Skip to main content

TEXT 78

TEXT 78

Tekst

Texto

yatra yogeśvaraḥ kṛṣṇo
yatra pārtho dhanur-dharaḥ
tatra śrīr vijayo bhūtir
dhruvā nītir matir mama
yatra yogeśvaraḥ kṛṣṇo
yatra pārtho dhanur-dharaḥ
tatra śrīr vijayo bhūtir
dhruvā nītir matir mama

Synonyms

Palabra por palabra

yatra — hvor; yoga-īśvaraḥ — mystikkens mester; kṛṣṇaḥ — Herren Kṛṣṇa; yatra — hvor; pārthaḥ — Pṛthās søn; dhanuḥ-dharaḥ — bæreren af buen og pilen; tatra — der; śrīḥ — rigdom; vijayaḥ — sejr; bhūtiḥ — usædvanlig styrke; dhruvā — ufravigelig; nītiḥ — moral; matiḥ mama — min mening.

yatra — donde; yoga-īśvaraḥ — el amo del misticismo; kṛṣṇaḥ — el Señor Kṛṣṇa; yatra — donde; pārthaḥ — el hijo de Pṛthā; dhanuḥ-dharaḥ — el que porta un arco y flechas; tatra — ahí; śrīḥ — opulencia; vijayaḥ — victoria; bhūtiḥ — poder excepcional; dhruvā — seguro; nītiḥ — moralidad; matiḥ mama — mi opinión.

Translation

Traducción

Hvorend Kṛṣṇa, mesteren over al mystik, er, og hvorend Arjuna, den suveræne bueskytte, befinder sig, dér vil der med sikkerhed også være overdådighed, sejr, usædvanlig styrke og moral. Det er min konklusion.

Dondequiera que esté Kṛṣṇa, el amo de todos los místicos, y dondequiera que esté Arjuna, el arquero supremo, es seguro que estarán también la opulencia, la victoria, el poder extraordinario y la moralidad. Esa es mi opinión.

Purport

Significado

FORKLARING: Bhagavad-gītā begyndte med Dhṛtarāṣṭras forespørgsel. Han håbede på sejr for sine sønner, der var støttet af store krigere som Bhīṣma, Droṇa og Karṇa. Han håbede på sejren, men efter at have beskrevet scenen på slagmarken fortalte Sañjaya kongen: “Du tænker på sejr, men efter min mening er lykken altid på den side, hvor Kṛṣṇa og Arjuna er.” Han bekræftede direkte, at Dhṛtarāṣṭra ikke skulle forvente sejr for sin side. Arjunas side var sikker på sejr, eftersom Kṛṣṇa var der. Kṛṣṇas accept af rollen som Arjunas vognstyrer var en anden fremvisning af Hans overdådighed. Kṛṣṇa er fuld af alle overdådigheder, og forsagelse er en af dem. Der er mange eksempler på Kṛṣṇas forsagelse, for Han er også forsagelsens mester.

El Bhagavad-gītā comenzó con una pregunta de Dhṛtarāṣṭra. Él tenía esperanzas de que sus hijos triunfaran, asistidos por grandes guerreros tales como Bhīṣma, Droṇa y Karṇa. Él tenía esperanzas de que la victoria fuera a estar de su lado. Pero Sañjaya, después de describir la escena que había en el campo de batalla, le dijo al rey: «Tú estás pensando en la victoria, pero yo opino que donde estén presentes Kṛṣṇa y Arjuna, estará toda la buena fortuna». Él confirmó directamente que Dhṛtarāṣṭra no podía esperar que su lado lograra la victoria. La victoria era segura para el lado de Arjuna, porque Kṛṣṇa estaba ahí. Que Kṛṣṇa aceptara el puesto de auriga de Arjuna, fue una muestra de otra opulencia. Kṛṣṇa está colmado de todas las opulencias, y la renunciación es una de ellas. Hay muchos ejemplos de esa renunciación, porque Kṛṣṇa también es el amo de ella.

Den egentlige kamp fandt sted imellem Duryodhana og Yudhiṣṭhira. Arjuna kæmpede på vegne af sin ældre broder Yudhiṣṭhira. Eftersom Kṛṣṇa og Arjuna var på Yudhiṣṭhiras side, var Yudhiṣṭhira sikker på sejr. Slaget skulle afgøre, hvem der skulle regere verden, og her forudsagde Sañjaya, at magten ville overgå til Yudhiṣṭhira. Her bliver det også forudsagt, at Yudhiṣṭhira efter at have vundet slaget ville florere mere og mere, for ikke alene var han retskaffen og from, men også en ufravigelig moralist. Han fortalte aldrig en eneste løgn i hele sit liv.

La disputa era de hecho entre Duryodhana y Yudhiṣṭhira. Arjuna estaba peleando en favor de su hermano mayor, Yudhiṣṭhira. Como Kṛṣṇa y Arjuna estaban del lado de Yudhiṣṭhira, la victoria de este último era segura. La batalla iba a decidir quién gobernaría el mundo, y Sañjaya predijo que el poder se le iba a transferir a Yudhiṣṭhira. Aquí también se predice que Yudhiṣṭhira, después de conseguir la victoria en esta batalla, prosperaría cada vez más, ya que no solo era virtuoso y piadoso, sino que además era un moralista estricto. Durante toda su vida, nunca dijo una mentira.

Der findes mange mindre intelligente personer, der ser Bhagavad- gītā som en diskussion af forskellige emner mellem to venner på en slagmark. Men en sådan bog kan ikke være et helligt skrift. Nogle vil måske indvende, at Kṛṣṇa ansporede Arjuna til kamp, hvilket er umoralsk, men den virkelige situation fastslås klart her: Bhagavad-gītā er den højeste undervisning i moral. Den højeste instruktion i moral udtrykkes i vers 34 i kapitel 9: man-manā bhava mad-bhaktaḥ. Man skal blive en hengiven af Kṛṣṇa, og essensen af al religion er at overgive sig til Kṛṣṇa. Sarva-dharmān parityajya, mām ekaṁ śaraṇaṁ vraja (Bg. 18.66). Undervisningen i Bhagavad-gītā udgør den højeste form for religion og moral. Alle andre metoder kan måske være rensende og fører måske til denne proces, men den sidste instruktion i Bhagavad-gītā er det endelige ord med hensyn til moral og religion: overgivelse til Kṛṣṇa. Dette er konklusionen i kapitel 18.

Hay muchas personas poco inteligentes que toman el Bhagavad-gītā como una conversación que tuvieron dos amigos en un campo de batalla. Pero un libro de esa índole no puede ser Escritura. Quizás algunas personas protesten porque Kṛṣṇa incitó a Arjuna a pelear, lo cual es inmoral, pero la realidad de la situación se expone claramente: el Bhagavad-gītā es la instrucción suprema en lo que a moralidad respecta. La instrucción suprema de la moralidad se expresa en el noveno capítulo, en el verso treinta y cuatro: man-manā bhava mad-bhaktaḥ. Uno debe convertirse en devoto de Kṛṣṇa, y la esencia de toda religión es la de que hay que entregarse a Kṛṣṇa (sarva-dharmān parityajya mām ekaṁ śaraṇaṁ vraja). Las instrucciones del Bhagavad-gītā constituyen el proceso supremo de religión y de moralidad. Puede que todos los demás procesos sean purificadores y que conduzcan a este proceso, pero la última instrucción del Gītā es la última palabra en todo lo que se refiere a moralidad y religión: entréguese a Kṛṣṇa. Ese es el veredicto del capítulo dieciocho.

Fra Bhagavad-gītā lærer vi, at det er én ting at erkende sig selv gennem filosofisk spekulation og meditation, men at overgive sig fuldt ud til Kṛṣṇa er den højeste fuldendelse. Dette er essensen af Bhagavad-gītās lære. At følge de regulerende principper i henhold til de samfundsmæssige ordener og forskellige religiøse veje kan være en fortrolig vej til kundskab. Men selv om religiøse ritualer er fortrolige, er meditation og udvikling af viden endnu mere fortrolig. Og overgivelse til Kṛṣṇa i hengiven tjeneste i fuld Kṛṣṇa-bevidsthed er den mest fortrolige undervisning. Det er essensen af kapitel 18.

Con el Bhagavad-gītā podemos entender que, llegar a la iluminación personal por medio de la especulación filosófica y la meditación, es uno de los procesos, pero entregarse a Kṛṣṇa por entero es la perfección máxima. Esa es la esencia de las enseñanzas del Bhagavad-gītā. El sendero de los principios regulativos sobre la base de las órdenes de la vida social y sobre la base de los distintos cursos de la religión, puede que sea un sendero confidencial del conocimiento. Pero aunque los rituales de la religión son confidenciales, la meditación y el cultivo de conocimiento lo son aún más. Y el entregarse a Kṛṣṇa a través del servicio devocional con plena conciencia de Kṛṣṇa, es la instrucción más confidencial de todas. Esa es la esencia del capítulo dieciocho.

Et andet træk ved Bhagavad-gītā er, at den egentlige sandhed er Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa. Den Absolutte Sandhed erkendes i tre aspekter som den upersonlige Brahman, den lokaliserede Paramātmā og endelig som Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa. Perfekt viden om den Absolutte Sandhed er det samme som perfekt viden om Kṛṣṇa. Hvis man forstår Kṛṣṇa, bliver alle de andre kundskabsområder automatisk en uadskillelig del af den forståelse. Kṛṣṇa er transcendental, for Han er altid situeret i Sin evige indre energi. De levende væsener er manifestationer af Hans energi og inddeles i to kategorier: de evigt betingede og de evigt befriede. Der findes utallige sådanne levende væsener, og de anses for at være fundamentale dele af Kṛṣṇa. Den materielle energi manifesteres i 24 kategorier. Skabelsen bliver sat i gang af den evige tid, og den skabes og opløses af den ydre energi. Denne manifestation af den kosmiske verden kommer til syne og forsvinder gang på gang.

Otro aspecto del Bhagavad-gītā es que la verdad propiamente dicha es la Suprema Personalidad de Dios, Kṛṣṇa. La Verdad Absoluta se llega a entender de tres maneras: como Brahman impersonal, como Paramātmā localizado y, finalmente, como la Suprema Personalidad de Dios, Kṛṣṇa. Conocimiento perfecto acerca de la Verdad Absoluta significa conocimiento perfecto acerca de Kṛṣṇa. Si uno entiende a Kṛṣṇa, entonces todos los departamentos del conocimiento se vuelven parte integral de esa comprensión. Kṛṣṇa es trascendental, ya que siempre se encuentra en el seno de Su eterna potencia interna. Las entidades vivientes se manifiestan de Su energía, y se dividen en dos clases: las eternamente condicionadas y las eternamente liberadas. Esas entidades vivientes son innumerables, y se considera que son partes fundamentales de Kṛṣṇa. La energía material se manifiesta con veinticuatro divisiones. La creación la efectúa el tiempo eterno, y la produce y la disuelve la energía externa. Esta manifestación del mundo cósmico se hace visible e invisible reiteradamente.

I Bhagavad-gītā er fem hovedemner blevet behandlet: Guddommens Højeste Personlighed, den materielle natur, de levende væsener, den evige tid og alle slags handlinger. Alle er de afhængige af Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa. Alle opfattelser af den Absolutte Sandhed, hvad enten der er tale om den upersonlige Brahman, den lokaliserede Paramātmā eller en hvilken som helst anden transcendental forestilling, eksisterer som underkategorier inden for forståelsen af Guddommens Højeste Personlighed. På trods af, at Guddommens Højeste Personlighed, det levende væsen, den materielle natur og tiden overfladisk set kan se ud til at være forskellige fra hinanden, er intet forskelligt fra den Højeste. Men den Højeste er altid forskellig fra alt andet. Herren Caitanyas filosofi er filosofien om “ufattelig samtidig enhed og forskellighed”. Dette filosofiske system udgør den fuldendte viden om den Absolutte Sandhed.

En el Bhagavad-gītā se han discutido cinco temas principales: la Suprema Personalidad de Dios, la naturaleza material, las entidades vivientes, el tiempo eterno y todas las clases de actividades que hay. Todo depende de la Suprema Personalidad de Dios, Kṛṣṇa. Todas las concepciones acerca de la Verdad Absoluta —el Brahman impersonal, el Paramātmā localizado y cualquier otra concepción trascendental— existen dentro de la categoría en la que se entiende a la Suprema Personalidad de Dios. Aunque a simple vista la Suprema Personalidad de Dios, la entidad viviente, la naturaleza material y el tiempo parecen ser diferentes, nada es diferente del Supremo. Pero el Supremo siempre es diferente de todo. La filosofía del Señor Caitanya es la de «identidad y diferencia inconcebibles». Ese sistema filosófico constituye el conocimiento perfecto acerca de la Verdad Absoluta.

Det levende væsen er ren ånd i sin oprindelige position. Han er ligesom en atomisk partikel af den Højeste Ånd. Herren Kṛṣṇa kan således sammenlignes med Solen og de levende væsener med solskinnet. Eftersom de levende væsener er Kṛṣṇas marginale energi, er de tilbøjelige til at være forbundet med enten den materielle energi eller den åndelige energi. Det levende væsen befinder sig med andre ord midt imellem Herrens to energier, og fordi han tilhører Herrens højere energi, har han en lille uafhængighed. Ved at anvende denne frihed rigtigt kommer han under Kṛṣṇas direkte ordre. Således genvinder det levende væsen sin normale tilstand i den glædesgivende energi.

En su posición original, la entidad viviente es espíritu puro. Ella es como una partícula atómica del Espíritu Supremo. Se puede decir, entonces, que el Señor Kṛṣṇa es como el Sol, y que las entidades vivientes son como la luz del Sol. Puesto que las entidades vivientes son la energía marginal de Kṛṣṇa, tienen la tendencia a estar en contacto, o bien con la energía material, o bien con la energía espiritual. En otras palabras, la entidad viviente se encuentra entre las dos energías del Señor, y como pertenece a la energía superior del Señor, tiene una partícula de independencia. Mediante el buen uso de esa independencia, ella se pone bajo las órdenes directas de Kṛṣṇa. De ese modo alcanza su condición normal en la potencia dadora de placer.

Således ender Bhaktivedanta-forklaringerne til Śrīmad Bhagavad-gītās 18. kapitel, Konklusion – forsagelsens fuldkommenhed.

Así terminan los significados de Bhaktivedanta correspondientes al capítulo decimoctavo del Śrīmad Bhagavad-gītā, titulado «La perfección de la renunciación».