Skip to main content

TEXT 15

TEXT 15

Tekst

Texto

nādatte kasyacit pāpaṁ
na caiva sukṛtaṁ vibhuḥ
ajñānenāvṛtaṁ jñānaṁ
tena muhyanti jantavaḥ
nādatte kasyacit pāpaṁ
na caiva sukṛtaṁ vibhuḥ
ajñānenāvṛtaṁ jñānaṁ
tena muhyanti jantavaḥ

Synonyms

Palabra por palabra

na — aldrig; ādatte — accepterer; kasyacit — nogens; pāpam — synd; na — ej heller; ca — også; eva — afgjort; su-kṛtam — fromme aktiviteter; vibhuḥ — den Højeste Herre; ajñānena — af uvidenhed; āvṛtam — dækket; jñānam — viden; tena — af den; muhyanti — forvirres; jantavaḥ — de levende væsener.

na — nunca; ādatte — acepta; kasyacit — de nadie; pāpam — pecado; na — ni; ca — también; eva — ciertamente; su-kṛtam — actividades piadosas; vibhuḥ — el Señor Supremo; ajñānena — por ignorancia; āvṛtam — cubierto; jñānam — conocimiento; tena — con eso; muhyanti — están confundidas; jantavaḥ — las entidades vivientes.

Translation

Traducción

Den Højeste Herre påtager Sig heller ikke nogens syndige eller fromme handlinger. De legemliggjorte væsener er imidlertid forvildede på grund af den uvidenhed, der tilslører deres virkelige kundskab.

Y el Señor Supremo tampoco asume la responsabilidad de las actividades pecaminosas o piadosas de nadie. Sin embargo, los seres encarnados están confundidos a causa de la ignorancia que cubre su verdadero conocimiento.

Purport

Significado

FORKLARING: Sanskritordet vibhu betyder den Højeste Herre, der er fuld af ubegrænset viden, rigdom, styrke, berømmelse, skønhed og forsagelse. Han er altid tilfreds i Sig selv og uforstyrret af både syndige og fromme handlinger. Han skaber ingen bestemt situation for noget levende væsen, men fordi det levende væsen vildledes af uvidenhed, ønsker det selv at blive hensat under bestemte levevilkår, hvilket sætter hans kæde af handlinger og deres reaktioner i gang. Et levende væsen er i kraft af sin højere natur fuld af viden. Ikke desto mindre er han på grund af sin begrænsede kraft tilbøjelig til at blive påvirket af uvidenhed. Herren er almægtig, men det er det levende væsen ikke. Herren er vibhu eller alvidende, men det levende væsen er aṇu eller atomisk. Eftersom han er en levende sjæl, har han på grund af sin frie vilje evnen til at ønske. Men det er udelukkende den almægtige Herre, der opfylder hans ønsker. Og når det levende væsen således bliver forvildet i sine ønsker, lader Herren ham få disse ønsker opfyldt, men Herren er aldrig ansvarlig for handlingerne og reaktionerne i den pågældende situation, som sjælen har ønsket sig. Fordi den legemliggjorte sjæl er i en forvildet tilstand, identificerer han sig med den materielle krop i den omstændighed, han befinder sig i, og bliver således underlagt livets midlertidige lidelse og lykke. Herren er det levende væsens bestandige ledsager som Paramātmā eller Oversjælen, og derfor kan Han forstå den individuelle sjæls ønsker på samme måde, som man kan opfatte en blomsts duft, når man er i nærheden af den. Ønsker er en subtil form for betingethed hos det levende væsen. Herren opfylder hans ønsker, sådan som han fortjener det. Mennesket spår, men Gud råder. Den individuelle sjæl er derfor ikke almægtig i opfyldelsen af sine ønsker. Herren kan imidlertid opfylde alle ønsker, og neutral som Han er over for alle, blander Han Sig ikke i de små uafhængige levende væseners ønsker. Men hvis man ønsker Kṛṣṇa, tager Han Sig særligt af én og opmuntrer én til at ønske på en måde, så man kan opnå Ham og blive evigt lykkelig. Der står derfor i de vediske hymner (Kauṣītakī Upaniṣad 3.9), eṣa u hy eva sādhu karma kārayati taṁ yam ebhyo lokebhya unninīṣate, eṣa u evāsādhu karma kārayati taṁ yam adho ninīṣate: “Herren engagerer det levende væsen i fromme handlinger, så han kan blive ophøjet. Herren engagerer ham i ugudelige handlinger, så han kan gå til helvede.”

På samme måde står der i Mahābhārata (Vana-parva 31.27):

La palabra sánscrita vibhuḥ se refiere al Señor Supremo, quien está colmado de ilimitado conocimiento, riquezas, fuerza, fama, belleza y renunciación. Él siempre está satisfecho en Sí mismo, sin que lo perturben las actividades pecaminosas o piadosas que se realizan. Él no crea una determinada situación para ninguna entidad viviente, pero la entidad viviente, confundida por la ignorancia, desea ser puesta en ciertas condiciones de vida, y con ello comienza su cadena de acción y reacción. Por su naturaleza superior, la entidad viviente está colmada de conocimiento. No obstante, debido a su limitado poder, es propensa a ser influida por la ignorancia. El Señor es omnipotente, pero la entidad viviente no lo es. El Señor es vibhu, u omnisciente, pero la entidad viviente es aṇu, o atómica. Como ella es un alma viviente, tiene la capacidad de desear por medio de su libre albedrío. Ese deseo lo cumple únicamente el omnipotente Señor. Y, así pues, cuando la entidad viviente se confunde en sus deseos, el Señor le permite complacerlos, pero Él nunca es responsable por las acciones y reacciones de la situación específica que pueda desearse. Por consiguiente, como el alma encarnada se encuentra en una condición confundida, se identifica con el cuerpo material circunstancial, y queda supeditada al sufrimiento y la felicidad temporal que hay en la vida. El Señor, en la forma de Paramātmā, o la Superalma, es el compañero constante de la entidad viviente, en virtud de lo cual puede darse cuenta de los deseos del alma individual, tal como uno puede oler el aroma de una flor al estar cerca de ella. El deseo es una forma sutil de condicionamiento para la entidad viviente. El Señor le satisface el deseo según ella lo merezca: «el hombre propone y Dios dispone». Por lo tanto, el individuo no es omnipotente en lo que respecta a complacer sus deseos. Sin embargo, el Señor puede cumplir todos los deseos, y como Él es imparcial con todos, no interfiere en los deseos de las diminutas e independientes entidades vivientes. No obstante, cuando uno desea a Kṛṣṇa, el Señor se ocupa de uno de un modo especial, y lo anima a tener deseos por los que uno pueda llegar a Él y ser feliz eternamente. Los himnos védicos declaran, pues: eṣa u hy eva sādhu karma kārayati taṁ yam ebhyo lokebhya unninīśate eṣa u evāsādhu karma kārayati yam adho ninīśate, «El Señor ocupa a la entidad viviente en actividades piadosas, para que ella se pueda elevar. El Señor la ocupa en actividades impías, de modo que ella pueda irse al infierno» (Kauṣītakī Upaniṣad 3.8).

ajño jantur anīśo ’yam
ātmanaḥ sukha-duḥkhayoḥ
īśvara-prerito gacchet
svargaṁ vāśv abhram eva ca
ajño jantur anīśo ’yam
ātmanaḥ sukha-duḥkhayoḥ
īśvara-prerito gacchet
svargaṁ vāśv abhram eva ca

“Det levende væsen er helt afhængigt i både sin lykke og sin lidelse. Ved den Højestes vilje kan han komme til himmelen eller gå til helvede ligesom en sky, der bliver ført med af vinden.”

«La entidad viviente es completamente dependiente en su aflicción y en su felicidad. Por la voluntad del Supremo puede ir al cielo o al infierno, tal como una nube es llevada por el aire».

På grund af sit dybt rodfæstede ønske om at undgå Kṛṣṇa-bevidsthed er det levende væsen derfor skyld i sin egen forvildelse. Selv om han af natur er evig, lyksalig og fuld af viden, glemmer han på grund af lidenheden af sin eksistens sin naturlige position i tjeneste til Herren og bliver således indfanget af uvidenhed. Forblændet af denne uvidenhed hævder det levende væsen, at Herren bærer ansvaret for hans betingede eksistens. Dette bliver bekræftet i Vedānta-sūtra (2.1.34) med ordene vaiṣamya-nairghṛṇye na sāpekṣatvāt tathā hi darśayati: “Herren hverken elsker eller hader nogen, selv om Han ser ud til at gøre det.”

De modo que, el alma encarnada, debido a su deseo inmemorial de eludir el estado de conciencia de Kṛṣṇa, causa su propia confusión. En consecuencia, aunque por constitución ella es eterna, bienaventurada y sapiente, debido a la pequeñez de su existencia olvida su posición constitucional de servicio al Señor, y queda atrapada así por la nesciencia. Y, bajo el hechizo de la ignorancia, la entidad viviente alega que el Señor es responsable de su existencia condicionada. Los Vedānta-sūtras (2.1.34) también confirman eso. Vaiṣamya-nairghṛṇye na sāpekṣatvāt tathā hi darśayati: «El Señor ni odia ni quiere a nadie, aunque parezca que lo hiciera».