FORKLARING: I Vedaerne står der i Kaṭha Upaniṣad såvel som i N Śvetāśvatara Upaniṣad, at Guddommens Højeste Personlighed opretholder utallige levende væsener i deres forskellige situationer i forhold til deres individuelle handlinger og reaktioner på disse handlinger. Denne Guddommens Højeste Personlighed befinder Sig også igennem Sine fuldstændige dele i hvert eneste levende væsens hjerte. Kun helgenagtige personer, der kan se den samme Højeste Herre inden i og uden for alting, kan virkelig opnå fuldkommen og evig fred.

Den samme vediske sandhed, der her gives til Arjuna, bliver givet til alle, der fører sig frem som meget lærde, men i virkeligheden kun har ringe viden. Herren siger klart og tydeligt, at Han selv, Arjuna og alle de konger, der er forsamlede på slagmarken, for evigt er individuelle levende væsener, og at Herren for evigt opretholder de individuelle levende væsener i både deres betingede og befriede tilstande. Guddommens Højeste Personlighed er den højeste individuelle person, og Arjuna, Herrens evige omgangsfælle, og alle de forsamlede konger er alle evige individuelle personer. Det er ikke sådan, at de ikke eksisterede som individuelle personer i fortiden, eller at de ikke vil forblive evige personer. Deres individualitet var en kendsgerning i fortiden, og deres individualitet vil fortsætte i fremtiden uden afbrydelse. Ingen har således grund til at sørge over nogen som helst.

Māyāvādī-teorien om, at den individuelle sjæl, der nu er adskilt af māyās tilsløring, efter befrielsen vil blive ét med den upersonlige Brahman og miste sin individuelle eksistens, bekræftes ikke af Herren Kṛṣṇa, den højeste autoritet. Lige så lidt bekræftes teorien om, at det er kun i den betingede tilstand, at vi opfatter os selv som individuelle personer. Kṛṣṇa siger udtrykkeligt her, at både Herrens og alle andres individualitet vil fortsætte for evigt i fremtiden, som det også bliver bekræftet i Upaniṣaderne. Denne udtalelse fra Kṛṣṇa er autoritativ, for Kṛṣṇa kan ikke være underlagt illusion. Hvis individualitet ikke var et faktum, ville Kṛṣṇa ikke have fremhævet det så meget, selv for fremtiden. Māyāvādīerne kan hævde, at den individualitet, Kṛṣṇa taler om, ikke er åndelig, men materiel. Men selv hvis vi accepterer, at den individualitet, der er tale om, er materiel, hvordan kan vi da forstå Kṛṣṇas individualitet? Kṛṣṇa fastslår Sin individualitet i fortiden og bekræfter tillige Sin individualitet i fremtiden. Han har hævdet Sin individualitet på mange måder, og det er blevet fastslået, at den upersonlige Brahman står under Ham. Kṛṣṇa har hele tiden holdt på, at individualitet er åndelig. Hvis Han anses for at være en almindelig betinget sjæl med individuel bevidsthed, har Hans Bhagavad-gītā ingen værdi som autoritativt skrift. Et almindeligt menneske, der er underlagt den menneskelige naturs fire fejl og mangler, kan ikke undervise i noget, der er værd at lytte til. Bhagavad- gītā er hævet over den slags litteratur. Ingen verdslig bog kan måle sig med Bhagavad-gītā. Hvis man accepterer Kṛṣṇa som et almindeligt menneske, mister Bhagavad-gītā enhver betydning. Māyāvādīerne hævder, at den flertalsform, der bruges i dette vers, er materiel og refererer til kroppen. Men lige før dette vers er en sådan kropslig opfattelse blevet forkastet. Hvorfor ville Kṛṣṇa efter at have forkastet den kropslige opfattelse af de levende væsener igen tillægge en kropslig materiel forståelse nogen betydning? Individualitet fastholdes derfor som en åndelig kvalitet, hvilket også bekræftes af store ācāryaer som Śrī Rāmānuja og andre. Det bliver tydeligt omtalt mange steder i Bhagavad-gītā, at denne åndelige individualitet kan forstås af dem, der er Herrens hengivne. De, der er misundelige på Kṛṣṇa som Guddommens Højeste Personlighed, har ingen autoritativ adgang til dette store skrift. Den ikke-hengivnes studie af Bhagavad-gītā er som en bi, der slikker på et honningglas udenpå uden at smage på honningen inde i glasset. Man kan ikke smage honningen, medmindre man åbner glasset. På samme måde kan Bhagavad-gītās mystik kun forstås af hengivne, og andre kan ikke smage den, som det vil fremgå af kapitel 4 i denne bog. De, der er misundelige på selve Herrens eksistens, kan heller ikke forstå Bhagavad-gītā. Māyāvādī-fortolkningen af Bhagavad-gītā er derfor en særdeles vildledende fremstilling af hele sandheden. Herren Caitanya har forbudt os at læse kommentarer fra māyāvādīer og advarer os om, at den, der følger en sådan māyāvādī- filosofisk forståelse, mister helt enhver evne til at forstå Bhagavad-gītās virkelige mysterium. Hvis individualitet refererer til det empiriske univers, er der ingen brug for Herrens lære. Pluraliteten af den individuelle sjæl og Herren er en evig kendsgerning, som det bekræftes af Vedaerne som nævnt ovenfor.