TEXT 9

Tekst

Text

sañjaya uvāca
evam uktvā hṛṣīkeśaṁ
guḍākeśaḥ paran-tapaḥ
na yotsya iti govindam
uktvā tūṣṇīṁ babhūva ha

Synonyms

sañjayaḥ uvāca — Sañjaya sagde; evam — således; uktvā — efter at have talt; hṛṣīkeśam — til Kṛṣṇa, sansernes herre; guḍākeśaḥ — Arjuna, mesteren i at bekæmpe uvidenhed; param-tapaḥ — fjendens tugter; na yotsye — jeg vil ikke kæmpe; iti — således; govindam — til Kṛṣṇa, der giver sanserne nydelse; uktvā — idet han sagde; tūṣṇīm — tavs; babhūva — blev; ha — sandelig.

sañjayaḥ uvāca — Sañjaya sagte; evam — so; uktvā — sprechend; hṛṣīkeśam — zu Kṛṣṇa, dem Meister der Sinne; guḍākeśaḥ — Arjuna, der Meister im Bezwingen von Unwissenheit; param-tapaḥ — der Bezwinger der Feinde; na yotsye — ich werde nicht kämpfen; iti — so; govindam — zu Kṛṣṇa, der den Sinnen Freude spendet; uktvā — sagend; tūṣṇīm — schweigend; babhūva — wurde; ha — gewiß.

Translation

Sañjaya sagde: Da Arjuna, fjendernes tugter, havde talt således, sagde han til Kṛṣṇa: “Govinda, jeg vil ikke kæmpe,” og tav derpå.

Sañjaya sagte: Nachdem Arjuna, der Bezwinger der Feinde, so gesprochen hatte, sagte er zu Kṛṣṇa: „Govinda, ich werde nicht kämpfen!“ und verstummte.

Purport

FORKLARING: Dhṛtarāṣṭra må være blevet glad, da han forstod, at Arjuna ikke ville kæmpe og i stedet ville forlade slagmarken for at ernære sig som tigger. Men Sañjaya skuffede ham på ny ved at sige, at Arjuna var helt i stand til at dræbe sine fjender (parantapaḥ). Skønt han for øjeblikket var overvældet af falsk sorg på grund af familietilknytning, overgav han sig som discipel til Kṛṣṇa, den højeste åndelige mester. Det viste, at Arjuna snart ville blive fri for den falske sorg, der udsprang af hans familiekærlighed, og blive oplyst af perfekt viden om selverkendelse eller Kṛṣṇa-bevidsthed, hvorefter han med sikkerhed ville gå i kamp. Eftersom Arjuna ville blive oplyst af Kṛṣṇa og kæmpe til det sidste, ville Dhṛtarāṣṭras glæde blive gjort til skamme.

ERLÄUTERUNG: Dhṛtarāṣṭra muß sehr erfreut gewesen sein, als er hörte, daß Arjuna nicht kämpfen wollte und statt dessen beabsichtigte, das Schlachtfeld zu verlassen, um ein Bettler zu werden. Aber gleichzeitig mußte Sañjaya ihn wieder enttäuschen, indem er ihm mitteilte, daß Arjuna fähig war, seine Feinde zu töten (paran-tapaḥ). Obwohl Arjuna aus Zuneigung zu seiner Familie vorübergehend von falschem Schmerz überwältigt war, hatte er sich Kṛṣṇa, dem höchsten spirituellen Meister, als Schüler ergeben. Dies deutete auf das baldige Ende seiner falschen Klagen hin, die aus Familienzuneigung entstanden waren; erleuchtet mit vollkommenem Wissen über Selbstverwirklichung oder Kṛṣṇa-Bewußtsein, würde er dann mit Sicherheit kämpfen. Auf diese Weise sollte sich Dhṛtarāṣṭra schon bald in seinen Hoffnungen getäuscht sehen, weil Arjuna dank Kṛṣṇas Unterweisungen bis zum letzten kämpfen würde.