Bg. 2.26

Hvis du imidlertid tror, at sjælen [eller livssymptomerne] altid fødes og dør for altid, har du alligevel ingen grund til at sørge, O du stærkarmede.
FORKLARING: Der findes altid en klasse af filosoffer, der nærmest er i familie med buddhister, der ikke tror på sjælens separate eksistens uden for kroppen. Tilsyneladende fandtes der sådanne filosoffer, da Herren Kṛṣṇa talte Bhagavad-gītā, og de var kendte som lokāyatikaer og vaibhāṣikaer. Sådanne filosoffer hævder, at livssymptomerne opstår, når de materielle forbindelser når et bestemt udviklingsstadie. Moderne materielle videnskabsmænd og materialistiske filosoffer er af samme opfattelse. Ifølge dem er kroppen en kombination af fysiske elementer, og på et vist stadie udvikler livssymptomerne sig på grund af reaktioner imellem fysiske og kemiske elementer. Den antropologiske videnskab er baseret på denne filosofi. I vore dage tilslutter mange pseudoreligioner, der nu er ved at blive moderne i Amerika, sig også denne filosofi, ligesom de nihilistiske, ikke-hengivne buddhistsekter gør det.

Selv hvis Arjuna ikke troede på sjælens eksistens som i vaibhāṣika- filosofien, var der alligevel ingen grund til at sørge. Ingen sørger over tabet af en samling kemikalier og holder op med at gøre sin pligt af den grund. På den anden side spildes der i moderne videnskab og videnskabelig krigsførelse så mange tons kemikalier på at besejre fjenden. Ifølge vaibhāṣika-filosofien forsvinder den såkaldte sjæl eller ātmā, når kroppen går til grunde. Så uanset om Arjuna accepterede den vediske konklusion, at der findes en atomisk sjæl, eller han ikke troede på, at sjælen findes, havde han ingen grund at sørge. Ifølge den teori er der ingen grund til at sørge over disse ting, siden så mange levende væsener konstant opstår fra materie, og så mange går til grunde hvert øjeblik. Hvis sjælen ikke blev genfødt, havde Arjuna ingen grund til at være bange for at blive påvirket af syndige reaktioner for at dræbe sin bedstefader og sin lærer. Men samtidig tiltalte Kṛṣṇa sarkastisk Arjuna som mahā- bāho eller stærkarmet, for i det mindste accepterede Han (Kṛṣṇa) ikke vaibhāṣika-teorien, der tilsidesætter den vediske visdom. Som kṣatriya tilhørte Arjuna den vediske kultur, og det påhvilede ham at fortsætte med at følge dens principper.