Skip to main content

TEXT 37

VERSO 37

Tekst

Texto

śrī-bhagavān uvāca
kāma eṣa krodha eṣa
rajo-guṇa-samudbhavaḥ
mahāśano mahā-pāpmā
viddhy enam iha vairiṇam
śrī-bhagavān uvāca
kāma eṣa krodha eṣa
rajo-guṇa-samudbhavaḥ
mahāśano mahā-pāpmā
viddhy enam iha vairiṇam

Synonyms

Sinônimos

śri-bhagavān uvāca — Guddommens Personlighed sagde; kāmaḥ — begær; eṣaḥ — dette; krodhaḥ — vrede; eṣaḥ — dette; rajaḥ-guṇa — lidenskabens kvalitet; samudbhavaḥ — født af; mahā-aśanaḥ — altfortærende; mahā-pāpmā — meget syndige; viddhi — forstå; enam — denne; iha — i den materielle verden; vairiṇam — største fjende.

śrī-bhagavān uvāca — a Personalidade de Deus disse; kāmaḥ — luxúria; eṣaḥ — esta; krodhaḥ — ira; eṣaḥ — esta; rajaḥ-guṇa — o modo da paixão; samudbhavaḥ — nascida de; mahā-aśanaḥ — que tudo devora; mahā-pāpmā — muito pecaminoso; viddhi — saiba; enam — este; iha — no mundo material; vairiṇam — o pior inimigo.

Translation

Tradução

Guddommens Højeste Personlighed sagde: Arjuna, denne verdens altfortærende syndige fjende er intet andet end begær eller lyst, der affødes af kontakt med lidenskabens materielle kvalitet og senere forvandles til vrede.

A Suprema Personalidade de Deus disse: É somente a luxúria, Arjuna, que nasce do contato com o modo material da paixão e mais tarde se transforma em ira, que é o inimigo pecaminoso que a tudo devora neste mundo.

Purport

Comentário

FORKLARING: Når det levende væsen kommer i kontakt med den materielle skabelse, bliver hans evige kærlighed til Kṛṣṇa ved sin forbindelse med lidenskabens kvalitet forvandlet til begær. Følelsen af kærlighed til Gud bliver med andre ord omdannet til begær, ligesom mælk bliver til yoghurt, når den blandes med sur tamarinde. Når dette begær ikke tilfredsstilles, bliver det til vrede. Vrede udarter til illusion, og illusionen fortsætter den materielle tilværelse. Det er således begær, der er det levende væsens værste fjende, og det er udelukkende begær, der får det rene levende væsen til at fortsætte med at være indviklet i den materielle verden. Vrede er en manifestation af uvidenhedens kvalitet. Disse kvaliteter viser sig som vrede og andre følgevirkninger. Hvis lidenskabens kvalitet i stedet for at udarte sig til uvidenhedens kvalitet derimod bliver ophøjet til godhedens kvalitet gennem den foreskrevne måde at leve og handle på, kan man gennem åndelig tilknytning blive reddet fra at blive trukket ned af vrede.

Quando a entidade viva entra em contato com a criação material e se associa com o modo da paixão, seu amor eterno por Kṛṣṇa transforma-se em luxúria. Ou, em outras palavras, o sentimento de amor a Deus transforma-se em luxúria, assim como o leite em contato com o tamarindo ácido vira iogurte. Por sua vez, quando não é satisfeita, a luxúria se converte em ira; a ira se transforma em ilusão, e a ilusão dá continuidade à existência material. Portanto, a luxúria é o maior inimigo da entidade viva, e é apenas a luxúria que induz a entidade viva pura a permanecer enredada no mundo material. A ira é a manifestação do modo da ignorância; os modos se apresentam como ira e outros corolários. Se, portanto, do modo da paixão, ao invés de degradar-se ao modo da ignorância a pessoa eleva-se ao modo da bondade pelos métodos prescritos para a forma correta de viver e agir, então, ela pode escapar da degradação produzida pela ira através do apego espiritual.

Guddommens Højeste Personlighed ekspanderede Sig i mange for at forøge Sin evigt tiltagende åndelige lyksalighed, og de levende væsener er uadskillelige dele af denne åndelige lyksalighed. De er også delvist uafhængige, men ved at misbruge deres frihed, når deres tjenende mentalitet bliver omdannet til en hang til sansenydelse, kommer de under begærets svøbe. Herren har skabt den materielle verden for at give de betingede sjæle mulighed for at opfylde disse lystne tilbøjeligheder, og når de levende væsener efter lang tids lystfulde handlinger er blevet godt og grundigt frustrerede, begynder de at spørge ind til deres virkelige situation.

A Suprema Personalidade de Deus expandiu-Se em muitos através de Sua sempre crescente bem-aventurança espiritual, e as entidades vivas são partes integrantes desta bem-aventurança espiritual. Elas também têm independência parcial, mas, pelo abuso de sua independência, quando a atitude de serviço se transforma na propensão ao gozo dos sentidos, eles ficam sob o domínio da luxúria. Na criação material, o Senhor oferece às almas condicionadas situações favoráveis para que satisfaçam suas propensões luxuriosas, e quando se frustam completemente com as prolongadas atividades luxuriosas, tais entidades vivas começam a indagar sobre sua verdadeira posição.

Denne forespørgsel former indledningen til Vedānta-sūtra. Athāto brahma-jijñāsā: Man skal spørge ind til den Højeste. Den Højeste defineres videre i Śrīmad-Bhāgavatam (1.1.1) som janmādy asya yato ’nvayād itarataś ca, hvilket betyder: “Kilden til alt er den Højeste Brahman.” Oprindelsen til begær skal således også findes i den Højeste. Hvis begær derfor bliver forvandlet til kærlighed til den Højeste eller til Kṛṣṇa-bevidsthed eller med andre ord til at ønske alting for Kṛṣṇa, kan man åndeliggøre både begær og vrede. Hanumān, der var Herren Rāmas store tjener, viste sin vrede ved at nedbrænde Rāvaṇas gyldne by, men ved at gøre dette blev han Herrens største hengivne. Også her i Bhagavad-gītā tilskynder Herren Arjuna til at rette sin vrede mod fjenden for at tilfredsstille Herren. Anvendt i Kṛṣṇa-bevidsthed bliver begær og vrede derfor til vore venner i stedet for vore fjender.

E é neste ponto que começam os Vedānta-sūtras, onde se diz que athāto brahma-jijñāsā: deve-se indagar sobre o Supremo. E no Śrīmad-Bhāgavatam, o Supremo é definido como janmādy asya yato ’nvayād itarataś ca, ou: “A origem de tudo é o Brahman Supremo”. Logo, a origem da luxúria também está no Supremo. Se, portanto, a luxúria se transformar em amor ao Supremo, ou se transformar em consciência de Kṛṣṇa — isto é, se alguém passa a desejar tudo para Kṛṣṇa — então a luxúria e a ira poderão ser espiritualizadas. Hanumān, o grande servo do Senhor Rāma, manifestou sua ira queimando a cidade de ouro que estava sob a posse de Rāvaṇa, mas com esta atitude ele tornou-se o maior devoto do Senhor. Aqui também, no Bhagavad-gītā, o Senhor induz Arjuna a satisfazer o Senhor, empregando sua ira contra seus inimigos. Portanto, quando empregadas em consciência de Kṛṣṇa, a luxúria e a ira tornam-se nossas amigas ao invés de nossas inimigas.