TEXT 73

Tekst

Texte

arjuna uvāca
naṣṭo mohaḥ smṛtir labdhā
tvat-prasādān mayācyuta
sthito ’smi gata-sandehaḥ
kariṣye vacanaṁ tava

Synonyms

arjunaḥ uvāca — Arjuna sagde; naṣṭaḥ — bortvejret; mohaḥ — illusion; smṛtiḥ — erindring; labdhā — genvundet; tvat-prasādāt — gennem Din nåde; mayā — af mig; acyuta — O ufejlbarlige Kṛṣṇa; sthitaḥ — forankret; asmi — jeg er; gata — fjernet; sandehaḥ — alle tvivl; kariṣye — jeg vil udføre; vacanam — ordre; tava — Din.

arjunaḥ uvāca: Arjuna dit; naṣṭaḥ: dissipée; mohaḥ: l’illusion; smṛtiḥ: la mémoire; labdhā: retrouvée; tvat-prasādāt: par Ta miséricorde; mayā: par moi; acyuta: ô infaillible Kṛṣṇa; sthitaḥ: situé; asmi: je suis; gata: enlevés; sandehaḥ: tous les doutes; kariṣye: j’exécuterai; vacanam: instruction; tava: Ton.

Translation

Arjuna sagde: Min kære Kṛṣṇa, O Du ufejlbarlige, min illusion er nu overstået. Ved Din nåde har jeg genvundet min hukommelse. Jeg står nu fast og er fri for tvivl og rede til at handle ifølge Dine instruktioner.

Arjuna dit: Ô cher Kṛṣṇa, Toi qui es infaillible, mon illusion s’est maintenant évanouie. J’ai, par Ta grâce, recouvré la mémoire. Me voici résolu, libéré du doute, et prêt à agir selon Ta volonté.

Purport

FORKLARING: Den naturlige position for et levende væsen, der her er repræsenteret af Arjuna, er at handle i overensstemmelse med den Højeste Herres ordrer. Det levende væsen er bestemt til selvdisciplin. Ifølge Śrī Caitanya Mahāprabhu er det levende væsens virkelige position at være den Højeste Herres evige tjener. Når det levende væsen glemmer dette princip, bliver det betinget af den materielle natur, men ved at tjene den Højeste Herre bliver man Guds befriede tjener. Det levende væsens naturlige position er at være en tjener. Enten må man tjene den illusoriske māyā eller den Højeste Herre. Når man tjener den Højeste Herre, er man i sin normale tilstand, men foretrækker man at tjene den illusoriske ydre energi, kommer man med sikkerhed til at leve i trældom. Det levende væsen tjener under illusion i den materielle verden. Han er bundet af sin lyst og sine begær, og alligevel betragter han sig selv som verdens hersker. Dette kaldes illusion. Når en person bliver befriet, ophører hans illusion, og han overgiver sig frivilligt til den Højeste for at handle efter Hans ønsker. Den sidste illusion, māyās sidste fælde for at fange det levende væsen, er ideen om, at han er Gud. Det levende væsen tror, at han ikke længere er en betinget sjæl, men Gud. Han er så uintelligent, at han ikke engang tænker på, at hvis han var Gud, hvordan kunne han da være i tvivl? Det tænker han ikke over. Så det er illusionens sidste faldgrube. Virkelig at blive fri for den illusoriske energi betyder at forstå Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personlighed, og indvillige i at handle ifølge Hans ordre.

Par essence, en vertu de sa condition inhérente, l’être, représenté ici par Arjuna, doit agir selon les directives du Seigneur Suprême. Il est dans sa nature de se discipliner. Caitanya Mahāprabhu enseigna que la véritable position de l’être vivant est celle de serviteur éternel de Dieu. Quand il oublie cette vérité, il se voit conditionné par la nature matérielle, alors que lorsqu’il sert Dieu, il connaît la libération, tout en demeurant serviteur. Par nature, l’être vivant est destiné à servir; il devra donc soit servir māyā, l’illusion, soit Kṛṣṇa, le Seigneur. S’il sert le Seigneur, il vivra dans sa condition normale, mais s’il choisit de servir l’énergie externe, l’énergie illusoire, il demeurera captif de la matière. Lorsqu’il est sous l’emprise de l’illusion, l’être est toujours occupé à servir, mais dans le cadre du monde matériel. Bien qu’il soit enchaîné par sa concupiscence et ses désirs, il continue pourtant à se croire le maître du monde. C’est ce qu’on appelle l’illusion. Lorsque l’être est libéré, son illusion se dissipe, et il s’abandonne volontairement à l’Être Suprême pour agir selon Ses désirs. La dernière illusion, le dernier piège que māyā tend à l’être, consiste à lui faire croire qu’il est Dieu. L’être croit alors vraiment qu’il n’est plus une âme conditionnée, mais bien Dieu en personne. Sa sottise est si grande qu’il ne se demande pas même comment lui, qui est Dieu, a pu être sujet au doute. Une telle pensée n’effleure même pas son esprit. Aussi dit-on qu’il s’agit là du dernier piège de l’illusion. En vérité, s’affranchir de l’énergie illusoire, c’est comprendre Kṛṣṇa, Dieu, la Personne Suprême, et accepter d’agir en se conformant à Sa volonté.

I verset her er ordet mohaḥ meget vigtigt. Mohaḥ refererer til det modsatte af kundskab. Sand kundskab er i virkeligheden forståelsen af, at hvert eneste levende væsen er Herrens evige tjener, men i stedet for at opfatte sig selv som sådan tror det levende væsen, at han ikke er en tjener, men denne materielle verdens herre, for han ønsker at herske over den materielle natur. Det er hans illusion. Denne illusion kan man blive kvit ved Herrens nåde eller ved en ren hengivens nåde, og når illusionen er overstået, indvilliger man i at handle i Kṛṣṇa-bevidsthed.

Dans notre verset, le mot mohaḥ revêt une grande importance. Il désigne ce qui s’oppose au savoir. Le vrai savoir consiste à comprendre que tout être vivant est le serviteur éternel du Seigneur, alors que l’illusion consiste à nier sa condition originelle de serviteur et à se croire le maître du monde, tant le désir de dominer la nature matérielle est prééminent. On pourra s’affranchir de cette illusion grâce à la miséricorde du Seigneur ou de Son pur dévot; alors, on acceptera de conformer ses actes à la conscience de Kṛṣṇa.

Kṛṣṇa-bevidsthed betyder at handle ifølge Kṛṣṇas ordre. Fordi den betingede sjæl er vildledt af den ydre materielle energi, ved han ikke, at den Højeste Herre er herskeren, der er fuld af viden og altings ejer. Han kan skænke Sine hengivne, hvad Han vil. Han er alles ven, og Han er især velvillig stemt over for Sin hengivne. Han er herskeren over denne materielle natur og over alle levende væsener. Han behersker også den utrættelige tid, og Han er fuld af alle overdådigheder og alle kræfter. Guddommens Højeste Personlighed kan tilmed give Sig selv til Sin hengivne. Den, der ikke kender Ham, er underlagt illusionens forhekselse. Da bliver man ikke en hengiven, men māyās tjener. Efter at have hørt Bhagavad-gītā fra Guddommens Højeste Personlighed blev Arjuna imidlertid fri for al illusion. Da forstod han, at Kṛṣṇa ikke alene var hans ven, men også Guddommens Højeste Personlighed. Og han forstod faktisk Kṛṣṇa. Så at studere Bhagavad-gītā er virkelig at forstå Kṛṣṇa. Når et menneske er i fuld viden, overgiver det sig helt naturligt til Kṛṣṇa. Da Arjuna forstod, at det var Kṛṣṇas plan at reducere den unødvendige befolkningsforøgelse, indvilligede han i at kæmpe ifølge Kṛṣṇas ønske. Han greb atter sine våben – sin bue og sine pile – for at kæmpe på Guddommens Højeste Personligheds ordre.

Agir dans la conscience de Kṛṣṇa, c’est agir selon les instructions de Kṛṣṇa. L’âme conditionnée, illusionnée par l’énergie externe, la matière, ignore que le Seigneur Suprême est le maître, qu’Il est omniscient et que tout ce qui existe Lui appartient. Le Seigneur peut accorder tout ce qu’Il désire à Ses dévots. Il est certes l’ami de tous les êtres, mais Il montre un penchant particulier pour Ses dévots. Il est le maître de la nature matérielle et de toutes les entités vivantes. C’est également Lui qui contrôle le temps éternel, Lui encore qui possède l’opulence infinie et la toute-puissance. Dieu, la Personne Suprême, peut même Se donner à Son dévot. Celui qui ne Le connaît pas vit sous l’empire de l’illusion; il ne devient pas Son dévot mais reste le serviteur de māyā. Arjuna, toutefois, après avoir écouté le Seigneur énoncer la Bhagavad-gītā, s’affranchit de toute illusion. Il put comprendre que Kṛṣṇa n’était pas seulement son ami, mais Dieu, la Personne Suprême. Il comprit Kṛṣṇa tel qu’Il est. Tel est le fruit que confère l’étude de la Bhagavad-gītā. Lorsqu’un homme possède la pleine connaissance, tout naturellement il s’abandonne à Kṛṣṇa. Lorsque Arjuna comprit que réduire la croissance inopportune de la population était le plan de Kṛṣṇa, il accepta de se conformer à Son désir en engageant le combat. Il reprit ses armes – son arc et ses flèches – pour combattre selon la volonté de Dieu.