Skip to main content

TEXT 7

TEXT 7

Tekst

Texto

kārpaṇya-doṣopahata-svabhāvaḥ
pṛcchāmi tvāṁ dharma-sammūḍha-cetāḥ
yac chreyaḥ syān niścitaṁ brūhi tan me
śiṣyas te ’haṁ śādhi māṁ tvāṁ prapannam
kārpaṇya-doṣopahata-svabhāvaḥ
pṛcchāmi tvāṁ dharma-sammūḍha-cetāḥ
yac chreyaḥ syān niścitaṁ brūhi tan me
śiṣyas te ’haṁ śādhi māṁ tvāṁ prapannam

Synonyms

Palabra por palabra

kārpaṇya — af gnieragtighed; doṣa — af svagheden; upahata — er ramt; svabhāvaḥ — jeg, hvis kendetegn; pṛcchāmi — jeg beder; tvām — Dig; dharma — med hensyn til min religion; sammūḍha — forvirret; cetāḥ — hvis hjerte; yat — hvad; śreyaḥ — bedst; syāt — vil være; niścitam — fortroligt; brūhi — fortæl; tat — det; me — til mig; śiṣyaḥ — discipel; te — Din; aham — jeg er; śādhi — instruer blot; mām — mig; tvām — til Dig; prapannam — der er overgivet.

kārpaṇya — de mezquindad; doṣa — por la flaqueza; upahata — estando afligido por; sva-bhāvaḥ — características; pṛcchāmi — estoy pidiendo; tvām — a Ti; dharma — religión; sammūḍha — confundido; cetāḥ — en el corazón; yat — qué; ṣreyaḥ — bien supremo; syāt — puede ser; niścitam — confidencialmente; brūhi — dime; tat — eso; me — a mí; śiṣyaḥ — discípulo; te — tuyo; aham — soy; śādhi — tan solo instruye; mām — a mí; tvām — a Ti; prapannam — entregado.

Translation

Traducción

Nu er jeg usikker på, hvad der er min pligt, og jeg har tabt al fatning på grund af gnieragtig svaghed. I denne tilstand beder jeg Dig fortælle mig, hvad der med sikkerhed er bedst for mig. Nu er jeg Din discipel og en sjæl overgivet til Dig. Vær god at vejlede mig.

Ahora estoy confundido en cuanto a mi deber, y he perdido toda compostura a causa de una mezquina flaqueza. En esta condición, Te pido que me digas claramente qué es lo mejor para mí. Ahora soy Tu discípulo y un alma entregada a Ti. Por favor, instrúyeme.

Purport

Significado

FORKLARING: Af natur er hele virvaret af materielle aktiviteter en kilde til rådvildhed for alle. For hvert skridt, man tager, er der forvirring, og derfor påhviler det alle at opsøge en ægte åndelig mester, der kan vejlede én i den rette måde at opnå livets mål på. Hele den vediske litteratur anbefaler, at vi opsøger en ægte åndelig mester for at slippe ud af livets forviklinger, der opstår, selv uden at vi ønsker dem. De er som en skovbrand, der på en eller anden måde opstår, uden at nogen har antændt den. Verdenssituationen er ligeledes sådan, at der automatisk kan opstå komplikationer i livet, selv om vi ikke ønsker en sådan forvirring. Ingen ønsker ildebrand, men det opstår alligevel, og vi bliver forvirrede. Den vediske visdom råder os derfor til, hvis vi ønsker en løsning på livets komplikationer og at forstå videnskaben om, hvordan de løses, at vi opsøger en åndelig mester fra discipelrækken. Den, der har en åndelig mester, ved alt. Man bør derfor ikke fortsætte med at være i materiel vildrede, men bør opsøge en åndelig mester. Det er betydningen af dette vers.

Debido a las características propias de la naturaleza, todo el sistema de las actividades materiales es una fuente de perplejidad para todo el mundo. A cada paso hay perplejidad, y por ello es menester acudir a un maestro espiritual genuino, que pueda brindarle a uno la guía apropiada para cumplir con el propósito de la vida. Todas las Escrituras védicas nos aconsejan que acudamos a un maestro espiritual genuino para librarnos de las perplejidades de la vida, las cuales ocurren sin que lo deseemos. Dichas perplejidades son como un incendio forestal, que de alguna manera comienza a arder, sin que nadie lo haya encendido. De igual modo, la situación del mundo es tal, que las perplejidades de la vida aparecen automáticamente, aunque no queramos semejante confusión. Nadie quiere un incendio, y, sin embargo, este se produce y nos quedamos perplejos. Así pues, la sabiduría védica nos aconseja que, para resolver las perplejidades de la vida y entender la ciencia de la solución, uno debe acudir a un maestro espiritual que forme parte de la sucesión discipular. Una persona que tiene un maestro espiritual genuino, se supone que lo sabe todo. En consecuencia, uno no debe permanecer en medio de las perplejidades materiales, sino que debe acudir a un maestro espiritual. Ese es el significado de este verso.

Hvem er det materielt forvildede menneske? Det er det, der ikke forstår livets problemer. I Bṛhad-āraṇyaka Upaniṣad (3.8.10) bliver det forvildede menneske beskrevet som følger: yo vā etad akṣaraṁ gārgy aviditvāsmāl lokāt praiti sa kṛpaṇaḥ. “Den, der ikke løser livets problemer som menneske og derfor forlader denne verden som hundene og kattene uden at have forstået videnskaben om selverkendelse, er et gnieragtigt menneske.” Denne menneskelige livsform er et særdeles værdifuldt gode for det levende væsen, der kan anvende den til at løse livets problemer med. Derfor er den, der ikke benytter sig af denne mulighed, en gnier. På den anden side er der brāhmaṇaen, dvs. den, der er intelligent nok til at bruge kroppen til at løse alle livets problemer med. Ya etad akṣaraṁ gārgi viditvāsmāl lokāt praiti sa brāhmaṇaḥ.

¿Quién es el hombre al que lo aquejan las perplejidades materiales? Es aquel que no comprende los problemas de la vida. En el Bṛhad-āraṇyaka Upaniṣad (3.8.10) se describe al hombre perplejo, de la siguiente manera: yo vā etad akṣaraṁ gārgy aviditvāsmāľ lokāt praiti sa kṛpaṇaḥ, «Aquel que no resuelve los problemas de la vida mientras es un ser humano, y que, por ende, se va de este mundo como los perros y los gatos, sin entender la ciencia de la autorrealización, es un avaro». Esta forma humana de vida es un bien de lo más valioso para la entidad viviente que puede utilizarla en resolver los problemas de la vida. Luego aquel que no utiliza esta oportunidad debidamente, es un avaro. Por otra parte, se encuentra el brāhmaṇa, o aquel que es lo suficientemente inteligente como para utilizar este cuerpo en la resolución de todos los problemas de la vida. Ya etad akṣaraṁ gārgi viditvāsmāl lokāt praiti sa brāhmaṇaḥ.

Kṛpaṇaerne eller de, der er gnieragtige, spilder deres tid på overdreven kærlighed til familie, samfund, fædreland osv. i den materielle livsopfattelse. Man er ofte knyttet til familielivet, dvs. til hustru, børn og andre familiemedlemmer på grund af “hudsygdom”. Kṛpaṇaen tror, at han kan beskytte sin familie mod døden, eller at hans familie eller samfund kan frelse ham, når han selv ligger for døden. Den slags familietilknytning ser man selv blandt lavere dyr, der også tager sig af deres børn. Eftersom Arjuna var intelligent, kunne han forstå, at hans kærlighed til hans familiemedlemmer og hans ønske om at beskytte dem mod døden var grunden til hans forvirring. Selv om han var klar over, at pligten til at gå i krig ventede ham, kunne han ikke gøre sin pligt på grund af denne gnieragtige svaghed. Han beder derfor Herren Kṛṣṇa, den største åndelige mester, om at komme med en endegyldig løsning. Han giver sig selv til Kṛṣṇa som discipel. Han vil nu indstille al venskabelig samtale. Samtaler mellem mesteren og disciplen er en alvorlig sag, og nu har Arjuna i sinde at føre en meget alvorlig samtale med den anerkendte åndelige mester. Kṛṣṇa er derfor den oprindelige åndelige mester i videnskaben om Bhagavad-gītā, og Arjuna er den første discipel til at forstå Bhagavad-gītā. Hvordan Arjuna forstod Bhagavad- gītā, bliver beskrevet i Bhagavad-gītā selv. På trods af det kommenterer tåbelige verdslige lærde, at det ikke er nødvendigt at overgive sig til personen Kṛṣṇa, men til “den ufødte inden i Kṛṣṇa”. Der er ingen forskel på Kṛṣṇas indre og ydre. Den, der ingen forståelse har af dette, er den største tåbe i sit forsøg på at forstå Bhagavad-gītā.

Los kṛpaṇas, o personas avaras, pierden el tiempo en ser demasiado afectuosos con la familia, la sociedad, el país, etc., bajo la concepción material de la vida. A menudo uno se apega a la vida familiar —es decir, a la esposa, los hijos y demás familiares—, sobre la base de la «enfermedad de la piel». El kṛpaṇa cree que puede proteger a sus familiares de la muerte, o, si no, cree que su familia o la sociedad pueden salvarlo de la muerte inminente. Esa clase de apego familiar puede encontrarse incluso en los animales, los cuales también se ocupan de sus críos. Arjuna, siendo inteligente, pudo darse cuenta de que su afecto por los miembros de su familia y su deseo de protegerlos de la muerte eran las causas de sus perplejidades. Aunque él podía entender que su deber de pelear lo estaba aguardando, aun así, a raíz de esa flaqueza mezquina, no podía desempeñar los deberes. Por consiguiente, él le pide al Señor Kṛṣṇa, el maestro espiritual supremo, que le dé una solución definitiva. Él se entrega a Kṛṣṇa en calidad de discípulo. Él quiere terminar las charlas amistosas. Las conversaciones entre el maestro y el discípulo son serias, y ahora Arjuna quiere hablar con mucha seriedad ante el maestro espiritual reconocido. Kṛṣṇa es, entonces, el maestro espiritual original de la ciencia del Bhagavad-gītā, y Arjuna es el primer discípulo en entender el Gītā. La manera en que Arjuna entiende el Bhagavad-gītā se expone en el propio Gītā. Y, no obstante, unos necios eruditos mundanos explican que uno no tiene que dirigirse a Kṛṣṇa como persona, sino a «lo innaciente que está dentro de Kṛṣṇa». No hay ninguna diferencia entre lo interior y lo exterior de Kṛṣṇa, y aquel que al tratar de entender el Bhagavad-gītā no tiene idea de esto, es el necio más grande de todos.