Skip to main content

TEXT 78

78. VERS

Tekst

Szöveg

yatra yogeśvaraḥ kṛṣṇo
yatra pārtho dhanur-dharaḥ
tatra śrīr vijayo bhūtir
dhruvā nītir matir mama
yatra yogeśvaraḥ kṛṣṇo
yatra pārtho dhanur-dharaḥ
tatra śrīr vijayo bhūtir
dhruvā nītir matir mama

Synonyms

Szó szerinti jelentés

yatra — hvor; yoga-īśvaraḥ — mystikkens mester; kṛṣṇaḥ — Herren Kṛṣṇa; yatra — hvor; pārthaḥ — Pṛthās søn; dhanuḥ-dharaḥ — bæreren af buen og pilen; tatra — der; śrīḥ — rigdom; vijayaḥ — sejr; bhūtiḥ — usædvanlig styrke; dhruvā — ufravigelig; nītiḥ — moral; matiḥ mama — min mening.

yatra – ahol; yoga-īśvaraḥ – minden misztika mestere; kṛṣṇaḥ – az Úr Kṛṣṇa; yatra – ahol; pārthaḥ – Pṛthā fia; dhanuḥ-dharaḥ – az íj és a nyíl hordozója; tatra – ott; śrīḥ – gazdagság; vijayaḥ – győzelem; bhūtiḥ – kivételes hatalom; dhruvā – bizonyos; nītiḥ – erkölcs; matiḥ mama – véleményem szerint.

Translation

Fordítás

Hvorend Kṛṣṇa, mesteren over al mystik, er, og hvorend Arjuna, den suveræne bueskytte, befinder sig, dér vil der med sikkerhed også være overdådighed, sejr, usædvanlig styrke og moral. Det er min konklusion.

Bárhol is legyen Kṛṣṇa, minden misztika mestere, és Arjuna, a legkiválóbb íjász, ott biztos a gazdagság, a győzelem, a rendkívüli erő és az erény. Ez az én véleményem.

Purport

Magyarázat

FORKLARING: Bhagavad-gītā begyndte med Dhṛtarāṣṭras forespørgsel. Han håbede på sejr for sine sønner, der var støttet af store krigere som Bhīṣma, Droṇa og Karṇa. Han håbede på sejren, men efter at have beskrevet scenen på slagmarken fortalte Sañjaya kongen: “Du tænker på sejr, men efter min mening er lykken altid på den side, hvor Kṛṣṇa og Arjuna er.” Han bekræftede direkte, at Dhṛtarāṣṭra ikke skulle forvente sejr for sin side. Arjunas side var sikker på sejr, eftersom Kṛṣṇa var der. Kṛṣṇas accept af rollen som Arjunas vognstyrer var en anden fremvisning af Hans overdådighed. Kṛṣṇa er fuld af alle overdådigheder, og forsagelse er en af dem. Der er mange eksempler på Kṛṣṇas forsagelse, for Han er også forsagelsens mester.

A Bhagavad-gītā Dhṛtarāṣṭra kérdésével kezdődött. Az öreg király reménykedett fiai győzelmében, akiket nagy harcosok – Bhīṣma, Droṇa és Karṇa – támogattak. Bízott benne, hogy serege győzedelmeskedni fog. A csatamező eseményeinek leírása után azonban Sañjaya így szólt a királyhoz: „Győzelemre számítasz, ám az én véleményem az, hogy a jó szerencse ott van, ahol Kṛṣṇa és Arjuna.” Nyíltan kimondta, hogy Dhṛtarāṣṭra nem remélhet győzelmet seregétől: a diadal kétségtelenül Arjunáékra vár, mert Kṛṣṇa velük van. Kṛṣṇa Arjuna kocsihajtójának szerepét vállalta magára, s ez egyik fenséges jellemvonásának megnyilvánulása volt. Kṛṣṇa minden fenséges tulajdonsággal teljes, s a lemondás egyike ezeknek. Lemondására számtalan példát találunk, hiszen Ő a mestere a lemondásnak is.

Den egentlige kamp fandt sted imellem Duryodhana og Yudhiṣṭhira. Arjuna kæmpede på vegne af sin ældre broder Yudhiṣṭhira. Eftersom Kṛṣṇa og Arjuna var på Yudhiṣṭhiras side, var Yudhiṣṭhira sikker på sejr. Slaget skulle afgøre, hvem der skulle regere verden, og her forudsagde Sañjaya, at magten ville overgå til Yudhiṣṭhira. Her bliver det også forudsagt, at Yudhiṣṭhira efter at have vundet slaget ville florere mere og mere, for ikke alene var han retskaffen og from, men også en ufravigelig moralist. Han fortalte aldrig en eneste løgn i hele sit liv.

A harc valójában Duryodhana és Yudhiṣṭhira között dúlt. Arjuna Yudhiṣṭhira, idősebb fivére érdekében küzdött, s mivel Kṛṣṇa és Arjuna Yudhiṣṭhira oldalán állt, Yudhiṣṭhira győzelméhez nem férhetett kétség. A csata célja az volt, hogy eldöntse, ki fog uralkodni a világon, és Sañjaya előre megjósolta, hogy a hatalom Yudhiṣṭhirára fog szállni. Ez a vers azt is megmondja, hogy a csata megnyerése után Yudhiṣṭhira birodalma egyre inkább virágzásnak indul majd, mert a király nemcsak igazságos és jámbor, de szigorúan erkölcsös ember is volt. Egész életében egyetlen hazug szó sem hagyta el az ajkát.

Der findes mange mindre intelligente personer, der ser Bhagavad- gītā som en diskussion af forskellige emner mellem to venner på en slagmark. Men en sådan bog kan ikke være et helligt skrift. Nogle vil måske indvende, at Kṛṣṇa ansporede Arjuna til kamp, hvilket er umoralsk, men den virkelige situation fastslås klart her: Bhagavad-gītā er den højeste undervisning i moral. Den højeste instruktion i moral udtrykkes i vers 34 i kapitel 9: man-manā bhava mad-bhaktaḥ. Man skal blive en hengiven af Kṛṣṇa, og essensen af al religion er at overgive sig til Kṛṣṇa. Sarva-dharmān parityajya, mām ekaṁ śaraṇaṁ vraja (Bg. 18.66). Undervisningen i Bhagavad-gītā udgør den højeste form for religion og moral. Alle andre metoder kan måske være rensende og fører måske til denne proces, men den sidste instruktion i Bhagavad-gītā er det endelige ord med hensyn til moral og religion: overgivelse til Kṛṣṇa. Dette er konklusionen i kapitel 18.

Sok olyan kevéssé intelligens ember van, aki azt hiszi, hogy a Bhagavad-gītā két közönséges barát beszélgetése a csatatéren. Egy ilyen könyv azonban nem lehetne szent írás. Vannak, akik amiatt háborognak, hogy Kṛṣṇa szerintük nem éppen erkölcsös módon harcra biztatta Arjunát. Az igazság azonban az, hogy a Bhagavad-gītā tanítása az erkölcs legmagasabb szintjét képviseli. Az erre vonatkozó legfontosabb utasítást a kilencedik fejezet harmincnegyedik verse fogalmazza meg: man-manā bhava mad-bhaktaḥ. Kṛṣṇa bhaktájává kell válnunk. Minden vallás lényege, hogy hódoljunk meg Kṛṣṇa előtt (sarva-dharmān parityajya mām ekaṁ śaraṇaṁ vraja). A Bhagavad-gītā tanítása a vallás és erkölcs legmagasztosabb útját alapozza meg. Más lelki ösvényeknek is lehet tisztító hatásuk, s végül elvezethetnek ehhez az úthoz, ám a Gītā végső utasítása minden vallás és erkölcs lényegét fogalmazza meg: meg kell hódolnunk Kṛṣṇa előtt. Ezt az üzenetet adja át a tizennyolcadik fejezet.

Fra Bhagavad-gītā lærer vi, at det er én ting at erkende sig selv gennem filosofisk spekulation og meditation, men at overgive sig fuldt ud til Kṛṣṇa er den højeste fuldendelse. Dette er essensen af Bhagavad-gītās lære. At følge de regulerende principper i henhold til de samfundsmæssige ordener og forskellige religiøse veje kan være en fortrolig vej til kundskab. Men selv om religiøse ritualer er fortrolige, er meditation og udvikling af viden endnu mere fortrolig. Og overgivelse til Kṛṣṇa i hengiven tjeneste i fuld Kṛṣṇa-bevidsthed er den mest fortrolige undervisning. Det er essensen af kapitel 18.

A Bhagavad-gītāból megérthetjük, hogy a filozófiai spekuláció és a meditáció az önmegvalósítás egyik módszere, de a legmagasabb rendű tökéletesség az, ha meghódolunk Kṛṣṇa előtt. Ez a Bhagavad-gītā tanításának lényege. Igaz, hogy a társadalom rendjeire vonatkozó különböző vallásos folyamatok szabályozó elveinek követése lehet a tudás megszerzésének bensőséges útja. Ám annak ellenére, hogy a vallás szertartásai bensőségesek, a meditáció és a tudás művelése még bensőségesebb, a legbizalmasabb tanítás pedig az, hogy hódoljunk meg Kṛṣṇának, teljes Kṛṣṇa-tudatban és odaadó szolgálatban. Ez a tizennyolcadik fejezet mondanivalója.

Et andet træk ved Bhagavad-gītā er, at den egentlige sandhed er Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa. Den Absolutte Sandhed erkendes i tre aspekter som den upersonlige Brahman, den lokaliserede Paramātmā og endelig som Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa. Perfekt viden om den Absolutte Sandhed er det samme som perfekt viden om Kṛṣṇa. Hvis man forstår Kṛṣṇa, bliver alle de andre kundskabsområder automatisk en uadskillelig del af den forståelse. Kṛṣṇa er transcendental, for Han er altid situeret i Sin evige indre energi. De levende væsener er manifestationer af Hans energi og inddeles i to kategorier: de evigt betingede og de evigt befriede. Der findes utallige sådanne levende væsener, og de anses for at være fundamentale dele af Kṛṣṇa. Den materielle energi manifesteres i 24 kategorier. Skabelsen bliver sat i gang af den evige tid, og den skabes og opløses af den ydre energi. Denne manifestation af den kosmiske verden kommer til syne og forsvinder gang på gang.

A Bhagavad-gītā azt is feltárja, hogy a valódi igazság az Istenség Legfelsőbb Személyisége, Kṛṣṇa. A gyakorlók három aspektusában ébredhetnek a tudatára a Legfelsőbb Igazságnak: mint személytelen Brahman, mint helyhez kötött Paramātmā és végül mint az Istenség Legfelsőbb Személyisége, Kṛṣṇa. Az Abszolút Igazságról szóló tökéletes tudás tehát Kṛṣṇa tökéletes ismeretét jelenti. Ha valaki megértette, kicsoda Kṛṣṇa, akkor ezzel minden más tudásnak is birtokába jut. Kṛṣṇa transzcendentális, mert mindig örök belső energiájában van. Az élőlények az Ő energiájából nyilvánulnak meg, és két csoportra oszthatók: az örökké feltételekhez kötött és az örökre felszabadult lelkekre. Ezeknek az élőlényeknek a száma végtelen, s valamennyien Kṛṣṇa alapvető részei. Az anyagi energia huszonnégy elemre osztható fel. A teremtés az örök idő hatása alatt áll, s a külső energia révén jön létre, illetve semmisül meg. A kozmikus világ megnyilvánulása hol láthatóvá, hol láthatatlanná válik.

I Bhagavad-gītā er fem hovedemner blevet behandlet: Guddommens Højeste Personlighed, den materielle natur, de levende væsener, den evige tid og alle slags handlinger. Alle er de afhængige af Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa. Alle opfattelser af den Absolutte Sandhed, hvad enten der er tale om den upersonlige Brahman, den lokaliserede Paramātmā eller en hvilken som helst anden transcendental forestilling, eksisterer som underkategorier inden for forståelsen af Guddommens Højeste Personlighed. På trods af, at Guddommens Højeste Personlighed, det levende væsen, den materielle natur og tiden overfladisk set kan se ud til at være forskellige fra hinanden, er intet forskelligt fra den Højeste. Men den Højeste er altid forskellig fra alt andet. Herren Caitanyas filosofi er filosofien om “ufattelig samtidig enhed og forskellighed”. Dette filosofiske system udgør den fuldendte viden om den Absolutte Sandhed.

A Bhagavad-gītā öt fő témáról tanít: az Istenség Legfelsőbb Személyiségéről, az anyagi természetről, az élőlényekről, az örök időről és a különféle tettekről. Mindegyik Kṛṣṇának, az Istenség Legfelsőbb Személyiségének van alárendelve. Az Istenség Legfelsőbb Személyisége megismerésének kategóriája magában foglalja az Abszolút Igazság valamennyi felfogását – a személytelen Brahmant, a helyhez kötött Paramātmāt és minden más transzcendentális aspektust. Az Istenség Legfelsőbb Személyisége, az élőlény, az anyagi természet és az idő látszólag különböznek egymástól, de valójában semmi sem különbözik a Legfelsőbbtől. Ő azonban mégis mindig különbözik mindentől. Ez az a filozófia, melyet az Úr Caitanya ismertetett: „a felfoghatatlan azonosság és különbözőség tana”. Ez a filozófiai rendszer képviseli az Abszolút Igazságról szóló tökéletes tudást.

Det levende væsen er ren ånd i sin oprindelige position. Han er ligesom en atomisk partikel af den Højeste Ånd. Herren Kṛṣṇa kan således sammenlignes med Solen og de levende væsener med solskinnet. Eftersom de levende væsener er Kṛṣṇas marginale energi, er de tilbøjelige til at være forbundet med enten den materielle energi eller den åndelige energi. Det levende væsen befinder sig med andre ord midt imellem Herrens to energier, og fordi han tilhører Herrens højere energi, har han en lille uafhængighed. Ved at anvende denne frihed rigtigt kommer han under Kṛṣṇas direkte ordre. Således genvinder det levende væsen sin normale tilstand i den glædesgivende energi.

Az élőlény eredeti helyzete szerint tiszta lélek, a Legfelsőbb Lélek atomnyi részecskéje. Az Urat a naphoz hasonlíthatjuk, az élőlényeket pedig a napfényhez. Mivel az élőlények Kṛṣṇa határenergiáját alkotják, az anyagi és a lelki energiával való kapcsolatra egyaránt hajlamosak. Más szóval tehát az Úr két energiája között helyezkednek el, de mivel az Úr felsőbbrendű energiájához tartoznak, parányi mértékben függetlenséggel is rendelkeznek. Ha ezt a megfelelő módon használják, akkor Kṛṣṇa közvetlen irányítása alá kerülnek, s így visszatérhetnek természetes állapotukba, a gyönyörenergiába.

Således ender Bhaktivedanta-forklaringerne til Śrīmad Bhagavad-gītās 18. kapitel, Konklusion – forsagelsens fuldkommenhed.

Így végződnek a Bhaktivedanta-magyarázatok a Śrīmad Bhagavad-gītā tizennyolcadik fejezetéhez, melynek címe: „Végkövetkeztetés – a tökéletes lemondás”.