TEXT 61

Tekst

Text

tāni sarvāṇi saṁyamya
yukta āsīta mat-paraḥ
vaśe hi yasyendriyāṇi
tasya prajñā pratiṣṭhitā

Synonyms

tāni — disse (sanser); sarvāṇi — alle; saṁyamya — idet han behersker; yuktaḥ — engageret; āsīta — bør være placeret; mat-paraḥ — i forhold til Mig; vaśe — i fuld undertvingelse; hi — sandelig; yasya — en, hvis; indriyāṇi — sanser; tasya — hans; prajñā — bevidsthed; pratiṣṭhitā — forankret.

tāni — jene Sinne; sarvāṇi — alle; saṁyamya — unter Kontrolle haltend; yuktaḥ — beschäftigt; āsīta — sollte verankert sein; mat-paraḥ — in Beziehung zu Mir; vaśe — in völliger Unterordnung; hi — gewiß; yasya — jemand, dessen; indriyāṇi — Sinne; tasya — sein; prajñā — Bewußtsein; pratiṣṭhitā — gefestigt.

Translation

Den, der behersker sine sanser og holder dem under fuld kontrol og fæstner sin bevidsthed på Mig, er kendt som et menneske med en vedholdende intelligens.

Wer seine Sinne zurückhält und sie vollkommen beherrscht und wer sein Bewußtsein auf Mich richtet, ist bekannt als ein Mensch von stetiger Intelligenz.

Purport

FORKLARING: Det fremgår klart og tydeligt af dette vers, at Kṛṣṇa- bevidsthed er den højeste form for fuldkommenhed i yoga. Uden at være Kṛṣṇa-bevidst kan det slet ikke lade sig gøre at beherske sanserne. Som citeret ovenfor yppede den store vismand Durvāsā Muni kiv med Mahārāja Ambarīṣa, og på grund af stolthed blev Durvāsā Muni unødigt vred og kunne derfor ikke beherske sine sanser. Kongen, der ikke var så stor en yogī som vismanden, men derimod var Herrens hengivne, tolererede på den anden side stilfærdigt alle vismandens uretfærdigheder og gik derved af med sejren. Kongen var i stand til at beherske sine sanser på grund af følgende kvalifikationer som beskrevet i Śrīmad-Bhāgavatam (9.4.18–20):

ERLÄUTERUNG: In diesem Vers wird deutlich erklärt, daß Kṛṣṇa- Bewußtsein die höchste Stufe in der Vollkommenheit des yoga ist. Und solange man nicht Kṛṣṇa-bewußt ist, ist es völlig unmöglich, die Sinne zu beherrschen. Wie oben erwähnt wurde, fing der große Weise Durvāsā Muni mit Mahārāja Ambarīṣa einen Streit an, und weil Durvāsā Muni aus Stolz unnötigerweise zornig wurde, konnte er seine Sinne nicht mehr beherrschen. Der König dagegen, der kein so mächtiger yogī wie der Weise war, dafür aber ein Geweihter des Herrn, ertrug geduldig alle Ungerechtigkeiten des Weisen und ging dadurch letztlich siegreich aus dem Streit hervor. Der König vermochte seine Sinne zu beherrschen, weil er die folgenden Eigenschaften besaß, die im Śrīmad-Bhāgavatam (9.4.18–20) beschrieben werden:

sa vai manaḥ kṛṣṇa-padāravindayor
vacāṁsi vaikuṇṭha-guṇānuvarṇane
karau harer mandira-mārjanādiṣu
śrutiṁ cakārācyuta-sat-kathodaye

mukunda-liṅgālaya-darśane dṛśau
tad-bhṛtya-gātra-sparśe ’ṅga-saṅgamam
ghrāṇaṁ ca tat-pāda-saroja-saurabhe
śrīmat-tulasyā rasanāṁ tad-arpite

pādau hareḥ kṣetra-padānusarpaṇe
śiro hṛṣīkeśa-padābhivandane
kāmaṁ ca dāsye na tu kāma-kāmyayā
yathottama-śloka-janāśrayā ratiḥ

“Kong Ambarīṣa fæstnede sit sind på Herren Kṛṣṇas lotusfødder, brugte sine ord til at beskrive Herrens bolig, sine hænder til at rengøre Herrens tempel, sine ører til at høre om Herrens lege, sine øjne til at se Herrens form, sin krop til at røre ved Herrens hengivne, sin næse til at dufte til blomster, der var ofret til Herrens lotusfødder, sin tunge til at smage de tulasī-blade, der var ofret til Ham, sine ben til at rejse til de hellige steder, hvor Herrens tempel ligger, sit hoved til at bøje sig dybt for Herren og sine ønsker til at opfylde Herrens ønsker . . . og alt dette gjorde ham kvalificeret til at være Herrens mat-para-hengivne.”

„König Ambarīṣa richtete seinen Geist auf die Lotosfüße Śrī Kṛṣṇas; mit seinen Worten beschrieb er das Reich des Herrn; mit seinen Händen reinigte er den Tempel des Herrn; mit seinen Ohren hörte er über die Spiele des Herrn; mit seinen Augen betrachtete er die Gestalt des Herrn; mit seinem Körper berührte er die Körper der Gottgeweihten; mit seiner Nase atmete er den Duft der Blumen ein, die den Lotosfüßen des Herrn geopfert worden waren; mit seiner Zunge schmeckte er die tulasī-Blätter, die dem Herrn geopfert worden waren; mit seinen Beinen pilgerte er zu den heiligen Stätten, wo sich die Tempel des Herrn befinden; mit seinem Haupt brachte er dem Herrn Ehrerbietungen dar, und seine Wünsche richtete er darauf, die Wünsche des Herrn zu erfüllen... all dies qualifizierte ihn, ein mat-para-Geweihter des Herrn zu werden.“

I denne forbindelse er ordet mat-paraḥ meget betydningsfuldt. Hvordan man kan blive mat-paraḥ, illustreres af Mahārāja Ambarīṣas liv. Śrīla Baladeva Vidyābhūṣaṇa, en stor lærd og ācārya i mat-para-linien, bemærker, mad-bhakti-prabhāvena sarvendriya-vijaya-pūrvikā svātma-dṛṣṭiḥ su-labheti bhāvaḥ: “Sanserne kan udelukkende beherskes fuldstændigt med hengiven tjeneste til Kṛṣṇa.” Eksemplet med ild gives også somme tider: “Ligesom en flammende ild brænder alting op i et rum, brænder Herren Viṣṇu, der befinder Sig i yogīens hjerte, alle slags urenheder op.” Yoga-sūtraen ordinerer også meditation på Viṣṇu og ikke meditation på tomhed. De såkaldte yogīer, der mediterer på noget andet end Viṣṇus form, spilder blot deres tid i en forgæves søgen efter et eller andet blændværk.

Vi skal være Kṛṣṇa-bevidste, Guddommens Personligheds hengivne. Det er målet med virkelig yoga.

Das Wort mat-para ist in diesem Zusammenhang von größter Bedeutung. Wie man ein mat-para werden kann, wird am Leben Mahārāja Ambarīṣas deutlich. Śrīla Baladeva Vidyābhūṣaṇa, ein großer Gelehrter und ācārya in der Linie der mat-para-Gottgeweihten, bemerkt hierzu: mad-bhakti-prabhāvena sarvendriya-vijaya-pūrvikā svātma-dṛṣṭiḥ su-labheti bhāvaḥ. „Die Sinne können nur durch die Kraft des hingebungsvollen Dienstes für Śrī Kṛṣṇa vollständig beherrscht werden.“ Manchmal wird auch das Beispiel des Feuers angeführt: „So wie ein loderndes Feuer alles in einem Zimmer verbrennt, so verbrennt Śrī Viṣṇu im Herzen des yogī alle Arten von Unreinheiten.“ Auch das Yoga- sūtra schreibt Meditation über Viṣṇu vor, und nicht Meditation über die Leere. Die sogenannten yogīs, die über etwas anderes als die Form Viṣṇus meditieren, verschwenden nur ihre Zeit mit der vergeblichen Suche nach einem Trugbild. Wir müssen Kṛṣṇa-Bewußtsein entwickeln und uns der Persönlichkeit Gottes hingeben. Das ist das Ziel des wirklichen yoga.