Skip to main content

TEXT 15

TEXT 15

Tekst

Text

nādatte kasyacit pāpaṁ
na caiva sukṛtaṁ vibhuḥ
ajñānenāvṛtaṁ jñānaṁ
tena muhyanti jantavaḥ
nādatte kasyacit pāpaṁ
na caiva sukṛtaṁ vibhuḥ
ajñānenāvṛtaṁ jñānaṁ
tena muhyanti jantavaḥ

Synonyms

Synonyms

na — aldrig; ādatte — accepterer; kasyacit — nogens; pāpam — synd; na — ej heller; ca — også; eva — afgjort; su-kṛtam — fromme aktiviteter; vibhuḥ — den Højeste Herre; ajñānena — af uvidenhed; āvṛtam — dækket; jñānam — viden; tena — af den; muhyanti — forvirres; jantavaḥ — de levende væsener.

na — nie; ādatte — nimmt an; kasyacit — irgend jemandes; pāpam — Sünde; na — und nicht; ca — auch; eva — gewiß; su-kṛtam — fromme Tätigkeiten; vibhuḥ — der Höchste Herr; ajñānena — durch Unwissenheit; āvṛtam — bedeckt; jñānam — Wissen; tena — dadurch; muhyanti — sind verwirrt; jantavaḥ — die Lebewesen.

Translation

Translation

Den Højeste Herre påtager Sig heller ikke nogens syndige eller fromme handlinger. De legemliggjorte væsener er imidlertid forvildede på grund af den uvidenhed, der tilslører deres virkelige kundskab.

Ebenso nimmt der Höchste Herr niemandes sündhafte oder fromme Tätigkeiten auf Sich. Die verkörperten Wesen jedoch sind verwirrt, da Unwissenheit ihr wahres Wissen bedeckt.

Purport

Purport

FORKLARING: Sanskritordet vibhu betyder den Højeste Herre, der er fuld af ubegrænset viden, rigdom, styrke, berømmelse, skønhed og forsagelse. Han er altid tilfreds i Sig selv og uforstyrret af både syndige og fromme handlinger. Han skaber ingen bestemt situation for noget levende væsen, men fordi det levende væsen vildledes af uvidenhed, ønsker det selv at blive hensat under bestemte levevilkår, hvilket sætter hans kæde af handlinger og deres reaktioner i gang. Et levende væsen er i kraft af sin højere natur fuld af viden. Ikke desto mindre er han på grund af sin begrænsede kraft tilbøjelig til at blive påvirket af uvidenhed. Herren er almægtig, men det er det levende væsen ikke. Herren er vibhu eller alvidende, men det levende væsen er aṇu eller atomisk. Eftersom han er en levende sjæl, har han på grund af sin frie vilje evnen til at ønske. Men det er udelukkende den almægtige Herre, der opfylder hans ønsker. Og når det levende væsen således bliver forvildet i sine ønsker, lader Herren ham få disse ønsker opfyldt, men Herren er aldrig ansvarlig for handlingerne og reaktionerne i den pågældende situation, som sjælen har ønsket sig. Fordi den legemliggjorte sjæl er i en forvildet tilstand, identificerer han sig med den materielle krop i den omstændighed, han befinder sig i, og bliver således underlagt livets midlertidige lidelse og lykke. Herren er det levende væsens bestandige ledsager som Paramātmā eller Oversjælen, og derfor kan Han forstå den individuelle sjæls ønsker på samme måde, som man kan opfatte en blomsts duft, når man er i nærheden af den. Ønsker er en subtil form for betingethed hos det levende væsen. Herren opfylder hans ønsker, sådan som han fortjener det. Mennesket spår, men Gud råder. Den individuelle sjæl er derfor ikke almægtig i opfyldelsen af sine ønsker. Herren kan imidlertid opfylde alle ønsker, og neutral som Han er over for alle, blander Han Sig ikke i de små uafhængige levende væseners ønsker. Men hvis man ønsker Kṛṣṇa, tager Han Sig særligt af én og opmuntrer én til at ønske på en måde, så man kan opnå Ham og blive evigt lykkelig. Der står derfor i de vediske hymner (Kauṣītakī Upaniṣad 3.9), eṣa u hy eva sādhu karma kārayati taṁ yam ebhyo lokebhya unninīṣate, eṣa u evāsādhu karma kārayati taṁ yam adho ninīṣate: “Herren engagerer det levende væsen i fromme handlinger, så han kan blive ophøjet. Herren engagerer ham i ugudelige handlinger, så han kan gå til helvede.”

På samme måde står der i Mahābhārata (Vana-parva 31.27):

ERLÄUTERUNG: Das Sanskritwort vibhu bezeichnet den Höchsten Herrn, der unbegrenztes Wissen, unbegrenzte Reichtümer, unbegrenzte Stärke, unbegrenzten Ruhm, unbegrenzte Schönheit und unbegrenzte Entsagung in Vollkommenheit besitzt. Er ist immer in Sich Selbst zufrieden und wird weder von sündigen noch von frommen Tätigkeiten gestört. Er schafft für niemanden besondere Umstände; vielmehr ist es das Lebewesen selbst, das, durch Unwissenheit verwirrt, den Wunsch entwickelt, in bestimmte Lebensumstände versetzt zu werden, womit seine Kette von Aktion und Reaktion beginnt. Da das Lebewesen von höherer Natur ist, ist es voller Wissen. Trotzdem neigt es aufgrund seiner begrenzten Kraft dazu, von Unwissenheit beeinflußt zu werden. Der Herr ist allmächtig, das Lebewesen jedoch nicht. Der Herr ist vibhu (allwissend), und das Lebewesen ist aṇu (atomisch klein). Weil es eine lebendige Seele ist, hat es die Fähigkeit, nach seinem freien Willen zu wünschen, doch all diese Wünsche werden nur vom allmächtigen Herrn erfüllt. Wenn das Lebewesen verwirrte Wünsche hat, ist es ebenfalls der Herr, der es ihm erlaubt, diese Wünsche zu erfüllen; doch der Herr ist niemals für die Aktionen und Reaktionen verantwortlich, die durch die Wünsche des Lebewesens hervorgerufen werden. Da sich die verkörperte Seele in einem verwirrten Zustand befindet, identifiziert sie sich mit dem umständebedingten materiellen Körper und wird so dem zeitweiligen Leid und Glück des Lebens unterworfen. Der Herr ist als Paramātmā, die Überseele, der ständige Begleiter des Lebewesens und kennt deshalb die Wünsche der individuellen Seele, ebenso wie man den Duft einer Blume riechen kann, einfach indem man in ihrer Nähe ist. Wünsche sind eine feinstoffliche Form der Bindung des Lebewesens. Der Herr erfüllt die Wünsche des Lebewesens in dem Maße, wie es das Lebewesen verdient. „Der Mensch denkt, und Gott lenkt.“ Das Individuum besitzt also nicht die Allmacht, sich seine Wünsche selbst zu erfüllen. Der Herr jedoch kann die Wünsche eines jeden erfüllen, und weil Er Sich jedem gegenüber neutral verhält, mischt Er Sich nicht in die Wünsche der winzigen unabhängigen Lebewesen ein. Wenn sich jemand aber Kṛṣṇa wünscht, dann kümmert Sich Kṛṣṇa in besonderer Weise um ihn und ermutigt ihn, seine Wünsche so auszurichten, daß er den Herrn erreicht und ewig glücklich sein kann. Die vedischen Hymnen sagen daher: eṣa u hy eva sādhu karma kārayati taṁ yam ebhyo lokebhya unninīṣate. eṣa u evāsādhu karma kārayati yam adho ninīṣate: „Der Herr beschäftigt das Lebewesen mit frommen Tätigkeiten, so daß es erhoben werden kann, und Er beschäftigt es mit unfrommen Tätigkeiten, so daß es in die Hölle absinken kann.“ (Kauṣītakī Upaniṣad 3.8) In ähnlicher Weise heißt es im Mahābhārata (Vana-parva 31.27):

ajño jantur anīśo ’yam
ātmanaḥ sukha-duḥkhayoḥ
īśvara-prerito gacchet
svargaṁ vāśv abhram eva ca
ajño jantur anīśo ’yam
ātmanaḥ sukha-duḥkhayoḥ
īśvara-prerito gacchet
svargaṁ vāśv abhram eva ca

“Det levende væsen er helt afhængigt i både sin lykke og sin lidelse. Ved den Højestes vilje kan han komme til himmelen eller gå til helvede ligesom en sky, der bliver ført med af vinden.”

„Das Lebewesen ist in seinem Leid und Glück völlig abhängig. Durch den Willen des Höchsten kann es in den Himmel oder in die Hölle gehen, geradeso wie eine Wolke vom Wind getrieben wird.“

På grund af sit dybt rodfæstede ønske om at undgå Kṛṣṇa-bevidsthed er det levende væsen derfor skyld i sin egen forvildelse. Selv om han af natur er evig, lyksalig og fuld af viden, glemmer han på grund af lidenheden af sin eksistens sin naturlige position i tjeneste til Herren og bliver således indfanget af uvidenhed. Forblændet af denne uvidenhed hævder det levende væsen, at Herren bærer ansvaret for hans betingede eksistens. Dette bliver bekræftet i Vedānta-sūtra (2.1.34) med ordene vaiṣamya-nairghṛṇye na sāpekṣatvāt tathā hi darśayati: “Herren hverken elsker eller hader nogen, selv om Han ser ud til at gøre det.”

Somit verursacht die verkörperte Seele aufgrund ihres seit unvordenklichen Zeiten bestehenden Wunsches, Kṛṣṇa-Bewußtsein zu meiden, ihre eigene Verwirrung. Die Seele ist dem Wesen nach ewig, glückselig und wissend, aber weil sie winzig klein ist, kann sie ihre wesensgemäße Stellung als Diener des Herrn vergessen und in der Folge von Unwissenheit gefangen werden. Und im Bann der Unwissenheit macht das Lebewesen den Herrn für sein bedingtes Dasein verantwortlich. Aber die Vedānta-sūtras (2.1.34) bestätigen: vaiṣamya-nairghṛṇye na sāpekṣatvāt tathā hi darśayati. „Der Herr haßt oder liebt niemanden, obwohl es so erscheint.“