Skip to main content

TEXT 12

TEXT 12

Tekst

Tekstas

kāṅkṣantaḥ karmaṇāṁ siddhiṁ
yajanta iha devatāḥ
kṣipraṁ hi mānuṣe loke
siddhir bhavati karma-jā
kāṅkṣantaḥ karmaṇāṁ siddhiṁ
yajanta iha devatāḥ
kṣipraṁ hi mānuṣe loke
siddhir bhavati karma-jā

Synonyms

Synonyms

kāṅkṣantaḥ — idet de ønsker; karmaṇām — i frugtstræbende handlinger; siddhim — et godt resultat; yajante — de tilbeder gennem ofringer; iha — i den materielle verden; devatāḥ — halvguderne; kṣipram — meget hurtigt; hi — sandelig; mānuṣe — i menneskesamfundet; loke — i denne verden; siddhiḥ — et godt resultat; bhavati — kommer; karma- — fra frugtstræbende arbejde.

kāṅkṣantaḥ — trokšdami; karmaṇām — karminės veiklos; siddhim — tobulumo; yajante — jie garbina aukomis; iha — materialiame pasaulyje; devatāḥ — pusdievius; kṣipram — labai greitai; hi — tikrai; mānuṣe — žmonių visuomenėje; loke — šiame pasaulyje; siddhiḥ — sėkmė; bhavati — ateina; karma- — iš karminės veiklos.

Translation

Translation

Mennesker i denne verden ønsker et godt resultat af deres frugtstræbende handlinger, og derfor tilbeder de halvguderne. I denne verden får mennesker selvfølgelig hurtigt resultater af deres frugtstræbende arbejde.

Žmonės šiame pasaulyje trokšta pasisekimo karminėje veikloje, todėl jie ir garbina pusdievius. Žinoma, jie greitai sulaukia tokios veiklos rezultatų.

Purport

Purport

FORKLARING: Der hersker stor misforståelse omkring denne materielle verdens guder eller halvguder, og mindre intelligente mennesker anser, selv om de går for at være meget lærde, disse halvguder for forskellige former af den Højeste Herre. I virkeligheden er halvguderne ikke Guds forskellige former, men Guds forskellige uadskillelige dele. Gud er én, og de uadskillelige dele er mange. I Vedaerne (Kaṭha Upaniṣad 2.2.13) står der, nityo nityānām: Gud er én. Īśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ (Brahma-saṁhitā 5.1). Den Højeste Gud er én – Kṛṣṇa – og halvguderne er blevet bemyndiget med magt til at administrere den materielle verden. Disse halvguder er alle levende væsener (nityānām) med forskellige grader af materiel magt. De kan ingenlunde være jævnbyrdige med den Højeste Gud – Nārāyaṇa, Viṣṇu eller Kṛṣṇa. Den, der tror, at Gud og halvguderne er på samme niveau, kaldes en ateist eller pāṣaṇḍī. Selv de mægtige halvguder som Brahmā og Śiva kan ikke sammenlignes med den Højeste Herre. I virkeligheden bliver Herren tilbedt af halvguder som Brahmā og Śiva (śiva-viriñci-nutam, ŚB. 11.5.33). Ikke desto mindre har menneskesamfundet mærkeligt nok mange ledere, der bliver tilbedt af tåbelige folk under misforståede idéer om antropomorfisme eller zoomorfisme. Iha devatāḥ betegner et stort menneske eller en stor halvgud i denne materielle verden. Men Nārāyaṇa, Viṣṇu eller Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personlighed, er ikke af denne verden. Han er hævet over eller transcendental til den materielle skabelse. Selv Śrīpāda Śaṅkarācārya, upersonalisternes leder, fastholder, at Nārāyaṇa eller Kṛṣṇa er hinsides den materielle skabelse. Tåbelige mennesker (hṛta- jñānāḥ, Bg. 7.20) tilbeder halvguderne, fordi de ønsker øjeblikkelige resultater. Resultaterne får de godt nok, men de ved ikke, at resultater, der er erhvervet således, er midlertidige og bestemt for mindre intelligente personer. Den intelligente person er Kṛṣṇa-bevidst og behøver ikke at tilbede ubetydelige halvguder for en eller anden umiddelbar midlertidig fordel. Denne materielle verdens halvguder såvel som deres tilbedere vil forsvinde, når den materielle verden bliver tilintetgjort. De goder, der kommer fra halvguderne, er materielle og midlertidige. Både de materielle verdener og deres beboere indbefattet halvguderne og deres tilbedere er bobler i det kosmiske ocean. I denne verden er menneskesamfundet imidlertid gal efter midlertidig materiel velstand i form af besiddelse af jord, familie og hvad sig dertil hører af nydelsesværdige ting. For at skaffe sig sådanne midlertidige ting tilbeder folk halvguderne eller dyrker mennesker i magtfulde stillinger i samfundet. Hvis en person får en ministerpost i regeringen ved at dyrke en politisk leder, ser han det som en stor velsignelse. Derfor ligger de alle på maven for de såkaldte ledere eller “store kanoner” for at få midlertidige velsignelser, og det lykkes dem også at få sådanne ting. Den slags tåbelige mennesker er ikke interesseret i Kṛṣṇa-bevidsthed, der er den permanente løsning på den materielle tilværelses genvordigheder. Alle er de ude efter sansenydelse, og for at få en smule facilitet til sansenydelse drages de til at dyrke bemyndigede levende væsener, der kaldes halvguder. Dette vers antyder, at folk sjældent er interesseret i Kṛṣṇa-bevidsthed. De er for det meste interesseret i materiel nydelse og tilbeder derfor et eller andet magtfuldt levende væsen.

KOMENTARAS: Yra įsivyravusi neteisinga nuomonė dėl šio pasaulio dievų, t.y. pusdievių. Menkos nuovokos žmonės, nors ir pripažįstami dideliais eruditais, tuos pusdievius laiko įvairiomis Aukščiausiojo Viešpaties formomis. Iš tiesų pusdieviai – ne kokios nors skirtingos Dievo formos, bet įvairios neatskiriamos Dievo dalelės. Dievas – vienas, o Jo neatskiriamų dalelių – daug. Vedos sako: nityo nityānām – Dievas yra vienas. Īśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ. Aukščiausiasis Dievas vienas – Kṛṣṇa, o pusdieviai yra apdovanoti galiomis tik tam, kad galėtų valdyti materialų pasaulį. Visi pusdieviai – gyvosios esybės (nityānām), vieni turi didesnę, kiti mažesnę materialią galią. Jie negali būti lygūs Aukščiausiajam Dievui – Nārāyaṇai, Viṣṇu arba Kṛṣṇai. O tas, kuris mano, jog Dievas ir pusdieviai – vienodo lygio būtybės, yra ateistas, pāṣaṇḍis. Netgi didžiausi pusdieviai – Brahmā ir Śiva – negali lygintis su Aukščiausiuoju Viešpačiu. Tiesą sakant, tokie pusdieviai, kaip Brahmā ir Śiva, patys garbina Viešpatį (śiva-viriñci- nutam). Nepaisant to, nors ir kaip tai būtų keista, dažnas žmonių lyderis yra garbinamas siaurapročių, kurie tiki klaidingomis antropomorfizmo bei zoomorfizmo teorijomis. Iha devatāḥ nurodo į galingą šio materialaus pasaulio žmogų ar pusdievį. Bet Narāyāṇa, Viṣṇu, ar Kṛṣṇa – Aukščiausiasis Dievo Asmuo – ne šio pasaulio būtybė. Jis virš materialios kūrinijos, transcendentalus jos atžvilgiu. Net impersonalistų lyderis Śrīpāda Śaṅkarācārya tvirtina, kad Nārāyaṇa, t.y Kṛṣṇa, yra anapus materialios kūrinijos. Tačiau neišmanėliai (hṛta-jñāna) garbina pusdievius, nes siekia greitų rezultatų, ir juos gauna, bet nesuvokia, jog šitaip pasiekti rezultatai – laikini ir skirti menkos nuovokos žmonėms. Protingas žmogus yra įsisąmoninęs Kṛṣṇą ir nemato reikalo garbinti nereikšmingus pusdievius dėl skubios, laikinos naudos. Tiek materialaus pasaulio pusdieviai, tiek ir jų garbintojai išnyks kartu su pasauliu. Pusdievių dovanotos malonės – materialios ir laikinos. O materialūs pasauliai ir jų gyventojai, net ir pusdieviai bei jų garbintojai – tik kosminio vandenyno burbuliukai. Visgi šiame pasaulyje žmonių visuomenė kraustosi iš proto dėl laikinų materialių turtų – žemės, šeimos ir viso to, kas teikia malonumą. Laikinų gėrybių trokštantys žmonės garbina pusdievius arba visuomenės galinguosius. Jeigu įsiteikęs politiniam lyderiui žmogus tampa vyriausybės ministru, tai laikoma didžiausiu pasiekimu. Todėl žmonės keliaklupsčiauja prieš vadinamuosius vadovus arba „šio pasaulio didžiūnus“, kad gautų laikinų gėrybių, ir jas iš tiesų gauna. Tokie kvaili žmonės nesidomi Kṛṣṇos sąmone, kurios dėka galima visiems laikams įveikti materialiai būčiai būdingus sunkumus. Jie siekia juslinių malonumų, ir dėl menkiausios galimybės jusliškai pasitenkinti mielai garbina įgalintas gyvąsias esybes – pusdievius. Posmas nurodo, jog retas kuris domisi Kṛṣṇos sąmone. Daugumai terūpi materialūs malonumai, ir todėl žmonės garbina galingas gyvąsias esybes.