Skip to main content

TEXT 46

TEXT 46

Tekst

Text

yāvān artha uda-pāne
sarvataḥ samplutodake
tāvān sarveṣu vedeṣu
brāhmaṇasya vijānataḥ
yāvān artha uda-pāne
sarvataḥ samplutodake
tāvān sarveṣu vedeṣu
brāhmaṇasya vijānataḥ

Synonyms

Synonyms

yāvān — alt, som; arthaḥ — er beregnet; uda-pāne — i en brønd med vand; sarvataḥ — i alle henseender; sampluta-udake — i et stort vandreservoir; tāvān — ligeledes; sarveṣu — i alle; vedeṣu — vediske skrifter; brāhmaṇasya — for det menneske, som kender den Højeste Brahman; vijānataḥ — der har fuldstændig viden.

yāvān — all that; arthaḥ — is meant; uda-pāne — in a well of water; sarvataḥ — in all respects; sampluta-udake — in a great reservoir of water; tāvān — similarly; sarveṣu — in all; vedeṣu — Vedic literatures; brāhmaṇasya — of the man who knows the Supreme Brahman; vijānataḥ — who is in complete knowledge.

Translation

Translation

Ethvert formål, der kan tjenes af en lille brønd, kan med det samme opfyldes af et stort vandreservoir. På samme måde kan alle Vedaernes formål opfyldes for den, der kender formålet bag dem.

All purposes served by a small well can at once be served by a great reservoir of water. Similarly, all the purposes of the Vedas can be served to one who knows the purpose behind them.

Purport

Purport

FORKLARING: Hele formålet med ritualerne og offerhandlingerne i karma-kāṇḍa-afsnittet i den vediske litteratur er at tilskynde til en gradvis udvikling af selverkendelse. Og formålet med selverkendelse bliver tydeligt forklaret i Bhagavad-gītās kapitel 15, vers 15: Formålet med at studere Vedaerne er at nå til forståelse af Herren Kṛṣṇa, den oprindelige årsag til alting. Så selverkendelse betyder at forstå Kṛṣṇa og ens evige forhold til Ham. De levende væseners forhold til Kṛṣṇa omtales også i kapitel 15. De levende væsener er uadskillelige dele af Kṛṣṇa. Derfor er genoplivelse af Kṛṣṇa-bevidstheden hos de individuelle levende væsener det højeste fuldkomne stadie, man kan opnå igennem vedisk kundskab. Dette bliver bekræftet i Śrīmad-Bhāgavatam (3.33.7) som følger:

The rituals and sacrifices mentioned in the karma-kāṇḍa division of the Vedic literature are meant to encourage gradual development of self-realization. And the purpose of self-realization is clearly stated in the Fifteenth Chapter of the Bhagavad-gītā (15.15): the purpose of studying the Vedas is to know Lord Kṛṣṇa, the primeval cause of everything. So, self-realization means understanding Kṛṣṇa and one’s eternal relationship with Him. The relationship of the living entities with Kṛṣṇa is also mentioned in the Fifteenth Chapter of Bhagavad-gītā (15.7). The living entities are parts and parcels of Kṛṣṇa; therefore, revival of Kṛṣṇa consciousness by the individual living entity is the highest perfectional stage of Vedic knowledge. This is confirmed in the Śrīmad-Bhāgavatam (3.33.7) as follows:

aho bata śva-paco ’to garīyān
yaj-jihvāgre vartate nāma tubhyam
tepus tapas te juhuvuḥ sasnur āryā
brahmānūcur nāma gṛṇanti ye te
aho bata śva-paco ’to garīyān
yaj-jihvāgre vartate nāma tubhyam
tepus tapas te juhuvuḥ sasnur āryā
brahmānūcur nāma gṛṇanti ye te

“O min Herre, en person, der fremsiger Dit hellige navn, befinder sig på det højeste niveau af selverkendelse, selv om han er født i en lav familie som f.eks. en caṇḍāla-familie [en familie af hundeædere]. En sådan person må have udført alle former for askese og offerhandlinger ifølge de vediske ritualer og studeret den vediske litteratur mange, mange gange efter at have taget bad på alle de hellige pilgrimssteder. En sådan person regnes for den bedste i den ariske familie.”

“O my Lord, a person who is chanting Your holy name, although born of a low family like that of a caṇḍāla [dog-eater], is situated on the highest platform of self-realization. Such a person must have performed all kinds of penances and sacrifices according to Vedic rituals and studied the Vedic literatures many, many times after taking his bath in all the holy places of pilgrimage. Such a person is considered to be the best of the Āryan family.”

Man skal altså være intelligent nok til at forstå formålet med Vedaerne og ikke kun være knyttet til ritualerne, og man bør ikke ønske at blive ophøjet til det himmelske rige for at få en bedre kvalitet af sansetilfredsstillelse. I den nuværende tidsalder er det ikke muligt for det almindelige menneske at følge alle de vediske ritualers regler og forskrifter, og det kan heller ikke lade sig gøre at studere hele Vedānta og alle Upaniṣaderne fuldstændigt. Det kræver megen tid, energi og kundskab og mange ressourcer at opfylde Vedaernes formål. Det er så godt som umuligt i denne tidsalder. Det vigtigste formål med den vediske kultur bliver imidlertid opfyldt ved at synge Herrens hellige navn, som det blev anbefalet af Herren Caitanya, alle faldne sjæles befrier. Da Herren Caitanya blev spurgt af en stor lærd i Vedaerne, Prakāśānanda Sarasvatī, hvorfor Han (Herren Caitanya) sang Herrens hellige navn som en anden romantiker i stedet for at studere Vedānta-filosofi, svarede Herren, at Hans åndelige mester havde fortalt Ham, at Han var en stor tåbe, og derfor bedt Ham synge Herren Kṛṣṇas hellige navn. Det gjorde Han så og blev ekstatisk som en galning. I denne Kalis tidsalder er det meste af befolkningen tåbelig og ikke tilstrækkelig uddannet til at forstå Vedānta-filosofi. Det vigtigste formål med Vedānta-filosofien bliver dog opfyldt ved at synge Herrens hellige navn uden forseelser. Vedānta er det endelige ord i vedisk visdom, Vedānta-filosofiens forfatter og kender er Herren Kṛṣṇa, og den bedste vedāntist er den store sjæl, der finder glæde i at fremsige Herrens hellige navn. Det er det endelige formål med al vedisk mystik.

So one must be intelligent enough to understand the purpose of the Vedas, without being attached to the rituals only, and must not desire to be elevated to the heavenly kingdoms for a better quality of sense gratification. It is not possible for the common man in this age to follow all the rules and regulations of the Vedic rituals, nor is it possible to study all of the Vedānta and the Upaniṣads thoroughly. It requires much time, energy, knowledge and resources to execute the purposes of the Vedas. This is hardly possible in this age. The best purpose of Vedic culture is served, however, by chanting the holy name of the Lord, as recommended by Lord Caitanya, the deliverer of all fallen souls. When Lord Caitanya was asked by a great Vedic scholar, Prakāśānanda Sarasvatī, why He, the Lord, was chanting the holy name of the Lord like a sentimentalist instead of studying Vedānta philosophy, the Lord replied that His spiritual master had found Him to be a great fool and thus asked Him to chant the holy name of Lord Kṛṣṇa. He did so, and became ecstatic like a madman. In this Age of Kali, most of the population is foolish and not adequately educated to understand Vedānta philosophy; the best purpose of Vedānta philosophy is served by inoffensively chanting the holy name of the Lord. Vedānta is the last word in Vedic wisdom, and the author and knower of the Vedānta philosophy is Lord Kṛṣṇa; and the highest Vedāntist is the great soul who takes pleasure in chanting the holy name of the Lord. That is the ultimate purpose of all Vedic mysticism.