Skip to main content

TEXT 12

TEXT 12

Tekst

Texte

na tv evāhaṁ jātu nāsaṁ
na tvaṁ neme janādhipāḥ
na caiva na bhaviṣyāmaḥ
sarve vayam ataḥ param
na tv evāhaṁ jātu nāsaṁ
na tvaṁ neme janādhipāḥ
na caiva na bhaviṣyāmaḥ
sarve vayam ataḥ param

Synonyms

Synonyms

na — aldrig; tu — men; eva — sandelig; aham — Jeg; jātu — på noget tidspunkt; na — ikke; āsam — eksisterede; na — ikke; tvam — du; na — ikke; ime — alle disse; jana-adhipāḥ — konger; na — aldrig; ca — også; eva — sandelig; na — ikke; bhaviṣyāmaḥ — vi vil eksistere; sarve vayam — os alle; ataḥ param — herefter.

na: jamais; tu: mais; eva: certainement; aham: Je; jātu: à aucun moment; na: ne pas; āsam: existais; na: ne pas; tvam: toi; na: ne pas; ime: tous ces; jana-adhipāḥ: rois; na: jamais; ca: aussi; eva: certainement; na: ne pas; bhaviṣyāmaḥ: existerons; sarve vayam: nous tous; ataḥ param: à l’avenir.

Translation

Translation

Aldrig var der en tid, hvor Jeg ikke eksisterede og heller ikke du eller alle disse konger. Lige så lidt vil nogen af os ophøre med at være til i fremtiden.

Jamais ne fut le temps où nous n’existions, Moi, toi et tous ces rois, et jamais aucun de nous ne cessera d’être.

Purport

Purport

FORKLARING: I Vedaerne står der i Kaṭha Upaniṣad såvel som i N Śvetāśvatara Upaniṣad, at Guddommens Højeste Personlighed opretholder utallige levende væsener i deres forskellige situationer i forhold til deres individuelle handlinger og reaktioner på disse handlinger. Denne Guddommens Højeste Personlighed befinder Sig også igennem Sine fuldstændige dele i hvert eneste levende væsens hjerte. Kun helgenagtige personer, der kan se den samme Højeste Herre inden i og uden for alting, kan virkelig opnå fuldkommen og evig fred.

Les Védas, plus particulièrement la Kaṭha Upaniṣad et la Śvetāśvatara Upaniṣad, enseignent que Dieu, la Personne Suprême, veille au maintien d’innombrables entités vivantes tout en tenant compte de leur condition respective, déterminée chacune par leurs actes et leurs conséquences. Il est également présent dans le cœur de tous à travers Ses émanations plénières. Seules les âmes saintes qui Le voient à l’intérieur et à l’extérieur de toute chose accèdent à la paix véritable, parfaite et éternelle.

nityo nityānāṁ cetanaś cetanānām
eko bahūnāṁ yo vidadhāti kāmān
tam ātma-sthaṁ ye ’nupaśyanti dhīrās
teṣāṁ śāntiḥ śāśvatī netareṣām
nityo nityānāṁ cetanaś cetanānām
eko bahūnāṁ yo vidadhāti kāmān
tam ātma-sthaṁ ye ’nupaśyanti dhīrās
teṣāṁ śāntiḥ śāśvatī netareṣām

(Kaṭha Upaniṣad 2.2.13)

(Kaṭha Upaniṣad 2.2.13)

Den samme vediske sandhed, der her gives til Arjuna, bliver givet til alle, der fører sig frem som meget lærde, men i virkeligheden kun har ringe viden. Herren siger klart og tydeligt, at Han selv, Arjuna og alle de konger, der er forsamlede på slagmarken, for evigt er individuelle levende væsener, og at Herren for evigt opretholder de individuelle levende væsener i både deres betingede og befriede tilstande. Guddommens Højeste Personlighed er den højeste individuelle person, og Arjuna, Herrens evige omgangsfælle, og alle de forsamlede konger er alle evige individuelle personer. Det er ikke sådan, at de ikke eksisterede som individuelle personer i fortiden, eller at de ikke vil forblive evige personer. Deres individualitet var en kendsgerning i fortiden, og deres individualitet vil fortsætte i fremtiden uden afbrydelse. Ingen har således grund til at sørge over nogen som helst.

Cette vérité transmise à Arjuna s’adresse également à tous ceux qui, en ce monde, se targuent d’une haute érudition alors que leur connaissance accuse d’importantes lacunes. Le Seigneur affirme clairement que Lui-même, Arjuna, les rois réunis sur le champ de bataille, ont tous éternellement une individualité propre. Il assure en tout temps la protection de chacun, qu’il soit conditionné ou libéré. Dieu, la Personne Suprême, est l’être individuel par excellence, et Arjuna, Son compagnon éternel, mais aussi les rois assemblés là, sont tous également des personnes distinctes et éternelles. Ce n’est pas qu’ils n’existaient pas en tant qu’individus par le passé ou qu’ils ne le seront plus dans le futur. Leur individualité a toujours été et le sera toujours. Il n’y a donc pas lieu de s’apitoyer sur le sort de qui que ce soit.

Māyāvādī-teorien om, at den individuelle sjæl, der nu er adskilt af māyās tilsløring, efter befrielsen vil blive ét med den upersonlige Brahman og miste sin individuelle eksistens, bekræftes ikke af Herren Kṛṣṇa, den højeste autoritet. Lige så lidt bekræftes teorien om, at det er kun i den betingede tilstand, at vi opfatter os selv som individuelle personer. Kṛṣṇa siger udtrykkeligt her, at både Herrens og alle andres individualitet vil fortsætte for evigt i fremtiden, som det også bliver bekræftet i Upaniṣaderne. Denne udtalelse fra Kṛṣṇa er autoritativ, for Kṛṣṇa kan ikke være underlagt illusion. Hvis individualitet ikke var et faktum, ville Kṛṣṇa ikke have fremhævet det så meget, selv for fremtiden. Māyāvādīerne kan hævde, at den individualitet, Kṛṣṇa taler om, ikke er åndelig, men materiel. Men selv hvis vi accepterer, at den individualitet, der er tale om, er materiel, hvordan kan vi da forstå Kṛṣṇas individualitet? Kṛṣṇa fastslår Sin individualitet i fortiden og bekræfter tillige Sin individualitet i fremtiden. Han har hævdet Sin individualitet på mange måder, og det er blevet fastslået, at den upersonlige Brahman står under Ham. Kṛṣṇa har hele tiden holdt på, at individualitet er åndelig. Hvis Han anses for at være en almindelig betinget sjæl med individuel bevidsthed, har Hans Bhagavad-gītā ingen værdi som autoritativt skrift. Et almindeligt menneske, der er underlagt den menneskelige naturs fire fejl og mangler, kan ikke undervise i noget, der er værd at lytte til. Bhagavad- gītā er hævet over den slags litteratur. Ingen verdslig bog kan måle sig med Bhagavad-gītā. Hvis man accepterer Kṛṣṇa som et almindeligt menneske, mister Bhagavad-gītā enhver betydning. Māyāvādīerne hævder, at den flertalsform, der bruges i dette vers, er materiel og refererer til kroppen. Men lige før dette vers er en sådan kropslig opfattelse blevet forkastet. Hvorfor ville Kṛṣṇa efter at have forkastet den kropslige opfattelse af de levende væsener igen tillægge en kropslig materiel forståelse nogen betydning? Individualitet fastholdes derfor som en åndelig kvalitet, hvilket også bekræftes af store ācāryaer som Śrī Rāmānuja og andre. Det bliver tydeligt omtalt mange steder i Bhagavad-gītā, at denne åndelige individualitet kan forstås af dem, der er Herrens hengivne. De, der er misundelige på Kṛṣṇa som Guddommens Højeste Personlighed, har ingen autoritativ adgang til dette store skrift. Den ikke-hengivnes studie af Bhagavad-gītā er som en bi, der slikker på et honningglas udenpå uden at smage på honningen inde i glasset. Man kan ikke smage honningen, medmindre man åbner glasset. På samme måde kan Bhagavad-gītās mystik kun forstås af hengivne, og andre kan ikke smage den, som det vil fremgå af kapitel 4 i denne bog. De, der er misundelige på selve Herrens eksistens, kan heller ikke forstå Bhagavad-gītā. Māyāvādī-fortolkningen af Bhagavad-gītā er derfor en særdeles vildledende fremstilling af hele sandheden. Herren Caitanya har forbudt os at læse kommentarer fra māyāvādīer og advarer os om, at den, der følger en sådan māyāvādī- filosofisk forståelse, mister helt enhver evne til at forstå Bhagavad-gītās virkelige mysterium. Hvis individualitet refererer til det empiriske univers, er der ingen brug for Herrens lære. Pluraliteten af den individuelle sjæl og Herren er en evig kendsgerning, som det bekræftes af Vedaerne som nævnt ovenfor.

Śrī Kṛṣṇa, l’autorité suprême, ne soutient pas dans ce verset la théorie māyāvādī qui prétend que l’âme individuelle, séparée à l’origine par le voile de māyā, l’illusion, se fond dans le Brahman impersonnel au moment de la libération, et perd ainsi son individualité. Il ne soutient pas non plus la théorie qui dit que l’individualité n’existe qu’à l’état conditionné. Il déclare au contraire sans détour, comme le font les Upaniṣads, que Lui-même, mais aussi tous les êtres, conservent éternellement leur individualité. Le bien-fondé de cette affirmation ne fait aucun doute car Kṛṣṇa n’est jamais en proie à l’illusion. Si l’individualité éternelle des êtres n’était un fait avéré, Kṛṣṇa ne la soulignerait pas avec autant d’insistance. Les māyāvādīs prétendent que l’individualité dont parle Kṛṣṇa n’est pas spirituelle mais matérielle. Or, si l’on admet que l’individualité soit matérielle, en quoi se distingue alors l’individualité de Kṛṣṇa ? Il affirme Lui-même qu’Il était un être individuel par le passé, et nous assure qu’Il le demeurera dans le futur. Non seulement Kṛṣṇa a-t-Il confirmé Son individualité de plusieurs façons, mais Il a également expliqué que le Brahman impersonnel Lui est subordonné. Par ailleurs, si on Le rabaisse au rang des âmes conditionnées, la Bhagavad-gītā ne peut plus être considérée comme une Écriture autorisée. Un homme ordinaire, soumis aux quatre imperfections inhérentes à la nature humaine, ne peut donner aucun enseignement digne d’être entendu. La Bhagavad-gītā surpasse tout écrit d’inspiration humaine et aucun ouvrage profane ne saurait lui être comparé. Si donc on considérait Kṛṣṇa comme un homme ordinaire, la Gītā perdrait toute sa valeur.

Les māyāvādīs soutiennent que la pluralité dont fait état le présent verset est purement conventionnelle et ne concerne que le corps. Or, dans les versets précédents, Kṛṣṇa a dénoncé une telle identification de l’être au corps. Comment, dès lors, pourrait-Il réintroduire ici une théorie se rapportant au corps ? Non, l’individualité a trait à la nature spirituelle, comme le confirment de grands ācāryas tel Rāmānuja.

La Gītā stipule de façon explicite en plusieurs endroits que seuls les dévots du Seigneur sont à même de comprendre l’individualité spirituelle. Par contre, les envieux qui jalousent la Personnalité Divine de Kṛṣṇa ne seront jamais en mesure d’accéder avec justesse à cette œuvre grandiose. La manière dont les non-dévots abordent les enseignements de la Gītā nous fait penser aux abeilles qui lèchent les pourtours d’un pot de miel, mais qui, parce qu’il est fermé, ne peuvent s’en délecter. Ainsi en est-il du mysticisme de la Bhagavad-gītā qui ne peut être compris et apprécié que des dévots du Seigneur. Comme on le verra au chapitre quatre, nul autre ne peut savourer ce nectar. En définitive, les envieux qui vont jusqu’à nier l’existence de Dieu ne peuvent pas même s’en approcher. Dès lors, l’interprétation māyāvādī de la Gītā s’avère être une présentation mensongère de la vérité. Śrī Caitanya nous a d’ailleurs interdit de lire tout commentaire māyāvādī et averti que quiconque adhérerait à ce genre de philosophie perdrait toute possibilité de percer le véritable mystère de la Gītā. Si l’individualité se limitait à l’univers empirique, le Seigneur n’aurait que faire de nous livrer Son enseignement. L’individualité des âmes distinctes et du Seigneur est une réalité éternelle, attestée, nous l’avons vu, par les Védas.