Skip to main content

TEXT 13

TEXT 13

Tekst

Texto

dehino ’smin yathā dehe
kaumāraṁ yauvanaṁ jarā
tathā dehāntara-prāptir
dhīras tatra na muhyati
dehino ’smin yathā dehe
kaumāraṁ yauvanaṁ jarā
tathā dehāntara-prāptir
dhīras tatra na muhyati

Synonyms

Palabra por palabra

dehinaḥ — af den legemliggjorte; asmin — i denne; yathā — ligesom; dehe — i kroppen; kaumāram — barndom; yauvanam — ungdom; jarā — alderdom; tathā — på samme måde; deha-antara — af overføring af kroppen; prāptiḥ — opnåelse; dhīraḥ — den besindige; tatra — derved; na — aldrig; muhyati — bedrages.

dehinaḥ — del que está dentro de un cuerpo; asmin — en este; yathā — como; dehe — en el cuerpo; kaumāram — niñez; yauvanam — juventud; jarā — vejez; tathā — de igual modo; deha-antara — del cambio de cuerpo; prāptiḥ — logro; dhīraḥ — el sensato; tatra — entonces; na — nunca; muhyati — es engañado.

Translation

Traducción

Ligesom den legemliggjorte sjæl bestandigt vandrer i denne krop fra barndom til ungdom til alderdom, vandrer sjælen over i en anden krop efter døden. En fattet person forvirres ikke af en sådan forandring.

Así como en este cuerpo el alma encarnada pasa continuamente de la niñez a la juventud y luego a la vejez, de la misma manera el alma pasa a otro cuerpo en el momento de la muerte. A la persona sensata no la confunde ese cambio.

Purport

Significado

FORKLARING: Eftersom alle levende væsener er individuelle sjæle, udskifter hver eneste af dem hele tiden sin krop og fremstår somme tider som et barn, somme tider som en yngling og somme tider som et gammelt menneske. Trods det er det den samme åndelige sjæl, der er der hele tiden uden at gennemgå nogen forandring. Den individuelle sjæl skifter til sidst krop ved døden og vandrer over i en anden krop. Og siden han er helt sikker på at få en ny krop i næste liv, hvad enten den er åndelig eller materiel, havde Arjuna ingen grund til at sørge over hverken Bhīṣma eller Droṇas død, som han ellers var så bekymret for. Han burde snarere glæde sig over, at de fik byttet deres gamle kroppe ud med nye og derved fik deres energi fornyet. Den slags udskiftning af kroppe er årsag til forskellige former for nydelse og lidelse alt efter, hvordan man har handlet i livet. Bhīṣma og Droṇa, der var ædle sjæle, var sikre på at få åndelige kroppe i det næste liv eller i det mindste himmelske kroppe, i hvilke de kunne opleve højere nydelse i den materielle tilværelse. Der var altså ingen grund til at sørge i nogen af tilfældene.

  Como cada entidad viviente es un alma individual, el cuerpo de cada una de ellas está cambiando a cada momento, manifestándose a veces como un niño, a veces como un joven y a veces como un anciano. Sin embargo, se trata de una misma alma espiritual, y ella no sufre ningún cambio. Esa alma individual finalmente cambia de cuerpo al morir y transmigra a otro cuerpo, y, como es seguro que tendrá otro cuerpo en el siguiente nacimiento —o bien material, o bien espiritual—, no había ninguna razón para que Arjuna se lamentara de la muerte, ya fuera de Bhīṣma o de Droṇa, por quienes estaba tan preocupado. Por el contrario, más bien debía regocijarse de que ellos cambiaran sus cuerpos viejos por unos nuevos, renovando así su energía. Esos cambios de cuerpos explican las variedades de disfrute o sufrimiento que se tienen, conforme a la actuación de uno en la vida. En consecuencia, Bhīṣma y Droṇa, siendo almas nobles, tendrían con toda certeza cuerpos espirituales en la siguiente vida, o al menos una vida en cuerpos celestiales para un disfrute superior de la existencia material. De modo que, en cualquiera de los casos, no había por qué lamentarse.

Den, der har fuldkommen viden om naturen af den individuelle sjæl, Oversjælen og den åndelige såvel som den materielle natur, kaldes en dhīra, et meget fattet menneske. Et sådant menneske narres aldrig af denne udskiftning af kroppe.

A cualquier hombre que tenga conocimiento perfecto acerca de la constitución del alma individual, la Superalma y la naturaleza —tanto material como espiritual—, se lo conoce como dhīra, o un hombre sumamente sensato. A un hombre de esa clase nunca lo confunde el cambio de cuerpos.

Māyāvādī-teorien om den åndelige sjæls enhed kan ikke fastholdes, for den åndelige sjæl kan ikke skæres i stykker som en fragmentarisk del. En opdeling i forskellige individuelle sjæle ville betyde, at den Højeste kunne spaltes eller ændres, hvilket er imod princippet om, at den Højeste Sjæl er uforanderlig. Som bekræftet i Bhagavad-gītā eksisterer den Højestes fragmentariske dele for evigt (sanātana) og kaldes kṣara, hvilket betyder, at de har en tilbøjelighed til at falde ned i den materielle natur. De fragmentariske dele er evigt fragmentariske, og selv efter befrielsen forbliver den individuelle sjæl, hvad han er, nemlig fragmentarisk. Men når han først er blevet befriet, lever han et evigt liv i lyksalighed og viden sammen med Guddommens Personlighed. Refleksionsteorien kan anvendes på Oversjælen, der er i alle individuelle kroppe og kaldes Paramātmā. Han er forskellig fra det individuelle levende væsen. Når himlen reflekteres i en sø, afbilleder refleksionen både Solen, Månen og alle stjernerne. Stjernerne kan sammenlignes med de levende væsener og Solen eller Månen med den Højeste Herre. Den individuelle fragmentariske åndelige sjæl repræsenteres af Arjuna, og den Højeste Sjæl er Guddommens Personlighed, Śrī Kṛṣṇa. Som det vil fremgå i begyndelsen af kapitel 4, er de ikke på samme niveau. Hvis Arjuna var på samme niveau som Kṛṣṇa, og Kṛṣṇa ikke stod over Arjuna, ville deres forhold som lærer og elev være meningsløst. Hvis de begge var vildledte af den illusoriske energi (māyā), var der ingen grund til, at den ene skulle undervise den anden. En sådan undervisning ville være meningsløs, for ingen, der befinder sig i kløerne på māyā, kan være en autoritativ lærer. Det indrømmes således, at Herren Kṛṣṇa er den Højeste Herre, der befinder sig i en overordnet position i forhold til det levende væsen, Arjuna, en glemsom sjæl, der er vildledt af māyā.

La teoría māyāvādī de la existencia de una sola alma espiritual no se puede respaldar, debido a que al alma espiritual no se la puede cortar en pedazos para obtener una porción fragmentaria. Ese fraccionamiento en diferentes almas individuales convertiría al Supremo en algo seccionable o mutable, lo cual contrariaría el principio de que el Alma Suprema es inmutable. Como se confirma en el Gītā, las porciones fragmentarias del Supremo existen eternamente (sanātana) y se denominan kṣara, es decir, tienen la tendencia a caer en la naturaleza material. Estas porciones fragmentarias lo son eternamente, y el alma individual permanece igual incluso después de la liberación, o, en otras palabras, sigue siendo fragmentaria. Pero, una vez que se libera, lleva una vida eterna de bienaventuranza y conocimiento con la Personalidad de Dios. La teoría de la reflexión se le puede aplicar a la Superalma, la cual se encuentra en todos y cada uno de los cuerpos individuales, y a la cual se la conoce como Paramātmā. Este es diferente de la entidad viviente individual. Cuando el cielo se refleja en el agua, las imágenes reflejadas representan al Sol, así como también a la Luna y las estrellas. Las estrellas son como las entidades vivientes, y el Sol y la Luna son como el Señor Supremo. El alma espiritual, individual y fragmentaria, está representada por Arjuna, y el Alma Suprema es la Personalidad de Dios, Śrī Kṛṣṇa. Ellas no están en el mismo nivel, tal como se hará patente al comienzo del capítulo cuatro. Si Arjuna está en el mismo nivel que Kṛṣṇa, y Kṛṣṇa no es superior a Arjuna, entonces su relación de instructor e instruido carece de sentido. Si ambos están engañados por la energía ilusoria (māyā), entonces no es necesario que uno sea el instructor, y el otro, el instruido. Semejante instrucción sería inútil, porque nadie puede ser un instructor autoritativo si se halla en las garras de māyā. Ante estas circunstancias, se admite que el Señor Kṛṣṇa es el Señor Supremo, superior en posición a la entidad viviente —Arjuna—, quien es un alma olvidadiza y engañada por māyā.