FORKLARING: Ifølge Bhagavad-gītā er en sādhu (en hellig mand) et menneske i Kṛṣṇa-bevidsthed. En person kan synes at være irreligiøs, men hvis han til fulde besidder de Kṛṣṇa-bevidste kvalifikationer, må det forstås, at han er en sādhu. Og duṣkṛtām refererer til dem, der er ligeglade med Kṛṣṇa-bevidsthed. Sådanne skurke eller duṣkṛtām bliver beskrevet som tåbelige og de laveste blandt mennesker, også selv om de prydes af verdslig uddannelse, imens den person, der er et hundrede procent engageret i Kṛṣṇa-bevidsthed, accepteres som en sādhu, også selv om vedkommende hverken er lærd eller kultiveret. Hvad de ateistiske angår, er det ikke nødvendigt for den Højeste Herre at åbenbare Sig personligt for at uskadeliggøre dem, som Han gjorde det i tilfældet med dæmonerne Rāvaṇa og Kaṁsa. Herren har mange repræsentanter, der er fuldt ud kvalificerede til at udslette dæmoner. Men Herren nedstiger især for at tilfredsstille Sine rene hengivne, der altid bliver generet af dæmoniske personer. En dæmon kan tilmed finde på at chikanere en hengiven, selv om denne er hans egen slægtning. Skønt Prahlāda Mahārāja var Hiraṇyakaśipus søn, blev han alligevel forfulgt af sin far. Skønt Devakī, Kṛṣṇas mor, var Kaṁsas søster, blev hun og hendes mand, Vasudeva, forfulgt, udelukkende fordi Kṛṣṇa skulle fødes af dem. Så Herren Kṛṣṇa åbenbarede Sig mere for at udfri Devakī end for at slå Kaṁsa ihjel, men begge ting foregik samtidigt. Der står derfor her, at Herren åbenbarer Sig i forskellige inkarnationer for at befri de hengivne og udslette de dæmoniske skurke.

I Kṛṣṇadāsa Kavirājas Caitanya-caritāmṛta bliver principperne for inkarnationer sammenfattet i følgende vers (Madhya 20.263–264):

“Avatāraen eller Guddommens inkarnation nedstiger fra Guds rige for at manifestere Sig i den materielle verden. Og Guddommens Personligheds særlige form, der således nedstiger, kaldes en inkarnation eller avatāra. Sådanne inkarnationer er hjemhørende i den åndelige verden, i Guds rige. Når de stiger ned til det materielle plan, antager de navnet avatāra.”

Der findes forskellige slags avatāraer såsom puruṣāvatāraer, guṇāvatāraer, līlāvatāraer, śakty-āveśa-avatāraer, manvantarāvatāraer og yugāvatāraer, der alle åbenbarer Sig planmæssigt over hele universet. Men Herren Kṛṣṇa er den oprindelige Herre, kilden til alle avatāraer. Herren Śrī Kṛṣṇa nedstiger med det særlige formål at lindre ængstelsen hos de rene hengivne, der altid er ivrige efter at se Ham i Hans oprindelige Vṛndāvana-lege. Derfor er Kṛṣṇa-avatāraens primære formål at tilfredsstille Hans rene hengivne.

Herren fortæller, at Han inkarnerer i hver tidsalder. Det betyder, at Han også inkarnerer Sig i Kali-tidsalderen. Ifølge Śrīmad-Bhāgavatam er inkarnationen i Kalis tidsalder Herren Caitanya Mahāprabhu, der udbredte tilbedelsen af Kṛṣṇa gennem saṅkīrtana-bevægelsen (fællessang af de hellige navne) og spredte Kṛṣṇa-bevidsthed over hele Indien. Han forudsagde, at denne saṅkīrtana-kultur ville blive udbredt over hele verden til hver by og landsby. I de fortrolige afsnit i de åbenbarede skrifter såsom Upaniṣaderne, Mahābhārata og Śrīmad-Bhāgavatam bliver Herren Caitanya beskrevet i hemmelighed, men ikke åbenlyst, som en inkarnation af Kṛṣṇa, Guddommens Personlighed. Herren Kṛṣṇas hengivne er meget tiltrukket af Herren Caitanyas saṅkīrtana-bevægelse. Denne avatāra dræber ikke skurkene, men udfrier dem gennem Sin årsagsløse nåde.