FORKLARING: I Brahma-saṁhitā (5.33) hører vi om Herrens mange, mange inkarnationer. Der står der skrevet:

“Jeg tilbeder Guddommens Højeste Personlighed, Govinda [Kṛṣṇa], den oprindelige person, der er absolut, ufejlbarlig og uden begyndelse. Skønt Han ekspanderer Sig i ubegrænsede former, er Han stadig den samme oprindelige, den ældste og den person, der altid fremstår som en frisk yngling. Sådanne evige, lyksalige, alvidende former af Herren kan normalt ikke forstås af selv de bedste vediske lærde, men de er altid manifesterede for rene uforfalskede hengivne.”

Der står videre i Brahma-saṁhitā (5.39):

“Jeg tilbeder Guddommens Højeste Personlighed, Govinda [Kṛṣṇa], der altid eksisterer i forskellige inkarnationer som Rāma og Nṛsiṁha sammen med mange andre underinkarnationer, men som er Guddommens Oprindelige Personlighed, der hedder Kṛṣṇa, og som også inkarnerer personligt.”

Der står også i Vedaerne, at selv om Herren er én og uden lige, manifesterer Han Sig i utallige former. Han er som vaidūrya-stenen, der skifter farve, men alligevel forbliver den samme. Alle disse forskellige former kan forstås af de rene uforfalskede hengivne, men ikke ved blot at studere Vedaerne (vedeṣu durlabham adurlabham ātma- bhaktau). Hengivne som Arjuna er Herrens konstante ledsagere, og når som helst Herren inkarnerer Sig, inkarnerer Hans ledsagerhengivne sig også for at tjene Ham i forskellige egenskaber. Arjuna er en af disse hengivne, og af dette vers fremgår det, at for nogle millioner år siden, da Herren Kṛṣṇa talte Bhagavad-gītā til solguden Vivasvān, var Arjuna der også i en anden egenskab. Men forskellen på Herren og Arjuna er, at Herren kunne huske hændelsen, imens Arjuna ikke kunne huske den. Det er forskellen på det levende væsen, der er en uadskillelig del af Herren, og den Højeste Herre. Skønt Arjuna her tiltales som den store helt, der kan kue sine fjender, kan han ikke erindre, hvad der skete i hans tidligere liv. Et levende væsen kan derfor aldrig måle sig med den Højeste Herre, uanset hvor stor man rent materielt anses for at være. Enhver, der er Herrens konstante ledsager, er med sikkerhed en befriet person, men han kan aldrig være Herrens lige. Herren bliver beskrevet i Brahma-saṁhitā som ufejlbarlig (acyuta), hvilket betyder, at Han aldrig glemmer, hvem Han er, selv om Han er i kontakt med materie. Herren og det levende væsen kan således aldrig være jævnbyrdige i enhver henseende, selv ikke når det levende væsen er lige så befriet som Arjuna. Skønt Arjuna er en hengiven af Herren, glemmer han sommetider Herrens natur, men gennem den guddommelige nåde kan en hengiven med det samme forstå Herrens ufejlbarlige position, imens en ikke-hengiven eller en dæmon ikke kan forstå denne transcendentale natur. Som følge deraf kan dæmoniske hjerner ikke forstå disse beskrivelser i Bhagavad- gītā. Kṛṣṇa huskede ting, Han havde gjort millioner af år tidligere, men det kunne Arjuna ikke på trods af, at både Kṛṣṇa og Arjuna er evige af natur. Her er det også værd at bemærke, at et levende væsen glemmer alt, når han skifter krop, men Herren husker alt, fordi Han aldrig udskifter Sin sac-cid-ānanda krop. Han er advaita, som betyder, at der ingen forskel er på Hans krop og Ham Selv. Alt i forbindelse med Ham er ånd, hvorimod den betingede sjæl er forskellig fra sin materielle krop. Eftersom Herrens krop og Han Selv er identiske, er Hans position altid forskellig fra det almindelige levende væsens, selv når Han stiger ned til det materielle plan. Dæmonerne kan ikke forlige sig med denne Herrens transcendentale natur, som Herren Selv forklarer i følgende vers.