zakrýva ich pravé poznanie.

Purport

Význam

FORKLARING: Sanskritordet vibhu betyder den Højeste Herre, der er fuld af ubegrænset viden, rigdom, styrke, berømmelse, skønhed og forsagelse. Han er altid tilfreds i Sig selv og uforstyrret af både syndige og fromme handlinger. Han skaber ingen bestemt situation for noget levende væsen, men fordi det levende væsen vildledes af uvidenhed, ønsker det selv at blive hensat under bestemte levevilkår, hvilket sætter hans kæde af handlinger og deres reaktioner i gang. Et levende væsen er i kraft af sin højere natur fuld af viden. Ikke desto mindre er han på grund af sin begrænsede kraft tilbøjelig til at blive påvirket af uvidenhed. Herren er almægtig, men det er det levende væsen ikke. Herren er vibhu eller alvidende, men det levende væsen er aṇu eller atomisk. Eftersom han er en levende sjæl, har han på grund af sin frie vilje evnen til at ønske. Men det er udelukkende den almægtige Herre, der opfylder hans ønsker. Og når det levende væsen således bliver forvildet i sine ønsker, lader Herren ham få disse ønsker opfyldt, men Herren er aldrig ansvarlig for handlingerne og reaktionerne i den pågældende situation, som sjælen har ønsket sig. Fordi den legemliggjorte sjæl er i en forvildet tilstand, identificerer han sig med den materielle krop i den omstændighed, han befinder sig i, og bliver således underlagt livets midlertidige lidelse og lykke. Herren er det levende væsens bestandige ledsager som Paramātmā eller Oversjælen, og derfor kan Han forstå den individuelle sjæls ønsker på samme måde, som man kan opfatte en blomsts duft, når man er i nærheden af den. Ønsker er en subtil form for betingethed hos det levende væsen. Herren opfylder hans ønsker, sådan som han fortjener det. Mennesket spår, men Gud råder. Den individuelle sjæl er derfor ikke almægtig i opfyldelsen af sine ønsker. Herren kan imidlertid opfylde alle ønsker, og neutral som Han er over for alle, blander Han Sig ikke i de små uafhængige levende væseners ønsker. Men hvis man ønsker Kṛṣṇa, tager Han Sig særligt af én og opmuntrer én til at ønske på en måde, så man kan opnå Ham og blive evigt lykkelig. Der står derfor i de vediske hymner (Kauṣītakī Upaniṣad 3.9), eṣa u hy eva sādhu karma kārayati taṁ yam ebhyo lokebhya unninīṣate, eṣa u evāsādhu karma kārayati taṁ yam adho ninīṣate: “Herren engagerer det levende væsen i fromme handlinger, så han kan blive ophøjet. Herren engagerer ham i ugudelige handlinger, så han kan gå til helvede.”

På samme måde står der i Mahābhārata (Vana-parva 31.27):

Sanskṛtské slovo vibhu sa vzťahuje na Najvyššieho Pána, ktorý má neobmedzené vedomosti, bohatstvo, silu, slávu, krásu a odriekanie. Je vždy spokojný sám v Sebe a nikdy Ho neovplyvňujú hriešne či zbožné činnosti. Nevytvára nijaké osobitné situácie pre žiadnu živú bytosť. Živá bytosť pomýlená nevedomosťou si však praje žiť v určitých životných podmienkach, čo tvorí počiatok reťazca činov a ich následkov. Živá bytosť má duchovnú povahu a dokonalé poznanie. Napriek tomu však môže podľahnúť nevedomosti, lebo jej moc je obmedzená. Pán je všemocný, no živá bytosť všemocná nie je. Najvyšší Pán je vševedúci (vibhu), zatiaľ čo živá bytosť je nepatrná (aṇu). A keďže je to živá duša, má slobodu túžiť. Jej žiadosti môže splniť všemohúci Pán. Keď má živá bytosť zmätené túžby, Pán jej umožní, aby sa jej želania splnili, pričom On sám nenesie žiadnu zodpovednosť za činy a následky, ktoré sa v takýchto prípadoch dostavia. Vtelená duša sa kvôli svojej nevedomosti stotožňuje s dočasným hmotným telom a je podmienená pominuteľným radostiam a strastiam života. Pán je v podobe Paramātmy alebo Nadduše večným sprievodcom živej bytosti, a preto rozumie želaniam jednotlivých duší tak, ako môžeme cítiť vôňu kvetu, keď sme blízko neho. Túžba je jemnou podobou podmienenosti živej bytosti a Pán plní jej túžby podľa zásluhy. Príslovie hovorí: „Človek mieni a Boh mení.“ Individuálna duša teda nie je všemocná v plnení svojich túžob. Boh však môže splniť všetky želania, a pretože je nestranný, nemieša sa do želaní minimálne nezávislých živých bytostí. Keď človek túži po Kṛṣṇovi, venuje mu Pán osobitnú pozornosť a povzbudzuje jeho túžbu tak, aby Ho mohol dosiahnuť a bol navždy šťastný. Vedske hymny hovoria: eṣa u hy eva sādhu karma kārayati taṁ yam ebhyo lokebhya unninīṣate eṣa u evāsādhu karma kārayati yam adho ninīṣate. „Pán dovoľuje živým bytostiam vykonávať zbožné činy, aby sa mohli povzniesť. A takisto je to On, kto im dovolí konať hriešne, aby sa mohli dostať do pekla.“ (Kauṣītakī Upaniṣad 3.8)

ajño jantur anīśo ’yam
ātmanaḥ sukha-duḥkhayoḥ
īśvara-prerito gacchet
svargaṁ vāśv abhram eva ca
ajño jantur anīśo ’yam
ātmanaḥ sukha-duḥkhayoḥ
īśvara-prerito gacchet
svargaṁ vāśv abhram eva ca

“Det levende væsen er helt afhængigt i både sin lykke og sin lidelse. Ved den Højestes vilje kan han komme til himmelen eller gå til helvede ligesom en sky, der bliver ført med af vinden.”

„Šťastie a nešťastie živej bytosti záleží celkom na Bohu. Vôľou Najvyššieho sa môže dostať do neba alebo do pekla tak, ako vietor poháňa oblaky.“

På grund af sit dybt rodfæstede ønske om at undgå Kṛṣṇa-bevidsthed er det levende væsen derfor skyld i sin egen forvildelse. Selv om han af natur er evig, lyksalig og fuld af viden, glemmer han på grund af lidenheden af sin eksistens sin naturlige position i tjeneste til Herren og bliver således indfanget af uvidenhed. Forblændet af denne uvidenhed hævder det levende væsen, at Herren bærer ansvaret for hans betingede eksistens. Dette bliver bekræftet i Vedānta-sūtra (2.1.34) med ordene vaiṣamya-nairghṛṇye na sāpekṣatvāt tathā hi darśayati: “Herren hverken elsker eller hader nogen, selv om Han ser ud til at gøre det.”

Vtelená duša si kvôli svojmu dávnemu želaniu, vyhnúť sa vedomiu Kṛṣṇu, sama spôsobuje nevedomosť. Hoci je vo svojej povahe večná, blažená a plná poznania, pre svoju nepatrnosť zabúda na svoje prirodzené postavenie, na to, že má slúžiť Pánovi, a tak sa necháva viesť nevedomosťou. Z nevedomosti potom vyhlasuje, že Boh je zodpovedný za jej podmienenú existenciu. Vo Vedānta-sūtre (2.1.34) je to potvrdené slovami: vaiṣamya-nairghṛṇye na sāpekṣatvāt tathā hi darśayati. „Pán k nikomu nechová nenávisť ani obľubu, hoci sa to niekedy môže zdať.“