TEXT 1

Tekst

Text

śrī-bhagavān uvāca
imaṁ vivasvate yogaṁ
proktavān aham avyayam
vivasvān manave prāha
manur ikṣvākave ’bravīt

Synonyms

śrī-bhagavān uvāca — Guddommens Højeste Personlighed sagde; imam — denne; vivasvate — til solguden; yogam — videnskaben om ens forhold til den Højeste; proktavān — underviste; aham — Jeg; avyayam — den uforgængelige; vivasvān — Vivasvān (solgudens navn); manave — til menneskehedens fader (ved navn Vaivasvata Manu); prāha — fortalte; manuḥ — menneskehedens fader; ikṣvākave — til Kong Ikṣvāku; abravīt — talte.

śrī-bhagavān uvāca — die Höchste Persönlichkeit Gottes sprach; imam — diese; vivasvate — dem Sonnengott; yogam — die Wissenschaft von der Beziehung zum Höchsten; proktavān — unterwies; aham — Ich; avyayam — unvergängliche; vivasvān — Vivasvān (der Name des Sonnengottes); manave — dem Vater der Menschheit (namens Vaivasvata); prāha — erklärte; manuḥ — der Vater der Menschheit; ikṣvākave — zu König Ikṣvāku; abravīt — sagte.

Translation

Guddommens Personlighed, Herren Srī Kṛṣṇa, sagde: Jeg underviste solguden Vivasvān i denne uforgængelige yoga-videnskab, Vivasvān underviste Manu, menneskehedens fader, og Manu instruerede Ikṣvāku.

Die Persönlichkeit Gottes, Śrī Kṛṣṇa, sprach: Ich unterwies den Sonnengott, Vivasvān, in dieser unvergänglichen Wissenschaft des yoga; Vivasvān unterwies Manu, den Vater der Menschheit, darin, und Manu seinerseits lehrte es Ikṣvāku.

Purport

FORKLARING: Her ser vi Bhagavad-gītās historie sporet tilbage til en fjern fortid, da den blev overdraget til den kongelige orden på alle planeterne med udgangspunkt i solplaneten. Regenterne på de forskellige planeter har som deres vigtigste opgave at beskytte indbyggerne, og derfor skal den kongelige orden forstå Bhagavad-gītās videnskab for at kunne regere over borgerne og beskytte dem mod materiel binding til begær. Formålet med menneskelivet er at udvikle åndelig viden om sit evige forhold til Guddommens Højeste Personlighed, og alle staters og planeters regenter er forpligtede til at bibringe borgerne denne lærdom gennem uddannelse, kultur og hengivenhed. Det er med andre ord alle statslederes opgave at udbrede videnskaben om Kṛṣṇa-bevidsthed, så folk kan drage fordel af denne storslåede viden og benytte den mulighed, de er blevet givet i den menneskelige livsform, til at efterstræbe et fremgangsrigt liv.

ERLÄUTERUNG: Hier finden wir die Geschichte der Bhagavad-gītā, die sich bis in längst vergangene Zeiten zurückverfolgen läßt, als sie dem Königsstand aller Planeten, angefangen mit dem Sonnenplaneten, verkündet wurde. Es ist die besondere Aufgabe der Könige aller Planeten, deren Bewohner zu beschützen, und deshalb sollte der königliche Stand die Wissenschaft der Bhagavad-gītā verstehen, um fähig zu sein, die Bürger zu regieren und vor der materiellen Fessel der Lust zu beschützen. Das menschliche Leben ist dafür bestimmt, spirituelles Wissen zu entwickeln, um seine ewige Beziehung zur Höchsten Persönlichkeit Gottes zu erkennen, und die Oberhäupter aller Staaten und Planeten sind verpflichtet, dieses Wissen den Bürgern durch Bildung, Kultur und Hingabe zu vermitteln. Mit anderen Worten, die verantwortlichen Führer aller Staaten sollten die Wissenschaft des Kṛṣṇa-Bewußtseins verbreiten, so daß die Menschen aus dieser bedeutenden Wissenschaft ihren Vorteil ziehen und einem erfolgreichen Pfad folgen können, indem sie die Gelegenheit nutzen, die die menschliche Lebensform bietet.

I denne tidsalder er solguden kendt som Vivasvān, der er konge over Solen, der er oprindelsen til alle planeter i solsystemet. I Brahma- saṁhitā (5.52) står der skrevet:

Im gegenwärtigen Zeitalter heißt der Sonnengott Vivasvān; er ist der König der Sonne, die der Ursprung aller Planeten im Sonnensystem ist. In der Brahma-saṁhitā (5.52) heißt es:

yac-cakṣur eṣa savitā sakala-grahāṇāṁ
rājā samasta-sura-mūrtir aśeṣa-tejāḥ
yasyājñayā bhramati sambhṛta-kāla-cakro
govindam ādi-puruṣaṁ tam ahaṁ bhajāmi

Herren Brahmā sagde: “Lad mig tilbede Guddommens Højeste Personlighed, Govinda [Kṛṣṇa], der er den oprindelige person, under hvis indflydelse Solen, der er kongen over alle planeter, antager umådelig styrke og varme. Solen repræsenterer Herrens øje og følger sin bane i lydighed mod Hans ordre.”

Brahmā sprach: „Ich verehre die Höchste Persönlichkeit Gottes, Govinda [Kṛṣṇa], der die ursprüngliche Person ist und unter dessen Anweisung die Sonne, der König aller Planeten, unermeßliche Kraft und Hitze annimmt. Die Sonne repräsentiert das Auge des Herrn und folgt, Seinem Befehl gehorchend, ihrem Lauf.“

Solen er konge over alle planeterne, og solguden (der for indeværende hedder Vivasvān) regerer over solplaneten, der styrer alle de andre planeter ved at forsyne dem med varme og lys. Han roterer i sin bane på Kṛṣṇas ordre, og Herren Kṛṣṇa gjorde oprindeligt Vivasvān til Sin første discipel, så denne kunne forstå Bhagavad-gītās videnskab. Bhagavad-gītā er derfor ikke en spekulativ afhandling for den ubetydelige verdslige lærde, men en stående kundskabsbog fra tidernes morgen af.

Die Sonne ist der König aller Planeten, und der Sonnengott (zur Zeit ist es Vivasvān) regiert den Sonnenplaneten, der alle anderen Planeten beherrscht, indem er sie mit Wärme und Licht versorgt. Die Sonne rotiert unter dem Befehl Kṛṣṇas, und Śrī Kṛṣṇa machte ursprünglich Vivasvān zu Seinem ersten Schüler, der die Wissenschaft der Bhagavad- gītā verstehen sollte. Die Gītā ist daher keine spekulative Abhandlung für den unbedeutenden weltlichen Gelehrten, sondern ein Standardbuch des Wissens, das uns seit unvordenklichen Zeiten überliefert wird.

Vi kan spore Bhagavad-gītās historie i Mahābhārata (Śānti-parva 348.51–52) som følger:

Im Mahābhārata (Śānti-parva 348.51–52) können wir die Geschichte der Gītā zurückverfolgen:

tretā-yugādau ca tato
vivasvān manave dadau
manuś ca loka-bhṛty-arthaṁ
sutāyekṣvākave dadau
ikṣvākuṇā ca kathito
vyāpya lokān avasthitaḥ

“I begyndelsen af tidsalderen Tretā-yuga videregav Vivasvān videnskaben om forholdet til den Højeste til Manu. Manu, menneskehedens fader, gav den til sin søn Mahārāja Ikṣvāku, denne jordplanets konge og forfader til Raghu-dynastiet, i hvilket Herren Rāmacandra åbenbarede Sig.” Bhagavad-gītā har derfor eksisteret i menneskesamfundet lige siden Mahārāja Ikṣvākus tid.

„Zu Beginn des Tretā-yuga wurde diese Wissenschaft von der Beziehung zum Höchsten von Vivasvān an Manu weitergegeben. Manu, der Vater der Menschheit, lehrte sie seinen Sohn, Mahārāja Ikṣvāku, den König der Erde und Vorvater der Raghu-Dynastie, in der Śrī Rāmacandra erschien.“ Die Bhagavad-gītā gab es in der menschlichen Gesellschaft also seit der Zeit Mahārāja Ikṣvākus.

På nuværende tidspunkt er der gået 5.000 år af Kali-yuga, der i alt varer 432.000 år. Før det var der Dvāpara-yuga (864.000 år) og før da Tretā-yuga (1.296.000 år). Således er der rundt regnet gået 2.165.000 år, siden Manu talte Bhagavad-gītā til sin discipel og søn, Mahārāja Ikṣvāku, kongen over denne jord. Den nuværende Manus tidsalder forventes at vare omkring 305.300.000 år, hvoraf 120.400.000 år allerede er gået. Hvis man accepterer, at Bhagavad-gītā blev talt af Herren til Hans discipel, solguden Vivasvān, før Manus fødsel, kan man løst anslå Bhagavad-gītā til at være blevet talt for mindst 120.400.000 år siden, og i menneskesamfundet har den eksisteret de sidste to millioner år. Herren talte den igen til Arjuna for omkring 5.000 år siden. Det er et løst skøn over Bhagavad-gītās historie ifølge Bhagavad-gītā selv og ifølge taleren, Herren Śrī Kṛṣṇas, egen udlægning. Den blev talt til solguden Vivasvān, fordi han selv er kṣatriya og fader til alle de kṣatriyaer, der er efterkommere af solguden, dvs. sūrya-vaṁśa-kṣatriyaer. Eftersom Bhagavad-gītā er lige så god som Vedaerne, fordi den blev talt af Guddommens Højeste Personlighed, er denne kundskab apauruṣeya, overmenneskelig. Fordi de vediske instruktioner bliver accepteret, som de er, uden menneskelig fortolkning, skal Bhagavad-gītā accepteres uden verdslige fortolkninger. Verdslige ordkløvere kan spekulere over Bhagavad-gītā på deres egen måde, men det er ikke Bhagavad-gītā, som den er. Bhagavad-gītā skal accepteres fra discipelrækken, som den er, og her beskrives det, at Herren talte til solguden, solguden talte til sin søn Manu, og Manu talte til sin søn Ikṣvāku.

Zum gegenwärtigen Zeitpunkt sind erst fünftausend Jahre des Kali- yuga vergangen, das insgesamt 432000 Jahre dauert. Vor diesem Zeitalter gab es das Dvāpara-yuga (800000 Jahre) und davor das Tretā- yuga (1200000 Jahre). Manu sprach die Bhagavad-gītā also vor etwa 2005000 Jahren zu seinem Sohn und Schüler Mahārāja Ikṣvāku, dem König des Planeten Erde. Das Zeitalter des gegenwärtigen Manu dauert rund 305300000 Jahre, von denen bisher 120400000 vergangen sind. Wenn man davon ausgeht, daß die Gītā vor der Geburt Manus vom Herrn zu seinem Schüler, dem Sonnengott Vivasvān, gesprochen wurde, dann wurde die Gītā, grob geschätzt, vor mindestens 120400000 Jahren verkündet, und in der menschlichen Gesellschaft gibt es sie seit zwei Millionen Jahren. Vor etwa fünftausend Jahren sprach der Herr die Bhagavad-gītā erneut zu Arjuna. Das ist in groben Zügen die Geschichte der Gītā, wie sie von der Gītā selbst und ihrem Sprecher, Śrī Kṛṣṇa, beschrieben wird. Sie wurde zum Sonnengott Vivasvān gesprochen, weil auch er ein kṣatriya war und weil von ihm die sūrya-vaṁśa-kṣatriyas (die kṣatriyas, deren Stammvater der Sonnengott ist) ausgingen. Weil die Bhagavad-gītā von der Höchsten Persönlichkeit Gottes gesprochen wurde, ist sie genauso authentisch wie die Veden, und deshalb wird ihr Wissen als apauruṣeya, übermenschlich, bezeichnet. Und da die vedischen Unterweisungen ohne menschliche Interpretation so angenommen werden müssen, wie sie sind, muß auch die Gītā ohne weltliche Interpretation angenommen werden. Weltliche Besserwisser mögen auf ihre eigene Weise über die Gītā spekulieren, aber was dabei herauskommt, ist nicht die Bhagavad-gītā, wie sie ist. Daher muß die Bhagavad-gītā so angenommen werden, wie sie ist, nämlich wie sie über die Schülernachfolge zu uns herabkommt, und wie hier erklärt wird, unterwies der Herr ursprünglich den Sonnengott, der Sonnengott unterwies seinen Sohn Manu, und Manu unterwies seinen Sohn Ikṣvāku.