TEXT 21

Tekst

Texte

yad yad ācarati śreṣṭhas
tat tad evetaro janaḥ
sa yat pramāṇaṁ kurute
lokas tad anuvartate

Synonyms

yat yat — uanset hvad; ācarati — han gør; śreṣṭhaḥ — en respektabel leder; tat — det; tat — og det alene; eva — afgjort; itaraḥ — almindelige; janaḥ — folk; saḥ — han; yat — uanset hvilken; pramāṇam — standard; kurute — sætter; lokaḥ — hele verden; tat — den; anuvartate — følger i fodsporene på.

yat yat: quoi que; ācarati: il fait; śreṣṭhaḥ: un dirigeant honorable; tat: cela; tat: et seulement cela; eva: certes; itaraḥ: ordinaire; janaḥ: une personne; saḥ: il; yat: quel que; pramāṇam: exemple; kurute: donne; lokaḥ: tout le monde; tat: cela; anuvartate: marche sur les traces.

Translation

Uanset hvad en stor mand gør, følger almindelige mennesker i hans fodspor. Og lige meget hvilke normer, han sætter igennem sit eksempel, efterstræbes de af den ganske verden.

Quoi que fasse un grand homme, la masse des gens marche toujours sur ses traces. Le monde entier suit la norme qu’il établit par son exemple.

Purport

FORKLARING: Folk i almindelighed behøver altid en leder, der kan undervise dem igennem sin egen opførsel. En leder kan ikke lære befolkningen at holde op med at ryge, hvis han selv ryger. Herren Caitanya nævnte, at før en lærer begynder at undervise, skal han opføre sig eksemplarisk. Den, der underviser på den måde, kaldes ācārya eller den ideelle lærer. For at belære folk i almindelighed skal en lærer derfor følge śāśtraernes (skrifternes) principper. En lærer må ikke opfinde regler, der går imod de åbenbarede skrifters principper. De åbenbarede skrifter som Manu-saṁhitā og tilsvarende andre betragtes som standardtekster, der skal følges af menneskesamfundet. En leders eksempel skal derfor være baseret på principperne i sådanne standard-śāśtraer. Hvis man gerne vil forbedre sig, bliver man nødt til at følge standardreglerne, som de praktiseres af de store lærere. Det bliver også bekræftet i Śrīmad- Bhāgavatam, at vejen til fremskridt i åndelig erkendelse er at følge i store hengivnes fodspor. Kongen eller statslederen, faderen og skolelæreren bliver alle betragtet som naturlige ledere af den uskyldige befolkning. Alle sådanne naturlige ledere har et stort ansvar for dem, der er afhængige af dem, og som sådan må de være kyndige i standardbøgerne om de moralske og åndelige regler.

Le peuple a toujours besoin d’un chef qui puisse le guider par son exemple. On ne peut apprendre aux gens à arrêter de fumer si l’on fume soi-même. Caitanya Mahāprabhu, le Seigneur en personne, disait qu’avant d’instruire les autres un maître doit d’abord apprendre à bien se comporter. On appelle ācārya, ou maître idéal, celui qui enseigne ainsi par l’exemple. Il faut donc que celui qui enseigne et qui souhaite instruire la masse des gens applique les principes énoncés dans les śāstras (Écritures). Il ne peut inventer des règles qui vont à l’encontre des principes des śāstras. Les Écritures, comme la Manu-saṁhitā ou d’autres ouvrages similaires, sont considérées comme des livres de référence pour la société humaine. Par conséquent, celui qui enseigne doit en suivre les principes.

L’homme qui désire se parfaire doit suivre ces règles, telles qu’elles furent appliquées par les grands maîtres. Le Śrīmad-Bhāgavatam déclare lui aussi que l’on doit marcher sur les traces des grands dévots, et ainsi progresser dans la réalisation spirituelle. Le roi ou le chef d’État, le père et le professeur, sont considérés comme les guides naturels de la société. Comme ils ont une grande responsabilité envers ceux qui dépendent d’eux, ils doivent connaître parfaitement les principes moraux et spirituels contenus dans les Écritures.