FORKLARING: Her ser vi Bhagavad-gītās historie sporet tilbage til en fjern fortid, da den blev overdraget til den kongelige orden på alle planeterne med udgangspunkt i solplaneten. Regenterne på de forskellige planeter har som deres vigtigste opgave at beskytte indbyggerne, og derfor skal den kongelige orden forstå Bhagavad-gītās videnskab for at kunne regere over borgerne og beskytte dem mod materiel binding til begær. Formålet med menneskelivet er at udvikle åndelig viden om sit evige forhold til Guddommens Højeste Personlighed, og alle staters og planeters regenter er forpligtede til at bibringe borgerne denne lærdom gennem uddannelse, kultur og hengivenhed. Det er med andre ord alle statslederes opgave at udbrede videnskaben om Kṛṣṇa-bevidsthed, så folk kan drage fordel af denne storslåede viden og benytte den mulighed, de er blevet givet i den menneskelige livsform, til at efterstræbe et fremgangsrigt liv.

I denne tidsalder er solguden kendt som Vivasvān, der er konge over Solen, der er oprindelsen til alle planeter i solsystemet. I Brahma- saṁhitā (5.52) står der skrevet:

Herren Brahmā sagde: “Lad mig tilbede Guddommens Højeste Personlighed, Govinda [Kṛṣṇa], der er den oprindelige person, under hvis indflydelse Solen, der er kongen over alle planeter, antager umådelig styrke og varme. Solen repræsenterer Herrens øje og følger sin bane i lydighed mod Hans ordre.”

Solen er konge over alle planeterne, og solguden (der for indeværende hedder Vivasvān) regerer over solplaneten, der styrer alle de andre planeter ved at forsyne dem med varme og lys. Han roterer i sin bane på Kṛṣṇas ordre, og Herren Kṛṣṇa gjorde oprindeligt Vivasvān til Sin første discipel, så denne kunne forstå Bhagavad-gītās videnskab. Bhagavad-gītā er derfor ikke en spekulativ afhandling for den ubetydelige verdslige lærde, men en stående kundskabsbog fra tidernes morgen af.

Vi kan spore Bhagavad-gītās historie i Mahābhārata (Śānti-parva 348.51–52) som følger:

“I begyndelsen af tidsalderen Tretā-yuga videregav Vivasvān videnskaben om forholdet til den Højeste til Manu. Manu, menneskehedens fader, gav den til sin søn Mahārāja Ikṣvāku, denne jordplanets konge og forfader til Raghu-dynastiet, i hvilket Herren Rāmacandra åbenbarede Sig.” Bhagavad-gītā har derfor eksisteret i menneskesamfundet lige siden Mahārāja Ikṣvākus tid.

På nuværende tidspunkt er der gået 5.000 år af Kali-yuga, der i alt varer 432.000 år. Før det var der Dvāpara-yuga (864.000 år) og før da Tretā-yuga (1.296.000 år). Således er der rundt regnet gået 2.165.000 år, siden Manu talte Bhagavad-gītā til sin discipel og søn, Mahārāja Ikṣvāku, kongen over denne jord. Den nuværende Manus tidsalder forventes at vare omkring 305.300.000 år, hvoraf 120.400.000 år allerede er gået. Hvis man accepterer, at Bhagavad-gītā blev talt af Herren til Hans discipel, solguden Vivasvān, før Manus fødsel, kan man løst anslå Bhagavad-gītā til at være blevet talt for mindst 120.400.000 år siden, og i menneskesamfundet har den eksisteret de sidste to millioner år. Herren talte den igen til Arjuna for omkring 5.000 år siden. Det er et løst skøn over Bhagavad-gītās historie ifølge Bhagavad-gītā selv og ifølge taleren, Herren Śrī Kṛṣṇas, egen udlægning. Den blev talt til solguden Vivasvān, fordi han selv er kṣatriya og fader til alle de kṣatriyaer, der er efterkommere af solguden, dvs. sūrya-vaṁśa-kṣatriyaer. Eftersom Bhagavad-gītā er lige så god som Vedaerne, fordi den blev talt af Guddommens Højeste Personlighed, er denne kundskab apauruṣeya, overmenneskelig. Fordi de vediske instruktioner bliver accepteret, som de er, uden menneskelig fortolkning, skal Bhagavad-gītā accepteres uden verdslige fortolkninger. Verdslige ordkløvere kan spekulere over Bhagavad-gītā på deres egen måde, men det er ikke Bhagavad-gītā, som den er. Bhagavad-gītā skal accepteres fra discipelrækken, som den er, og her beskrives det, at Herren talte til solguden, solguden talte til sin søn Manu, og Manu talte til sin søn Ikṣvāku.