Skip to main content

TEXT 78

TEXT 78

Tekst

Tekst

yatra yogeśvaraḥ kṛṣṇo
yatra pārtho dhanur-dharaḥ
tatra śrīr vijayo bhūtir
dhruvā nītir matir mama
yatra yogeśvaraḥ kṛṣṇo
yatra pārtho dhanur-dharaḥ
tatra śrīr vijayo bhūtir
dhruvā nītir matir mama

Synonyms

Synonyms

yatra — hvor; yoga-īśvaraḥ — mystikkens mester; kṛṣṇaḥ — Herren Kṛṣṇa; yatra — hvor; pārthaḥ — Pṛthās søn; dhanuḥ-dharaḥ — bæreren af buen og pilen; tatra — der; śrīḥ — rigdom; vijayaḥ — sejr; bhūtiḥ — usædvanlig styrke; dhruvā — ufravigelig; nītiḥ — moral; matiḥ mama — min mening.

yatra — kus; yoga-īśvaraḥ — müstitsismi valitseja; kṛṣṇaḥ — Jumal Kṛṣṇa; yatra — kus; pārthaḥ — Pṛthā poeg; dhanuḥ-dharaḥ — vibu ja noole kandja; tatra — seal; śrīḥ — küllus; vijayaḥ — võit; bhūtiḥ — erakordne jõud; dhruvā — kindel; nītiḥ — moraalsus; matiḥ mama — minu arvamus.

Translation

Translation

Hvorend Kṛṣṇa, mesteren over al mystik, er, og hvorend Arjuna, den suveræne bueskytte, befinder sig, dér vil der med sikkerhed også være overdådighed, sejr, usædvanlig styrke og moral. Det er min konklusion.

Kus iganes viibivad kõikide müstitsismide valitseja Kṛṣṇa ja osavaim vibukütt Arjuna, seal on kindlasti ka küllus, võit, erakordne jõud ja moraalsus. Selline on minu arvamus.

Purport

Purport

FORKLARING: Bhagavad-gītā begyndte med Dhṛtarāṣṭras forespørgsel. Han håbede på sejr for sine sønner, der var støttet af store krigere som Bhīṣma, Droṇa og Karṇa. Han håbede på sejren, men efter at have beskrevet scenen på slagmarken fortalte Sañjaya kongen: “Du tænker på sejr, men efter min mening er lykken altid på den side, hvor Kṛṣṇa og Arjuna er.” Han bekræftede direkte, at Dhṛtarāṣṭra ikke skulle forvente sejr for sin side. Arjunas side var sikker på sejr, eftersom Kṛṣṇa var der. Kṛṣṇas accept af rollen som Arjunas vognstyrer var en anden fremvisning af Hans overdådighed. Kṛṣṇa er fuld af alle overdådigheder, og forsagelse er en af dem. Der er mange eksempler på Kṛṣṇas forsagelse, for Han er også forsagelsens mester.

„Bhagavad-gītā" algas Dhṛtarāṣṭra küsimusega. Ta lootis, et tema pojad saavutavad võidu, sest neid toetasid sellised suured sõdalased nagu Bhīṣma, Droṇa ja Karṇa. Ta lootis, et võit on tema poolel. Kuid olles kirjeldanud lahinguväljal toimunut, lausus Sañjaya kuningale: „Sina mõtled võidule, kuid minu arvamus on see, et kõikjal, kus viibivad Kṛṣṇa ja Arjuna, saadab neid hea õnn." Ta kinnitas otsekoheselt, et Dhṛtarāṣṭral ei tasu võidu peale loota. Võit kuulus kindlalt Arjunale, sest tema poolel võitles Kṛṣṇa. Võttes Arjuna vankrijuhi koha, ilmutas Kṛṣṇa veel ühte Oma jumalikest omadustest. Kṛṣṇa omab täielikult kõiki jumalikke omadusi ning üks nendest on loobumus. Kṛṣṇa loobumusest on palju näiteid, sest Ta on loobumuste valitseja.

Den egentlige kamp fandt sted imellem Duryodhana og Yudhiṣṭhira. Arjuna kæmpede på vegne af sin ældre broder Yudhiṣṭhira. Eftersom Kṛṣṇa og Arjuna var på Yudhiṣṭhiras side, var Yudhiṣṭhira sikker på sejr. Slaget skulle afgøre, hvem der skulle regere verden, og her forudsagde Sañjaya, at magten ville overgå til Yudhiṣṭhira. Her bliver det også forudsagt, at Yudhiṣṭhira efter at have vundet slaget ville florere mere og mere, for ikke alene var han retskaffen og from, men også en ufravigelig moralist. Han fortalte aldrig en eneste løgn i hele sit liv.

Lahing toimus tegelikult Duryodhana ja Yudhiṣṭhira vahel. Arjuna võitles oma vanema venna, Yudhiṣṭhira poolel. Kuna nii Arjuna kui ka Kṛṣṇa olid mõlemad Yudhiṣṭhira poolel, oli viimase võit kindel. See lahing pidi otsustama, kes hakkab valitsema maailma, ning Sañjaya ennustas, et võimu saab enda kätte Yudhiṣṭhira. Siin ennustatakse ka seda, et pärast selle lahingu võitmist saavutab Yudhiṣṭhira üha enam ja enam edu, sest ta polnud mitte üksnes õiglane ja jumalakartlik, vaid ka rangelt moraalne. Ta ei valetanud oma elu jooksul kordagi.

Der findes mange mindre intelligente personer, der ser Bhagavad- gītā som en diskussion af forskellige emner mellem to venner på en slagmark. Men en sådan bog kan ikke være et helligt skrift. Nogle vil måske indvende, at Kṛṣṇa ansporede Arjuna til kamp, hvilket er umoralsk, men den virkelige situation fastslås klart her: Bhagavad-gītā er den højeste undervisning i moral. Den højeste instruktion i moral udtrykkes i vers 34 i kapitel 9: man-manā bhava mad-bhaktaḥ. Man skal blive en hengiven af Kṛṣṇa, og essensen af al religion er at overgive sig til Kṛṣṇa. Sarva-dharmān parityajya, mām ekaṁ śaraṇaṁ vraja (Bg. 18.66). Undervisningen i Bhagavad-gītā udgør den højeste form for religion og moral. Alle andre metoder kan måske være rensende og fører måske til denne proces, men den sidste instruktion i Bhagavad-gītā er det endelige ord med hensyn til moral og religion: overgivelse til Kṛṣṇa. Dette er konklusionen i kapitel 18.

Paljud vähese arukusega inimesed peavad „Bhagavad-gītāt" lahinguväljal toimunud kahe sõbra vaheliseks vestluseks. Kuid nende poolt kirjutatud kommentaare ei saa pidada pühakirjaks. Keegi võib protesteerida, et Kṛṣṇa õhutas Arjunat astuma lahingusse, mis oli ebamoraalne, kuid siin on täpselt selgitatud tegelikku olukorda: „Bhagavad-gītā" juhendused on kõrgeim moraalikoodeks. Üheksanda peatüki kolmekümne neljandas värsis antakse kõrgeim moraalijuhendus: man-manā bhava mad-bhaktaḥ. Inimene peab saama Kṛṣṇa pühendunuks ning kõikide religioonide peamiseks tuumaks ongi Kṛṣṇale alistumine (sarva-dharmān parityajya mām ekaṁ śaraṇaṁ vraja). „Bhagavad-gītā" juhendused moodustavad religiooni ja moraalsuse kõrgeima protsessi. Kõik teised protsessid võivad samuti olla puhastavad ja tuua inimese Kṛṣṇa teadvuse juurde, kuid „Gītā" viimane juhendus on kogu moraalsuse ja religiooni lõplik sõna: alistuda Kṛṣṇale. Selline on kaheksateistkümnenda peatüki järeldus.

Fra Bhagavad-gītā lærer vi, at det er én ting at erkende sig selv gennem filosofisk spekulation og meditation, men at overgive sig fuldt ud til Kṛṣṇa er den højeste fuldendelse. Dette er essensen af Bhagavad-gītās lære. At følge de regulerende principper i henhold til de samfundsmæssige ordener og forskellige religiøse veje kan være en fortrolig vej til kundskab. Men selv om religiøse ritualer er fortrolige, er meditation og udvikling af viden endnu mere fortrolig. Og overgivelse til Kṛṣṇa i hengiven tjeneste i fuld Kṛṣṇa-bevidsthed er den mest fortrolige undervisning. Det er essensen af kapitel 18.

„Bhagavad-gītāst" mõistame, et eneseteadvustamine filosoofiliste spekulatsioonide ja meditatsiooni abil ei ole sama protsess kui täielik alistumine Kṛṣṇale, mis on kõrgeim täiuslikkus. See on „Bhagavad-gītā" õpetuste tuum. Ühiskonna erinevate jaotuste ja erinevate religioossete suundumuste kohaste reguleerivate printsiipide järgimine võib olla väärtuslike teadmiste tee, kuid ehkki religiooni rituaalid on väärtuslikud, on meditatsioon ja teadmiste arendamine veelgi väärtuslikumad. Ning juhendus alistuda pühendunud teenimisega Kṛṣṇale täies Kṛṣṇa teadvuses on kõige väärtuslikum juhendus, mis kunagi antud. See on kaheksateistkümnenda peatüki tuum.

Et andet træk ved Bhagavad-gītā er, at den egentlige sandhed er Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa. Den Absolutte Sandhed erkendes i tre aspekter som den upersonlige Brahman, den lokaliserede Paramātmā og endelig som Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa. Perfekt viden om den Absolutte Sandhed er det samme som perfekt viden om Kṛṣṇa. Hvis man forstår Kṛṣṇa, bliver alle de andre kundskabsområder automatisk en uadskillelig del af den forståelse. Kṛṣṇa er transcendental, for Han er altid situeret i Sin evige indre energi. De levende væsener er manifestationer af Hans energi og inddeles i to kategorier: de evigt betingede og de evigt befriede. Der findes utallige sådanne levende væsener, og de anses for at være fundamentale dele af Kṛṣṇa. Den materielle energi manifesteres i 24 kategorier. Skabelsen bliver sat i gang af den evige tid, og den skabes og opløses af den ydre energi. Denne manifestation af den kosmiske verden kommer til syne og forsvinder gang på gang.

Samuti kinnitab „Bhagavad-gītā", et tegelik tõde on Jumala Kõrgeim Isiksus, Kṛṣṇa. Absoluutset Tõde teadvustatakse kolmes aspektis: impersonaalse Brahmanina, iga elusolendi südames viibiva Paramātmāna ning lõpuks Jumala Kõrgeima Isiksuse, Kṛṣṇana. Täielikud teadmised Absoluutsest Tõest tähendavad täielikke teadmisi Kṛṣṇast. Kui inimene mõistab Kṛṣṇat, on teadmiste kõik teised jaotused selle mõistmise lahutamatud osakesed. Kṛṣṇa on transtsendentaalne, kuna Ta asub alati Oma igaveses sisemises jõus. Elusolendid avalduvad Tema energiast ning jagunevad kahte kategooriasse: igavesti tingimustest sõltuvad ja igavesti vabad hinged. Selliseid elusolendeid eksisteerib loendamatul hulgal ning neid peetakse Kṛṣṇa lahutamatuteks osadeks. Materiaalne energia jaguneb kahekümne neljaks osaks. Mõjutatuna igavesest ajast loob ja hävitab väline energia kogu loome. See kosmilise maailma avaldumine on vaheldumisi nähtav ja nähtamatu.

I Bhagavad-gītā er fem hovedemner blevet behandlet: Guddommens Højeste Personlighed, den materielle natur, de levende væsener, den evige tid og alle slags handlinger. Alle er de afhængige af Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa. Alle opfattelser af den Absolutte Sandhed, hvad enten der er tale om den upersonlige Brahman, den lokaliserede Paramātmā eller en hvilken som helst anden transcendental forestilling, eksisterer som underkategorier inden for forståelsen af Guddommens Højeste Personlighed. På trods af, at Guddommens Højeste Personlighed, det levende væsen, den materielle natur og tiden overfladisk set kan se ud til at være forskellige fra hinanden, er intet forskelligt fra den Højeste. Men den Højeste er altid forskellig fra alt andet. Herren Caitanyas filosofi er filosofien om “ufattelig samtidig enhed og forskellighed”. Dette filosofiske system udgør den fuldendte viden om den Absolutte Sandhed.

„Bhagavad-gītās" vaadeldakse viit keskset teemat: Jumala Kõrgeimat Isiksust, materiaalset loodust, elusolendeid, igavest aega ja kõikvõimalikke tegevusi. Kõik on sõltuv Jumala Kõrgeimast Isiksusest, Kṛṣṇast. Kõik Absoluutse Tõe kontseptsioonid – impersonaalne Brahman, iga elusolendi südames asetsev Paramātmā ja kõik teised transtsendentaalsed kontseptsioonid – sisalduvad Jumala Kõrgeima Isiksuse mõistmises. Ehkki näiliselt võib tunduda, et Jumala Kõrgeim Isiksus, elusolend, materiaalne loodus ja aeg on üksteisest erinevad, ei erine tegelikult miski Kõigekõrgemast Jumalast. Samas on Kõigekõrgem Jumal Ise aga alati kõigest erinev. Jumal Caitanya filosoofia on „käsitlematu ühtsuse ja erinevuse" filosoofia. See filosoofiline süsteem sisaldab täielikke teadmisi Absoluutsest Tõest.

Det levende væsen er ren ånd i sin oprindelige position. Han er ligesom en atomisk partikel af den Højeste Ånd. Herren Kṛṣṇa kan således sammenlignes med Solen og de levende væsener med solskinnet. Eftersom de levende væsener er Kṛṣṇas marginale energi, er de tilbøjelige til at være forbundet med enten den materielle energi eller den åndelige energi. Det levende væsen befinder sig med andre ord midt imellem Herrens to energier, og fordi han tilhører Herrens højere energi, har han en lille uafhængighed. Ved at anvende denne frihed rigtigt kommer han under Kṛṣṇas direkte ordre. Således genvinder det levende væsen sin normale tilstand i den glædesgivende energi.

Oma algses positsioonis on elusolend puhas hing. Ta on just nagu Kõrgeima Hinge aatomisuurune osake. Seepärast võib Jumal Kṛṣṇat võrrelda päikesega, elusolendeid aga päikesevalgusega. Kuna elusolendid kuuluvad Kṛṣṇa marginaalsesse energiasse, omavad nad kalduvust olla kokkupuutes kas materiaalse või vaimse energiaga. Teisisõnu öeldes asetseb elusolend Jumala kahe energia vahel ning kuna ta kuulub Jumala kõrgemasse energiasse, omab ta mõningat iseseisvust. Seda iseseisvust õieti kasutades astub ta Kṛṣṇa vahetu juhendamise alla ning saavutab sel moel oma loomuliku seisundi Jumala naudinguid jagavas energias.

Således ender Bhaktivedanta-forklaringerne til Śrīmad Bhagavad-gītās 18. kapitel, Konklusion – forsagelsens fuldkommenhed.

Selliselt lõpevad Bhaktivedanta selgitused „Śrīmad Bhagavad-gītā" kaheksateistkümnendale peatükile, mis käsitlesid selle järeldust — loobumuse täiuslikkust.