FORKLARING: Her omtaler Herren som det første det ejendommelige ved Sin fødsel: Selv om Han fremtræder som et almindeligt menneske, husker Han alt om Sine mange, mange tidligere “liv”, hvorimod et almindeligt menneske ikke kan huske, hvad det lavede bare et par timer forinden. Hvis nogen bliver spurgt om, hvad vedkommende præcist lavede ved samme tid dagen før, ville det være meget svært for de fleste at svare med det samme. Man ville utvivlsomt være nødt til at vride sin hjerne for at huske, hvad man gjorde på nøjagtigt samme tidspunkt dagen før. Alligevel drister mennesker sig ofte til at hævde, at de er Gud eller Kṛṣṇa. Man må ikke lade sig vildlede af sådanne meningsløse påstande.

Dernæst forklarer Herren Sin prakṛti eller Sin form. Prakṛti betyder “natur” såvel som svarūpa, “ens egen form”. Herren fortæller, at Han åbenbarer Sig i Sin egen krop. Han forandrer ikke Sin krop ligesom det almindelige levende væsen, der vandrer fra den ene krop til den næste. Den betingede sjæl kan have én slags krop i sit nuværende liv, men en helt anden i sit næste liv. Det levende væsen har ingen bestemt krop i den materielle verden, men vandrer fra den ene krop til den næste. Det gør Herren imidlertid ikke. Når Han åbenbarer Sig, gør Han det i den samme oprindelige krop gennem Sin indre energi. Kṛṣṇa åbenbarer Sig med andre ord i den materielle verden i Sin oprindelige evige form med to hænder, der holder en fløjte. Han åbenbarer Sig i Sin evige krop og er ubesmittet af den materielle verden. Skønt Han åbenbarer Sig i den samme transcendentale krop og er Herre over universet, ser det alligevel ud, som om Han fødes som et almindeligt levende væsen. Og selv om Hans krop ikke sygner hen ligesom en materiel krop, ser det stadig ud, som om Herren Kṛṣṇa vokser fra spæd op igennem barndommen til ungdommen. Men forbløffende nok ældes Han ikke mere efter at være blevet ung. Da slaget på Kurukṣetra fandt sted, havde Han mange børnebørn. Materielt set var Han med andre ord ældet betydeligt. Ikke desto mindre så Han ud som en ung mand på 20 eller 25 år. Vi ser aldrig et billede af Kṛṣṇa som gammel, for Han bliver aldrig gammel ligesom os, selv om Han er den ældste person i hele skabelsen, uanset om vi taler om fortid, nutid eller fremtid. Hverken Hans krop eller intelligens forfalder eller forandrer sig nogensinde. Det er således klart, at selv om Han er i den materielle verden, er Han den samme ufødte evige form af lyksalighed og viden og er uforanderlig i Sin transcendentale krop og intelligens. Hans tilsynekomst og forsvinden er i virkeligheden som Solen, der står op, bevæger sig for øjnene af os og derefter forsvinder ud af syne. Når Solen ikke kan ses, tror vi, at den er gået ned, og når vi kan se Solen, tror vi, at nu er den inden for vort synsfelt. Solen befinder sig i virkeligheden altid i sin faste position, men på grund af vores mangelfulde, utilstrækkelige sanser taler vi om Solens opstigen og forsvinden på himlen. Eftersom Herren Kṛṣṇas tilsynekomst og forsvinden er helt forskellig fra et almindeligt levende væsens, er det tydeligt, at Han gennem Sin indre energi er evig, lyksalig og fuld af viden og aldrig bliver forurenet af den materielle natur. Det bliver også bekræftet i Vedaerne, at Guddommens Højeste Personlighed er ufødt, men ser alligevel ud til at blive født i mange forskellige manifestationer. De supplerende vediske skrifter bekræfter desuden, at selv om Herren ser ud til at blive født, forandrer Hans krop sig alligevel ikke.

I Śrīmad-Bhāgavatam viser Han Sig for Sin moder som Nārāyaṇa med fire hænder og fuldt udsmykket med de seks slags fuldstændige overdådigheder. Hans tilsynekomst i Hans oprindelige evige form er Hans årsagsløse nåde mod de levende væsener, så de kan koncentrere sig om den Højeste Herre, som Han er, frem for om intellektuelle forestillinger eller mentale opspind, som upersonalisterne fejlagtigt tror, at Herrens krop er. Ifølge Viśva-kośa-ordbogen refererer ordene māyā eller ātma-māyā til Herrens årsagsløse nåde. Herren er bevidst om alle Sine tidligere tilsynekomster og bortgange, men et almindeligt levende væsen glemmer alt om sin tidligere krop, så snart han får en ny krop. Kṛṣṇa er Herre over alle levende væsener, fordi Han gør så mange forunderlige og overmenneskelige ting, mens Han er på denne jord. Herren er derfor altid den samme Absolutte Sandhed og er uden forskel på Sin form og Sit Selv eller på Sin kvalitet og Sin krop. Man kan så spørge, hvorfor Herren kommer og går i denne verden. Det bliver forklaret i næste vers.