TEXT 4

Tekst

Text

arjuna uvāca
aparaṁ bhavato janma
paraṁ janma vivasvataḥ
katham etad vijānīyāṁ
tvam ādau proktavān iti

Synonyms

arjunaḥ uvāca — Arjuna sagde; aparam — yngre; bhavataḥ — Din; janma — fødsel; param — ældre; janma — fødsel; vivasvataḥ — solgudens; katham — hvordan; etat — dette; vijānīyām — skal jeg forstå; tvam — Du; ādau — i begyndelsen; proktavān — instruerede; iti — således.

arjunaḥ uvāca — Arjuna sagte; aparam — jünger; bhavataḥ — Deine; janma — Geburt; param — älter; janma — Geburt; vivasvataḥ — des Sonnengottes; katham — wie; etat — dies; vijānīyām — soll ich verstehen; tvam — Du; ādau — am Anfang; proktavān — unterwiesest; iti — auf diese Weise.

Translation

Arjuna sagde: Solguden Vivasvān blev født længe før Dig. Hvordan skal jeg kunne forstå, at Du i begyndelsen underviste ham i denne videnskab?

Arjuna sagte: Der Sonnengott Vivasvān ist von Geburt her älter als Du. Wie ist es zu verstehen, daß Du ihn am Anfang in dieser Wissenschaft unterwiesest?

Purport

FORKLARING: Arjuna er en anerkendt hengiven af Herren, så hvordan kunne han ikke tro på Kṛṣṇas ord? Faktum er, at Arjuna ikke spurgte for sin egen skyld, men for dem, der ikke tror på Guddommens Højeste Personlighed, eller af hensyn til dæmonerne, der ikke bryder sig om, at Kṛṣṇa skal accepteres som Guddommens Højeste Personlighed. Arjuna spurgte udelukkende for deres skyld, som om han ikke selv kendte til Guddommens Personlighed, Kṛṣṇa. Som det vil fremgå af kapitel 10, vidste Arjuna udmærket godt, at Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed, ophav til alting og det endelige ord i transcendensen. Kṛṣṇa åbenbarede Sig selvfølgelig også på denne jord som Devakīs søn, og hvordan Kṛṣṇa alligevel forblev den samme Guddommens Højeste Personlighed, den evige oprindelige person, har et almindeligt menneske meget svært ved at forstå. For at få dette punkt uddybet stillede Arjuna dette spørgsmål til Kṛṣṇa, så Han Selv kunne besvare det autoritativt. At Kṛṣṇa er den højeste autoritet, accepteres af hele verden ikke bare nu, men lige siden tidernes morgen er Han blevet anerkendt som så, og kun dæmonerne nægter at tro på Ham. Hvorom alt er, stillede Arjuna Kṛṣṇa dette spørgsmål, eftersom Han er den højeste autoritet og er anerkendt af alle, så Kṛṣṇa kunne beskrive Sig Selv frem for at blive skildret af dæmonerne, der altid prøver at fordreje Ham på en måde, der er forståelig for dæmonerne og deres tilhængere. Alle har brug for at forstå videnskaben om Kṛṣṇa for deres egen skyld. Når Kṛṣṇa taler om Sig Selv, er det derfor lykkebringende for alle verdener. Disse forklaringer fra Kṛṣṇa Selv virker måske underlige på dæmonerne, for de studerer kun Kṛṣṇa fra deres egen synsvinkel, men de hengivne byder med glæde Kṛṣṇas udtalelser velkomne, når de kommer fra Kṛṣṇa Selv. De hengivne priser altid sådanne autoritative udtalelser fra Kṛṣṇa, for hengivne er hele tiden ivrige efter at vide mere og mere om Ham. Ateisterne, der betragter Kṛṣṇa som et almindeligt menneske, kan på denne måde lære, at Kṛṣṇa er overmenneskelig, at Han er sac-cid-ānanda-vigraha, den evige form af lyksalighed og viden, at Han er transcendental, og at Han er hævet over indflydelsen fra den materielle naturs kvaliteter såvel som over tid og rum. En Kṛṣṇa-hengiven som Arjuna har utvivlsomt lagt enhver misforståelse af Kṛṣṇas transcendentale position bag sig, så når Arjuna stiller Herren dette spørgsmål, er det blot den hengivnes forsøg på at imødegå den ateistiske holdning hos personer, der anser Kṛṣṇa for at være et almindeligt menneske, der er underlagt den materielle naturs kvaliteter.

ERLÄUTERUNG: Arjuna ist ein anerkannter Geweihter des Herrn – wie konnte er also Kṛṣṇas Worten keinen Glauben schenken? Tatsache ist, daß Arjuna nicht für sich selbst fragte, sondern für diejenigen, die nicht an die Höchste Persönlichkeit Gottes glauben, und für die Dämonen, denen die Vorstellung nicht behagt, daß Kṛṣṇa als die Höchste Persönlichkeit Gottes anerkannt werden soll. Nur ihretwegen fragt Arjuna so, als wäre er sich selbst der Stellung Kṛṣṇas, der Persönlichkeit Gottes, nicht bewußt. Wie im Zehnten Kapitel deutlich wird, wußte Arjuna sehr wohl, daß Kṛṣṇa die Höchste Persönlichkeit Gottes ist, der Urquell allen Seins und der höchste Aspekt der Transzendenz. Natürlich erschien Kṛṣṇa auf der Erde auch als der Sohn Devakīs. Wie dieser Kṛṣṇa dieselbe Höchste Persönlichkeit Gottes, die ewige ursprüngliche Person, sein konnte, ist für den gewöhnlichen Menschen sehr schwierig zu verstehen. Deshalb richtete Arjuna diese Frage an Kṛṣṇa, so daß Kṛṣṇa Selbst als Autorität diesen Punkt klären konnte. Daß Kṛṣṇa die höchste Autorität ist, wird von der ganzen Welt anerkannt – nicht nur heute, sondern seit unvordenklichen Zeiten –, und nur die Dämonen lehnen Ihn ab. Da Kṛṣṇa also die von allen anerkannte Autorität ist, stellte Arjuna Ihm diese Frage, damit Er Sich Selbst beschreiben konnte, um so die Beschreibungen der Dämonen zu widerlegen, die immer versuchen, Kṛṣṇa so zu entstellen, daß Er ihren eigenen Vorstellungen und denen ihrer Anhänger entspricht. Es ist für jeden in seinem eigenen Interesse notwendig, die Wissenschaft von Kṛṣṇa zu kennen. Daher ist es für alle Welten segensreich, wenn Kṛṣṇa Selbst über Sich spricht. Den Dämonen mögen Kṛṣṇas Erklärungen seltsam erscheinen, da sie Kṛṣṇa immer nur von ihrem eigenen Standpunkt aus betrachten; aber diejenigen, die Gottgeweihte sind, begrüßen die Erklärungen Kṛṣṇas, wenn sie von Ihm Selbst gesprochen werden, mit großer Freude. Die Gottgeweihten werden solche autoritativen Aussagen Kṛṣṇas stets verehren, weil sie immer begierig sind, mehr und mehr über Ihn zu erfahren. Die Atheisten, die Kṛṣṇa für einen gewöhnlichen Menschen halten, können durch diese Worte erkennen, daß Kṛṣṇa übermenschlich ist, daß Er sac- cid-ānanda-vigraha ist – die ewige Gestalt der Glückseligkeit und des Wissens –, daß Er transzendental ist und über dem Herrschaftsbereich der Erscheinungsweisen der materiellen Natur und über dem Einfluß von Raum und Zeit steht. Ein Geweihter Kṛṣṇas, wie Arjuna, steht zweifellos über jedem Mißverständnis der transzendentalen Stellung Kṛṣṇas. Daß Arjuna dem Herrn diese Frage stellt, ist nichts weiter als ein Versuch des Gottgeweihten, der atheistischen Haltung jener Menschen zu begegnen, die Kṛṣṇa für einen gewöhnlichen Menschen halten, der den Erscheinungsweisen der materiellen Natur unterworfen ist.