Skip to main content

TEXT 13

13. VERS

Tekst

Szöveg

dehino ’smin yathā dehe
kaumāraṁ yauvanaṁ jarā
tathā dehāntara-prāptir
dhīras tatra na muhyati
dehino ’smin yathā dehe
kaumāraṁ yauvanaṁ jarā
tathā dehāntara-prāptir
dhīras tatra na muhyati

Synonyms

Szó szerinti jelentés

dehinaḥ — af den legemliggjorte; asmin — i denne; yathā — ligesom; dehe — i kroppen; kaumāram — barndom; yauvanam — ungdom; jarā — alderdom; tathā — på samme måde; deha-antara — af overføring af kroppen; prāptiḥ — opnåelse; dhīraḥ — den besindige; tatra — derved; na — aldrig; muhyati — bedrages.

dehinaḥ – a megtestesültnek; asmin – ebben; yathā – mint; dehe – a testben; kaumāram – gyermekkor; yauvanam – fiatalság; jarā – öregség; tathā – hasonlóan; deha-antara – a test cseréjének; prāptiḥ – elérése; dhīraḥ – a józan; tatra – azután; na – nem; muhyati – megtéved.

Translation

Fordítás

Ligesom den legemliggjorte sjæl bestandigt vandrer i denne krop fra barndom til ungdom til alderdom, vandrer sjælen over i en anden krop efter døden. En fattet person forvirres ikke af en sådan forandring.

Amint a megtestesült lélek állandóan vándorol ebben a testben a gyermekkortól a serdülőkoron át az öregkorig, a halál pillanatában is egy másik testbe költözik. A józan embert azonban nem téveszti meg az efféle változás.

Purport

Magyarázat

FORKLARING: Eftersom alle levende væsener er individuelle sjæle, udskifter hver eneste af dem hele tiden sin krop og fremstår somme tider som et barn, somme tider som en yngling og somme tider som et gammelt menneske. Trods det er det den samme åndelige sjæl, der er der hele tiden uden at gennemgå nogen forandring. Den individuelle sjæl skifter til sidst krop ved døden og vandrer over i en anden krop. Og siden han er helt sikker på at få en ny krop i næste liv, hvad enten den er åndelig eller materiel, havde Arjuna ingen grund til at sørge over hverken Bhīṣma eller Droṇas død, som han ellers var så bekymret for. Han burde snarere glæde sig over, at de fik byttet deres gamle kroppe ud med nye og derved fik deres energi fornyet. Den slags udskiftning af kroppe er årsag til forskellige former for nydelse og lidelse alt efter, hvordan man har handlet i livet. Bhīṣma og Droṇa, der var ædle sjæle, var sikre på at få åndelige kroppe i det næste liv eller i det mindste himmelske kroppe, i hvilke de kunne opleve højere nydelse i den materielle tilværelse. Der var altså ingen grund til at sørge i nogen af tilfældene.

Minden élőlény egyéni lélek, ezért minden pillanatban változtatja testét, s néha mint gyermek, néha mint fiatal, néha pedig mint öreg nyilvánul meg. Ám minden esetben ugyanarról a szellemi lélekről van szó, amely semmilyen változáson nem megy keresztül. Ez az egyéni lélek végül a halál beálltával elhagyja a testet, s egy másikba vándorol. Biztos, hogy a következő születésben új testet kap – vagy anyagit, vagy lelkit –, ezért Arjunának semmi oka nem volt amiatt keseregni, hogy Bhīṣma és Droṇa, akikért annyira aggódott, meg fognak halni. Inkább örülnie kellett volna, hogy öreg testüket újakra cserélik, s ezzel energiájuk is megfiatalodik. Ez a testcsere az élvezet és a szenvedés legváltozatosabb formáit teszi lehetővé az ember számára, életében elkövetett tetteinek megfelelően. Bhīṣma és Droṇa mindketten nemes szívű lelkek voltak, s így kétségtelenül lelki testet kaptak volna következő életükben, vagy legalábbis mennyeit, hogy egy magasabb rendű anyagi létet élvezhessenek. Bánkódásra tehát egyik esetben sem volt ok.

Den, der har fuldkommen viden om naturen af den individuelle sjæl, Oversjælen og den åndelige såvel som den materielle natur, kaldes en dhīra, et meget fattet menneske. Et sådant menneske narres aldrig af denne udskiftning af kroppe.

Aki tökéletes tudással rendelkezik az egyéni lélekről, a Felsőlélekről, valamint az anyagi és a lelki természetről, azt dhīrának, nagyon józannak nevezik. Az ilyen embert sohasem téveszti meg a test cseréje.

Māyāvādī-teorien om den åndelige sjæls enhed kan ikke fastholdes, for den åndelige sjæl kan ikke skæres i stykker som en fragmentarisk del. En opdeling i forskellige individuelle sjæle ville betyde, at den Højeste kunne spaltes eller ændres, hvilket er imod princippet om, at den Højeste Sjæl er uforanderlig. Som bekræftet i Bhagavad-gītā eksisterer den Højestes fragmentariske dele for evigt (sanātana) og kaldes kṣara, hvilket betyder, at de har en tilbøjelighed til at falde ned i den materielle natur. De fragmentariske dele er evigt fragmentariske, og selv efter befrielsen forbliver den individuelle sjæl, hvad han er, nemlig fragmentarisk. Men når han først er blevet befriet, lever han et evigt liv i lyksalighed og viden sammen med Guddommens Personlighed. Refleksionsteorien kan anvendes på Oversjælen, der er i alle individuelle kroppe og kaldes Paramātmā. Han er forskellig fra det individuelle levende væsen. Når himlen reflekteres i en sø, afbilleder refleksionen både Solen, Månen og alle stjernerne. Stjernerne kan sammenlignes med de levende væsener og Solen eller Månen med den Højeste Herre. Den individuelle fragmentariske åndelige sjæl repræsenteres af Arjuna, og den Højeste Sjæl er Guddommens Personlighed, Śrī Kṛṣṇa. Som det vil fremgå i begyndelsen af kapitel 4, er de ikke på samme niveau. Hvis Arjuna var på samme niveau som Kṛṣṇa, og Kṛṣṇa ikke stod over Arjuna, ville deres forhold som lærer og elev være meningsløst. Hvis de begge var vildledte af den illusoriske energi (māyā), var der ingen grund til, at den ene skulle undervise den anden. En sådan undervisning ville være meningsløs, for ingen, der befinder sig i kløerne på māyā, kan være en autoritativ lærer. Det indrømmes således, at Herren Kṛṣṇa er den Højeste Herre, der befinder sig i en overordnet position i forhold til det levende væsen, Arjuna, en glemsom sjæl, der er vildledt af māyā.

A lélek és a Legfelsőbb egységéről szóló māyāvādī elmélet elfogadhatatlan, mert a lelket nem lehet töredék részekre osztani. Ha a Legfelsőbbet különböző egyéni lelkekre lehetne darabolni, akkor felosztható és változó lenne, ami ellentmond annak az elvnek, miszerint a Legfelsőbb Lélek változatlan. Ahogyan azt a Gītā megerősíti, a Legfelsőbb töredék részei örökké (sanātana) léteznek, és kṣarának hívják őket, ami azt jelenti, hogy hajlamosak arra, hogy az anyagi természetbe kerüljenek. Ezek a töredék részek mindig töredékek, és azok maradnak még az egyéni lélek felszabadulása után is. Felszabadulásuk után azonban egy örök, tudással és boldogsággal teli életet fognak élni az Istenség Személyiségével. A Felsőlélekre – akit Paramātmānak hívnak, s aki bár minden egyéni testben jelen van, különbözik az élőlényektől – a tükröződés elvét lehet alkalmazni. Amikor az égbolt visszatükröződik a vízben, a napot, a holdat és a csillagokat is láthatjuk. A csillagokat az élőlényekhez lehet hasonlítani, a napot vagy a holdat pedig a Legfelsőbb Úrhoz. Arjuna képviseli az egyéni, töredék lelket, a Legfelsőbb Lélek pedig az Istenség Személyisége, Śrī Kṛṣṇa. Nincsenek ugyanazon a szinten, ahogy azt meglátjuk majd a negyedik fejezet elején. Ha Arjuna egy szinten lenne Kṛṣṇával, vagyis ha Kṛṣṇa nem állna Arjuna fölött, akkor tanító-tanítvány viszonyuk értelmetlenné válna. Ha az illuzórikus energia (māyā) mindkettőjüket megtévesztené, semmi értelme sem lenne, hogy az egyik tanár, a másik pedig tanítvány legyen. Az efféle oktatás hiábavaló lenne, mert a māyā karmai között senki sem adhat hiteles útmutatást. Így aztán Kṛṣṇát a Legfelsőbb Úrnak tekintik, aki magasabb rendű helyzetben van, mint Arjuna, az élőlény, a feledékeny lélek, aki a māyā vonzerejének hatása alá került.