Skip to main content

TEXT 6

TEXT 6

Tekst

Verš

ajo ’pi sann avyayātmā
bhūtānām īśvaro ’pi san
prakṛtiṁ svām adhiṣṭhāya
sambhavāmy ātma-māyayā
ajo ’pi sann avyayātmā
bhūtānām īśvaro ’pi san
prakṛtiṁ svām adhiṣṭhāya
sambhavāmy ātma-māyayā

Synonyms

Synonyma

ajaḥ — ufødt; api — skønt; san — Jeg er; avyaya — med en uforgængelig; ātmā — krop; bhūtānām — over alle dem, der er født; īśvaraḥ — den Højeste Herre; api — skønt; san — Jeg er; prakṛtim — i den transcendentale form; svām — Min personlige; adhiṣṭhāya — idet Jeg således er situeret; sambhavāmi — Jeg inkarnerer; ātma-māyayā — gennem Min indre energi.

ajaḥ — nezrozený; api — ačkoliv; san — jsem; avyaya — nechřadnoucí; ātmā — tělo; bhūtānām — všech těch, kteří se narodili; īśvaraḥ — Nejvyšší Pán; api — ačkoliv; san — jsem; prakṛtim — v transcendentální podobě; svām — své; adhiṣṭhāya — v takovém postavení; sambhavāmi — zjevuji se; ātma-māyayā — prostřednictvím své vnitřní energie.

Translation

Překlad

Skønt Jeg er ufødt og Min transcendentale krop aldrig forgår, og skønt Jeg er Herre over alle levende væsener, åbenbarer Jeg Mig alligevel i hver tidsalder i Min oprindelige transcendentale form.

Ačkoliv jsem nezrozený a Mé transcendentální tělo nikdy nechřadne a ačkoliv jsem Pánem všech živých bytostí, přesto se v každém věku zjevuji ve své původní transcendentální podobě.

Purport

Význam

FORKLARING: Her omtaler Herren som det første det ejendommelige ved Sin fødsel: Selv om Han fremtræder som et almindeligt menneske, husker Han alt om Sine mange, mange tidligere “liv”, hvorimod et almindeligt menneske ikke kan huske, hvad det lavede bare et par timer forinden. Hvis nogen bliver spurgt om, hvad vedkommende præcist lavede ved samme tid dagen før, ville det være meget svært for de fleste at svare med det samme. Man ville utvivlsomt være nødt til at vride sin hjerne for at huske, hvad man gjorde på nøjagtigt samme tidspunkt dagen før. Alligevel drister mennesker sig ofte til at hævde, at de er Gud eller Kṛṣṇa. Man må ikke lade sig vildlede af sådanne meningsløse påstande.

Dernæst forklarer Herren Sin prakṛti eller Sin form. Prakṛti betyder “natur” såvel som svarūpa, “ens egen form”. Herren fortæller, at Han åbenbarer Sig i Sin egen krop. Han forandrer ikke Sin krop ligesom det almindelige levende væsen, der vandrer fra den ene krop til den næste. Den betingede sjæl kan have én slags krop i sit nuværende liv, men en helt anden i sit næste liv. Det levende væsen har ingen bestemt krop i den materielle verden, men vandrer fra den ene krop til den næste. Det gør Herren imidlertid ikke. Når Han åbenbarer Sig, gør Han det i den samme oprindelige krop gennem Sin indre energi. Kṛṣṇa åbenbarer Sig med andre ord i den materielle verden i Sin oprindelige evige form med to hænder, der holder en fløjte. Han åbenbarer Sig i Sin evige krop og er ubesmittet af den materielle verden. Skønt Han åbenbarer Sig i den samme transcendentale krop og er Herre over universet, ser det alligevel ud, som om Han fødes som et almindeligt levende væsen. Og selv om Hans krop ikke sygner hen ligesom en materiel krop, ser det stadig ud, som om Herren Kṛṣṇa vokser fra spæd op igennem barndommen til ungdommen. Men forbløffende nok ældes Han ikke mere efter at være blevet ung. Da slaget på Kurukṣetra fandt sted, havde Han mange børnebørn. Materielt set var Han med andre ord ældet betydeligt. Ikke desto mindre så Han ud som en ung mand på 20 eller 25 år. Vi ser aldrig et billede af Kṛṣṇa som gammel, for Han bliver aldrig gammel ligesom os, selv om Han er den ældste person i hele skabelsen, uanset om vi taler om fortid, nutid eller fremtid. Hverken Hans krop eller intelligens forfalder eller forandrer sig nogensinde. Det er således klart, at selv om Han er i den materielle verden, er Han den samme ufødte evige form af lyksalighed og viden og er uforanderlig i Sin transcendentale krop og intelligens. Hans tilsynekomst og forsvinden er i virkeligheden som Solen, der står op, bevæger sig for øjnene af os og derefter forsvinder ud af syne. Når Solen ikke kan ses, tror vi, at den er gået ned, og når vi kan se Solen, tror vi, at nu er den inden for vort synsfelt. Solen befinder sig i virkeligheden altid i sin faste position, men på grund af vores mangelfulde, utilstrækkelige sanser taler vi om Solens opstigen og forsvinden på himlen. Eftersom Herren Kṛṣṇas tilsynekomst og forsvinden er helt forskellig fra et almindeligt levende væsens, er det tydeligt, at Han gennem Sin indre energi er evig, lyksalig og fuld af viden og aldrig bliver forurenet af den materielle natur. Det bliver også bekræftet i Vedaerne, at Guddommens Højeste Personlighed er ufødt, men ser alligevel ud til at blive født i mange forskellige manifestationer. De supplerende vediske skrifter bekræfter desuden, at selv om Herren ser ud til at blive født, forandrer Hans krop sig alligevel ikke.

I Śrīmad-Bhāgavatam viser Han Sig for Sin moder som Nārāyaṇa med fire hænder og fuldt udsmykket med de seks slags fuldstændige overdådigheder. Hans tilsynekomst i Hans oprindelige evige form er Hans årsagsløse nåde mod de levende væsener, så de kan koncentrere sig om den Højeste Herre, som Han er, frem for om intellektuelle forestillinger eller mentale opspind, som upersonalisterne fejlagtigt tror, at Herrens krop er. Ifølge Viśva-kośa-ordbogen refererer ordene māyā eller ātma-māyā til Herrens årsagsløse nåde. Herren er bevidst om alle Sine tidligere tilsynekomster og bortgange, men et almindeligt levende væsen glemmer alt om sin tidligere krop, så snart han får en ny krop. Kṛṣṇa er Herre over alle levende væsener, fordi Han gør så mange forunderlige og overmenneskelige ting, mens Han er på denne jord. Herren er derfor altid den samme Absolutte Sandhed og er uden forskel på Sin form og Sit Selv eller på Sin kvalitet og Sin krop. Man kan så spørge, hvorfor Herren kommer og går i denne verden. Det bliver forklaret i næste vers.

Pán hovořil o zvláštnosti svého zrození — přestože se může objevit jako obyčejná osoba, pamatuje si vše ze svých mnoha uplynulých “zrození”, zatímco obyčejný člověk si nevzpomíná ani na to, co dělal před několika hodinami. Když se takového člověka zeptáme, co dělal včera přesně ve stejnou dobu, bude pro něho velice těžké okamžitě odpovědět. Musel by značně namáhat svou paměť, aby si na to vzpomněl. A přesto se lidé často opovažují tvrdit, že jsou Bůh či Kṛṣṇa. Takovými nesmyslnými tvrzeními bychom se neměli nechat oklamat. Pán zde dále popisuje svou prakṛti, podobu. Prakṛti znamená příroda či přirozenost, jakož i svarūpa, skutečná vlastní podoba. Pán říká, že se v tomto světě zjevuje ve svém vlastním těle. Nemění své tělo jako obyčejná živá bytost, která přechází z jednoho těla do druhého. Podmíněná duše může mít v tomto životě určité tělo, ale v příštím životě má již jiné. V hmotném světě živá bytost nemá stálé tělo; převtěluje se z jednoho do druhého. Pán to ovšem nedělá. Kdykoliv se zjeví, činí tak prostřednictvím své vnitřní energie ve stále stejném, původním těle. Kṛṣṇa se tedy v tomto hmotném světě objevuje ve své původní věčné podobě se dvěma rukama, ve kterých drží flétnu. Zjevuje se ve svém věčném těle, neznečištěn hmotným světem. Ačkoliv přichází ve stejném transcendentálním těle a je Pánem vesmíru, přesto se zdá, že se rodí jako obyčejná živá bytost. A přestože Jeho tělo nechřadne jako hmotné tělo, vypadá to, že Pán Kṛṣṇa roste z dětství do chlapectví a z chlapectví do mládí. Tento věk však kupodivu nikdy nepřekročí. V době bitvy na Kurukṣetře měl doma mnoho vnoučat, a podle hmotných kalkulací byl tedy již značně starý. Přesto vypadal jako mladý muž kolem dvaceti nebo pětadvaceti let. Nikdy nevidíme obrázek Pána Kṛṣṇy jako starce, protože Kṛṣṇa nikdy nestárne jako my, i když je tou nejstarší osobou v celém stvoření — v minulosti, přítomnosti i budoucnosti. Jeho tělo ani inteligence nikdy nechřadnou ani se nemění. Ačkoliv se tedy Kṛṣṇa nachází v hmotném světě, má neměnné transcendentální tělo a inteligenci a je toutéž nezrozenou, věčnou podobou blaženosti a poznání. Na tento svět přichází a odchází z něho jako slunce, které vyjde, pohybuje se nad naší hlavou a potom nám zmizí z očí. Když se nám slunce ztratí z dohledu, myslíme si, že zapadlo, a když ho vidíme před sebou, myslíme si, že je na obzoru. Ve skutečnosti je stále přítomné, ale jelikož máme nedokonalé smysly, uvažujeme tak, že se objevilo na nebi a že z něho zmizelo. Jelikož příchod Pána Kṛṣṇy na svět a odchod z něho je zcela jiný než rození a umírání obyčejné živé bytosti, je zřejmé, že Pán je podobou věčného, blaženého poznání prostřednictvím své vnitřní energie — a hmotná příroda Ho nikdy neznečistí. Vedy dokládají, že Nejvyšší Pán, Osobnost Božství, je nezrozený, a přesto se zdá, že se rodí v rozmanitých podobách. Védská doplňková písma rovněž uvádějí, že i když se Pán zdánlivě rodí, nikdy nemění tělo. V Bhāgavatamu čteme, jak se zjevuje před svou matkou coby čtyřruký Nārāyaṇa, jehož v plné míře zdobí bohatství šesti druhů. To, že se zjevuje ve své původní věčné podobě, je Jeho bezpříčinná milost, kterou obdařuje živé bytosti, aby se mohly soustředit na Nejvyššího Pána takového, jaký je, a nikoliv na výtvory mysli či představy, jak to líčí impersonalisté. Podle slovníku Viśva-kośa poukazuje slovo māyā či ātma-māyā na Pánovu bezpříčinnou milost. Pán si je vědom všech svých dřívějších zjevení a zmizení, ale obyčejná živá bytost vše o svém dřívějším těle zapomene, jakmile dostane další tělo. Kṛṣṇa je Pánem všech živých bytostí, protože během svého pobytu na Zemi projevuje úžasné a nadlidské činnosti. Je tedy vždy stejnou Absolutní Pravdou a mezi Jeho podobou a vlastním Já či Jeho přirozenou povahou a tělem není rozdíl. Nyní se někdo může zeptat, proč se Pán zjevuje v tomto světě a pak z něho odchází. To je vysvětleno v následujícím verši.