Skip to main content

TEXT 5

TEXT 5

Tekst

Tekst

śrī-bhagavān uvāca
bahūni me vyatītāni
janmāni tava cārjuna
tāny ahaṁ veda sarvāṇi
na tvaṁ vettha paran-tapa
śrī-bhagavān uvāca
bahūni me vyatītāni
janmāni tava cārjuna
tāny ahaṁ veda sarvāṇi
na tvaṁ vettha paran-tapa

Synonyms

Synoniemen

śrī-bhagavān uvāca — Guddommens Personlighed sagde; bahūni — mange; me — af Mine; vyatītāni — er forløbet; janmāni — fødsler; tava — af dine; ca — og også; arjuna — O Arjuna; tāni — dem; aham — Jeg; veda — kender; sarvāṇi — alle; na — ikke; tvam — du; vettha — kender; param-tapa — O du fjendens undertrykker.

śrī-bhagavān uvāca — de Persoonlijkheid Gods zei; bahūni — veel; me — van Mij; vyatītāni — zijn voorbijgegaan; janmāni — geboorten; tava — van jou; ca — en ook; arjuna — o Arjuna; tāni — die; aham — Ik; veda — weet; sarvāṇi — alle; na — niet; tvam — jou; vettha — weet; parantapa — o bedwinger van de vijand.

Translation

Vertaling

Guddommens Personlighed sagde: Både du og Jeg har gennemgået mange, mange liv. Jeg kan huske dem alle, men det kan du ikke, O du fjendens betvinger!

De Persoonlijkheid Gods zei: Vele, vele geboorten hebben zowel jij als Ik doorgemaakt. Ik kan ze Me allemaal herinneren, maar jij niet, o bedwinger van de vijand!

Purport

Betekenisverklaring

FORKLARING: I Brahma-saṁhitā (5.33) hører vi om Herrens mange, mange inkarnationer. Der står der skrevet:

De Brahma-saṁhitā (5.33) geeft informatie over vele, vele incarnaties van de Heer. Er wordt gezegd:

advaitam acyutam anādim ananta-rūpam
ādyaṁ purāṇa-puruṣaṁ nava-yauvanaṁ ca
vedeṣu durlabham adurlabham ātma-bhaktau
govindam ādi-puruṣaṁ tam ahaṁ bhajāmi
advaitam acyutam anādim ananta-rūpam
ādyaṁ purāṇa-puruṣaṁ nava-yauvanaṁ ca
vedeṣu durlabham adurlabham ātma-bhaktau
govindam ādi-puruṣaṁ tam ahaṁ bhajāmi

“Jeg tilbeder Guddommens Højeste Personlighed, Govinda [Kṛṣṇa], den oprindelige person, der er absolut, ufejlbarlig og uden begyndelse. Skønt Han ekspanderer Sig i ubegrænsede former, er Han stadig den samme oprindelige, den ældste og den person, der altid fremstår som en frisk yngling. Sådanne evige, lyksalige, alvidende former af Herren kan normalt ikke forstås af selv de bedste vediske lærde, men de er altid manifesterede for rene uforfalskede hengivne.”

‘Ik vereer de Allerhoogste Persoonlijkheid Gods, Govinda [Kṛṣṇa], de oorspronkelijke persoon, die absoluut, onfeilbaar en zonder begin is. Hoewel Hij in oneindig veel vormen geëxpandeerd is, blijft Hij toch dezelfde oorspronkelijke persoon, de oudste en Hij die er altijd uitziet als een jongen in de bloei van zijn jeugd. Zulke eeuwige, alwetende vormen van de Heer, die vol geluk zijn, worden gewoonlijk zelfs door de beste Vedische geleerden niet begrepen, maar ze zijn altijd zichtbaar voor de zuivere toegewijden.’

Der står videre i Brahma-saṁhitā (5.39):

In de Brahma-saṁhitā (5.39) staat ook:

rāmādi-mūrtiṣu kalā-niyamena tiṣṭhan
nānāvatāram akarod bhuvaneṣu kintu
kṛṣṇaḥ svayaṁ samabhavat paramaḥ pumān yo
govindam ādi-puruṣaṁ tam ahaṁ bhajāmi
rāmādi-mūrtiṣu kalā-niyamena tiṣṭhan
nānāvatāram akarod bhuvaneṣu kintu
kṛṣṇaḥ svayaṁ samabhavat paramaḥ pumān yo
govindam ādi-puruṣaṁ tam ahaṁ bhajāmi

“Jeg tilbeder Guddommens Højeste Personlighed, Govinda [Kṛṣṇa], der altid eksisterer i forskellige inkarnationer som Rāma og Nṛsiṁha sammen med mange andre underinkarnationer, men som er Guddommens Oprindelige Personlighed, der hedder Kṛṣṇa, og som også inkarnerer personligt.”

‘Ik vereer de Allerhoogste Persoonlijkheid Gods, Govinda [Kṛṣṇa], die altijd in verschillende incarnaties verschijnt, zoals Rāma, Nṛsiṁha en ook in vele subincarnaties, maar die de oorspronkelijke Persoonlijkheid Gods is, die Kṛṣṇa genoemd wordt en die ook persoonlijk neerdaalt.’

Der står også i Vedaerne, at selv om Herren er én og uden lige, manifesterer Han Sig i utallige former. Han er som vaidūrya-stenen, der skifter farve, men alligevel forbliver den samme. Alle disse forskellige former kan forstås af de rene uforfalskede hengivne, men ikke ved blot at studere Vedaerne (vedeṣu durlabham adurlabham ātma- bhaktau). Hengivne som Arjuna er Herrens konstante ledsagere, og når som helst Herren inkarnerer Sig, inkarnerer Hans ledsagerhengivne sig også for at tjene Ham i forskellige egenskaber. Arjuna er en af disse hengivne, og af dette vers fremgår det, at for nogle millioner år siden, da Herren Kṛṣṇa talte Bhagavad-gītā til solguden Vivasvān, var Arjuna der også i en anden egenskab. Men forskellen på Herren og Arjuna er, at Herren kunne huske hændelsen, imens Arjuna ikke kunne huske den. Det er forskellen på det levende væsen, der er en uadskillelig del af Herren, og den Højeste Herre. Skønt Arjuna her tiltales som den store helt, der kan kue sine fjender, kan han ikke erindre, hvad der skete i hans tidligere liv. Et levende væsen kan derfor aldrig måle sig med den Højeste Herre, uanset hvor stor man rent materielt anses for at være. Enhver, der er Herrens konstante ledsager, er med sikkerhed en befriet person, men han kan aldrig være Herrens lige. Herren bliver beskrevet i Brahma-saṁhitā som ufejlbarlig (acyuta), hvilket betyder, at Han aldrig glemmer, hvem Han er, selv om Han er i kontakt med materie. Herren og det levende væsen kan således aldrig være jævnbyrdige i enhver henseende, selv ikke når det levende væsen er lige så befriet som Arjuna. Skønt Arjuna er en hengiven af Herren, glemmer han sommetider Herrens natur, men gennem den guddommelige nåde kan en hengiven med det samme forstå Herrens ufejlbarlige position, imens en ikke-hengiven eller en dæmon ikke kan forstå denne transcendentale natur. Som følge deraf kan dæmoniske hjerner ikke forstå disse beskrivelser i Bhagavad- gītā. Kṛṣṇa huskede ting, Han havde gjort millioner af år tidligere, men det kunne Arjuna ikke på trods af, at både Kṛṣṇa og Arjuna er evige af natur. Her er det også værd at bemærke, at et levende væsen glemmer alt, når han skifter krop, men Herren husker alt, fordi Han aldrig udskifter Sin sac-cid-ānanda krop. Han er advaita, som betyder, at der ingen forskel er på Hans krop og Ham Selv. Alt i forbindelse med Ham er ånd, hvorimod den betingede sjæl er forskellig fra sin materielle krop. Eftersom Herrens krop og Han Selv er identiske, er Hans position altid forskellig fra det almindelige levende væsens, selv når Han stiger ned til det materielle plan. Dæmonerne kan ikke forlige sig med denne Herrens transcendentale natur, som Herren Selv forklarer i følgende vers.

Ook in de Veda’s wordt gezegd dat de Heer, hoewel Hij īīn is en geen gelijke heeft, Zich in ontelbare vormen manifesteert. Hij is als de vaidūrya, een steen die van kleur verandert maar toch īīn en dezelfde blijft. Deze veelvormigheid wordt begrepen door de zuivere toegewijden, maar niet door een eenvoudige studie van de Veda’s (vedeṣu durlabham adurlabham ātma-bhaktau).

Toegewijden als Arjuna horen altijd bij het gezelschap van de Heer en wanneer de Heer incarneert, incarneren de toegewijden die Zijn metgezellen zijn ook om Hem in verschillende rollen te dienen. Arjuna is een van die toegewijden en uit dit vers blijkt dat toen Heer Kṛṣṇa de Bhagavad-gītā enkele miljoenen jaren geleden tot de zonnegod Vivasvān sprak, Arjuna ook aanwezig was, maar in een andere rol. Het verschil tussen de Heer en Arjuna is dat de Heer Zich dit voorval kan herinneren, maar Arjuna niet. Dat is het verschil tussen het levend wezen, dat een integrerend deeltje is, en de Allerhoogste Heer. Hoewel Arjuna hier wordt aangesproken als de machtige held die veel vijanden kan bedwingen, is hij niet in staat om zich te herinneren wat er in zijn verscheidene vorige levens gebeurd is. Het levend wezen kan daarom nooit de Allerhoogste Heer evenaren, hoe groot het ook mag zijn naar materiële maatstaven. Wie een eeuwige metgezel van de Heer is, is beslist een bevrijd persoon, maar hij kan niet gelijk zijn aan de Heer. De Heer wordt in de Brahma-saṁhitā beschreven als onfeilbaar (acyuta), wat betekent dat Hij Zichzelf nooit vergeet, ook al staat Hij in contact met de materiële energie. De Heer en het levend wezen kunnen dus nooit in alle opzichten aan elkaar gelijk zijn, zelfs al is het levend wezen net zo bevrijd als Arjuna.

Hoewel Arjuna een toegewijde van de Heer is, vergeet hij soms de aard van de Heer, maar door goddelijke genade kan een toegewijde onmiddellijk de onfeilbaarheid van de Heer begrijpen, terwijl een niet-toegewijde of demon Zijn transcendentale aard niet kan begrijpen. Demonische breinen kunnen deze beschrijvingen in de Bhagavad-gītā dus niet begrijpen. Kṛṣṇa herinnerde Zich Zijn activiteiten van miljoenen jaren, maar Arjuna kon dat niet, ook al zijn zowel Kṛṣṇa als Arjuna van nature eeuwig.

In dit verband kunnen we ook opmerken dat een levend wezen alles vergeet, doordat het van lichaam verandert; maar de Heer kan het Zich herinneren omdat Hij Zijn sac-cid-ānanda-lichaam niet verwisselt. Hij is advaita, wat betekent dat er geen verschil bestaat tussen Zijn lichaam en Hemzelf. Alles wat met Hem verbonden is, is spiritueel, terwijl de geconditioneerde ziel van haar materiële lichaam verschilt. En omdat het lichaam van de Heer en Zijn Zelf volkomen gelijk zijn, is Zijn positie altijd verschillend van die van het gewone levend wezen, zelfs wanneer Hij afdaalt naar het materiële niveau. De demonen kunnen de transcendentale natuur van de Heer niet aanvaarden. In het volgende vers zal de Heer deze natuur Zelf uitleggen.